tre

Jeg har sovet over mig, men ikke desto mindre lykkes det mig at komme ud ad døren og være hos Miles til tiden. Det er nok, fordi det går lidt hurtigere med at blive klar, nu da Riley ikke længere er der til at distrahere mig.

Jeg var ved at blive vanvittig af at se hende ligge og flyde på min seng iført et af sine fjollede Halloween-kostumer, mens hun gjorde nar ad mit tøj og forhørte mig om mit kærlighedsliv. Men lige siden jeg fik hende overtalt til at forlade denne verden og krydse broen til der, hvor vores forældre og Buttercup – vores hund – ventede på hende, har jeg ikke været i stand til at se hende.

Og det må jo nok betyde, at hun havde ret. De sjæle, jeg kan se, er dem, som er blevet tilbage, ikke dem, som er kommet over på den anden side.

Og som sædvanlig, når jeg kommer til at tænke på Riley, får jeg en klump i halsen og tårer i øjnene, og jeg spørger mig selv, om jeg nogen sinde vil vænne mig til tanken om, at hun er borte. Jeg mener, fuldstændig og uigenkaldeligt borte.

Jeg burde selvfølgelig efterhånden have lært så meget om det at miste, at jeg også skulle vide, at man aldrig helt holder op med at savne nogen – man lærer bare at arrangere sit liv omkring det store, gabende hul, der blev tilbage, da de forsvandt.

Jeg tørrer øjnene og svinger ind i Miles’ indkørsel, mens jeg tænker på Rileys løfte om, at hun ville sende mig et tegn, et eller andet, der kunne vise mig, at hun er okay. Men selv om jeg har været på konstant udkig lige siden, så er der endnu ikke dukket noget op.

Miles åbner døren, og lige da jeg skal til at sige hej, holder han en hånd op og siger: ”Fortæl mig, hvad du ser. Hvad er det allerførste, du lægger mærke til? Og du må ikke lyve.”

”Dine smukke, brune øjne,” siger jeg og hører tankerne i hans hoved. Og for gud ved hvilken gang ønsker jeg, at jeg kunne lære mine venner, hvordan de skal beskytte deres tanker mod fremmed indblanding. Men det kan jeg ikke gøre uden at fortælle dem, at jeg kan høre deres tanker, se deres auraer og læse deres hemmeligheder – og det dur slet ikke.

Miles ryster på hovedet og sætter sig ind i bilen. Han vipper solskærmen ned og studerer omhyggeligt sin hage. ”Du er så fuld af løgn, Ever. Bare se der. Lige der. Som en blinkende, rød lanterne, man umuligt kan undgå at få øje på. Du skal ikke bilde mig ind, at du ikke straks fik øje på den.”

Jeg kaster et hurtigt blik på ham, mens jeg bakker ud ad indkørslen, og ser den bums, der har haft den frækhed at dukke op på hans hage, selv om det nu nok er hans klare, pink neglelak, der tiltrækker sig mest opmærksomhed.

”Flotte negle,” ler jeg.

”Det er til forestillingen,” mumler han, mens han fortsætter med at studere bumsen. ”Det er altså bare for meget! Hvorfor skal jeg begynde at gå i opløsning lige nu? Det hele er gået så godt. Prøverne har været perfekte. Jeg kan alle mine replikker og alle de andres for den sags skyld … Jeg troede, jeg var så parat, som man kan blive, og så sker det her!”

Arrigt slår han ud efter sit eget ansigt.

”Det er bare lampefeber,” siger jeg og sender ham et hurtigt blik, lige før lyset skifter til grønt.

”Lige nøjagtig!” nikker han. ”Og hvad fortæller dét os? At jeg er en håbløs amatør! For de professionelle, de rigtige professionelle, de får ikke lampefeber. De går bare ind i deres kreative tilstand og … er kreative. Måske egner jeg mig slet ikke til det her?”

Han ser på mig, og bekymringen står malet i hans ansigt. ”Måske var det bare et lykketræf, at jeg fik den rolle.”

Jeg kaster et blik på ham og tænker på det, Drina sagde: Hun havde været inde i instruktørens hoved og sørget for, at det var Miles, der fik rollen. Men selv om det måske passer, så sagde hun også, at han nok havde fået rollen uden hendes hjælp.

”Det er jo noget sludder.” Jeg ryster på hovedet. ”Der er masser af skuespillere, der lider af sceneskræk, eller hvad de nu kalder det. Hvis du havde hørt nogle af de historier, Riley har fortalt mig om …” Jeg stopper op med åben mund og store, runde øjne. Det går pludselig op for mig, at jeg ikke kan fuldføre den sætning. Ikke uden at afsløre, hvordan min døde lillesøster har udspioneret Hollywoods aristokrati og underholdt mig med alle deres hemmeligheder. ”Og for resten, får du så ikke et tykt lag sminke på?”

”Jo. Og hvad har det så med sagen at gøre? Vi har premiere fredag, hvilket tilfældigvis er i morgen. Den kan umuligt nå at være væk inden i morgen.”

”Nej, det kan da godt være,” siger jeg. ”Men får du ikke så meget sminke på, at man ikke kan se den?”

Miles ser på mig, som om jeg er komplet åndssvag. ”Åh, du mener, så jeg kan nøjes med et hudfarvet muldvarpeskud lige midt i ansigtet? Prøv lige at se på den! Den er umulig at skjule! Den har sit eget DNA! Den kaster skygge!”

Jeg triller ind på skolens parkeringsplads og finder min sædvanlige bås. Den ved siden af Damens sorte BMW. Og da jeg igen ser på Miles’ ansigt, giver jeg efter for en trang til at række ud og røre ved hans ansigt. Det er, som om min pegefinger på uforklarlig vis bliver tiltrukket af bumsen på hans hage.

”Hvad laver du?” spørger han og rykker væk fra mig.

”Bare sid stille,” hvisker jeg uden at ane, hvad jeg egentlig foretager mig, eller hvorfor. Jeg ved kun, at min finger har sin helt egen vilje.

”Du må sgu da ikke – røre ved den!” råber han præcis i det øjeblik, jeg mærker den. ”Årh, hold kæft, nu bliver den garanteret dobbelt så stor!” Han ryster opgivende på hovedet og kravler ud af bilen, og jeg kan ikke lade være med at føle mig skuffet, da jeg ser, at bumsen stadig er der.

Jeg må vel have troet, at jeg pludselig havde udviklet en eller anden magisk healerevne.

Dengang jeg besluttede mig for at acceptere min skæbne og begynde at drikke den røde væske, sagde Damen, at jeg skulle regne med at opleve visse ændringer. Alt fra superforstærkede parapsykologiske evner (hvilket jeg bestemt ikke glæder mig til) til superforstærkede fysiske evner (hvilket kunne give visse fordele i idræt), eller måske noget helt andet og uforudsigeligt, som for eksempel evnen til at heale andre (hvilket jeg bestemt ville foretrække, for det ville være så cool). Så lige siden har jeg ventet spændt på, at et eller andet ville dukke op, men indtil videre er der ikke sket andet, end at mine ben er blevet et par centimeter længere, så jeg har været nødt til at købe et par nye jeans. Og det ville såmænd nok være sket alligevel.

Jeg snupper rygsækken og stiger ud af bilen, og mine læber møder Damen i samme øjeblik, han kommer hen til mig.

”Helt ærligt, hvor længe skal det der blive ved?”

Vi vender os begge to mod Miles.

”Ja, det er jer, jeg taler til.” Han fortsætter med løftet pegefinger: ”Alt jeres kysseri og omfavnelse, for slet ikke at tale om jeres evindelige pludren af små, tuttenuttede ord i hinandens ører.” Han ryster på hovedet og kniber øjnene sammen. ”Det er ikke noget at grine af. Jeg synes bare, det har varet længe nok nu. Ja, nu skal I ikke misforstå mig. Jeg er da glad for, at Damen er vendt tilbage til skolen, og at I to har fundet hinanden igen og højst sandsynligt vil leve lykkeligt til jeres dages ende. Men er det ikke på tide, at I dæmper jer en smule? For vi er altså nogle, der ikke er helt så lykkelige som jer. Nogle af os lider faktisk af mangel på kærlighed.”

”Lider du af mangel på kærlighed?” griner jeg. Jeg ved jo godt, at han ikke mener det for alvor. Det er bare endnu et udslag af hans premiere-nervøsitet. ”Hvad er der blevet af Holt?”

”Holt?” stønner han. ”Tal ikke om ham! Tal overhovedet ikke om ham, Ever!” Han drejer om på hælen og styrer mod Haven, som venter henne ved porten.

”Hvad er der galt med ham?” spørger Damen og griber min hånd. Hans fingre fletter sig ind mellem mine, og hans blik er fuldt af kærlighed, på trods af det, der skete i går.

”Premieren er i morgen aften,” svarer jeg med et skuldertræk. ”Så nu er han ved at gå i panik over, at han har fået en bums på hagen, og har åbenbart tænkt sig at give os skylden for det hele.”

Miles tager Haven under armen og ledsager hende ind gennem porten. ”Vi taler slet ikke med de to,” siger han og kigger anklagende på os over skulderen. ”Vi er simpelthen gået i strejke, indtil de begynder at opføre sig som normale mennesker igen, eller min bums forsvinder – hvad der så end måtte komme først,” siger han med påtaget strenghed.

Haven ler og hinker af sted ved siden af ham, mens Damen og jeg smutter ind til engelsk. Stacia Miller smiler sødt til ham og prøver så på at få mig til at snuble.

Men i samme øjeblik hun smider den lille håndtaske på gulvet lige foran mig, i håb om at jeg vil snuble over den, ser jeg den løfte sig og mærker den ramme hendes knæ. Og selv om det også gør ondt på mig, så er jeg rigtig glad for, at jeg gjorde det.

”Auuw,” hyler hun, mens hun gnubber sit ømme knæ og ser ondt på mig, selv om hun selvfølgelig ikke har noget håndgribeligt bevis på, at det var mig, der gjorde det.

Men jeg lader bare, som om jeg ikke ser hende, og sætter mig. Lige siden hun fik mig hjemsendt for at drikke på skolens område, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at holde mig på afstand af hende. Men nogle gange … nogle gange kan jeg bare ikke styre mig.

”Det skulle du ikke have gjort,” hvisker Damen og prøver på at se streng ud.

”Det er da dig selv, der har sagt, at jeg skal øve mig i at manifestere,” mumler jeg med et skuldertræk. ”Og noget har jeg da åbenbart fået lært.”

Han ser på mig og ryster overbærende på hovedet. ”Det er værre, end jeg troede. Det, du lige foretog dig, havde intet med manifestering at gøre. Det var telekinese.”

”Teleki-hvad for noget?” Jeg ser mistroisk på ham. Dét ord har jeg godt nok ikke hørt før. Men det var sjovt at prøve.

Han tager min hånd, og et smil begynder at forme sig i hans ene mundvig, da han siger: ”Jeg tænkte på …”

Jeg kaster et blik på uret og ser, at den allerede er fem minutter over ni, og jeg ved, at mr. Robins først nu er på vej ud af lærerværelset.

”Fredag aften. Hvad ville du sige til, at vi besøgte … et specielt sted?” Han smiler.

”Som for eksempel … Sommerland?” Jeg ser på Damen med store øjne, mens min puls sætter tempoet op. Jeg har bare længtes så meget efter at besøge det sted igen. Det magiske, mystiske sted. Dimensionen mellem dimensionerne. Stedet, hvor jeg kan manifestere oceaner og elefanter og bruge mine mentale kræfter til at flytte rundt med ting, der er meget tungere end Stacias Prada-taske. Men jeg kan ikke komme derhen uden Damens hjælp.

Men han ler bare og ryster på hovedet. ”Nej, ikke Sommerland. Det tager vi en anden gang, det lover jeg. Jeg tænkte mere på sådan noget som … Montage … eller Ritz måske?” Han løfter spørgende det ene øjenbryn.

”Jo, men Miles har jo premiere fredag aften, og jeg har lovet at komme.”

Jeg skammer mig lidt, da det går op for mig, hvor bekvemt jeg havde glemt alt om Miles’ debut i Hairspray, da jeg troede, det var Sommerland, det handlede om. Men så snart jeg forstod, at Damen ville indlogere os på et af områdets mest blærede hoteller, fungerede min hukommelse igen.

”Men så kan vi vel gøre det efter forestillingen?” foreslår han. Men så ser han på mig, ser min modvillighed, ser, hvordan jeg presser læberne sammen, mens jeg leder efter en god undskyldning. Og han siger: ”Eller vi kan også lade være. Det var bare en tanke.”

Jeg ser eftertænksomt på ham. Ved godt, at jeg bliver nødt til at sige ja, at jeg gerne vil sige ja. Hører stemmen inde i mit hoved, der råber: Gør det! Gør det! Gør det! Du lovede dig selv, at du ville tage det store spring uden at se dig tilbage, og nu er chancen der! Så gør det nu bare! BARE! SIG! JA!

Jeg er fuldstændig overbevist om, at det er på tide at komme videre. Jeg elsker Damen af hele mit hjerte og er fast besluttet på at glemme hans fortid og tage det næste skridt. Men det kan man sandelig ikke høre på de ord, der kommer ud af min mund.

”Det kigger vi på,” siger jeg bare, og retter mit blik mod døren, i samme øjeblik mr. Robins træder ind ad den.