MORD
9. juli kl. 22
Jeg har kogt min samtale med Staahl ned til det væsentlige. Rent faktisk talte vi til omkring kl. 22, på bænke og beværtninger og gående rundt på tomme småveje i Glostrup. Staahl var åbenbart den rastløse type samtidig med, at han kan lide at høre sin egen stemme, og jeg er vist ikke meget bedre.
Jeg kørte i min åbne bil i den dejlige sommeraften på vej hjem til Liz, da min telefon ringede. Jeg tog headset på og besvarede opkaldet.
”Den er helt gal,” sagde Sigurd uden at præsentere sig, men jeg ville kunne genkende hans syngende stemme til hver en tid. ”Du må komme nu.” Han lød desperat.
”Hvor er du? Hvad er der sket?”
”Hos Irina.” Han lagde på.
Jeg vendte kareten og gassede op. Jeg var fremme på få minutter. Jeg parkerede min BMW lige op ad ejendommen – uden tvivl ulovligt – og løb op ad trappen fire trin ad gangen.
Deroppe stod døren på klem, som om jeg var ventet. Jeg gik ind uden at ringe på. Jeg skulle til at lukke døren bag mig, da jeg så en scene som fra en dårlig splatterfilm.
Irina lå i sin seng med stirrende øjne og blod dryppende ud af munden. Hendes hals var helt rød, som om nogen havde hældt et badekar fyldt med rød maling hen over den.
Det var ikke rød maling, og dog var den røde farve lysere og klarere end det blod, jeg ellers havde set. Og der var meget mere af det, end jeg havde troet muligt.
Jeg burde ikke dvæle ved blodet, men jeg stod der, lammet, ude af stand til at bevæge mig, mens hendes stupide beostær fløjtede noget, der lød som Dengang jeg drog af sted.
Sigurd sad overskrævs på sengen og holdt om Irinas hals med den ene hånd, mens han talte med en lavmælt, næsten hviskende stemme, og tårerne løb i små bække ned ad hans kinder. ”Det skal nok gå. Du skal bare ligge helt stille.” Med den frie hånd forsøgte han at lave en bandage, som han kunne binde om halsen for at stoppe blødningen, mens jeg stod og så på, paralyseret og stillestående som en vampyr i et vokskabinet.
Efter at have stået stille i nogle sekunder, minutter eller timer, vendte virkeligheden tilbage. Sigurd havde egenhændigt fået svøbt en del af et lagen omkring Irinas hals og standset blødningen. Jeg indså pludselig, at Irina måske slet ikke var død, og at jeg burde ringe efter en ambulance.
Da var det, at døren blev åbnet. Jeg vendte mig instinktivt om og så en høj, bredskuldret mand med tatoveringer på armene og øjne som Djævelen. Morderen er vendt tilbage, tænkte jeg.
Sigurd handlede, før jeg kunne nå at reagere. Han støttede hurtigt, men forsigtigt, Irinas hoved på en pude og trak sin pistol.
Den tatoverede mand bevægede sig som en leopard – hurtigere, end jeg havde troet muligt – forbi mig og hen til sengen. Hans enorme næver tog fat om pistolen, mens Sigurd var ved at afsikre den. Sigurd forsøgte desperat at holde fast, men pistolen svuppede ud af hænderne som et stykke våd sæbe i et badekar og landede bag sengen uden for alles rækkevidde.
Sigurd brølede som en såret gorilla og slog mod den tatoverede mands hoved. Han ville have ramt lige på næsen, hvis ikke manden ubesværet og i en flydende bevægelse havde flyttet sit hoved langt til siden som en professionel bokser med gummihals. Sigurd ramte ikke andet end luft, mens den tatoverede mand slog kontra med en uppercut til Sigurds kæbe. Sigurd faldt om på sengen lige ved siden af Irina og alt blodet.
Under den korte kamp havde jeg prøvet at finde et våben, som jeg kunne bruge mod den tatoverede mand, der nu lignede en kæmpe med jernnæver.
En halv meter fra foden af sengen lå en blodig, savtakket kniv. Jeg havde netop fået fat på den og rejst mig op, da Sigurd faldt om på sengen, og djævle-manden vendte sig mod mig. Vi stod tæt nok på til, at jeg kunne lugte hans hvidløgsånde, mens jeg hørte en sirene i det fjerne.
Jeg vidste med mig selv, at jeg kun ville få én chance mod det monster af en mand, der havde fældet stærke Sigurd med et enkelt slag fra sin kanonkugle af en hånd.
Jeg prøvede at se over mod vinduet og sirenen, mens jeg stak mod mandens mave af al min kraft.
Min modstander trak maven tilbage og tog fat med sin venstre hånd om min knivhånd. Al fremdrift i min krop blev stoppet, og jeg følte mig som en hysterisk treårig, der prøver at få et slag ind på sin far og ved, at det aldrig vil lykkes.
Så kom mandens højre hånd og gjorde arbejdet færdigt. Det føltes som en ambolt, som ramte mig lige på kraniet.
Alt blev sort.
9. juli kl. 23
Da jeg kom til mig selv, lå jeg på gulvet i lejligheden med en hovedpine, som kunne slå en død mand ihjel.
”Av for satan,” sagde jeg fyndigt, mens mine øjne prøvede at vænne sig til at se lys igen. Det var, som om det hele foregik i sort/hvid.
En mand sad på hug ved siden af mig. ”Pil,” sagde han med en høj, klar tenorstemme. Han havde en lys og sort uniform på. Efter få sekunder kom farverne tilbage, og jeg kunne se, at den lyse farve var gul.
En kvinde gik hen til os og kiggede ned på mig. ”Kan jeg tale med ham nu?” spurgte hun.
”Ja, du kan,” svarede jeg, mens jeg overvejede, om farverne var forsvundet igen. Hendes ansigt var bleghvidt som et spøgelses, og hendes kridhvide hår ville under normale omstændigheder få mig til at tænke albino, dog uden de røde øjne. Hendes var grønne og klare. Hun havde et helt fladt bryst, som hun skjulte bag en lysegrå skjorte. Ikke min type.
”Undskyld. Jeg er kriminalassistent Pil Bøgh,” sagde hun til min overraskelse; jeg havde regnet med, at politifolk ankom til et gerningssted med uniform på. ”Hvad er der sket?” spurgte hun mig.
”Er hun død?” spurgte jeg tilbage og så over mod sengen.
”Ja.”
”Og hvad med Sigurd?”
”Hvem Sigurd?”
”Manden med blod over det hele. Manden, der lå på sengen.”
”Han hedder Sigurd? Han har det vist fint nok.”
”Kan jeg komme til at tale med ham?”
”Ikke lige nu. Jeg har først nogle spørgsmål.”
Her tog advokatinstinktet over. Jeg indså, hvilke problemer Sigurd og jeg kunne få, hvis vi kom til at tale over os. Jeg indså også, at Sigurd ikke havde sagt noget som helst til strisserne, når de ikke engang kendte hans navn. ”Niks,” sagde jeg. ”Jeg siger ikke et ord, før jeg har talt med Sigurd.”
”Hvad får dig til at tro, at vi vil lade dig tale med Sigurd? Er han måske din advokat?” fnøs hun.
”Nej, det er mig, der er advokat. Hvis jeg kender Sigurd ret, taler han heller ikke med jer, før han har talt med sin advokat, og jeg har på fornemmelsen, at det er mig.”
”Hvad er så dit navn?”
”Allingsø. Carsten Allingsø. Og nu hvor jeg har besvaret et af dine spørgsmål, må du svare på et af mine. Har I fanget manden med tatoveringerne?”
”Er du også hans advokat?” Hun stod med et skævt, overlegent smil og så på mig, mens jeg holdt hånden på en ispose på hovedet.
”Nej da, han er for helvede da morderen. Er han sluppet væk?”
”Vi har styr på ham. Hvad får dig til at tro, at han er morderen?”
”Det fortæller jeg ikke, før jeg har talt med Sigurd.”
”Så må du komme med på stationen. Vi mistænker din klient for mordet.”
”Hvorfor det?”
”Når du er advokat, går jeg ud fra, at du har gennemført en videregående uddannelse. Har de ikke lært dig at tænke selv?”
9. juli, midnat
Turen i patruljevognen til hovedkontoret for Vestegnens Politi i Albertslund tog kun nogle få minutter. Kriminalassistent Pil Bøgh fulgte mig op ad de brede trapper og indenfor i en pæn rødstensbygning, som mindede mere om et rådhus end en politistation.
En vagthavende politimand havde lagt et sæt tøj frem.
”Lad os gå herind,” sagde Pil Bøgh og tog tøjet med sig ind i et lille forhørslokale. Jeg fulgte efter.
”Tag tøjet af,” kommanderede hun.
”Jamen dog,” sagde jeg, mens jeg blinkede med det ene øje. ”Jeg vidste ikke, du var så trængende.”
”Du kan godt droppe de dumsmarte bemærkninger. Enten tager du frivilligt tøjet af, eller også får jeg nogle kolleger til at hjælpe mig. Tøjet er bevismateriale.”
”Dine kolleger – ser de lige så godt ud som dig?” spurgte jeg, mens jeg berørte hendes højre hånd.
De gamle scorerutiner var svære at komme af med. Som jeg nævnte, var Pils udseende imod hende, i hvert fald for en brystfikseret mand som mig. På en skala fra et til ti fik hendes babser to med Pil ned. Og alligevel kunne jeg ikke lade være med at lade, som om jeg havde lyst til en gang dyt-i-bamsen.
Kriminalassistent Pil vendte øjne, inden hun lukkede dem demonstrativt i. ”Hvis du hellere vil have en mand til stede, når du tager tøjet af, siger du bare til.”
”Nej da, skat. Jeg vil have dig her. Og du kan bare åbne øjnene. Jeg har ikke noget at skjule. Tværtimod. Du er velkommen til at se, hvad du går glip af. Hvis du altså vil gå glip af det.”
Hun åbnede øjnene. ”Jeg skal bruge alt tøjet bortset fra underbukserne. Jeg tror ikke, der er nogen risiko for at finde noget … interessant … i dem.”
Jeg tog tøjet af og skiftede til det andet sæt. Det var ikke ligefrem Armani, men jeg stod på den anden side heller ikke foran en milliardærklient, så jeg ville nok overleve.
”Du kan tale med din klient nu,” sagde hun. ”Men jeg skal være til stede.”
”Du kan godt lide at lege stilleleg, hvad? Vi siger ikke et ord, medmindre vi får lov til at tale sammen først.”
Hun sukkede. ”Okay da. Du er godt klar over, at du agerer, som om din klient er helt vildt skyldig, ikke? ’Vi siger ikke et ord, før vi har fået koordineret vores historier.’ Det er ikke ligefrem noget, som får os herinde til at tage silkehandskerne på, når vi skal afhøre jer.”
”Jeg er nu også mere til lak og læder, skattebasse.” Jeg smilede, inden jeg fortsatte – denne gang med mere seriøs mine. ”Prøv lige at se på det fra vores side. Sigurd har fundet en dræbt kvinde, og han har rodet rundt med beviserne, mens han forsøgte at redde hendes liv. Han har sikkert blod på hænderne og fingeraftryk på kniven, og I finder snart ud af, at det er hans lejlighed. Man skal ikke være særlig kvik til matematik for at regne ud, at I mistænker ham for mordet. Det smarteste, han kan gøre, er at få en professionel til at rede trådene ud for ham. En som mig.”
”Hvor mange drabssager har du så haft, advokat Allingsø? Carsten Allingsø,” tilføjede hun med et sarkastisk smil. Hun var åbenbart ikke faldet for min James Bond-præsentation.
”Lige så mange som du, Pil Ahorn.” Ud fra hendes alder gættede jeg på, at hun ikke havde særlig mange år i drabsafdelingen – og hvor mange mord bliver der egentlig begået på Vestegnen?
Hun ignorerede mit forsøg på at drille hende med navnet. ”Jeg er imponeret. Du har haft fire drabssager, selvom jeg kan se på din hjemmeside, at din bestalling er fra i år. Det må da være noget af en rekord.”
Hvornår helvede havde hun haft tid til at slå op på min hjemmeside? ”Nu er jeg imponeret,” sagde jeg i et forsøg på at redde ansigt. ”Så ung og allerede med fire drab på CV’et. Nu er det vel rigtige drabssager og ikke bare mystiske dødsfald?”
”Det er rigtige drabssager, hr. Næsvis. Du har nok hørt om mindst én af dem: Mordet på statsministerens nevø.”
”Ja da. Oscar-sagen. Det var et rovmord, så vidt jeg husker. Sagen endte med en tilståelse, ikke?”
”Nemlig.”
”Du er i sandhed en pige med mange talenter.” Jeg kiggede op og ned ad hende og lod, som om jeg kunne lide, hvad jeg så. Jeg indså, at der kun skulle lidt makeup til for, at hun kunne stige en hel del på min karakterskala. Okay, og så et par nye bryster.
Mine scorerutiner faldt fuldstændig igennem. Hun ignorerede dem 102,4 %.
”Du virker ikke specielt påvirket af det, du har oplevet. Er det måske dig, der har slået pigen ihjel?”
”Er jeg under mistanke?”
”Alle er under mistanke.”
”Okay. Så siger jeg ikke noget, før jeg har talt med min advokat.”
”Og hvem er så det?”
”Mig selv.”
Her troede jeg, at jeg ville få det sidste ord.
”Siger de ikke, at kun et fjols vil være sin egen advokat?” spurgte hun og fik igen skovlen under mig.
Jeg valgte at klappe i som en østers med en perle på tungen, mens jeg udtænkte en måde at få hende ned med nakken næste gang.
Kort efter lod hun mig sidde alene, mens hun hentede Sigurd.
Jeg tænkte på Irina og på Gud. Jeg kunne ikke se, hvordan Gud kan eksistere, hvis Han lader nogen gå så meget igennem som stakkels, plagede Irina og så vælger at tage hendes liv, netop som hun var klar til at lægge det hele bag sig og starte på en ny, lykkelig tid. Hvorfor? tænkte jeg. Har hun ikke lidt nok? Jeg græd af frustration og af sorg for vores lille sangfugl.
Irina havde ikke kontaktet sine forældre, selv da hun var flyttet ind i lejligheden i Glostrup. Hun ville vente, til hun havde noget godt at fortælle dem. Jeg tænkte på, om hendes forældre ville have det bedst i uvidenhed om deres datters skæbne, eller om jeg skulle finde frem til dem og fortælle, hvad der var sket.
Jeg forestillede mig deres savn. Hvordan de lå og vendte sig hver nat, mens de spekulerede på de frygtelige ting, der kunne være sket med deres datter, og hvordan de hver morgen måtte kæmpe sig ud af sengen og mønstre et håb om, at Irina nok skulle blive fundet. Og hvordan de måtte gå rundt på gaderne og se deres datters ansigt i hver en fremmed, indtil de kom tæt nok på og måtte begrave håbet endnu en gang.
Uanset hvad jeg gjorde, ville det være grusomt mod de stakkels mennesker. Jeg forestillede mig, at uvisheden måtte være det værste, og at det mest humane ville være at give dem sandheden. Eller måske en poleret version af sandheden. En historie, hvor deres Irina var en lille engel, som havde mødt lykken, inden hun kom ud for en tragisk ulykke. En historie, som kunne bringe lys ind i et sort hul.
Onsdag den 10. juli kl. 01.00
Tårerne løb stadig ned ad mine kinder, da Sigurd kom ind.
Med sæbeøje og våde øjne var jeg ikke det kønneste syn, men Sigurd slog mig med adskillige længder. Han så ud som en strandvasker. Hans øjne var blodskudte og hævede, hans kæbe var hævet til dobbelt størrelse, og hans skuldre hang.
”Er du okay?” spurgte jeg lige så intelligent som konen, der siger ’regner det?’ når manden kommer indenfor drivvåd og dryppende.
”Jeg er færdig.”
”Hvad skete der?”
”Hun er død. Er alt andet ikke lige meget?”
”Jeg har fået at vide, at du er under mistanke.”
”Ja. Jeg har ikke sagt noget til dem. Hvad skal jeg gøre nu?”
”Det er nok bedst at holde munden lukket. Ellers kommer de andre pigers liv i fare.” Jeg hviskede, da jeg sagde de sidste ord. ”Jeg ved ikke, om der er nogen, der lytter, så du må hellere nøjes med at hviske.”
”Men hvad er der at sige nu, hvis jeg skal holde munden lukket?”
”Du må hellere fortælle mig alt, så jeg kan forberede forsvaret bedst muligt. Jeg går ud fra, at du vil have mig som din advokat?”
”Klart.” Sigurd tænkte sig lidt om, inden han fortsatte. ”Da jeg ringede til dig, stod jeg uden for lejligheden. Der var kæde på, og Irina svarede ikke. Jeg ville ikke vente på dig, så jeg buldrede døren ind. Hun lå med en kniv i halsen. Jeg prøvede at redde hende, men blodet væltede ud, da jeg fjernede kniven.” Sigurd var hvid i hovedet og så ud, som om han skulle kaste op.
”Så, så,” sagde jeg og gav ham et knus. Han knugede sig ind til mig, forskræmt som en due med brækket vinge.
”Jeg har ikke fået lov til at ringe til nogen. Vil du fortælle Annika, hvad der er sket?” Annika var hans kone. Jeg kendte hende kun perifert.
”Det skal jeg nok, når de slipper mig ud herfra.”
”Er du også tilbageholdt?”
”Det finder jeg ud af om lidt.”
10. juli kl. 02.00
”Vi vælger at undlade at udtale os,” sagde jeg til Pil Bøgh, da jeg kom ud fra lokalet. ”Kan jeg gå nu, eller vil I også varetægtsfængsle mig?”
”Du kan gå. Vi ses til grundlovsforhøret i morgen.”
Grundlovsforhøret. Mit første grundlovsforhør og så i en drabssag med min bedste ven som sigtet for drabet. Det kan godt være, at der er prestige og penge i drabssager, men for en gangs skyld ville jeg helst smide min advokatbestalling langt væk.
Næste opgave var at aflægge Sigurds kone et besøg.
Jeg kunne se lys oppe i lejligheden i Sydhavnen, så jeg ringede på. Annika lukkede mig ind. Hun havde rande under øjnene og stod med en kop kaffe i hånden, da hun åbnede døren. ”Hvad er der sket?” spurgte hun. ”Hvor er Sigurd?”
Jeg havde forberedt, hvad jeg skulle sige, så jeg ignorerede hendes sidste spørgsmål. ”Du ved godt, at Sigurd har fusket lidt i en lejlighed ude i Glostrup, ikke?”
”Jo.”
”Kvinden, der boede i lejligheden, er blevet fundet død. Det var Sigurd, der fandt hende.”
”Det er da forfærdeligt. Hvem er hun?”
”Det er ikke så vigtigt. Ser du, hun er blevet myrdet, og så vidt jeg ved, prøvede Sigurd at redde hende. Han fik blod overalt på tøjet, og nu har politiet fået det ind i deres kyllingehjerner, at han har noget med det at gøre. Det har han naturligvis ikke.”
”Hvad er det, du siger? Er han blevet arresteret?”
”Ja. Vi kommer nok til at skulle bruge din hjælp.”
”Hvordan det?”
”Jeg ved ikke, hvor meget han har fortalt dig, men lejligheden var hans.”
”Hvad mener du? Det har han da slet ikke penge til.”
”Han har lånt dem. Det er kun proforma, at han står som ejer, men politiet vil straks tro, at han har haft noget kørende med pigen, når hun bor i hans lejlighed, og når han har flyttet folkeregisteradresse til lejligheden.”
”Hvad mener du? Flyttet folkeregisteradresse?”
Det ringede på døren. Det var kriminalassistenten, og Annika trykkede hende straks ind.
”Sig ingenting til hende,” sagde jeg, mens Pil pilede op ad trapperne.
”Hvorfor det?”
”Sigurd risikerer både at blive knaldet for et mord, han ikke har begået, og for socialt bedrageri. Vi bliver nødt til at tænke meget grundigt over, hvilken historie vi kan give politiet.”
Annika svarede ikke, men åbnede døren.
”Godaften. Jeg er kriminalassistent Pil Bøgh.” Hun viste sit politiskilt og så straks over på mig. ”Hvad laver du her?”
”Jeg ventede på dig. Jeg gik ud fra, at du ville komme herhen, så jeg spurgte Annika, om jeg måtte få en kop kaffe, mens jeg ventede. Jeg havde nu håbet, at du ville tage lidt makeup på, når vi skulle ud. Er du klar over, hvor meget det kunne gøre for dit ansigt?”
”Har man hørt en loppe gø. Prøv at se dig selv i spejlet, inden du deler skønhedsråd ud. Eller endnu bedre – prøv at få lidt søvn inden grundlovsforhøret. Ellers bliver du bare kørt over af en damptromle.”
”Er det en trussel?”
”Næ. Det er bare et godt råd. Jeg har fået Oskarsen på sagen.”
Jeg anede ikke, hvem Oskarsen var, men jeg forstod pointen.
”Jeg vil faktisk gerne tale med din klients kone under fire øjne.”
”Fint med mig. Skal jeg vente udenfor, så vi kan tage et smut i byen bagefter?” Jeg hævede mine øjenbryn og forsøgte på bedste vis at fortsætte skuespillet og lade, som om jeg flirtede med Frøken Usexet.
”Når jeg er færdig her, tager jeg tilbage på stationen. Har du ikke et sted, du skal være?”
Shit! Jeg havde glemt at aflyse over for Liz.
Da politidamen så reaktionen, indså hun, at hun igen havde fået det sidste ord. Øv.
10. juli, kl. 03
Brødebetynget sendte jeg en sms til Liz, så snart døren var lukket, og jeg stod ude på gangen.
Undskyld, at det trak ud til nu. Vi ses i morgen.
Jeg fik straks et svar tilbage.
I morgen er i dag. Jeg har ventet på dig. Du har bare at komme nu.
Jeg skyndte mig hjem til hendes lejlighed ved Kongens Nytorv, mens jeg overvejede, hvordan jeg skulle få skovlen under politidamen og først og fremmest, hvad jeg skulle sige til Liz. Jeg håbede allermest på, at hun ville kramme mig i søvn. Jeg havde behov for kærlig varme til at komme igennem denne frygtelige nat, men jeg havde på fornemmelsen, at Liz havde andre planer.
Der var mørkt i hendes luksuslejlighed. Eneste tegn på liv var en brummende lyd. Shit. Opvaskemaskinen. Hun vasker op efter natmaden, som jeg havde lovet at være med til, tænkte jeg.
Jeg sneg mig ind i soveværelset. Liz lå under dynen og stirrede på mig. Jeg vil sværge på, at hendes irgrønne øjne lyste op i mørket som en kats. ”Hvad var det helt præcis, der opholdt dig?”
Jeg så ingen grund til omsvøb. ”Sigurd er blevet sigtet for drab. De mener, at han har slået hende pigen ihjel.” Jeg valgte med vilje at undlade at sige Irinas navn for ikke at rippe op i gårsdagens fejltagelse. Uanset hvor frygtelige nattens begivenheder havde været, måtte jeg også tænke lidt på mit eget parforhold.
”Det var da … forfærdeligt,” sagde Liz og smagte på ordene, som om hun var fuldstændig ligeglad med den døde russer. Farvel – og bliv væk, sagde tonefaldet. ”Hvad skete der?”
”Hun er blevet dræbt med en kniv. Sigurd kom ind i lejligheden og fandt hende med kniven i halsen. Han forsøgte at redde hende og fik en masse blod på tøjet, så da politiet kom, troede de selvfølgelig, at det var ham, der havde gjort det.”
”Du siger ’lejligheden.’ Hvilken lejlighed?”
At lyve er lidt som at kaste med en boomerang. Den vender næsten altid tilbage. Nogle gange har du styr på dens bane og kan gribe den på tilbagevejen. Andre gange rammer den dig i hovedet.
Sidst jeg så Liz, havde jeg fortalt, at Irina boede i Århus, men jeg kunne ikke ret godt skjule, at mordet var sket i Glostrup. Boomerangen havde ramt mig i hovedet.
Jeg valgte at kaste den af sted igen, som om intet var hændt. ”Det viser sig, at Sigurd har installeret pigen i en lejlighed. Han havde ikke fortalt mig om det, og da han kom hjem til mig i går … i forgårs … var han bekymret for, at hun var blevet syg, så han turde ikke have hende i lejligheden, mens han skulle ud med familien.”
”Nå, så det siger du?”
”Ja. Det er sandheden. Ama’r.”
”Jeg tror ikke, du har fortalt mig det hele, men det skal du heller ikke.”
”Hvad mener du?”
”Hvis der ikke er plads til at træde ved siden af, er livet for kedeligt. Jeg har besluttet mig for at indføre et bødesystem.”
”Bøde? Er det noget med penge?”
”Nej da. Man kan få afregning på mange måder. Hvis du kommer til at dumme dig, må jeg bestemme din straf. Hvis du for eksempel har bollet udenom …”
”Jeg har ikke haft noget kørende med Irina …”
”Nå, så det hedder hun? Lige meget. Det var bare et eksempel. Hvis du dummer dig på en eller anden måde, kan jeg vælge en passende straf. I eksemplet, hvor du havde bollet udenom, ville jeg kunne vælge et wildcard, så jeg selv kunne bolle udenom en anden gang, eller jeg kunne vælge at give dig kontant afregning – et hårdt slag i bollerne med det samme. Er du okay med den ordning?”
”Ja da,” svarede jeg og krummede ubevidst min højre hånd lige foran skridtet. Instinktivt var jeg klar til at forsvare kronjuvelerne.
”Og er du enig i, at du har dummet dig over for mig de sidste par dage?”
”Ja, men ikke på bolle udenom-niveau.”
”Fint. Vi har en aftale. Og jeg foretrækker kontant afregning for de sidste par dage.”
Jeg måtte synke et par gange, inden jeg svarede: ”Okay”. Jeg var ved at fornemme, hvor dette bar hen.
Liz kastede dynen af sig og tændte lyset. Hun havde en lak-bh på og intet andet. Hun knugede en ridepisk i den ene hånd, og jeg bemærkede, at hendes negle var længere end normalt og havde fået en metallisk glans. ”Smid tøjet,” kommanderede hun med et morderisk smil på læben. ”Du kan jo tydeligvis lide det,” kommenterede hun og ridsede lige omkring mit ømme øje med sine metalnegle.
Jeg havde kun prøvet S/M en enkelt gang før; man skal jo prøve alting én gang. Dengang besluttede jeg mig for, at det skulle være den eneste gang, men her var der ingen vej tilbage.
Jeg gjorde, som Liz befalede, og jeg lærte noget om min kærestes behov. Hvordan hun nød at have kontrol og veksle mellem sønderrivende smerte og et hav af nydelse. Efter nogen tid kom hendes kådhed til at smitte af på mig, og jeg begyndte at længes efter slagene mod balderne eller neglene i ryggen, for jeg vidste, at belønningen fulgte med det samme. Kontant afregning, som Liz havde kaldt det.
En time senere kunne min krop ikke holde til mere, og jeg faldt om af udmattelse.
10. juli, kl. 08
Da vækkeuret ringede, lå Liz stadig oven på mig; vi var åbenbart faldet i søvn samtidig. Jeg havde ondt over det hele. Øjnene, ryggen, balderne, alt føltes som oksekød, der er sendt en ekstra gang igennem kødhakkeren.
”Forbandede ur,” hvæsede hun og gav det et håndkantslag, der fik det til at falde ned fra natbordet. Det holdt op med at ringe.
Jeg kom langsomt til mig selv og indså, at jeg skulle i retten. Mit livs vigtigste retsmøde, og jeg var lige så forberedt som en rettroende, kvindelig muslim før sin bryllupsnat: Hun ved, at hun bliver klædt af til skindet, og at det bliver blodigt undervejs.
En af fordelene ved at arbejde i Rasholdt & Partnere var, at der altid var nogen at spørge. Med otte hundrede mand i firmaet er man sikker på altid at kunne finde en ekspert, og jeg stod lige nu og manglede en ekspert i straffesager.
Jeg kastede mig ud i badet og vågnede tilstrækkeligt op til at komme i tanke om Tom Staahl. Jeg dunkede mig selv på panden over ikke at have tænkt på ham, siden jeg forlod ham dagen før. Jeg gik ud af brusenichen og ringede fra min mobil, mens jeg stadig dryppede.
Staahl tog telefonen. ”Har du mulighed for at hjælpe mig med en anden sag?” spurgte jeg.
”Jeg er dårlig nok begyndt på den, du kom med i går.”
”Det ved jeg, men nu er min kammerat blevet arresteret for mord, og der er grundlovsforhør om en time. Jeg er kommet til at sige ja til at repræsentere ham, selvom jeg ikke ved en dyt om straffesager. Kan jeg få dig til at tage til Retten i Glostrup og hjælpe mig?”
”Jeg kommer snart til at bede om et forskud. Du optager jo hele min tid. Har det her noget med opgaverne fra i går at gøre?”
”Nej da, der er ingen sammenhæng,” forsikrede jeg ham om, inden vi aftalte at mødes hurtigst muligt uden for retslokalet.
Da jeg lagde på, løb der et koldt gys ned ad ryggen på mig, og det var ikke bare en vanddråbe. Hvad hvis jeg tager fejl. Hvad hvis der er en sammenhæng?