HOSPITAL
Mandag den 22. juli
Det første, jeg fornemmede, var den bløde dyne. Efter nogen tid kunne jeg åbne øjnene og se den hvidmalede stue og det blændende lys.
”Godmorgen,” sagde en hvidklædt sygeplejerske med for små brys…
Glem det. Jeg indså, at størrelsen af hendes (eller af nogen anden kvindes) bryster ikke betød noget. Jeg var i live, og det var dejligt at indånde den klare luft og føle den bløde seng.
”Godmorgen,” sagde sygeplejersken.
”Godmorgen,” sagde jeg med et smil. Jeg mærkede en smerte i brystregionen. ”Hvad skete der?” spurgte jeg, lige inden hukommelsen kom tilbage. Inden hun nåede at svare, stillede jeg mit næste spørgsmål. ”Er Pil …?”
”Pil Bøgh ligger på stuen ved siden af dig. Hun har det efter omstændighederne fint. I hvert fald bedre end dig. Hvordan går det med brystet?”
”Det gør megaondt. Jeg blev skudt i brystet, tror jeg.”
”Du var heldig. I brystregionen kan man næsten ikke undgå at ramme et kritisk organ, men det lykkedes for dig. Du har haft indre blødninger, men du skulle være oppe igen i løbet af få dage.”
Tirsdag den 23. juli
Døren til min stue åbnede, mens jeg sad på sengekanten og prøvede at kæmpe mig igennem en sygehussandwich, som ville være stedt til evig hvile i en skraldespand, længe inden den var kommet inden for hundrede meter af Ny Nordisk. Jeg forventede at se en sygeplejerske, som jeg kunne brokke mig til. I stedet kom en kvinde, der ligesom jeg var klædt i en hvid pyjamas med Rigshospitalets logo på. Pil haltede ind ad døren.
”Det er godt at se dig,” sagde jeg. ”Undskyld endnu en gang for at jeg tog din pistol.”
”Det er da første gang, du siger undskyld for det,” svarede hun med et smil. Hun var lige så bleg som altid, men hendes smil lyste mere op i stuen end det skarpe sollys udefra.
”Jeg er glad for, at du tager det sådan. Jeg tror da også, det var nødvendigt med en pistol for at få sandheden frem, så jeg håber ikke, du vil sigte mig for trusler, eller hvad I kan finde på.”
”Det er ikke min beslutning, men jeg tror ikke, du behøver bekymre dig. Vi går efter bagmændene og morderne. Vi går ikke efter ham, der har foræret os de skyldige på et sølvfad – de af dem, der stadig er i live.”
”Hvad endte det egentlig med? Jeg var i drømmeland, da de begyndte at tælle de faldne.”
”Dick Zindel, John Gordin og Tom Staahl døde. Resten overlevede.”
”Det kan man da kalde retfærdighed. De onde dør, og de gode overlever.”
”De onde? Du tog lige din eks-svigerfar med på den sorte liste.”
”Ja da.”
”Du må lige forklare det for mig.”
Pil havde et neutralt blik i øjnene. Jeg havde på fornemmelsen, at hun kendte svaret på sit spørgsmål, men jeg lod som ingenting, da jeg gik i gang med min forklaring.
”Jeg burde have opdaget det, allerede da det begyndte den 4. juli. Der var pause i fodboldkampen, men næsten alle stod og kiggede på storskærmen. Hvem spilder tiden på at glo fjernsyn, når der er pause – medmindre man vil se, hvad der sker i pausen?”
”Du mener, at alle gæsterne kendte til terrorangrebet?”
”I hvert fald mange af dem. Det var også i sig selv mistænkeligt, at den amerikanske ambassadør i Danmark vælger at tage til en privat komsammen, når de fejrer den amerikanske uafhængighedsdag i Rebild Bakker, og der også er en fodboldkamp at tage til.”
”Nu du siger det. Hvem stod for attentatet i Parken?”
”Det var vel Jens Hansen, men Liz har utvivlsomt planlagt det hele. Hun var den ondeste dræbermaskine i landet. Måske i hele verden.”
”Det fik vi i hvert fald at vide på restauranten. Liz var Fanden selv, men hvad med John? Han var jo alligevel ikke hendes far.”
”John og Liz Gordin var lejemordere. Jeg går ud fra, at de arbejdede som et hold. Jeg er ret sikker på, de var far og datter. I hvert fald var May overrasket, da John fandt på at fornægte familieskabet for at redde sit eget skind.”
”Men hvorfor? John Gordin var jo mangemillionær.”
”Hvad har han tjent sine penge på? Jeg kender kun hans seneste to projekter. Det ene var en restaurantkæde i USA. Han købte den og solgte den igen med profit kort tid senere. Han solgte den samtidig med, at Patrick King, guvernøren i Illinois, blev myrdet. Kan du ikke se mønsteret? Man ser hver dag, at folk tjener store penge på at købe og sælge den samme ting inden for kort tid, så ingen finder på at koble transaktionerne til snigmordene. Blodpengene bliver vasket hvide. Realiteten er, at købet og salget er planlagt på forhånd. John Gordin har kun ejet restauranterne pro forma.”
”Du mener, at han gjorde det samme i Danmark?”
”Præcis. Han købte Ny Nordisk, som er en prestigerestaurant, men ikke tjener penge nok. Ny Nordisk bruger exceptionelt mange penge på gourmetmad og -vin, og der er ingen gæster på Ny Nordisk II. Jeg gætter på, at restauranterne samlet set har dundrende underskud. Det har de så peppet op med nogle indtægter fra narko og prostitution. Igen vasker man sorte penge hvide. Det forbedrer balancen og legitimerer, at man senere sælger restauranten med stor profit. I virkeligheden skulle profitten tjenes på attentatet i Tivoli.”
”Men hvor kløgtigt er det at gennemføre attentatet på sin egen restaurant? Man bliver jo mistænkt med det samme.”
”Jo, men her kom jeg ind i billedet. De havde planlagt at finde en syndebuk. Måske besluttede de sig først for, at det skulle være mig, da de opdagede mine pro bono aktiviteter, hvor jeg fik nogle af deres prostituerede til at skippe ud. De ville få det til at se ud, som om jeg var den skyldige. Herudover havde de tiltro til, at deres venner fra FBI ville holde det hele skjult. Staahl fortalte mig en vits om lyttebøffer. Jeg indså først meget sent, at han refererede til de blomkålsører, som jeg havde set i lejligheden hos Liz, da hun og FBI-fyrene forsøgte at dræbe mig.”
”Hvad er så sammenhængen med FBI?”
”Jeg gætter her, men jeg er sikker på, at jeg gætter rigtigt. Den større historie er den, at Harry Reysson ville være præsident. Hans kone er milliardær, så han havde råd til de bedste lejemordere – altså familien Gordin. Han ville ikke gennemføre mordet i USA. Det er lettere at virke uskyldsren, hvis mordet bliver begået i et helt andet land. Han valgte Danmark, hvor han havde en kontakt allerede i form af ambassadøren. Det første snigmord var på King. Jeg ved ikke, hvad Reysson havde imod King, men man finder nok en sammenhæng, hvis man graver dybt nok i den sag. Hans kammerat Lucas Damien Wentworth stod for efterforskningen af mordet på guvernøren. Wentworth fik sine to håndlangere, deriblandt manden med blomkålsørerne, til at skyde skylden for guvernørmordet på en uskyldig mand, som de så skød under arrestationen. Det er altid lettere at fabrikere beviser mod en død mand. Så bestilte han endnu et mord, denne gang i Danmark. John og Liz tog imod bestillingen gennem websitet killthepresident.com. De har utvivlsomt moret sig over navnet på websitet, men hvorom alting er, så var præsidentmordet Liz’ svendestykke. John tog sig af guvernøren, mens Liz forberedte præsidentmordet. I mellemtiden brugte hun sin identitet som Igor som træning. Hun har utvivlsomt adskillige mord på samvittigheden, og hun havde også slået mig ihjel, hvis jeg ikke var så forbandet heldig at springe på det rigtige tidspunkt. Jeg burde have indset, at hun prøvede at dræbe mig.”
”Hvorfor det?”
”Hun havde forsøgt at virke skræmt, men da jeg fortalte, at det hele var ved at falde sammen om ørerne på os, ville hun straks lokke mig til at tage tøjet af. Det gør man altså ikke, hvis man er bange og bare vil væk. Næ – hun ville gøre mig til et nemt offer for de gutter, som kom til lejligheden for at få penge. Hvis hun altså ikke selv havde skiftet til sin hemmelige identitet og pløkket mig.”
”Hemmelige identitet?”
”Liz var Igor. Hun havde fået kløerne i Ingerslev, Rabat og Oxendal og brugte dem til at vaske sorte penge hvide. Hun var fræk nok til at bruge deres forbogstaver. Politiet hørte navnet Igor og troede, at det var en russer, som stod bag.”
”Min favorit blandt dine mistænkte var ellers Marwan Rabat. Han var tydeligvis involveret i noget snavs. Du nævnte selv narko, og det virkede som et safe bet at mistænke ham. Og så hans fornavn. En af superskurkene i tv-serien 24 Timer hed Marwan.”
”Her taler fordommene. Du mistænker den eneste, som ikke er hvid i huden.”
”Ja, men ikke derfor. Vi har styr på Ingerslev og Rabat. De var involveret i kriminalitet, men de er blevet truet til det, så de får nok ikke nogen særlig streng straf. Men hvem slog Irina ihjel?”
”Det var Liz. Hun kom ind som muslim og kravlede ud af vinduet for at implicere Sigurd og mig. Jeg burde have indset det noget før.”
”Hvorfor det?”
”Da jeg kom hjem efter Irinamordet, hørte jeg en maskine køre i Liz’ køkken. Det lød thump-thump. Sådan lyder opvaskemaskinen ikke. Det var vaskemaskinen. Hun havde sat en vask over. Hvem sætter en vask over midt om natten?”
”En, der lige er kommet hjem med blod på tøjet, måske?”
”Præcis.”
”Hvad så med Irene Oxendal?”
”Oxendal må have opdaget, hvad der var ved at ske. John fik lokket mig ud til mødet, og Liz slog hende ihjel. Allerede på det tidspunkt havde de planlagt at skyde skylden på mig, så skyderiet mod mig i Oxendals båd var bare et shownummer. Hvis Liz ville ramme, havde hun ramt.”
”Så mangler vi bare Tom Staahl.”
”Ja, det gør vi. Jeg aner ikke, hvordan han blev involveret.”
”Måske kan jeg hjælpe dig lidt. Staahl blev smidt ud af PET, fordi de mistænkte ham for at have lidt for tætte kontakter til det kriminelle miljø. Vicky har fortalt, at Staahl kontaktede hende. Han sagde, at han arbejdede i PET, og at de havde mistanke til Gordin-familien og til dig. Hun var meget imod at samarbejde, men til sidst fik han hende overtalt til at etablere kontakten. Det var hendes eneste opgave. I restauranten fik hun en mistanke om, at han alligevel ikke var PET-mand. Det var derfor, hun holdt et vågent øje med ham, og derfor, hun skød ham.”
”Okay. Han var altså dobbeltagent. Hans paranoia skyldtes, at han regnede med, at PET stadig havde ham i kikkerten. Liz og John fik ham til at arbejde for mig, mens han i virkeligheden arbejdede for dem. Det var sådan, han fik adgang til skidtet om Børge Ingerslev og Marwan Rabat og oplysningerne om ofrene for Parken-attentatet. Jeg burde have gættet, at en PET-ansat aldrig ville fortælle en gammel kollega om noget så hemmeligt.”
”Du skal ikke bebrejde dig selv. Gordin-familien har kørt rundt med hundredvis af garvede efterforskere. Kun ganske få af dem har haft til opgave at dække over de virkelige bagmænd, og de har alligevel narret os. Men det er da godt, at vi er ved at få denne sag afsluttet. Vi mangler stadig beviser mod Harry Reysson, men han har i dag trukket sig frivilligt fra præsidentposten. Samme dag, som hans forgænger afgik ved døden. Abrinen slog hende ihjel.”
”Det er jeg ked af at høre.”
Der blev stille nogle sekunder, som om vi holdt et minuts stilhed for at hædre den døde præsident.
”Hvad så nu?” spurgte Pil.
”Jeg kan sige så meget, at jeg holder mig fra storbarmede blondiner i fremtiden.”
”Er det et løfte?”
”Det kan du tro. Jeg må også til at skære ned på statussymbolerne.”
”Hvorfor det?”
”Min kæreste elskede dyre ting. Hun myrdede folk for at beholde den dyre livsstil. Jeg har ærlig talt fået afsmag for det, som får folk til at gøre slemme ting. Det er ved at være tid til at tænke på andet end de materielle goder. Advokatbranchen drejer sig om penge. Det er tid til at finde en anden branche.”
”Hvad vil du så tage dig til?”
”Jeg kan jo skrive en roman. Baseret på virkelige hændelser. Bare skaf mig en pc, så kan jeg færdiggøre manuskriptet. Mon ikke der er nogen, der vil købe den?”
”Hvorfor skulle du være interesseret i det? Jeg troede, du ville droppe det med penge?”
Jeg smilede. ”Det var bare for sjov. Jeg vil da ikke udgive min roman. I hvert fald ikke, før du har læst den igennem.”
”Jeg kan ikke vente.”
Og sådan gik det til, at jeg nedskrev denne bog. Hvad mon Pil synes om den?