LIZ OG IRINA

Søndag den 7. juli, formiddag

Hvad gør man, når man har planlagt et bryllup ugen efter sådan en begivenhed, gourmetrestauranten er booket, billetterne til bryllupsrejsen til Nepal er bestilt, og alt er klart? Aflyser man det hele, eller lader man, som om intet er hændt?

Liz og jeg blev enige om, at andres ulykke ikke skulle stå i vejen for vores store dag. Vi fandt snart ud af, at vores beslutning ikke var enestående. Det kræver åbenbart mere end en bombe at slå den danske mentalitet ud af kurs. Selvom terrorangrebet havde lagt en køler på den varme sommer, vendte landet hurtigt tilbage til den vante gænge. Folk talte ikke om andet end den begivenhed, som i løbet af fredagen officielt var blevet opgraderet til et terrorangreb. Alligevel var et oplagt terrormål som Nørreport Station allerede fra terroraftenen blevet benyttet lige så flittigt som normalt, og stort set alle tog på arbejde fredag formiddag.

Jeg blev alligevel overrasket, da gutterne kidnappede mig om lørdagen. En polterabend to dage efter helikopterbomben i Parken virkede ikke som den smarteste idé, men det endte faktisk med at blive en helt okay fest. Det af den, jeg kan huske.

Jeg vågnede næste formiddag, da telefonen ringede. ”Ja,” sagde jeg, da den havde ringet tolv hundrede gange. Det var Sigurd, min morgenfriske håndværkerven.

”Nå, ligger du stadig og dusker hende bartenderen?” spurgte han.

Jeg kom pludselig i tanke om, at jeg i min fuldskab havde været ved at ende aftenen med at slæbe en kokosnød-blondine med hjem. Jeg havde fået så meget at drikke, at de gamle scorerutiner var vendt tilbage. Der er vist for meget krokodille i mig; de siger, at krokodiller altid vil kaste sig over nyt kød, hvis de får det tilbudt. Man kan ikke tæmme dem.

Ærlig talt kunne jeg ikke huske, hvorfor jeg endte med at tage alene hjem. Måske vidste jeg inderst inde, at man skal holde sig fra den slags, når man snart skal giftes. Måske var jeg bare træt. Pinligt. Dobbelt pinligt.

”Nej, for fanden,” sagde jeg, mens jeg kunne mærke, at jeg rødmede. ”Jeg tog da alene hjem.”

”Det så ikke sådan ud. Kom nu, jeg skal nok lade være med at fortælle det til nogen.”

”Der er ikke noget at fortælle. Okay?”

”Okay. Jeg ringede, fordi der lå en besked fra i går på min russer-mobil. Det var Irina. Det lød, som om hun har problemer. Jeg har prøvet at få fat på hende, men nu svarer hun ikke.”

Jeg svarede med et ord på tre bogstaver. De to første var p og i.

Irina var den første af mine pro bono piger – et begreb, jeg opfandt fire måneder tidligere. Jeg var lige blevet advokat og var stadig ansat i Rasholdt & Partnere, som efter en nylig kæmpefusion var blevet landets største advokatkontor. Et kontor, hvor man fra første dag kommer til at arbejde med milliardtransaktioner, og hvor man lærer, hvor mange nuller der egentlig kan stå på en advokatregning. De ældste af partnerne tjener vist nok ti mega om året. Jeg savler stadig.

For ikke at virke griske kræver de, at man også tager pro bono sager, altså sager, man fører helt gratis. Normalt lader de ansatte som mig om at lave alt arbejdet, så det ikke går ud over deres egen indtjening. De opfordrer også de ansatte til selv at tage pro bono klienter – så længe de passer de betalende klienter i den almindelige arbejdstid.

Irina var en pro bono sag. Hun var en sorthåret bønnestage fra Rusland, og jeg skulle hjælpe hende med at undgå at blive udvist fra Danmark. Det var en håbløs sag rent juridisk. Hun var blevet lokket til landet for at ”studere”, men det eneste, hun fik lov at studere, var regnorme – de små, knortede gevækster, som sidder på mænd, der betaler en stor bølle for at have sex med kvinder, der er lukket inde i et rum på fem kvadratmeter med en seng på fire kvadratmeter.

Kort sagt var hun et offer for trafficking.

Det tog mig ikke lang tid at finde ud af, hvad der sker med piger som Irina, når de forsøger at slippe væk.

Enten bliver de indfanget og tævet af bøllen, som har ”ansvaret” for dem, eller også går de til politiet, som tager imod deres forklaring og sender dem på det første fly hjem uden en krone på lommen, men med masser af ”erhvervserfaring” af den slags, som sjældent kommer på CV’et.

Min opgave var at vise samfundsansvar ved at møde op i Flygtningenævnet, mens samfundet satte et stempel i ryggen på hende: Farvel – og tak.

Et eller andet slog klik for mig, da jeg forklarede situationen for Irina. Det glimt af håb, jeg havde set i hendes øjne, da jeg tog hendes sag, forsvandt som dug for solen. Hun forvandlede sig tilbage til en forskræmt, underkuet, mishandlet kvinde – en kvinde uden en eneste ven i verden. Uden at have gennemtænkt noget som helst besluttede jeg mig for at starte min egen pro bono retshjælp med fokus på hjælp. Jeg lovede at tage mig af hende og sørge for, at alt blev godt.

Udtrykket i hendes øjne, ja, hele hendes ansigt, var det hele værd. Denne følelse af at kunne hjælpe et menneske, som ikke har andre at støtte sig til, gav mig mod til at trodse enhver risiko.

Min plan formede sig hurtigt. Den var simpel, men alligevel genial, når jeg nu selv skal sige det. Der var tvangsauktion over en dårligt vedligeholdt etværelses lejlighed i Glostrup. Ejendomshajerne er mest interesserede i de store, pæne lejligheder, og de private købere af en etværelses har ikke råd til den udbetaling, man skal lægge, når man køber på tvang. Man kan få sådan en lejlighed for en slik.

Jeg købte den til Sigurd, som flyttede folkeregisteradresse. Officielt boede han nu i lejligheden. I virkeligheden flyttede Irina ind, og hun og Sigurd gik i gang med at sætte den i stand. Så fik hun samtidig noget andet at lave med hænderne end at malke mælk ud af dejklumper.

Det gjorde mirakler for Irina. Hun gik fra en fodslæbende, stille pige med et nedadvendt blik til en evig humørbombe med et koket smil og stemmebånd som en lærke.

Det tog ikke politiet mange minutter at opgive at finde hende. De havde endnu ikke fået hendes forklaring og gik ud fra, at hendes bølle havde fundet hende. De opsøgte bøllen og fandt hende ikke der. Og så stod de på bar bund, hvilket sikkert passede dem fint.

Bøllen opererede i Københavns centrum. Han og hans folk kom ikke så langt væk som Glostrup, så han fandt hende heller ikke. Irina var som sunket i jorden.

Irina kunne dog ikke blive i Danmark for evigt. Lejligheden var hendes billet hjem. Jeg havde købt den for tre hundrede kilo, og vi kunne få mindst seks-syv hundrede kilo for den. Sigurd kunne så betale lånet tilbage til mig, beholde lidt til sig selv, og når Irina var kommet hjem til Rusland, kunne han give hende overskuddet.

Jeg tror ikke, at Irina forstod detaljerne i planen. For hende var det nok, at nogen tog sig af hende og gav hende en mulighed for at komme væk fra det usle liv, som hun var blevet tvunget ind i.

Irina var den første pro bono pige, men ikke den sidste. Jeg havde i alt nået at købe fire lejligheder. Hver eneste krone, jeg tjente, gik til pro bono arbejdet. Okay, jeg lyver, men overdrivelse fremmer forståelsen; næsten hele min omsætning blev brugt til mit glædesprojekt.

I vore dage skal man passe på Skat (ikke hende, der bruger halvdelen af dine penge – de, der tager resten), så jeg havde sikret mig i den ende. Det hele var skattefrit. Sigurd boede i lejligheden, da han solgte den. Nul skat. Irina ville først få pengene, når hun var tilbage i Rusland. Igen nul skat til Danmark – og i Rusland betaler man vist ikke skat af gaver. Det var i hvert fald ikke mit bord og ikke noget, man kunne regne med at blive knaldet for af de danske myndigheder.

Jeg havde dog andre bekymringer end myndighederne. Københavns underverden var ved at blive overtaget af en hensynsløs bagmand, som gik under navnet Igor, og som angiveligt var en del af den russiske mafia. Han var under mistanke for at have gjort det af med de små fisk i den kriminelle verden, så han var tæt på at have monopol. Irinas bølle arbejdede for Igor. Hvis Igor opdagede, at jeg var ved at hjælpe hans piger væk, ville jeg være færdig som gårdsanger, og jeg kunne kysse min pro bono-numse farvel.

Jeg havde gjort en del for at undgå opdagelse. Pigernes lejligheder var købt i fire forskellige navne – personer, som gerne ville have en folke­registeradresse på et andet sted, end de virkelig boede. Og pigerne kendte ikke hinanden. Efter Irina havde Sigurd og jeg brugt falske navne over for pigerne, så de ville ikke kunne lede Igor på sporet af nogen af os. Det var i hvert fald teorien.

Irina var det svage led. Hun kendte både Sigurd og mig, så hvis hun blev opdaget af Igors bøller, så – smæk. Godnat. Sayonnara. Guten Nacht. Good-Beirut. Irina ville nok overleve, mens Sigurd og jeg måtte til at lære at ånde gennem en betonklods på bunden af Peblingesøen.

Disse tanker løb igennem mit hoved, da jeg hørte Sigurds ord om, at Irina havde problemer. Jeg tænkte straks, at Igor måtte have fundet hende. Jeg skyndte mig ud på toilettet, klar til en Ulrik. Der kom ikke noget op, og jeg indså, at jeg ikke var død endnu. Hvis Irina kunne give besked om, at hun havde problemer, havde Igor måske ikke fået fat på hende endnu. Måske var Igor slet ikke involveret.

På den anden side: Beskeden var fra i går. Jeg gruede for, hvad der kunne være sket, mens jeg var ude med gutterne. Havde vi drukket os i hegnet, mens Igors bøller bankede løs på stakkels, skrøbelige Irina med de uskyldige dådyrøjne?

”Er du der stadig?” spurgte Sigurd.

”Ja. Jeg skulle lige samle tankerne. Vi må tage ud til hende. Vi er sammen om det her.”

”Klart. Har du en plan for, hvad vi gør, hvis Igors folk er der?”

”Næ. Vi må vel improvisere. Det vigtigste er at finde ud af, om Irina er okay.”

”Enig. Jeg tager nu lidt beskyttelse med. Metal, ikke gummi.”

7. juli, middag

På vejen til Glostrup fór tankerne igennem mit hoved. Hvad nu, hvis de har taget hende? Nøjes de med at give hende bank, eller slår de hende ihjel? Og hvad så med Sigurd og mig? Venter de på os i lejligheden? Har Sigurd virkelig en pistol med, og vil det hjælpe, hvis der er mange af dem?

Jeg kom frem uden at have fundet svarene på mine spørgsmål.

Sigurd stod ude foran etageejendommen på en sidevej til Roskildevej og ventede. Han gned sine barkede håndværkernæver mod hinanden. Nervøsiteten lyste ud af ham.

”Har du set noget usædvanligt?” spurgte jeg.

”Niks. Men jeg har kun været her i fem minutter.”

”Skal vi gå derop og lodde stemningen?”

Han nikkede, og vi gik op til lejligheden. Sigurd låste op med sin nøgle. Han havde ganske rigtig taget en pistol med og gik ind med pistolen forrest, ligesom man ser på film.

Bortset fra Irinas beostær – en fødselsdagsgave fra Sigurd – var lejligheden tom.

”Ingen panik,” sagde jeg. ”Hun er måske bare gået ned for at købe ind.”

”Uden at besvare sin mobil?”

”Du har ret. Der må være sket noget. Vi må smutte. Vi skal langt væk herfra og så ringe efter politiet.”

”Ikke før vi har ledt efter hende. Måske gemmer hun sig.”

”Men hvor? Og hvorfor skulle hun slukke sin mobil?”

”Det aner jeg ikke, men vi skal ikke give op, bare fordi lejligheden er tom.”

Jeg måtte give min ven ret. Vi besluttede os for at lede efter Irina i nærområdet. Vi delte det op mellem os og ledte hver for sig; jeg ledte, men blev samtidig ved med at se mig over skulderen.

Efter tre timer fandt jeg hende i Solvangsparken. Jeg så hendes blege krop ligge halvt op ad et træ med hovedet i en forkert vinkel. Hun havde kun et kort skørt og en T-shirt på. Jeg var sikker på, at hun var død. Hun havde ligget der, mens folk havde gået lige forbi hende i den tro, at hun lå og sov en brandert ud.

Jeg blev svimmel og satte mig ned på jorden for ikke at falde om. Din idiot, tænkte jeg. Din smarte plan har slået hende ihjel. Stakkels, ensomme, misbrugte Irina, som var klar til at tage hjem om en uge. Hvorfor kunne du ikke bare sætte hende på et fly hjem? Hvorfor skulle du absolut skaffe hende penge i stedet for at sørge for hendes sikkerhed? Hvor var du, da nogen gjorde det her ved vores lille sangfugl?

Hun begyndte pludselig at stønne. Hun var slet ikke død! Jeg følte mig som en idiot et sekund, takkede min skaber og gik hen til hende. Hun var kold og lugtede af sprut, og der lå en tom vodkaflaske under hende.

Jeg fik fat på Sigurd, som kom halsende i løbet af få minutter.

”Hun er i live,” rapporterede jeg. ”Vi må få hende til udpumpning. Hun har vist bundet en hel flaske vodka.”

”Vent et øjeblik.” Sigurd mærkede efter hendes puls med sin højre hånd, mens han knugede den venstre. Jeg lagde mærke til en tåre, som dryppede fra hans ene øje. Han så intenst på hende, mens han talte. ”Hun har alkoholforgiftning, men udpumpning hjælper ikke. Vodkaen er i blodet nu, så vi får ikke en pind ud af at tømme maveindholdet. Hun skal bare have lov til at sove den ud.”

”Hvordan ved du sådan noget?” spurgte jeg. Sigurd besvarede ikke mit spørgsmål, for han har tit drillet mig med, at han ved mest om stort set alting, selvom jeg har taget en femårig videregående uddannelse.

”Vi skal have hende hjem i seng,” sagde han. Han rynkede panden og tilføjede: ”Hendes besked sagde noget om Igor, så lejligheden er ikke sikker.”

”Og du fortæller mig først nu, at Igor var involveret?”

”Det havde du vel en mistanke om allerede, hr. Højesteretssagfører? Hvis du havde hørt Igors navn, havde du vel allerede kastet dig på det første, det bedste fly ud af landet.” Sigurd løftede Irina op og bar hende over skulderen, som om hun ikke vejede mere end en oppustet Lolita-dukke. Med hendes tændstikagtige arme og ben vejede hun næppe meget mere.

Jeg fulgte efter min ven. ”Hvad får dig til at tro, at jeg ikke efterlader jer nu?”

”Det gør du vel også, din kylling, men nu gør det ikke så meget. Irina er i sikkerhed.”

”Hvor? Lejligheden er ikke sikker. Har du tænkt dig at tage hende med hjem til dig selv? Eller måske til en af de andre piger?”

”Jeg vil ikke overlade hende til de andre, og deres lejligheder er også for små til to, så jeg er vel nødt til at tage hende med hjem.”

”Du tror ikke, din kone har noget imod det?” Sigurd havde kone og to børn. Så vidt jeg vidste, havde han ikke fortalt konen andet om sin pro bono tjans end, at han var ude på noget sort arbejde. ”Vi må tage hende hjem til mig,” fortsatte jeg. Liz og jeg var endnu ikke flyttet sammen, så det var enklere for mig at etablere en filial af Privathospitalet Hamlet i mit soveværelse.

Sigurd vendte sig om mod mig og stoppede op. Jeg indså, at han havde gået af sted med Irina med alle muskler spændt. Nu slappede han endelig af. ”Tak,” sagde han. Han gik videre hen til sin bil, lempede hende forsigtigt ind på forsædet og gav hende sikkerhedssele på.

Da vi kom hjem til mig, bar Sigurd hende op på tredje sal. Han lagde hende i min seng og prøvede at få lidt vand i hende.

”Jeg tror, hun vågner op i løbet af et par timer,” sagde han.

”Smut du bare,” sagde jeg. Jeg vidste, at han havde et familiearrangement, og at Irinas SOS-kald var kommet mere end ubelejligt.

”Lov mig at give besked, så snart hun vågner, eller hvis hun får det værre.”

Det lovede jeg.

Da Sigurd gik, indså jeg, at jeg hverken havde fået vådt eller tørt siden aftenen før. Jeg drak en spand vand, spiste lidt yoghurt, tjekkede op på Irinas tilstand og gik i bad. Jeg havde heller ikke været i bad siden dagen før og stank sikkert som en kloakbisse på overarbejde.

I badet besluttede jeg mig for at aflyse min middagsaftale med Liz, så jeg kunne være en mandlig udgave af Florence Nightingale for en aften. Jeg besluttede mig for at sige til Liz, at jeg havde tømmermænd.

Jeg hørte pludselig en lyd inde fra lejligheden. Igor, tænkte jeg. Han har fundet frem til mig. Jeg er færdig. Jeg lod vandet løbe, mens jeg kastede mig i en badekåbe. Bevæbnet med en gulvspand trådte jeg ind i soveværelset.

Der stod Liz med en bagerpose i hånden.

Jeg må have været et syn for guder. Jeg gik fra panikagtigt at holde på en gulvspand til at smile det bedste Kim Larsen-smil, man har set, lykkelig for at se min kærestes røde læber i stedet for mundingen af en Glock. Jeg opdagede blikket i Liz’ øjne, da hun så frem og tilbage mellem Irina og mig, og jeg indså straks, hvordan hun opfattede situationen. Straks vendte panikudtrykket tilbage i mit ansigt.

7. juli, eftermiddag (samt et tilbageblik til april)

Tre måneder tidligere mødte jeg Liz første gang. Det var et forretningsmøde. John Gordin – hendes far – skulle købe tre restauranter og bad Rasholdt & Partnere om assistance. Kontakten var kommet til en af de ældre, kvindelige partnere i firmaet. De tre restauranter inkluderede Michelin-højdespringeren Ny Nordisk, der lå i Tivoli og på næsten ingen tid havde fået de maksimale tre stjerner i den berømte spiseguide Guide Michelin. Derudover var der en hverdagsrestaurant med billige varianter af de samme retter og en luksus takeaway. Købesummen for restauranterne var tredive millioner, altså en sag, der var for lille til at blive behandlet af en partner, så jeg skulle stå for alt papirarbejdet. Vanen tro deltog partneren i det indledende møde for at vise flaget, mens sagsbehandleren skulle tage sig af resten.

Vi tog imod klienten i receptionen, der med glas og stål mindede klienten om, at han var kommet til det største og mest moderne advokatkontor i landet. ”Landets bedste advokatfirma,” som de så beskedent kaldte sig.

John Gordin var en høj, statelig mand klædt i et Armani-jakkesæt til mindst tyve tusinde kroner og brillanter på manchetknapperne. Hans håndtryk var fast, og mange ville beskrive hans attitude som hoven. Han osede af penge, tolererede kun det perfekte og vidste altid, hvad han ville, og hvordan han kunne opnå det. Jeg vidste med det samme, at jeg ville komme til at synes om ham.

Mit fokus ændrede sig dog efter to minutter. Vi var lige kommet ind i mødelokalet, der med udsigt over vandet mindede klienten om, at de store honorarer ikke kun gik i partnernes lommer; huslejen æder en bid af kagen. ”Det her er min CFO, Liz,” sagde John med et stort smil, tydeligt stolt, da Liz gjorde sin entré.

Udsigten over vandet mistede fuldstændig interessen.

Rasholdt & Partnere har en personalechef efter min smag. Han har i hvert fald ansat nogle af de lækreste babes i advokatbranchen; det er måske derfor, de mandlige partnere besluttede sig for at have så meget glas i bygningen, så de har udsyn til vand på den ene side og sild til den anden. Jeg var hurtigt blevet vant til at se på noget lækkert på gangene. Men det, jeg så, var ved at slå benene væk under mig. Liz’ korte, korte nederdel gav udsyn til perfekt formede ben, og den sorte, silkeagtige top var nedringet til savle-perfektion. Og det var, inden jeg lagde mærke til hendes korte, platinblonde hår eller de store, gnistrende blå øjne eller de let rødmende kinder og de mørkerøde læber, som syntes at sige: Kys mig og få røde læber resten af dit liv.

Jeg må være en meget primitiv mand, for jeg fik et billede for mit indre øje af Liz’ runde mund og kom til at tænke på andre steder, hvor læberne kunne sætte deres aftegning. Jeg mærkede straks en bule i mine bukser. Da jeg rejste mig op for at give hånd, så jeg hendes øjne flakke nedad et kort sekund. Hun havde opdaget det. For at redde situationen kastede jeg mig ud i det. ”Liz må stå for Alice,” sagde jeg. ”For jeg er i eventyrland lige nu.”

Der er ret mange fordele ved selv at se godt ud; de mange timer i fitness­centeret gjorde det lettere at komme med frække bemærkninger uden at virke slesk. Det hjalp også at være heldig, for hendes fornavn var Alice. Hun smilede. ”Eventyrland. Hvem er du så? Ridderen på den hvide hest eller den store, grimme trold?”

Og det var kun begyndelsen. Liz og jeg blev ved med at afbryde mødet med useriøse bemærkninger.

”Jeg sad og krummede tæer over din opførsel,” sagde min chef, da klienterne var gået.

”Hvad er der galt med lidt flirt?”

”For det første er det her et advokatkontor. Vi løser klienternes sager. Vi forsøger ikke at komme i lag med dem. For det andet aner du intet om dem. De hedder begge to Gordin, og ingen af os ved, om hun er hans datter – eller hans kone.”

”For dælen da. Jeg havde sgu ikke set på navnene, men de må da være far og datter.”

”Vi ved ikke noget som helst om dem ud over, at manden er god for to-tre hundrede millioner, og at han lige er flyttet til Danmark for at starte noget nyt op. Der er masser af salær i ham her, hvis altså ikke du forstyrrer det hele med at bage på hans kone eller hans datter. Du må love mig, at du behandler dem professionelt som klienter.”

”Okay. Jeg skal nok passe på med, hvad jeg gør. Men hvorfor er du så ophidset? Er du vred over, at jeg valgte at bage på klienten – i stedet for dig?”

Jeg fik ikke noget svar ud over et stirrende blik, som enten kunne betyde, at jeg havde ramt lige i bullseye – eller helt forbi skiven.

En halv time senere ringede jeg til Liz. ”Jeg ville bare høre omfanget af den due diligence, vi skal gennemføre.”

Der er desværre ikke noget dansk ord for det. Due diligence er en tilbundsgående undersøgelse af, at man køber det, man tror. Men det vidste Liz naturligvis, så jeg fortsatte: ”Når man køber en restaurant, er man nødt til at afprøve køkkenet. Skal du noget i aften?”

Jeg havde timet min opringning, for lige præcis på dette tidspunkt ankom der et bud hos Liz med en buket blomster.

Hun skulle ikke noget den aften. Vi nåede ikke at tale mere, end at jeg fik afklaret, at hun var John Gordins datter (pyha!), at hun havde færdiggjort sin økonomiuddannelse i København, og at John og May havde valgt Danmark for at komme tættere på Liz. Jeg kunne sympatisere med tanken om at komme tættere på hende. Jeg fik chancen, da hun halvvejs inde i forretten fortalte, at hendes far også havde kig på et hotel i nærheden. Jeg foreslog at fortsætte due diligence undersøgelserne der.

Vi fik ikke spist forretten op på restauranten. Hotelsengen blev derimod undersøgt tilbundsgående og dybdeborende.

Da min chef nogle dage senere hørte om min nyeste erobring, bad hun om en kammeratlig samtale. Hun sagde, at hun ikke troede, at jeg havde en fremtid i firmaet.

Der gik ikke mange dage, før jeg var sikker på, at jeg ville være sammen med Miss Gorgeous resten af mit liv. Beslutningen var truffet, længe inden jeg droppede en anden pige, som jeg havde noget kørende med. Det gik bare så hurtigt mellem Liz og mig, at jeg ikke havde haft tid til at få afsluttet mit andet forhold.

Jeg friede til Liz efter to uger. En måned senere sagde jeg mit job op for at starte min egen advokatforretning. John flyttede sine sager fra Rasholdt til mig. Jeg havde lige scoret en stor klient – og hans datter.

Forløbet passerede revy for mine øjne, da jeg stod med gulvspanden i hånden og mine øjne på Liz, mens hun så frem og tilbage mellem Irina og mig.

Jeg har vist nævnt, at Liz havde gnistrende øjne. Det havde hun, når hun var i godt humør. Denne gang var jeg glad for, at jeg stod et par meter væk; ellers havde hendes lynkile zappet mig til døde.

Jeg havde ikke fået fortalt Liz om mine pro bono piger, og der var ikke tid til at finde på en gennemtænkt løgnehistorie. ”Hej skat,” sagde jeg, mens jeg tænkte, så det knagede. Jeg prøvede at smile afvæbnende, som om jeg ikke behøvede at bruge standardfrasen: ”Jeg kan forklare…” Det er for defensivt efter min smag.

Liz vendte om på en tallerken og gik ud i køkkenet. Jeg halsede efter hende. Da jeg nåede derud, stod hun med min største kniv i hånden. Inden jeg kunne reagere, havde hun stukket sin hånd ind under min badekåbe. Hun stod med Karl Børge i den ene hånd og kniven i den anden.

”Timeout,” sagde jeg desperat.

”Du har ti sekunder til at forklare.”

Der var ikke tid til andet end at fortælle sandheden. ”Sigurd bad mig om at give hende et sted at sove den ud.” Okay, det var ikke hele sandheden, men forhåbentlig nok til, at jeg kunne beholde pytonslangen lidt endnu.

”Sigurd? Er han ikke gift?”

”Hvornår har dét stoppet nogen fra at opstøve lidt ekstra kørvel?”

Ordene kom ud af munden på mig. Der var heller ikke noget galt med min argumentation – hvis det ikke lige var, fordi det lød, som om jeg talte om mig selv. Jeg forsøgte at dække over min fejltagelse og fortsatte: ”Sigurd har lidt problemer med konen.”

”Hvordan blev du involveret i det her?”

Ups. Min historie kunne give en forklaring på, hvorfor Irina ikke var hjemme hos Sigurd, men hvorfor var hun ikke hjemme hos sig selv? ”Irina bor i Århus,” sagde jeg. ”Og Sigurd er arbejdsløs, så han har ikke penge til at indlogere hende på et hotel.”

Liz kneb øjnene sammen og så mig i øjnene. Det så ud til, at hun seriøst overvejede, om jeg mon talte sandt. Pyha. Jeg følte selvtilliden strømme tilbage ud i min krop – mere bestemt en del af min krop. Min krokodillehjerne begyndte at tænke frække tanker. Hun havde jo trods alt hånden omkring Langelænderen.

”Nej, nikke nej,” sagde hun og flyttede sin hånd væk. ”Jeg bliver nødt til at vide, hvor seriøs du er om det her. Om os.”

”Jeg har aldrig været mere seriøs i hele mit liv.”

”Du er ikke ved at aflyse på lørdag?”

Nu er den hjemme, tænkte jeg. Hun er bekymret over brylluppet. Hun er altså ikke ved at slå mig ihjel. Jeg sagde: ”Er du gal? Selvfølgelig ikke. Jeg elsker dig højere end alt andet i verden. Og helt seriøst – jeg har ikke haft noget kørende med hende pigen i soveværelset.”

Liz lagde kniven fra sig og begyndte at grine en hysterisk latter.

Jeg stod stille, mens hun grinede af. ”Hvorfor grineflippet?”

”Jeg kunne ikke holde masken mere. Helt ærligt, hvis du havde noget kørende med hende tingen, hvorfor skulle du så bevæbne dig med en gulvspand, og hvorfor skulle du gå fra at være hunderæd til at blive glad for at se mig? Jeg kom i øvrigt med croissanter. Vil du have én?”

Kvinder. Her troede jeg, at Liz var ved at snitte mig til shishkebab, og så var det hele et nummer fra hendes side. Eller var det? Hun havde virket så arrig, at jeg havde svært ved at tro, at det hele var skuespil.

Efter croissanterne sagde jeg, at jeg var nødt til at blive hjemme for at passe på den syge russer.

”Det gider jeg ikke vente på,” sagde Liz. ”Jeg har lige fået en idé til min tale til på lørdag, så jeg tager hjem. Du kan så bruge tiden på at forberede din egen.”

”Den har jeg allerede i hovedet,” sagde jeg, selvom jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige. Jeg satsede på at improvisere.

”Løgnhals. Du må love, at du ikke forsøger at få noget på den dumme med luderen derinde.”

”Tro mig. Hvis jeg får den slags tanker, tager jeg den lige vej hjem til dig.”

Man siger, at mænd tænker på sex ti gange i timen. Det passer vist meget godt på mig. To minutter efter at Liz var gået, fik jeg den slags tanker. Men jeg holdt mig fra at forlade sygesengen, og russeren var heldigvis stadig i brædderne, så jeg behøvede ikke kæmpe for at tæmme instinkterne.

7. juli, aften

Irina kom til sig selv om aftenen. Da jeg havde fået lidt vand i hende, spurgte jeg, hvad der var sket.

”Jeg så en af Igors mænd,” sagde hun på udmærket dansk; Sigurd havde været en god lærer. Hun pulsede på en cigaret. Jeg plejer ikke at lade folk ryge hjemme hos mig, men jeg gjorde en undtagelse. Hun så ud som én, der havde brug for noget til at dulme nerverne, og jeg havde ikke ligefrem tænkt mig at åbne en flaske vodka.

”Hvem er han, og hvor så du ham? Så han dig?” Ordene kom ud i én køre – sikre tegn på min ængstelighed.

”Jeg tror, han så mig. Han gik efter mig.”

”Hvor var du henne?”

Irina så ud, som om hun vendte øjne. Det glædede mig at se lidt temperament, og det var dejligt med et livstegn fra pigen med lagenfarve. ”Kan jeg få en cigaret mere?” spurgte hun.

Da jeg havde givet hende endnu en cigaret, fortsatte hun, mens hun stirrede på røgen, som hun blæste ud af munden. ”Jeg så ham nede i Netto.”

”Hvilken Netto?”

”Den lokale. Den ved storcenteret.”

”Hvad skete der så?” Jeg følte mig lidt som den verdensberømte advokat, der udspurgte sit vidne i retten. Med det antal retssager, som jeg havde haft (fire), lød jeg sikkert mere som Nuser end som Perry Mason, men alligevel.

”Jeg skyndte mig ud.”

”Med dine varer?”

”Mine varer? Nej, jeg lod det hele stå. Jeg skulle bare væk.”

”Og så gik han efter dig?”

”Ja.”

”Til din lejlighed?”

”Nej. Jeg var bange for, at han ville følge efter mig til lejligheden.”

”Fik du rystet ham af dig?”

”Det tror jeg.”

”Gik du så tilbage til lejligheden?”

”Nej. Jeg prøvede først at få fat på Sigurd, men jeg kunne ikke få fat på ham, så jeg var bange for, at Igor havde fundet ham. Har han det godt?”

”Sigurd?”

”Ja.”

”Han har det fint. Jeg skulle hilse.”

”Tak. Jeg vil gerne se ham.”

”Det kommer du snart til. Men han er optaget i dag. Gik du hjem?”

”Nej, jeg var bange for, at Igor havde fundet lejligheden, så jeg turde ikke gå tilbage.”

”Godt tænkt. Men så valgte du at bruge resten af aftenen alene ude på gaden med en vodkaflaske?”

”Noget i den stil.”

”Du var heldig, at det var mig, der fandt dig, og ikke ham bøllen. Hvordan ser han ud?”

”Han er stor. Han går med hat. Han har tatoveringer over det hele.”

”Hvad forestiller de?”

”Han har et djævlehoved på sin højre arm og et kranie på den venstre. Han har en nøgen dame på det ene lår og…”

Jeg afbrød hende. ”Fint. Det var vist mere information, end jeg behøvede.”

Irina smilede. Jeg fik et glimt af små smilehuller i hendes kinder. Det varmede mit ængstelige hjerte mere, end jeg havde anet, at hun var kommet nok på højkant til at kunne smile.”Han er også en klam stodder,” sagde hun.

”Er du sikker på, han ved, det var dig?”

Irina bad om en cigaret mere. ”Nej. Jeg så ham først, og jeg forsøgte at komme væk, så han har kun set mig bagfra.”

”Du kender Igors folk. Hvad vil de gøre nu?”

”De vil prøve at finde mig. Hvis han har fortalt Igor om mig, er der mindst fem mand, som leder. De stopper ikke, før de har mig.”

”Hvad nu, hvis de finder ud af, at de har taget fejl?”

”Det har de ikke.”

”Tag det roligt. Jeg har en plan. Vi sætter den i værk i morgen eller i overmorgen.”

”Tak. Du får mig til at føle mig tryg. Har du fodret Victor?”

”Beostæren? Øh, nej.”

”Jeg må se at komme tilbage til lejligheden. Jeg savner min fugl, og jeg vil ikke være til besvær.”

”Nej, nej. Den går ikke. Igor er efter dig, og du er for syg til at tage nogen steder.”

”Jeg klarer mig. Jeg låser døren. Jeg skal nok lade være med at gå ud, og jeg skal nok ringe, hvis der sker noget.” Hun tog sit tøj på og var ved at gå.

Det er tit lykkedes mig at lokke en pige til at tilbringe aftenen sammen med mig. Det lykkes ikke hver gang. Denne gang var en af de aftener.

Og jeg var ikke engang interesseret i hendes krop.

Men jeg gav hende en frakke på og kørte hende hjem til lejligheden i Glostrup.

Jeg lå vågen det meste af natten og stirrede på min mobiltelefon. Den ringede ikke. Det hjalp ikke på nerverne.