et

”Luk dine øjne, og se det for dig. Kan du det?”

Jeg nikker. Mine øjne er lukkede.

”Forestil dig den lige foran dig. Se dens overflade, dens form, dens farve … er du med?”

Jeg smiler, holder billedet fast i mit hoved.

”Okay. Og så rækker du ud og rører ved den. Føler dens overflade med dine fingerspidser, mærker dens vægt i dine håndflader … og så sætter du det hele sammen med alle dine sanser … synet, følelsen, duften, smagen … kan du smage den?”

Jeg bider mig i læben og undertrykker et fnis.

”Perfekt. Og nu forbinder du alt det med din oplevelse af den. Tro på, at den eksisterer lige foran dig. Føl den, se den, rør den, smag den, accepter den, manifester den!” siger han.

Så det gør jeg. Jeg gør alt det, han lige har sagt. Og da jeg hører ham stønne, åbner jeg øjnene for selv at kigge efter.

”Ever.” Han ryster på hovedet. ”Det var en appelsin, du skulle forestille dig. Det der ligner jo ikke engang.”

”Niks. Han er ikke spor frugtagtig.” Jeg griner og smiler til den ene og den anden Damen. Den kopi, jeg lige har fremmanet foran mig, og kød og blod-versionen ved siden af mig. De er begge to lige høje, mørke og så ufattelig flotte, at det næsten ikke er til at tro.

”Hvad skal jeg dog stille op med dig?” spørger den ægte Damen og prøver at se vred ud, hvilket mislykkes totalt. Hans øjne afslører ham altid. De viser aldrig andet end kærlighed.

”Hmm …” Mit blik flakker mellem mine to kærester – den ægte og den fremtryllede. ”Jeg synes bare, du skal kysse mig. Og hvis du ikke har tid til det, så får jeg bare ham til at vikariere. Det har han sikkert ikke noget imod,” siger jeg og smiler til den manifesterede Damen, som smiler tilbage, selv om han allerede er ved at blive lidt ulden i kanten og næppe har mange sekunder tilbage.

Men den ægte Damen smiler ikke. Han ryster bare på hovedet og siger: ”Du bliver altså nødt til at tage det her alvorligt, Ever. Der er så meget, jeg skal have lært dig.”

”Haster det virkelig så meget?” Jeg ryster hovedpuden og klapper på sengen ved siden af mig i håb om, at han vil forlade mit skrivebord og lægge sig ved siden af mig. ”Jeg troede, vi havde oceaner af tid.”

Jeg smiler til ham, og da han smiler tilbage, kan jeg mærke varmen brede sig i min krop, og jeg bliver helt stakåndet. Vil jeg nogen sinde kunne vænne mig til hans fuldstændig forbløffende skønhed – hans glatte, olivenfarvede hud, hans blanke, mørke hår, hans perfekte ansigt og den slanke, velskabte krop? Han er den perfekte mørke yin til min lyshudede, blonde yang.

”Jeg er sikker på, at du vil opdage, at jeg er en meget lærenem elev,” siger jeg og ser ind i hans øjne – to mørke, bundløse brønde.

”Du er umættelig,” hvisker han med en hovedrysten og lægger sig ved min side, lige så tiltrukket af mig, som jeg er af ham.

”Jeg prøver bare på at indhente den tid, vi har spildt,” mumler jeg. Jeg længes altid efter de korte stunder sammen, hvor det kun er ham og mig, og jeg ikke skal dele ham med nogen som helst. Og det gør mig ikke mindre grådig, at jeg ved, vi har hele evigheden foran os.

Han læner sig ind over mig for at give mig et kys, har glemt enhver tanke om manifestering, clairvoyance og tankelæsning. Hele udvalget af parapsykologi er lagt til side til fordel for noget meget mere umiddelbart og nærværende. Han skubber mig tilbage i puderne og dækker min krop med sin, og vi snor os sammen som slyngplanter, der længes efter solen.

Hans fingre sniger sig ind under min bluse, glider hen over min mave, til de når min bh. Jeg lukker øjnene og hvisker: ”Jeg elsker dig.” Ord, jeg engang holdt for mig selv. Men siden jeg sagde dem første gang, kan jeg næsten ikke sige andet.

Han stønner svagt, da han hægter bh’en op, let og ubesværet, helt uden pinlig fumlen.

Alt, hvad han foretager sig, er så elegant, så perfekt … måske lidt for perfekt.

”Er der noget galt?” spørger han, da jeg skubber ham væk. Hans vejrtrækning er lidt hurtigere end normalt, da hans blik fanger mit, og huden omkring hans øjne er stram og glat, som jeg efterhånden har set det nogle gange før.

”Der er ikke noget galt,” siger jeg, mens jeg sætter mig op og retter på blusen, glad for, at jeg har fået lært at skjule mine tanker, for ellers ville jeg ikke kunne lyve for ham.

Han sukker dybt og rejser sig, så jeg må undvære hans kildrende berøring og varmen i hans blik, mens han vandrer op og ned ad gulvet. Og da han omsider stopper op og vender sig mod mig, presser jeg læberne sammen og ved godt, hvad der er på vej. Det er ikke første gang, vi har været her.

”Ever, jeg er ikke ude på at presse dig til noget, du ikke har lyst til. Det er jeg virkelig ikke.” Hans ansigt evner ikke at skjule hans bekymring. ”Men før eller siden er du altså nødt til at komme over det dér og indstille dig på, at jeg er den, jeg er. Jeg kan manifestere alt, hvad du vil have, sende telepatiske budskaber og billeder, når vi ikke er sammen, og transportere dig til Sommerland med sekunders varsel. Men der er én ting, jeg ikke kan, og det er at lave om på fortiden. Den er, som den er.”

Jeg ser ned i gulvet, føler mig lille og hjælpeløs, og jeg skammer mig noget så forfærdeligt. Ønsker bare, at jeg kunne skjule min jalousi og min usikkerhed, og ærgrer mig over, at det skal fylde så meget.

For der findes ikke noget psykisk skjold, jeg kan sætte op, som han ikke kan se lige igennem. Han har haft seks hundrede år til at studere menneskelig adfærd (min adfærd), mens jeg har haft seksten.

”Bare … bare giv mig lidt mere tid til at vænne mig til det,” siger jeg og piller en løs tråd af mit hovedpudebetræk. ”Jeg har jo kun haft et par uger, ikke?”

Ja, tænk engang, det er mindre end tre uger siden, at jeg slog hans ekskone ihjel, fortalte ham, at jeg elskede ham og beseglede min udødelige skæbne.

Han ser på mig, hans læber er stramme, der er tvivl i hans øjne. Og selv om der kun er halvanden meter imellem os, er der så meget usikkerhed og anspændthed, der holder os fra hinanden, at det føles som et helt ocean.

”Ja, jeg taler naturligvis om dette liv,” siger jeg, lidt hektisk, i et forsøg på at udfylde tomrummet imellem os og få løftet stemningen lidt. ”Og eftersom jeg ikke kan huske de andre, så er det det eneste, jeg har. Jeg har bare brug for lidt mere tid, okay?” Jeg smiler nervøst, og mærker usikkerheden i mine alt for bløde læber. Jeg drager et lettelsens suk, da han sætter sig ved siden af mig, lægger to fingre på min pande og prøver på at finde stedet, hvor mit ar engang var.

”Det er i hvert fald én ting, vi aldrig løber tør for,” sukker han. Hans fingre følger mit ansigts konturer ned langs min kæbe, og han læner sig frem for at kysse mig. Hans læber rører min pande, min næse, min mund.

Og lige da jeg tror, han skal til at kysse mig igen, så giver han min hånd et klem og rejser sig. Han styrer direkte mod døren. Og han efterlader en rød tulipan.