TIVOLI
14. juli, kl. 13
”Du tager dit arbejde seriøst,” sagde jeg, da Pil kom tilbage.
”Hvad mener du?”
”Du bruger søndagen på at afhøre mig i stedet for at slappe af foran flimmeren.”
”Vi skal jo have noget at fortælle til grundlovsforhøret. Desuden har jeg ikke særlig meget lyst til at blive deprimeret foran fjernsynet.”
”Deprimeret?”
”Ja, alle kanaler viser mindehøjtidelighed. Du ved – direkte transmission fra klokken ti om morgenen. Først i kirken, så videre til Amalienborg, og til sidst mindekoncerten i Tivoli. Endeløse interviews med folk, der ikke har noget at sige, men bare venter på, at der skal ske noget, eller at de kan få et glimt af dronningen eller præsidenten. Nå, det var vist rigeligt med smalltalk. Det var din tur til at fortælle noget. Du lovede mig nogle svar.”
Der løb et koldt gys ned ad ryggen på mig, da jeg forstod, hvad Pil havde sagt. ”Det bliver du nødt til at gentage. Præsidenten kommer? Den amerikanske præsident?”
”Ja, det ved alle da. Du har da ikke været i fængsel hele ugen, vel?”
”Jeg har haft travlt med andre ting. Giv mig lige en chance for at komme ajour. Den amerikanske præsident kommer, og der er en koncert i Tivoli. Er præsidenten med til koncerten?”
”Ja da. Hvorfor spørger du? Hey, du ser helt bleg ud. Du ligner næsten dig selv fra dengang, du besvimede.”
”Er der ikke noget med, at jeg har ret til et telefonopkald?”
”Jo, hvorfor?”
”Jeg vil godt bede om det telefonopkald nu. Lige nu.”
14. juli, kl. 13.10
Ventetiden føltes som en evighed, selvom det sikkert kun tog Pil et par minutter at hente en telefon.
Det hele begyndte pludselig at give mening.
Terrorangrebet i Parken.
Jens Hansens testamente og beskeden: Jeg har ikke gjort det alene.
Igors pludselige interesse i mig og alle omkring mig.
Igors involvering i Parken-attentatet.
Præsidentens besøg i Danmark.
”Her har du så din telefon,” sagde Pil. ”Du kan godt få lov til at tale uforstyrret, hvis du vil.”
Jeg hørte ikke hendes forslag. Jeg havde travlt med at ringe.
”Dick Zindel,” sagde stemmen i den anden ende.
”Det er Carsten Allingsø. Du bad mig om at holde øje med antiamerikanere. Jeg er lige kommet i tanke om, at jeg har været i kontakt med én.”
”Fint. Hvem?”
”Den mand, som planlægger at myrde den amerikanske præsident.”
14. juli, kl. 13.20
”Hvad siger du?” sagde Pil, da jeg havde hængt på.
”Det hele giver mening. Indtil nu er jeg blevet kørt rundt i manegen. Nu er det på tide at tage skeen i den anden hånd. Vi må stoppe attentatet.”
”Tag det lige roligt. Du bliver nødt til at forklare, hvad det her går ud på.”
”Vi har ikke tid. Du bliver nødt til at stole på mig. Vi skal til Tivoli. Nu.”
”Stole på en mand, som jeg har arresteret for mord? Ja, naturligvis, nu skal jeg lukke dig ud. Kom bare med.” Pil blev stående, med hænderne på hofterne og albuerne stikkende ud i hver sin retning.
”Jeg forstår godt, det ikke er let at stole på mig, men det er du simpelthen nødt til.”
”Det er nu anden gang, du nævner det. Hvad med i stedet at prøve at overbevise mig?”
”Vi har ikke tid.”
”Min eks sagde engang, at en god advokat kan fremlægge enhver sag på to minutter. Prøv.”
Jeg sukkede, da jeg indså, at jeg ikke ville komme nogen vegne uden Pil på mit hold. ”Okay så. Kort tid efter Parken-bomben blev jeg kontaktet af en mand, der kaldte sig Jens Hansen. Han gav mig en besked, som jeg skulle opbevare. Jeg måtte ikke læse den, men det kom jeg alligevel til. I beskeden skrev han, at han skulle til at gøre noget rigtig slemt, men at han ikke handlede alene. Han skrev også, at bagmændene kunne findes inden for Selis Trading A/S.”
”Selis Trading? Hvem er det?”
”De ejer en restaurant og et kasino. Begge to ligger i Tivoli.”
”Nå ja, men der er mange forlystelser i Tivoli. Det beviser vel ikke noget.”
”Der er mere. Irene Oxendal var også aktionær. Hun var bange for nogen, som havde med Selis Trading at gøre. Og nu er hun død.”
Pil rynkede panden. ”Du ser ud, som om du tror på det, du siger. Men …”
Inden hun nåede at færdiggøre sætningen, blev døren åbnet af en fængselsbetjent. ”Det er chefen,” sagde han og gav hende en telefon.
”Det er Pil,” sagde hun. ”Ja, jeg står sammen med ham nu. – Er du sikker? – Hvem har givet ordren? – Fuck ham, jeg har gang i en af… – Ja, ja, det skal jeg nok.” Hun lagde på og kiggede mig dybt i øjnene. Hendes blik var som en isbjørn, som lige har set sælen slippe væk. ”Du har magtfulde venner. Kom med mig.”
Hun vendte sig om og gik med hastige skridt ud af afhøringsrummet, videre ud fra politistationen og hen til sin bil. Jeg fulgte efter. Ingen stoppede mig; tværtimod kom en betjent halsende efter mig med en kasse fuld af mine personlige ejendele.
”Hvad sker der?” spurgte jeg.
”Jeg har fået ordre om at tage med dig i Tivoli. Ordren kommer fra højeste sted, fik jeg at vide. Men hvis du laver nogen numre, får du med mig at bestille.”
14. juli, kl. 13.45
Jeg skiftede tøj på bagsædet, mens Pil kørte med udrykning på ud til Tivoli.
På vejen forsøgte jeg forgæves at få fat på John eller Liz. Jeg sendte dem begge en sms: Kontakt mig straks. Det gælder liv og død.
”Hvordan ser ham her morderen ud?”
Jeg stønnede. ”Jeg ved det ærlig talt ikke. Han var forklædt, men jeg tror, jeg kan genkende ham, hvis jeg ser ham igen.”
”Der er flere tusinde mennesker i Tivoli. Du må kunne gøre det bedre end det.”
Jeg tænkte, så det knagede, mens jeg prøvede at se Jens Hansen for mit indre øje. Der kom et billede frem, og jeg følte et kort øjeblik, at jeg bemærkede noget væsentligt. Fornemmelsen forsvandt lige så hurtigt, som den var kommet; som et gammeldags lysbillede, der blinkede frem i nogle sekunder, inden det blev erstattet af det næste billede i serien.
Vi ankom til Tivoli. Pil stillede vognen lige foran hovedindgangen.
Der gik fem sekunder. Så blev hendes vogn omringet af politifolk og vagter. Der var nok tyve mand til at tage sig af os.
Den ene tog en walkie-talkie frem og indtalte en besked. Der kom et skrattende svar tilbage.
Bruger de stadig sådan nogle stenalderredskaber? tænkte jeg.
Jeg nåede ikke at tænke meget mere, inden vores oppassere trådte til side, verfet væk som korn for en mejetærsker.
Fra massen af politi trådte den amerikanske ambassadør, Dick Zindel, frem sammen med en bredskuldret afroamerikaner i et gråt jakkesæt. De gik med beslutsomme skridt hen til vores vogn. Afroamerikaneren satte sig ind på forsædet ved siden af Pil, mens Dick Zindel tog sædet ved siden af mig.
”Kør lidt væk herfra,” sagde afroamerikaneren. Han var tilsyneladende vant til at få, hvad han bad om. Pil gjorde, som hun fik besked på.
”Det er Bill James fra Secret Service,” forklarede Dick Zindel. ”Han står for præsidentens sikkerhed her i Tivoli.”
Bill James vendte sig om og så mig i øjnene. ”Du sagde noget om en trussel mod præsidenten?”
”Ja. Jeg er sikker.”
”Hvem står bag truslen?”
”Det er problemet. Jeg ved det ikke. Jeg har kun set manden i forklædning.”
Dick Zindel brød ind. ”Vi har fået et tip om, at Allingsø har haft med militante antiamerikanske kræfter at gøre.”
”Hvorfor hører jeg først om det nu?” spurgte Bill James og slog ud med armene – så meget, det var muligt for en stor mand i en lille politibil.
”Indtil nu var det ikke mere end et rygte. Nu har Allingsø bekræftet mistanken.”
”Vil det sige, at vi ikke aner, hvem vi har med at gøre?”
Jeg svarede for ambassadøren. ”Jeg kan genkende ham, hvis jeg ser ham igen, men jeg kan ikke give nogen præcis beskrivelse.”
”Fantastisk.” Jeg kunne mærke ironien som en sur sok i ansigtet. ”Hvor reel er truslen?” Bill James sukkede.
”Meget reel. Manden kontaktede mig efter terrorangrebet i Parken. Jeg fandt ud af, at han planlagde noget stort, men ikke hvad det var. Jeg har tavshedspligt som advokat, og derfor kontaktede jeg ikke politiet. I nat blev Irene Oxendal og hendes bodyguard skudt. Jeg er sikker på, at min mand er gerningsmanden, og at han planlægger at slå præsidenten ihjel i dag.”
”Har du noget mere konkret?”
”Ikke andet end at Oxendal var involveret i Selis Trading, som ejer Restaurant Ny Nordisk og Casino Center. Begge ligger i Tivoli.”
”Har du mere?”
”Er det her ikke nok? Præsidenten kan da ikke komme til Danmark, når der er en attentatmand, som venter på at slå til.”
”Præsidenten er i Danmark. Hun er midt i en gudstjeneste. Og i øvrigt er der risiko for et attentat uanset, hvor præsidenten tager hen. Vi får tips om attentatplaner hver eneste dag. Det vil måske overraske dig, men det, du har beskrevet, er ikke mere end en Code Yellow.”
”Hvad er det?”
”Det betyder, at vi har forhøjet opmærksomhed. Men vi aflyser ikke noget. Jeg sender fire agenter med dig. De tager dig ind ad en bagindgang. I fem skal så prøve at finde skytten.”
”Jeg går med,” sagde Pil. ”Han er min fange, og jeg lader ham ikke ud af syne.”
”Din fange?”
”Ja. Jeg har sigtet ham for mordet på Oxendal. Det mest sandsynlige er efter min mening, at han har slået hende ihjel og bruger præsidentens besøg som et forsøg på at forvirre os eller stikke af.”
”Det her er ikke godt.” Bill James rystede på hovedet. ”Jeg kan ikke lide det. Vi er fanget mellem en sten og et hårdt sted, som vi amerikanere kalder det. Hvis vi lukker Allingsø ind i Tivoli, lader vi en mulig morder komme tæt på præsidenten. Hvis vi nægter ham adgang, lader vi måske en morder gå frit rundt.”
”Se på mig,” sagde jeg. ”Ligner jeg en mand, der kan slippe fra fire agenter og et spøgelse?” Min smarte bemærkning lød lidt bedre på engelsk, hvor efterretningsagenter kaldes ’spooks’, der også kan betyde genfærd. Da jeg havde sagt det, kom jeg i tanke om, at det samme ord også kan betyde neger på den nedladende måde, og jeg så agent James rynke brynene i sit sorte … undskyld, afroamerikanske … ansigt. Ups.
”Han har en pointe,” sagde Pil, som nok kun kendte den ene af betydningerne, og som ikke så ud til at have noget imod at blive kaldt spøgelse; måske vænner man sig til det, når man har et pigmenttal på under nul. ”Det er bedre med en vild hund i snor end en ulv i skoven.”
”Jeg vidste ikke, at du var kinesisk filosof i dit tidligere liv,” sagde jeg.
”Tager du nogensinde noget seriøst?”
”De smarte bemærkninger er kun facade, men jeg kan ikke rigtig slippe vanen. Jeg lover dig: Der er en følsom person inde bag facaden. Man skal bare kende mig rigtig godt for at få det at se.”
Bill James skar igennem. ”Jeg sender dig ind. Og jeg kan lige så godt sige det med det samme. Jeg giver mine mænd ordrer om at skyde for at dræbe, hvis du laver numre.” Han kiggede på Dick Zindel. ”Hvorfor helvede skulle I holde aftenarrangementet i Tivoli? Jeg kan dårligt komme på et værre sted rent sikkerhedsmæssigt.”
”Det var ikke os, der har planlagt det her. Det var danskerne. Men er det så slemt? Der er mure rundt om hele området, så I ved præcis, hvem I lukker ind, og I har haft en uge til at forberede besøget.”
”Det er meget muligt, men det her sted er enormt. Der er 82.717 kvadratmeter. Heraf er 20.679 kvadratmeter bebygget, og der er 29 restauranter med plads til i alt ti tusinde gæster. Samtidig er der så mange træer, at der altid er et sted at gemme sig. Og vent bare til koncerten. Tredive tusinde gæster. Jeg kommer til at få mareridt om denne aften resten af mit liv.”
Han skulle få ret.
14. juli, kl. 15
”Hvor skal vi gå hen?” spurgte Pil.
Hun havde taget håndjernene af mig, inden vi gik ind skarpt forfulgt af to firskårne mænd med mørke solbriller. Klassiske Secret Service-agenter, tænkte jeg. Bill James havde sagt, at han satte fire agenter på mig. De to sidste var åbenbart ikke lige så klassiske, for jeg kunne ikke spotte dem. Måske havde de opgraderet deres udstyr med usynlighedskapper, eller også havde jeg svært ved at se skoven for bare træer midt i mylderet af turister, politifolk og undercover agenter.
”Lad os begynde i Casino Center.” Kasinoet var blevet åbnet ved siden af Færgekroens Bryghus med udsigt over Tivoli-søen. I modsætning til udenlandske kasinoer gjorde Casino Center meget ud af udsigten, og der var godt udsyn over en stor del af Tivoli. Hvis nogen skulle se nærmere på præsidenten gennem et kikkertsigte, ville det være et oplagt valg. Især fordi der var en tilknytning til Børge Ingerslev og Selis Trading.
Der var stort set ingen gæster i kasinoet. Jeg tog en rundtur og talte kort med de tilstedeværende og med personalet. ”Hvor er Ingerslev?” spurgte jeg en af croupiererne, en veludstyret, 22-årig pige med kulsort hår. Hun var klædt i en jakke med samme farve som det trafiklys, man ikke må køre over for, og næsten lige så selvlysende.
”Han kommer først i aften,” svarede hun. ”Hvorfor er du interesseret?”
”Du er den første her i kasinoet, som spørger,” observerede jeg. ”Kan du ikke gætte, hvorfor vi er her?”
”Der har været en million mennesker for at stille spørgsmål om i aften. De har gået stedet igennem med metaldetektorer og alt muligt, men de har ikke spurgt efter chefen. Jeg tror, jeg må til at bede om noget legitimation.”
Pil trådte frem og åbnede diskret en lommebog i sort læder. Croupieren kiggede godt efter. ”Drabsafdelingen,” sagde hun lavmælt og hævede et øjenbryn. ”Hvem er blevet slået ihjel?”
”Det er os, der stiller spørgsmålene her,” sagde Pil. ”Vi spurgte dig om Ingerslev. Hvorfor er han her ikke nu?”
”Han sover sgu da altid længe. Men …” Hun slikkede sig om læberne. Lækre læber. Samme farve som jakken.
”Men hvad?” spurgte Pil. ”Vi efterforsker et mord. Vi har krav på at få alt at vide, også selvom det har med din arbejdsgiver at gøre.”
Man skulle næsten tro, at Pil havde lært noget af at være tæt på mig. Her bluffede hun i hvert fald. Politiet har ikke krav på at få noget som helst at vide, men det vidste croupieren ikke. Hun kiggede i stedet ned, mens hun flyttede fødderne uroligt. ”Okay,” sagde hun efter en pause så lang, at jeg overvejede, om jeg havde groet skæg i mellemtiden. ”Han har arrangeret et privat bord til i aften. Det er meget tys-tys. Han vil ikke engang fortælle mig, hvem der skal spille med, men kasinoet lukker klokken elleve, så de har det hele for sig selv.”
”Er det præsidenten?” spurgte jeg.
”Jeg aner det ikke. Jeg har spurgt om det samme, men Børge vil ikke sige noget.”
”Hvor skal de spille?”
”Herinde.” Hun førte os ind i et lille lokale med udsigt over vandet. Det var spartansk indrettet med et pokerbord med ny, grøn filt i midten og ti siddepladser.
”Har I hørt noget om det her?” spurgte jeg de to Secret Service-agenter. De svarede ikke, men gik straks i gang med at undersøge bordet. De havde åbenbart ikke hørt noget om præsidentens planer for aftenen.
Jeg gøs over, hvor let det åbenbart er at finde huller i Secret Services beskyttelse. Samtidig havde jeg en snigende fornemmelse af, at vi var på afveje, og at agenterne ikke ville finde noget i pokerrummet. Der var ganske enkelt for få steder at gemme en bombe.
”Mens I hygger jer herinde, vil jeg finde min ven Jens,” sagde jeg og forlod kasinoet. De to agenter afbrød straks deres undersøgelser og fulgte tæt efter mig. Så tæt som en svømmedragt på en professionel svømmer.
Da vi forlod kasinoet, så jeg ud af øjenkrogen en mand snige sig ind. Han nikkede kort til de to agenter. Den fjerde agent havde altså droppet usynlighedskappen for at endevende kasinoet. Nu var der kun tre tilbage.
14. juli, kl. 16
Næste stop var Restaurant Ny Nordisk. Jeg regnede ikke med at finde Jens Hansen der, men jeg havde ikke bedre bud og trængte til at komme videre.
Restauranten lå i den anden ende af Tivoli. På vejen passerede vi Plænen. Det myldrede med travle mennesker, som næsten var færdige med at omdanne en bunke metalrør til en musikscene.
”Hvornår begynder koncerten?” spurgte jeg.
”Klokken otte,” svarede den ene agent. Jeg oversatte det til klokken tyve.
”Jeg tror, vores mand slår til dér. Så vi har fire timer til at finde ham.”
”Niks. Du har en halv time. Præsidenten ankommer om halvanden time, og vores ordrer er klare. En mistænkt morder som dig skal enten være en million mil herfra eller tilbage i fængsel, inden præsidenten så meget som overvejer at sætte sin fod her.”
Jeg satte farten op og rundede et hjørne. Foran mig var en græsplæne så lille som et bedetæppe og en guldindfattet bygning: Restaurant Ny Nordisk.
Det vrimlede med mennesker ved restauranten. De fleste af dem forsøgte ikke at skjule deres tilhørsforhold til Secret Service eller det danske politi. ”Præsidenten spiser middag på Ny Nordisk,” forklarede den ene af mine personlige bodyguards. Han behøvede ikke gå tættere på mig for at tale mig lige ind i øret.
”Og det her er kun en Code Yellow? I må være sindssyge,” kommenterede jeg.
Min kritik prellede af på ham som hagl på et bliktag. ”Bare fordi du ser spøgelser ved højlys dag, behøver de ikke findes.”
Jeg undlod at svare, mens vi fik lov til at passere kødranden af vagter. Jeg overvejede, om Secret Services væsentligste beskyttelse af præsidenten bestod af et lag af mennesker, man skal skyde igennem for at ramme.
Langt om længe kom vi forbi den menneskelige barriere og ind i restauranten. Jeg havde så småt forventet at se Liz eller hendes forældre, men der var kun personale til stede.
Restauranten var pyntet op i en stil, der var højeste mode på Solkongens tid. Guldtallerkener, krystallysekroner, plysstole og håndblæste glas med fire hundrede år på bagen. Onde tunger hævdede, at Michelin-inspektørerne havde set mere på indretningsstilen end smagt på maden, da de gav den sjældne topkarakter i spiseguiden.
Jeg havde hjulpet John Gordin med at købe restauranten, men jeg kendte kun to fra personalet: Chefkokken og souschefen. Jeg begyndte i serveringslokalet og kiggede alle tjenerne dybt i øjnene, men ingen af dem havde præcis de samme ravbrune øjne som Jens Hansen. Andre mennesker kalder farven for ravgul, men brun kommer tættere på.
Henrik – souschefen – spottede mig og gik hen for at hilse på. ”Jeg troede ikke, du var inviteret til middagen i aften,” sagde han og gav hånd; en barket næve, der fik et gys til at løbe fra min håndrod og helt ned i tæerne. Hans hænder føles som Jens Hansens, tænkte jeg.
”Det er jeg heller ikke,” sagde jeg for at holde samtalen i gang, mens jeg så ham dybt i øjnene. Til min ærgrelse var hans øjne blå, så jeg kunne desværre ikke udpege ham som Jens Hansen. Jeg indså, at de fleste inden for restaurationsbranchen måtte have tilsvarende hærgede hænder. Øjnene var Jens Hansens mest tydelige kendetegn.
”Hvorfor har du så taget dit fine tøj på?” spurgte Henrik, mens jeg vendte tilbage til virkeligheden.
Besynderligt nok var han den første, som havde nævnt, at jeg var klædt i kjole og hvidt. ”Jeg kommer lige fra fængslet,” forklarede jeg. ”Heldigvis lod de mig beholde mit skræddersyede sæt fra brylluppet. Valget stod mellem fangetøj og så det her.”
”Ja. Det var en … ubehagelig … historie.” Jeg bemærkede antydningen af et smil. Manden var tydeligvis upåvirket af min ulykke. Jeg kom pludselig til at tænke på min mistanke fra sidste gang, jeg havde mødt Henrik. Dengang havde jeg fået indtryk af, at han havde haft noget kørende med Liz. Havde han set sit snit til en bid af min kæreste, mens jeg sad i spjældet?
”Vi er her, fordi jeg har givet politiet et tip,” sagde jeg lavmælt, så kun Henrik og mine skygger kunne høre os. ”Jeg har fortalt dem, at nogen vil forsøge at slå præsidenten ihjel.”
Jeg prøvede at aflæse ham, mens jeg talte. Det ville være dejligt at få ham buret inde i stedet for mig, og der var noget lusket ved ham, selvom han ikke virkede til at kende til nogen mordplaner. Hans hoved rystede kortvarigt, som om nogen havde rusket i ham. ”Hvad siger du?” kvækkede han, som om de også havde hevet ham i stemmebåndene. Han rømmede sig og gentog sig selv, denne gang med den bløde stemme, som jeg havde hørt så rigeligt på, da Liz og jeg holdt generalprøve på bryllupsmiddagen. ”Hvad siger du?”
”Nogen vil slå præsidenten ihjel.”
Han kiggede sig hurtigt omkring, som om der lå nogen på lur. ”Hvordan?” spurgte han.
”Det havde jeg håbet, du kunne hjælpe med.” Henrik stod med åben mund, mens jeg fortsatte. ”Kan vi ikke gå aftenens planer igennem? Hvor skal præsidenten sidde, hvem sidder hun sammen med, hvad skal de spise og drikke?”
Henrik skuttede sig som for at ryste chokket af sig. Derefter fortsatte han mekanisk som en afdanket skuespiller på scenen for at spille den samme rolle aften efter aften. ”Præsidenten sidder herovre – ved chef’s table.” Han gik hen til bordet lige foran køkkenet og udpegede den centrale plads.
”Det her kan vist ikke overraske nogen,” sagde jeg. Chef’s table var en idé, som køkkenchefen på The Paul – en anden, fin Tivoli-restaurant, som fik kniven, da de mistede deres Michelin-stjerne – havde fundet på. Ny Nordisk havde kopieret ideen. Man sætter folk lige ved siden af køkkenet og giver dem flere retter og mere spændende mad end de øvrige gæster. Til gengæld koster en middag lige så meget som en jordomrejse – pr. mand. Folk betaler gerne for en særlig opmærksomhed, og når man driver en forretning, er man glad for den slags kunder. Win-win, som vi kalder det på nydansk. På Ny Nordisk gav én plads perfekt udsigt til køkkenet og til haven. Den centrale plads. Lige i skudlinjen, hvis nogen ville forberede en aperitif af høj kaliber.
”Kan du løbe os igennem aftenens arrangement?” spurgte jeg, mens jeg kastede et blik ud i køkkenet. Jeg havde forventet en panikagtig stemning, inden de vigtige gæster ankom, men alt var tilsyneladende under kontrol. I hvert fald stod chefkokken, Francois Pedersen, og talte stille til en af de andre kokke samtidig med, at han fortærede en vagtel. Formentlig en rest fra den aflyste middag dagen før.
Francois Pedersen var restaurantens kransekagefigur – en ung, pæn mand, som altid spiste, og som alligevel var tynd som en strikkepind. Han havde alle kokkes ønskesygdom; noget med stofskiftet, så han nonstop kunne gafle sin egen mad indenbords uden at tage på. Som navnet antydede, havde han en fransk mor og en dansk far, og hans modifikation af det nydanske køkken var lige i frankofilernes smag. Han havde solgt sin restaurant til John, som havde fået Francois til at fortsætte som køkkenchef i de næste ti år mod en pæn hyre og en gigantisk bonus hvert år, hvor man kunne bryste sig af de tre stjerner.
Jeg havde forhandlet kontrakten på plads med Francois, og han smilede venligt til mig. Jeg nikkede tilbage. Jeg kunne huske, at hans øjne var grønne, så han stod heller ikke på min liste over mistænkte, selvom han havde ru kokkehænder.
Mens jeg så på kokkene og diskret kiggede dem dybt i øjnene uden at finde den rigtige brune nuance, lod jeg Henrik rable løs om mad og vin. Han talte hurtigere end Søren Gericke, og jeg var ikke til generalprøve hos Liz, så ordene gik ind ad det ene øre og ud gennem næsen, eller hvad man nu siger. Da han havde rablet tolv tusinde ord af på to minutter, holdt han endelig en pause. ”Den her må du altså se,” sagde han og pegede på en flaske, som stod i et lille vinkøleskab på bordet mellem chef’s table og køkkenet. Han åbnede køleskabet. ”Chateau Lafite 1870,” sagde han stolt. ”Den bedste vin, der nogensinde er produceret.”
Jeg havde svært ved at forestille mig, at en rødvin med 143 år på bagen kunne smage af andet end blæk. Tilskyndet af Henriks entusiasme var jeg dog ved at tage flasken i hånden, da han gav mig et ordentligt rap over fingrene. ”Er du sindssyg?” spurgte han.
Det var åbenbart helligbrøde at røre ved de fine varer, men det gav ikke Henrik ret til at slå på mig. Jeg skulle lige til at give igen, da jeg blev afbrudt af et højlydt hvæs fra døren.
Hvæset kom fra Liz. Jeg vendte mig om og så hende. Hun ænsede ikke mig, da hun sprang af sted over gulvet med retning mod Pil. Undervejs spredte hun fingrene som en kat, der forsvarer sit territorium. Hvis hun ikke havde været til voksbehandlinger for at fjerne enhver kropsbehåring, var hun sikkert i bedste kattestil vokset til dobbelt størrelse.
De to Secret Service-agenter behøvede ingen betænkningstid. De gled ind foran Pil og blokerede Liz’ stormløb som to stoiske betonsøjler, der tager imod en Ferrari. Liz indså hurtigt, at hun var overmatchet, og standsede kampen. Men hendes øjne lyste stadig af had til den kvinde, som havde stoppet hendes bryllup.
”Hej skat,” sagde jeg for at køle stemningen lidt ned. Jeg havde lige så meget succes som en myg, der puster på en vulkan.
”Hvad i det hede hule helvede laver I her?” spurgte Liz med en stemme så kraftig som en flymotor, mens hun så frem og tilbage mellem Pil og mig.
”Bare rolig,” sagde Henrik.
”Rolig nu,” prøvede jeg spagfærdigt. Formentlig ikke det bedste at sige til en furie i udbrud, også selvom jeg blot gentog Henriks replik.
”Du skal sgu da ikke tale ned til mig, din idiot.”
Liz’ laserøjne gav mig ikke nogen tvivl om, at bemærkningen var adresseret til mig. ”Seriøst, skat,” sagde jeg. ”Vi skal tale sammen. Helst uden alt for meget selskab.”
Liz stod stadig og fnøs, men hendes stemme kom ned i et toneleje, hvor høreværn ikke længere var nødvendig. ”Nå ja, du foretrækker jo at sidde i enecelle. Det var meningen, at vi skulle have været her i går, ikke i dag. Men det har du måske glemt?”
”Er der ikke et baglokale, vi kan gå ind i?” spurgte jeg og så over på Henrik, som stod med et indforstået grin. Jeg kunne have klappet ham en, hvis jeg ikke havde vigtigere ting at tage mig til.
Henrik pegede på en dør. Jeg gik hen mod den og så til min glæde, at Liz fulgte efter stadig skummende af raseri, men nu uden lyd på.
Pil og de to Secret Service-agenter ville følge efter, men jeg sendte dem mit mest bedende blik og købte mig et minut alene med min forlovede. Eller hvad hun nu var.
Liz lukkede døren efter os. Vi var kommet ind i et kontor på størrelse med et kosteskab til én kost.
”Hvorfor satan er du her, og hvad laver heksen sammen med dig?” hvæsede Liz.
”Nogen planlægger at myrde præsidenten.”
Liz fortrak ikke en mine. ”Nu holder du op,” sagde hun. ”Du skal ikke også ødelægge det her.”
”Hvad mener du?”
”Hvis du nogensinde vil have en chance for at komme ind i varmen igen, så får du de her folk væk herfra. Og det straks.”
”Hvad mener du? Hvorfor? Hvordan?” Det var måske lige lovlig mange spørgsmål, men jeg havde ikke forventet Liz’ reaktion.
”Det må være dit eget problem. Bind dem en historie på ærmet, eller gør noget andet af det, du kan. Bare få dem væk. Ellers er du færdig. Forstået?”
”Ja ja da,” sagde jeg og følte mig som Kjeld fra Olsen Banden. Sølle og under tøflen, men hvad kunne jeg gøre?
Jeg manøvrerede mig forbi Liz, hvilket ikke var let i det snævre rum; jeg kom til at støde imod hendes ene balde, inden jeg gik ud til de andre. Fordømt! Jeg kom igen til at tænke på sex, men vores minuts tosomhed var overstået, så jeg måtte prøve at fokusere på noget andet: Snigmorderen.
Jeg åbnede døren. ”Manden med de brune øjne er ikke i restauranten,” proklamerede jeg. ”Vi må hellere lade kokkene være i fred.”
Selvom jeg stod i en af de fineste restauranter i verden, havde jeg en dårlig smag i munden. Der var noget galt, men jeg kunne ikke gennemskue hvad.
14. juli, kl. 16.30
”Så er tivolituren slut,” sagde Pil. Hun og de to Secret Service-agenter eskorterede mig ud af haven.
”Vent,” sagde jeg. ”Nu ved jeg, hvor vi kan finde morderen.”
”Det var på tide,” sagde Pil.
”Det var over tiden,” sagde en af Secret Service-agenterne. ”Vi skal gå nu.”
”Giv mig ti minutter. Så bliver I de største helte i Secret Services historie.”
Udsigten til berømmelse var åbenbart nok. ”Du har fem minutter,” sagde agenten. ”Hvor skal vi hen?”
”Det må I fortælle mig.” Jeg smilede. De siger, at den grimasse smitter, men ikke her. ”Nej, helt seriøst. Det her er ikke noget tilfælde. Morderen har udvalgt sig et sted, hvor han har to chancer. Et sted med udsyn over både kasinoet og restauranten. Dér kan han ligge i skjul med sin riffel og vente på den rette mulighed.”
”Tror du ikke, vi tjekker de steder?”
”Jo. Det er derfor, I må vise mig stedet. Så skal jeg nok finde morderen til jer.”
De to agenter kiggede på hinanden. ”Det gyldne Tårn,” sagde de og pegede.
Jeg kunne spejde toppen af tårnet i det fjerne. ”Er det ikke for langt væk?” Jeg gik i retning mod tårnet.
”Syv hundrede meter. De dygtigste snigskytter i verden har måske en chance, men selv for dem kræver det held.”
”Som for Lee Harvey Oswald?”
”Ptah. Han var mindre end firs meter væk. En trænet snigskytte kunne ramme fra den afstand, selvom han fyrede med fødderne.”
”Det er en joke, ikke? Oswald var da meget længere væk, ikke?”
”Hvornår har du sidst hørt om en Secret Service-agent, som laver sjov ud af Kennedy-mordet?”
Han havde en pointe.
”Okay, Oswald var tæt på. Fyren her gemmer sig lidt længere væk. Måske er det derfor, han gemmer sig et sted, hvor han får to chancer.”
Pil afbrød min samtale med Secret Service, inden jeg nåede at indse, hvor absurd det var at tro, at man kunne sidde i ro og fred efter at have sendt den første kugle af sted. ”Nu prøver du at bevise din teori med din egen teori. Hvor godt synes du selv, det går?”
Jeg indså min egen fadæse, men lod mig ikke mærke med det; jeg ville ikke lade Pil få skovlen under mig igen. ”Hvis teorien er god nok, beviser den sig selv,” sagde jeg. ”Nu er vi fremme.”
Det gyldne Tårn rejste sig stolt over hele Tivoli som et andet Eiffeltårn. Tårnet var en stor, udendørs elevator med samme fart på som en faldskærmsudspringer uden skærm. Når elevatoren kørte ned, blev man vægtløs i nul komma fire sekunder. Angiveligt en fantastisk oplevelse. Jeg havde ikke prøvet den. Den kørte ikke længe nok til sex i vægtløs tilstand, og så kunne jeg ikke se pointen.
Secret Service-agenterne gennede turisterne væk så let, som man får småfisk til at flytte sig ved at stikke hånden ned i vandet. Vi tog elevatoren op.
”Glem det,” sagde den ene agent. ”Du kan ikke ramme herindefra. Hvis du vil bruge tårnet, skal du ud på ydersiden, og så kan alle se dig.”
”Nu er det ikke mig, der skal ramme. Men jeg kan godt se pointen. Hov – vent lidt. Kan man ikke kravle ud gennem loftet? Så kan man ligge ovenpå elevatoren og skyde, når den er oppe.”
”Kan du se nogen udgang?”
”Elevatoren har da en udgang i loftet. Det ved alle da.”
”Du ser for mange film. I den virkelige verden er den eneste udgang gennem døren.”
Igen var jeg sprunget op som en ulv, og igen endte jeg med uld i munden.
Vi fik lov til at køre en tur ned med elevatoren. Turen afspejlede mine følelser. Frit fald mod bunden. Det virkede sjovt et sekund eller to, men så stod man tilbage med kvalmen.
Vi forlod Secret Service-agenterne, som var lige så tilfredse som fodboldtilskuere efter en 0-3 kamp.
”Nu har du vist råbt ulv nok for i dag,” sagde Pil som en anden tankelæser. ”Det er tid til at komme tilbage til dit nye hjem. Villa Gitterly.”
Mens vi forlod Det gyldne Tårn, fik jeg øje på endnu en mand, som nikkede til de to agenter og tog plads ved tårnet. Agent Tre havde smidt kappen.
Jeg gætter på, at der imens var én, som gned sig i hænderne. Alt går efter drejebogen. Nu mangler vi bare tæppefaldet.