fem

”Hvad er det med dig og ham den nye?” spørger Haven. Hun er sakket lidt bagud i forhold til resten af flokken, der er på vej tilbage til klasserne.

”Ikke noget.” Jeg ryster hendes hånd af mig og fortsætter fremad. Hendes energier strømmer lige igennem mig, mens jeg holder øje med Roman, Miles og Damen, der sludrer og pjatter, som om de har kendt hinanden altid.

”Gider du lige?” siger hun og himler med øjnene. ”Enhver idiot kunne da se, at du ikke kan fordrage ham.”

”Sikke noget sludder,” svarer jeg. Jeg har travlt med at holde øje med Damen, min vidunderlige kæreste/evige partner/sjæleven/medsammensvorne (jeg må virkelig se at blive enig med mig selv om, hvad jeg vil kalde ham), som stort set ikke har sagt et ord til mig siden engelsktimen i morges. Jeg håber bare, det ikke har noget at gøre med min opførsel i går eller min manglende lyst til at være sammen med ham i weekenden.

”Helt ærligt, Ever …” Hun ser på mig. ”Det virker, som om du bare ikke kan li’ nye mennesker.” Og selv om det måske lyder lidt barskt, så er det ingenting i forhold til, hvad hun faktisk tænker.

Jeg presser læberne sammen og ser lige frem, mens jeg tvinger mig selv til ikke at himle med øjnene.

Men hun sætter bare en hånd på den ene hofte og ser mistroisk på mig – så vidt jeg kan se gennem den flammende røde stribe i hendes pandehår og det tykke lag af mascara.

”For hvis jeg ikke husker meget galt – og det ved både du og jeg, at jeg ikke gør – så hadede du også Damen, dengang han dukkede op.”

”Jeg hadede ikke Damen,” siger jeg, og denne gang kan jeg virkelig ikke lade være med at himle med øjnene.

Og jeg tænker: Ja, dengang lod jeg, som om jeg hadede Damen. Sandheden var, at jeg hele tiden elskede ham. Lige bortset fra den korte periode, da jeg faktisk hadede ham. Og dog, selv da jeg hadede ham, elskede jeg ham. Jeg ville bare ikke indrømme det …

”Der tror jeg nu nok lige, du tager fejl,” siger hun, mens det omhyggeligt uordentlige hår falder ned over hendes ansigt. ”Eller du har måske glemt, at du ikke ville invitere ham til dit Halloween-party?”

Jeg udstøder et dybt suk. Jeg gider slet ikke den her diskussion. Det eneste, jeg vil, er at komme af sted til min time, så jeg kan sende Damen en telepatisk besked, mens jeg lader, som om jeg følger med i undervisningen.

”Nej, men det lader til, at du har glemt, at det faktisk var den aften, vi blev kærester,” siger jeg, og i samme øjeblik fortryder jeg det. For Haven blev rigtig ked af det den aften, da hun opdagede, at Damen og jeg kyssede hinanden ude ved poolen.

Men det hænger hun sig ikke i. Hun har mere travlt med at bevise sin påstand end at rippe op i gamle minder. ”Eller måske er du bare jaloux, fordi Damen har fundet en ny ven. En, som ligesom ikke er dig.”

”Sludder,” siger jeg, alt for hurtigt til at have en chance for at blive troet. ”Damen har masser af venner,” tilføjer jeg, selv om vi begge to godt ved, at det ikke passer.

Hun ser koldt på mig med en antydning af et hånligt smil.

Men nu er der ikke rigtig nogen vej tilbage, så jeg er nødt til at fortsætte. ”Han har dig og Miles og …” Og mig, tænker jeg, men har ikke lyst til at sige det, for det er faktisk en ynkelig liste, og det er jo lige det, det handler om.

Sandheden er jo, at Damen aldrig er sammen med Miles eller Haven, uden at jeg også er der. Han tilbringer hvert eneste ledige minut sammen med mig. Og når vi ikke er sammen, så sender han en konstant strøm af tanker og billeder, så jeg alligevel føler, han er der. Der er hele tiden en forbindelse imellem os.

Og det har jeg slet ikke noget imod, må jeg indrømme. For kun sammen med Damen kan jeg virkelig være mig selv – den clairvoyante Ever, som kan høre tanker, føle energier og se auraer. Kun sammen med Damen kan jeg glemme alle forsvarsværker og bare være mig.

Men da jeg ser på Haven, kan jeg ikke lade være med at tænke, om hun mon alligevel har ret. Måske er jeg jaloux. Måske er Roman bare en helt almindelig fyr, som lige er begyndt på vores skole og gerne vil finde nye venner – og slet ikke den ubehagelige trussel, jeg har udnævnt ham til at være. Måske er jeg virkelig blevet så paranoid, jaloux og omklamrende, at jeg straks tror, jeg er ved at miste terræn, bare fordi Damen ikke koncentrerer sig helt så meget om mig, som han plejer.

Og hvis det er tilfældet, så er det virkelig alt for pinligt til, at jeg kan få mig selv til at indrømme det. Så jeg tvinger mig selv til at ryste overbærende på hovedet og le ad hende.

”Det er simpelthen for langt ude, det der. Det har jo intet med virkeligheden at gøre.” Og jeg prøver på at se ud, som om jeg virkelig mener det.

”Nå, har det ikke? Hvad så med Drina? Hvordan vil du lige forklare dét?” Hun smiler selvsikkert og fortsætter: ”Hende hadede du fra første øjeblik, du så hende, og dét kan du i hvert fald ikke løbe fra. Og så snart du opdagede, at hun allerede kendte Damen, så hadede du hende endnu mere.”

Hendes ord får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Og det er ikke, fordi det er sandt, hvad hun siger, men fordi det altid løber mig koldt ned ad ryggen, når jeg bliver mindet om Damens ekskone. Sådan er det bare, jeg kan ikke gøre for det.

Men jeg aner ikke, hvordan jeg skal forklare det til Haven. Hun ved kun, at Drina lod, som om hun ville være venner med Haven, droppede hende til et selskab, forsvandt sporløst og ikke har vist sig siden. Haven har ingen anelse om, at den salve, Drina gav hende til at smøre på den uhyggelige tatovering, som hun lige har fået fjernet, i virkeligheden var giftig. Drina var kun ude på at dræbe hende med den. Hun har ingen anelse om …

Åh gud! Salven! Roman gav Miles en salve til at smøre på sin bums! Jeg vidste, der var et eller andet galt med ham. Jeg vidste, at det ikke bare var noget, jeg bildte mig ind!

”Haven, hvor er Miles lige nu? Hvor har han time?” Jeg ser mig desperat omkring, men kan ikke få øje på ham nogen steder og har alt for travlt til at forsøge mig med fjernlæsning, som jeg endnu ikke er helt god til.

Hun ser temmelig forvirret på mig. ”Han er vist til engelsk. Hvorfor?”

”Ikke for noget, men jeg bliver nødt til at løbe.”

”Ja, okay! Men jeg tror altså stadigvæk, at du hader nye mennesker!” råber hun efter mig.

Men jeg hører det dårligt nok. Jeg er allerede væk.

Jeg løber, så hurtigt jeg kan, prøver at tune mig ind på Miles’ energi, så jeg kan fornemme, hvilket klasselokale han er i. Og da jeg kommer farende omkring et hjørne og ser en dør til højre for mig, styrter jeg ind ad den uden så meget som at tænke mig om først.

”Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?” spørger læreren og vender sig fra tavlen med et stykke kridt i hånden.

Der står jeg foran hele klassen og føler de hånlige tanker fra en håndfuld af Stacias tilhængere, mens jeg kæmper for at få vejret.

”Miles,” gisper jeg og peger på ham. ”Jeg skal tale med Miles. Det tager kun et øjeblik.” Da hans lærer lægger armene misbilligende over kors, tilføjer jeg: ”Det er vigtigt,” og ser på Miles, som har lukket øjnene og ryster opgivende på hovedet.

”Og du har fået lov at forlade din klasse, går jeg ud fra?” spørger læreren, som åbenbart er lidt af en paragrafrytter.

Det hele føles så håbløst, at jeg bare ryster på hovedet og siger: ”Vi ved begge to, at jeg ikke har fået lov til at forlade min klasse, men hvis jeg bare lige kan få lov til at tale med Miles et kort øjeblik udenfor, så lover jeg, at han kommer tilbage med det samme.”

Jeg ved godt, at det sikkert vil gøre læreren endnu mere fjendtligt stemt over for mig og i sidste ende gøre det endnu mere besværligt for mig, men jeg har slet ikke tid til alt det high school-bureaukrati, som skal gøre os alle sammen mere sikre og trygge, men som lige nu hindrer mig i at gøre noget ved en situation, som helt klart handler om liv eller død!

Eller – i hvert fald måske handler om liv eller død.

Faktisk er jeg ikke helt sikker. Det er jo det, jeg prøver på at finde ud af.

Læreren ser på mig, mens han overvejer de forskellige muligheder, alle de måder, denne situation kan udvikle sig på. Han kan bede mig om at skride, eskortere mig tilbage til min klasse, eskortere mig til rektor Buckleys kontor … Så kaster han et blik på Miles og sukker. ”Okay. Men så skynd dig.”

I samme sekund døren lukker sig bag os, vender jeg mig mod ham og siger: ”Giv mig salven.”

”Hvad?” Han ser fuldstændig forbløffet på mig.

”Salven! Den, som Roman gav dig. Giv mig den. Jeg er nødt til at se den.” Jeg rækker en krævende hånd ud mod ham.

”Sig mig, er du gået fra forstanden?” hvisker han og ser sig omkring, selv om der ikke er andet at se end væg til væglinoleum, gråbrune vægge og os.

”Du aner ikke, hvor alvorligt det her er,” siger jeg og ser ham lige ind i øjnene. Jeg er ikke ude på at forskrække ham, men jeg vil ikke tøve med at gøre det, hvis det bliver nødvendigt. ”Kom nu med den, vi kan ikke stå her hele dagen.”

”Den er i min rygsæk.”

”Så gå ind og hent den.”

”Helt ærligt, Ever. Hvad er det, du har gang i?”

Men jeg lægger bare armene over kors. ”Af sted. Jeg venter.”

Miles ryster på hovedet og forsvinder ind i klassen. Et øjeblik efter er han tilbage, og med et surt ansigtsudtryk rækker han mig en lille, hvid tube.

”Er du så glad?”

Jeg holder tuben mellem pege-og tommelfinger og ser undersøgende på den. Det er et mærke, jeg kender, købt i en butik, hvor jeg selv plejer at handle. Og det kan jeg slet ikke forstå.

”Hvis du skulle have glemt det, så er der altså premiere i morgen, og lige nu har jeg ikke brug for mere drama og nervøsitet. Så hvis du vil være så venlig …” Han rækker hånden frem og ser afventende på mig.

Men jeg er ikke helt klar til at give tuben fra mig endnu. Jeg kigger efter et hul af en slags, et eller andet, som kan fortælle mig, at nogen har gjort noget ved tuben, at den ikke er, hvad den giver sig ud for.

”Så sent som i frokostpausen i dag var jeg parat til at klappe i mine små hænder over, at du og Damen omsider er holdt op med at sidde og kissemisse med hinanden hele tiden, men nu lader det til, at det, vi har fået i stedet, er meget værre. Så gider du godt lige, Ever … Skru hætten af den salve og brug den, eller giv mig den tilbage.”

Men jeg giver ham den ikke. I stedet for lukker jeg fingrene omkring den og prøver på at aflæse dens energi. Men det er virkelig bare en eller anden dum bumsecreme. Af den slags, der faktisk virker.

”Er vi ved at være færdige her?” spørger han utålmodigt.

Jeg trækker på skuldrene og giver ham tuben tilbage. At sige, at jeg skammer mig, ville være noget af en underdrivelse.

Men da Miles putter tuben i lommen og vender sig mod døren, kan jeg alligevel ikke lade være med at sige: ”Så du har altså lagt mærke til det?” Men det er, som om ordene sidder fast i halsen på mig.

”Lagt mærke til hvad?” Han stopper op, og jeg kan godt se på hans ryg, at nu synes han ikke, det er sjovt længere.

”Ja, øh, at vi er holdt op med at kissemisse med hinanden?”

Miles vender sig langsomt og ser på mig med overdreven overbærenhed. ”Ja, det har jeg bemærket, Ever. Jeg gik ud fra, at I havde taget min trussel alvorligt.”

Jeg ser spørgende på ham.

”Nå, du lagde måske slet ikke mærke til, hvad jeg sagde i morges om at gå i strejke, indtil I to …” Han slår opgivende ud med armene. ”Nå, det kan være lige meget. Har du noget imod, at jeg vender tilbage til min undervisning nu?”

”Undskyld,” siger jeg. ”Jeg er ked af at …”

Men før jeg kan nå at fuldføre sætningen, har han lukket døren bag sig.