OPRYDNING
12. juli, kl. 01.30
Jeg gik hele vejen hjem til Liz’ lejlighed. Hun kom ud fra soveværelset uden en trævl på kroppen, men med tårer i øjnene. Normalt osede hun af sex selv i eskimoudstyr, men denne gang var en undtagelse, selvom hun var splitterravende.
”Det var godt, du kom,” sagde hun. ”Kom her og hold om mig.”
Jeg behøver vist ikke nævne, at jeg gjorde, som hun bad om.
”Hvad er der sket?” spurgte jeg, mens jeg grublede over, hvad der kunne gøre min kække, selvtilfredse kæreste ked af det.
”Det er min far.”
”Din far? Har han gjort dig ked af det?”
”Nej, din bøv.” Hun slog mig blidt på skulderen. ”Det er … Da han solgte sine restauranter, fik han et tilbud, han ikke kunne afslå.”
”Hvad siger du? Du får det til at lyde, som om mafiaen var involveret.”
”Jeg aner ikke, hvem der står bag, og jeg tror heller ikke, min far ved det, men i hvert fald er der nogle mennesker, som mener, at de har krav på et par ’tjenester’.”
”Hvad går de tjenester ud på?”
”Først ville de have ham til at gå ind i Selis Trading.”
”Jeg troede, det var hans egen plan.”
”Det blev han bedt om at lade som om.”
”Hvorfor skulle han have med Selis at gøre? Havde mafiafyrene noget at gøre med Ingerslev, Oxendal eller Rabat?”
”Vi aner ikke, hvem der er deres kontakt i Selis, eller hvorfor de vil have Far med.”
”Du nævnte flere tjenester.”
”Vi skulle til et møde i Stockholm om noget helt andet, men de mænd, vi skulle mødes med, blev væk. Pludselig kom to skumle typer ind og sagde, at det snart var tid til den anden tjeneste. Far begyndte at skælde dem ud. Så tog de knive frem. De overmandede os begge to og hev tøjet af mig.”
”Åh nej, skat. Har de … ?”
”Nej, gudskelov. Heldigvis lod de det blive ved truslen. De sagde, at det bare var en demonstration, men at det nu snart ville blive alvor.”
”Alvor?”
”Åh, skat, jeg er bange. Jeg tror, at den tjeneste, de kommer til at bede om, er noget slemt, og at Far er nødt til at gøre, som de siger.”
”Jeg skal nok tage mig af det,” lovede jeg, mens jeg følte mig som en pygmæ i Marianergraven – seriøst ude, hvor jeg ikke kan bunde.
Jeg overvejede et kort sekund at involvere Liz i mine egne kvaler, men hun virkede for rystet. Jeg valgte i stedet at give hende et ordentligt kram og gå med hende i seng.
Vi lå og holdt om hinanden, mens jeg forsøgte at finde den røde tråd. Der var tydeligvis en sammenhæng mellem ’terroristens testamente’ og mafiafyrenes ’tjeneste’, men jeg kunne ikke finde den på de ti minutter, der gik, inden jeg faldt i søvn.
12. juli, middag
Da jeg vågnede, var Liz allerede væk, og klokken var koncerndirektørtid.
Min første tanke var debitér, debitér, debitér.
Rasholdt havde lært mig godt op, så jeg selv i søvne kunne tænke på at få timer på blokken og salær i kassen. Det var åbenbart lykkedes mig at bekymre mig om min indtjening, selv når kloden var ved at falde sammen om ørerne på mig.
Jeg smilede lidt af mig selv og stod op, klar til min sidste dag som ungkarl. Ja, for det var fredag, og jeg skulle giftes om lørdagen.
Det var tid til at ordne nogle damer, mens jeg stadig kunne. Men først skulle jeg ordne noget andet.
Jeg ringede til Staahl. ”Jeg kommer forbi dit kontor om en halv time,” sagde han, så snart han hørte, hvem der ringede. Jeg så, at der var en sms fra Vicky, som åbenbart var syg. Jeg tog tøj på og kørte til kontoret.
Da jeg ankom, stod Staahl udenfor med en lap papir i hånden. Han gav den til mig.
”Pas på, hvad du siger,” stod der. ”Efter terrorangrebet i Parken er aflytning standard. Vi kan ikke tale på dit kontor, og jeg må tjekke dig for aflytningsudstyr.”
Jeg læste sedlen i stilhed, mens jeg overvejede, om jeg skulle bede ham konsultere en psykiater for sit forfølgelsesvanvid. Jeg valgte alternativet og lod ham passere en stav hen over min krop ligesom i lufthavnen.
Staahl nikkede, tilfreds med det manglende resultat af undersøgelsen. ”Lad os finde et sted at spise frokost,” foreslog han.
Han førte mig gennem byen med en tur i metro, tog og på gåben, indtil vi endte på Café Jugo i nærheden af Damhuskroen.
”Tror du virkelig, vi blev skygget?” spurgte jeg, mens jeg undrede mig over hans valg af mødested. Denne restaurant havde åbne glaspartier ud til Roskildevej og frit udsyn ind. Staahl anbragte mig dog med hovedet ind mod væggen, og han bevægede næsten ikke læberne, når han talte. Samtidig observerede han aktiviteten udenfor. Der var ingen andre gæster i cafeen. Han havde alligevel tænkt sig om.
”Vi bliver i hvert fald ikke skygget nu, så vi kan tale frit.” Han gav mig en ny telefon til fortrolige samtaler. ”Sørg nu for at passe bedre på den her end den forrige.”
”Jeg skal nok prøve. Hvad har du fundet ud af? Med de her sikkerhedsforanstaltninger skulle man da tro, at du har fundet en sammenhæng med Parken-bomben.”
”Det har jeg måske også.”
Jeg var ved at tabe kaffekoppen. ”Vaffornoget?” sagde jeg lige så velformuleret som Snurre Snup.
”Jeg har ingen konkrete beviser, men jeg har fået noget insiderviden op under neglene. Du ved godt, at der døde 35 mennesker i Parken den dag, ikke?”
Jeg nikkede.
”Navnene på 26 af de døde er blevet frigivet. De er ikke interessante. Det er derimod de sidste ni.” Han nævnte i ekspresfart ni navne.
”Jeg kender dem ikke. Hvorfor er de interessante?”
”Seks af dem var danskere. De var rockere højt oppe i hierarkiet. De sidste tre var amerikanere. De skulle åbenbart tale forretning med de danske rockere. I hvert fald er de i de amerikanske myndigheders søgelys som narkobagmænd.”
”Er de amerikanske myndigheder nu også involveret i efterforskningen?”
”Åbenbart. Jeg hørte, at de har sendt et par eksperter hertil undercover. De gutter har mere erfaring med terrorister og narkobagmænd end hele det danske efterforskningshold. De har blandt andet været med til efterforskningen af attentatet mod Patrick King – du ved, guvernøren i Illinois.”
”Undskyld, men jeg kan ikke rigtig huske sagen ud over, at det var en stor historie, at guvernøren blev skudt. Fandt de ud af, hvem der gjorde det?”
”Kan du virkelig ikke huske det? Læser du overhovedet ikke aviser?”
”Ikke særlig ofte.”
”Du er med på, at han blev skudt for fem måneder siden?” Jeg nikkede. ”Morderen var en ung børsmægler, som åbenbart var utilfreds med at have tabt stort på sine aktier, og som mente, at guvernøren var ansvarlig for det.”
”Det er da godt nok en lam undskyldning for at slå en mand ihjel. Men man ved aldrig med de amerikanere. Han bliver sikkert frifundet.”
”Niks. Han blev skudt under arrestationen kun to uger efter mordet, så der kommer ikke nogen retssag.”
”Hvordan ved vi så, at de fandt den rigtige mand?”
”Så vidt jeg ved, havde de et helt ton beviser. Ikke som med Kennedy-mordet i gamle dage.”
”Ja, ja. Du ved sikkert bedst. Hvad har amerikanerne så hjulpet til med her i Danmark? Har de fundet et vognlæs beviser?”
”De ville ikke give mig nogen detaljer, men jeg hørte, at de har ’slået lyttebøfferne til.’ Jeg ved ærlig talt ikke, hvad det skulle betyde. Min kammerat grinede, da jeg spurgte til udtrykket. Jeg må være blevet rusten i PET-jargon, mens jeg har været væk. Jeg fik dog lirket ud af ham, at PET og de amerikanske eksperter i hemmelighed arbejder med en teori om, at bombeangrebet slet ikke var nogen terroraktion.”
”Hvad var det så?”
”En likvidering. Nogen har lige fjernet ledelsen af Københavns kriminelle underverden, så der nu kun er én boss tilbage.”
Det gøs i mig. ”Igor?”
”Ja. Myndighederne ved stadig ikke, hvem Igor er, men han har nu både politi og PET på nakken, og de amerikanske myndigheder vil også gerne have fingrene i hans nakkehår.”
Jeg tænkte tanken færdig for Staahl. ”Irina arbejdede for Igor. De må have likvideret hende for at undgå, at hun kunne udpege ham.”
Staahl tog øjnene fra de forbipasserende biler og kiggede lige på mig. ”Men hvad så med Oxendal? Var hun også involveret med Igor? Og hvad var det helt præcis, du så i går?”
”Jeg troede, det var dig, som arbejdede for mig.”
”Jeg vil stadig gerne have svar på mine spørgsmål.” Jeg fornemmede, at Staahl ikke helt havde glemt sin baggrund som politimand. Han ville vist helst være på den gode side.
”Det skal du nok få, især hvis du hoster op med, om politiet har fundet nogen spor.”
”Nu siger du politiet. Jeg så både Pil Bøgh og en del gutter fra PET derude. Din telefonsamtale med Pil har fået hende med på holdet, men chefen for efterforskningen er en PET-mand.”
”Det vigtigste for mig er, hvad de ved.”
”De holder kortene tæt ind til kroppen, men jeg har lært at tale PET-sprog. Man kan sige ’ingen kommentarer’ på tolv forskellige måder.”
”Og når de siger ’ingen kommentarer’ i den her sag, hvad mener de så?”
”Der er ingen fingeraftryk på pistolen, men de har fundet nogle dna-beviser, som de er ved at analysere. Er der mon noget af det dna, som kommer fra dig?”
”Måske. Tro mig, når jeg siger, at jeg bare var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”
”Det har du en evne til. Fire drab inden for tre dage.” Staahl fløjtede, som om han lige havde set en flot pige.
”Fortæl mig om det. Jeg har det faktisk rigtig skidt med døde mennesker. Nej, jeg bliver vist nødt til at sætte dig ind i lidt mere, end jeg oprindeligt regnede med.”
”Spyt ud.”
Jeg opsummerede situationen: ”Da vi mødtes første gang, fortalte jeg dig om tippet fra Jens Hansen. Jeg kendte ham ikke, før jeg mødte ham første gang.”
Staahl smilede. ”Det plejer man ikke, men jeg er med på, hvad du mener. Du havde lige mødt ham, da han gav dig tippet.”
”Ja. Han afleverede sit ’testamente’ til mig. Det var meningen, at jeg skulle opbevare det for ham, til der skete noget med ham, men han opførte sig så mystisk, at jeg kiggede. Dokumentet var slet ikke et testamente, men et brev, jeg skulle aflevere til nogle journalister, når Jens Hansen var død. I brevet stod der, at han var involveret i alvorlig kriminalitet, og at bagmændene kunne findes i Selis Trading.”
”Hvorfor gik du til mig i stedet for politiet?”
”Fordi min svigerfar, John Gordin, er dybt involveret i Selis Trading. Jeg kunne ikke bede politiet om at undersøge ham eller de andre i Selis, før jeg havde noget konkret. Det var det, jeg skulle bruge dig til.”
”Nu har vi så noget konkret. Fire mord. Mon ikke det er tid til at finde det her testamente frem og give det til politiet?”
”Det kan jeg ikke. Jeg skulle ikke have involveret dig. Det ser jeg nu. Forstår du – John Gordin er blevet tvunget ind i det her. Så meget ved jeg. Hvis jeg går til politiet, vil bagmændene finde ud af det. De vil hævne sig på John og Liz og sikkert også mig.”
”Her troede jeg, at jeg var den paranoide af os to.”
”Jeg tror sgu ikke, at der er noget paranoidt over det. Og for øvrigt – hvad skulle jeg kunne fortælle politiet og PET, som de ikke allerede ved? De ved, at der er fire døde, og jeg har allerede fortalt Pil, at nattens mord hænger sammen med hendes efterforskning. Der er faktisk ikke mere, jeg kan bidrage med.”
Staahl nikkede. ”Er du helt sikker på, at Gordin ikke er en bad guy?”
”Helt hundrede. Og Oxendal er ligesom også frikendt. Det efterlader Rabat og Ingerslev. Hvis Ingerslev har narret mig, er han en forbandet god skuespiller …”
”… eller pokerspiller.”
”Ja, ja, men jeg tror stadig, Rabat står bag det hele. Kan du give strisserne et tip uden at afsløre, hvor det kommer fra?”
”Kan en si lække? Selvfølgelig kan jeg da det.”
”Kanon. Men først vil jeg høre, om du kan hjælpe mig med en lille ting. Ser du – jeg har nogle damer, som jeg skal have af vejen.”
12. juli, eftermiddag
Staahl og jeg mødte Sigurd ved iskiosken ved Damhussøen. Forældrene stod i kø for at købe is og sodavand, mens deres børn legede i græsset. De havde øjnene på deres poder eller på svanerne i søen og skænkede os ikke et blik, selv da Staahl kørte sin himstregims hen over Sigurd og fik udslag. Nogen havde puttet en elektronisk sladrehank på ham.
Jeg signalerede stilhed med min hånd, men indså hurtigt, at vi kunne bruge sladrehanken til vores fordel.
”Tak, fordi du ville komme,” sagde jeg til Sigurd, måske en anelse for tydeligt – lidt som halvdelen af skuespillerne i en dansk serie. Den anden halvdel mumler som bekendt. ”Da vi mødtes sidst, sagde du noget om luminol. Kan du ikke lige fortælle Staahl, hvad du sagde til mig?”
Sigurd indså, hvad jeg havde gang i, og kiggede på Staahl. ”Carstens teori er, at morderen kravlede ud gennem Irinas vindue, og at han har efterladt sig spor.”
Jeg brød ind. ”Problemet er bare, at der ikke var nogen fingeraftryk på vinduesrammen. Rocky har tørret dem af, efter han pandede os ned.”
”Så var det, jeg nævnte luminol. Er det ikke rigtigt, at man kan spore blod, selvom det er blevet tørret af?”
”Jo da,” sagde Staahl. ”Har politiet ikke allerede tjekket det?”
”Det ved jeg ikke. De har i hvert fald ikke fortalt mig om det.”
”Nå, men så kan du glæde dig til at smadre dem under krydsforhøret.”
”Jeg troede, jeg var fri for mistanke,” sagde Sigurd. ”Hvorfor er det her luminol-fis interessant?”
”Jeg er ked af at sige det, men politiet har dig stadig i kikkerten. Det vil ikke overraske mig, hvis de ender med at tiltale dig.”
”Hvorfor løslod de mig så?”
”Enten fordi de mener, at der ikke er nogen risiko for, at du flygter, eller fordi de håber på, at du på fri fod vil komme til at dumme dig og give dem beviser.”
”Hvordan kan jeg gøre det, når jeg ikke har slået hende ihjel?”
”Det ved de jo ikke.”
Jeg brød ind. ”Vi må håbe, de finder en anden mistænkt. Jeg tror stadig, Igor er involveret.”
Jeg hævede øjenbrynene og så på Staahl, som opfattede antydningen. ”Det er han nok, men problemet er, at vi ikke ved, hvem Igor er.”
”Er du kommet videre i dine undersøgelser af hans identitet?”
”Jeg har et anonymt tip om, at han har noget at gøre med supermarkeder.”
”Supermarkeder?”
”Ja, de bliver vist brugt som dække for narkohandel og andet guf.”
”Har du nogen beviser?”
”Ikke endnu, men jeg leder stadig.”
Jeg åndede lettet op over vores aflevering af dét tip til politiet. ”Nå, men vi er her egentlig for noget andet. Vi skal have fire piger ud af landet.”
Sigurd vidste, at der kun var tre, men han indså straks min plan. ”Hvordan skal vi gøre det?” spurgte han.
”Jeg har flybilletter og pas med, så vi skal bare hente pigerne én for én. Jeg har egentlig ikke lagt nogen plan for rækkefølgen bortset fra, at vi slutter af med Lulu i Tårnby.” Jeg tog den ene hånd op til munden og lavede drejebevægelser væk fra mig selv, mens jeg lydløst åbnede min mund.
”Hvorfor det?” spurgte Sigurd.
”Hun er den eneste, som har set Igor, så det er bare om at komme af sted, når vi har fundet hende. Vi skal ikke give Igors folk for mange muligheder for at finde hende. Så gør de bare det samme ved hende, som de gjorde ved Irina.”
”Skulle vi ikke hellere give pigerne til politiet?” spurgte Staahl.
”Hvad skulle være formålet med det? De er så bange for Igor, at de ikke en gang vil fortælle os noget, så politiet får ikke en pind ud af dem. Samtidig er vi ret sikre på, at Igor har folk i politiet. Hvis vi lader strisserne få fat på pigerne, ender de med at have en kortere restlevetid end en bananflue.”
12. juli, aften
Vi tog en rundtur og hentede de tre piger, som var kendt under ”kunstnernavnene” Lovely, Chérie og Kitten. Jeg kender godt deres rigtige navne, men jeg ser ingen grund til at nævne dem på skrift.
Lovely var en kulsort pige fra Ghana, hvis øjne sjældent var mere åbne end en lille sprække; hendes måde at lukke den onde verden ude på. Chérie var fra Litauen og kunne ikke mere fransk end ’oh la la,’ som hun heldigvis ikke behøvede at sige længere. Kitten var fra Thailand og en gæv pige; den eneste af de tre, som virkede klar til at komme videre og lægge det gamle liv bag sig. Alle tre piger var dog meget stille, da de blev hentet, formentlig fordi Staahl var med. De kendte ham ikke i forvejen og havde en naturlig mistro over for nye mænd i deres liv. De sad mutte i en Citroën Berlingo, som Sigurd havde lånt til formålet. Den gamle skramlekasse var perfekt til at undgå at vække opsigt. Vi andre havde også afleveret vores replikker til de medlyttende politifolk, så der blev stort set ikke sagt et ord på vejen.
Vi var ikke i tvivl om, at politiet var interesseret i pigerne, men vi satte vores lid til, at de først ville slå til, når vi havde hentet den sidste pige. De kunne jo ikke vide, at hun kun havde eksisteret i min fantasi et kort sekund, hvor jeg sagde navnet Lulu, mens der for mit indre øje viste sig en sorthåret skønhed kun iklædt mørkerødt blondeundertøj. Jeg er ellers mest til blondiner, så jeg kan ikke svare på, hvorfor denne fantasipige havde sort hår.
”Lad os tage ud til lufthavnen nu,” foreslog jeg, da vi havde hentet Kitten i Tåstrup og kørte ad motorvejen mod Amager. ”Vi skal tjekke jer tre ind. Jeg kan hjælpe jer med det, mens Sigurd og Staahl henter Lulu. Er I ok med den plan?”
”Yeps,” svarede Sigurd for pigerne.
Sigurd kørte til lufthavnen og satte os af ved Terminal 3. Jeg holdt øje med tiden undervejs. Sigurd satte os af på det helt rigtige tidspunkt. Jeg skrev ”giv os 15 minutter” på en seddel og gav den til Staahl, da vi trådte ud af Berlingoen.
Jeg havde ikke haft mulighed for at sætte pigerne ind i situationen. De var derfor lidt forvirrede, da Sigurd og Staahl var væk, og jeg trak dem ind i Terminal 3 og ned ad trapperne til togstationen. Toget til Malmø holdt på stationen. Vi gik lige ind, og dørene lukkede et halvt minut senere. Ud af vinduet så jeg tre mænd, som forgæves prøvede at komme om bord, mens toget kørte fra perronen. Selv uden uniform lignede de politifolk.
Der var kun ganske få passagerer, og det lykkedes mig at finde et sted, hvor jeg kunne tale uforstyrret med pigerne. Men først skulle jeg lige ordne en telefonsamtale.
Jeg brugte min almindelige mobiltelefon til at ringe til Sigurd. ”Er I kommet frem?” spurgte jeg.
”Du går lidt dårligt igennem. Spørger du, om vi er kommet frem?” Sigurd vidste, at det drejede sig om at få beskeden videre til dem, der lyttede, så han valgte klogt at gentage mit spørgsmål.
”Ja.”
”Nej, vi er der ikke endnu.”
”Glimrende. Pigerne tror, at en af Igors mænd fulgte efter os.”
”Hvad siger du? Var der en af Igors mænd, som fulgte efter os?”
Sigurd lød lidt for papegøjeagtig efter min smag, så jeg besluttede mig for at korte samtalen ned, så lytterne ikke skulle fatte mistanke. ”Ja. Jeg har droppet flyet. Vi har i stedet taget toget til Sverige. Og I skal ikke hente Lulu, for det er meget muligt, at de også følger efter jer. Hold jer væk fra hende.”
”Okay. Vi holder os væk fra Lulu. Hvad skal vi så gøre?”
”Prøv at ryste manden af. Tag så hjem og hold fri. Vi må prøve at få Lulu væk en anden dag.”
”Det var surt, men vi skal nok prøve at ryste forfølgerne af. Jeg kan ellers ikke se nogen, som følger efter os. Men okay, vi gør, som du siger, og tager hjem.”
Jeg lagde på. Pigerne så på mig med rynkede bryn og spørgsmålstegn i øjnene. ”Sigurd og jeg har hjulpet fire af jer væk fra Igor,” fortalte jeg. ”Igor har desværre fundet den ene af jer. Irina. Hun er død. Jeg er meget ked af det.”
”Hvem gørt det?” spurgte Kitten. Hvem gjorde det?
”Jeg tror, det var en mand ved navn Rocky,” sagde jeg for ikke at alarmere dem; sandsynligvis var den rigtige morder stadig på fri fod og i hælene på os. ”Han er en kæmpe med tatoveringer. Kender I ham?”
Alle tre piger nikkede.
”Han er død nu,” sagde jeg. ”Irina har fået hævn.” Jeg ville fortsætte med at fortælle, hvor lidt hævnen betød, og hvor meningsløst det hele var, men for en gangs skyld kom ordene ikke til mig. Jeg så ned for ikke at vise usikkerhed eller tårer i øjnene. Pigerne havde brug for tryghed, ikke en flæbende hjælper, som ikke anede, hvad der foregik.
”Kan du sikker os?” spurgte Chérie endnu mere gebrokkent end Kitten og fik mig tilbage til virkeligheden.
”Ja,” bekræftede jeg, da jeg indså, hvad hun spurgte om. ”Jeg skal nok beskytte jer. Jeg ved, at planen var, at I først skulle flytte fra landet, når vi havde solgt jeres lejligheder, men vi var nødt til at fremskynde det hele. Jeg har derfor ikke alle pengene klar til jer, men lidt har jeg sparet op. Først skal vi stå af toget. Der går ikke lang tid, før de finder os.”
Vi stod ud på Hyllie Station tretten minutter efter at være stået på toget og gik straks op på gaden, hvor vi kunne se over mod Malmö Arena.
Jeg tog tre konvolutter frem fra min jakkelomme og gav dem til pigerne. Der lå to billetter til hver af dem og tredive tusinde i kontanter. Danske kroner; jeg havde ikke tænkt på alt.
”Nu skal I til koncert,” sagde jeg. ”Den er begyndt, men I kan vist godt komme ind.”
”Jeg tro, vi skal til hjem?” sagde Chérie.
”Ja, I skal nok komme hjem, men først skal vi væk fra nogle slemme folk, som har fulgt efter os, eller som vil kunne finde jer, hvis I tager væk nu. Vi skal blande os i mængden, så I skal først til koncert med Lady Gaga. Når koncerten er slut, tager I toget videre. I har fået en billet hver og et telefonnummer, I skal ringe til, når I kommer frem. For en sikkerheds skyld sender jeg jer tre forskellige steder hen. Jeg sørger for, at I får flere penge, når I er nået frem, og tingene er kølet lidt ned.”
Lovely åbnede konvolutten og så på pengene med store øjne. Det varmede mit hjerte at se hendes øjne åbne sig mod verden, selvom det ærgrede mig, at der skulle materielle goder til.
”Der er penge nok til, at I kan klare jer de næste dage, men sørg nu for at bruge dem fornuftigt,” formanede jeg. ”Nu skal jeg tilbage til Danmark for at forvirre forfølgerne. Alting skal nok gå. Jeg skal nok holde min hånd over jer.”
Som om de havde koordineret det, gav alle tre piger mig et stort kram – samtidig. Det var næsten, så jeg mistede pusten både fysisk og følelsesmæssigt. Jeg viste dem hen mod stadionet og vinkede farvel varm om hjertet og fortrøstningsfuld; et kapitel var slut, troede jeg.
12. juli, sen aften
Jeg ringede til Staahl og aftalte at mødes med ham på Rådhuspladsen. En halv time senere var jeg fremme. Jeg så mig omkring, men opdagede ham ikke, før han prikkede mig på skulderen. Selv da kunne jeg have overset ham, lille som han var.
”Gik det godt med pigerne?” spurgte han.
”Det tror jeg. Jeg satte dem af ved Malmö Arena. Selv hvis de bliver sporet dertil, må det være umuligt for politiet at finde dem. De tager væk fra koncerten sammen med hundrede tusinde andre tilskuere.”
”… eller deromkring. Der kan vist ikke være så mange i arenaen.”
”Overdrivelse fremmer forståelsen. Anyway, så tror jeg, at de er kommet væk fra både det danske politi og Igor. Takket være dig og din paranoia, som altså viste sig velbegrundet.”
”Selv tak. Nå, nu er vi ved at være nået til din deadline. Skal jeg blive ved med at grave snavs frem om Selis-folkene? Jeg nåede ikke så meget, som jeg oprindelig troede, men du har ligesom holdt mig beskæftiget med andre ting, som jeg vel også bør få betaling for.”
”Det ved jeg. Jeg synes, det er tid til at slå en streg i sandet. Jeg vil godt betale dig for dit arbejde indtil nu. Er det i orden med halvtreds tusinde?”
Jeg havde regnet med, at Staahl ville holde fast på det dobbelte, for jeg havde egentlig lovet ham hundrede kilo. I stedet nikkede han – formentlig benovet over at tjene halvtreds tusinde på en uge.
”Til fuld og endelig afgørelse?” fortsatte jeg miljøskadet af at have at gøre med folk, der fortryder deres aftaler lige så tit, som vi andre skifter kærester.
”Til fuld og endelig afgørelse,” bekræftede han.
Jeg tog mig til lommen og indså, at jeg havde brugt alle mine kontanter på damerne. ”Lad os gå op på mit kontor. Så kan du få pengene.”
Staahl fulgte mig til kontoret. Da vi skulle til at gå ind i opgangen, kom Pil Bøgh gående, dullet op som om hun var på vej i byen. Jeg tjekkede hende ud fra top til bund, mens jeg ventede på, hvad hun havde at sige.
Hun havde gjort sig umage. En push-up bh havde bragt bølgegang i smult vande, og læbestift, eyeliner og en mørkerød nederdel med skrigende gul top var som overgangen fra et sort/hvidt fjernsyn til en 3D fladskærm.
”Jeg var på vej i byen og ville bare komme forbi og sige tak for de blomster, som du ikke fik givet mig.” Hun smilede skælmsk som for at kvittere: Jeg har set, hvordan du ser på mig, og du ved, at jeg har set det.
Blomstertricket havde åbenbart været lidt for effektivt, eller også havde hun besluttet sig for en alternativ afhøring.
Uanset hvad Pil planlagde, tænkte jeg, at jeg hellere måtte spille med. ”Jeg er også på vej ud om lidt. Skal du møde nogen i byen, eller må jeg byde på en kop kaffe? Eller måske et glas champagne?”
”Champagne, tak. Ser det måske ud, som om jeg er på arbejde?”
”Jeg kender et godt sted, hvis du lige kan vente her i ti minutter.”
Staahl og jeg gik ind på kontoret.
Jeg lod altid Vicky om alt det bogholderimæssige, så jeg vidste ikke, om der var kontanter i pengeskabet. Jeg åbnede det og kiggede efter. Der var ikke en rød reje i det. Det var faktisk så tomt, at man fristedes til at råbe: ’Hvad drikker Møller?’ Jeg undertrykte min pludselige indskydelse til at fremkalde et ekko. ”Det er jeg ked af,” sagde jeg til Staahl og slog ud med armene med håndfladerne opad. ”Jeg har ikke flere kontanter.”
”Kan du ikke bare overføre pengene?”
”Hvis jeg bare vidste, hvordan man gør. Vent lige, så ringer jeg til min bogholder.”
”Har du ikke lært at overføre penge?” spurgte Staahl hovedrystende, mens jeg prøvede at få fat på Vicky. Hun tog ikke telefonen.
”Jeg har ikke haft mit kontor særlig længe, okay? Jeg skal nok finde ud af det.” Jeg tændte for Vickys computer, som bad om password.
Jeg tænkte først, at det ikke hjalp med en god hukommelse, for hun havde aldrig givet mig sit password. Men så kom jeg i tanke om, at hun engang havde brokket sig over de mange passwords, man skulle bruge som sekretær, og hvor umuligt det var at huske femten af dem. ”Hun har vist en liste over passwords et sted i nærheden,” sagde jeg.
Jeg gik i gang med at lede, men Staahl var meget hurtigere end jeg. Han hev op i en dåse med papirclips. Nedenunder lå en liste med et stort bogstav fulgt af store og små bogstaver og tal. Jeg gættede hurtigt, at ”B:” stod for bank-passwordet, og tastede det ind.
”Sådan!” sagde jeg. ”Jeg har nu officielt bestået hackereksamen. Det er lykkedes mig at hacke mig ind på mine egne konti.”
Staahl hævede et øjenbryn. Han var tydeligvis ikke imponeret.
Jeg fik hans kontonummer og overførte pengene. ”Tak for hjælpen,” sagde jeg og gav ham hånden.
”Sku’ det være en anden gang,” sagde Staahl og gik hen mod døren.
”Vil du bede Pil om at kigge ind?” spurgte jeg, da han gik, uden at få svar.
Jeg skulle til at lukke systemet ned, da jeg så listen over klientkonti. For sjovs skyld klikkede jeg ind på den konto, der hed ”Selis Trading A/S.”
Som forventet stod der ingen penge på kontoen.
Jeg overvejede et kort sekund, hvorfor Vicky havde oprettet en klientkonto, når der ikke stod penge på kontoen. Jeg klikkede mig ind på kontobevægelserne.
Der var to bogføringer.
11/7 2013: Modtaget fra Rasholdt & Partnere: kr. 12,5 mio.
11/7 2013: Salærnota bogført, inkl. moms: kr. 12,5 mio.
Det rislede mig koldt ned ad ryggen.
Rasholdts bogføring havde været rigtig. Irene Oxendal havde lige før sin død overført 12,5 mega til Rasholdt, og Rasholdt havde overført pengene til min klientkonto.
Det mest skræmmende var, at nogen havde overført pengene væk fra klientkontoen. Pengene var hævet som salær. Ti millioner plus moms.
Det kunne kun være en bevidst handling, og der var kun én, som kunne have udført den.
Vicky havde taget af kassen.
Og jeg havde opdaget det ved et tilfælde.
Jeg sad med åben mund som en guppy, da Pil trådte ind i lokalet.
12. juli, endnu senere
Jeg havde masser af grunde til at fortælle Pil om Vickys bedrageri, men der var mindst lige så mange grunde til at lade være. For det første var Pil i gang med at efterforske et eller flere mord, og økonomisk kriminalitet var ikke hendes bord. For det andet ville jeg være nødt til at fortælle hende hele historien fra A til Z, og jeg var ikke sikker på, at jeg kunne gøre det uden at bringe min karriere i fare. For det tredje – ja, den reelle grund var, at jeg ganske enkelt var så paf, at jeg ikke anede mine levende råd.
”Forstyrrer jeg?” spurgte Pil, da hun så den åbne mund.
”Øh, næ, nej da,” fremstammede jeg, inden jeg genvandt fatningen og begyndte på min standard indgangsreplik. ”Velkommen til Allingsø Advokater. Et lille, full-service advokatkontor. Vi kan behandle alle sager, så længe der er salær i dem.”
Hun så sig omkring. ”Ja, det kan jeg se. Armani-jakkesæt, designerborde, kaffemaskine til et mellemstort hotel.” Hun pegede de enkelte ting ud, mens hun talte.
”Hvad kan jeg sige? Det er den fremgangsrige advokat, der får de store sager. Hvis jeg havde lejet et kontor på otte kvadratmeter i Ishøj, var mine klienter løbet skrigende bort. Nu derimod …” Jeg smilede og åbnede et teaktræskab, som indeni havde et lille køleskab. ”Jeg lovede dig et glas champagne. Den her plejer jeg at bruge til closing-møder, når man afslutter en stor transaktion.”
”Ved du, hvad min eks sagde om dig? Han sagde, at du er en blærerøv.”
”Du siger det, som om det er et skældsord.”
Pil grinede. Jeg åbnede champagnen og bød hende et glas, som hun tog imod.
”Kender jeg din eks?”
”Rasmus Andersen. Han er også lige blevet advokat. Da jeg alligevel talte med ham, spurgte jeg, om han kendte dig. I gik vist på samme årgang.”
”Rasmus, Rasmus. Nå ja, nu kan jeg huske ham. Lille, lyshåret fyr med for store briller. Taler, som om han levede i 1600-tallet. Men hvorfor har du stadig kontakt til din eks? Er det ikke tid til at komme videre?”
”Han lovede at ordne min mors dødsbo, mens vi stadig var sammen.”
”Og den sløve banan har ikke ordnet det endnu?”
”Jo. Papirerne er i orden, så jeg kunne i teorien tage på ferie i mors hus i Vig Lyng, i hvert fald indtil den her drabssag kom væltende. Hvorfor skal folk altid blive slået ihjel lige før, jeg går på ferie?”
”Jeg kender fornemmelsen. Hvorfor skal det vælte ind med sager, lige inden jeg …” Jeg undlod at fuldføre sætningen. Hvis Pil vidste, at jeg var ved at blive en gift mand, ville hun måske tro, at jeg flirtede af andre grunde end de sædvanlige. Jeg havde ikke lyst til, at hun skulle slå politiradaren til og begynde at bore i Rockys død.
”Nå, du skal måske også på ferie?”
”Det var i hvert fald planen. Jeg er lige så ophængt af den her mordsag, som du er. Er der i øvrigt noget nyt?”
”Jeg ved ikke, om jeg bør fortælle dig det her …”
”Kom nu. Jeg skal nok lade være med at sætte diktafonen til. Du kan være helt off the record.”
”Okay. Teknikerne har tjekket vinduerne i lejligheden en ekstra gang. De brugte luminol denne gang.”
”Luminol?” sagde jeg, for at lyde som om jeg ikke lige var blevet belært af Sigurd. Jeg bed mig stille i tungen, da jeg indså, at Pil sikkert havde lyttet med, da Sigurd fortalte mig om luminol, og at mit spørgsmål må have virket påtaget.
”Det stof, vi bruger til at finde spor efter blod.”
”Fandt I så blodspor på vinduet?”
”Ja. Der havde været blod, men det var blevet tørret af, så der var kun en lille smule tilbage. Din teori kan have været rigtig. Det er muligt, at morderen har fået blod på hænderne og har smittet af på vinduesrammen, enten da han lukkede vinduet, eller da han kravlede ned.”
Mit smil må have været så bredt som en nymåne. ”Morderen kravlede ud, inden Sigurd kom til lejligheden! Sigurd er uskyldig!”
”Lad os nu se, men det virker sandsynligt.”
”Skål for det.” Jeg skænkede mere champagne. Flasken var næsten tom. ”Har I nogen nye mistænkte?”
”Måske. Vi tror, at mordet hang sammen med en anden sag. Kendte du Irene Oxendal?”
”Nej,” sagde jeg. ”I hvert fald ikke særlig godt.” Jeg følte det, som om der strømmede en hektoliter blod op i ansigtet på mig, da jeg indså, at Pil måske var midt i en afhøring, og at hun var interesseret i min involvering i Oxendal-mordet. Jeg har utvivlsomt rødmet som en 13-årig, der køber sine første kondomer.
”Hvad skal det nu betyde?”
”Hun har noget at gøre med et selskab, jeg rådgiver.” Yes! Jeg huskede at lade, som om jeg ikke vidste, at hun var død.
”Ikke længere. Hun blev slået ihjel i nat.”
”Det er jeg ked af at høre.”
”Det er jeg også. Vidste du ikke, at hun var død?”
”Nej,” svarede jeg. Det er fuldt ud lovligt at lyve over for politiet, så længe man ikke prøver at hænge en anden op på en forbrydelse. Og i øvrigt løj jeg ikke helt. ”Vidste” er i datid. Da Oxendal blev ramt af det første skud, vidste jeg ikke, om hun var død …
”Surt. Så kan du ikke hjælpe mig med den sag. Den er landet på mit bord, fordi en eller anden oggenok ringede til mig i nat og fortalte om mordet.”
”Hvem var det?” spurgte jeg og forsøgte at holde en neutral stemmeføring. Min stemme har sikkert lydt som en mellemting mellem en tudses kvæk og en kastratsangers høje C.
”En, der var med på tæt hold. Måske morderen. Han gav mig i hvert fald nogle detaljer, som kun morderen kan have kendt.” Pil så mig dybt i øjnene, enten fordi hun syntes, at jeg var lækker, eller fordi hun mistænkte mig for at have ringet.
Jeg faldt ikke i hendes fælde. Jeg undlod at kommentere udtalelsen om, at hun havde fået ’nogle detaljer’ at vide under telefonsamtalen; jeg havde ikke fortalt hende nogen detaljer, men jeg holdt klogelig den oplysning for mig selv. ”Det lyder spændende,” sagde jeg i stedet. ”Hvad sagde han?”
”Det kan jeg ikke fortælle dig.”
”Kom nu. Jeg er vant til tavshedspligt. Jeg skal nok lade være med at fortælle nogen om det.”
”Den er god med dig. Din klient er stadig en af de personer, som har haft noget med det hele at gøre. Enten som vidne eller som tiltalt. Og nu vi taler om det, så er du også på listen. Hvor var du i nat omkring midnat?”
”Jeg troede, du havde fri, fru kriminalkommissær, og nu er du i fuld gang med at afhøre mig.”
”Man er vel lidt miljøskadet. Man holder aldrig helt fri, hvis man har et arbejde som mit – eller dit.”
”Det har du ret i. Jeg får konstant spørgsmål om testamenter eller ægtepagter, selvom jeg ikke har nogen af den slags sager …” Jeg kom pludselig i tanke om Jens Hansens testamente, som jeg havde lagt i boksen kun en meter væk. Skulle jeg fortælle hende om det, jeg havde oplevet, eventuelt i en redigeret version?
Pil afbrød min tankerække, inden jeg besluttede mig. ”Prøver du at skifte emne? Giv mig en chance, Carsten. Hvor var du i nat? Hvis du svarer på det, lover jeg dig, at vi ikke skal snakke mere arbejde i aften.” Hun satte sit champagneglas ned, satte sig på mit skrivebord og rettede på remmen til sin bh. Det var en tilsyneladende uskyldig gestus, som let kunne opfattes, som om hun gjorde sig klar til at gøre det frække lige midt på bordet.
Mine tanker var for en gangs skyld på noget helt andet end sex. Jeg besluttede mig for at svare på hendes spørgsmål. ”I nat var jeg hjemme hos Liz.”
Pil rejste sig op igen og fik stenansigt på. ”Og hvem er Liz så? En kæreste?”
”Hun er min forlovede. Vi skal giftes i morgen.”
”Synes hun, at det er i orden, at du giver mig blomster og drikker champagne med mig dagen før dit bryllup?”
”Så længe jeg ikke har bundet mig til noget, må jeg vel godt undersøge konkurrencen? Jeg kunne jo ombestemme mig.”
”Du er eddermame langt ude. Rasmus havde ret. Han kaldte dig en ’uforbederlig skørtejæger’. Jeg må vist hellere tage tilbage på arbejde og tjekke dit alibi. Så kan du jo ’undersøge konkurrencen’ på det nærmeste diskotek eller stripbar.” Hun smækkede døren, da hun gik.
Jeg var alene på kontoret. Alene til at tænke over de ti millioner salærkroner og Vickys bedrageri.
Jeg havde også fået noget andet at tænke på.
Da jeg kiggede efter penge til Staahl, havde jeg registreret, at pengeskabet var tomt. Helt tomt.
Jens Hansens testamente var væk.