EFTERFORSKNING
10. juli, kl. 23
Min veninde fra kassen var væk, da jeg kom tilbage til Rabat-butikken på Hvidovre Torv. Hendes afløser havde tørklæde om hovedet og en skønhedsplet på størrelse med Langeland på kinden. Hun gav mig et koket smil, da jeg spurgte efter bestyreren. Han var endnu ikke ankommet, hvilket passede mig fint.
Torve Cafeen havde udeservering på den milde sommeraften. Jeg bestilte en stor fadøl og satte mig med udsyn over butikken.
Mens jeg fik øllen serveret, kom en spritny Mercedes kørende med åbne vinduer og tyrkisk musik for fuld ghettoblaster. Den parkerede lige ved indgangen til Rabat-butikken, og en tyrkisk udseende mand steg ud. Han tog en attachémappe fra bagagerummet og gik ind i butikken.
Jeg ventede et minut, lagde en hundredemand på mit bord som betaling for øllen og fulgte efter manden.
Der var kun to personer i butikken, da jeg trådte ind. Kassedamen med skønhedspletten fór sammen, som om jeg var hendes mand og havde opdaget hende i færd med at give chefen et blowjob. Hun var dog et helt kasseapparat væk fra den tyrkisk udseende mand, der sad med en smøg i munden med kasseapparatet åbent og fuld af penge. Han kastede et blik på mig og fortsatte derefter med sit forehavende, der tydeligvis var en kasseoptælling.
Jeg undrede mig over, hvad der havde forskrækket kassedamen, men lod mig ikke forsinke. Jeg gik resolut hen til manden ved kassen. ”Er det dig, der er bestyrer?”
”Ja. Hvad vil du?”
”Kan vi tale et mere privat sted?” Jeg gjorde mig umage for, at det sidste ord ikke kom til at lyde som ”schted.” Jeg havde ikke talt genstande i løbet af aftenen, og jeg følte mig lige så ædru som enhver drukkenbolt, inden bartenderen nægter at udlevere bilnøglerne. I det mindste var jeg ankommet i taxa.
Manden så mig an et par sekunder. Jeg stirrede tilbage for at virke selvsikker, selvom jeg ikke havde nogen plan ud over, at jeg ville få ham til at afsløre Rabats hemmeligheder – hvis der var nogen hemmeligheder, og hvis manden her anede noget om dem. Men den slags detaljer bekymrer man sig ikke om, når man kæmper med at få ordene til at komme rigtigt ud af munden.
Manden var sorthåret og havde grove, buskede øjenbryn af typen, som jeg ville have fjernet med det samme, hvis de havde beskæmmet mit eget ansigt. Også selvom det i hans tilfælde ville kræve en machete.
Jeg indså pludselig, at ”Jens Hansen” havde haft samme, buskede øjenbryn, da jeg mødte ham. Men der var ikke andet ved manden, som mindede om min mystiske klient. Han var bredere, og hans øjne var mere lysebrune, forsigtige; jeg har en god hukommelse for øjne. Jeg indså, at jeg var ved at blive en anelse paranoid, for mindst en ud af to muslimsk udseende mænd har de samme buskede øjenbryn, og de er også det oplagte valg for en ikke-muslim, som vil forklæde sig.
Jeg bestod åbenbart mandens stirre-test, for han nikkede og førte mig ind i et baglokale. ”Hvad så?” spurgte han.
Jeg havde naivt håbet på, at han ville servere det hele på et sølvfad, men jeg måtte vist selv tage initiativet.
”Jeg har venner inden for politiet,” sagde jeg for at lodde stemningen. Hvis der foregik noget fordækt, ville det i hvert fald få hans opmærksomhed.
”Ja, og?”
Han bed ikke på endnu. Så var det om at sætte mere orm på krogen. ”Jeg ved noget om politiets planer, som har meget stor værdi for jer.”
Her ventede jeg en reaktion, men manden stod bare og kiggede på mig.
Heureka! Manden havde ikke smidt mig på porten endnu. Enhver butiksbestyrer med rent mel i kokainposen ville have kylet mig til Helgoland. Jeg blev mere modig. ”Jeg skal bruge fem tusinde.”
Heller ikke dette afskrækkede ham. ”Foreløbig har du ikke givet mig noget som helst, min ven.”
”Jeg lover dig. Det skal nok være pengene værd.”
”Fortæl mig, hvad du har, og du får dine penge.”
”Efter terrorsagen i Parken har politiet fået øjne på alle fingre. De har dannet en undercover efterforskningsenhed med folk fra PET og det almindelige politi. De kigger på folk som jer.”
”Hvorfor fortæller du mig det her?”
”Nogle af dem i enheden vil hellere nå til en forståelse med folk som jer end at sætte jer i brummen. De tør ikke gå direkte til jer, så de bruger mig som mellemmand.”
”Okay. Du får dine fem tusinde, hvis du giver mig nogle navne.”
”Niks. Sådan spiller klaveret ikke. Jeg giver dig tips, men du får ingen navne.”
”Hvad er det så værd for mig?”
”Hvis du giver mig de fem tusinde, skal jeg nok fortælle, hvornår de planlægger noget, som involverer jer.”
Han gav hånd. Hans hænder var bløde, meget ulig Jens Hansens barkede næver.
Han fulgte mig ud i butikken, tog fem tusinde fra kasseapparatet og gav dem til mig uden et ord.
Uden at sige noget havde han fortalt mig en hel masse. Det mest oplagte var, at han og Marwan Rabat var involveret i noget snavs. Jeg vidste dog ikke, om det var den slags snavs, som smitter af på pengesedlerne, eller en helt anden forretning.
Jeg vidste derimod, at det havde taget mig ti minutter at franarre en kriminel fem tusinde. En optimist ville mene, at det var de lettest tjente penge i karrieren. En pessimist ville i stedet fokusere på, at man kunne ende i havet med et redningsbælte af beton.
Hvilken type var jeg?
Jeg kan sige så meget, at jeg gik tilbage på torvet og fandt mit ølglas, som stadig stod på min plads. Det var halvt fyldt.
10. juli, midnat
Da jeg havde bundet øllen, følte jeg mig heldig og tog en taxa til Tivoli.
Der var en del aktivitet i Casino Centers hovedlounge og en enerverende lyd fra spilleautomaterne. I ægte Vegas-stil skulle man forbi spilleautomat-helvedet for at komme til pokerrummet. Lidt som i Ikea, hvor man også skal igennem hele butikken, uanset hvad man vil købe.
Mit fine jakkesæt købte mig adgang til High Stakes rummet, hvor der sad seks mand og to kvinder, som alle forsøgte at virke afslappede, mens de så med begærlighed på jetonerne i spil. To tusinde euro pr. jeton, som flyttede hænder lige så hurtigt som fire stykker brændende kul. Her kunne man vinde eller tabe et par millioner på en aften, og hajerne var lige mødt på arbejde. Profferne var utvivlsomt i færd med at flå et par rigmænd, som ville bide skeer med de tunge drenge, og som ikke havde noget imod at betale et par mega i lærepenge.
Jeg havde ikke mødt Børge Ingerslev før, men jeg genkendte ham straks. Det var ikke så svært, for hans varemærke var et par solbriller med grønne glas, som gjorde det umuligt at se hans øjne. To af de andre sad også med solbriller på. Så lyst var det ikke, men de var åbenbart bange for, at øjnene ville afsløre deres bluff.
Jeg observerede spillet i en halv time. Vi kan jo sige, at jeg forsøgte at aflæse manden bag de grønne briller, og at jeg ikke bare måbede over de mange penge, han indkasserede ved bordet.
En fed mand med sortglinsende Elvis-hår sad til højre for Ingerslev. Han var tydeligvis fisken blandt hajerne, og hajerne tog godt for sig af sushien. Manden virkede, som om han ville spille sine kort, uanset hvor gode de var. Fire gange lod Ingerslev Elvis-fyren vinde uden selv at vise sine kort. Alle fire gange viste fyren sine hænder frem. Vinderhænder, men de vandt kun småpenge fra de andre; hans profit fra de hænder var på et par hundrede tusinde kroner. Tre gange valgte Ingerslev at vise sine egne kort. Alle tre gange havde Ingerslev en bedre hånd end modstanderen, og de tre hænder indbragte ham en million kroner. Den sidste pot var den største. Ingerslev valgte at kalde et kæmpe-bet, og selvom hans egen hånd var halvdårlig, var den en anelse bedre end Elvis’.
Elvis havde ikke flere chips og forlod bordet og gav hånd til Ingerslev, tilsyneladende uanfægtet over tabet. En dårlig spiller, men en god taber. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg hellere være det modsatte, men det var nok bare mig.
Stemningen ændrede sig med ét, da Elvis forlod bygningen. Tydeligvis havde de andre spillere været med for at flå begynderen. Nu da han var væk, var der ikke udsigt til profit ved at fortsætte. Bordet brød op, og Ingerslev bestilte en danskvand. Jeg opdagede, at ingen af spillerne havde alkoholiske drikke foran sig. I filmene drikker pokerspillere altid whisky, men åbenbart ikke i virkeligheden.
Jeg satte mig ved siden af Ingerslev, som tog brillerne af og så mig i øjnene. ”Flot kald,” sagde jeg.
”Tak.”
”Hvordan kunne du se, han bluffede?”
”Det var ret tydeligt, synes jeg.”
”Jeg er normalt ret god til at se, når folk lyver. Jeg tog faktisk et kursus i det, da jeg boede i USA, men jeg opdagede ikke noget i hans kropssprog. Er der noget, jeg overså?”
”Næ. Men man kan afsløre et bluff på mange måder. Hans bets var helt i skoven. Hvert eneste bet fortæller noget om den hånd, han sidder med.”
”Hvordan det?”
”Hvis man har en god hånd, er det naturligt at forhøje. Hvis man har en hånd, der ikke er god, men kan blive det, er det naturligt at kalde. Hvis man har en dårlig hånd, er det naturligt at folde.”
”Men han forhøjede da hele tiden?”
”Han forhøjede på de første to bets – før og efter floppet – men så stoppede han, indtil vi havde fået det sidste kort. Riverkortet, som vi kalder det. Her gik han amok og skubbede alle sine chips ind, som om han havde ramt en stor hånd på det sidste kort, men det var bare ikke muligt med de kort, der lå på bordet.”
”Nu er jeg med. Tak for forklaringen.”
”At lyve i poker er lidt som at lyve i andre situationer. Du er nødt til at bygge din historie så godt op, at folk tror på dig. Nå, du er her helt tydeligt ikke for at spille poker, så hvorfor er du her egentlig?”
”Jeg er advokat Carsten Allingsø.”
Ingerslev rynkede brynene, som om han prøvede at komme i tanke om, hvor han havde hørt navnet før. Men med en pokerspiller over for mig kunne jeg ikke vide, om det var et shownummer. ”Nu er jeg med. Du er John Gordins advokat.”
”Ja. Jeg er også advokat for Selis Trading.”
”Så det var derfor, du var så interesseret i mit spil. Tag det køligt, jeg spillede med de violette chips i dag, så det hele går ind i Selis-puljen.”
Jeg havde ingen idé om, hvad han talte om. ”Kan du dokumentere det?” spurgte jeg for at vinde tid. Det lød i mine ører som en rigtig advokatbemærkning.
”Ja da. Følg med mig ind på kontoret.”
Inde på kontoret tændte Ingerslev en bærbar pc og klikkede på ”Selis regnskab.” Der stod en række kolonner med plus og minus. Sidste indførsel var 10. juli.
”Der står minus fire hundrede tusinde kroner ud for i dag,” kommenterede jeg.
”Ja, selvfølgelig. Det var mit indskud. Og nu skriver jeg plus 1,2 millioner kroner ind. Det var slutregnskabet, og det bringer os op på de aftalte ti millioner for de tre måneder. Så du kan hilse Selis-folkene og sige, at jeg har holdt min del af aftalen.”
Jeg så på plusser og minusser. Der var næsten kun plusser, og overskuddet var ganske rigtig på ti mega. ”Det ser fint ud.”
Han lukkede pc’en sammen. ”Nu tror jeg, det er tid til at spille lidt for mine egne penge. Men vi er vel også færdige?” Han tog sine briller på igen.
”Ja. Bortset fra en enkelt ting. Du havde lagt en besked hos min sekretær. Hvad ville du?”
Ingerslev smilede. ”Jeg har da ikke lagt nogen besked.”
Torsdag den 11. juli, kl. 02
Jeg tænkte over Ingerslevs kommentar, mens jeg gik gennem det københavnske natteliv på vej hjem til Liz.
Hvad foregik der egentlig?
Marwan Rabat var tydeligvis kriminel. Han ansatte kriminelle til at bestyre sine supermarkeder. Hvad solgte de i de supermarkeder? Var der kokain i melposerne?
Børge Ingerslev havde åbenbart aftalt noget med ti millioner kroner til en eller flere af dem, som havde med Selis at gøre. Han havde i hvert fald bedt mig om at hilse Selis-folkene. Han ville vel næppe omtale John som ”folkene,” så det var formentlig ikke bare John. Men hvad gik aftalen om de ti millioner ud på? Var det en afbetaling på gæld? Hvis det var, hvad kunne en mangemillionær som Ingerslev skylde væk?
Og hvorfor sagde Ingerslev nu, at han ikke havde lagt nogen besked? Jeg havde med en mester i løgn at gøre, men det gav ikke mening at lyve om noget så trivielt.
Der var lige så mange løse ender som til en swingerfest for bøsser.
Jeg var tæt på at tage videre på min natlige bytur for at opsøge Oxendal og nogle flere svar, men hun havde næppe de samme arbejdstider som en pokerspiller, så jeg besluttede mig for at vente til næste dag.
Det var snart også tid til at kigge lidt nærmere på min kommende svigerfar. Meget tydede på, at han var indblandet i den slags forretning, som man skal bruge en ny identitet for at kunne trække sig ud af. Men var det ham, der blandede kortene, eller ham, der blev blandet rundt?
Jeg tænkte stadig, da jeg ankom hos Liz.
Der var mørkt og stille i lejligheden, som hørmede af røg. Frisk røg så tæt, at den må være kommet fra cigarer i silo-størrelse. Gæsterne var åbenbart lige gået. Der kom en svag lyd fra køkkenet. Jeg gik derud og opdagede, at det var opvaskemaskinen. Liz var der ikke, så jeg gik ind i soveværelset.
Liz var vågen, da jeg kom ind til hende. ”Hvad var det for et spor, du skulle forfølge, mens vi havde gæster?” spurgte hun, mens hun smed dynen. Hun var splitterravende fornøjet og havde fugtigt hår; hun var åbenbart lige stået ud af badet, da hun hørte mig sætte nøglen i låsen.
Jeg var ikke klar til at sætte hende ind i hendes farmands forretninger. ”Jeg har en teori om, at Irina blev myrdet af en russisk mafiaboss ved navn Igor,” sagde jeg, mens jeg stod op og fumlede med mine underbukser. ”Efter grundlovsforhøret fik jeg et tip, jeg kunne følge. Jeg troede, at jeg havde en mulighed, men der kom desværre ikke noget ud af den.” Jeg fik krænget underbukserne af uden at vælte.
”Lad os se, om vi kan få noget ud af dén der,” sagde hun og fnisede.
Hun mente åbenbart ikke, at jeg havde været en slem dreng.
Herligt.
11. juli, morgen
Jeg vågnede til lyden af Money money money – ringetonen til min mobil. ”Carsten Allingsø,” fremstammede jeg uden at lyde som ABBA. Jeg lød nok mere som Rod Stewart sendt igennem en neglefil; alkohol gør mærkelige ting ved min stemme. Mange piger synes, det er sexet, så jeg forsøgte ikke at skjule hæsheden.
”Det er John.” Selv i de værste tømmermænd kunne jeg genkende min kommende svigerfars stemme og nå at fortryde, at jeg tog telefonen i stedet for at lade den gå på svarer. ”Der er nogle ting, jeg håber du kan ordne for mig inden weekenden.”
”Ingen problemer.” Hvis der var noget, jeg havde lært i advokatbranchen, var det aldrig at sige nej til en ny sag.
”Kan jeg komme ind til dig på kontoret med det samme?”
”Jeg kommer lige fra et andet møde, men jeg kan være der om en halv time.” John kunne sikkert tjekke min historie hos Vicky eller Liz, men jeg satsede på, at han ikke ville gøre det.
”Fint.”
Jeg kastede mig igennem badeværelset og ud i … nå nej, bilen stod jo hos Irina. Heldigvis kom der straks en taxa på gaden – en fordel ved at bo midt i centrum.
John stod og ventede uden for mit kontor, da jeg ankom.
”Du er ti minutter for sent på den,” kommenterede han. ”Jeg går ud fra, at det bliver trukket fra regningen.”
”Det er også godt at se dig, John. Kan jeg byde på en firdobbelt espresso?”
”Altid.”
Jeg satte maskinen over. En Cyncra – verdens bedste espressomaskine, men så koster den også tredive kilo. Kærlighed til espresso var en af de ting, som gav mig et bond med min kommende svigerfar, så pengene var godt givet ud. ”Hvad kan jeg ellers gøre for dig i dag?”
”Det drejer sig om Selis Trading.”
Som om det hele ikke drejede sig om Selis Trading. Når jeg da ikke lige skulle redde min ven ud af en mordtiltale. ”Det overrasker mig ikke. Dine partnere har også kontaktet mig, men uden at jeg har fundet ud af, hvad der foregår. Hvad ved du egentlig om dem?”
”Jeg kender dem ret godt. Hvorfor spørger du?”
Der var ikke nogen pæn måde at sige det på, så jeg sprang ud i det. ”Jeg har fået et tip om, at der foregår noget lusk.”
”Hvem kommer tippet fra?”
”Det er lidt kompliceret. Jeg aner ikke, om det kommer fra den lyse eller den mørke side.”
John viste mig sit sædvanlige stenansigt. Samme ansigt som da Liz proklamerede sin forlovelse med mig. Den mand viste aldrig den mindste antydning af følelse. ”Var din kilde lidt mere specifik?”
”Ikke rigtig, men der er sket noget, som har givet mig en dårlig mavefornemmelse. Jeg har fundet ud af, at Rabat-kæden er ude i noget snavs. Butiksbestyrerne…”
John afbrød mig. ”… er tidligere straffede. Ja, jeg vidste, at den sag ville vende tilbage. Jeg går ud fra, at din kilde kendte til retssagen mod de fyrede butiksbestyrere. Det var i virkeligheden dem, der var de kriminelle, men Marwan kunne ikke bevise det, så han valgte at indgå forlig.”
”Det her bliver du lige nødt til at forklare mig. Det kan godt være, at jeg er langsom, men jeg troede, det var Marwan Rabats folk, der havde en plettet straffeattest.”
”Marwan har fortalt mig hele historien. Hans folk arbejdede sammen i et importfirma. Det gik fint, indtil en mand, som vistnok var politimand, bad dem om at betale beskyttelsespenge. De nægtede, og pludselig fik narkotikapolitiet et anonymt tip, som viste sig at holde vand. Der var kokain på lageret. Det var politiets ord mod deres. De endte i fængsel.”
Fy for den lede. Jeg havde lige leget politimand med en af Rabat-bestyrerne og bedt om en slags beskyttelsespenge. Jeg var sprunget op som den berømte løve og faldet ned som et lam. Faktisk følte jeg mig som tolv totter uld.
John så, at hans ord påvirkede mig. ”Nå, så det var en kilde, du troede på? Tro ikke på noget i det her spil.”
”Hvad mener du?”
”Mit gæt er, at Irene Oxendal står bag rygtet. Hun skyr ikke noget middel for at komme ud af Selis Trading. Det var derfor, jeg ville mødes med dig. Jeg vil af med hende.”
John lignede en mand, der lige havde bestilt et lejemord, mens jeg sad foroverbøjet som et stort spørgsmålstegn. ”Jeg kan ikke … Jeg mener. Hvordan vil du af med hende?”
”Det håber jeg, at du kan løse for mig. Det er på tide, at du viser dit værd.”
”Jeg vil virkelig godt hjælpe dig, men der er grænser for, hvad jeg kan gøre. Jeg kan ikke gøre det af med nogen.”
”Er det, fordi hun bruger en advokat fra Rasholdt? Jeg troede ikke, du skyldte dem noget. Tværtimod håbede jeg på, at du kunne bruge lidt insiderviden til at skaffe os en fordel i forhandlingerne. Men måske kender jeg ikke de advokatetiske regler godt nok.”
Jeg indså pludselig, at John overhovedet ikke talte om noget lejemord. Han ville bare have smidt hende ud af selskabet. ”Nej nej,” sagde jeg. ”Jeg kan godt repræsentere dig i forhandlingerne med Oxendal. Men jeg bliver nødt til at vide lidt mere. Jeg kan ikke bare smide hende ud. Ejeraftalen …”
”Jeg ved godt, at ejeraftalen forudsatte, at vi skulle have et partnerskab i nogle år, men du har vel indbygget en musefældeklausul eller noget andet, som kan få os ud af aftalen før tid?”
Jeg kunne godt huske kontrakten, og jeg var sikker på, at jeg ikke havde indbygget en sådan klausul. Men det indrømmer man ikke gerne. ”Det må jeg lige overveje,” sagde jeg for at vinde tid. ”Hvorfor er det, hun skal ud?”
”Fordi hun er ved at tjene en hel spand penge.”
”Hvorfor vil du af med en pengemaskine?”
”Pointen med Selis Trading var, at vi skulle undgå at betale skat. Det forudsætter, at én af os taber penge. Tre af os tjener gode, solide penge, så det skulle være Oxendal, som stod for likviditetsunderskuddet. Men nu har hun fundet en køber til sine patenter. Køberen vil betale ud af ørerne, så vores skattebesparelsesmodel bliver til en ren pengemaskine for skattemyndighederne.”
”Er det et problem? I kommer jo til at betale skat af penge, der er tjent. Som jeg ser det, er det bedre at betale skat end ikke at tjene penge.”
Jeg indså pludselig, hvad jeg sagde. Skulle det nogensinde være i orden at betale skat? Jeg forsøgte at redde situationen. ”Det bedste er naturligvis at tjene de ekstra penge uden at betale skat. Måske kan vi løse jeres problem, hvis køberen vælger at købe Oxendals selskab i stedet for at købe patenterne. Det må jeg lige overveje …”
”Det behøver du ikke spilde tid på. Beslutningen er truffet. Vi vil have Oxendal ud. Helst på en måde så vi får mest muligt ud af det og betaler mindst muligt i skat. Det er en fælles beslutning.”
”Er I alle fire enige?”
”Ikke præcis. Børge og Marwan er enige med mig. Vi er villige til at overtage hendes aktier for ingenting, og hun kan så beholde sit eget selskab. Vi kan selvfølgelig også give ti millioner for hendes Selis-aktier, hvis hun vil give det samme for sit selskab.”
Jeg forstod med det samme, hvad John mente. Rent juridisk var konstruktionen den, at Oxendal ejede en fjerdedel af et selskab, som ejede hundrede procent af hendes gamle selskab. Hvis den konstruktion skulle spoles tilbage, skulle Oxendal først købe det selskab, hun oprindelig havde ejet, fra Selis. Det skulle Selis have et beløb for – lad os kalde det en spand penge. Når den manøvre var gennemført, ville Oxendal stadig eje en del af Selis, som nu ejede de selskaber, de tre andre havde bragt ind i fællesskabet, plus spanden med penge fra Oxendal. Oxendal skulle så sælge sin andel af Selis til de tre andre. De tre andre skulle betale hende et beløb – lad os kalde det en bondegård – for denne andel.
Der var altså to beløb i spil. Dels størrelsen af spanden med penge og dels størrelsen af bondegården. Hvis spanden med penge var større end bondegården, ville de tre tilbageværende partnere tjene på byttehandlen. Hvis bondegården var større, ville Oxendal tjene på det.
Den slags handler kan gennemføres på alle mulige måder. Man kan kombinere dem med udlodninger af udbytte, spaltninger af selskaberne og meget andet guf. Transaktionerne kan gå fra de simple til de dybt indviklede. Hvis man gør det rigtigt, er der normalt ingen, der betaler skat. Hvis man gør det forkert, griner skattefar hele vejen til banken, eller man risikerer en politianmeldelse for ulovlig selvfinansiering eller noget andet ubehageligt. Man må derfor analysere alle modellerne til bunds, inden man vælger den helt rigtige.
Hvis værdierne var tilstrækkeligt store, kunne en simpel transaktion, som at få Oxendals selskab ud af det fælles ejerskab, trække advokatsalær nok til at brødføde et mellemstort afrikansk land. Her var der ikke helt så mange penge på spil, men stadig nok til at det kunne være sjovt at være advokat.
Men inden jeg kunne begynde at skrive store regninger, skulle parterne blive enige om det kommercielle. ”Hvad siger hun til det tilbud?” spurgte jeg derfor.
”Vi har ikke talt med hende om det. Officielt ved vi slet ikke, at hun er ved at sælge, men Marwan har gode forbindelser. Han har fundet ud af, at hun er på vej hjem fra Washington nu. Hun lander i aften i lufthavnen og tager straks til møde med sin advokat hos Rasholdt & Partnere for at få de sidste ting på plads med handlen.”
”Ved han også, hvilken farve undertøj hun har på?”
John kneb øjnene sammen; måske et tegn på, at min kommende svigerfar havde humor. ”Utvivlsomt, men det har han ikke fortalt mig.”
”Hvor kommer jeg ind i billedet?”
”Hun vil sikkert gøre, hvad hun kan for at fuppe os. Det er for så vidt også i orden, for vi vil ikke have hende i vores samarbejde, men jeg beder dig om at gøre, hvad du kan for at presse hende.”
Jeg fik en idé. ”Er det i orden, at jeg bruger Marwans info?”
”Ja da.”
”Jeg skal nok få en god aftale igennem,” lovede jeg.
”Det håber jeg. Og når du har gjort det, vil jeg også bede dig om at lave en anden aftale. Der kommer måske en ny partner ind samtidig med, at vi køber Oxendal ud. Han skal enten købe sig ind i min del af Selis Trading eller købe fra os alle tre.”
”Det lyder spændende. Hvem er det?”
”Jeg har lovet ham, at jeg ikke nævner det for nogen.”
”Det lyder lidt lusket.”
”Der er nu ikke noget lusk her. Han har bare en lille udfordring med en konkurrenceklausul, som ikke er løbet ud, så det skal ikke risikere at komme frem, at han reelt er tilbage i gamet.”
”Hvilken konkurrenceklausul?”
”Lidt som den, jeg havde i USA. Han må ikke eje virksomheder i Danmark i nogle år. Vores aftale skal arrangeres på en måde, så det ikke fremgår nogen steder, at han reelt kommer ind som partner. Han betaler penge nu og her og får indflydelse med det samme, men hans ejerskab skal ikke figurere nogen steder. Kan man gøre det på en lovlig måde?”
”Det er lidt i en gråzone, men måske kan man klare det med optioner. Han får en ret til at købe sig ind til en lav pris om et par år. Han betaler så nogle penge nu og her for retten til at købe aktierne på et senere tidspunkt, og I giver ham en bestyrelsespost.”
”Han skal ikke ind i nogen bestyrelse, men bortset fra det lyder en optionsaftale lige præcis som det, vi efterspørger. Kan du lave et koncept for en aftale? Du skal bare lade parterne og beløbene stå blanke. Så udfylder vi dem selv, hvis det bliver relevant.”
”Det er lidt kompliceret, navnlig når jeg ikke ved, om han skal investere i det ene eller det andet selskab, men det kan nok lade sig gøre.”
John gned højre hånds tommelfinger mod pegefinger og ringfinger. ”Er det det, du mener?” spurgte han. ”Vi er godt klar over, at det koster penge at hyre en advokat.”
Jeg nikkede. Vi var helt på bølgelængde.
11. juli, middag
Efter forslag fra Staahl mødte jeg ham til en tidlig frokost på Schønnemann på Hauser Plads, et studie i gammeldags stil med en bardisk på størrelse med en bowlingbane og fyldt med snaps i alle afskygninger. Vi fik et bord i hjørnet med udsyn til mosaikfarvede glasvinduer og lamper, som mindede om de petroleumslamper, Sigurd havde arvet fra sin oldemor. For mig var det en sen morgenmad, så jeg holdt mig diskret fra silden og kalveleveren. Hvem finder da også på at spise kalvelever på en frokostrestaurant?
Selv på en sommerdag var der godt med aktivitet, så vi kunne tale fortroligt, selv hvis vi råbte. Det gjorde vi dog ikke, for man er nødt til at være forsigtig. Som en af mine gamle chefer engang sagde, kan en henkastet bemærkning på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt få børskurser til at ryge op eller ned og flytte milliarder af kroner fra den ene lomme til den anden. Helle for den anden lomme, tænkte jeg dengang, men efter at have åbnet min egen advokatforretning kunne jeg godt indse, at der ikke var nogen grund til at tale for højt på et offentligt sted.
”Fik du noget ud af Rabat-besøget?” spurgte Staahl.
”Ikke en pind.” Der var ingen grund til at lade ham tro, at han endnu havde fortjent de hundrede tusinde, som jeg havde lovet ham. Der var foreløbig ikke nogen at sende regningen videre til.
”Jeg har fundet ud af noget mere om Børge Ingerslev.”
”Det har jeg også, men du kan jo vise mig din, så viser jeg dig min.”
Staahl ignorerede min bemærkning. ”Min medarbejder spiller en masse poker på nettet, og han er ven med en af de danske pokerstjerner, så han kunne give mig lidt baggrund. Vidste du for eksempel, at Ingerslev har øgenavnet The Riverdancer?”
”Det har jeg godt hørt.”
”Har du også hørt hvorfor?”
”Det er vist noget med, at han dansede, da han vandt de der pokerturneringer.”
”Der er to grunde. Ud over dansen har han haft en tendens til at vinde sine turneringer på det allersidste kort. Pokerspillere kalder det sidste kort for riverkortet.”
”Og hvad så?”
”Når man vinder en hånd på det sidste kort, er man heldig. Ingerslev har været heldig en masse gange.”
”Hvad mener du? Snyder han?”
”Sjovt nok er snyd et tabu i pokerverdenen. Alle stjernerne siger, at de vinder penge, fordi de træffer de rigtige beslutninger. De afviser pure, at det kan lade sig gøre at snyde. Men min medarbejders kammerat har nævnt, at Ingerslev har været lidt vel heldig. I to af de turneringer, han vandt, havde han den samme dealer på finalebordet. Ingen kunne bevise, at der blev snydt, men nogle af profferne har talt om, at der var mere end held involveret.”
”Han har måske snydt. Har du mere?”
”Ja. Selvom han vandt en masse penge, har han været på konkursens rand.”
”Hvordan kan det være muligt? Han vandt da tyve-tredive mega på et enkelt år.”
”I den branche går det hurtigt op og ned. De gutter kan let tabe eller vinde et par millioner på en aften, så præmiepengene kan hurtigt få ben at gå på. Især når man ikke har en venlig dealer med. Desuden var der noget rod med hans skatteforhold. Han fik et ordentligt skattesmæk, fordi han ikke havde fået flyttet ordentligt ud af landet, inden han vandt sine penge. Og endelig gik der rygter om, at han havde forpligtet sig til at dele sine gevinster med nogle andre.”
”Hvordan fik han så penge til at købe kasinoet?”
”Det er million-dollar spørgsmålet. Kender du selv svaret?”
”Næ. Ingerslev havde allerede købt kasinoet, da han indskød det i Selis Trading, så jeg var ikke involveret.”
”Så er det heldigt, at jeg har talt med sælgeren.”
”Fik du en forklaring ud af ham?”
”Ja. Han kendte godt Ingerslevs ry, så han ville først slet ikke tale med Ingerslev. Ingerslev insisterede, og til sidst sagde sælgeren, at der skulle stilles en garanti på ti millioner. Ellers ville han ikke tale videre.”
”Stillede Ingerslev så garantien?”
”Næ, han overførte simpelt hen de ti millioner til sælgerens advokat, og så gik det hele i orden på få dage.”
”Hvor fik han pengene fra? Var det pokergevinster?”
”Jeg ved det ikke, men pengene kom åbenbart fra en konto i USA.”
Hm. Ti millioner fra en konto i USA. Ingerslev havde nævnt noget med ti millioner. Den eneste af Selis-folkene med kontakter til Amerika var John Gordin, men på den anden side havde Ingerslev sagt ”Selis-folkene” i stedet for ”John Gordin,” og på den tredje side kom Oxendal lige fra Washington, så hun måtte også kunne stå for den amerikanske forbindelse.
Jeg indså, at der måtte være en forbindelse, men jeg kunne ikke vide, om den var løs eller strømførende.
”Siger det dig noget?” spurgte Staahl.
”Måske. Jeg har i hvert fald hørt noget om ti millioner. Det undrer mig dog, at han kan starte sit eget kasino, hvis rygtet går, at han snyder.”
”Rygtet er ikke kommet ud i bredere kredse.”
”Alligevel. Jeg så lidt på hans spil i går. Han var ikke særlig heldig, men han tjente alligevel en million på en enkelt aften. Man burde lære at spille poker. Tænk dig, at du arbejder et par timer og sætter en mega ind på kontoen. Her troede jeg, at advokater tjente meget i timen.”
”Forskellen er vel, at der ikke spiller held ind. Hvis en pokerspiller er uheldig eller gør et dårligt stykke arbejde, er hans timeløn negativ. Det sker ikke så tit for en advokat.”
”Det er der noget om,” anerkendte jeg, mens jeg tænkte på den sag, jeg var i gang med. Her sad jeg og spiste frokost med en detektiv, som kostede mig penge. Uden en klient til at betale for min tid. Samtidig var min bedste ven blevet buret inde, og det gik ikke så fantastisk med at få ham ud.
Lige pludselig virkede Ingerslevs job som et drømmejob. I hvert fald så længe man har en venlig dealer.
11. juli, kl. 13
Da frokosten var overstået, kørte jeg et smut til Hellerup. Marwan Rabat boede på Strandvejen i nærheden af John og May Gordin. Det var tid til at konfrontere ham med mine opdagelser – hvad de nu gik ud på. Ærlig talt havde jeg ikke nogen plan.
Jeg ringede på uanmeldt. Døren blev åbnet af Marwans kone, Ursula Rabat, en slank kvinde med lange, glatte ben, farvet, sort hår og et markeret ansigt. Hendes tykke lag makeup fik i hvert fald ansigtet til at virke markeret. Mange ville mene, at makeuppen også fik hende til at virke yngre, end hun var, men det virkede ikke på mig. Jeg fik tværtimod associationer til Joan Collins – Dollars-stjernen, som har set pyntegammel ud, siden min far fik sin første bums.
”Har du Marwan hjemme?” spurgte jeg.
”Næ, han er på arbejde.” Naturligvis. Midt på dagen på en torsdag.
”Han holder ikke sommerferie?” spurgte jeg for at redde ansigt.
”Nej, Marwan er altid på arbejde.” Hun sukkede. ”Har jeg ikke set dig før?”
”Måske. Advokat Carsten Allingsø.”
”Ja, selvfølgelig. Det er dig, som skal giftes med Liz Gordin. Det bliver godt.” Hun kiggede forbi mig, som om jeg ikke eksisterede.
”Jeg glæder mig meget. Jeg vidste ikke, at du kendte Liz?”
”Nå. Nej – du har jo heller ikke kendt hende særlig længe. Vi har set meget til hende, lige siden hun flyttede til Danmark.”
”Det var da hyggeligt.”
”Kunne du tænke dig en kop kaffe?”
Jeg var lidt i tvivl om, hvad der lå i invitationen. Mængden af Ursulas makeup og den tilsvarende mængde af bar, solbrændt hud på hendes krop indikerede, at hun enten lå og solede sig i haven eller ventede gæster. Min mandlige stolthed forbød mig dog at takke nej til en invitation fra en letpåklædt kvinde, uanset hvor tæt hun var på graven, og uanset hvor uinteresseret jeg var i hende. ”Ja tak, det ville være dejligt,” sagde jeg.
Hun vendte sig om og gik ind i huset uden at se, om jeg fulgte efter. Jeg fulgte efter.
Huset var, som villaer på Strandvejen er flest. Fyldt med mærkevarer og med en diminutiv havudsigt, som lagde halvtreds procent oven i en pris, der allerede var oppustet. Jeg fulgte Ursula gennem en stue med palisander og ægte tæpper og ud i en lille have, hvor eneste selskab var græsslåmaskine-robotten.
”Hvad kan jeg friste dig med?” spurgte Ursula, da vi havde sat os i havestole af teak ved et lille bord af marmor.
”Kaffe er fint – eller måske noget appelsinjuice,” svarede jeg hurtigt og ignorerede hendes tvetydige invitation. Hun rejste sig, valsede ind i huset og kom tilbage med juice, is og vodka. ”Ja, nu om dage skal man jo gøre alting selv,” sagde hun.
”Jeg skal køre, så jeg nøjes med juicen.”
”Du kan bare tage en enkelt. Du behøver vel ikke køre med det samme, vel?”
Jeg ignorerede hendes bemærkning og lod hende hælde op i mit glas, inden hun satte sig ned. To tredjedele af det gennemsigtige og en tredjedel juice. Og så siger de, at mænd ikke accepterer et nej.
”Har I kendt Liz længe?” spurgte jeg for at bringe samtalen tilbage på sporet, mens jeg sippede så lidt af drinken, at der skulle en molekylevægt til at kende forskel på før og efter.
”Det føles som en menneskealder, men det er vel kun tre år.”
”Normalt er tre år da ingenting. Der er måske sket noget i de tre år?”
”Gid det var så vel. Næ, der er ikke sket noget som helst. Hverken her eller der.” Hun løftede et øjenbryn og kiggede på et sted bag mig. Jeg kunne ikke se, om det var soveværelset, men jeg forestillede mig det.
Jeg fik pludselig en mistanke. Marwans kone var tydeligvis ude på halløj, og hun var ked af de tre år, der var gået, siden Liz var kommet til landet. Havde Marwan haft noget kørende med Liz, og var Ursula ude på den mest primitive form for hævn? Eller var jeg ramt af Ftonos’ pil? (Jeg ved godt, at Amor har patent på pilen, men jalousi føles nu engang mere stikkende end kærlighed).
”Har Liz noget med det at gøre?” spurgte jeg ligeud, mens jeg drak en velvoksen slurk af drinken.
Ursula løftede øjenbrynene og satte sig tilbage i stolen. Så fik hun et drilsk smil på de kirsebærrøde læber. ”Ville det gøre nogen forskel for dig?”
Jeg gengældte smilet. ”Måske. Vi er jo ikke gift endnu.” Mit smil forsvandt, inden jeg fortsatte. ”Hvis du er ærlig over for mig, vil jeg sørge for, at du ikke fortryder det.”
Hun tog en cigaret fra et guldetui på bordet og nulrede den mellem hænderne uden at tænde den. ”Det skete kort efter, at vi lærte Liz at kende. Vi havde en hushjælp. Du ved, den gammeldags slags.” Jeg nikkede uden præcis at vide, hvad hun mente. ”Hun boede i gæstebungalowen.” Hun indikerede en bygning, som mere lignede et udhus. ”Hun var perfekt. Typen, der gik i et med tapetet, men alting var altid i perfekt stand. Fra den ene dag til den anden var hun væk.”
”Hvad mener du?”
Hun tændte cigaretten. ”Ingen ved det. Vi forsøgte endda at kontakte politiet, men hun var pist væk, og vi har ikke hørt fra hende siden. Marwan tror, jeg fik hende til at tage væk.”
”Hvorfor skulle du bede hende tage væk, når du var så glad for hende?”
”Sig det til Marwan. Jeg har prøvet.”
”Men hvorfor skulle det komme imellem jer, og hvorfor så længe?”
Ursula trak på skuldrene.
Jeg indså, at jeg var havnet midt i en historie om ægtefæller, der glider fra hinanden. En trist historie, medmindre man er skilsmisseadvokat. Men ikke noget, der kunne hjælpe mig i min søgen efter Jens Hansens bagmænd.
11. juli, kl. 14
Jeg ringede til Vicky og bad hende stille op på Bianco Lunos Allé.
Hun mødte op tyve minutter senere. ”Hvad skal vi her?”
”Jeg vil godt have en second opinion.” Jeg pegede på et butiksvindue.
”Du vil have mig med til din skrædder?”
”Nemlig. Jeg skal have syet et sæt tøj til brylluppet, og jeg tænkte, at du ville være den perfekte sparringspartner. Du har i hvert fald erfaring med at shoppe.”
”Hvis du driller, gider jeg ikke.”
”Okay. Jeg skal nok lade være med at nævne dit shopperi, hvis du siger din ærlige mening.”
”To ting. For det første kommer du nok til at være underdressed. Ved du ikke, at John har bestilt et sæt hos Amosu?”
Jeg fløjtede. ”Et af dem til hundrede tusinde dollars?”
”Ja da, fattigrøv. Det mindste, du kunne gøre, var at få et sæt fra Brioni. Du ved, ham der laver jakkesættene til James Bond filmene. De koster det halve af Amosus.”
”Det ved jeg, men det er også lidt over mit indtægtsniveau. Det bør du af alle mennesker vide. Du kender min økonomi bedre, end jeg selv gør.”
”Ja. Har jeg fortalt dig, at du snart skal betale moms?”
”Den tid, den sorg. Men du har ret. Jeg har ikke råd til de dyre sæt. Jeg må nøjes med Peter Undén.”
”Det må du hellere lade være med at sige derinde.”
”Hvad?”
”At du nøjes med ham. Han mener vist, at han er ret fornem.”
”Til foræringspriser på tyve tusinde kroner per sæt? Slap af,” sagde jeg og gik ind.
Vi var de eneste kunder i butikken. En enkelt skrædder sad dybt koncentreret og kiggede på en las med kridtstreger på og løse tråde hængende ud. Efter ti sekunder rejste han sig op. ”Velkommen til. Hvad kan jeg friste med?”
”Jeg skal giftes på lørdag. Min svigerfamilie har ret mange penge, så jeg skal have noget, der kan matche et sæt til otte millioner dollars.”
Skrædderen smilede et høfligt smil. ”Det skal vi nok klare, hr.”
Vicky og jeg fik forevist hundrede prøver på tøj og udskæringer på fire minutter. Hun fik mig overtalt til at vælge et traditionelt, sort sæt i klassisk pingvin-stil. ”Du har ikke råd til at skille dig ud fra mængden,” forklarede hun, og jeg måtte nødtvungent give hende ret.
Da vi havde valgt sættet, skulle skrædderen tage mål. Jeg takkede Vicky for hjælpen og bad hende tage tilbage til kontoret.
Kort tid efter kom der en ny kunde i butikken. Jeg genkendte straks ambassadør Dick Zindel. Hans ansigt så ud, som om det var blevet skabt af en stenhugger: Gråt, udtryksløst og frem for alt ubevægeligt.
”Det var dog noget af et tilfælde at møde dig her,” sagde han til mig, mens han foretog en lille, fejende bevægelse med sin ene hånd. Skrædderen opfattede antydningen og mumlede, at han skulle hente noget.
”Jeg vidste ikke, at du fik syet dine jakkesæt her i landet.”
”Én gang skal jo være den første. Men faktisk skulle jeg lige til at ringe til dig.”
”Hvorfor det?”
”Jeg ville høre, om du var interesseret i at hjælpe den amerikanske stat.”
”Ja da. Men jeg forstår ikke helt, hvad du mener.”
”Vi har lagt mærke til din omgangskreds. Du omgås nogen, som har mange bolde i luften i øjeblikket.”
”Hvem er det, du taler om?”
”Hvis du ikke ved det, er du ikke interessant for mig.”
”Hvorfor skulle jeg være interessant?”
”Fordi jeg tror, at du kan være en af dem, som kan fornemme strømningerne, uden at du nødvendigvis følger med strømmen.”
”Er du nu ude og fiske?”
”Kald det, hvad du vil. Under alle omstændigheder vil jeg bede dig om at holde øjne og ører åbne. Hvis du opdager, at din omgangskreds indeholder antiamerikanske elementer, må du sige til. Med det samme.”
”Det skal jeg nok.”
”Tak. Det vil jeg også anbefale dig. Mit folk er loyale som allierede, men frygtelige som modstandere.”
Skrædderen kom tilbage i lokalet og afbrød vores videre samtale, inden jeg nåede at svare på bemærkningen, som mest af alt lød som en trussel.
”Jeg vender tilbage,” sagde ambassadøren, da han gik ud af butikken. Jeg vidste ikke, om han talte til mig eller til skrædderen.