SELVFORSVAR

11. juli, kl. 15

Efter besøget hos skrædderen var det tid til at hente min bil. Jeg tog en taxa til Irinas lejlighed.

Jeg besluttede mig for at snuse lidt rundt ved gerningsstedet. Jeg havde medbragt en ekstra nøgle og behøvede derfor ikke at ringe på. Jeg gik lige op og bankede på.

Ingen svarede.

Var politifolkene allerede færdige med deres undersøgelser?

Jeg besluttede mig for, at det måtte være tilfældet. Der kunne derfor ikke være noget galt i, at jeg gik ind; lejligheden var jo min egen, om end ikke på papiret.

Jeg tog polititapen væk og gik ind. Jeg var ikke helt sikker på, at politiet ville være begejstrede, hvis de opdagede mit besøg, så jeg havde taget hvide silkehandsker på.

Politiet havde endnu ikke gjort rent. Der var stadig en masse størknet blod overalt i lejligheden. Jeg fik endnu et kort flashback af Irinas døde øjne, mens hun lå i sengen, men det lykkedes mig at holde det nede. Denne gang holdt jeg mig på fødderne.

Da min svimmelhed havde fortaget sig, besluttede jeg mig for at tænke som en politimand. Altså ikke det der med go’daw do og mojn, men som de gerningsstedsundersøgere, der rekonstruerer forbrydelsen.

Jeg havde fordelen af at have set det hele, da mordet lige var blevet begået. Jeg prøvede at genkalde mig enhver detalje for at se, om noget var ændret eller flyttet. Det kunne jo være, at politiet havde overset noget.

Først vinduerne. Hasperne og vinduesrammerne så pæne og rene ud, og politiet havde ikke fundet fingeraftryk. Der var intet til at underbygge min teori om en kvindelig, muslimsk morder, som var kravlet ned fra tredje sal.

Da jeg gentog teorien for mig selv, forekom den ganske absurd. Intet under, at politiet ikke havde taget den seriøst. På den anden side havde underboen, Öztürk, bekræftet den. Men han var på den tredje side ikke verdens mest pålidelige vidne.

Jeg gik tilbage til sengen og kiggede igen over mod vinduet.

Jeg fik pludselig et klart flashback. Alting stod så klart for mig som på en 66 tommers fjernsynsskærm. Billedet stod prentet på nethinden, som om jeg var tilbage i lejligheden.

Jeg stod med kniven i hånden og så på Rocky. Ja, dengang vidste jeg ikke, at det var hans navn. Jeg vidste blot, at han lige havde pandet Sigurd ned og nu så ud til at ville gøre mig kold.

I flashbacket var mit fokus dog ikke på Rocky. Med min nyopdagede evne til at fryse øjeblikket lagde jeg mærke til flere ting.

Støjen fra bilerne og fra en sirene.

En kølig brise på min kind.

Og først og fremmest. Det åbne vindue. Mit syn var så klart, at jeg oven i købet kunne se et aftryk på vinduesrammen.

Et blodigt aftryk.

Min teori havde været rigtig. Vinduet var åbent, da Rocky kom ind, og han havde ikke alene lukket det. Han havde også tørret blodet af. Der var ingen tvivl. Han var involveret i mordet.

Der lød pludselig en lyd bag mig. Jeg vendte tilbage til nutiden og så døren blive åbnet bag mig.

Ind kom en mellemting mellem Vin Diesel og en tatoveret ork: Rocky. Han virkede klar til at levere endnu en omgang bankekød, og jeg var hovedretten.

11. juli, kl. 15.30

”Hvad fanden laver du her?” spurgte han, idet han lukkede døren bag sig.

Nu gjaldt det om at lade, som om jeg ikke mistænkte ham for noget. ”Døren stod åben,” svarede jeg, mens jeg følte mig som fyren, der bliver taget med bukserne nede og blondinens læber omkring sjoveren. Lige nu ville jeg egentlig hellere være i den fyrs sko end i mine; så ville jeg i det mindste dø i et lykkeligt øjeblik.

”Du er kraftedeme for meget,” sagde Rocky i sin vanlige høviske stil, mens jeg forsøgte at tænke mig ud af situationen.

Jeg valgte at satse på, at jeg havde ret, da jeg besluttede mig for, at den blege kriminalassistent ikke var medsammensvoren. ”Jeg aftalte med Pil Bøgh, at vi skulle mødes her ved halv firetiden. Hun sagde ok til, at jeg kiggede mig omkring, hvis jeg kom først. Kørte du med hende hertil?”

Rocky vendte sig om og tog fat i dørhåndtaget, som om han købte min historie. Desværre tog han sig i det og vendte sig mod mig igen. ”Nej, fandeme nej. Nu skal du ikke prøve på det advokat-pis. Du har sgu da fuck ikke aftalt at mødes med Pil nu.”

”Jo, jeg har.” Jeg tog min mobiltelefon op af lommen. ”Se bare på min opkaldsliste.”

Rocky viste sig igen at være hurtigere end muligt for en mand i tank-størrelse. Før jeg kunne tænke på at trykke på ringeknappen, havde han verfet mobiltelefonen ud af min hånd. Ikke noget med at give mig tid til at verificere min historie – eller til at advare Pil-itiet.

Jeg konkluderede, at Rocky var en mand, som slog først og tænkte bagefter. Hvis der overhovedet var plads til tanker inde bag de seksten centimeters tykpande.

”Spyt ud,” sagde han. Som ventet brugte han muskler til at fremhæve sine ord. Han tog fat i mig og rystede mig hårdt, som om han forventede, at han kunne ryste ordene ud af min krop.

”Sæt mig ned. Så skal jeg nok tale.”

Han slap mig. ”Hvor er de henne?” spurgte han.

”Hvem de?”

”Du ved for fanden da godt, hvad jeg snakker om.” Som en tryllekunstner viftede han lidt med den ene hånd og producerede en kniv. Med de store næver havde jeg forventet noget på størrelse med en hellebard, men kniven her var langt mere skrækindjagende. Den var slank og syleskarp og lignede en fileteringskniv. Jeg gøs ved tanken om, hvad den kunne skære i fileter.

”Rolig nu. Læg kniven væk, så kan vi tale sammen som civiliserede mennesker.” Håbet var lysegrønt.

”Jeg skærer pikken af dig, din lille lort.”

Han så ud til at mene det. Jeg kom pludselig til at forestille mig, hvad der ville ske, når han gjorde alvor af sin trussel.

Han så det hvide vende ud af øjnene på mig, lige inden jeg faldt sammen på gulvet, livløs som en marionetdukke, man giver slip på.

11. juli, kl. 15.40

”Så for satan,” sagde han for sig selv, mens han skrævede hen over mig. ”Hvad helvede gør jeg nu?”

Mit lille trick havde virket. Jeg havde foregivet besvimelse og lå nu med udsyn til den menneskelige klippes eneste svage punkt. Det punkt, han lige havde truet mig i.

Jeg ved godt, at det er fejt at slå folk i centeret for deres livsinteresser, men jeg ville hellere blive stemplet som fej end med et nummer hos ligsynsmanden. Stadig liggende hævede jeg min overkrop en anelse for at komme tættere på målet. Jeg slog straks til med to knytnæver samtidig og håbede på, at timerne i fitnesscenteret havde givet mig styrke nok.

”Hoh,” lød det fra ham, da luften røg ud af hans lunger. Der var ikke noget julemand over det, men jeg fik alligevel en gave. Han slap kniven, der landede lige ved min højre hånd.

Jeg lagde mig ned igen og greb fat i kniven.

Det dobbelte knytnæveslag vandt mig kun nogle få sekunder. Rocky kom til sig selv og kastede sig ned mod kniven. Jeg nåede lige at vende bladet op mod ham og stikke til, inden han var over mig. Min hånd slap lige inden om hans Goliat-næver. Jeg vidste, at jeg kun ville få én chance, så jeg lagde alle kræfter bag.

Kniven sank ind og blev siddende, mens jeg rullede væk.

Uden en lyd tog Rocky sig til halsen, inden han faldt om. Hans faldende krop borede kniven endnu længere ind.

Jeg indså, at jeg havde stukket ham lige i halsen. Samme sted som Irina var blevet stukket.

En værdig hævn for hendes mord. Hvis Rocky altså var involveret i det.

11. juli, kl. 15.50

Jeg havde det ikke godt med døde mennesker. Denne gang lykkedes det at bekæmpe besvimelsen ved at kigge væk fra Rockys stirrende, døde øjne.

Jeg begyndte så småt at samle mine tanker. Jeg indså, at jeg havde slået en mand ihjel, og at det ikke ville se særlig godt ud i en retssal. Det var ikke svært at forestille sig anklagerens spørgsmål:

”Hvorfor var det egentlig, at De gik ind i lejligheden?”

”Var der nogen grund til, at De ikke ville vente på at få lovlig adgang?”

”De er vel godt klar over, at det var en ulovlig indtrængen?”

”De hævder, at afdøde angreb Dem. Kan vi få lov til at se, hvilke mærker hans angreb forårsagede? Nå, var der virkelig ingen mærker? Hvordan kan det passe – afdøde var jo ret stor og stærk, ikke sandt?”

”Nu siger De, at afdøde trak en kniv. Hvor kom den kniv egentlig fra? Er De nu sikker på, at det ikke var Dem selv, som medbragte kniven?”

”Har De erfaring med at bruge en kniv som denne?”

”Kan De forklare, hvordan det lykkedes Dem at få vristet kniven fra afdøde og sætte den præcis i samme sted som det forrige mordoffer i samme lejlighed?”

”Vil De virkelig have, at vi skal tro på, at De ikke har slået begge ofre ihjel? Først den prostituerede og dernæst et vidne til det første mord?”

Når jeg ser film, tager jeg mig til hovedet, når uskyldige mennesker forsøger at slette deres spor og flygter fra et gerningssted, for de skaber uvægerlig flere problemer ved at flygte end ved selv at tage tyren ved hornet og kontakte politiet.

Da det kom til stykket, var jeg ikke et hak bedre end dem, jeg rystede på hovedet over. Jeg forsikrede mig om, at mine fingeraftryk ikke var kommet på kniven, og forlod lejligheden.

11. juli, kl. 16

Jeg var dårligt nok nået udenfor, da min telefon ringede. I dagens løb havde jeg bevidst ignoreret telefonen, men jeg var stadig i chok og så ikke på, hvem der ringede.

”Det er kriminalassistent Pil Bøgh,” sagde stemmen i den anden ende. ”Jeg vil bare sige, at vi bliver ti minutter forsinkede.”

”Forsinkede? Til hvad?”

”Så for satan. Jeg troede, Oskarsen havde lagt en besked til din sekretær?”

”Jeg har haft så travlt, at jeg slet ikke har fået talt med hende.”

”Nå da da. Er vi så heldige, at du kan være ude ved gerningsstedet inden for den næste halve time?”

”Jeg står faktisk ved lejligheden. Jeg var lige ved at hente min bil. Jeg lod den stå i går eftermiddags, fordi jeg ikke var i stand til at køre.” Jeg indså, at jeg var ved at fortælle Pil lidt mere, end hun behøvede at vide. Hvis hun opdagede, at jeg havde besøgt Öztürk, ville hans forklaring nok blive mødt med lidt mere skepsis, end hvis den kom uopfordret. ”Jeg var jo lige besvimet,” tilføjede jeg.

”Det ved jeg. Så kommer vi om ti-femten minutter. Lad endelig være med at gå ind.”

”Det kunne jeg ikke drømme om.” Især ikke nu, hvor der lå en død mand derinde.

”Det tænkte jeg nok. I øvrigt – hvis du ser Rocky, må du bede ham om også at vente.”

”Det skal jeg nok,” lovede jeg. For en gangs skyld var det let at holde mit løfte.

Jeg satte mig ind i bilen og kørte til Brøndbyvestervej. Jeg var tilbage et kvarter senere. Jeg ankom samtidig med en politibil. Ud steg Pil, Oskarsen og – til min store overraskelse – Sigurd.

Sigurd havde udskiftet sit strandvasker-look fra dagen før. Nu lignede han et levende menneske. Usoigneret og ubarberet, bevares, men dog med en smule liv i øjnene.

”Når vi er færdige her, har jeg noget til dig,” lovede jeg Pil. ”Hvad skylder jeg æren?”

Oskarsen svarede. ”Vi vil rekonstruere begivenhederne.”

”Hvorfor gør I det om dagen? Burde det ikke være sent om aftenen?”

”Lad os nu se, hvor langt vi kan komme i dag. Jeg foreslår, at vi venter på Rocky Christensen, inden vi går i gang.”

”Fint nok. Så kan jeg måske tale lidt med min klient?”

Det fik jeg lov til.

”Du ligner en, der har løbet et maraton for at nå frem,” kommenterede Sigurd, mens vi gik væk fra politi og anklager.

”Jeg havde lige et ærinde, jeg skulle nå, inden I kom, så jeg skyndte mig,” svarede jeg. Jeg hævede stemmen en smule, så Pil og Oskarsen kunne høre min forklaring, men uden at det blev for åbenlyst, at jeg ville have dem til at høre mit svar. Samtidig bandede jeg indvendigt over at være så let at læse som en åben børnebog med farveillustrationer. Jeg sænkede stemmen. Jeg så dog ingen grund til at indvie Sigurd i den seneste halve times begivenheder. ”Jeg er kommet i tanke om nogle ting, som vil gavne dit forsvar. Jeg er sikker på, at der var blod på vinduet, da jeg ankom, men blodet var væk, da jeg vågnede op.”

Sigurd behøvede ikke nogen forklaring på, hvad det indebar. ”Vil det sige, at Rocky har fjernet det, mens vi begge to var ude?”

”Det tror jeg. Jeg kan bare ikke bevise det.”

”Jo du kan. Selv de mindste spor af blod på vinduesrammen kan opdages med luminol.”

”Hvordan ved du sådan noget?”

”Vidste du det ikke? Læser du nogensinde bøger eller ser film?”

”Det er godt, du er tilbage,” svarede jeg og klappede min ven på skulderen. ”Det var en anelse kedeligt, mens du var blevet erstattet af en zombie.”

Pil signalerede til os. ”Vi kan ikke få fat på Rocky, så vi går ind nu. Han må komme, når han kommer.”

Jeg lod heldigvis være med at komme med en smart bemærkning om, at han måske allerede var gået ind.

11. juli, kl. 16.30

Hvert skridt mod lejligheden føltes som en pine. Jeg havde ingen lyst til at gense endnu et sæt stirrende, døde øjne, og jeg følte mig samtidig sikker på, at en trænet kriminalassistent og en dygtig anklager ville afsløre, hvad der var sket i lejligheden.

Vi nåede dog op til lejligheden uden, at nogen konfronterede mig. Jeg holdt mig lige efter Pil, da hun åbnede døren.

Det står utvivlsomt i alle politimanualer, at man skal holde sig væk fra liget, og at man skal holde udenforstående væk. Men en ting er manualer og regulativer. Noget andet er den menneskelige natur. Pil fór ind i lejligheden, så snart døren var åben, og hen til liget. Jeg fulgte lige i hælene på hende. Hun ænsede mig ikke, da hun bøjede sig ned til liget, formentlig for at se, om hun skulle ringe efter en ambulance.

De få skridt derhen føltes som et maraton med blysko, men jeg fik slæbt mig efter Pil, indtil det hele blev for meget, og jeg kollapsede hen over lig, kriminalassistent og … ja, alle beviserne.

Jeg indrømmer det gerne. Ligesom med Rocky var min besvimelse et skuespil. Denne gang havde jeg behov for at kunne forklare eventuelle dna-spor på gerningsstedet. Det var lige så sandsynligt, at nogle af sporene allerede havde mit navn på, som at jeg ville være i stand til at score på en fredag aften på Damhuskroen. Der var behov for en plausibel forklaring på, hvordan sporene var endt på gerningsstedet, og hvorfor ikke spille på mit image som den bløde mand, som besvimer ved det første tegn på blod?

Hvorom alting er, så faldt jeg om lige oven på liget, og jeg ”vågnede” først op, mens Pil slæbte mig ud gennem hoveddøren, og Oskarsen gav hende moralsk opbakning; han havde for mange tons i sit eget korpus til at kunne hjælpe med at bære.

”Undskyld,” sagde jeg.

”Der er ikke noget at undskylde,” svarede Pil. ”Jeg skulle have stoppet dig, inden jeg selv gik ind.”

”Nej da, det er min fejl.”

Oskarsen brød ind, inden vores gensidige undskyldninger blev for pinlige. ”Det har du ret i. Hvad havde du egentlig gang i derinde? Hvorfor gik du overhovedet ind?”

Pil kom mig til undsætning. ”Allingsø forsøgte vel at se, om Rocky var i live.”

”Hvem siger, at han ikke allerede vidste noget andet og bare lod, som om han besvimede?”

”Prøv lige at se mandens ansigt. Han er jo helt hvid i hovedet. Det er ikke noget, man kan lade som om.”

Hurra. Min angst over at blive konfronteret med begivenhederne i lejligheden havde gjort underværker.

Troede jeg.

”Sådan så han altså også ud, inden vi gik ind. Allingsø, jeg bliver nødt til at spørge dig: Vidste du, at Rocky lå herinde?”

”Nej da,” svarede jeg med god samvittighed. Det er som nævnt ikke forbudt at lyve over for politiet eller anklagemyndigheden.

”Hvorfor så du så skyldig ud, inden du kom ind i lejligheden?”

”Så jeg skyldig ud?”

”Du svedte og kiggede dig omkring, som om du var bange for at blive opdaget. I min manual er det klassiske tegn på, at man ved mere, end man fortæller.”

”Har du tænkt dig at gå til en dommer med sådan en forklaring?”

”Jeg ved godt, at der skal mere til, men hvis du ikke kommer med en god forklaring lige nu, må jeg gå dig efter i sømmene. Du ved – dommerkendelse, telefonaflytning, kontoudtog. Vi skal nok finde ud af, hvad du gemmer på.”

”Rolig nu. Der er ingen grund til at true mig. Jeg har en forklaring. Det kan godt være, du synes den lyder søgt, men det er sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden.”

”Spyt så ud.”

Jeg havde skabt det perfekte udgangspunkt for min lille, hvide løgn. Jeg havde lært lidt af aftenens samtale med Børge Ingerslev. Du er nødt til at bygge din historie så godt op, at folk tror på dig.

11. juli, kl. 17

Hvis man vil have succes på score-fronten, er der tre ting, man skal have styr på. Andre bruger tid på at lære at spille på harpe eller noget andet ligegyldigt. Jeg har i stedet brugt min fritid på at udvikle de tre fokuspunkter: Øjenkontakt, kropskontakt og blomster.

Inden for de første ti sekunder skal man have etableret øjenkontakt. Ellers kan man lige så godt gå videre.

Inden for det første minut skal man have kropskontakt, normalt bare ved at røre pigens hænder med et blidt strøg. Hvis hun ikke reagerer positivt på det, er det igen om at glemme alt om hende.

Inden for den første time skal man give hende blomster. Hvis hun ikke reagerer positivt på det, er hun et forklædt monster fra det ydre rum; jeg har i hvert fald aldrig oplevet en negativ reaktion på punkt tre, hvis punkt et og to er gået rent ind.

De første to punkter på listen er lette nok at krydse af, uanset hvor man er, og hvordan kontakten etableres. Det tredje er lidt sværere, hvis man er et fremmed sted, så det handler om at være forberedt. Jeg kendte efterhånden alle blomsterhandlere i Storkøbenhavn, og jeg kunne finde dem i blinde.

Da jeg stod uden for Irinas lejlighed og skulle skaffe mig et alibi, skyndte jeg mig til blomsterhandleren på Brøndbyvestervej.

Mit alibi bestod af tolv hvide roser.

Da Oskarsen havde gennemskuet mig, lykkedes det mig at lokke ham og Pil med ned til min bil, hvor roserne lå på passagersædet.

”De er til dig,” sagde jeg og overrakte blomsterne til en chokeret kriminalassistent. Jeg sporede en anelse farve i de ellers hvide kinder, da hun indså, at jeg havde købt blomster til hende. En reaktion havde det altså givet.

Oskarsen pustede sig op som en klokkefrø. ”Var det de her, du gemte på?”

”Ja.” Jeg kiggede ned. ”Jeg havde håbet på at kunne overrække dem på en lidt mere privat og lidt mindre pinlig måde.” Jeg kiggede op igen. Lige ind i Pils øjne. Efter to sekunder kiggede jeg ned igen. Lige nok til at etablere illusionen af, at jeg var interesseret i den blege dame og ikke havde andet at skjule end en romantisk forhåbning.

”Du ved godt, at hun ikke må tage imod dem, gør du ikke? Det kan betragtes som bestikkelse.”

”Drop det, Oskarsen,” sagde Pil. ”Jeg kunne ikke drømme om at tage imod blomsterne. Tak for roserne, Carsten, men nej tak.”

”Nå, men så er vi vel klar til at tage tilbage til politigården, mens polititeknikerne undersøger gerningsstedet,” kommenterede Oskarsen og tog fat i Sigurds arm.

”Er du sikker?” spurgte Pil. ”Mord nummer to blev jo begået på præcis samme måde som mord nummer et, og sigtede var i vores varetægt, mens nummer to blev begået.”

”Det kunne være en medskyldig.”

”Men så forsvinder vores teori om et crime of passion vel, gør det ikke?”

Diskussionen mellem politi og anklagemyndighed var vand på min mølle. Og på Sigurds. Desværre havde jeg ikke tændt min diktafon, men det var der ikke nogen, som vidste. Jeg fumlede lidt med den i lommen og hev den frem. ”Vil I løslade min klient nu, eller skal jeg afspille den her optagelse i retten?”

”Du får aldrig nogen tilladelse til at fremlægge en båndoptagelse, som du har optaget i strid med reglerne om god advokatskik.”

Oskarsen havde sikkert ret, men jeg lod mig ikke mærke med det. ”Dommer Irgens bliver nødt til at høre båndoptagelsen for at beslutte, om den må fremlægges. Har du overvejet det?”

Pil blandede sig i diskussionen. ”Birger Sigurd Hansen er min fange. Klokken er 17.14, og du er løsladt.” Hun låste Sigurds håndjern op.

Mit nummer med diktafonen havde åbenbart inspireret Pil. Hverken Sigurd eller jeg opdagede, hvad hun må have gjort med sine hænder, mens hun lod, som om hun fumlede med at tage håndjernene af.

11. juli, kl. 17.30

”Stærkt gået,” sagde Sigurd, da vi satte os ind i min bil. ”Kan du køre mig hjem?”

”Naturligvis. Men lad os først gå en lille tur. Jeg har brug for at sunde mig.”

”Er der noget galt?”

”Du skulle bare vide.” Jeg undlod heldigvis at uddybe bemærkningen og berette for Sigurd, hvordan jeg havde befriet verden for et uhyre af Rockys kaliber, eller hvorfor jeg følte mig drænet for al energi.

Uanset hvor meget jeg forsøgte at overbevise mig om, at jeg havde gjort verden en tjeneste, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg havde taget livet af et andet menneske. En mand, som måske havde familie, der savnede ham. En mand, som nu lå med en kniv i halsen og med stirrende, døde øjne. Jeg vidste, at øjnene ville få mig til at ligge vågen de næste mange nætter.

”Ja, det var noget af en idé med de blomster. For satan da. Du skal giftes i overmorgen.”

”Det er om to dage. Der kan ske meget på to dage. Hvem ved, måske ender jeg med at sige nej på lørdag.”

”Du narrer ikke mig. Din nervøsitet skyldtes ikke en eller anden pige. Der ligger noget andet bag.”

Jeg sukkede og håbede, at det kun var min ven, som havde gennemskuet mit bluffnummer. ”Jeg har talt med underboen. Han støtter vores teori om en morder, der kravlede ud af vinduet, men jeg ville ikke bringe ham på banen.”

”Hvorfor ikke?”

”Han var svær at få i tale, så jeg måtte hjælpe ham lidt på vej. Hvis jeg selv introducerer ham for politiet, kan det let virke mistænkeligt. Det er bedst, hvis de selv tager fat i ham i stedet for, at jeg pådutter dem et vigtigt vidne. Ligesom det med kniven i halsen. Jeg indså med det samme, at den sad samme sted som på Irina, men jeg ville helst lade Pil finde ud af det selv.”

”Kanon. Du er bare den bedste, Carsten. Du har fået mig frikendt for mord, allerede inden sagen er gået i gang.”

Jeg modtog min vens lovord i tavshed, mens jeg tænkte, hvor meget der stadig kunne gå galt. Der skulle ingenting til for, at min samtale med Öztürk, og mit drab på Rocky kunne føre både mig og min ven ind dér, hvor de smider nøglen væk.

Vi satte os ind i min bil. ”Tag nu hjem til konen og hyg jer resten af dagen,” sagde jeg. ”I morgen må vi så finde ud af, hvordan vi får de andre piger af vejen uden, at vi bliver opdaget.”

Det var sandsynligt, at Rocky havde arbejdet sammen med Irinas morder, og at de arbejdede for Igor. Rocky havde prøvet at få mig til at fortælle, hvor de andre piger var, så Igor måtte være i hælene på dem. Heldigvis vidste han ikke endnu, hvor de var, men vi kunne ikke længere risikere at gemme dem i tilfældige lejligheder i Københavnsområdet.

Vi skulle have dem ud af landet.

Inden de endte på en bænk i lighuset ved siden af Irina og Rocky.