AFHØRING
10. juli, kl. 9
Retten i Glostrup var i en ny, velholdt rød murstensbygning. Udenfor stod Staahl, som i dagens anledning havde taget et skrigende grønt slips på. Hvis han havde været ansat hos Rasholdt, havde han formentlig fået en tjenstlig advarsel for den kiksede påklædning.
Jeg satte ham hastigt ind i sagen, og vi gik ind.
En kødrand af mennesker blokerede for indgangen til retslokalet. Selv i disse terrortider havde en drabssag altså høj prioritet i medierne. Jeg kunne først ikke genkende nogen, men opdagede så Pil Bøgh, som stod og talte med en blanding mellem en menneskelig bulldog og et vortesvin. Manden måtte veje mindst to hundrede kilo. Pil pegede på mig, og den menneskelige blob blævrede hen til mig, mens menneskemængden spredtes af frygt for at blive væltet som kegler af en bowlingkugle. ”Velkommen til,” sagde han. ”Oskarsen. Jeg er fra statsadvokaten.” Min hånd forsvandt næsten i hans kolossale håndtryk. Jeg mindedes, hvordan det føltes at holde en voksen i hænderne, da jeg var to år gammel.
”Allingsø. Jeg er forsvareren.”
”Det må vi se.”
Døren blev åbnet, inden jeg nåede at få ham til at uddybe sin bemærkning, og vi gik ind. En politimand ankom samtidig med Sigurd, som var hvid i ansigtet som en dødning, der har mødt et spøgelse. Jeg overvejede, om det var et fremskridt i forhold til nattens strandvasker-look, indtil jeg bemærkede de sorte rande om øjnene. Spøgelses-Sigurd havde ikke gjort fremskridt.
”Han har vist ikke fået lukket et øje,” hviskede Staahl. ”Det er et godt tegn for os. De uskyldige kan aldrig sove, når de er blevet anholdt.”
”Lad os håbe, at dommeren lader os bruge hans tilstand som bevis,” sagde jeg tørt. ”Det vil vist ikke helt være i overensstemmelse med det, man lærer på universitetet.”
Dommeren, Ingrid Irgens, var en gråhåret dame i alderen mellem tres og skindød. Ikke lige min yndlingstype af en dommer; i den alder kunne hun vel ikke være interesseret i min krop. Men måske var hun fra Radiserne-generationen? Jeg savnede en bowlerhat til at skabe sympati for min sag, så jeg måtte nok nøjes med at fokusere på det, som sagen drejede sig om.
Hvis jeg fik lov til det.
Presse og tilskuere havde lige fået sat sig ned, da Oskarsen tog ordet uden at sætte sig ned, formentlig fordi han ellers aldrig ville kunne rejse sit enorme korpus igen. ”Høje Ret,” begyndte han. ”Jeg skal anmode om, at grundlovsforhøret finder sted for lukkede døre.”
”Skal vi ikke lige få konstateret, hvem der er til stede? Jeg kan se, at advokat Oskarsen er mødt for anklagemyndigheden i sagen Anklagemyndigheden mod Birger Sigurd Hansen. Hvem er mødt for forsvaret?”
Og her tror man, at man kender folk. Jeg havde kendt Sigurd i mere end tyve år, og han havde aldrig nævnt, at han også hed Birger. Også på dette punkt måtte jeg føle medlidenhed med ham. Birger er ikke et navn, men noget, som en fjeder siger, når den kommer hoppende.
Oskarsen brød ind, inden jeg kunne nå at svare dommeren. ”Undskyld mig, men jeg har nogle bemærkninger til forsvarerbeskikkelsen. Jeg foreslår, at vi tager dem, når der er afsagt kendelse om lukkede døre.”
Dommeren fnøs, mens jeg jublede indeni; jeg anede ikke, hvad der foregik, men hendes attitude gav udtryk for, at jeg var foran på point. ”Hvilken hjemmel påberåber De Dem for begæringen om lukkede døre, advokat Oskarsen?”
”Det er påkrævet af hensyn til den videre efterforskning, herunder efterforskning af andre sager.”
”Javel. Hvad siger forsvaret?”
Hun kiggede over på mig. Tja. Hvad skulle jeg mene? ”Jeg har ingen indvendinger,” endte jeg med at sige.
”Udmærket. Der afsiges kendelse om lukkede døre. Jeg skal bede alle tilskuere om at forlade Retten.”
Da retslokalet var blevet rømmet, sad Sigurd, Staahl og jeg tilbage sammen med Oskarsen og dommeren samt en politimand, som vist bare skulle holde øje med, at Sigurd ikke prøvede på noget.
”De havde en bemærkning om forsvarerbeskikkelsen, advokat Oskarsen?”
”Ja. Sigtede har ønsket at få beskikket advokat Allingsø som sin forsvarer.”
Dommeren så over på Sigurd. ”Er det korrekt? Ønsker De at få advokat Allingsø beskikket? Så vidt jeg ved, har advokat Allingsø ikke den store erfaring med denne type sager. Retten kan beskikke en anden advokat til Dem, hvis De vil have en med mere erfaring.”
Sigurd rejste sig op. ”Nej tak. Jeg vil godt have Carsten … advokat Allingsø … som min advokat.”
”Nuvel. Så beskikker …”
”Høje dommer. Jeg var ikke færdig,” afbrød Oskarsen. ”Advokat Allingsø var til stede på gerningsstedet, da politiet ankom. Han er et potentielt vidne, og han kan derfor ikke beskikkes.”
Dommeren så tilbage på fedtbjerget med neutrale øjne. ”Jeg går ud fra, at advokat Allingsø ikke er mistænkt for medvirken, ikke sandt?”
”Det er korrekt. I hvert fald ikke på det foreliggende grundlag.”
”Har De indkaldt ham som vidne i dag?”
”Nej, vi ville først vide, hvad Retten besluttede med hensyn til forsvarerbeskikkelse.”
”Nå. Men som Retten læser praksis efter retsplejelovens § 734, er advokat Allingsø kun forhindret i at blive beskikket, hvis han allerede er indkaldt som vidne. Det er han ikke. Jeg beskikker advokat Allingsø til at repræsentere sigtede under dette grundlovsforhør. Hvis der bliver rejst tiltale, kan det måske komme på tale at finde en anden advokat, men foreløbig holder jeg fast ved Allingsø. Han har foreløbig gjort en bedre figur her i Retten end anklagemyndigheden.”
Hurra. Igen vandt jeg på point, selvom jeg ikke anede, hvad der stod i retsplejelovens § 734.
Men så var det sjove også overstået.
10. juli, kl. 10
”Lad os komme i gang,” sagde dommeren og så på Oskarsen. ”Hvem indkalder anklagemyndigheden som sit første vidne?”
”Rocky Christensen.”
Dommeren så passivt på, mens Oskarsen gik om bag dommerskranken og bankede på den dør, hun selv var kommet ind ad. Døren blev åbnet fra den anden side.
Ind i retslokalet trådte den tatoverede bølle klædt i læderjakke og med øjne som Den Onde selv.
Jeg gispede efter vejret og havde formentlig en ansigtskulør som et blankt stykke papir. Her er morderen, og han er anklagerens vidne. Hvad lavede han i dommerens rum?
Sigurd så derimod sit håb om frihed blusse op, da han så manden, som vi begge troede, var morderen. ”Du må smadre ham under vidneafhøringen,” hviskede han, mens jeg sad apatisk hen og forsøgte at få mine to hjernehalvdele til at arbejde sammen. Det var ikke så let, når man tager i betragtning, at de begge to helst ville flygte. De kunne ikke blive enige om retningen, så jeg blev siddende.
Dommeren brød stemningen. ”Advokat Oskarsen, jeg har fået at vide, at den primære årsag til anmodningen om lukkede døre var dette vidne, som samarbejder med politiet i andre sager. Er det korrekt forstået?”
”Ja.”
Hun så på den tatoverede bølle – Rocky hed han åbenbart. ”De kan sætte Dem ved bordet midtfor. De er indkaldt som vidne under denne sag, og jeg skal fortælle Dem, at De har pligt til at tale sandt, og at falsk forklaring er strafbart. Det er noget, jeg skal sige til alle vidner. Og husk, at når De svarer på advokaternes spørgsmål, skal De se op på mig. De skal ikke se på den, der stiller Dem spørgsmålene. Advokat Oskarsen, De kan begynde afhøringen.”
”Ja tak.” Oskarsens øjne vendte sig mod vidnet, som havde sat sig ned. ”Hvornår ankom du til gerningsstedet?”
En amerikansk advokat var straks faret op over spørgsmålet og kunne utvivlsomt komme med ti-tolv protester, for eksempel at man ikke kan tale om noget gerningssted, så længe det ikke er bevist, at der er begået en forbrydelse.
Jeg havde læst straffeproces i Staterne som et led i min L.L.M., så ordet ”objection” lå frit for. Jeg sad dog stadig apatisk og lyttede ude af stand til at agere. Jeg havde også erfaring for, at man ikke er lige så formelle i danske retssale. Hele seks timers erfaring fra sager om penge, som mine klienter alligevel godt kunne undvære; Rasholdts salær oversteg i alle sagerne resultatet.
Rocky svarede, mens jeg tænkte på objections og på, hvordan jeg kunne undskylde for min inkompetence. ”Klokken var kvart over ti.”
”Hvordan kom du ind?”
”Døren var ikke låst, så jeg gik lige ind. Jeg åbnede døren og så Birger Sigurd sidde på sengen.”
”Birger Sigurd?”
”Ja. Hvad er det, I kalder ham? ’Den sigtede,’ tror jeg. Det var i hvert fald ham derovre. Der var en luder i sengen sammen med ham. Hun blødte overalt, og hun var helt død.”
Igen protesterede jeg ikke, selvom han kaldte Irina for luder. Sigurd kom mig til undsætning. ”Hey, du skal ikke kalde hende for luder, dit svin,” sagde han.
Dommeren så stift på Sigurd. ”Jeg må bede Dem om at tie stille. De skal nok få lejlighed til at udtale Dem senere, men De må ikke blande Dem under vidneafhøringerne.”
”Undskyld, fru dommer.”
Jeg lagde en hånd på Sigurds skulder. ”Jeg vil bede Retten have forståelse for min klients situation. Han har fundet en død kvinde i sin lejlighed og blev derefter angrebet af vidnet her. Det er naturligt, at han er vred.”
”Angrebet? Hvad siger De til det, advokat Oskarsen?”
”Jeg kommer ind på det senere i afhøringen.”
”Udmærket. De kan fortsætte.”
”Du var lige kommet ind i lejligheden. Var der flere personer til stede end dig og den sigtede?”
”Ham dér.”
”Advokat Allingsø?”
”Hvis du siger, at han hedder Ælling, så er det nok rigtigt. Han stod i døråbningen.”
”Var der andre mennesker i lejligheden end jer tre?”
”Næ.”
”Hvad skete der så?”
”Lige da jeg kom ind, trak Birger Sigurd … sigtede … en gøb.”
”En pistol?”
”Ja, for satan, det er jo det, jeg siger.”
”Hvad gjorde du så?”
”Jeg løb hen til ham og pandede ham ned, inden han nåede at nakke mig. Det var mig eller ham, mand. Så tog ham Ællingen fat i en kniv på gulvet. Han så ud, som om han ville stikke mig, så jeg forsvarede mig.”
”Forsvarede? Kan du være lidt mere præcis?”
”Hvad skal jeg sige? Jeg gav ham en Kessler. Jeg gav ham en på smasken, men kun så meget at han ikke kunne nå at stikke hul i mig. Jeg er jo ikke nogen voldsmand.” Han slog ud med armene formentlig for at virke tilforladelig. Jeg købte den ikke.
”Hvad skete der så?”
”Jeg ringede til Pil.”
”Kriminalassistent Bøgh?”
”Ja, det er jo det, jeg siger.”
”Hvornår kom hun?”
”Der gik ikke mere end et minut. Max.”
”Hvad gjorde hun?”
”Hun sagde, at jeg skulle smutte, inden jeg fik ødelagt hendes beviser.”
Oskarsen viste Rocky nogle billeder og bad ham bekræfte, at billederne var præcise.
Så var det min tur til at afhøre vidnet.
”Kan jeg få ti minutters pause?” spurgte jeg dommeren.
”Til hvad?”
”Jeg vil godt lige forberede min afhøring.”
”Det får De rigelig tid til, inden sagen skal for retten. Det her er jo kun et grundlovsforhør, så jeg vil bede Dem om at fortsætte afhøringen.”
Smak. Jeg havde lige fået et uppercut af anklagerens første vidne, og dommeren ville ikke engang tælle til ti.
Jeg vendte mig mod vidnet. ”Det var dig, der slog hende ihjel, var det ikke?”
”Nej, du må være skudt i roen.” Han rystede på hovedet og kneb øjnene sammen. Jeg anede ikke, om det var tegn på, at han talte sandt eller falsk, og jeg måtte konstatere, at min afhøringsteknik var noget rusten. Rettelse. Ikke-eksisterende.
Sigurd hviskede til mig: ”Spørg ham om hans tatoveringer.”
Jeg gav beskeden videre uden at tænke nærmere over det. ”Dine tatoveringer. Hvad viser de?”
”Det er Black Angels.”
”Er det korrekt, at du har en tatovering af en nøgen dame på det ene lår?”
Dommeren brød ind. ”Advokat Allingsø, Deres afhøring er noget … alternativ. Hvad er pointen med spørgsmålet?”
”Irina har fortalt mig om denne mands tatovering på låret.”
”Irina?”
”Den afdøde.”
”Jeg troede ikke, hun var identificeret.” Ups. Jeg var ved at afgive min egen vidneforklaring, mens jeg afhørte et vidne. Det står næppe i lærebøgerne. Meningen er vist, at man først skal afsløre sin viden, når man har fået vidnet til at gå planken ud.
”Jeg har fået at vide, at hun gik under det navn,” svarede jeg dommeren.
”Udmærket. Nu forstår jeg formålet med Deres spørgsmål. De vil vide, om vidnet har haft noget med offeret at gøre, før hun døde.” Hun så på Rocky og bad ham svare på mit spørgsmål.
”Du ville vide, om jeg har en tattoo af en nøgen kælling på mit lår?”
”Lige præcis.”
”Det har jeg, for fanden. Men du får det til at lyde, som om jeg er en eller anden forbryder, så jeg må lige fortælle dig, hvordan det hænger sammen, mand.”
”Ja tak.”
”Du ved godt, at Black Angels brød ud fra HA, ikke?”
”HA? Mener du Hells Angels?”
”Ja, du troede vel ikke, at jeg talte om Hakkebakkeskoven, vel? Jeg var i Black Angels, da vores to ledere blev nakket. Vi vidste sgu ikke, om det var HA eller Igor, som havde gjort det. Mange af os var sikre på, at det var HA. Nogen af de andre var ikke enige. De skiftede til HA. Kan du forestille dig det? Det var ren krig. Vi var ikke mange Black Angels, da vores ledere blev myrdet, og så gik alting bananas. Det endte med, at Black Angels blev historie, mand. Og så tog nogle af Igors mænd fat i mig.”
”Igors mænd?”
”Ja, for fanden, de røvhuller, der er ved at overtage København. De ville have mig til at arbejde for dem, men for helvede, hvor havde jeg ikke lyst til det. Det kunne jo lige så godt være dem, der havde nakket vores ledere. Så var det, jeg tog fat i strisserne. Siden da har jeg været på strissernes side, kan du tænke dig det? Det er godt nok langt ude, men sådan er det.”
”De er altså blevet politiagent,” opsummerede dommeren.
”Hvem?” Han så sig over skulderen.
”De. Du. Du er altså blevet politiagent?”
”Jeg er sgu ikke nogen agent.”
”Men De … du … arbejder for politiet?”
”Ja. Det er det, som jeg lige har sagt. Du er sgu da ikke for hurtig.”
”Og hvordan har … du … haft kontakt med den afdøde?”
”Strisserne havde fået et tip om, at Igor var ved at starte noget op i Glostrup og noget i Albertslund. De bad mig om at finde ud af, hvad der var gang i. Så var det, at jeg så hende her pigen, som plejede at trække inde i Skelbækgade. Strisserne bad mig om at holde øje med hende, og det gjorde jeg så.”
”Tak. Advokat Allingsø, De kan fortsætte.”
”Ja tak.” Jeg så på Rocky, som kiggede tilbage på mig med onde øjne i stedet for at se på dommeren, som han var blevet bedt om. ”Hvad har det her med dit forhold til afdøde at gøre?”
”Jeg havde ikke noget forhold til hende.”
”Hvordan kunne hun så vide, at du har en tatovering på låret?”
”Jeg fik jo besked på at tjekke hende ud, så jeg lod, som om jeg var kunde. Jeg kneppede ikke med hende, hvis det er det, du tror. Jeg sku’ bare finde ud af, om hun var klar til at gå hele vejen, og det var hun – også i den grad. Hun ville sutte den af for to hundrede, mand. Men jeg sagde nej.”
Staahl hviskede til mig. ”Du får ikke mere ud af ham.”
Jeg var ikke enig. Jeg ville have knækket Rocky, mens han sad i vidnestolen, så jeg fulgte ikke detektivens råd. ”Hvorfor gik du ind i lejligheden?” fortsatte jeg.
Dommeren kom vidnet til undsætning. ”Advokat Allingsø, De må være mere præcis. Hvornår taler De om?”
Jeg fik en idé. ”Jeg taler i virkeligheden om to tidspunkter. Jeg omformulerer mit spørgsmål. Det tidspunkt, hvor du siger, at hun tilbød et blowjob. Var det i lejligheden?”
”Nej, det var i Solvangsparken.”
”Vil det sige, at du ikke har været i lejligheden før?”
”Ja. Jeg fandt først ud af, hvor hun boede, i går formiddag.”
”Hvad skete der i går formiddag?”
”Hendes alfons hentede en pige, der lignede hende. Pil gav mig adressen på den mand, der ejede bilen. Hey – det var sgu da Birger Sigurd der, som var hendes alfons.”
Jeg krummede tæer over min ’succes’ med afhøringen, men jeg blev ved. ”Og hvad så i går aftes? Hvorfor gik du ind i lejligheden?”
”Jeg sad og ventede, ikk’? Der skete ikke rigtig noget, før ham Sigurd kom. Pil bad mig om at vente. Ti minutter senere kom du kørende, som om der var én, der havde sat en joint op i din røv. Du rå-løb op i lejligheden. Jeg spurgte Pil, om hun ville med. Hun sagde, at jeg skulle gå op alene. Jeg gik så op. Døren var ikke låst, så jeg gik lige ind.”
Langt om længe indså jeg, hvor håbløst min afhøring gik. ”Jeg har ikke flere spørgsmål.”
10. juli, kl. 10.30
”Vores næste vidne er kriminalassistent Pil Bøgh,” sagde Oskarsen.
Hun kom ind og fik samme formaning om at tale sandt som Rocky. Hun bekræftede, at hun var ankommet til adressen sammen med Rocky Christensen kl. 20.30, og at de to sammen havde set på indgangsdøren, indtil Rocky blev sendt op for at se, hvorfor jeg havde så travlt. Hun sendte ham op kl. 22.15. Han ringede til hende kl. 22.17, og hun løb op ad trappen og ankom et halvt minut senere. Hun bad Rocky om at forsvinde for ikke at ødelægge beviserne og havde derefter ventet, til ambulancefolkene havde afhentet Sigurd, og jeg var kommet ud af lejligheden.
”Gjorde du noget for at undersøge, hvordan gerningsmanden kunne være kommet ind?” spurgte Oskarsen.
”Ja. Jeg kunne se, at slåen i hoveddøren var smadret, så jeg gik ud fra, at gerningsmanden kom ind gennem hoveddøren. Jeg konstaterede også, at alle vinduer i lejligheden var låst indefra.”
”Hvad med køkkendøren?”
”Den var låst indefra, og der sad en metaldims på den. Den gik igennem nøglen og sad fast omkring håndtaget. Det er en standardanordning, som mange bruger for at undgå indbrud, når de ikke bruger køkkendøren.” Hun tog et billede frem og viste låsen. Det var en gammeldags nøgle med et stort hoved. Metalpinden var viklet godt og grundigt omkring håndtag og nøgle. Det virkede helt umuligt, at den skulle være blevet låst udefra.
Nu vidste jeg, hvordan peber må føle, når der bliver drejet på kværnen.
Oskarsen var i gang med sit næste spørgsmål. ”Det lyder, som om den eneste indgang var gennem hoveddøren. Kan du bekræfte det?”
”Ja.”
”Var du til stede, da sigtede tog sin T-shirt af på politistationen?”
”Ja.”
”Lagde du mærke til noget særligt?”
”Ja. Sigtede havde et blåt mærke på skulderen.”
”Efter din erfaring vil man så få et blåt mærke af at bryde en dør op med skulderen, hvis slåen er slået til indefra?”
Jeg brød ind. ”Nu må jeg protestere. Advokat Oskarsen er i færd med at procedere sin sag og lægger ordene i munden på vidnet.”
Dommeren svarede. ”Jeg gætter på, at anklagemyndigheden blot vil spare tid, og at han refererer den konklusion, som vidnet selv har givet ham. Er det korrekt?”
”Ja,” bekræftede Oskarsen.
”Udmærket. Jeg vil for en ordens skyld bede vidnet svare på spørgsmålet. Får man et blåt mærke af at bryde en dør op med skulderen, hvis slåen er slået til?”
”Ja. Bestemt.”
Oskarsen fortsatte, hvor dommeren slap. ”Svarede det blå mærke til et, man kunne forvente, hvis sigtede havde brudt døren op?”
”Ja.”
”Tak. Jeg vil også gerne høre, om I har fået undersøgt for fingeraftryk.”
”Teknikerne er stadig i gang, men de har nået at se på den blodige kniv, som blev fundet på gerningsstedet.”
”Var der nogen fingeraftryk på den?”
”Ja. To sæt.”
”Har I identificeret nogen af fingeraftrykkene?”
”Det ene tilhørte sigtede. Ud fra de forklaringer, vi har fået, vil jeg tro, at det andet kommer fra Carsten Allingsø, men vi har ikke hans fingeraftryk i vores system.”
”Nu må jeg protestere,” sagde jeg og rejste mig op.
Dommeren rynkede panden og så på Pil. ”Jeg tror, advokat Allingsø for en gangs skyld har ret. De konkluderer lidt vel rigeligt, kriminalassistent Bøgh.”
”Jeg troede, at De foretrak at få konklusionerne først. Jeg kan naturligvis redegøre for grundlaget senere.”
”Udmærket. Jeg vil lade advokaterne bore videre i Deres forklaring, hvis de ønsker det.”
Dommeren nikkede til Oskarsen, som tog stafetten. ”Jeg ved, at du har nogle billeder med af fingeraftrykkene. Kan du vise dem?”
Pil tog nogle billeder frem, forstørret et par hundrede gange. ”Her har vi sigtedes fingeraftryk, og her har vi fingeraftrykket fra kniven. Og her ovenpå har vi endnu et fingeraftryk, som vi formoder kommer fra Allingsø. Vi mangler dog en dommerkendelse for at tage hans fingeraftryk.”
”Den har De nu,” sagde dommeren. ”Jeg afsiger kendelse om, at De kan tage advokat Allingsøs fingeraftryk. Men lad os se, om vi kan komme til en foreløbig konklusion med det samme. Lad os se Deres hånd, advokat Allingsø.”
Mine fingeraftryk blev taget, og min hånd blev studeret. Mine fingeraftryk lignede unægtelig dem fra kniven, men det kunne vel ikke overraske nogen.
”Advokat Oskarsen, har De flere spørgsmål?”
”Nej tak.”
Så var det min tur.
”Kan jeg få en pause nu?” spurgte jeg dommeren.
”Jeg vil normalt helst vente med en pause, til vi er færdige med vidnet, men okay. De kan få ti minutter. Det lader til, at De har brug for dem,” sagde hun tørt.
10. juli, kl. 10.45
Sigurd, Staahl og jeg fik lov til at drøfte sagen, mens dommer, politi og anklagemyndighed gik udenfor. Der var blot en enkelt politibetjent til at holde øje med, at Sigurd ikke prøvede at stikke af.
”Har du gjort det?” spurgte Staahl.
”Nej. Jeg fandt hende med kniven i halsen. Jeg aner ikke, hvordan det er sket.”
”Stammer mærket på din skulder fra at bryde døren ind, sådan som de antog? Nej, vent. Lad være med at svare mig på det. Jeg har ikke lyst til at blive indkaldt som vidne. Du kan fortælle det til Carsten, men ikke til mig.”
”Har vi ikke en pointe med, at det ikke er bevist, at mærket kommer fra døren?” spurgte jeg.
”Jo, men til et grundlovsforhør skal anklagemyndigheden bare bevise, at der er rimelig mistanke. Der er ikke en chance i helvede for, at Sigurd får lov til at gå, så du må hellere bruge resten af afhøringen på at finde ud af, hvad anklagemyndigheden har af beviser, så vi kan forberede forsvaret, når retssagen begynder.”
”Er det så slemt?” spurgte Sigurd.
Både Staahl og jeg nikkede. Sigurd satte sig ned med hovedet i hænderne og begyndte at græde. ”Jeg troede, at mit liv var slut. Nu ved jeg det.”
Jeg forsøgte at opmuntre ham. ”Lad os se, hvad vi har af muligheder. Hvordan kan morderen være kommet ind? Staahl, er køkkendøren en mulighed?”
”Teoretisk set, ja. I praksis, nej. Og vinduerne er også klaret, så vi har kun hoveddøren tilbage. Men her er problemet, at Pil har kigget på indgangen hele aftenen.”
”Jeg tror stadig, Rocky er morderen. Kan han ikke være i ledtog med Pil?”
”Jeg kender hende. Tro mig, hun er mere hæderlig end Dronning Margrethe.”
”Kan mordet ikke være begået, før hun ankom?”
”Måske. Prøv at bore lidt i tidsaspektet. Spørg til kropstemperaturen og så videre.”
”Morderen kunne vel også have gemt sig i en af de andre lejligheder. Eller det kunne være en beboer?”
”Ja, det er nok en bedre teori. Jeg lagde også mærke til, at Pil kiggede i en lommebog, da hun afgav forklaring. Prøv at få den at se. Måske er der noget, vi kan bruge. Og hvad med jer selv? Så eller hørte I noget? Luk øjnene og tænk tilbage.”
Jeg forsøgte at genkalde mig oplevelsen, fra da jeg ankom. Jeg havde haft så travlt med at parkere, at jeg ikke lagde mærke til andre biler. Der kunne udmærket have siddet nogen i bilerne, men det hjalp ikke at tænke tilbage, for intet havde fæstnet sig i hukommelsen.
For mit indre øje fortsatte jeg op ad trappen og åbnede døren.
Jeg har altid haft en god hukommelse og har af og til været i stand til at genkalde mig begivenheder år tilbage som en slags flashback. Men jeg havde aldrig før oplevet et så kraftigt flashback som det, jeg følte her. Jeg blev suget ud af den sterile atmosfære i retsbygningen og ind i lejligheden. Jeg stod helt stille, som om nogen havde deponeret mig i en dybfryser siden den forrige istid. Jeg så Sigurd for mig så tydeligt, som om jeg stirrede lige på ham. Og jeg så Irina og hendes kolde, døde øjne, mens Sigurd forsøgte at pumpe liv tilbage i den spinkle krop. Jeg kunne endda mærke lugten, den metalliske, kvalmende stank af det lyse, røde blod.
Jeg indså, at jeg havde stået stille, ubevægelig, indtil Rocky-rockeren var kommet ind bagfra.
Billedet frøs for mit indre blik. Mens jeg så Sigurd, Irina og blodet med det ene øje, så jeg Rocky med det andet, og jeg huskede hans ord fra retslokalet få minutter tidligere:
Jeg åbnede døren og så Sigurd sidde på sengen, havde han sagt.
”Hurra!” sagde jeg og åbnede mine øjne. ”Jeg har en plan.”
Sigurd så på mig, som Yvonne ser på Egon Olsen, når han siger de samme ord. Inden Sigurd kunne nå at sige: ”Nu siger jeg dig, Carsten,” fortalte jeg ham min plan.
”Det her bliver en gambit,” afsluttede jeg. ”En kongegambit. Vi ofrer alt og ender med at sætte dem skakmat.”
”Du er godt klar over, at kongegambit bare er et simpelt bondeoffer, ikke?” sagde Sigurd. Jeg så antydningen af et smil i hans mundvig, da han endnu en gang demonstrerede sin overlegne paratviden. Det varmede mit hjerte at se den gamle Sigurd igen. Om ikke andet havde jeg fået tændt en gnist af håb i de ellers udslukte øjne.
”Så siger vi det. Men vi ender alligevel med at sætte dem skakmat,” lovede jeg.
Jeg lukkede øjnene igen og trak vejret dybt, mens jeg prøvede at fokusere. I USA havde jeg fået topkarakter i et processpil. Nu var det tid til at sparke røv.
10. juli, kl. 11
”Det var Deres tur til at afhøre vidnet,” sagde dommer Irgens til mig.
”Ja tak.” Jeg vendte mig mod Pil, som sad roligt og betragtede mig. ”Jeg har kun nogle få spørgsmål. Jeg vil begynde med dødstidspunktet. Har I fået nogen konklusion på det?”
”Hendes kropstemperatur var på 36,6 grader, da vi ankom, så den foreløbige konklusion er, at hun er død cirka en halv time før.”
Øv. Der røg muligheden for, at mordet var begået, inden Pil og Rocky begyndte deres overvågning. Jeg borede dog lidt mere. ”Kan du forklare noget om, hvordan man kan udregne dødstidspunktet ud fra kropstemperaturen?”
”Der er en hovedregel om, at kropstemperaturen falder med 0,8 grader i timen fra dødstidspunktet.”
”Spiller temperaturen i lokalet ikke ind? Hvis den er 37 grader, vil kropstemperaturen vel ikke ændres?”
”Det har du ret i. Her var temperaturen i lokalet cirka 23 grader, da vi målte kropstemperaturen. Retsmedicinerne har taget højde for den temperatur, da de fastsatte dødstidspunktet.”
”Og deres konklusion er, at mordet ikke kan være begået mere end to timer før?”
”Ja. Det er i hvert fald den foreløbige konklusion.”
Det var tid til at finde noget andet at spørge om.
”Forstod jeg det rigtigt, at du havde siddet sammen med Rocky Christensen siden 20.30?”
”Ja.”
”Var I sammen hele tiden?”
”Ja.”
”Hvordan var jeres udsyn over ejendommen? Kunne I se alle, der kom og gik?”
”Ja.”
”Hvad med gården? Havde I også udsyn til den?”
”Vi havde også udsyn over porten til gården, så ja, vi kunne se alle mennesker, der kom og gik, uanset om de brugte hoveddøren eller gården.”
”Hvor mange mennesker drejede det sig om?”
Hun tog sin notesbog frem. ”I den tid, hvor vi observerede ejendommen, var der i alt ni personer, der kom, og fire personer, der gik.”
”Hvem var de tretten personer?”
”Der var ikke tretten. To af dem, der kom, gik også, så alt i alt var det elleve personer.”
”Okay. Hvem var de så? Var det beboere eller fremmede?”
”Jeg kender ikke nogen af beboerne, så det ved jeg ikke. I stedet har jeg beskrevet, hvordan de så ud.”
”Må jeg se beskrivelsen?”
”Ja da.”
Jeg fik lov at se i notesbogen. Pil havde skrevet fem-seks stikord ned om hver af dem.
Jeg følte et sus, da jeg så en af beskrivelserne.
”Jeg kan se her, at du har noteret, at der kl. 21.55 ankom en muslimsk kvinde med et sort tørklæde på.”
”Det er korrekt.”
”Boede hun i en af lejlighederne?”
”Hvordan kan jeg vide det?”
”Havde hun nøgle?”
”Det tror jeg ikke. Nej, vent. Hun ringede på.”
”Hvor sandsynligt tror du selv, det er, at en muslimsk kvinde ringer på hos en fremmed klokken ti om aftenen?”
”Du mener, at en muslimsk kvinde normalt holder sig inden døre om aftenen? Mange muslimske kvinder går også ud om aftenen. Det er ren fordom, at de holder sig inden døre.”
”Hvilken lejlighed ringede hun på?”
”Det kunne jeg ikke se.”
”Du har sagt, at hun var muslim. Hvad baserer du det på?”
”Jeg ved naturligvis ikke, om hun er muslim eller ej. Det var en måde at beskrive tørklædet på. Det var bundet op om hendes hår.”
”Du beskrev ikke andre karakteristika ved hende end hendes tørklæde. Hvorfor det?”
”Jeg kunne ikke se hendes ansigt. Jeg så hende kun fra ryggen.”
”Ville du kunne genkende hende, hvis du så hende igen?”
”Jeg ville nok kunne genkende tøjet og tørklædet. Jeg er mere i tvivl om kvinden.”
”Kunne det have været en mand?”
”I givet fald var det en meget feminin mand, men jeg kan ikke udelukke det. Jeg så ikke personens kønsorganer.” Selvom den ikke just gavnede min sag, fik Pils bemærkning mig til at smile. Dommeren derimod snerpede mundvigene sammen, som om hun havde spist et træ fuld af citroner.
”Har I fundet frem til kvinden med tørklædet?”
”Det ved jeg ikke. Jeg er ikke den eneste, der arbejder på sagen. En af mine kolleger interviewer alle i opgangen.”
”Okay, men foreløbig er der ikke noget, som udelukker, at kvinden med tørklæde kan have været en mand, og at hun eller han har begået mordet, og at Sigurd så var så uheldig at komme ind i lejligheden lige efter, er der vel?”
Ha. Nu havde jeg kriminalassistenten, hvor jeg ville have hende. Oppe mod væggen og med bukserne nede. Altså, jeg mener på en ikke-seksuel måde.
Hun var dog ikke så let at slå ud af fatning. ”Principielt ikke, hvis altså hun eller han kunne teleportere sig ud af lejligheden. Min undersøgelse viste, at den eneste vej ud var gennem hoveddøren, og hvis jeg har ret i, at den sigtede brød døren ind, så var der ikke rigtig nogen steder at flygte hen. Og selv hvis det ikke var sigtede, ville morderen i givet fald være nødt til at gemme sig i en af de andre lejligheder.”
”Du har selvfølgelig lov til at have din egen teori, men du er vel godt klar over, at I skal bevise uden rimelig tvivl, at Sigurd er skyldig, ikke?”
Dommeren afbrød afhøringen. ”Det her er et grundlovsforhør. Som De nok er bekendt med, skal anklagemyndigheden bare påvise begrundet mistanke. Har De flere spørgsmål til vidnet?”
Jeg opfattede spørgsmålet som et vink med en 32-tommers, 5-gears vognstang om, at dommeren ikke gad høre på mere. ”Nej tak,” sagde jeg.
”Har anklagemyndigheden flere vidner?”
”Nej tak.”
”Hvad med forsvaret?”
”Jeg vil godt stille nogle få spørgsmål til sigtede.”
”Javel. Birger Sigurd Hansen, De er sigtet for drab. De har ikke pligt til at udtale Dem, men jeg forstår på Deres advokat, at De gerne vil afgive forklaring.”
”Ja, fru dommer.”
Jeg begyndte afhøringen. ”Hvornår ankom du til lejligheden i går aftes?”
”Klokken var et par minutter over ti.”
”Hvordan kan du sige det så præcist?”
”Fordi jeg så på mit ur.”
”Hvorfor gjorde du det?”
”Da jeg kom, ringede jeg på. Irina lukkede mig ikke ind, så jeg brugte min nøgle til at låse døren op. Men jeg kunne stadig ikke åbne døren, for slåen var slået til.”
Dommeren brød ind. ”Siger De, at slåen var slået til, da De kom?”
”Ja.”
Dommeren noterede flittigt. ”Jeg vil bede om, at sigtedes udtalelse bliver tilført retsbogen,” sagde jeg med et smil.
”Det kan De bide spids på,” sagde dommeren. Hun rynkede brynene. ”Fortsæt Deres afhøring.”
”Hvad gjorde du så?”
”Jeg råbte ind i lejligheden og fik ikke noget svar. Jeg fik en dårlig fornemmelse, så jeg ringede til dig og bad dig om at komme med det samme.”
”Hvad gjorde du, da vi havde talt sammen?”
”Jeg stod og trippede, mens jeg kiggede på mit ur. Det er derfor, jeg er så sikker på tidspunktet. Jeg var overbevist om, at der var sket noget slemt med Irina, så sekunderne gik uendeligt langsomt. Det korte af det lange er, at jeg besluttede mig for at bryde døren ind.”
”Så det var altså dig, der smadrede slåen i døren?”
”Ja.”
”Hvad så du?”
”Jeg så Irina, som lå på sengen med en kniv i halsen. Der var ikke særlig meget blod, så jeg vidste ikke, om hun var i live. Jeg tog kniven ud af halsen, og så væltede det ud med blod. Jeg prøvede at forbinde hende midlertidigt, inden jeg skulle til at ringe efter en ambulance. Så var det, du kom, og kort tid efter kom ham der Rocky og slog mig ud. Jeg nåede slet ikke at få ringet efter ambulancen.”
”Jeg må lige spørge. Var det dig, der slog hende ihjel?”
”Nej.”
”Har du nogen idé om, hvem der gjorde det?”
”Indtil for en time siden troede jeg, at det var Rocky, men nu aner jeg det ikke. Jeg ved heller ikke, hvordan morderen er kommet ud af lejligheden.”
”Jeg har ikke flere spørgsmål.”
Oskarsen blev siddende. ”Jeg har ikke nogen spørgsmål,” sagde han.
Dommeren så på mig. ”Har De flere vidner?”
”Nej.”
”Fint. Lad os høre advokaternes afsluttende bemærkninger.”
Oskarsen gjorde det kort. Han fremhævede, at Sigurd havde erkendt, at døren var låst med slåen indefra, og at Pils vidneforklaring havde udelukket alle andre udgange fra lejligheden. Sigurd havde masser af blod på sig og trak en pistol, da der kom en udefrakommende ind i lejligheden. Alt i alt var der ingen tvivl om, at der forelå rimelig mistanke, og at sigtede i hvert fald skulle varetægtsfængsles i 48 timer mere.
Jeg gjorde også min procedure kort. ”Høje Ret. Min klient er uskyldig, og jeg kan bevise det.” Jeg kiggede et øjeblik væk fra dommeren og over på Pil, der sad på en tilhørerplads. Jeg blinkede til hende med det ene øje. Jeg så derefter tilbage på dommeren. ”Men det kommer ikke til at ske i dag, så jeg vil lade Retten træffe den afgørelse, som Retten må træffe.”
”Tak fordi De gjorde det så kort og præcist. Jeg afsiger hermed kendelse om fortsat varetægtsfængsling i 48 timer.”
10. juli kl. 12
Sigurd blev ført væk i håndjern. Jeg gik ud til de ventende journalister, der kredsede om retslokalet som hajer om en menstruerende svømmer. Jeg blev straks bedt om en udtalelse. ”Min klient er dybt berørt over drabet på en stakkels, ung kvinde, som lånte hans lejlighed. Det var ham, der fandt hende, og han fik blod på tøjet, da han forsøgte at redde hendes liv. Der er nu afsagt kendelse om varetægtsfængsling i 48 timer. Jeg forventer, at han bliver løsladt, inden den tid er gået.”
”Hvorfor er du så sikker?”
”Fordi de tekniske beviser ikke lyver. De tekniske beviser vil frikende min klient, hvis politiet vil samarbejde med forsvaret. Vi er i hvert fald klar til at samarbejde med dem. Men I må undskylde mig, for jeg får travlt de næste 48 timer.”
Jeg gik videre, indtil journalisterne lod mig være. Staahl var smuttet forbi dem, mens jeg talte. Jeg vinkede ham hen til mig. ”Jeg tror, at jeg har den her sag under kontrol,” sagde jeg. ”Det håber jeg i hvert fald. Jeg er bange for, at morderen vil gå efter nogle andre kvinder.”
”Hvem?”
Jeg skulle til at give ham telefonnumrene på de andre pro bono piger, men tog mig i det. ”Jeg må selv tage mig af dem. Jo mindre, du ved om dem, jo bedre. Jeg vil bede dig om at fortsætte jagten på manden på billedet og undersøgelserne af Selis Trading.”
”Og hvad så med dig?”
”Jeg håber på en date med Den Blege Dame. Vi skal få min klient frikendt. Og der kommer hun,” sagde jeg og pegede på Pil, der kom pilende hen mod mig efter at have fejet journalisterne til side med ”ingen kommentarer.”
Staahl gik, inden Pil kom frem. ”Hvad skulle det til for?” spurgte hun.
Jeg forsøgte at lade, som om jeg blev overrasket. ”Hvad taler du om?”
”Du blinkede til mig under din procedure. Hvad ville du?”
”Måske var jeg bare glad for at se dig igen. Måske ville jeg byde dig på frokost.”
”Hvorfor det? Så du kan debitere staten for den tid, du bruger på at spise?”
”Man gør vel, hvad man kan for at tjene til dagen og vejen. Det hele går til et godt formål. Nej, det var ikke for at score et salær. Jeg har andre planer.” Jeg smilede mit mest vindende smil.
”Hvis det ikke er salær, du vil score, er det så mig? For i givet fald burde jeg arrestere dig lige her på stedet.”
”For hvad?”
”Jeg finder nok på noget. Klamhed, for eksempel.”
”Er det klamt at være interesseret i en flot pige? Nej, lad mig komme til sagen. Jeg har et tilbud til dig. Et forretningsmæssigt tilbud. Jeg tilbyder dig hjælp med at fange morderen, hvis du lader mig være en del af efterforskningen.”
”Glem det, makker.”
”Undskyld mig. Jeg skal lige tænde den her.” Jeg tog en lommediktafon frem fra lommen. ”Det er nu 10. juli 2013, klokken er tolv, og jeg, advokat Carsten Allingsø, står her i Retten i Glostrup med kriminalassistent Pil Bøgh. Jeg har netop tilbudt hende at hjælpe med at fange morderen. Og nu giver jeg ordet til Pil Bøgh. Hvad er dit svar? Vil du acceptere mit tilbud om, at jeg vil give anklagemyndigheden de fældende beviser i hænde?”
”Okay, jeg skal nok gå med til frokosten,” svarede hun og snappede diktafonen fra min hånd. Hun slukkede den. ”Men hvis du laver numre, så skal jeg personligt give dig et spark i kuglerne.”
”Tak for den udtalelse. Det er altid rart at have to diktafoner.”
”Løgner.”
”Først truer du mig, så går du over til injurier. Det ender med, at jeg kommer til at eje dig og politistationen, når Retten har taget stilling til mit erstatningskrav. Nå, spøg til side. Lad os smutte over på Glostrup Park Hotel. De har både en god frokost og fine værelser … hvis vi skal tale helt uforstyrret.”
”Vi kan tale helt uforstyrret på stationen.”
”Er jeg nu arresteret?”
”Ikke endnu.”
”Fint. Så længe jeg er en fri mand, vil jeg køre hen til Glostrup Park Hotel og spise frokost. Du kan tage med, hvis du har lyst til at opklare din mordsag.”
Hun tog med.