OXENDAL
11. juli, kl. 19
”Hvad var det helt præcis, du ville vise mig?” spurgte Torben, da han lukkede mig ind i receptionen hos Rasholdt & Partnere.
En sommeraften klokken nitten er der øde på de fleste kontorer ved havnefronten, men advokater er ikke som de fleste. Jeg kunne i hvert fald se lys på en del af kontorerne og – vigtigst – i et af mødelokalerne, hvor jeg regnede med, at Irene Oxendal holdt møde med sin advokat.
”Vi to har noget at fejre,” sagde jeg og løftede en anelse på min jakke, så han kunne se en flaske Bollinger champagne, men uden at vise den til to advokater på vej hjem. ”Lad os gå op på dit kontor.”
Torben var et stort spørgsmålstegn, men han ventede med at stille spørgsmål, til vi sad på hans kontor.
”Hvad skylder jeg æren?” sagde han.
”Jeg har savnet dig.” Jeg rørte hans ene hånd kortvarigt, inden jeg fortsatte. ”Både personligt og fagligt.”
”Øh, hvad?”
”En af ulemperne ved at være et enmandsfirma er, at man kun er én mand. Lige nu vælter det ind med sager, og jeg har mildest talt andre planer for de næste dage. I de gode gamle dage indtil for et par måneder siden ville jeg have spurgt dig, om du kunne hjælpe. Og så var det, at jeg tænkte: Hvorfor ikke spørge dig om hjælp, selvom vi nu arbejder i forskellige firmaer? Jeg skal nok give dig to tusinde i timen. Du må selv bestemme, om du vil involvere Rasholdt, eller om du bare vil have pengene i en brun konvolut.”
Torben lagde sin hånd oven på min og lod den blive der. ”Hey mand, dine signaler stritter i alle mulige retninger. Champagnen og alt det ’jeg har savnet dig’ siger noget andet end det, du nu kom frem til. Hvad drejer det her sig om? Business or pleasure?”
”Jeg er sgu da også lidt rundt på gulvet. Min gode ven bliver buret inde for mord, og jeg har set to døde mennesker på tre dage og mere blod end i Fredag den 13. Og så har min kæreste været lidt mærkelig de seneste dage. Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg er klar til det bryllup. Samtidig har jeg mere travlt på arbejdet end nogensinde. Jeg føler mig lidt alene, meget forvirret og helt vildt stresset. Er det så mærkeligt?” Jeg klemte hans hånd og så ham dybt i øjnene.
”Nej da.”
”Kan du hjælpe stakkels mig med at finde mit ståsted?”
”Når du spørger så pænt, smukke.”
”Er det i orden med dig, at vi tager det arbejdsmæssige først? Så kan vi snakke sammen over en flaske boblevand, når vi er færdige. Jeg håber ikke, at du har planer for resten af aftenen … eller natten.”
”Planer kan ændres. Nå, hvad er det så for en sag, der skal onduleres?”
”Lige noget for dig.” Jeg tog en sag frem af min taske. En rigtig, ægte sag, som manglede at blive behandlet, og som John Gordin skulle have klaret inden brylluppet to dage senere. Selvom formålet med mødet var et helt andet end at købe sagsbehandlingstid, kunne jeg lige så godt slå to fluer med et smæk.
Torben kiggede på den mailkorrespondance, jeg havde lagt foran ham. ”Det skulle jeg nok kunne klare på en to-tre timer.”
”Perfekt. Kan jeg låne en computer i mellemtiden? Jeg kan bare tage Elses.” Else var den sekretær, som havde arbejdet for mig og et par andre i Rasholdt.
”Du kan da ikke logge på systemet længere. De må have inddraget dit password.”
”Utvivlsomt. Jeg kan bare bruge den som pc uden adgang til jeres netværk.”
”Fint nok.”
Torben lagde champagnen i en plasticpose, kom den i et køleskab og gik i gang med opgaven.
Jeg gik hen til Elses computer. Jeg havde heldigvis en god hukommelse. Et halvt år tidligere havde hun givet mig sit password, da jeg skulle bruge en mail, hun havde skrevet i udkast uden at gemme den i systemet.
Passwordet virkede stadig. Jeg havde fået adgang til Rasholdts netværk, men hvis nogen opdagede det, ville min karriere være slut.
11. juli kl. 20
De fleste advokatfirmaer har firewalls, der forhindrer hackere i at se vigtige klientoplysninger. Rasholdts dækker herfra og til Månen. Hvis man ikke har otte hundrede programmører og hardware som i Pentagons stærkeste computere, kan man godt glemme at hacke sig ind udefra.
Men når man endelig er inde, er man helt inde og har adgang til alle dokumenter og alle mails, medmindre de er arkiveret som særligt fortrolige.
Irene Oxendals sager var ikke arkiveret som særligt fortrolige. Min eks-sekretærs password havde skaffet mig fuld adgang til alt, Oxendal havde foretaget sig sammen med sin advokat.
Jeg vidste, at jeg kun havde kort tid, og jeg blev ved med at se mig over skulderen af frygt for at blive opdaget. Som jeg vist har nævnt, var jeg ret bekymret for min advokatbestalling, og det var ikke det smarteste at blive opdaget, mens jeg hackede mig ind på et andet advokatfirmas sager, også selvom der var en forsvindende lille risiko for, at de ville anmelde mig til politiet. Advokatfirmaer plejer at håndtere den slags diskret og internt vel vidende, at politiet kun gider beskæftige sig med kriminalitet, som de kan forstå, såsom butikstyverier og simpel vold, og at det giver dårlig pr for et advokatfirma selv at blive snydt. Der blev i hvert fald grinet en del, da statens advokat, Kammeradvokaten, for nogle år siden kom til at ansætte en medarbejder på falske papirer og var mere end et år om at opdage, at hun ikke var olympisk mester i skatteret.
En amatørhacker som mig skulle begynde et eller andet sted. Jeg valgte at se på Oxendals kontokort, altså pengestrømmen mellem hendes firmaer og Rasholdt. Follow the money, honey, som de siger i Bagmandspolitiets genfortælling af eventyret om Hans og Grete.
Der var mange overførsler. Jeg besluttede mig for at nøjes med overførslerne på over 1 million kroner siden 1. januar 2012:
12/1 2012: Indbetalt af Oxendal Invest Limited, Bahamas: 8 millioner.
16/1 2012: Overført til Oxendal Trading ApS: 8 millioner.
13/6 2012: Indbetalt af HyCorp LLC, Delaware: 22 millioner.
15/6 2012: Overført til Oxendal Trading ApS: 22 millioner.
12/3 2013: Indbetalt af Oxendal Trading ApS: 4 millioner.
13/3 2013: Overført til Selis Trading A/S: 4 millioner.
30/4 2013: Indbetalt af Oxendal Trading ApS: 6 millioner.
1/5 2013: Overført til Selis Trading A/S: 6 millioner.
3/7 2013: Deponeret af HyCorp LLC, Delaware: 10 millioner.
5/7 2013: Deponeret af HyCorp LLC, Delaware: 10 millioner.
9/7 2013: Indbetalt af Oxendal Invest Limited, Bahamas: 12,5 millioner.
10/7 2013: Overført til advokat Allingsø: 12,5 millioner.
Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så den sidste transaktion.
Rasholdt havde bogført, at de dagen før havde overført tolv mega til mig.
Dejlige penge, hvis man har dem.
Eneste problem var, at jeg ikke havde hørt noget om overførslen. Nogen havde altså bildt Rasholdts bogholderi ind, at en hel bunke kolde kontanter var blevet overført til min konto.
Hvis min eks-sekretær havde været ansat i bogholderiet, kunne jeg se, hvilken bankkonto pengene var indbetalt til, og derigennem spore, hvem pengene i virkeligheden var betalt til. Det var hun desværre ikke, så jeg kunne ikke få andre oplysninger end mit eget navn.
Sveden perlede af mig, mens jeg vred min hjerne, så der næsten kom små, grå dråber ud af ørerne. Til min død kunne jeg ikke finde ud af, hvorfor nogen ville lade, som om jeg pludselig var blevet meget velhavende. Det er jo ikke det mest oplagte at bruge sin advokats klientkonto til fiflerier. Risikoen for at blive opdaget er lidt for stor, medmindre advokaten er med på bedrageriet, og det havde jeg trods alt svært ved at mistænke landets største og rigeste advokatfirma for. Snyd er jo normalt forbeholdt de fattige.
Kontogennemgangen var blot første skridt i min plan. Når jeg var færdig med den, ville jeg tjekke den seneste korrespondance og se, hvad Oxendal havde gang i. Det skete dog halvhjertet og uden, at jeg hæftede mig ved andet end, at der ikke var nogen mails eller korrespondance om overførslen. Det forblev et mysterium, hvem overførslen af de tolv millioner reelt var sket til.
Det var i sig selv mistænkeligt, at der ikke var nogen mails med kontooplysninger. Jeg fandt mails om alle de andre overførsler.
Jeg tog mig til hovedet og lænede mig tilbage i kontorstolen og fik i sidste øjeblik et glimt af Torben, som var på vej hen mod den pc, jeg arbejdede ved.
11. juli, kl. 21.30
Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så Torben. Der var ikke tid til at lukke computeren ned uden at virke mistænkelig, så jeg rejste mig i stedet op og stillede mig mellem skærmen og Torben. ”Var der noget, du var i tvivl om?” spurgte jeg.
Torben smilede. ”Egentlig ikke. Jeg er færdig.”
”Hvad?”
”Jeg fandt et godt paradigme i vores paradigmesamling.”
Så for søren. Min afledningsmanøvre havde ikke virket – i hvert fald ikke længe nok. Jeg forsøgte med Djævlens vold og magt at beholde munden lukket og mundvigene opad for at lade, som om jeg var begejstret for Torbens indsats. ”Så … kan … du … måske … hente champagnen … op til dit kontor,” foreslog jeg med halvlukket mund. Jeg indså, hvor krampagtigt det så ud, og forsøgte at slappe af. ”Jeg skal lige gøre mig færdig her. Det tager kun et par minutter, så kan vi fejre det.”
”Super.” Torben gav mig et klem på skulderen og vendte om – tilsyneladende uden at lægge mærke til, hvad der stod på skærmen.
Jeg skyndte mig at lukke systemet ned og gik med tunge skridt hen til Torbens kontor, mens jeg prøvede at finde en udvej på næste problem.
Jeg havde lige råflirtet med en bøsse, som tydeligvis var interesseret i det helt store.
11. juli, kl. 23
Der var heldigvis champagne nok i flasken til, at jeg fik købt mig respit, mens jeg på den ene side talte så hurtigt som Eddie Murphy for at undgå pinlige/intime pauser og på den anden side lod mine hjerneceller arbejde på højtryk for at finde en udvej, som ville være mere acceptabel end den sædvanlige ”jeg har ondt i hovedet” bortforklaring.
Da flasken var tom, var jeg ved at løbe tør for emner for stand-up showet.
”Nå,” sagde Torben. ”Er du ved at få kolde fødder over på lørdag? Hvad fik dig egentlig til at fri til hende?”
”Jeg ved det ærlig talt ikke. Det var bare noget, der skete.”
”Ja, du har altid været impulsiv, det må jeg give dig. Det er noget af det sjove ved dig. Men – havde du ikke købt en ring på forhånd? Det taler da for, at det var planlagt. Premeditation, min gode Watson.”
”Næh. Vi kom tilfældigvis forbi en guldsmed, da jeg pludselig faldt på knæ. Det var ærlig talt lidt kikset, men Liz er frisk på den slags pludselige indfald.”
”Nu vi taler om djævelen, hvor er hun så henne? Ligger hun i din seng og venter på sin tyr?”
”Hun havde et møde i Stockholm, så hun er ikke i landet.”
”Vil det sige, at I sover hver for sig i nat?”
Ups. Vi havde faktisk aftalt at sove hver for sig, men jeg havde ikke lyst til at give Torben de forkerte ideer. ”Næ du, vi sover altid sammen. Hun kommer hjem om ikke særligt længe.” Jeg kastede et blik over skulderen, som om hun var lige om hjørnet.
”Løgnhals.” Torben lænede sig frem mod mig og tog mig i hånden, mens han forsøgte at plante et kys på mine læber. Uadrk.
Jeg lavede en limbo-manøvre og undgik de våde bøsselæber. ”Ikke her. Ikke nu,” sagde jeg og forsøgte at mumle ind i min hånd, så Torbens læber ikke kunne få adgang til mine. ”Alle kan se os.” I kontorets åbningstid havde jeg haft en pointe, for bygningens åbne glaspartier giver lige så meget mulighed for privatliv på arbejdet, som aberne har i Zoologisk Have. Men det var ikke længere normal åbningstid – selv for et firma som Rasholdt.
”Der er sgu da ikke nogen tilbage nu. Hvis du er knibsk, kan vi bare slukke lyset.”
”Rolig nu. Der er lys i et af mødelokalerne. Lad os se, om der er nogen.” Jeg vendte mig om og stak i løb vel vidende, at jeg sandsynligvis skulle til at brase ind i et møde mellem Irene Oxendal og hendes advokat. Helt uden at være forberedt på, hvad jeg skulle sige.
11. juli, kl. 23.30
Jeg åbnede døren og gik lige ind. Som forventet sad Oxendal i møde. Der var tre andre i mødelokalet. Jeg genkendte straks én af dem: Oskar Max, en langlemmet, tyndhåret advokat, som stadig på tolvte år aspirerede til at blive partner i Rasholdt. Naive stakkel.
”Vi ved, hvad du har planer om,” sagde jeg uden introduktion og så lige på Irene Oxendal.
Jeg inddeler ofte kvinder i kategorier efter deres hårfarve. Men ikke på den traditionelle måde. Efter min erfaring er de færreste blondiner dumme i låget, og de færreste brunetter har udseendet imod sig. Den naturlige hårfarve er aldrig noget, der diskvalificerer en kvinde i min bog. Derimod står der på den første side: ”Farvet hår = dårlig smag. Flygt, koste, hvad det vil.” De fleste andre fyre er enige med mig.
Irene Oxendal var typen, som ikke havde lyttet til jungletelegrafen. Hun så ud til at have haft et pænt, brunt hår, men det var farvet blondt for et par måneder siden. Resultatet var tre centimeter brunette og tyve centimeter blondine: 23 centimeter miskmask. Også tøjet viste mangel på stil. En lysegrøn nederdel og en mørkebrun skjorte tilsat et lilla tørklæde.
Hun kompenserede for disse mangler ved at være en af landets dygtigste opfindere. Hun blev udnævnt som professor i datalogi som 31-årig. Det var kun første step i hendes karriere, der bød på patenter og millionhandler. Hun var nu 44 og på toppen.
De to andre var en chik, lille, naturlig brunette med excellent tøjstil og en lille mand i jakkesæt med Hitler-overskæg. Mine fordomme gættede på, at de to måtte være Oxendals personlige assistent og en eller anden papirskubber, formentlig med den prangende titel af administrerende direktør.
Oskar Max rejste sig op. ”Carsten, hvad fanden laver du her?”
”Jeg var i nærheden og tænkte, at jeg ville kigge forbi med en besked.” Jeg blev ved med at kigge på Oxendal. ”Vi ved, at du vil ud. Det kommer til at koste.”
Hun så over på sin advokat og tilbage på mig med store øjne. ”Er det en trussel?”
”Kald det hvad du vil. Men det er også en udstrakt hånd. Du kan stadig nå det. Kom med det rigtige tilbud, og du kan undgå, at situationen eskalerer.”
”Jeg synes, du skal gå nu,” sagde Oskar Max til mig.
”Hold kæft, Oskar,” sagde Oxendal. ”Det er mit liv, vi taler om.” Hun åbnede sin håndtaske og tog en kuglepen og et gammeldags checkhæfte frem. ”De kan få ti millioner, hvis de vil lade mig være i fred.” Hun sad med kuglepennen og rystede på hånden.
”Hvem bruger checks i vore dage?” sagde jeg uden at tænke over hendes tilbud, som ret beset var endnu bedre, end John Gordin havde ønsket. Men damen virkede så desperat, at det virkede oplagt at give hende citronbehandlingen: Pres i maskinen, til den sidste dråbe er kommet ud, og tag så citronen i hånden og pres igen. ”Du må kunne gøre det bedre.”
”Tyve millioner.” Jeg så svedperler pible ned ad hendes ene kind.
Det var godt nok let at presse den her citron. ”Jeg bliver nødt til at forelægge det for mine klienter, men jeg tror ikke, de vil acceptere dit tilbud.”
”Hvor meget vil … de have?” Hendes stemme knækkede undervejs i sætningen. Jeg konkluderede, at hendes forhandlinger om salg af patentet til anden side var gået langt bedre, end Gordin og Rabat havde troet.
”Fyrre mega lyder godt, gør det ikke?”
Der kom en pibende lyd fra hende.
Jeg fortsatte, mens jeg var ovenpå. ”Du kan tænke lidt over situationen og give et sidste og bedste tilbud inden midnat.”
Jeg vendte om og gik ud af bygningen uden at blive antastet på vejen. Torben havde åbenbart set nok af mit optrin til at gemme sig, så Oskar Max ikke kunne se, hvem der var ansvarlig for at lukke en kaospilot ind.
Jeg lykønskede mig selv med et glimrende forhandlingsresultat, indtil jeg kom i tanke om, at jeg ikke vidste, hvad Oxendal havde tilbudt. Tanken var, at hendes partnere både skulle købe og sælge, og vi havde kun drøftet et salg.
Det rislede koldt ned af ryggen, da jeg indså, at Oxendal måske havde narret mig.
Men opfindernørden med det utjekkede hår slog mig ikke som en skuespiller. Hun virkede bange. For hvad? Eller hvem?
11. juli, kl. 23.40
Ude på parkeringspladsen så jeg mig omkring. Først i retning mod vandet og dernæst tilbage mod Sundkrogsgade og Kalkbrænderihavnsgade. Selvom landets to største advokatkontorer lå her side om side, var der tomt og næsten øde i begge metalkolosserne, og sommertusmørket var så småt ved at falde på.
Jeg ringede til John Gordin, som straks tog telefonen. ”Jeg har lige talt med Oxendal,” rapporterede jeg. ”Jeg har bedt hende om at komme med et bedste og sidste bud inden midnat, det vil sige om tyve minutter. Hun har tilbudt tyve millioner.”
”Det er da fantastisk.”
”Jeg tror, jeg kan få hende højere op.”
”Det behøver du ikke. Du skal acceptere hendes tilbud, uanset om hun fastholder de tyve millioner. Med sådan en pris må vi forsøge at finde en løsning på skatteproblemerne. Var der ikke en eller anden, som sagde, at det var et positivt problem?”
”Det var mig.”
”Ja, det mente jeg nok. Anyway, vi venter lige og ser, om hun forbedrer sit tilbud. Er du hjemme hos Liz nu?”
”Næ, jeg står foran Rasholdt og overvejer, om jeg skal vente på Oxendals bud.”
”Telefonen er opfundet, svigersøn. Se du at tage hjem til Liz. Hun har savnet dig.”
”Er hun kommet hjem?”
”Vores fly er lige landet, så du kan komme hjem før hende, hvis altså du kan få fingeren ud.”
”Jeg skal nok, svigerfar.”
Jeg lagde på og gik over mod min bil, der stod parkeret et stykke væk fra vejen og tæt på vandet. Da jeg åbnede bildøren, opdagede jeg en mand, som stod og røg ude ved vandet, mens han betragtede den oplyste Paustian-bygning på den anden side af vandet.
Normalt er der ikke noget mistænkeligt ved at stå ved vandet en sen sommeraften, men Rasholdts bygning ligger på en tange, og ud mod vandet er der ikke andet af interesse end en parkeringsplads. Det var altså ikke det mest oplagte sted at nyde udsigten over havnefronten.
Min nysgerrighed påbød mig at se nærmere på manden. Han havde en kasket på hovedet og stod med ryggen til, så han havde formentlig ikke set mig. Jeg sneg mig over mod ham.
Før jeg nåede derhen, lagde jeg mærke til en motorbåd, som lå forankret cirka ti meter fra manden. Den bar mærket ”Irene III,” så det tog mig ikke lang tid at gætte, at manden måtte være Oxendals vandchauffør og båden hendes transportmiddel.
Jeg sneg mig forbi manden, satte mig ned på asfalten og ventede. Han så ikke i min retning. Til gengæld holdt han båden inden for sin synsvidde, så min plan om at liste mig om bord måtte udskydes.
Jeg behøvede ikke vente længe, for Irene Oxendal kom ud af bygningen sammen med de tre andre, som hun havde holdt møde med. De gik ud til vejen, mens hun gik hen mod sin båd og direkte mod mig.
Jeg havde sat min telefon på lydløs og tjekkede den for en sikkerheds skyld. Oxendal havde ikke forsøgt at ringe til mig. Jeg indså, at det var blevet midnat. Noget tydede på, at hun ikke var klar til at give et bedre bud.
Jeg ærgrede mig over, at jeg ikke havde formået at komme om bord på båden, men jeg indså samtidig, at jeg ville blive opdaget dér i løbet af nul komma dyt, så snart Oxendal eller hendes vandchauffør trådte op på båden. Jeg blev siddende, mens jeg håbede på et lykketræf. Måske ville Oxendal fortælle sin chauffør (eller hvem han nu var), hvad der var sket, og hvad hun planlagde.
Hun var lige gået hen til chaufføren, da den stille aften blev afbrudt af lyden af et skud.
11. juli, midnat
”Av for satan,” råbte Oxendal. Jeg så hende tage sig til maven, mens chaufføren trak en pistol samtidig med, at han med en flydende bevægelse hev hende med sig ind over rælingen og op i båden. Jeg nåede at tænke, at manden måske i stedet var livvagt. Det er i hvert fald de færreste chauffører, som bærer på en gøb, og som midt i en skudregn kan holde hovedet koldt som en abehjerne på en kinesisk restaurant.
Jeg sad stadig på hug, mens jeg så mig desperat omkring og ledte efter pistolmanden. Der lå en række andre både for anker i nærheden, men jeg kunne ikke skimte nogen om bord. Efter det enlige skud og Oxendals udbrud var der igen stilhed. Lyden havde givet ekko fra flere retninger, så den hjalp mig heller ikke med at finde frem til pistolmanden.
Chaufføren/livvagten vendte sig hastigt om mod mig med en hævet pistol. Kun pistolen og det øverste af hans hoved var synligt. Jeg indså, at han måtte have opdaget mig i stedet for pistolmanden. Hans logiske konklusion var at skyde mig ned. Jeg skyndte mig at række hænderne over hovedet, mens jeg råbte, at jeg var ubevæbnet.
”Smid din pistol,” råbte han tilbage.
”Jeg har sgu ikke nogen. Det var ikke mig, der skød.”
”Smid din pistol NU, eller jeg skyder.”
Jeg indså pludselig, at jeg stadig havde min mobiltelefon i den venstre hånd. I halvmørket må livvagten have troet, at det var en pistol. ”Okay,” sagde jeg. ”Jeg smider den nu.”
Jeg bøjede mig ned for at lægge telefonen foran mig på asfalten. Det rislede pludselig koldt ned ad ryggen på mig, da jeg indså, at mit forsøg på at lægge telefonen ned ville bringe mig uden for hans synsfelt. Noget, der let kunne opfattes som et forsøg på at komme i dækning eller på at skyde nedefra.
Jeg følte mig pludselig som en tallerken i Tivolis muntre køkken. I stedet for at vente på, at livvagtens paranoia ville få ham til at gøre noget overilet, kastede jeg mig ned på asfalten.
Der lød et skud, som passerede lige over mit hoved. Jeg så op på båden, hvor livvagten havde rejst sig en anelse for at få frit skud mod Deres udsendte.
Næsten samtidig lød der endnu et skud.
Jeg troede først, at livvagten havde fyret af to gange, men jeg kunne ikke føle noget, og da jeg kiggede op, så jeg ham tage sig til brystet.
Livvagten havde mistet sin dækning i sit forsøg på at stoppe mig, og pistolmanden havde udnyttet modpartens svaghed til at sende endnu et offer til floden Styx.
Det var værre endnu, for pistolmanden måtte have hørt udvekslingen mellem mig og livvagten. Han havde rimelig grund til at tro, at jeg havde en pistol, og at jeg også skulle elimineres.
Der lød endnu et skud, og jeg forventede, at det ville ramme mig. Men da jeg hørte en person falde til jorden, indså jeg, at pistolmanden havde gjort det af med Oxendal og nu kun manglede mig.
Da jeg boede i USA, gik jeg til skydeundervisning. Jeg var blevet ganske ferm til at ramme et stationært mål på tredive meters afstand, men hvis mit mål flyttede sig, kunne jeg dårligt nok ramme en supertanker på halvanden meters afstand.
Der var ikke andet at gøre end at komme væk.
Jeg havde tre muligheder.
Mulighed 1: Løb tilbage mod vejen. Det ville give pistolmanden mellem ti og femten sekunder til at skyde løs.
Mulighed 2: Bliv liggende. Det ville i første omgang gøre det svært for pistolmanden at ramme. På den anden side ville han få masser af tid – resten af mit liv – til at gøre det af med mig.
Mulighed 3: Angrib.
Der var lige det problem, at jeg ikke havde noget at angribe med, men det problem var let at løse.
Fredag den 12. juli, kl. 00.15
Med hjertet i hånden spurtede jeg hen til Oxendals båd, mens jeg hørte knaldene fra pistolmandens våben. Jeg kunne stadig ikke høre, hvor de kom fra, men til gengæld virkede min strategi. Jeg blev ikke ramt, mens jeg løb i halvmørket.
Jeg greb fat i rælingen og hoppede om bord. Min plan var at falde ned på dækket og finde læ dér. Jeg landede lige på Irene Oxendal, som lå med åbne, døde øjne, der stirrede ind i mine egne.
Jeg fik et flashback til de andre døde øjne, jeg havde set de seneste dage, og vidste, hvad mine mareridt ville komme til at dreje sig om de næste mange år. Hvis jeg da overlevede så længe.
Der lød endnu et skud, som fik mig tilbage til virkeligheden.
Livvagten lå lige ved siden af Oxendal med åben mund og stirrende øjne. Jeg var ikke i tvivl om, at han også havde mødt sin skaber.
Han lå med pistolen i hånden. Jeg tog den fra hans hænder, som føltes varme. Jeg havde forventet at skulle hive pistolen fra et krampagtigt greb, men det var lige så let for mig at tage pistolen fra mandens hænder, som det er for en lommetyv at nappe en buspassagers pung. Kolde hænder og dødsstivhed indtræder åbenbart først efter nogen tid.
Jeg skød en enkelt gang op i luften for at skræmme min modstander og kravlede derefter hen til rattet. Jeg så, at nøglen sad i låsen, og drejede den om.
Jeg havde konkluderet, at pistolmanden gemte sig på en af de andre både. Hvis jeg sejlede væk, ville båden være nødt til at følge efter. I givet fald havde jeg en pistol at forsvare mig med, og jeg ville have en idé om, hvor min modstander befandt sig. Min overlevelseschance ville sikkert stige fra nul procent til omkring tyve.
Herlige odds.
Jeg kom pludselig i tanke om, at båden måtte være fortøjet. Det var dog ikke mørkere end, at jeg kunne kravle tilbage, finde tøjret og sætte båden fri, eller hvad det nu kaldes. Jeg var ikke ligefrem nogen ørn på et skib, eller hvad det nu hedder. Nå ja, landkrabbe.
Man siger, at man skal prøve alting én gang. Nu skulle jeg prøve to ting for første gang:
Nr. 1. Sejle en båd – og for at gøre det hele ekstra spændende skulle jeg gøre det uden at rejse mig op i området for Københavns Havn, hvor der er rigeligt med forhindringer.
Nr. 2. Vinde en skudduel – mod en modstander, som havde slået to mand ihjel, og som jeg ikke selv kunne se.
Jeg overvejede et kort sekund, om disse to ting ville blive de sidste, jeg kom til at prøve. Så satte jeg båden i gear.
Det lykkedes mig at få båden til at sejle. Den lå heldigvis med snuden (stævnen?) udad, så jeg kom ud i vandet og væk fra pistolmanden.
Jeg bad til, at jeg kunne sejle i sikkerhed. Det blev en kort bøn, for efter få sekunder hørte jeg bagfra den mekaniske brummen af en anden båd.
Jagten var i gang med mig som byttet.
12. juli, kl. 00.30
Jeg tog et skud i blinde i retning mod den anden båd og håbede på et lykketræf eller i det mindste, at det ville holde min modstander i skak. To skud kom prompte retur som svar, som om pistolmanden ville sige: Tak for invitationen. Jeg vil gerne deltage i festen.
Mit skud havde altså ikke ramt noget, men jeg priste mig lykkelig over, at pistolmanden og jeg havde lige svært ved at skyde fra en motorbåd i bevægelse.
Nu drejede det sig bare om at finde et befærdet sted, hvor jeg kunne lægge båden til og løbe i sikkerhed fra.
Sundkrogsgade er en fashionabel adresse, og der er rigelig med havneplads til de rige og berømte. Man kan også parkere sin øse ved Paustian.
Jeg løftede hovedet op over rælingen for at få et blik over, hvor jeg var ved at styre hen. Jeg nåede lige at trække hovedet ned igen, da jeg hørte endnu et skud. Det passerede harmløst hen over mit hoved. Det var utvivlsomt passeret lige igennem min hovedskal, hvis jeg havde holdt hovedet oppe et sekund længere.
Da jeg havde sundet mig over endnu en nærdødsoplevelse, overvejede jeg mit næste træk.
Min første prioritet var at finde et sted med mennesker, som kunne beskytte mig. Nu da jeg for en gangs skyld var ligeglad med, om jeg stødte på en direktør eller en sjakbajs, havde jeg imidlertid ikke skimtet en eneste.
Anden prioritet var at finde ud af, hvor jeg var. Jeg havde retning mod Paustian, men ved at dreje lidt mod venstre kunne jeg komme videre og ud mod havet. Jeg forsøgte at rette min kurs, så jeg sejlede parallelt med Kalkbrænderiløbskaj på højre side og Lautrupskaj på venstre. Retningen var mod Svanemøllehavnen eller videre ligeud i Øresund; jeg havde ikke bestemt mig for andet end, at jeg måtte se at komme væk, væk, væk.
Desperat satte jeg min båd på fuld fart frem og priste mig lykkelig for Oxendals succes som erhvervskvinde. Der var rigeligt med hestekræfter i motoren, og båden kom godt op i fart. Mens båden vuggede hen over vandet, kunne jeg mærke skumsprøjtene. Derimod larmede min båd nu så meget, at jeg ikke anede, hvor min forfølger var.
Jeg indså, at jeg var nødt til at rejse mig op for at få endnu et glimt af den anden båd. Jeg affyrede endnu et skud og rejste mig op.
Jeg så mig først tilbage for at lokalisere den anden båd. Jeg kunne ikke se den og scannede det mørke vand bagude, men jeg kunne ikke se andet end oplyste bygninger på begge sider. Den anden båd var som sunket i havet. Rettelse: Havnebassinet.
Da jeg vendte hovedet og så fremad i sejlretningen, fortrød jeg, at jeg havde spildt værdifulde sekunder med at lede efter min menneskelige modstander, mens min båd sejlede skævt mod venstre.
Havnekajen var foran mig, og min båd var på vej lige lukt ind i den.
12. juli, kl. 00.45
Jeg nåede at dreje båden en anelse, inden skibssiden smadrede ind i kajen med et brag efterfulgt af en høj, skrabende lyd af metal, som blev skrællet af bådens side.
Lyden var dog min mindste bekymring.
Lige inden det uundværlige sammenstød havde jeg lagt mig ned i et naivt håb om, at båden ville tage af for stødet. Så heldig skulle jeg ikke være. Mens min krop blev smidt fra side til side som en bordtennisbold, lærte jeg, hvordan en bilist har det, når bilen bliver kørt igennem en metalknuser – med ham selv indeni.
Jeg endte ør og fortumlet i en menneskebunke sammen med Oxendal og hendes livvagt. Pistolen var røget ud af mine hænder og var ikke til at lokalisere. Og stadig stirrede Oxendals døde øjne på mig som for at minde mig om min sårbarhed: Jeg var ubevæbnet, og pistolmanden var stadig i nærheden.
Båden var blevet slået lidt tilbage af sammenstødet, men den lå flænset op i siden og drev rundt nogle meter fra kajen og trak vand ind klar til at synke.
Der var kun én ting at gøre. Alle mand fra borde! råbte jeg i mit indre øre, rejste mig op og tog tilløb.
Jeg hoppede først op på rælingen og derfra videre ind mod kajen, der virkede længere væk end Timbuktu. Jeg satte af fra rælingen med al den kraft, som mine ben kunne mønstre, så meget, at det føltes, som om jeg sprængte noget i afsættet.
Ni gange ud af ti ville mit spring være mislykket, men adrenalinen og frygten for pistolmanden gav mig ekstra kræfter. Held har også spillet ind. Det lykkedes mig at springe ind på kajen, mens jeg overlod båden og de to døde mennesker til bassinet.
Jeg landede på kanten af kajen og følte et sæt i begge mine ben. De havde klaret pingpong turen i bunden af båden uden men, men nu kunne jeg tilføje dem til listen over beskadigede kropsdele.
Jeg så mig omkring.
Hvis der kommer en Hollywood-filmatisering af mine oplevelser, vil hovedpersonen nu stå på Langelinie med udsigt over Den lille Havfrue. Lautrupskaj er ikke noget in-sted, men det var ikke desto mindre dér, jeg var endt.
Der var mennesketomt på gaden, som på den ene side lå tæt ved kajen og en masse andre både og på den anden side havde en parkeringsplads. Jeg skulle ikke have noget af at prøve endnu en båd, så jeg prøvede lykken med parkeringspladsen. Jeg løb humpende hen over parkeringspladsen og gemte mig bag en bil.
Der var stille på parkeringspladsen. Pistolmanden måtte have besluttet sig for at opgive jagten. Jeg sad et minut og pustede ud.
Båden og pistolen var væk, men jeg var alene og havde ikke behov for dem længere. Jeg havde stadig begge mine mobiltelefoner på mig. Det var tid til at ringe 112. Nogen havde sikkert hørt skuddene på Sundkrogsgade eller bådulykken ved Lautrupskaj, men det var ikke sikkert.
Jeg tog min almindelige telefon og skulle til at ringe, men greb mig i det. Jeg var nu for tredje gang lige i nærheden af et gerningssted på mordtidspunktet. Det er ikke den slags ting, man har lyst til at føje til sit CV, især ikke det, som politiet ser. De kalder dem vist for gerningsstedsrapporter.
På den anden side havde jeg en borgerpligt til at indberette de to døde mennesker.
Jeg kom i tanke om den telefon, som Staahl havde givet mig. Telefonen med scrambler og hele pibetøjet. Jeg satte scrambleren til og ringede til Pil.
Hun tog telefonen med det samme. ”Kriminalassistent Pil Bøgh,” sagde hun.
”Tag ud til Lautrupskaj,” sagde jeg, mens jeg tænkte på, hvordan min forvrængede stemme ville lyde i den anden ende. ”Der er en båd, som er ved at synke. Der er to døde mennesker i.”
”Hvem er du?” spurgte hun.
”Bare en lovlydig borger,” svarede jeg og lagde på.
Næste telefonsamtale var med Staahl. ”Er du klar over, hvad klokken er?” spurgte han meget originalt.
”Der er sket noget. Jeg har … fået et tip om, at Irene Oxendal og hendes livvagt er blevet myrdet. Ligene er i en båd ved Lautrupskaj, og politiet er på vej. Jeg har brug for, at du følger med i politiets opklaring.”
”Må jeg spørge, hvor du har fået tippet fra?”
”Helst ikke. Men jeg har lige ringet anonymt til Pil Bøgh og givet hende nyheden.”
”Det vil sige, at du var der før politiet?”
”Ja. Jeg er bange for, at jeg kan være kommet til at røre ved noget, inden jeg smuttede. Det er det, jeg vil bede dig om at følge med i. Hvis de finder spor fra mig, vil jeg helst være først med at melde mig som vidne. Ellers vil jeg gerne holde mig lidt i baggrunden. De kan let få de forkerte ideer nu, hvor jeg har været lidt for tæt på ved fire mord inden for lige så mange dage.”
”Fire mord? Jeg får det til tre. Russeren og de to i nat.”
Så for søren. Jeg havde ikke fået fortalt ham om Rocky. ”I eftermiddags blev Rocky dræbt i Irinas lejlighed. Det må vi hellere også få talt om, men lige nu har jeg brug for, at du følger med i Oxendal-sagen.”
”Jeg er på vej, men jeg lover ikke nogen resultater. Politiet er ikke så glade for at have privatdetektiver på nakken, og det kan godt virke mistænkeligt, hvis jeg møder op, inden nyheden er ude.”
”Okay, så vent til du har en rimelig grund til at have hørt om det.”
”Jeg finder på noget. For øvrigt. Brugte du den telefon, du ringer med nu, da du ringede til Pil?”
”Ja. Jeg scramblede min stemme.”
”Det er ikke helt nok, når du har med drabsafdelingen at gøre. De kan spore telefonen. Lov mig at fjerne SIM-kortet og smadre det.”