PILS DAGBOG, DEL 1

Kære dagbog

&¤(%/¤%&#()/#&% amerikanere.

(Hvor er dødningehovedet på det her tastatur egentlig? Jeg elsker dødningehovederne og bomberne fra tegneserierne. Måske må jeg tilføje dem i hånden? Lige meget. Jeg må hellere komme videre med noterne).

Den 9. april 1940 blev Danmark besat af en fremmed magt. Vi gjorde ikke modstand, og de overtog hele vores statsapparat.

15. juli 2013 skete det så igen efter terrorangreb den 4. og 14. juli. Den amerikanske og den franske nationaldag – der MÅ være noget symbolsk her.

Denne gang sendte de politifolk i stedet for soldater, men med samme resultat. Statsmagten var ikke længere vor egen.

Den ene dag havde jeg ansvaret for den mest indviklede mordsag i landets historie. Jeg kørte den på den danske måde, hvor man giver de kriminelle chancen for at dumme sig. Dagen efter var jeg pludselig på vej på ferie og overtaget af tolv legioner af amerikanske efterforskere, som ikke prøvede at skjule, at de satte seks mand på hver eneste mand eller kvinde, som var til stede på Ny Nordisk den 14. juli. ”Du må nok indse, at du nu er blevet et vigtigt vidne,” sagde Chefen. Han sænkede stemmen en oktav og rynkede øjenbrynene, mens han prøvede at se vigtig ud. Han tror åbenbart, man kan tage ham alvorligt to uger efter den Claus Ryskjær-imitation, han brændte af til sommerfesten. ”Vi kan ikke have, at vores amerikanske venner kan kritisere efterforskningen på nogen måde.” Han hævede sin pegefinger og manglede bare at nævne ministeren og tage en hat på, så var han som taget ud af Olsen Banden. En hat ville måske endda være godt for hans udseende. Den kunne i hvert fald dække for den usexede måne på toppen af hans tykke hovedskal.

(Godt, han aldrig kommer til at læse det her. Det er jo en rent privat sag at skrive dagbog. Chefens forbud mod at arbejde med sagen kan ikke forhindre en kvinde i at genoptage dagbogsskriveriet efter otte års pause, vel?).

”Er vi ikke enige om, at jeg kender den her sag bedst?” prøvede jeg i et spagt forsøg på at argumentere med Chefen. Jeg burde vide bedre. Han rokker sig ikke, når han har truffet sin beslutning – eller når Nogen Højere Oppe har truffet den for ham.

”Jo, naturligvis. Det er nødvendigt, at du bliver her nogle dage for at sætte amerikanerne ind i din efterforskning, og så kan du holde din velfortjente ferie. Så vidt jeg husker, havde du også søgt om ferie i disse dage, ikke sandt?”

”Jo, men det var før Irina-sagen. Man tager jo ikke ferie midt i en on-going investigation. Det har du sagt en million gange.”

Det giver gode kort på hånden, når man kan bruge folks egne bemærkninger mod dem, men Chefen stak den ultimative trumf ud. ”Det er ikke min beslutning. Jeg fortæller dig bare, hvordan det bliver. Nogen Højere Oppe har truffet beslutningen.” Øv. Nogle af os er faktisk glade for vores arbejde. ”Vi samarbejder 110 % med amerikanerne, og de vil ikke have, at nogen af de involverede kommer til at arbejde med sagen.” Han sukkede, inden han fortsatte. Det lød, som om han prøvede at overbevise sig selv. Han havde måske indset, at han ville have lettere ved at score Cameron Diaz end få min støtte. ”Selv hvis amerikanerne ikke var blevet involveret, kunne du ikke fortsætte med at efterforske en sag, hvor du har skudt en mand.”

”Come on. Hvis det her var en rent dansk sag, ville vi få en udefra til at efterforske skudepisoden eller måske også slaget ved OK Corral oppe i hende der tingens lejlighed. Det behøvede ikke gå ud over IRI-sagen.” Det lykkedes ham at se paf ud, inden jeg forklarede ham forkortelsen. Irina, Rocky, Irene. Godt man ikke har et navn, som begynder med Ir. Man skulle jo næsten tro, der var en seriemorder på spil. (Note: Tjek, om dommer Irgens har nogen sammenhæng med det her. Eller er det for langt ude?)

”Det er meget muligt, men jeg behøver vel ikke nævne, at denne sag har internationale implikationer. Alt må gøres efter bogen. Ingen må kunne kritisere os, ellers risikerer vi at smadre vores gode relationer til amerikanerne. De er allerede hårdt prøvet af, at vi ikke forhindrede attentatforsøget.”

”Nu overdriver du vist.”

”Overdriver? Næ nej. Vicepræsidenten er i disse minutter ved at blive indsat som præsident. Han har lagt stor vægt på, at vi ikke skal have en Kennedy-sag. Denne gang skal hele verden have tiltro til, at intet bliver fejet ind under gulvtæppet. Det går ikke kun ud over os. Hele Secret Service teamet er blevet koblet af sagen. De skal debriefes, og så skal de sendes hjem.”

”Hvad er pointen?”

”Hvis de ansvarlige har fået hjælp indefra, er det en katastrofe, men der er ingen grund til at gentage den. Det er faktisk meget fornuftigt at skifte hele holdet ud, så man undgår, at de mistænkte efterforsker sig selv.”

”Nu skifter du så mig ud. Siger du, at jeg er under mistanke?”

”Nej, for fanden da. Ikke hos mig i hvert fald. Men princippet giver mening. Desuden er det vel ikke så mærkeligt, at vicepræsidenten … præsidenten … bruger de folk, han kan stole på, vel?”

”Jeg kender faktisk ikke Harry Reysson ret godt. Man kender jo hans milliardærkone bedre. Er der noget med, at han har en fortid i FBI?”

”Præcis. Allerede inden de har indsvoret ham som præsident, har han givet Secret Service på hattepulden for deres rolle. Han giver FBI ansvaret for opklaringen. Vores nye chef hedder Lucas Damien Wentworth – altså i den her sag, ikke generelt.”

”Men det er jo sket i Danmark, for satan da. Det skal da ikke være op til en forpulet amerikanersnude at bestemme, hvem der efterforsker en dansk forbrydelse, vel?”

(Note: Sagde jeg virkelig forpulet og for satan? Husk at bande lidt mindre, når jeg er ophidset).

”Det kan vi to vel godt være enige om, men jeg er nødt til at sige dig, at du skal give din viden videre til FBI-folkene og så tage hjem og holde ferie. Og ikke noget med at sidde og skrive rapporter eller opspore vidner i din fritid. Forstået?”

”Forstået, chef.”

Det var hans præcise ord. ”Sidde og skrive rapporter eller opspore vidner.” Han forbød mig i hvert fald ikke at skrive dagbog. Eller noter.

Lad mig se.

Jeg har nogle dage at gøre godt med.

4. juli. Terrorangrebet i Parken. Igor plejer at få sine ofre til at forsvinde, så jeg tænkte ikke på ham og hans organisation. Er der alligevel en forbindelse? Hyrede de Igor til et angreb i Parken for at lokke præsidenten til Danmark?

9. juli. Irina myrdes. Professionelt drab. Kræver øvelse at ramme ved spiserøret, hvor ofret kvæles i sit eget blod. Birger Sigurd Hansen. Håndværker uden straffeattest. Dygtig med sine hænder, siger alle. Hvis han er så dygtig, hvorfor er han så arbejdsløs? Og hvor kommer hans penge fra – hans advokat? Var Sigurd Irinas alfons? Det giver ikke rigtig mening. Han fik penge til lejligheden, inden Irina flyttede til Glostrup-området, i hvert fald hvis sædelighedspolitiets file er til at stole på. Moonlighter han hos Igor? Har han været på AF-kursus i knivstikkeri? Men hvorfor installere en luder i sin egen lejlighed og så dræbe hende?

Alt for mange spørgsmål og ingen svar. Heller ikke på, hvorfor vi fandt hans sæd i hende. Måske var han en gammeldags bolle-udenom-fyr, men det passer heller ikke med timingen eller pengene. Eller med det professionelle drab.

Lad os fokusere videre på næste mand på scenen. Carsten Fucking Allingsø. Hvorfor skulle jeg tro på en mand med smukke, grønne øjne og en god, fast røv? Skal der virkelig ikke mere til?

Note til mig selv: Følg proceduren. Følg proceduren. Følg proceduren. Følg … Okay, jeg gider ikke skrive det 100 gange. Det må være tanken, der tæller.

Carsten Allingsø. Den hårde negl, som besvimer. Den pengeliderlige … rettelse … al-slags-liderlige … advokat, som lægger en fælde for sin egen klient og så finder på en teori om en muslimsk morder. En teori, som faktisk godt kan have noget på sig. Det aftørrede blod i vindueskarmen. Hvorfor dælen havde teknikerne overset det i første omgang? De sagde ellers, at de havde tjekket det hele. Resultatet af at sætte to grønne teknikere på en drabssag.

Blodet i sig selv er ikke nok, især når Allingsø har betalt Öztürk for at lyve.

Note til mig selv: Tjek alt, hvad den mand har været involveret i. Han har kapacitet til at lyve stærkere end en væddeløbshest. Rasmus havde for en gangs skyld ret. ”Carsten Allingsø er en skørtejæger.” På Rasmus’k betyder det, at han knepper alt – med eller uden en puls. Rasmus skulle tale. ”Skørtejæger.” Nå, jeg skriver ikke dagbog for at komme ind på R.s eskapader.

Kan man stole på det, når Carsten Løgnhals tilstår at have dræbt Rocky? Han kan have gjort det for at komme væk fra fængslet. Det er selvfølgelig også muligt, at han slog både Irina og Rocky ihjel. Note: Tjek de fysiske beviser igen (hvis jeg kan få adgang uden at tale amerikansk). Er det muligt, at Irina-mordet blev begået, lige inden Rocky ankom?

Hvad var motivet for at gøre Rocky kold? Han kunne have afpresset Carsten eller Sigurd. Måske dem begge to. Sigurd var sammen med mig, da Rocky blev dræbt, så Allingsøs forklaring er måske god nok – bortset fra det med selvforsvar.

Carsten Allingsø har slået Irina ihjel. Dernæst Rocky. Og så Oxendal. Vi har hans dna på alle tre gerningssteder. Og han omgås typer som Tom Staahl.

Note: Jeg må tale med PET-folkene igen om fyringen af Staahl. Det lød, som om han var mistænkt for noget snavs. Lige typen, man omgås, hvis man er en af de onde. Er Allingsø lig med Igor? Og har Staahl hjulpet ham?

Case closed. Allingsø er morderen, og han har Staahl og Birger Sigurd med på vognen. Plus han havde en finger med i spillet ved giftattentatet på svigerfars restaurant. Han er den oplagte mistænkte. Han vidste, at præsidenten havde fået abrin. Baseret på hans optræden i retten virker han ikke som en, der kan lokke en attentatmand til at tilstå. Han vidste det, fordi han var med til at planlægge det.

Men hvis Allingsø er manden, hvorfor ringede han så og fortalte mig om abrin? Var det måske for sent at redde præsidenten? Men hun overlevede jo, i hvert fald foreløbig, så det giver heller ikke mening.

Note: Tjek sagen om de fire abrin-forgiftninger i Tyskland.

Videre til de næste døde. Tre i Alice Gordins lejlighed og en på gaden.

Skulle man egentlig ikke blive et rystende nervevrag af at skyde en mand? Hvorfor har jeg ikke fået det skidt endnu? Han ville have slået Carsten ihjel. Sådan noget kan vi andre måske få lyst til, men man gør jo ikke den slags. Manden virkede mistænkeligt meget som en professionel snigmorder. Han havde i hvert fald ingen ting på sig ud over våbnene.

Men det får ikke Allingsø af krogen. Eller for den sags skyld hans rejekælling oppe i lejligheden; hvad så han dog i hende? Nå ja, store bryster og masser af penge. Et perfekt match. Og så gik hun hen og blev skudt af en af mændene uden id.

Note: Tjek, hvor Gordin-familiens penge kommer fra. Skyderiet lignede en bandekamp i narkomiljøet, så måske er den gode John Gordin narkobagmand. J-Gor ligner oven i købet I-gor. Eneste problem: I-gor har været i gang i et par år, mens J-Gordin er nytilflytter.

Her troede jeg, at man kunne samle tankerne ved at skrive dagbog, men alting flyver rundt. Måske er det meget godt, at man ikke er amerikansk FBI-agent. Så kan jeg overlade hovedbruddet til dem, mens jeg selv tager på ferie.

Aftale. I morgen tager jeg op i Mors hus. Uden computer og uden mobiltelefon. Så kan de lære det: Sæt aldrig Pil fra bestillingen, hvis du vil opklare et mord.

Nu er klokken blevet tre om natten. Godnat dagbog.

*

Fordømt. Klokken er fire. Jeg prøver med en bajer. Måske kan jeg så komme til at slappe af og lade være med at tænke på skuddet. Skrev jeg virkelig, at jeg ikke var påvirket?

Note: Husk at være ærlig, næste gang jeg skriver dagbog. Det er jo ikke ligefrem meningen, at nogen skal læse det her, så hvem prøver jeg at lyve for?