OPRYDDERNE

14. juli, kl. 21.30

Hvis vi andre har det dårligt, tager det en evighed at få en ambulance til at komme og fra nu af og til Universets endeligt at få behandling.

Hvis man er præsident for Amerikas Forenede Stater, bliver man syg med stil. Det tog fire minutter, før hun var inde i en ambulance, og fire minutter mere, før hun lå i en hospitalsseng på Rigshospitalet. Omkring hende stod tolv af rigets dygtigste giftspecialister som disciplene om den hellige nadver samt tre Secret Service-agenter med samme speciale.

I løbet af de otte minutter havde hun kastet op otte gange. Bortset fra det første opstød var alt blevet indsamlet i plasticposer. Nogle af eksperterne var mere interesserede i poserne end i den syge præsident, og de sniffede til brækposerne som vinkendere, der har fået serveret Chateau Lafite 1870.

”Afgjort ikke cyankalium,” sagde en af dem. ”Ingen mandelduft.”

”Ikke ethylenglycol,” sagde en anden, som dyppede fingeren i op­kastet og stak fingeren i munden; som giftnørd har man åbenbart ingen hæmninger. ”Opkastet smager af sur rødvin, ikke sød hvidvin.”

”Tallium?” foreslog en tredje. ”Har hun fået berlinerblåt?” spurgte han, med en reference til en modgift mod talliumforgiftning.

”Ja da,” svarede en fjerde.

En af Secret Service-agenternes telefoner ringede. Han lyttede i tre sekunder og lagde så på. ”Abrin,” foreslog han.

”Umuligt,” sagde en femte. ”Reaktionen er for pludselig, og der er ingen frø i opkastet.”

”Vent lidt,” sagde en sjette. ”Der var en sag i Tyskland for en måned siden. Patienterne havde fået abrin i ren form i deres mad. Det gik meget stærkt.”

”Er der nogen, som har et bedre bud?” spurgte en syvende.

”Vi skal bruge halvtreds gram aktiveret kul,” sagde en ottende.

”Og en brandslange med hundrede liter vand,” sagde en niende. ”Vi skal skylle det hele ud.”

Secret Service-agenten med abrin-tippet tog fat om den sjette eksperts skulder. ”Den der sag i Tyskland. Hvordan gik det?”

”De fik en minimal dosis, men to af dem døde. To andre overlevede.”

”Hvad med præsidenten? Har hun en chance?”

”Hendes reaktion kom ekstremt hurtigt, så jeg regner med, at hun har fået meget mere end ofrene i Tyskland. Jeg giver hende en overlevelseschance på under en procent.”

”Jeg må hellere ringe til vicepræsidenten. Der bliver vist bud efter ham.”

*

Jeg var ikke til stede på Rigshospitalet, så jeg kan ikke vide præcis, hvad eksperterne talte om. Jeg kan dog stå inde for de grundlæggende fakta. Pil fik på en eller anden måde en besked videre til Bill James, som valgte at give mit tip videre. Der var tolv danske eksperter til stede, og de valgte at give præsidenten en abrinbehandling.

I mellemtiden gik det meste af landet i stå. Folk gik spontant hjem og tændte for fjernsynet, hvor forvirrede journalister interviewede hinanden om, hvad der mon var sket, mens de forsøgte at få fat på en læge – en hvilken som helst læge – for svaret på, om der var tale om forgiftning, og hvilken gift der i givet fald var tale om.

Jeg havde andre ting at tænke på.

Jeg var sikker på, at Henrik havde løjet for mig, og at Liz var i fare. Og jeg kunne ikke få fat på hende på mobilen.

Min intention var at melde mig selv til Pil, men jeg havde noget at ordne først. Jeg måtte redde Liz og hendes familie.

Jeg tog metroen til Kongens Nytorv og løb hjem til hendes lejlighed.

Hun var ikke hjemme.

Jeg satte mig ned for at vente, men efter fire sekunder kunne jeg ikke holde ventetiden ud længere. Der måtte ske noget.

Først måtte jeg skaffe mig et våben. Ellers ville jeg være verdenshistoriens største antihelt, når de onde kom for at dræbe Liz, og jeg forsøgte en civil anholdelse bevæbnet med en kam og en spritpen.

Da Liz havde kørt sit S/M-trip på mig, havde hun haft en pisk, en kniv og nogle håndjern. Noget af det kunne være nyttigt. Især håndjernene, hvis jeg kom tæt nok på de onde mænd. Jeg rodede hendes kommodeskuffer igennem, men hun havde åbenbart flyttet på sagerne, måske fordi hun ikke ville have rengøringsdamen til at finde dem. Måske lå de samme sted som Liz’ smykker?

Liz havde et indbygget pengeskab i soveværelset. Det hang meget klichéagtigt bag ved et Michael Ancher-maleri af en pige i et soveværelse.

Jeg prøvede at huske tilbage på dengang, hvor Liz tog maleriet ned og viste mig pengeskabet. Det var fire uger tidligere. Vi skulle hjem til hendes forældre, og hun ville have en diamantbroche på. Hun var lige kommet ud af badet og stod i soveværelset i rødt undertøj, så mine øjne fokuserede længere nede end hendes hænder. Jeg havde dog lagt mærke til, at hun havde begge hænder på pengeskabets tastatur. Hendes højre hånd drejede skævt til højre, mens den venstre drejede i den modsatte retning og lidt længere nede. Hun tastede med pege- og langfinger på begge hænder, først med højre pegefinger, så med venstre pegefinger, så med højre langemand og til sidste med venstre langemand.

Jeg tog maleriet af og tastede kombinationen: 8264. Døren åbnede sig.

Mand, hvor jeg havde en lovende karriere foran mig som pengeskabstyv, hvis jeg ikke kunne blive ved med at være advokat.

Jeg åbnede pengeskabet og så noget, som jeg ikke havde forventet.

14. juli, kl. 21.45

Døren til lejligheden blev åbnet.

Jeg lukkede pengeskabet i og gik ud i gangen.

Liz fór sammen, da hun så mig. ”Hvad laver du her?” spurgte hun.

”Jeg er også glad for at se dig, skat.”

”Jeg mener – jeg troede, du var tilbage i fængslet.” Hun lukkede døren bag sig.

”Der var noget, jeg skulle ordne først. Jeg ved ikke, hvor meget du ved, men det er Henrik, som har givet præsidenten gift.”

”Hvad mener du?”

”Vi har ikke meget tid. Jeg fik Henrik til at love, at de ville lade jer gå, men jeg tror, at han snyder os. Jeg er sikker på, at de vil slå dig og din far ihjel. I bliver nødt til at gemme jer, indtil I kan få vidnebeskyttelse.”

”Rolig nu. En ting ad gangen. Kan du fortælle mig, hvad der sker?”

”De mænd, som har truet jer. De står bag mordforsøget, og Henrik var en af deres håndlangere. Han har givet præsidenten en eller anden gift i dag. Han sagde, at det var abrin, men det er sikkert løgn. Under alle omstændigheder kom jeg til at blande mig. Jeg ved godt, at jeg skulle have holdt mig ude af det her, men det er sgu for stort. Et attentat på den amerikanske præsident. Så jeg slog Pil ned – du ved, hende politidamen – og fulgte efter Henrik, da han gik ud af restauranten. Han gik ind på et offentligt toilet og forklædte sig. Jeg talte med ham, mens han flygtede. Jeg fik ham til at love at lade jer være i fred og fortælle mig, hvad han havde gjort ved præsidenten. Han lovede det og gav mig så en sang fra de varme lande. Han fortalte mig om en sjælden gift, som han havde givet præsidenten, men den gift tager timevis om at virke, så han har løjet om det, og han har derfor også løjet om, at de ville holde sig fra jer.” Jeg talte så hurtigt, at Liz næppe har opfattet halvdelen.

”Men hvad med dig?” sagde hun.

”Det betyder ikke noget lige nu. Vi skal have jer i sikkerhed. Så må jeg bekymre mig om mig selv bagefter.”

”Åh skat, hvor er du bare en helt. Min egen helt.” Liz omfavnede mig og klamrede sig til mig. Før jeg vidste af det, overdængede hun mig med kys. Hun trykkede sin krop imod min og begyndte at vugge frem og tilbage med underlivet, mens hun tog fat om mine balder med hænderne.

Jeg er håbløs. Jeg vidste godt, at det drejede sig om at komme hurtigt væk, men jeg glemte for et øjeblik omgivelserne, mens jeg mærkede hendes varme læber og længtes efter resten af hendes smækre krop.

Vi nåede til soveværelset. Jeg hørte en svag lyd udefra, inden hoveddøren gik op igen.

Liz havde fortalt mig, at der kun var to personer, som havde nøgle til lejligheden. Vi var begge to i soveværelset med hastig kurs mod sengen.

Nogen var trængt ind i lejligheden med onde hensigter.

14. juli, kl. 22.00

Liz klamrede sig stadig til mig, men jeg manøvrerede min krop uden om hende og kastede et blik ud i gangen.

Lejligheden var en gammeldags herskabslejlighed med en lang midter­gang, som forbandt alle rummene. Foran den åbne hoveddør stod en muskuløs mand med ansigt som en bokser og blomkålsører så store, at man blev helt mæt af at tænke på så meget blomkål. Så snart han opdagede mig, tog han sig til siden og frembragte en pistol af kanon­størrelse.

Jeg trak hovedet tilbage et halvt sekund før de to første skud blev affyret. Jeg hørte lyden af glas, der smadrede, da skuddene ramte vinduet bag os.

Liz havde et stort soveværelse, men ikke stort nok til at gemme sig i. Baseret på skyttens foreløbige reaktion var chancerne for at kunne tale sig ud af situationen lige så små som for, at Danmark igen bliver europamester i fodbold uden at kvalificere sig til slutrunden.

Der var kun én ting at gøre.

Jeg havde trukket kroppen væk fra døren og havde cirka to sekunder til at reagere. Heldigvis stod jeg lige foran Liz’ pengeskab. Jeg åbnede det og priste mig lykkelig for, at min forlovede var amerikaner. Enhver amerikaner med respekt for sig selv har mindst én pistol i huset. Måske hang det også sammen med de trusler, som Liz havde fortalt om. I hvert fald indeholdt pengeskabet en Glock – heltenes foretrukne pistol i filmene.

Jeg følte mig heltemodig, da jeg hev den ud af pengeskabet og sprang, halvt liggende, ind i skudlinjen.

Jeg håber, at den er ladt, nåede jeg at tænke, da min krop ramte gulvet, og jeg trykkede af.

BLAM!

Jeg havde ingen tid til at sigte, men jeg gik ud fra, at det ikke var nødvendigt, når fjenden stod i en smal gang. Jeg kunne vel ikke undgå at ramme, blot jeg skød opad, så jeg ikke kom til at skyde mellem benene på ham.

Manden havde åbenbart fornemmet mit angreb, for han trykkede sig op mod væggen kun en meter fra mig, og min kugle fløj forbi ham, mens jeg overvejede, om jeg havde haft større held med den berømte ladeport.

Lige indtil jeg opdagede hans kollega. Jeg havde skudt opad og misset midtersektionen på skytte nummer et. En halv meter bag ved ham og midt i gangen stod skytte nummer to og holdt en pistol frem for sig; principielt en ganske smart plan, for derved kunne begge mænd skyde ind i rummet uden at ramme hinanden. Han sigtede og skød på det tomme rum lige dér, hvor min overkrop havde været, hvis jeg havde holdt mig oprejst.

Min kugle ramte ham samtidig midt i hans åbne mund.

Folk, der virkelig mener det, begår selvmord ved at skyde sig gennem munden. Min kugle havde præcis den retning, som man anbefaler på førende selvmordswebsites. Ja, det er en syg verden, at der findes websites til at hjælpe selvmordere. Vi kan kun håbe på, at ham her var en flittig besøgende, for så gjorde jeg ham en tjeneste. Den sidste tjeneste, nogen ville gøre ham i dette liv.

Den mand, som jeg havde tiltænkt mine kugler, var derimod i høj grad stadig i live. Han havde heldigvis også forventet en oprejst modstander. Han valgte i hvert fald at reagere ved at sende endnu en serie kugler ud gennem vinduet bag mig.

Og så kom det rigtig overraskende. Mens han skød, brugte han foden til at smække soveværelsesdøren i. Det ville tage ham to millisekunder at vippe hænderne tyve grader nedad og gøre det af med mig, men han reagerede åbenbart på overraskelse som en rigtig kujon.

Døren var af solidt egetræ. I stedet for at skyde i blinde igennem en tyk dør rejste jeg mig op i en flydende bevægelse og åbnede døren med den ene hånd og skød med den anden.

Det tog mig kun to sekunder at åbne døren, men gangen var tom.

Min modstander kunne have gemt sig fire steder.

Det nærmeste gemmested var bag døren ind til gæsteværelset. Det lå lige ved siden af soveværelset, men døren var lukket, da jeg skød, og døren var lukket nu. Hvis manden var så hurtig og koldsindig, at han kunne nå at åbne og lukke døren og flygte ind i rummet, fortjente han at vinde denne kamp.

Næste mulighed var badeværelset. Også her var døren lukket både før og efter.

Reelt set var der derfor kun to muligheder. Den åbne dør ud til trappen eller den åbne dør ind til spisestuen. Jeg havde kun én chance for at vinde skudduellen, hvis jeg gættede rigtigt.

Og selv hvis jeg gættede hans gemmested, ville han have en fordel. Denne gang ville han ikke lade sig narre ved et rullefald.

14. juli, kl. 22.05

Til venstre for indgangsdøren stod der en kommode. Jeg overvejede et kort sekund at springe ud i gangen i lejligheden og gemme mig bag kommoden, men den var ikke stor nok til at give ordentlig beskyttelse. I stedet valgte jeg at bruge kommoden til at sætte af på. Jeg løb ud i gangen og satte af på kommoden.

Jeg havde konkluderet, at min modstander stod i opgangen klar til at skyde nedad på det første, det bedste, som bevægede sig. Min plan var i ægte Matrix-stil at springe op på kommoden og forbi døren. Mens jeg hang i luften, ville jeg så pløkke min ventende modstander fuld af bly. Helst inden han opdagede, at jeg denne gang havde valgt at flyve i stedet for at rulle.

Jeg havde lige sat af på kommoden, da jeg opdagede det første hul i planen.

Skytten havde ikke gemt sig i opgangen. Han dukkede i stedet frem fra stuen og skød. Hans skud blev sendt af sted længe inden, jeg havde en chance for at vende pistolen fremad i stedet for sideværts.

BLAM! BLAM! BLAM! hørte jeg. Hvis jeg ikke havde haft travlt med andre ting, havde jeg savnet høreværnene fra skydebanen, mens jeg overvejede, hvornår min hørelse ville vende tilbage.

Min hørelse var dog ikke på listen over ting, som jeg behøvede at bekymre mig om.

Heldigvis behøvede jeg ikke endnu at bekymre mig om 45 mm huller i min krop. Den anden del af min plan havde nemlig fungeret. Skytten havde kastet sig ned på knæene. Han fyrede to skud ligeud i lav højde og langt under min krop, der var i gang med en imitation af et væltespring uden overligger.

Mens jeg hang i luften, indså jeg, hvor færdig jeg var. Inden mit højdespring var jeg blevet indoktrineret til at tro, at man i bedste tegnefilmstil kan stoppe sin krop i luften. Min flyvende krop var dog på vej fremad og nedad, og det krævede en spontan reduktion af tyngdekraften at nå at flytte mit sigte fra skråt bagud til lige fremad.

Miraklet udeblev.

Min krop landede på det hårde trægulv, og jeg værkede over det hele. Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg også blev slået ud af faldet.

Da jeg kom til mig selv, overvejede jeg, hvordan det var lykkedes skytten at ramme forbi mig, mens jeg lå og legede jordens nemmeste offer.

Jeg så mig fremad. Skytten sad med sin pistol i begge hænder. Han sad helt stille med en grimasse, som kunne vise koncentration eller smerte. Det var nok sidstnævnte, for der var en blodig plamage midt i hans brystkasse. Selvom manden for en gangs skyld ikke havde stirrende øjne, var jeg efterhånden blevet så vant til død, at jeg kunne se, at han havde mødt den moderne mand med leen. Ham, der har skiftet leen ud med en Luger.

Hvordan? Hvad? tænkte jeg. Ramte jeg ham uden at vide det?

Jeg indså pludselig, hvad der måtte være sket.

Skytten havde affyret to skud. Jeg havde hørt tre.

”Flot skud,” sagde jeg og vendte mig om mørbanket, men smilende, inden jeg så Liz i øjnene og indså, hvor malplaceret det hele var.

14. juli, kl. 22.06

Jeg løb tilbage til soveværelset. Liz lå i en pøl af blod, som strømmede ud fra halsen. Hun holdt med begge hænder på den, som om hun forsøgte at stoppe blødningen.

Hun havde lige så lidt held med det som en bæver, der bygger dæmning ved Niagara-vandfaldet.

Jeg så blodet flyde ud af hendes krop. Det tog hendes liv med sig. Mens det skete, mødte hendes øjne mine. Hjælp mig, udtrykte hun, lige inden det hele var slut, og alt blev lige meget. Hun faldt sammen oven på en skinnende pistol.

Dybest set er jeg en gummiand, som altid kommer op til overfladen. Men selv en gummiand kan føle sig fortabt på bunden af Marianergraven.

Jeg følte det i hvert fald, som om nogen havde flået mit hjerte ud af brystet, og der ikke var noget tilbage til at føle med. Viljen og evnen til at føle var forsvundet. Lidt som når man har siddet på en hånd, og den er følelsesløs. Denne gang blot med hele kroppen og hele forstanden.

En sirene tvang mig tilbage til virkeligheden, selvom alting stadig foregik i slowmotion i min hjerne.

Jeg har lige fundet ud af, hvem der skulle dræbe den amerikanske præsident. Og nu vil nogen slå mig ihjel.

Jeg har altid været en fan af konspirationsteorier. Navnlig om Kennedy-mordet.

Jeg havde bare ikke forestillet mig, at jeg selv ville blive involveret i en ny.

Og noget sagde mig, at jeg ikke burde have lyst til at blive en ny Lee Harvey Oswald – manden som enten blev slået ihjel, fordi han havde haft noget med Kennedy-mordet at gøre, eller fordi han var den perfekte syndebuk.

Den del af Oswald-historien, som jeg brød mig mindst om, var dér, hvor han blev myrdet.

Sirenen mindede mig om, at det var nødvendigt at komme væk. Nu. Straks.

Det krævede ikke mange hjerneceller at indse, hvad der var sket.

Liz havde to pistoler i pengeskabet. Da jeg nappede den ene, tog hun den anden. Hun kendte mig godt nok til at vide, at jeg ikke ville prøve samme finte to gange i træk, så hun havde siddet på knæ og ventet tålmodigt i et halvt sekund.

Da skytten kom til syne, havde hun skudt ham og reddet mig, men han havde samtidig sendt to skud tilbage i hovedet – eller rettere sagt halsen – på hende.

Liz var død i et forsøg på at redde mig.

Endnu et sæt stirrende øjne var ved at dræne mig for livskraft. Især fordi det tilhørte den kvinde, som jeg havde tænkt mig at leve sammen med resten af mit liv.

Sirenen stoppede, og jeg hørte fodtrin på trappen.

Var det politiet eller endnu et oprydningshold, som var sendt ud for at gøre mig kold?

Jeg vidste det ikke, og jeg var ligeglad. Med alting. Lige indtil den første mand kom ind gennem den åbne hoveddør med pistolen forrest.

”Politi,” sagde han, men jeg stolede ikke på en mand, som hverken ville vise sit ansigt eller sit skilt.

”Jeg har en bombe,” sagde jeg, mens jeg hev soveværelsesdøren i. ”Jeg sprænger den i luften, hvis I kommer nærmere.” Jeg lukkede og låste døren med en nøgle, som Liz meget betænksomt havde ladet blive siddende i låsen.

Hvis han var politimand, havde jeg købt mig et minut eller to.

Hvis han var endnu en skytte med onde hensigter, havde jeg solgt ud af mine overlevelseschancer.

Aldrig før havde det enkle spørgsmål betydet så meget: Var jeg købt eller solgt?

14. juli, kl. 22.10

Jeg vaklede tilbage til pengeskabet, som stadig stod åbent. Ud over pistolerne havde jeg lagt mærke til to brune konvolutter. Jeg åbnede dem.

De var fulde af sedler. Store sedler.

Hvis jeg havde kunnet føle noget, havde jeg sendt en stille tak til Liz og hendes unikke forhold til kontanter. Når det kom til penge, var hun en af de eneste tilbageværende dinosaurer. Til sin død et halvt minut tidligere svor hun til papirpenge, både når det var muligt, og når det ikke var. I vore dage er det næsten umuligt at bruge papirpenge til at købe dyre ting, men Liz var ligeglad.

Antydningen af en plan begyndte at formes i mit hoved.

Liz’ lejlighed lå på 2. sal. Hvis jeg ville ud, måtte jeg enten komme forbi manden udenfor eller tage chancen med vinduet.

Jeg vidste ikke, om manden på den anden side af døren var endnu en af de slemme drenge, så det forekom en anelse malplaceret at prøve at skyde mig ud.

Jeg måtte derfor klare mig med vinduet.

Der var ikke tid til at sørge eller til at lave reb af sengetøjet, så jeg nøjedes med at sende Liz en kærlig tanke, mens jeg åbnede vinduet og sprang ned.

Anden sal ser ikke ud af noget, selv i en herskabsejendom med højt til loftet.

Når det kommer til stykket, er der langt ned, også selvom man hopper lige ned i en græsplæne.

Jeg landede og følte smerten jage op igennem mine ben og helt op til hovedet. I hvert fald fik jeg knæene op i kæben, og det føltes et kort sekund, som om ben, haleben og kæbe var brækkede.

Jeg rejste mig langsomt op klar til at hanke op i de kropsdele, som måtte være faldet af. Til min forundring var jeg stadig hel, og intet var brækket. Jeg havde kun en hovedpine til 12,0 på migræneskalaen. Hurra – jeg kunne igen føle. Smerten var dog ikke meget bedre end følelsesløshed.

Jeg så mig omkring i den aflukkede gård med en sandkasse på størrelse med en fodboldbane, gyngestativer, liggestole og havegrills. Gården var stor nok til hundrede legende børn på en gang. Lige nu var der ikke andre mennesker end jeg, men så snart mine forfølgere fandt ud af, at jeg havde taget springet, ville der være lige så mange efter mig som efter en running back med Guldhornene på ryggen. Kort sagt var det en dårlig idé at gemme sig her.

Jeg løb hen til den fjerneste udgang og låste mig ud, mens jeg overvejede, om min flugtvej skulle føre mig mod højre til Nyhavn eller mod venstre til Nationalbanken og Kongens Nytorv. Det blev ved overvejelsen, for jeg var kun nået ud på Holbergsgade, da en sort BMW bremsede op få meter væk. Mens jeg smuttede forbi ham, stod en mand ud og efterlod sin bil midt på den smalle vej. ”STOP,” råbte han, mens han vinkede med en pistol.

Nyhavn var tættest på, så valget var truffet for mig. Jeg ventede ikke på startpistolen, men spurtede i bedste olympiske stil af sted mod den del af Nyhavn, hvor gågaden slutter, nærmere bestemt ved Nyhavnsbroen.

Ved titiden om aftenen er der lidt færre mennesker i denne del af Nyhavn end i gågaden, men det lykkedes mig alligevel at løbe lige ind i en fuld svensker, som valgte at runde hjørnet samtidig med mig.

Her taler fordommene. Jeg ved ikke, om manden var fuld eller svensk, og det er vel også lige meget, men jeg bandede i hvert fald fulde svenskere langt væk, da jeg ramlede sammen med en mandsperson, som burde tabe sig mindst tyve kilo, hvis han skulle kunne håbe på at score noget i Nyhavn uden at betale for det.

”Hanunf,” sagde jeg, da luften blev slået ud af mig, og jeg landede med hovedet ned i asfalten. Det gik ikke meget bedre for den fulde svensker. Han faldt lige ned på den mest affjedrede del af kroppen, og et fadølsglas blev slået ud af hans hånd. Øllen spredte sig i alle retninger som et lille, gult vandfald. En god del af den valgte at besudle min skræddersyede smokingjakke.

Mens jeg lå ned, vendte jeg mig rundt klar til at rejse mig op. Jeg kiggede lige ind i et pistolløb på størrelse med Storebæltstunnelen.

Jeg tvang mine øjne væk fra pistolløbet og over på manden. Han afsikrede sin pistol, og hans isblå øjne fokuserede, mens han stålsatte sig til en henrettelse. Min.

Manden var utvivlsomt morder af natur, men selv for en dræber­maskine tager det et sekund at beslutte sig for at trykke af. Jeg udnyttede sekundet til at slå ud mod hans pistol.

Det lykkedes mig mirakuløst at få pistolen ud af jerngrebet. Mens manden greb efter sin pistol, rullede jeg modsat og kom på benene, så jeg kunne fortsætte flugten.

Jeg havde regnet med, at min manøvre købte mig nogle meters forspring, men jeg havde kun lige rejst mig op, da han tog sigte.

Jeg nåede at tænke, at mine overlevelseschancer beroede på hans tøven.

Så hørte jeg pistolen knalde.

14. juli, kl. 22.20

Der kom ingen smerte. Jeg vidste, at et sår kan være så voldsomt, at hjernen slår smertesignalerne fra. Folk, der får skåret hånden af, kan ofte slet ikke mærke smerten, før de mister bevidstheden.

Jeg løb og forventede hvert sekund, at kroppen skulle sige fra. Men den gjorde det ikke.

Efter tres meters løb op gennem Nyhavn indså jeg, at jeg måtte have taget fejl. Manden måtte have ramt forbi. Jeg stoppede op og vendte mig om.

Der, hvor jeg havde forladt manden, var der nu to personer. En liggende – manden med pistolen. Og en stående – Pil Bøgh.

Jeg vidste ikke, hvordan Pil var kommet til Nyhavn, men jeg vidste, at hun havde reddet mit liv. Hun havde set en mand i færd med at udføre et professionelt drab og havde reageret instinktivt uden først at identificere sig. Hun skød skytten, før han skød mig. Jeg havde ikke fortjent at overleve, sådan som jeg havde behandlet hende, men jeg var ikke desto mindre lykkelig over at have min egen personlige engel til at passe på mig.

Hun kiggede op på mig. Jeg vendte tomlen opad og sendte hende mit mest vindende smil, inden jeg vinkede farvel og løb til enden af Nyhavn og til venstre mod Kongens Nytorv og metroen.

Ved Pils hjælp havde jeg overlevet et hold af opryddere, som var sendt for at gøre mig kold, mens jeg stadig var en egnet syndebuk for præsidentmordet.

Jeg var dog ikke i tvivl om, at der var flere på vej, eller at de ville have let spil, hvis jeg lod mig arrestere.

Devisen var enkel: Forsvind eller dø.