PÅ SPORET
21. juli, kl. 8
”Hvor er du på vej hen?” spurgte jeg. ”Det her er ikke vejen til Vickys lejlighed.”
”Jeg skal lige hente nogle ting på kontoret.”
”Jeg troede, amerikanerne havde overtaget sagen. Kan du overhovedet komme ind?”
”Jeg forsøger. Hvis du ikke vil sættes i arresten, må du hellere lægge dig ned under bagsædet. Din forklædning holder ikke ret længe, hvis mine kolleger først spotter dig.” Jeg gjorde som instrueret. Mens jeg lå og legede struds, parkerede hun bilen foran politistationen og gik ind. Hun kom tilbage tolv sekunder senere med et sæt håndjern. ”Jeg lader dig ikke slippe væk denne gang,” sagde hun og tvang mine hænder om bag ryggen, inden hun gav mig håndjernene på. Hun smækkede døren i og overlod mig til mine egne tanker.
Femten minutter senere kom hun tilbage. ”Kender du nogen af dem?” spurgte hun.
Hun stod over mig og viste fotografier af tre døde piger. Hvis jeg ikke allerede lå ned, var jeg utvivlsomt dejset om. ”D… det er Lovely, Chérie og Kitten,” fremstammede jeg.
”Malmøs politi har taget billederne. Er du sikker på, at du ikke har set noget til pigerne, efter du efterlod dem i Malmø?”
”Hundrede procent. De, der har gjort det her, skal få betalt.”
”Hvem er det, du taler om?”
”Det må vi finde ud af lige med det samme.”
”Du ser ud til at mene det. Bliv liggende.” Pil satte sig ind på førersædet og kørte videre, mens jeg lå og bebrejdede mig selv for at have forsøgt mit pro bono stunt og lovede at hævne drabene. Jeg flåede i håndjernene i bar frustration, mens Pil taktfuldt holdt sin mund lukket og koncentrerede sig om kørslen.
Hun lukkede først op for håndjernene, da vi var ankommet til Vickys lejlighedskompleks.
Sydhavnen lyder ikke som en prangende bydel at slå sig ned i. Indtil man hører, at lejligheden ligger i Sluseholmen med første parket til vandet. Så koster 90 m2 straks tre af de rigtig store.
Pil havde lige fjernet håndjernene fra mine hænder, da vi begge to fik øje på Vicky. ”Bliv her og hold hovedet nede,” kommanderede Pil og gik ud af sin bil, mens jeg sad og forsøgte at få lidt liv tilbage i mine sovende hænder. De var helt følelsesløse og gummiagtige, men efter et minut begyndte blodet at strømme, og jeg følte en svag prikken.
Jeg holdt hovedet nede, indtil bildøren blev åbnet, og Vicky satte sig ind på forsædet. Hun var klædt i sort. Jeg overvejede at spørge hende, om hun nu datede en goth eller en bedemand, indtil jeg kom i tanke om, at hun nok var inviteret til Liz’ begravelse.
”Hejsa,” sagde jeg.
Vicky fór sammen, som om et lyn var slået ned en meter væk. ”Carsten?” sagde hun og vendte sig om.
”Det er godt at se dig,” sagde jeg. ”Jeg har brug for din hjælp. Nogen prøver at få mig hængt op på alt det med præsidenten. Lige nu peger alle pistolerne mod mig. Jeg håber, du kan hjælpe mig.”
”Hold kæft, Carsten,” afbrød Pil, mens hun satte bilen i gear. ”Det er mig, der stiller spørgsmålene.”
”Okay, okay,” sagde Vicky. ”Men vi har kun tyve minutter, til jeg skal være i Tivoli.”
”Det når vi let,” sagde Pil.
”Tivoli igen?” spurgte jeg samtidig.
”Ja da. Vi holder gravøl på Ny Nordisk. Den er lige genåbnet.”
”Halløj, I to. Lad mig stille spørgsmålene, okay?” sagde Pil.
”Okay,” lovede jeg og holdt min mund. Et halvt minut.
”Du bor fint,” sagde Pil til Vicky.
”Tak.”
”Hvordan har du råd til det med en sekretærløn?”
”Det er ikke min lejlighed. Det er Johns.”
”Det kan jeg bekræfte,” afbrød jeg. ”Jeg har tinglyst skødet. Eller rettere sagt. Vicky gjorde det, men jeg hjalp hende.”
Pil ignorerede mig. ”Og John har installeret dig i den?”
”Nu tror jeg, du er helt galt afmarcheret. Han købte den til forretningsforbindelser, så de kan bo der, når de er i byen. Jeg låner den, når han ikke har besøg.”
”Er det ikke lidt besværligt at have to adresser?”
”Det er besværet værd. Du skulle se min egen lejlighed. Den ligger ti minutters gang herfra. Rent slum.”
”Du siger, at John bruger den til forretningsforbindelser. Hvorfor ikke bare lade dem tjekke ind på et hotel?”
”Det må du spørge ham om.”
”Hvor tit må du flytte ud?”
”Det er lidt forskelligt. Nogle gange i et par uger ad gangen. Andre gange har jeg den for mig selv i længere tid.”
Pil skiftede emne. ”Jeg har forstået, at du er sekretær for både John Gordin og Carsten Allingsø. Er det korrekt?”
”Ja.”
”Hvem af dem kom først?”
”Carsten.”
Jeg rømmede mig.
Vicky kiggede sig over skulderen. ”Ja, jeg mener, jeg kendte Carsten først. Han skaffede mig jobbet hos John, og Carsten gav mig så en halvtidsstilling, da han startede for sig selv.”
”Hvor sidder du henne, når du arbejder? Er det fra lejligheden her?”
”Nej, altid på et af kontorerne. Ikke på nogen af de andre adresser.”
”Kontorer? Er der mere end ét?”
”Ja da. Carstens kontor og Johns hjemmekontor. Jeg har alterneret lidt mellem dem.”
”Hvad består dit arbejde i?”
”Jeg er bogholder og sekretær. Jeg håndterer lidt af hvert. I dag skal jeg for eksempel sikre, at gravøllet går, som det skal. Så jeg må droppe selve begravelsen. Ikke at det gør noget.”
”Hvad mener du med det?” spurgte jeg fornærmet på Liz’ vegne.
”Undskyld Carsten, men Liz var altså noget af en strigle og en dovenlars. Hun var altid ih så sukkersød og åh så travl, når du var i nærheden, men ellers …”
”Hvad mener du med det?”
”Jeg tror, jeg har sagt for meget. Det var ikke min mening at gøre dig ked af det. Lad være med at sige noget om det til John, ikke?”
”Det skal jeg nok,” sagde jeg.
”Jeg lover ingenting,” sagde Pil. ”Men vi har travlt, så jeg vil gå til de vigtige punkter. Carsten har købt nogle lejligheder på det seneste.”
Vicky så sig igen over skulderen. ”Det er i orden, Vicky,” bekræftede jeg. ”Du kan godt fortælle hende om købene. Jeg har fortalt det hele.”
”Hold kæft, Carsten,” sagde Pil. ”Jeg vil godt have Vicky til at fortælle det med sine egne ord.” Jeg oversatte det med, at Pil ville tjekke, om Vickys forklaring stemte med min, uden at vi først kunne afstemme vores historier indbyrdes.
”Okay,” sagde Vicky. ”Carsten har finansieret købene af fire lejligheder. Men det er ikke Carstens lejligheder. Skøderne er registreret i …”
”Ja, ja. Spar mig for juristsnakken. Er det ikke rigtigt, at Carsten kom med pengene?”
”Jo.”
”Du håndterer Carstens penge, ikke?”
”Jo.”
”Har der været noget særligt stort beløb på det seneste?”
”Næh. Hvad tænker du på?”
”Tolv millioner.”
Inden Vicky nåede at svare, blev jeg rullet rundt i bilen, mens Pil prøvede at bremse. ”Søndagsbilist,” mumlede hun formentlig for at dække over, at hun havde været lidt for interesseret i svaret og lidt for uinteresseret i trafikken.
”Hvornår skulle de penge være kommet ind?”
”11. juli. For ti dage siden. Ifølge Rasholdt & Partneres bogholderi overførte de 12,5 millioner til Carstens konto den 10. juli, så de må være tikket ind den 11. Står de penge der stadig, eller har du sendt dem videre?”
”Jeg ved ærlig talt ikke, hvad du taler om.”
”Come on. Er det ikke rigtigt, at du er den eneste, som kan råde over den konto?”
”Carsten kan også.”
”Han siger, at han ikke kan finde ud af det. Er det måske løgn?”
Vicky virrede med hovedet, som om hun forsøgte at ryste fluer ud af det. Der kom ikke noget ud. ”Hvis Carsten siger det, er det nok rigtigt.”
”Du er godt klar over, hvad du siger, ikke? Pengene tikkede ind den 11. og ud igen samme dag. Kun to mennesker havde adgang til kontoen, og den ene ved ikke, hvordan han håndterer den. Så må det vel være dig, der har snuppet pengene.”
”Jeg ved så meget, at jeg ikke har snuppet nogen penge.”
”Er de så forsvundet ud i den blå luft?”
”Nu ved jeg jo ikke en gang, om pengene nogen sinde har været der.”
”Det har de,” sagde jeg. ”Vicky, jeg bliver nødt til at vide, om du har taget pengene.”
Pil fnøs over igen at blive afbrudt. ”Jeg har ikke taget dem,” sagde Vicky, inden Pil nåede at give mig en skideballe.
”Hvem har så?” spurgte Pil.
”Jeg ved det ikke.”
”Kan det være John Gordin?” prøvede Pil.
”Nej,” sagde Vicky kategorisk og uden betænkningstid. Det gik for hurtigt og automatisk for min smag. Lidt som automatreaktionen, når man bliver spurgt af kæresten, om man har kysset på de andre piger til festen.
”Kunne det være sket på hans kontor?”
”Hvad mener du?”
”Du sagde, at du alternerede mellem kontorerne. Hvis du var på arbejde, kunne du så have overført penge fra Carstens klientkonto fra John Gordins hjemmekontor?”
”God pointe,” sagde jeg fra bagsædet. Jeg vidste egentlig godt, at jeg skulle holde munden lukket, men jeg blev ramt af et pludseligt tilfælde af horror silentium, mens Vicky overvejede sit svar.
Vicky vendte sig om og kiggede mig dybt i øjnene, da hun endelig svarede. ”Ja, det kunne jeg godt. Jeg ved godt, at det ikke var meningen, men jeg installerede softwaren begge steder. Det gjorde alting så meget nemmere, når Carsten stort set kun arbejdede for John, og der hele tiden skulle penge frem og tilbage mellem dem.”
”Det er vist ikke helt i overensstemmelse med klientkontoreglerne, vel?” spurgte jeg retorisk. ”Du er tilgivet. Jeg har større bekymringer end Advokatsamfundet lige nu.”
”Har du installeret softwaren andre steder?” spurgte Pil.
”Hvad mener du?”
”Jeg prøver at finde ud af, hvor pengene kunne være blevet overført fra. Du har foreløbig nævnt to kontorer. Var der noget i en af dine lejligheder?
”Nej, Jeg tager ikke arbejde med hjem.”
”Måske en bærbar computer?”
”Nej.”
”Var der andre kontorer?”
”Ikke …” Vicky faldt i staver.
”Ikke hvad?” spurgte Pil.
”Du spurgte, om softwaren er blevet installeret på nogen andre kontorer, ikke? Det er den ikke.”
”Du tøvede lidt, før du svarede,” sagde jeg. ”Hvis du kender til en anden lokation, er det bare om at sige til nu.”
”Hvad tror I, John har med det her at gøre?”
”Han kan meget vel være central,” sagde Pil.
”Nej – softwaren var ikke på de andre kontorer.”
”Jeg hørte dit svar første gang. Jeg er mere interesseret i, hvorfor du tøvede, inden du svarede. Er der et andet kontor?”
”Jeg ved det ikke. Jo, han har et kontor mere på hotellet …”
”Nu tøver du igen.”
”Jo – jeg kom bare til at tænke på landstedet ved Benløse.”
”Er der et kontor der?”
”Jeg ved det ikke. Jeg har ikke været der. Det var bare … Jeg fik en gang en huslejeopkrævning. Jeg gik i gang med at bogføre den, men jeg blev bedt om at annullere bogføringen, så det gjorde jeg.”
”Hm. Det lyder mystisk. Undrede du dig ikke?”
”En privat udgift skal ikke ind over firmaregnskabet. Så nej – jeg undrede mig ikke dengang. Jeg kom bare til at tænke på det, da du spurgte om andre … kontorer.”
”Har du en adresse på det her landsted?”
”Det er et par måneder siden. Giv mig lidt tid til at komme i tanke om det.”
”Kan du tjekke bogføringen?”
”Nej. Jeg annullerede transaktionen. Jeg beholdt ikke engang en kopi. Vent lige lidt. Jeg kan huske, at det lød lidt som Carstens efternavn. Allingsømagle eller sådan noget.”
”Jeg har et kort i handskerummet. Prøv at kigge på det.”
Vicky tog kortet og lod sin hånd køre rundt omkring Benløse. ”Her er det,” sagde hun. ”Allindemagle.”
”Fint. Hvad så med adressen?”
”Den er væk. Helt væk. Desværre. Det er for længe siden til, at jeg kan huske nogen adresse. Jeg kan faktisk slet ikke huske, om der var nogen adresse.”
”Vi må klare os med det her,” sagde Pil. ”Tak for hjælpen. Er det i orden, at jeg sætter dig af her?” Vi havde holdt nogle minutter ved postkontoret ved Hovedbanegården, formentlig for ikke at vække opsigt.
Vicky så på sit ur. ”Jeg kan godt nå det. Held og lykke,” sagde hun, mens hun forlod bilen.
21. juli, kl. 8.30
Pil tastede Allindemagle ind på sin GPS og satte straks bilen i gang. ”Jeg håber, det er i orden for dig, at vi dropper begravelsen,” sagde hun, mens hun kørte mod motorvejen.
”Hvorfor nu det?”
”Vi har et bedre spor i Allindemagle.”
Jeg følte mig lidt som Doktor Watson; manden, der kun er med i historien for at stille de dumme spørgsmål. ”Nu bliver du nødt til at hjælpe mig. Hvorfor er det et bedre spor? Og hvordan vil du finde frem til stedet uden en adresse?”
”I din historie gør du hele tiden John og Liz Gordin til de centrale personer. Hvorfor skulle de to ikke stå bag det hele?”
”Fordi de er blevet truet.”
”Det ved du ikke. Du har kun Liz’ ord for truslerne. Og Liz er ikke nødvendigvis helt troværdig. Ærlig talt forekommer hun noget skummel.”
”Hun skal faktisk begraves om lidt. Er det passende at svine hende til?”
”Jeg siger det bare, som det er. Kan du for eksempel fortælle mig, hvorfor hun havde to pistoler i sit pengeskab sammen med en masse kontanter?”
”Siger du, at Liz og John står bag forsøget på at få mig indblandet? Har du glemt, at Liz var hvid brud for mindre end en uge siden? Du husker vel, at det ikke var hendes idé at udskyde brylluppet? Det er da ikke særlig genialt at gifte sig med den person, som man vil hænge ud for en forbrydelse. Hvis man skal hænge nogen ud, er det smartere at vælge en, man ikke er helt så tæt på.”
”Jeg ved det, men jeg følger de spor, som byder sig. Hvad skal John Gordin bruge et landsted til?”
”Han vil måske drive landbrug, hvad ved jeg?”
”Hvis man vil være landmand, plejer man ikke at leje et landsted. Man køber det. Hvis man derimod vil have et afsides sted til sine skumle aktiviteter, så er det netop smart at leje det. Som køber bliver man registreret som ejer i tingbogen. Det ved du vel alt om. Som lejer er det kun ejeren og en selv, der ved, at man har noget med stedet at gøre. Man er praktisk talt usynlig.”
”Fint nok. Jeg er jo alligevel din fange, så lad os bare tage ud til bøhlandet og lede efter noget mistænkeligt. Men du leder helt ærligt efter en nål i en høstak. Hvis John og Liz har gjort sig usynlige ude på landet, hvordan kan du så finde deres gemmested?”
”Lad mig gætte. Du har boet i storbyer hele dit liv, ikke?”
”Jo.”
”I en lille by som Allindemagle lægger man mærke til det, hvis en fremmed lejer sig ind.”