ULVEN KOMMER
14. juli, kl. 17
”Undskyld,” sagde jeg, da vi sad i patruljevognen.
”Det er ikke så tit, jeg hører det ord.”
”Hvad mener du?”
”De sigtede plejer ikke at sige undskyld for det, de har gjort. Men du er nu også lidt anderledes.”
”Ja, jeg har ikke gjort noget galt.”
”Hvor tit tror du, jeg hører den?”
”Lige så tit som kaniner har sex? Nej, jeg ville sige undskyld for at have sat himmel og jord i bevægelse. Men jeg var sikker på, at de var ved at forberede det helt store. Alt pegede på det.”
”Det er nok at tage munden for fuld.”
”Måske. Jeg har stadig på fornemmelsen, at jeg har ret, og at der er noget helt forkert i Tivoli. Jeg kan bare ikke sætte min finger på hvad.”
”Velkommen i klubben. Sådan har vi politifolk det halvdelen af tiden. Den anden halvdel af tiden giver det sig selv. Manden har blod på sig og tilstår efter to minutters afhøring.”
”Det må være frustrerende.”
”At løse de nemme sager på to minutter?”
”Nej. Den anden halvdel. Sagerne, I ikke løser.”
”Vi løser skam de fleste. Før eller siden.”
”Hvordan?”
”Ved at arbejde metodisk.”
”Kan du give mig nogle tricks?”
”For dit vedkommende er det enkelt nok. Du lader mig gøre arbejdet.”
”Så du vil have, at jeg skal ligge nederst?”
”Nu holder du kraftedeme op med at bage på mig. Det her er en mordsag. Har du ikke fattet det?”
”Jo. Undskyld igen. Den vamle gane bliver ved med at løbe af med mig. Men jeg bliver nødt til at gøre noget aktivt. Jeg kan ikke bare lade dig om at løse det her. Det er mit liv, det drejer sig om. Min karriere. Mine penge.”
”Prøv at gøre noget, som du ikke har gjort før. Stop med at tænke på penge og sex.”
”Okay. Jeg prøver. Det er ikke let, men jeg prøver.”
”Fint. Så tager du en blyant og et stykke papir og skriver alt ned, som du oplevede det.”
”Hvad skulle det kunne hjælpe?”
”Hvis du er præcis nok, kan du give mig de afgørende spor. Jeg ved nogle ting om efterforskningen, som du ikke har adgang til, så måske kan jeg se en sammenhæng, som du ikke har tænkt på. Hvis du er uskyldig, kan du komme ud af fængslet, før du kan nå at råbe ’ulven kommer’ en gang til.”
”Det må jeg lige tænke over.”
”Du har god tid. Masser af tid.”
”Hvor skal jeg begynde?”
”Det må du om. Du kan jo for eksempel begynde med fodboldkampen den 4. juli. Derfra skal jeg vide, hvad du foretog dig hvert eneste minut.”
14. juli, kl. 18.30
Jeg sad i min celle og tænkte tilbage på de sidste ti dage. Jeg var ikke klar til at nedfælde min historie på papir, men jeg lod tankerne vandre, mens jeg løb de hæsblæsende dage igennem og overvejede, hvor meget af det jeg burde holde for mig selv, og hvor meget jeg kunne fortælle til Pil. Hun virkede som good cop og bad cop på en gang. Jeg plejer at spore mig ind på andre mennesker på tolv sekunder, men jeg havde endnu ikke fundet hendes frekvens. Jeg havde lyst til at give hende hele historien, men jeg var bange for, at hun ville bruge hvert et ord imod mig, og jeg ønskede ikke at ende som fluen, der opsøger et levende lys.
Mine tanker løb af sted.
Terrorangrebet, som måske var en del af en bandekrig.
Jens Hansen og hans falske skæg og falske pas. Ja, selv hans stemme lød falsk. Han var uden tvivl en dygtig skuespiller.
Forfølgelsen af Irina. Mordet på hende.
Liz og affæren med Henrik. Hans indforståede grin og påtagne facon. Var min jalousi berettiget?
Grundlovsforhøret, hvor jeg hoppede i alle fælder og alligevel reddede Sigurd.
Teorien om den muslimske snigmorder. Mødet med Öztürk. Her burde jeg nok modificere min historie.
Pil og hendes røntgenblik, som så lige igennem min facade. Hvor meget havde hun egentlig gættet?
Rabats butiksfiflerier. Narko? Hans forsvundne hushjælp. Var der en forbrydelse involveret?
Ingerslevs pokerfiflerier. Gammel gæld?
Rocky i lejligheden. Selvforsvar. Igen noget, som jeg måtte holde for mig selv.
Pengeoverførslen på de tolv millioner til mig. Vickys bedrageri. Hvor mon hun var nu? Næppe sengeliggende og i hvert fald ikke i sin lejlighed.
Drabet på Oxendal.
Liz og truslen mod hendes far.
Den paranoide Staahl, som opdagede aflytningen. Igen en person, som var dygtig til at gætte.
De tre piger i sikkerhed.
Det aflyste bryllup.
Tivoli-turen. Gid jeg var lige så god til at gætte som Pil og Staahl. Ingerslevs pokerplaner. Restauranten. Henriks irriterende facon. Liz' vrede og hendes bøn om, at jeg holdt mig væk.
Der var noget ved Tivoli-turen, som nagede mig. Et spor, der var gået min næse forbi.
Jeg indså pludselig, at jeg havde overset hele to spor.
Jeg indså også, at min rolle var den samme som en lille, hvid mus. De havde lagt korn ud på stien. Jeg havde fulgt dem, mens jeg gnaskede løs. Nu var fælden klar til at klappe i. Og jeg så ingen vej ud.
14. juli, kl. 19
”Det var hurtigt,” sagde Pil.
”Hurtigt? Jeg har råbt på vagten i ti minutter og insisteret i lige så lang tid på, at jeg har noget vigtigt at fortælle. Det er måske hurtigt, hvis vi sammenligner med et sneglevæddeløb.”
Pil gav mig et blik, som kunne få en mands underliv til at skrumpe til halv størrelse, og valgte så at ignorere min bemærkning. ”Jeg havde regnet med, at det ville tage dig nogle timer at skrive det hele ned.”
”Jeg har ikke skrevet noget ned. Nej, nu må du lytte. Det er vigtigt. Vi kan måske stadig nå at forhindre mordet.”
”Shh. Jeg tror, jeg hører et ulvehyl i det fjerne. Nå nej. Det var bare lyden af dig, der lukker tarmgas ud.”
Jeg burde have indset, at jeg var løbet tør for goodwill-point. Jeg havde råbt vagt i gevær en gang for meget. Men hvad gør man så, når ulven virkelig kommer?
Jeg indså, at der kun er én udvej. Man er nødt til at satse alt.
”Hvis du hjælper mig med at forhindre mordet, vil jeg hjælpe dig med din efterforskning. Jeg giver dig noget afgørende, hvis du lover at hjælpe mig. Men du skal love mig det lige nu.”
Pil stod med sammenknebne øjne og gav mig en stirrer. Jeg så tilbage og forsøgte at åbne mit sind, så hun kunne se, at jeg talte sandt. Det føltes som en evighed, uden at der eksisterede andre mennesker i verden end os to. Jeg følte, at hun pillede lag på lag af min facade og til sidst kunne se ind i essensen af mig.
Det tog hende sikkert kun ti sekunder.
”Okay. Jeg skal nok hjælpe dig, men kun hvis du begynder. Giv mig det, som du kalder afgørende. Hvis jeg er enig, lover jeg at gøre alt for at hjælpe dig.” Hun tændte for en båndoptager. ”Klokken er 19.04 den 14. juli 2013. Jeg interviewer Carsten Allingsø, som har lovet at fortælle noget vigtigt.”
”Det var mig, der slog Rocky ihjel,” erkendte jeg.
Min udtalelse kom som et chok for Pil. Hun lignede en sværvægtsbokser efter en lige højre fra Mike Tyson, dengang hans næver var hårdere end tolv kilo granit.
”Det var selvforsvar,” tilføjede jeg og så Pil vende tilbage fra sin tur på Månen.
”Det må en dommer vurdere,” sagde hun. ”Men du erkender altså, at du var i lejligheden, og at det var dig, der førte kniven?”
”Ja. Og nu skal du slukke for den tingest og få fat på en telefon. Præsidenten skal væk fra den middag.”
”Hvorfor det? Holder du stadig fast på, at en eller anden idiot vil forsøge at skyde hende fra otte hundrede meters afstand, mens han hænger i vægtløs tilstand?”
”Nej. Jeg har fundet ud af, hvem Jens Hansen er.”
”Og hvem er så det?”
”Det er souschefen. Henrik.”
”Du hævdede indtil for en time siden, at Jens Hansen har brune øjne. Henriks øjne er blå. Jeg kiggede efter.”
”Jeg ved det. Han har brugt farvede kontaktlinser.”
”Så siger vi det. Har du nogen beviser?”
”Jens Hansen sagde ’bare rolig’ hele tiden. Det gør Henrik også.”
”Nå da da. Ja, den vending er der kun én mand i kongeriget, som bruger.”
”Sæt lige ironien på standby, så er du sød. Ud over vendingen kan jeg ikke sætte min finger på noget bestemt, men der er noget i Jens Hansens skuespil, som minder mig om Henrik. Jeg ved, det er ham. Og du lovede mig at hjælpe.”
”Det er så den eneste grund til, at jeg hjælper dig. Men hvad nu hvis Henrik planlægger noget? Der er Secret Service folk overalt.”
”Han er tjener, for helvede. Han kommer inden for fem centimeter af præsidenten. Hvis han vil slå hende ihjel, bliver det lige så let som at smutte en mandel. I hvert fald hvis han er villig til at ofre sit eget liv.”
”Du har en pointe. Du kan låne min telefon.”
”Hvad skal jeg med den?”
”Man plejer at bruge den til at ringe med. Du kan for eksempel ringe til John Gordin. Han kan vel få præsidenten væk.”
Jeg tog telefonen og tastede Johns nummer. En tanke fór pludselig gennem hovedet på mig. Nogen har truet John og Liz. Det var derfor, Liz bad mig om at få Pil og Secret Service væk. Min svigerfamilie er måske i lige så stor fare som præsidenten.
Jeg tastede et forkert ciffer i nummeret. Heldigvis var der ikke nogen, som tog telefonen. ”Fordømt,” sagde jeg. ”Han må have slukket telefonen.”
”Prøv Liz.”
Jeg tastede samme nummer som sidst, med samme resultat. ”Hun har også slukket telefonen.”
”For satan da. Jeg har ikke fået Secret Service folkenes nummer.”
Pil og jeg kiggede hinanden i øjnene. ”Hvem ringer man til …” sagde hun.
Jeg fuldendte hendes sætning. ”… når man har travlt og vil rapportere en trussel mod den amerikanske præsident?”
Pil havde ikke noget svar.
”Vi er nødt til at tage tilbage til Tivoli,” sagde jeg, mens en plan var ved at forme sig i mit hoved.
”Okay så. Men ikke noget med at forsøge at stikke af. Du bliver nødt til at love, at du bliver hos mor her.” Hun pegede på sig selv.
”Du har mit ord.”
”Fint. Vi har travlt. Så vidt jeg ved, skulle de gå i gang med middagen klokken seks. Han har måske allerede haft sin chance.”
Endnu en gang havde jeg fået Pil med på en af mine julelege. Og endnu en gang havde jeg ikke fortalt hende hele sandheden.
*
”Nu er vi så kommet til hovedretten,” sagde Francois Pedersen.
Jeg var ikke til stede, men jeg har set præsentationen tusinde gange på flimmeren. Middagen blev naturligvis optaget til fjernsynet, selvom scenen med den dyre vin først blev vist senere; arrangørerne ville ikke friste Janteloven med at skilte med de mange penge, som blev brændt af.
Francois rablede løs om sin kreation, inden han gav ordet til Henrik, som solede sig i rampelyset. ”Til hovedretten serverer vi en helt exceptionel vin i helt exceptionel stand. Den har ligget i kælderen hos Chateau Lafite indtil for få år siden. En tilsvarende flaske blev i 2010 solgt for en rund million kroner på en auktion i Hongkong. Rent barbari, ikke sandt? Vi fik den til tilbudspris. Vinen er noget af det sidste, der blev produceret, inden phylloxera-billen kom fra Amerika og ødelagde alle vinstokkene i Europa. De siger, at vinen var helt udrikkelig de første tres år. Så længe var den om at udvikle sig i flasken. Nu er den modnet perfekt. Jeg kan garantere, at det her bliver en unik oplevelse.” Henrik kiggede lige ind i kameraet og gav det et indforstået blink, inden han gik i gang med at skænke.
14. juli, kl. 19.30
Pil og jeg kastede os ud i en traditionel hvid bil med ”POLITI” på og blå blink. Selvom hun ikke vidste, hvor i programmet de var nået til, satte hun fuld turbo, sirene og panik på. Jeg prøvede imens at skifte fra mit fangetøj til mit pæne sæt uden at tage selen af. Efter at have leget Mr. Bean i nogle minutter opgav jeg selen og lod mig i stedet kaste rundt i bilen som en gummibold, man giver slip på ned ad trappen. Jeg blev først færdig med at skifte tøj, da vi var fremme ved Tivolis hovedindgang.
”Nå, så er vi da rystet sammen,” kommenterede jeg, da Pil lukkede mig ud.
Hun ignorerede min bemærkning, mens hun scannede indgangen. ”Dér står nogle politifolk,” sagde hun og pegede ind gennem porten. Politiet havde åbenbart flyttet position, så de nu stod inde i haven. ”De kan give beskeden videre til Secret Service.”
”Gu skal de ej. Vi må gøre det diskret, så Henrik ikke går i panik. Vi er nødt til at få fat på Bill James. Han må være i nærheden af restauranten.”
Pil nikkede, viste sit politiskilt som adgangsbillet og gik ind i haven med hastige skridt, mens jeg halsede efter.
Selv når Tivoli er fyldt, er det muligt at finde et sted, hvor ingen kigger. Man går rundt om et hjørne og er pludselig alene. Det er en af de store charmer ved den gamle have.
”For satan da,” sagde jeg og pegede over mod et af de steder. Vi havde ikke gået mere end to hundrede meter fra indgangen, og jeg priste mig lykkelig for den pludselige chance. ”Jeg så Henrik,” løj jeg. ”Han gik den vej.”
Pil fortsatte med at gå foran mig, mens hun spejdede frem for sig. Et nemt offer.
Mit eneste våben var den mobiltelefon, jeg havde fået af Staahl. Jeg slog hende i baghovedet, så hårdt jeg kunne. ”Undskyld,” mumlede jeg samtidig.
Hun faldt livløs om. Du har slået hende ihjel, din idiot, tænkte jeg, mens jeg følte svimmelheden melde sig. Man bliver ikke en helt ved at pande de gode ned, bebrejdede jeg mig selv.
Jeg bøjede mig ned over hende og mærkede på hendes håndled. Til min glæde følte jeg en rolig puls. Svimmelheden forsvandt som dug for vinduesviskeren.
Jeg løftede Pil op og satte hende på en bænk i nærheden. Hun så ud, som om hun bare var faldet i søvn. Jeg gik derefter med hastige skridt hen mod restauranten.
Et par timer før var der en tyk rand af Secret Service-agenter og politifolk til at forberede præsidentens besøg. Nu var randen blevet til et menneskemylder som til en fodboldkamp.
Til min lettelse så jeg ingen panik. Henrik har ikke slået til endnu, konkluderede jeg.
Jeg cirklede rundt om bygningen og hen til bagindgangen i håb om at kunne smutte ind dér. Tætheden af politifolk og agenter var mindre markant ved bagsiden, men stadig omkring tolv mand per kvadratcentimeter. Det var ikke menneskeligt muligt at slippe uset forbi dem.
I en actionfilm ville helten nu finde en overraskende måde at komme igennem menneskemylderet og ind i restauranten på. Noget med en afledningsmanøvre.
I den virkelige verden er det ikke så let, især når man ikke lige har tolv nøgendanserinder, en lagkage og en håndfuld fyrværkeri ved hånden.
Jeg så kun én mulig måde at trænge ind på: At lade, som om jeg hørte hjemme. Jeg havde det fine tøj på, og nogle af agenterne havde måske set mig i restauranten tidligere på dagen.
Jeg skulle til at gå tilbage til restaurantens hovedindgang, da jeg ud af øjenkrogen fik øje på en mand, jeg havde set før.
Henrik, også kendt som Jens Hansen.
14. juli, kl. 20
Henrik havde en cigaret i hånden og manøvrerede sig forbi kødranden.
Planen om at snige mig ind i restauranten blev hældt i toilettet lige så hurtigt, som den var opstået.
Ingen af agenterne eller politifolkene så ud til at lade sig mærke med Henriks exit. De regnede vel med, at han ville vende tilbage efter sin rygepause.
Jeg vidste bedre.
Eller gjorde jeg?
Min teori var, at Henrik ville slå præsidenten ihjel i løbet af middagen. Jeg kunne gennem vinduerne ane, at hovedretten var ved at blive taget af bordet. Præsidenten var ikke at se, men alt åndede fred og fordragelighed.
Det var tydeligt, at Henrik ikke havde gjort noget voldsomt endnu.
Der var to muligheder.
Enten var Henrik ved at samle mod til mord. Han slog mig dog ikke som den nervøse type.
Eller også var han uskyldig, og mordforsøget var rent tankespind fra min side.
Uanset hvilken af mulighederne, der stemte med virkeligheden, ville det være bedst at undgå at jokke alt for meget i spinaten. Desuden drejede det sig om at holde Henrik væk fra præsidenten – og fra de andre berømtheder. Ideelt set ville jeg få ham på tomandshånd til en ’kammeratlig samtale.’
Jeg gik hen mod ham, men inden jeg nåede gennem de tolv meter Secret Service-skjold mellem os, var han smuttet væk.
Halvt i panik småløb jeg mod den nærmeste udgang, mens jeg spejdede mig omkring.
Bedst som jeg troede, at håbet var ude, fik jeg et glimt af Henrik på vej ind på et offentligt toilet.
Selvfølgelig, tænkte jeg. Han går udenfor i et par minutter og vender så tilbage. Secret Service lader ham passere, for de har lige set ham inde i restauranten, og de har sikkert også kropsvisiteret ham. Men denne gang har han mordvåbenet med sig. Jeg kan stoppe ham. Jeg afslører ham, når han er på vej ind.
Så kom jeg til at tænke på Liz. Måske har han medsammensvorne. De vil komme efter Liz og John.
Jeg debatterede med mig selv i lang tid. Så lang tid, at jeg begyndte at overveje, hvor Henrik blev af. Mens jeg havde ventet, var en del mænd kommet og gået. Jeg havde set fire mænd gå ind og komme ud igen. Hvor bliver Henrik af?
Jeg har en ganske god hukommelse. Jeg kom pludselig i tanke om, at en af de mænd, som lige var kommet ud, ikke var en, jeg havde set gå ind. Han havde samme kropsbygning som Henrik, men hans gang var anderledes, og han havde gråt hår og gråt skæg.
For satan da, tænkte jeg. Ja, undskyld, men jeg var ophidset over at være faldet i den samme fælde for anden gang i træk, og jeg tænkte ikke på, at mine bandeord ville ende med at komme på skrift. Jeg havde indset, at Henrik havde snydt mig med endnu en forklædning.
Jeg så i den retning, som den gråskæggede mand var gået. Til mit held så jeg ryggen af ham i det fjerne.
Min første indskydelse var at spurte af sted, men jeg ville nødig vække mistanke. Jeg havde trods alt lige pandet Pil ned. Jeg nøjedes derfor med kapgang.
Jeg halede langsomt ind på manden. Han så sig ikke tilbage. Arrogant, tænkte jeg, indtil jeg indså, at det nok var den bedste måde at undgå for meget opmærksomhed.
Han blev ikke antastet på vej ud af Tivoli.
Jeg prøvede at gøre ham tricket efter. Jeg forestillede mig, at jeg var et stykke tapet, og undgik enhver øjenkontakt.
En vagt ved indgangen standsede mig. ”Var det ikke dig, der kom ind med politiet?” spurgte han.
”Jo. Jeg er specialkonsulent,” hævdede jeg. Jeg gjorde mine til at gå videre, men han havde lyst til at snakke.
”Specialkonsulent? Hvilken type konsulent?” Imens han talte, mistede jeg den gråskæggede mand af syne.
”Forklædninger,” sagde jeg og pegede fremad. ”Den mand dér er forklædt. Og nu må du undskylde mig. Jeg skal finde ud af hvorfor.”
Han vendte sig om og kiggede uden at se den gråskæggede mand. ”Javel. Tak. Held og lykke,” sagde han for ikke at virke dum. Det mislykkedes.
Jeg havde tabt vigtige sekunder. Den gråskæggede mand var væk.
14. juli, kl. 20.30
Der er altid mange mennesker foran Tivolis hovedindgang. Denne aften var ingen undtagelse. Folk myldrede af sted i alle retninger. Det mindede mig om en myretue, som nogen lige har rodet i med en gren. Selvom der stadig var en time til solnedgang, virkede det umuligt at finde Henrik, eller hvad hans rigtige navn nu var.
Jeg var sikker på, at det var vigtigt at finde manden. Han havde godt nok ikke gjort noget, men jeg var sikker på, at der var noget galt. Man smutter ikke bare fra jobbet, når præsidenten er på besøg, og man skifter ikke udseende midt i det hele. Medmindre man da er Superman. Henrik slog mig ikke som superheltetypen.
Derimod var det ikke svært at forestille mig, at han var superskurk, også selvom jeg ikke havde bevis for nogen forbrydelse. Hans handlemåde indikerede, at han var på flugt.
Jeg indså pludselig, at han måske allerede havde begået forbrydelsen. En bombe kunne være placeret. Gift kunne være serveret. Og der var intet, jeg kunne gøre, medmindre jeg fandt skurken. Jens Hansen. Henrik. Gråskæg. Kær skurk har mange alias.
Tænk som en superskurk, opfordrede jeg mig selv. Du har lige plantet en bombe eller noget andet dødeligt. Du skal væk. Du er iskold. Du ser dig ikke tilbage. Du gør alt for at virke normal, så du kan forsvinde i mængden.
Selvfølgelig!
Hovedbanegården ligger kun et stenkast fra Tivolis hovedindgang. Hvis jeg skulle slippe væk, ville jeg tage et tog.
Jeg indså, hvor jeg ville tage hen. Jeg havde selv vist vejen, da jeg skulle gemme de tre piger.
Toget til Sverige.
14. juli, kl. 20.35
Der er altid meget trafik på Bernstorffsgade. Med et rødt lys er det næsten umuligt at komme over vejen. Næsten.
Jeg tog chancen og løb over vejen mellem fire biler, en lastbil og to busser.
I filmene bremser bilerne altid, når man hopper ud foran dem. I den virkelige verden kommer det som et chok for bilisterne, og de når ikke at reagere. Det gjorde bilisterne på Bernstorffsgade i hvert fald ikke denne aften. Men Fru Fortuna stod mig bi. Jeg kom over vejen på to sekunder og uden skrammer. Bussen havde undervejs snittet mig på skulderen og mindet mig om, hvorfor nogle mennesker går i kirke hver søndag.
Den menneskelige natur vil ofte lade en stoppe op, når man har overlevet nærkontakt med en bus, men jeg havde programmeret mig selv til at sætte alle sejl til. Jeg løb i bedste Ben Johnson-stil over til Hovedbanegården, ind gennem hovedindgangen, gennem banegården og ned ad de nærmeste rulletrapper, som heldigvis førte til toget til Sverige.
Jeg kom ned på perronen, mens toget kørte ind på stationen. Jeg så, at det var to minutter forsinket i forhold til tidsplanen, og sendte en tak til DSB.
Også her var der mange mennesker. Jeg gik tilbage op ad trappen og standsede op. Herfra kunne jeg få et bedre overblik over perronen, mens jeg fik vejret efter løbeturen.
Dørene åbnede, og folk myldrede ud. Jeg spottede en gråhåret mand, men han havde det forkerte tøj på.
Da folk var kommet ud af toget, begyndte den næste bølge at rykke ind. Jeg havde ikke tid til at blive stående. Jeg gik ned mod toget og fik pludselig øje på ham, jeg ledte efter.
Jeg spurtede ned.
Han gik ind i toget en vogn længere fremme.
Dørene lukkede.
14. juli, kl. 20.40
Lød det, som om jeg missede toget? Det var også tæt på, men dørene lukkede først, da jeg havde fået begge fødder indenfor.
Jeg slingrede med hastige skridt frem mod min fjendes vogn; det var umuligt at gå ordentligt, når toget kørte.
Jeg jublede for mig selv, da jeg så den gråskæggede mand. Han sad i en af de store vogne, hvor der er plads til tres mand, men hvor sæderne skærmer for den meste kommunikation. Der var halvt fyldt, og gråskæg sad alene.
Jeg satte mig ind på nabosædet og begyndte at tale, inden han så på mig.
”Hej Henrik – eller skal jeg kalde dig Jens?”
Han kiggede på mig, som om jeg var faldet ned fra Månen og landet i en kokasse. Han sagde derimod ingenting. Ligesom jeg håbede, tænkte jeg. Han vil ikke pløkke mig ned med så mange vidner i nærheden. Eller også har han slet ikke nogen pistol.
”Jeg har et godt tilbud til dig,” sagde jeg med lavmælt stemme, mens han kiggede væk fra mig og ud ad vinduet. ”Du skal love, at I ikke så meget som krummer et hår på Liz’ hoved. Og du skal fortælle helt præcis, hvad du har gjort ved præsidenten.”
Han fortsatte med at se ud ad vinduet. Så rolig som en pistolskytte til OL; her var ikke noget med at ryste på hånden eller nogen anden kropsdel. Da han endelig talte, var det med en afdæmpet, rolig stemme. ”Din rolle i det her er udspillet. Tro mig. Du har ikke lyst til at blande dig.”
”Det må vel være op til mig. Har vi en aftale?”
Han holdt en lang pause. Det virkede, som om han var til afhøring på politigården og gjorde som en ægte pro. Han holdt i hvert fald munden lukket med syv segl og gaffatape. ”Ét ord,” sagde han langt om længe. ”Abrin.”
”Hvad fanden betyder det?”
”Smut nu. Vi er kommet til din station.”
Jeg havde på fornemmelsen, at jeg havde fået, hvad jeg bad om, også selvom jeg ikke anede, hvad svaret betød.
Jeg stod af toget og tastede ordet på min mobiltelefon.
Jeg fandt straks en artikel på nettet.
Det tog mig ikke lang tid at finde nøgleordene. Plantegift. Kommer fra paternosterbønnen – en skarlagenrød bønne med en sort prik på. Kendt fra rosenkranse. Den stærkeste kendte plantegift i verden. Dræber i løbet af 8-72 timer. Fire mikrogram tager livet af et menneske på hundrede kilo. Mikrogram = milliontedele af et gram. En dødelig dosis vejer mindre end en titusindedel af et riskorn. Og de danske hospitaler har ikke kapaciteten til at spore den.
Her troede jeg, at katolikker tænkte hellige tanker, når de rørte ved en rosenkrans. Hvis det var mig, ville jeg være bange ad helvede til.
Jeg så også på, hvordan man behandler folk mod abrinforgiftning.
Man forsøger at forhindre giften i at blive optaget.
Hvis det ikke lykkes, lader man patientens eget immunsystem om resten. Hvis man er troende, kan man bede en bøn oveni.
Der er nemlig ingen kur.
Kort sagt havde vi at gøre med giftmorderens crème de la crème; passende, når nu den var serveret på en af verdens bedste restauranter.
14. juli, kl. 20.50
Jeg havde gået mit liv igennem uden at føle den mindste antydning af fortrydelse eller depression. Jeg var skabt af det stof, som de bruger til gummiænder. Vi popper altid op til overfladen med et smørret grin.
Da jeg havde læst artiklerne om abrin, forstod jeg pludselig, hvordan depression opstår. Man føler, at alting går én imod. Det kommer som et lyn fra en fuldmånenat. Jeg mærkede en metalsmag i munden og følte hjælpeløsheden overmande mig indefra.
Jeg havde pandet Pil ned. Vold mod embedsmand i funktion. Bagfra som den kujon, jeg var. Og forbasket synd for en gæv pige, hvis eneste fejl var, at hun stolede på mig, og som måske nu var indlagt med hjernerystelse eller det, der var værre. Kort sagt havde jeg været en idiot, som fortjente at sidde bag tremmer.
Det virkede fornuftigt, da jeg slog til. Formålet var at få Jens Hansen / Henrik / Gråskæg på tomandshånd, redde min kæreste og amerikanernes præsident og blive tiljublet af de frådende menneskemasser som en fodboldstjerne med EM-guld i hænderne. Da det kom til stykket, havde jeg ikke fået en pind ud af det. Hvis han talte sandt, var præsidenten allerede død, selvom hun ikke vidste det endnu. Og jeg havde ladet ham gå sin vej.
Min depression varede kun fem minutter. Så var jeg kommet tilbage op på overfladen; der skal mere end Titanic til at holde en ægte gummiand under vandet særlig længe. Jeg må gøre noget, tænkte jeg. Men hvad?
Min dårlige samvittighed endte med at træffe beslutningen for mig. Jeg tog telefonen og ringede til Pil.
”Hallo,” lød hendes stemme i røret. Stemmen lød grødet, som om hun ikke helt var kommet sig over slaget. Jeg jublede indvendigt over, at slaget ikke havde gjort det af med hende, og følte mig stadig dårligt til mode over min udåd. (Kan man kalde vold mod embedsmand i funktion for en udåd, eller skal der mere til? Jeg følte det i hvert fald som en udåd).
”Jeg er meget ked af det. Undskyld mange gange.” Jeg ved, at det var dobbeltkonfekt at sige undskyld to gange, men jeg var ikke helt mig selv.
”Nu kommer du ind på politigården med det samme. Ellers skal jeg personligt lave boller i karry af dine ædlere dele.” Jeg tror, at hun brugte et mindre flatterende begreb i stedet for de sidste to ord af mit citat, men man har vel lov at redigere lidt, når man aflægger beretning, ikke sandt?
”Jeg er ked af det,” gentog jeg endnu en gang. ”Men jeg har fundet Jens Hansen. Det var Henrik – souschefen. Jeg fik fat på ham, da han skulle flygte fra middagen. Han bekræftede min teori. Præsidenten er blevet forgiftet under middagen. Med abrin. Jeg er sikker.”
”Ligesom i Det gyldne Tårn, oh Store Stygge Ulv?” Pil glemte for et øjeblik, at jeg var den, der skreg alarm. Jeg var ikke ulven. Jeg valgte dog at ignorere bemærkningen.
”Denne gang garanterer jeg, at det er den ægte vare. Der går nogle timer, inden præsidenten får symptomer, men så er det i hvert fald for sent. Jeg ved ikke, om der er nogen kur, men I er nødt til at forsøge.”
”Du mener, at jeg er nødt til at afbryde præsidenten, mens hun holder tale? Hun skal faktisk til at begynde nu, og du vil have, at jeg moser mig forbi Secret Service og fortæller hende, at hun har fået en eller anden obskur gift, og at mit eneste bevis er en forklaring fra en mand, som er mistænkt for mord? Og han ved det ikke engang. Han fortæller bare, at han har fået det fortalt af giftmorderen selv.”
”Øh – ja. Nu du siger det, kan jeg godt se, at det lyder lidt langt ude.”
”Langt ude? Du er ude, hvor kragerne for længst har vendt. Hvorfor skulle morderen i øvrigt fortælle dig sandheden om, hvilken gift han har brugt?”
Åh nej. Hun havde ret. Henriks eneste ønske var at få mig ud af vagten, og det kunne han lige så godt opnå ved at binde mig en historie på ærmet.
Jeg troede, at jeg havde en gentleman-aftale med Henrik, men man kan ikke stole på en morder.
Hvis han havde løjet for mig om giften, kunne jeg heller ikke stole på, at han ville holde sig fra min svigerfamilie. Tværtimod havde jeg bragt dem i endnu større fare.
Jeg hørte Pils stemme i røret. ”Hun ser sgu ikke for godt ud,” sagde hun og bragte mig tilbage til nuet.
Jeg satte min mobiltelefon over på tv. Alle har set klippet hundrede gange, men jeg må hellere præsentere min oplevelse af det berømte filmklip.
Den amerikanske præsident skulle holde en tale, inden mindekoncerten begyndte. Der var fyldt i Tivoli, men kun få mennesker på scenen. Hun var bleg som – ja, som Pil – og støttede sig til podiet, mens hun forsøgte at fremstamme nogle ord. Væk var den selvfede udstråling, som de fleste præsidenter lider af. Her var bare en lille, svag kvinde.
Hendes mund åbnede sig som for at begynde på talen, men hun nåede ikke at sige et eneste ord, før hendes maveindhold blev sprøjtet ud over mikrofonen.
Alle stod stille i forvirring. Bortset fra nogle få, som til gengæld reagerede som hvirvelvinde.
Der gik kun to sekunder, før tre Secret Service-agenter stod ved hendes side, og den ene af dem udtalte de berømte ord: ”Præsidenten er blevet forgiftet.”