GRAVØL

21. juli, kl. 13

Jeg havde en plan. En rigtig god plan. Den krævede, at jeg var med til gravøllet for Liz. I Tivoli.

For alle andre mennesker ville det være enkelt. Man køber billet til Tivoli, går ind og hen til restaurant Ny Nordisk og ind ad døren.

For mig var det mere kompliceret. En af planetens mest eftersøgte mennesker vil have adgang til gerningsstedet for at drikke en bajer. Hvor godt synes du selv, det går? Cirka lige så godt som for en høne i en rævegård.

Pil tog en rekognoscering i bil rundt om Tivoli, mens jeg lå og ”sov” på bagsædet. ”Okay,” konkluderede hun. ”Der er cirka tredive FBI-agenter på arbejde omkring indgangene. Jeg gætter på, der er fem hundrede inde i Tivoli. Heldigvis for dig er det nørderne, som er tilbage. De leder efter spor på størrelse med et hår. Eftersporingen af dig er spredt ud, så der er højst nogle få, som leder efter dig. Med dit nye look har du gode chancer for at komme igennem Tivoli.”

”Hvor gode?”

”Tyve procent eller deromkring.”

”Du vil virkelig ikke have noget imod, at jeg bliver nappet?”

”Så er det problem ordnet,” sagde hun sammenbidt.

”Her troede jeg, vi havde noget særligt sammen.”

”Du har lige smadret mit bevis, Carsten. Forventer du, at jeg skal give dig et kys?”

”Man har vel lov at håbe.”

Pil smilede. ”Troede du virkelig, jeg var klar til at kaste dig for løverne? Jeg tager bare gas på dig. Dine chancer er væsentligt bedre. Fifty-fifty.”

”Ih tak. Hvis du går ind ad den højre dør, overlever du. Hvis du går ind ad den venstre, dør du. Eller var det nu den venstre, der var ufarlig? Med de odds kan jeg ikke vælge nogen af dørene. Vi bliver nødt til at forbedre vores odds. Kør tilbage ad Vesterbrogade.”

Pil gjorde, som jeg bad om.

”Kan du lige slå politiradaren ned?” spurgte jeg, da vi kom til Vesterbros Torv, og Pil havde parkeret sin bil.

”Hvad mener du?”

”Jeg skal lige låne noget tøj.” Jeg gik ud af bilen. Pil fulgte mig i hælene.

”Hvor tror du, du skal hen?”

Jeg gik hen mod en opgang til en etageejendom. En mand kom ud med badebukser på og et håndklæde over den ene arm.

”God tur,” sagde jeg, mens jeg smuttede ind i opgangen bag ham og holdt døren for min ledsager.

”Vi skal op på første sal,” sagde jeg.

”Amorin kostumeudlejning?” Pil havde set deres skilt. ”Det er søndag. De har lukket.” Vi ankom samtidig hermed til en lukket dør. Den lignede en almindelig indgangsdør til en almindelig lejlighed.

”Nå ja. Men jeg har virkelig brug for tøjet. Ellers bliver jeg slået ihjel. Du har vel hørt om nødværge?”

”Nødværge. Den er god med dig. Der skal mere til.”

”Okay, så har du endnu mere at arrestere mig for.” Jeg skrev en seddel. Undskyld, men jeg skulle bruge tøjet med det samme. Jeg håber, at de vedlagte 5.000 kroner kan kompensere for leje og reparation af døren.

Jeg gav sedlen til Pil sammen med fem tusindlapper. Mens hun havde øjnene optaget af at læse min håndskrift, gav jeg døren et hurtigt karatespark omkring låsen.

”Hey, stop nu,” kommanderede Pil.

”Okay.” Det var let at gøre som beordret, for mit spark havde været hårdt og præcist. Jeg tog i håndtaget, og døren åbnede sig.

Jeg smuttede ind og fandt hurtigt det rigtige tøj. Jeg lagde min seddel ved indgangsdøren og kom ud på trappen, hvor Pil stod og skumlede.

”Næste stop: Tivoli,” sagde jeg smilende.

Pil svarede ved at lægge mig i håndjern.

21. juli, kl. 13.15

Jeg protesterede hele vejen ned ad trappen. Lige indtil vi kom ned i stueetagen og blev mødt af en sikkerhedsvagt. En kleppert på to meter med overarme som en sumobryder og en T-shirt, som var tilstrækkeligt åben til at vise gorillabehåringen på brystet.

Jeg havde godt set, at der var tyverialarm på, men jeg havde ikke forventet så hurtig udrykning. Jeg sendte en stille tak til Pil og hendes håndjern.

Pil nikkede til fyren. ”Jeg skal nok tage mig af ham,” sagde hun og viste sin legitimation frem. Længe nok til at vise politiskiltet, men kort nok til, at sikkerhedsvagten ikke nåede at opdage, at hun var drabsefterforsker. Hvis den slags altså står på skiltet; jeg lagde ikke mærke til det, da jeg selv fik chancen.

”Perfekt. Du var hurtigt ude,” sagde han.

”Jeg har fulgt efter ham her i nogen tid.”

”Har han taget noget?” Han indikerede den stofpose, som jeg havde med mig.

”Han har faktisk betalt for den. Gå bare op, så kan du se, hvad jeg mener.”

Sikkerhedsvagten stod et øjeblik stille, mystificeret, inden han hastede op til butikken.

Vi gik ud i Pils bil uden at vente på hans reaktion.

”Tak,” sagde jeg, mens hun hjalp mig ind i bilen på ægte politimanér med hånden på hovedet og den anholdtes hænder i håndjern på ryggen. Jeg satte mig ind på bagsædet. ”Så kan du godt tage håndjernene af.”

”Hvad får dig til at tro, at jeg har tænkt mig at tage dem af?”

21. juli, kl. 13.20

Pil lod mig svede et par minutter, inden hun tog håndjernene af. ”Du får kun én chance,” sagde hun. ”Du tager det her sæt på nu, og så går vi ind. Jeg går bag dig med det andet sæt. Jeg har min pistol rettet mod dig. Hvis du laver numre, skyder jeg. Hvis du bliver opdaget, lægger jeg dig i håndjern igen og tager dig med på stationen. Forstået?”

”Javel, frøken kriminalassistent.”

Det ene sæt var en smoking. Ikke skræddersyet, men de seneste dage havde lært mig ydmyghed, så jeg tog den på uden at kny og gik hen mod hovedindgangen.

Hvis man skal undgå at blive opdaget, skal man normalt gå med raske skridt, mens man stirrer lige frem og undgår øjenkontakt. Hvis man prøver det nummer foran Tivoli, vil man virke mistænkelig. Jeg valgte derfor at slentre af sted, mens jeg åbent kiggede rundt i alle retninger som en rigtig turist.

Jeg spottede fire mænd og to kvinder med FBI-mærker på tøjet. Det er mig en gåde, hvad de ledte efter ved hovedindgangen syv dage efter attentatet, men de gjorde det i hvert fald grundigt. Med næserne i jorden så ingen af dem på mig, mens jeg købte billet og gik ind. Jeg var ved at ånde lettet op, da jeg kom igennem indgangen og så to mænd stå uden uniform og granske alle gæsterne.

”For satan da også,” hørte jeg bag mig. ”Fatter du det ikke? Du betaler da heller ikke billet for at komme på arbejde, vel?” Pil hævede stemmen, mens hun skældte ud på en stakkels kontrollør. De to granskningsmænd trådte et skridt frem, mens jeg langsomt passerede dem. Deres fokus var på kvinden bag mig, mens hun prøvede at komme ind ved at vise sit politiskilt, selvom proceduren åbenbart var, at politiet også skulle betale. Tak for det, Pil.

Jeg fortsatte langsomt ligeud. Efter et minut lød der en velkendt stemme bag mig. ”De følger ikke efter os,” sagde hun.

Jeg svarede ikke, men fortsatte i retning mod restauranten. Undervejs oplevede jeg flere gange, at folk så på mig, som om de havde set mig før, men ikke kunne genkende mig. Jeg gik videre og forsøgte at se ud, som om jeg ikke havde nogen bekymringer. Ingen af dem fulgte efter, og jeg kunne ånde lettet op et halvt minut mere, indtil den næste nær-genkendelsesoplevelse.

Jeg nåede inden for tres meter af restauranten, da mit flakkende blik mødte et blik, som ikke flakkede det mindste. En afroamerikansk mand i hawaiiskjorte stod stille og stirrede mig lige i øjnene. Da jeg mødte hans øjne, genkendte jeg ham straks: Bill James fra Secret Service. Den ansvarlige for præsidentens sikkerhed i Danmark. Et af de mennesker, jeg mindst af alt ønskede at møde. Havde han genkendt mig? Er der silikone i Pamela Andersons bryster?

Jeg vendte mig om og løb alt, hvad seler og smokingjakke kunne holde.

I Amerika er det et tegn på skyld, at man flygter. I Amerika spiller man amerikansk fodbold, hvor det drejer sig om at fange ham, der flygter. I Tivoli var der mange amerikanere, og de øjnede alle en mulighed for en omgang fangeleg. Heldigvis var der ingen foran mig, som var så usportslige at tackle mig. Derimod fik jeg i løbet af få sekunder en hale af forfølgere. Pil og Bill James var forrest med et mulehår. Derefter fulgte en mangfoldig jordisk hærskare af FBI-folk og andet godtfolk.

Jeg løb skiftevis til højre og venstre og forsøgte at ryste dem af, men jeg havde lige så lidt held med det som dengang, jeg som dreng trådte i et hvepsebo.

Jeg vendte hovedet om og så, at Pil stadig var lige efter mig. ”Pil, Skærsilden,” hvæsede jeg forpustet og håbede på, at hun opfattede hentydningen.

Jeg fortsatte lidt endnu med at løbe rundt på må og få, indtil Skærsildens blinkende lygter var foran mig.

Skærsilden er en af Tivolis ældste seværdigheder. For en løbende gæst svarer den til en forhindringsbane. Der er hoppende trapper, glatte gulve og meget andet. Jeg valgte den, fordi jeg legede i den som barn, og for at få amerikanerne på udebane. Jeg sprang over køen og kastede en hundredekroneseddel efter vagten ved indgangen; han var tilstrækkeligt paf til at lade mig slippe forbi uden videre. Det gav mig et forspring på ti sekunder. Løbeturen gennem Skærsilden gav mig ti sekunder mere. Jeg var næsten nået til udgangen og havde næsten mistet modet, da jeg spottede Pil. Hun stod parat med den anden dragt fra kostumeudlejningen. Jeg hoppede i den og blev forvandlet.

Den anden dragt var et klovnekostume med en klovnemaske. Farvel, James Bond. Goddag, Carsten Klovn.

21. juli, kl. 13.40

Det lykkedes at narre forfølgerne længe nok til at komme ud af Skærsilden og rundt om et par hjørner. Pludselig virkede Tivoli som sig selv igen. Små børn med balloner og candyfloss smilede til mig, og jeg tog det stille og roligt, mens jeg vandrede tilbage til restauranten.

Udklædt som klovn lykkedes det at nå frem til indgangen. Foran stod der en mand med et langt, flettet skæg og tatoveringer på halsen. Jeg havde set ham hos familien Gordin, hvor han fungerede som altmuligmand, og i kirken til det, der skulle have været mit bryllup. Her var hans opgave at holde uvedkommende væk. Han forsøgte at vifte mig væk, som om jeg var en hveps, men jeg fortsatte, til jeg stod tæt nok på til at kunne lugte hans billige aftershave.

”Den er god nok,” sagde jeg så og tog klovnehovedet af. ”Du vil vel ikke formene mig adgang til min kærestes begravelse, vel?”

Inden han nåede at komme sig over chokket, var jeg forbi ham og inde i restauranten. Der var helt fyldt af gæster i sort tøj, og stemningen var trykket som – ja, som en begravelse. Jeg kastede et blik rundt og så alle de mennesker, som jeg havde forventet at finde: Familien Gordin. En mut John og en May med slør og halvt nedringet; selv til sin datters begravelse skulle hun vise sine bryster frem. Dick Zindel, som sad for sig selv. Observerende. Marwan Rabat i samtale med Børge Ingerslev. Selv Vicky havde fået en plads ved bordene. Hun var ved at spise de sidste bidder af sin forret.

Der gik ikke mange sekunder, før alle vendte sig mod klovnen, som havde formastet sig indenfor. Mange af dem genkendte mig. Antallet blev forøget, da jeg hoppede ud af klovnekostumet, og der kun var pingvinkostumet tilbage. Jeg var gennemblødt af sved, men prøvede at bevare værdigheden, da jeg gik hen til John. Jeg tørrede sved fra panden med et jakkeærme, men jeg kunne straks mærke nye svedperler pible frem.

”Jeg kondolerer,” sagde jeg højlydt og trykkede John i hånden. Både John og gæsterne tav stille. Jeg havde ordet. ”Det er vigtigt for mig at få sagt farvel. Politiet kommer nok snart, så jeg vil godt have lov at sige et par ord om Liz, som jeg elskede hende.”

I det samme smækkede dørene op. Pil trådte ind sammen med Bill James. Bag dem kom Staahl, som lukkede døren efter sig. Inden jeg kunne nå at tale videre, sagde Pil: ”Carsten Allingsø. Klokken er 13.58. Du er arresteret.” Hun trådte hen til mig og lagde hånden på min skulder for at føre mig væk.

Perfekt timing.

21. juli, kl. 14

Jeg så mig omkring for at lede efter sympati, men fandt ingen. ”Giv mig lige en chance for at erkende min skyld over for folkene her,” sagde jeg til Pil.

”Jeg tænder lige for båndoptageren,” sagde hun og tog en optager frem med sin frie hånd.

”Jeg er kommet her for at sige undskyld for alt,” sagde jeg henvendt til forsamlingen. ”Det er alt sammen min skyld.”

”Du skal ikke …” sagde John Gordin og rejste sig op.

”Jo, jeg skal. I fortjener sandheden. Jeg er klar til at tage det fulde ansvar, hvis I vil give mig en chance for at forklare.” Jeg så John Gordin dybt i øjnene. Han satte sig ned igen. Min taktik var lykkedes i første omgang. Jeg havde fået taletid.

”I løbet af de sidste par uger har der været flere mord,” begyndte jeg. ”De har alle sammen noget med mig at gøre. Jeg bliver nødt til at tage dem kronologisk.

Det første mord var på Irina, en tidligere prostitueret. Hun boede i min lejlighed, og min ven Sigurd var den første, som så hende død. Hun blev dræbt med en kniv i halsen. Der var tre mistænkte. Sigurd, mig selv og så en mystisk person, som var kravlet ned fra tredje sal.

Det andet mord – eller drab – var på en tidligere rocker ved navn Rocky, som også blev dræbt med en kniv i halsen. Der var to mistænkte. Mig selv og så en mystisk person.

Det tredje mord var på Irene Oxendal, som I vel alle kender til. Hun og hendes livvagt blev myrdet på hendes skib. Jeg var lige i nærheden. Der var to mistænkte. Mig selv og så en mystisk skytte.

Det fjerde mord eller mordforsøg var på den amerikanske præsident. Hun blev forgiftet lige her. Der var to mistænkte. Mig selv og så en souschef, som senere blev fundet død.

Det femte gerningssted var Liz’ lejlighed. Liz og to mænd blev dræbt. Jeg var den eneste, som undslap i live, og jeg blev derfor mistænkt.

Herudover har nogen ryddet op. De har sørget for, at Henrik Langkro og tre eks-ludere blev myrdet i Sverige.

Jeg erkender, at jeg har været i centrum af begivenhederne.

Jeg erkender også, at jeg slog Rocky ihjel.”

Der gik et sug igennem forsamlingen. Jeg lod beskeden synke ind, inden jeg fortsatte: ”Jeg dræbte ikke Liz. Jeg elskede hende. Jeg har svoret, at jeg vil finde ud af, hvem der er skyld i hendes død, og gøre ved dem, hvad de gjorde ved hende.”

John Gordin rejste sig op igen. ”Nu tror jeg, vi har hørt nok. Det her er en begravelse. Vent med …”

”Nej, John. Lad mig fortsætte lidt endnu. Da Liz døde, havde hun rigtig mange kontanter i sit pengeskab. Det fik mig til at tænke. Der var også andre, som var involveret i rigtig mange penge. Og bare rolig, John, det er ikke dig, jeg refererer til.”

John så ikke rolig ud, men han lod mig tale videre, mens han nedstirrede mig med mistro i øjnene.

”Hvis man ser på regnskaberne for Rabat-butikkerne, går det fantastisk. De har næsten ingen kunder og en meget lille omsætning. Men alligevel tjener de kassen. Hvor kommer pengene fra? Kriminalitet.”

Nu var det Marwan Rabats tur til at rejse sig op. ”Det er absurd, Carsten. Du har ingen beviser for din påstand.”

”Det her er ikke nogen retssal, men i øvrigt har jeg beviser nok. Jeg har også beviser for, at du har været med i hvidvaskning af penge – og i mordet på den amerikanske præsident. Jeg står her med det afgørende bevis.” Jeg viftede med sedlen fra beskyttelsesrummet. ”Jeg har i dag fundet det i et beskyttelsesrum ved Allindemagle, hvor lejemordet blev bestilt, og hvor I har aftalt, hvordan pengene skal fordeles. Skal jeg læse op, hvor stor en andel af de 51 millioner dollars, du får? Eller hvad med dig, Børge Ingerslev? Eller Irene Oxendal, indtil hun fik kolde fødder, og I besluttede jer for at sende en lejemorder efter hende?”

”Jeg aner ikke, hvad det er for en seddel,” sagde Rabat, som virkede upåvirket af situationen. Der skulle mere end et stykke papir til at få ham ud af balance, og min trussel om en omvendt Jesus (gør ved de andre, som de gør ved dig) lød lidt hul, når det kom fra en mand på vej i fængsel.

Jeg så mig omkring og bemærkede ingen sympati.

Det var tid til at bringe mit trumfkort i spil.

Pils ene hånd var stadig på min skulder, og den anden holdt stadig på båndoptageren.

I bedste Lucky Luke-stil lod jeg min højre hånd droppe nedad med lynets hast, greb fat om Pils pistol og trak den. Mens folk så bestyrtet til, pegede jeg pistolen mod Pil, mens jeg gemte mig bag hendes krop, så de få bevæbnede mænd i lokalet ikke havde noget let skud. ”Sandheden, eller I dør,” råbte jeg.

21. juli, kl. 14.15

Det er utroligt, hvor hurtigt tingene ændrer sig. To uger tidligere turde jeg ikke åbne et testamente af frygt for, at det ville påvirke min karriere. Nu tøvede jeg ikke et sekund med at overtræde straffelovens § 266. Strafferammen for trusler er et års fængsel, og straffen skærpes, hvis det sker mod embedsmand i funktion. Turen ned ad bakke går stærkt, og jeg var hastigt på vej mod bunden.

Staahl og Bill James havde trukket deres pistoler. Det samme havde den tatoverede altmuligmand fra indgangen. ”Tro mig. Jeg skyder,” sagde jeg. ”Smid pistolerne og spark dem hen til mig. I har tre sekunder.”

I filmene virker det trick altid. Jeg havde halvt forventet at blive centrum i en sky af hagl, men Staahl og Bill James skulle åbenbart ikke have noget klinket. De droppede i hvert fald pistolerne, inden jeg nåede at tælle til halvanden.

Altmuligmanden havde en anden plan. Mens jeg så Staahls og James’ pistoler falde til jorden, vendte han sit pistolløb nedad og skød efter mig.

Han ramte Pil i brystet lige under halsen.

Dumme svin, tænkte jeg. I et anfald af beskyttertrang eller arrigskab gav jeg ham igen med samme mønt. Jeg fyrede to gange. De leder stadig efter den første kugle, så skævt fløj den. Den anden ramte ham derimod på skulderen, og han tabte sin pistol, mens han tog sig til skulderen. Der kom ikke meget mere end et ”humpf” fra hans læber, da han blev ramt, selvom det må have gjort så ondt som en glødende ildrager i den nederste del af tarmen. Han må have fået masser af 12-taller på skolen for hårde bananer.

Samtidig råbte Pil en ed, som begyndte med av og sluttede med satan. Men hun forblev oprejst. Jeg så ned ad hende og så, at kuglen sad lige under kanten af hendes kevlarvest. I filmene falder folk altid om, når de bliver ramt i vesten, men Pil var sejere end som så, eller også lyver de i filmene. Hun virkede i hvert fald uskadt.

Med enkelte velvalgte kommandoer fik jeg altmuligmanden til at skubbe sin pistol over til mig, så alle synlige skydevåben i restauranten lå inden for min rækkevidde.

Jeg var klar til at fortsætte afhøringen. Denne gang med en Heckler & Koch til at lægge vægt bag mine ord.

21. juli, kl. 14.30

”Nu er du færdig,” sagde Pil så højt, at alle kunne høre hende. ”Når amerikanerne kommer, skyder de dig uden at blinke.”

”Jeg vil bare have sandheden frem.”

”Det tror de ikke en millimeter på. Du bliver nødt til at overbevise dem.”

”Hvordan?”

”Lad folk gå.”

God plan. Jeg skulle imidlertid opretholde illusionen af at være desperat. ”Glem det, makker,” sagde jeg højlydt. ”Jeg skal først tale lidt med Marwan Rabat. Tro mig, Marwan, hvis du lyver, skyder jeg dig. Fortæl os om din rolle i mordforsøget på præsidenten.”

”Du skyder mig jo uanset, hvad jeg siger,” sagde han, men han forekom ikke længere urokkelig. Tværtimod virkede han bange.

”Nej, jeg gør ej. Du har mit ord.”

”Hvordan kan jeg stole på det?”

”Okay, så. I der. I kan gå.” Jeg markerede den sårede altmuligmand og en langside af gæster. De behøvede ikke at få det gentaget. De defilerede ud af døren så hurtigt som rotter fra en synkende skude.

Ude i haven var der ved at samle sig nogle Tivoli-vagter og flere FBI-folk. Gæsterne ventede ikke på at sige hej, men smuttede straks så langt væk som muligt.

Mens de frigivne gidsler forsvandt, tænkte jeg over mit næste skridt. ”Okay,” sagde jeg så. ”I kan alle sammen gå bortset fra dem, jeg remser op.”

Restauranten endte med at være næsten affolket. Tilbage var kun mine eks-svigerforældre John og May Gordin, pokerspilleren Børge Ingerslev, butiksejeren Marwan Rabat, ambassadøren Dick Zindel, detektiven Tom Staahl, Secret Service-agenten Bill James, kokken Francois Pedersen, sekretæren Vicky, plus Pil og mig selv. Kort sagt: Alle de, der havde været involveret i de mareridtagtige to uger. Hvis vi altså så bort fra dem, som lå i et køleskab eller en urne.

Det tog nogle minutter at få ryddet restauranten. I mellemtiden havde der samlet sig et opbud af officielt udseende folk med store skydevåben.

”Kan du ikke få dem til at gå væk?” spurgte jeg Bill James.

”Mig? Jeg har ikke større autoritet her end en japansk turist. Jeg tog min afsked fra Secret Service, da jeg fik ordren om at tage hjem til Staterne. Lige nu er jeg bare en ligegyldig amerikaner, som tilfældigvis valgte at bruge sin ferie på at se, om jeg kunne hitte rede i den største fejltagelse siden Kennedy-mordet.”

”Er der virkelig ikke nogen her med autoritet til at få dem til at give os lidt tid? Jeg behøver kun ti minutter.” Jeg så mig omkring, mens jeg desperat rystede på hånden næsten uden at ænse pistolen i den. Der var lige så få frivillige, som når læreren stiller et spørgsmål ud i forelæsningslokalet. ”Dick Zindel,” sagde jeg. ”Ring til en eller anden, og få amerikanerne til at holde sig væk uanset, hvad der sker her. Pil Bøgh, du må få danskerne til at holde sig væk.”

Dick Zindel tog røret og ringede. Jeg bemærkede, at han ringede til et nummer, som begyndte med 001202. Et Washington-nummer. ”Vi har en situation i restauranten,” sagde han i røret. ”Bed dine mænd om at holde sig klar. De skal ikke skyde, før de får anden besked. – Ti minutter, måske femten. – Fint. – Ja, det skal jeg nok. Jeg lægger på.” Det sidste var adresseret til mig, mens han trykkede på telefonen og lagde den fra sig på bordet. ”Det er i orden,” sagde han. ”Du har ti minutter.”

Pil ringede samtidig og rapporterede også, at hun havde købt os ti minutter. Hun havde dårlig nået at lægge røret, før skytterne udenfor begyndte at gå et stykke væk.

Jeg havde ti minutter til at få en tilståelse ud af den eller de skyldige. Og jeg vidste stadig ikke, hvem det var.

Jeg fik pludselig en åbenbaring. Jeg følte blodet stige til hovedet, som om nogen havde sat strøm på hele min krop.

Det hele begyndte, hvor min historie begyndte. Den mest åbenlyse ledetråd var at finde dér.

Nu drejede det sig bare om at hive i tråden og trevle sammensværgelsen op.

21. juli, kl. 15

”Hvor var det, vi kom fra?” spurgte jeg ud i lokalet. Jeg fokuserede derpå mit ondeste blik på Marwan Rabat. ”Nå ja, vi var kommet dertil, hvor jeg gør det af med de ansvarlige for Liz’ død, inden politiet og militæret kommer brasende ind og skyder knoppen af mig. Jeg er afklaret med det. Uden Liz er der ikke noget at leve for. Jeg har ti minutter tilbage at leve. Hvad med dig, Marwan? Vil du leve kortere eller længere end jeg?” Jeg viftede med pistolen, som kom til at gå af; ikke helt forsætligt, men hvad hjertet er fuldt af, løber fingrene over med. Kuglen satte sig i vinduet, som åbenbart var af panserglas. I hvert fald blev kuglen siddende, og vinduet holdt.

”Din idiot,” sagde Marwan Rabat. ”Fatter du ikke, at det var Liz, som slog dem ihjel?”

Der blev så stille, at man kunne høre en knappenål blive injiceret i mit hjerte. ”Hvorfor siger du det?” Jeg fyrede endnu en gang, denne gang tættere på Marwan.

”Jeg var ikke involveret,” bedyrede han. ”Jeg ved bare, at Irene Oxendal ville ud af Selis Trading på grund af Liz.”

”Lad mig lige få det her på det rene. Husk, at jeg skyder dig i hovedet, hvis du lyver. Hvad var din rolle?”

”Jeg havde ikke noget med mordene at gøre.”

Pludselig kom det til mig.

De tomme Rabat-butikker.

Kontanterne i kassen.

Medarbejderne med en straffeattest så lang som telefonbogen.

”Du var kun med til at hvidvaske penge, ikke?”

Hans øjne flakkede rundt i lokalet, inden han svarede. ”Jo. Mine butikker tog imod de sorte penge og sendte dem videre op i systemet.”

”Hvorfor?”

”Jeg stillede ikke spørgsmål.”

”Hvorfor lod du dig involvere?”

”Det er en lang historie. Jeg er ikke sikker på …”

”Lad nu være med at tale udenom. Det var din hushjælp, ikke sandt?”

Han nikkede. Jeg genkaldte mig Ursula Rabats historie om, hvordan alting blev ændret i Rabat-familien efter hushjælpens forsvindingsnummer.

”Hun døde dengang for tre år siden, gjorde hun ikke?”

”Jo.” Marwan havde tårer i øjnene.

”Slog du hende ihjel?”

”Nej.”

”Det regnede jeg heller ikke med. Var du forelsket i hende?”

”Ja … Jeg fandt hende død. Hun var blevet kvalt, og jeg var den eneste, som havde nøgle til hendes hus. Jeg vidste, det ville se mistænkeligt ud. Liz kom tilfældigt forbi, troede jeg. Jeg troede, hun hjalp mig med at dække over det, men jeg tror nu, at hun var morderen. Jeg kunne ikke stå frem, for hun beholdt nogle beviser mod mig. De var falske, men ingen ville tro mig. Siden da var jeg nødt til at gøre, som hun sagde.”

Det virkede, som om han talte sandt. Undervejs i mit … forhør … havde jeg bevaret nok køligt overblik til at bemærke de flakkende øjne, inden Marwan implicerede Liz. Der var mindst to andre i lokalet, som han var bange for. Folk, hvis tilstedeværelse var marginalt mindre skræmmende end min pistol.

Tid til at tage fat i den næste mistænkte.

”Din tur, Ingerslev. Hvornår kom du ind i Selis Trading?”

”Jeg er uskyldig. Nogen fik det til at se ud, som om jeg havde bestukket en dealer.”

”Du var lidt for heldig ved pokerbordet. Du ville miste din karriere og komme i spjældet. De ville bare lige have dig til at gøre dem en lille tjeneste, var det sådan, det begyndte?”

”Præcis. Det fortsatte med, at jeg skulle vaske nogle penge hvide.” Ingerslev reciterede sine replikker som en oplæser i radioen og uden nogen form for følelse.

”Hvordan det?”

”Der kom en fisk – en nybegynder – ind og spillede elendigt. Han tabte altid penge til kasinoet. Jeg sendte pengene videre.”

”Til hvem? Til dig, John?” Jeg stirrede min svigerfar i øjnene og kunne som sædvanligt ikke se nogen reaktion. Endnu en mand med talent for poker.

”Nej. Jeg sendte også pengene videre.”

”Jeg er ved at se, hvor det hele bærer hen. Man forventer, at der er kontanter i en dagligvarebutik, i en restaurant og på et kasino. Hvis man skal have vekslet sorte penge hvide, er de brancher ideelle. Der er stort set ikke andre steder med så mange kontanter. Nå, John, hvem var så din kontakt?”

”Det var Liz.” Han smagte på ordene, inden han fortsatte: ”Hun var ikke min datter.”

Jeg så chok i ansigterne på alle de tilstedeværende. De havde åbenbart forventet, at han ville tilstå et mord, men ikke dette. Selv May stod med åben mund, mens hun stirrede på John.

”Hvem gav dig så ordren om at holde begravelsen?”

”Jeg fik ikke nogen ordre, men jeg var nødt til at bevare facaden. Ellers ville jeg pludselig blive mistænkt.”

Jeg kiggede videre i rækken. ”Et mordforsøg på den amerikanske præsident sker ikke uden, at Secret Service er involveret. Bill James, blev du også truet?”

”Naturligvis ikke.”

”Så du deltog af egen fri vilje?”

”Jeg deltog ikke. Jeg havde intet at gøre med attentatet, men jeg er taknemmelig for dit forsøg på at opklare det her. Du er ene mand kommet meget længere, end FBI har formået.”

”Spar de rosende ord. Pil, tag fotografierne frem.”

Pil vidste, hvad jeg talte om, og tog nogle fotografier frem, mens jeg stadig pegede pistolen mod hende; heldigvis havde ingen af de tilstedeværende opdaget, at jeg hellere ville dø end gøre alvor af min trussel mod hende. Billederne viste de mænd, som blev skudt i Liz’ lejlighed. ”Mændene her var fra Secret Service, var de ikke?”

Bill James så grundigt på billederne. ”Nej, men jeg har set dem før.”

”Hvor?”

”Giv mig lige et øjeblik. Jo, nu har jeg det. De var nogle af de FBI-folk, der hjalp de danske myndigheder med at efterforske bomben i Parken.”

Jeg smilede. ”Det regnede jeg også med. FBI hjalp med efterforskningen i Parken, og de har stået for efterforskningen i Tivoli. Det er ikke så underligt, at de ikke har fået nogen resultater, når deres chef står bag det hele.”

”FBI-chefen?” spurgte Dick Zindel. ”Siger du, at FBI-chefen står bag attentatforsøget? Den må du vist længere ud på landet med.”

”Der har jeg været. Allindemagle. Ved du, hvad jeg fandt? Jeg fandt en telefonliste over kontaktpersoner til projektet.”

”Hvad snakker du om?”

”Du ved præcis, hvad jeg snakker om. Du står på listen. Det gør FBI-chefen og vicepræsidenten også.”

Dick Zindel stod med åben mund og rystede på hovedet.

”Jeg ved også, hvem du lige har ringet til,” fortsatte jeg. ”Det var FBI-chefen. En af jer skal bare tage hans telefon, så kan I se det på opkaldslisten.”

Bill James gik hen mod Zindel. ”Jeg tror, vi har hørt nok,” sagde Zindel på engelsk. ”Der er ikke andet at gøre end at lukke ned for lækagen.”

Bill James så forvirret på ambassadøren foran ham. Så kiggede han ned på mobiltelefonen. ”Der er stadig forbindelse,” konstaterede han.

Det stod pludselig klart for mig, at ambassadørens ord var møntet på manden i den anden telefon.

Dick Zindel havde lige bedt om at få ’lukket ned for lækagen.’

Jeg var lækagen. Han havde beordret en nedlukning af mig. Jeg skulle lukkes, som man slukker for en computer. Bang – game over. Og når de var i gang, ville de skyde alle andre, som havde fået forklaret sammenhængen.

Jeg indså, at de havde den perfekte mulighed. Der var FBI-folk udenfor og en efterlyst, skydegal gidseltager indenfor. FBI-chefen ville om to sekunder beordre dem til at storme restauranten. Der ville måske komme nogle løftede øjenbryn over, at de havde skudt en bevæbnet gidseltager, og at de var kommet til at gå lidt over gevind i befrielsesaktionen. Men det ville ikke være mere end, at den nye amerikanske præsident kunne holde kritikken væk med et par fyringer.

Vores død ville blive en krusning i vandoverfladen. Ikke mere.

21. juli, kl. 15.30

”Godt forsøgt,” sagde Pil, som også havde indset, hvad der var ved at ske. ”Men min båndoptager her har optaget det hele.” Hun løftede triumferende båndoptageren, mens jeg tænkte, at hun lige havde bedt om at blive skudt, så beviserne kunne skaffes af vejen.

Så lød de første skud udefra, og alt blev panik, selvom panserglasset købte os tid.

Jeg kastede mig ned over de to pistoler på gulvet og skubbede den ene over til Pil, som stillede sig på den, mens jeg forgæves forsøgte at ligne en del af marmorgulvet.

Staahl kastede sig samtidig ned og nappede den sidste pistol. Til min overraskelse forsøgte Vicky det samme, men hun kom en hårsbredde for sent. Hun tog i stedet Pils, mens Pil koncentrerede sig om sin ubrugelige båndoptager.

John Gordin bukkede sig ned og løb over mod os, mens hans kone May blev siddende og skreg i panik. Marwan Rabat fulgte i hælene på John. Børge Ingerslev kastede sig ned under et af bordene; han ville vist folde den her hånd i stedet for at prøve et bluff.

Bill James stod og viste sine håndflader frem, mens han råbte så højt, at han overdøvede lyden fra kuglerne mod panserglasset: ”Skyd ikke! Det er præsidentens ordrer.” Han blev ignoreret lige så effektivt som en fed mand på scoretogt i en bar.

Francois Pedersen forblev stående i køkkenet, mens han tog fat i en stegepande og en kokkekniv. En gang køkkenchef, altid køkkenchef, tænkte jeg.

Dick Zindel reagerede ikke på den aktivitet, som han selv havde skabt. Han kiggede sig roligt omkring som en løve iblandt gnuer.

Skyderiet fortsatte udenfor, og restauranten var stadig eneste mål. Indefra lød det som velvoksne hagl på en bilrude.

Pil opgav sin stupide båndoptager. Hun tog i stedet fat i sin telefon og ringede op. Jeg var tæt nok på til at høre, hvad hun sagde. ”Dette er kriminalassistent Pil Bøgh. Jeg har afgørende nyt om Tivoli-attentatet, og du har fem sekunder til at stille mig om til statsministeren … Sig bare, at det er Pil Bøgh, så tager hun imod.”

Mens jeg overvejede, hvad jeg skulle bruge en pistol til, afsikrede Staahl sin pistol og rejste sig op. Vicky rejste sig også op med hævet pistol. De to blev tacklet af John og Marwan, som åbenbart ville have fat i pistolerne.

Pil fortsatte sin samtale, mens de to store mænd forsøgte at vinde en brydekamp mod en lille mand og en kvinde. ”Det her er Pil Bøgh. Jeg er inde i restaurant Ny Nordisk, og jeg har afgørende beviser …” Det var tilsyneladende lykkedes at få etableret en forbindelse på rekordtid, medmindre hun bluffede.

Dick Zindel var ikke til sinds at lade sig bluffe. Han havde pludselig en pistol i hånden. Den var i tændstikstørrelse, men man havde alligevel ikke lyst til at stå for enden af dens løb. Han rettede den mod Pil. Jeg reagerede instinktivt og fyrede tre skud efter ambassadøren, inden han nåede at indstille sit sigtekorn. To af dem ramte, og jeg følte mig pludselig i zonen – en tilstand, som jeg ellers kun har læst om, hvor man registrerer hver en bevægelse, som om alting foregik i slowmotion, og hvor man reagerer hurtigere, end hvad der burde være muligt.

Dick Zindel havde ikke tænkt sig at give op. Med ansigtet forvredet i smerte krampede hans hånd sammen, og han fyrede af, inden han tabte sin minipistol og blev liggende. Samtidig med Zindels skud kastede Pil sig ned.

Jeg kunne ikke nå at se, om hun var blevet ramt endnu en gang, for John havde vristet Vickys pistol fra hende, og han skød også. Det er mig en gåde, hvem han ville have ramt, for Bill James kastede sig hen foran John. Kuglen ramte ham lige i brystet.

Sekundet efter Bill James’ flyvende tackling skød jeg mod John. To skud. Begge ramte, mens jeg overvejede, om jeg havde gjort det rette, eller om John var på min side.

Marwan gav Staahl et knæ i skridtet. Mens Staahl tømte sine lunger for luft, som om han aldrig ville komme til at ånde ind igen, tog Marwan pistolen fra ham. Også Marwan var klar til at skyde, da jeg fyrede. Jeg var stadig i zonen og kunne ikke ramme forbi. BLAM, BLAM, lød min pistol, før Marwan lagde sig ned.

Der var pludselig stilhed. Det så ud til, at May Gordin, Børge Ingerslev, Tom Staahl, Francois Pedersen, Vicky og jeg var de eneste uden skudhuller. Og jeg var den eneste, som kunne virke truende.

Derimod fortsatte skyderiet udefra med fornyet styrke. Jeg rejste mig op, smed min pistol og forsøgte at få dem til at indse, at de resterende personer i restauranten var ufarlige.

De skød videre.

Jeg hørte pludselig et skud bag mig inde fra restauranten. Jeg mærkede en stærk smerte omkring brystet, inden mine ben gav efter under mig. Jeg hørte endnu et skud og vendte mit hoved om for at få et glimt af den person, som var ved at puste mit lys ud.

Jeg så Staahl og Vicky stå med hævede pistoler. Staahls pegede mod mig, og Vickys mod Staahl.

Jeg var stadig vågen, da jeg hørte en stemme udefra. Højttalerne gjaldede med statsministerens stemme. Kontant og myndigt og med mere pondus, end hendes forgænger Helle Thorning-Schmidt kunne have mønstret: ”Dette er den danske statsminister,” begyndte hun på engelsk. ”Jeg har fået at vide, at jeres chef har været involveret i attentatet mod jeres præsident. Personerne i restauranten er vigtige vidner. De skal arresteres og afhøres. I må ikke skyde på dem. Et angreb mod dem vil blive betragtet som en krigserklæring mod Danmark. Læg jeres våben ned. NU!”

Jeg forsøgte at holde mig vågen, mens jeg hørte statsministerens tale. Mod slutningen begyndte ordene at flyde sammen i mit hoved. Jeg ved ikke, om hun sagde mere, for alting blev sort.