BRYLLUP?
12. juli, midnat
Jeg sad på mit kontor og spekulerede over de mange ting, der var hændt.
Mange ting havde tilknytning til Igor:
Attentatet i Parken.
Mordet på Irina.
Rockys angreb på mig.
Andre ting havde tilknytning til Selis Trading: Ingerslev, Gordin, Oxendal og Rabat.
Testamentet og Jens Hansen.
Mordet på Oxendal.
Truslerne mod John Gordin.
Pengeoverførslen til mig.
Testamentet og det tomme pengeskab.
Jeg havde på fornemmelsen, at der måtte være en sammenhæng, men jeg kunne ikke finde den.
Der løb et koldt gys ned ad ryggen, da jeg indså, hvem der kunne være samlingspunktet for det hele.
Mig.
Igor kunne have opdaget, at Jens Hansen havde afleveret testamentet, og han kunne have besluttet sig for at gøre det af med mig.
Måske var Oxendals morder hyret til at gøre mig kold, og Oxendal kom bare i vejen.
Måske havde Igor kontakter til de folk, som John Gordin var kommet i kløerne på.
Måske var morderen ikke færdig.
Måske stod jeg stadig på listen.
Natten til lørdag den 13. juli
Nogle steder er der tradition for, at brud og gom ikke må sove under samme tag natten før brylluppet. Ugen før vores bryllup havde Liz og jeg aftalt, at vi ville overholde den tradition. Bryllupper handler jo om traditioner.
En ting er, hvad man beslutter ugen før. Noget andet, hvad man gør, når det kommer til stykket. Jeg besluttede mig for at blæse på traditionerne. Jeg savnede et normalt menneske at tale med. Jeg savnede en kvinde at holde om. (Igen tænkte jeg ikke på sex; det må have været en personlig rekord). Jeg savnede Liz. Og jeg havde behov for at komme væk fra min egen lejlighed; måske ventede der mig oven i købet en ubehagelig overraskelse dér, hvis morderen var nået til ”Allingsø” på sin liste.
Jeg tog hjem til Liz’ lejlighed og lukkede mig ind med min nøgle.
Der var mørkt, men det var ikke så underligt. De fleste mennesker er gået i seng, når klokken har passeret midnat, og de skal giftes dagen efter. Jeg hørte igen en maskine, som gav en svag brummen. Det var ved at blive en vane for mig at komme hjem til Liz, efter hun havde sat en maskine over og var gået i seng. Jeg var ved at blive ekspert i lydene. Efter Sigurds varetægtsfængsling lød det thump-thump og de to seneste gange brum-brum. Der lugtede af løg, så jeg konkluderede, at Liz måtte være hjemme.
Jeg gik ind i soveværelset. Det var tomt, og sengen var urørt. Tid til at blive bekymret.
Jeg mærkede adrenalinen pumpe, mens jeg gennemsøgte soveværelse og badeværelse. Jeg lod lyset være slukket. Hvis der stadig var en ubuden gæst, ville jeg ikke give ham nogen fordele.
Det tog mig et minut at gå hele lejligheden igennem. Eneste aktivitet var i køkkenet, hvor opvaskemaskinen ganske rigtig brummede. Jeg kunne se, at den var nået til slutningen af sit vaskeprogram.
Jeg overvejede at ringe til politiet, men kom fra det igen. Der var jo ingen tegn på nogen forbrydelse. Jeg forsøgte i stedet at ringe først til Liz og dernæst til hendes far.
John Gordin tog telefonen. ”Ja?” brummede han.
”Det er Carsten. Jeg er hjemme hos Liz. Hun er her ikke.”
”Nej, selvfølgelig ikke. Hun overnatter hos os. Har hun ikke fortalt dig det?”
”Kan jeg tale med hende?”
”Hun er lige gået i seng. Det var jeg også. Kan det ikke vente til i morgen?”
”Jeg – jo, det kan det vist godt.”
”Godnat. Vi ses i morgen.”
Hvis jeg var en snegl, var jeg kravlet ind i mit sneglehus og blevet derinde. I stedet krummede jeg tæer som en kinesisk dame fra forrige årtusinde, mens jeg skammede mig over at have glemt, at Liz havde fortalt mig, at hun ville overnatte hos sine forældre.
Jeg var stadig utryg ved at tage hjem til mig selv, så jeg satte i stedet krog på Liz’ dør og gik alene i seng.
13. juli, formiddag
Jeg lå og vendte og drejede mig hele natten, mens jeg tænkte skiftevis på det forestående bryllup og på døde mennesker med stirrende øjne. Jeg faldt i søvn omkring klokken seks om morgenen og blev vækket af et vækkeur to timer senere. Jeg var groggy som en alkoholiker på tilbagefald.
Jeg tog et hurtigt brusebad og kastede mig derefter over Liz’ makeup for at finde noget, som kunne dække mit blå øje. Jeg havde ikke lyst til at ligne en slagsbroder på bryllupsbillederne, men heldigvis havde hun alt, hvad en make-up kunstner kunne begære. Jeg sendte en venlig tanke til L’Oreal eller Max Factor, eller hvad de nu hedder, mens jeg konstaterede, at det var lykkedes at få de blå øjne væk uden, at makeuppen kom til at virke for bøsset. Jeg kastede lidt morgenmad ned, skyndte mig forbi skrædderen, hentede det tøj, jeg skulle have på til brylluppet og fortsatte hen til kirken.
Brylluppet skulle stå klokken tolv i Helligaandskirken. Jeg ankom en halv time før, stolt over for en gangs skyld at være i god tid.
Jeg stoppede op midt på Strøget og tog en dyb indånding, mens jeg så over på den røde bygning, der lå tilbagetrukket fra Strøget. Jeg følte et sug i mellemgulvet og følte mig klar til at blive gift, selvom jeg aldrig rigtig havde gennemtænkt det med giftermålet.
Jeg skulle lige til at gå hen mod kirken, da jeg hørte Sigurds stemme bag mig: ”Lad være med at vende dig om. Fortsæt op ad Strøget, som om du ikke skal i kirke.”
Jeg gjorde, som Sigurd foreslog, og gik videre. Et minut senere kom Sigurd op på siden af mig. Han var klædt i et fancy jakkesæt, som virkede lige så akavet på ham som et hulaskørt ville gøre på Lars Løkke Rasmussen. Hans seriøse mine forhindrede mig dog i at bryde ud i spontan latter.
”Jeg kom for en time siden,” sagde han.
”Det var tidligt.”
”Du bad mig om at være din forlover, så jeg ville helst komme før gæsterne.”
”Fint nok. Jeg har på fornemmelsen, at du har noget andet, du vil fortælle mig.”
”Jeg har spurgt alle gæsterne, hvem de er, og hvad deres tilknytning er til dig. To af dem kunne ikke svare. De havde ikke festtøj på. De ville ikke indrømme det, men jeg er helt sikker på, at de kommer fra politiet.”
”Hvad vil de os på en højhellig lørdag?”
”De var ligeglade med mig. Derimod var de meget interesserede i, hvornår du kom.”
”Så må jeg hellere gå hen og snakke med dem med det samme, så jeg kan nå det, inden musikken begynder at spille.”
”Det er jeg ikke sikker på, er nogen god idé. Jeg så nemlig, at den ene af dem havde et par håndjern inden for jakken.”
”Håndjern?”
”Ja. Jeg tror, de vil arrestere dig.”
Jeg tænkte først på Den Blege Dame. Mon Pil ville synke så dybt, at hun fik folk til at arrestere mig, fordi jeg havde flirtet med hende uden at mene det? Mit næste gæt var, at politiet havde fundet noget, som knyttede mig til Oxendal-mordet.
”Det skal blive løgn,” sagde jeg. ”De får ikke lov til at ødelægge mit bryllup.”
”Men hvad kan du gøre? Hvis du går hen til kirken, arresterer de dig. Du har da ikke tænkt dig at blive væk fra dit eget bryllup?”
”Jeg har en plan,” sagde jeg.
13. juli, middag
Jeg var nok en bi i et tidligere liv. Jeg ender i hvert fald ofte i en blomsterforretning.
Jeg smuttede over til Bering House of Flowers på Landemærket. En fornem blomsterbutik, hvor slipseklædte blomsterbindere arbejder på teaktræsborde og skaber buketter i 1600-talsstil.
Der var en del kunder i butikken, men jeg havde ikke tid til høflighed. ”Har I en uniform, som I bruger, når I skal udbringe blomster?” spurgte jeg en af blomsterbinderne. ”Ja, undskyld, men det her haster helt vildt.”
Han fortsatte med at binde en gyselig, lille buket. ”Et øjeblik, hr.”
”Jeg vil godt købe sådan en uniform.” Jeg lagde to tusindkronesedler på bordet. ”Tilbuddet gælder i ét minut.”
Manden slap buketten, gik om i baglokalet og kom tilbage med en lille, grøn uniform.
”Jeg skal også bruge en kasket, en pose og to buketter,” sagde jeg og smækkede endnu en tusindkroneseddel på bordet.
”S’gerne.” Han hentede tingene.
Jeg snuppede uniformen og kasketten og gik udenfor.
Ude på gaden tog jeg jakke og butterfly af og lagde dem i posen. Jeg tog uniform og kasket på og blomsterne i hænderne, mens jeg småløb tilbage til kirken.
Da jeg tog de sidste skridt hen mod kirken, kom jeg pludselig i tanke om, at det kun er til begravelser, at det vælter ind med blomster. Der var ikke tid til at udtænke en anden plan, så jeg fortsatte ind i kirken og gik forbi gæster og politifolk, mens jeg kiggede nedad og i retning mod indgangen til kirken.
Min plan lykkedes over al forventning. Faktisk var der ikke en eneste, som antastede mig på vejen ind. Gæsterne var travlt optaget af samtale, og politifolkene værdigede mig ikke et ekstra blik, selvom mine sorte bukser burde have været så oplagt en ledetråd, at selv en chimpanse kunne opdage, at der var noget galt med blomsterbuddet.
Jeg kom indenfor i kirken og gik til højre langs væggen i den store kirke. Under andre omstændigheder havde jeg været lykkelig over at blive gift i en så imponerende kirke, men her var jeg bare tilfreds med dens størrelse. Den virkede, som om det var lige så let at gemme et helt fodboldhold her som at gemme den berømte nål i en høstak.
Jeg skiftede uniformen ud med den skræddersyede jakke og blev stående, mens jeg prøvede at få et overblik over gæsterne.
Jeg så kun ganske få af mine egne gæster. Besynderligt nok var der ikke en eneste af mine gamle kolleger fra Rasholdt i syne, selvom jeg havde inviteret et halvt hundrede af dem. Derimod var Liz’ vennekreds og familie bredt repræsenteret.
John Gordin var den første, som fik øje på mig, og den sidste, som jeg havde lyst til at tale med, men der var ingen vej udenom. ”Kom herhen, min søn,” sagde han smilende. Jeg bemærkede hans elegante tøj og følte mig som en hjemløs i min krøllede jakke. Han opdagede det også. ”Hvad er der dog sket med din jakke?”
”Det er en lang historie. Jeg måtte forklæde mig for at komme ind.”
”Var politifolkene ude efter dig?” spurgte han uden omsvøb. Mens jeg overvejede et svar, fortsatte han: ”En gammel ræv som mig kan godt lægge to og to sammen. Jeg skal nok holde de to mænd væk, så stil du dig bare op ved alteret, mens jeg henter bruden.” Uden nærmere forklaring nikkede han til to bredskuldrede mænd, som jeg ikke kendte, og gik ud. De to mænd fulgte efter ham.
Jeg skulle til at gå op til alteret, da den næste mand kom hen til mig: Ambassadør Dick Zindel.
”I burde trække et nummer,” mumlede jeg for mig selv, mens jeg prøvede at huske, om Liz’ familie havde inviteret ambassadøren til bryllupsfesten. Jeg mindedes det ikke. ”Er du til globryllup?” spurgte jeg.
Han ignorerede mit spørgsmål. ”Da vi sås sidst, bad jeg dig om at holde øje med din omgangskreds. Har du noget at rapportere?”
”Jeg har oplevet nok til en hel roman, men ikke noget, som tyder på antiamerikanere. Jeg skal nok give dig besked, hvis jeg opdager noget.”
”Husk det,” formanede han og satte sig på en af de bageste rækker.
Jeg så på mit ur. Der var fem minutter, til ceremonien skulle begynde.
13. juli, bryllup
Dam-da-di-dam, dam-da-di-dam. Orglet brølede som en brunstig ko, og jeg stod og stirrede på midtergangen. Noget vådt dryppede fra min næsetip, og jeg blev pludselig opmærksom på, at jeg svedte som en pelsklædt maratonløber i Afrika.
Døren gik op, og Liz trådte ind sammen med sin far, mens gæsterne blitzede løs, selvom de havde fået strenge formaninger om at lade være. Liz så fantastisk flot ud klædt i en let, hvid, dristig bryllupskjole, som fremviste lige præcis så meget af hendes to fortrin, som man kunne tillade sig. Hun havde et diadem på panden, som lignede en million, men som sikkert kostede endnu mere. Hun havde et afslappet smil på læben.
Miss Gorgeous var på vej op for at blive gift med mig. Alt var, som det skulle være. Troede jeg.
Liz blev ført op til alteret og stillede sig ved siden af mig. Ceremonien gik i gang med en salme. Amazing Grace var Liz’ valg. Jeg havde kun hørt den til begravelser, men Liz elskede melodien og havde lært mig, at den ofte blev brugt til bryllupper. Der var samtidig den fordel, at både danskere og amerikanere kendte melodien.
Da salmen var færdig, hørte jeg kirkedørene gå op. Jeg vendte mig mod døren og så Pil Bøgh, som gik med hastige skridt op ad midtergangen klædt i politiuniform. Så for satan, tænkte jeg, temmelig politisk ukorrekt i en kirke.
Præsten så bøst på Pil, men hun blev ikke afskrækket. ”Advokat Carsten Allingsø,” sagde hun højt, da hun uantastet kom op til alteret. Hun havde et sæt håndjern i hånden. ”Klokken er 12.35 …”
Inden hun fuldførte sætningen, lød der et hyl fra Liz. ”Du skal fandeme ikke komme her og afbryde, din sæk,” råbte hun med en skinger stemme.
Jeg havde nøjedes med at tænke noget lignende, men min forlovede gjorde en del mere. Liz tog to skridt hen til Pil og jog med skræmmende kraft sit knæ op i Pils skridt.
Hvis Pil havde været en mand, var kampen sluttet dér, og manden havde fået to sten flyttet fra tegnedrengen og op i munden. Pil hoppede et godt stykke op i luften, mens hun skreg i smerte. Hun kom sig hurtigt over det pludselige angreb og smækkede hastigt det ene håndjern på Liz’ højre hånd.
Liz spildte ikke tiden. Med venstre hånd knyttet slog hun Pil i mellemgulvet. Da Pil bukkede sammen, fortsatte Liz med et knæ i hovedet på Pil, som faldt tilbage og lå på kirkegulvet og ømmede sig.
Som om intet var hændt, vendte Liz sig om mod præsten. ”Du var i gang med noget,” sagde hun uden at ænse håndjernene på hendes hånd eller den flænsede kjole med blod på. Jeg mindede mig selv om, at jeg i fremtiden aldrig – aldrig skulle afbryde Liz, når hun ikke ville afbrydes.
Pil blødte fra munden, men hun var ikke færdig. Hun satte sig op på knæene og tog en strømpistol frem. Hun zappede Liz i ryggen. Liz spasmede og faldt om som en kludedukke, man giver slip på.
Pil rejste sig op og fokuserede et andet sted hen; min brud havde ikke længere hendes interesse. ”Advokat Carsten Allingsø. Klokken er 12.36, og du er anholdt for drab.”