syv
Damen kører hurtigt. Sindssygt hurtigt. Vi har begge to vores indbyggede parapsykiske radar, som i god tid advarer os om politi, modgående trafik, fodgængere, dyr på vejen, og hvad der ellers kan dukke op. Men selv om man har den evne, synes jeg godt, man kan køre civiliseret.
Damen er ikke enig. Så da jeg svinger ind i min indkørsel, står han allerede og venter på fortrappen.
”Jeg havde helt opgivet at se dig igen,” griner han og følger efter mig op på mit værelse, hvor han straks dumper ned på min seng og hiver mig ned til sig. Og langt om længe får jeg det kys, jeg har ventet på hele dagen. Et langt og dejligt kys, som aldrig ville ende, hvis jeg kunne bestemme. Jeg ville med største fornøjelse tilbringe resten af evigheden i hans arme. Alene tanken om, at vi har et uendeligt antal dage at være sammen i, gør mig så lykkelig, at det næsten ikke er til at holde ud.
Men sådan har jeg ikke altid haft det. Faktisk blev jeg temmelig vred, dengang jeg fik sandheden at vide. Så vred, at jeg holdt mig fra ham i en periode, så jeg kunne få tid til at få brikkerne til at falde på plads inde i mit hoved. Det er jo ikke lige hver dag, man hører nogen sige: Og for resten er jeg udødelig, og det er du også, det har jeg nemlig sørget for.
Til at begynde med havde jeg lidt svært ved at tro på ham. Men så gik han det hele igennem med mig og mindede mig om, hvordan bilulykken var sket, hvordan jeg var død, og hvordan jeg så ham lige ind i øjnene, da han bragte mig tilbage til livet. Og han mindede mig om, at jeg genkendte hans øjne, den dag jeg første gang så ham i skolen. Og så var det jo ikke til at komme uden om, at det hele var sandt.
Men det betød så ikke, at jeg var parat til at acceptere det. Det var svært nok at håndtere alle de paranormale evner, der fulgte med min nærdødsoplevelse (det kalder man det, selv om jeg faktisk var helt og aldeles død). Jeg kunne høre andre menneskers tanker. Jeg kunne få hele deres livshistorie serveret på et sølvfad bare ved at røre dem. Jeg kunne tale med de døde. Og meget, meget mere.
Og selv om det lyder ret cool at være udødelig, så er der jo det i det, at man aldrig får lov til at gå over broen til den anden side. Jeg kommer aldrig til at se min familie igen. Og det er i sig selv en temmelig høj pris at betale.
Modstræbende slipper mine læber hans, så jeg kan komme til at se ham ind i øjnene. De øjne, jeg har set ind i i fire hundrede år. Men ligegyldigt hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke genkalde mig vores fælles fortid. Det er kun Damen, der kan det. Men han har også levet i seks hundrede år – uden at dø eller blive reinkarneret en eneste gang.
”Hvad tænker du på?” spørger han, mens hans fingre glider hen over min kind og efterlader et spor af varme i deres kølvand.
Jeg tager en dyb indånding. Jeg ved jo, hvor lidt han bryder sig om at rippe op i fortiden, men jeg vil så gerne vide noget mere om min baggrund – vores baggrund.
”Jeg tænker på den allerførste gang, du og jeg mødte hinanden,” siger jeg og ser, hvordan han uvilkårligt hæver det ene øjenbryn med en diskret hovedrysten.
”Nå, det gjorde du? Og hvad kan du helt præcist huske?”
”Ingenting,” svarer jeg med et skuldertræk. ”Overhovedet ingenting. Og det er lige nøjagtig derfor, jeg håber, at du vil fortælle mig om det. Du behøver ikke at gå så meget i detaljer, jeg mener, jeg ved jo godt, at du hader at snakke om det. Jeg er bare så nysgerrig efter at vide, hvordan det hele begyndte … hvordan vi mødtes første gang.”
Han slipper mig og ruller om på ryggen. Han ligger helt stille uden at røre en muskel, og jeg begynder at frygte, at det er den eneste reaktion, jeg vil få.
”Vil du ikke nok?” mumler jeg og rykker helt tæt ind til ham. ”Det er ikke fair, at du kender alle detaljerne, og at jeg ikke ved noget som helst. Du kan da godt fortælle noget, ikke? Hvor boede vi henne? Hvordan så jeg ud? Hvordan mødte vi hinanden? Var det kærlighed ved første blik?”
Det giver et lille ryk i ham, så ruller han om på siden, så han kan se mig ind i øjnene, og gemmer sin hånd i mit hår.
”Det var i Frankrig. I 1608.”
Jeg synker en gang og venter spændt på at høre mere. ”Nærmere betegnet Paris.”
Paris!
Jeg forestiller mig straks overdådige kjoler, stjålne kys på Pont Neuf, frisk hofsladder direkte fra Marie Antoinettes mund …
”Jeg var til middag hos et par af mine venner …” Han går i stå, og hans blik bliver fjernt, da han skuer tilbage gennem århundrederne. ”Og du var deres tjenestepige.”
Tjenestepige?
”En af deres tjenestepiger. De havde mange. De var meget velhavende.”
Jeg er lamslået. Det her er slet ikke, hvad jeg havde regnet med.
”Du var ikke ligesom de andre,” siger han, næsten hviskende. ”Du var smuk. Blændende smuk. Du så faktisk stort set ud, som du gør i dag.”
Han smiler, tager fat i en lok af mit hår og holder den mellem to fingre.
”Og ligesom i dag var du forældreløs. Du havde mistet din familie i en ildebrand. Uden en øre på lommen, uden nogen til at forsørge dig. Og så var det, du kom i tjeneste hos mine venner.”
Det her skal jeg lige fordøje engang. Jeg mener, hvad skal det overhovedet gøre godt for at blive genfødt, hvis man bare skal genopleve de samme ubehageligheder hver gang?
”Og ja, det var kærlighed ved første blik, ingen tvivl om det. Jeg var lige med det samme fuldstændigt og uafvendeligt forelsket i dig. I samme sekund jeg så dig, vidste jeg, at mit liv aldrig ville blive det samme igen.”
Han ser på mig, hans fingre hviler på mine tindinger, hans blik drager mig ind, hele sceneriet bliver levende for mig, som om jeg er der, lige her og nu.
Mit lyse hår er gemt under en kyse, mine blå øjne er frygtsomme og tør ikke møde hans blik. Mine hænder er ru af hårdt arbejde fra morgen til aften, mit tøj er groft og kedeligt, ikke så meget som lidt rouge på kinderne er der råd til. Det kan være svært at få øje på min skønhed.
Men Damen ser den. I samme øjeblik, jeg træder ind i spisesalen, søger hans blik mit. Uden mindste tøven ser det gennem mit tarvelige ydre og finder den indre glød, der nægter at lade sig skjule. Og han er så blændende smuk, så kultiveret, så uimodståelig … at jeg må vende mig bort. Jeg ved jo godt, at alene knapperne i hans jakke er mere værd, end jeg kan tjene på et helt år. Jeg behøver ikke at se to gange på ham for at vide, at han er helt uden for min rækkevidde …
”Men jeg ved, at jeg må gå forsigtigt frem, fordi …”
”Fordi du allerede er gift med Drina,” hvisker jeg, mens jeg betragter sceneriet inde i mit hoved og hører en af gæsterne spørge til hende. Vores øjne mødes i et kort sekund, da Damen siger:
”Drina er i Ungarn. Vi lever hver for sig nu.” Vel vidende, at det er en oplysning, der vil vække skandale, men ligeglad med, hvad de andre vil tænke, når bare jeg kan få det at vide …
”Vi levede allerede hver for sig, så det var ikke det store problem. Grunden til at jeg måtte være forsigtig, var, at romantiske forbindelser på tværs af klasseskel ikke var noget, man så med milde øjne på i den periode. Og fordi du var så ung og uskyldig og på mange måder sårbar, så ville jeg ikke skabe problemer for dig, og slet ikke, hvis mine følelser for dig måske ikke var gengældte.”
”Men det var de jo. De var gengældte,” hvisker jeg, da jeg ser, hvad der skete efter den aften. Ser, hvordan jeg helt tilfældigt stødte på ham, hver eneste gang jeg gik ud.
”Jeg er bange for, at jeg nedlod mig til at følge efter dig og udspionere dig,” siger han og ser undskyldende på mig. ”Men til sidst var vi rendt ind i hinanden så mange gange, at du begyndte at føle tillid til mig, og så …”
Og så begyndte vi at mødes i hemmelighed … stjålne kys lige uden for tjenestefolkenes indgang, en lidenskabelig omfavnelse i en mørk gyde eller i hans karet …
”Men nu ved jeg jo, at det hele ikke var så hemmeligt, som jeg troede …” siger han med et suk. ”Drina var slet ikke i Ungarn. Hun var hele tiden i nærheden. Holdt øje med, hvad der foregik, lagde planer, fast besluttet på at vinde mig tilbage, koste, hvad det ville.” Han tager en dyb indånding. Fire århundreders beklagelse kan aflæses i hans forgræmmede ansigt.
”Jeg ville jo passe på dig, Ever. Jeg ønskede bare at give dig alt, hvad dit hjerte kunne begære. Jeg ville behandle dig som den prinsesse, du var født til at være. Og da jeg omsider fik dig overtalt til at komme med mig, følte jeg mig så lykkelig og levende som aldrig før. Vi havde aftalt at mødes ved midnat …”
”Men jeg dukkede aldrig op,” siger jeg, mens jeg ser ham vandre hvileløst frem og tilbage, bekymret, fortvivlet, overbevist om, at jeg måtte have ombestemt mig …
”Først næste dag fik jeg at vide, at du var blevet dræbt i en ulykke, kørt ned af en hestevogn på vej til vores møde.”
Og da han ser på mig, står sorgen malet i hans ansigt. En sorg, der er så dyb og nagende, at det næsten ikke er til at holde ud.
”Det faldt mig jo slet ikke ind, at det kunne være Drina, der stod bag. Jeg vidste intet om det, før hun fortalte dig det. For mig at se var det blot en ulykke. En forfærdelig, skæbnesvanger ulykke. Og jeg har vel også været så knuget af sorg, at jeg slet ikke kunne forestille mig andet …”
”Hvor gammel var jeg?” spørger jeg med tilbageholdt åndedræt. Jeg har forstået, at jeg var meget ung, men jeg vil have alle detaljer med.
Igen trækker han mig helt ind til sig, og hans fingre udforsker mit ansigts konturer, mens han siger: ”Du var seksten. Og du hed Evaline.” Hans læber napper blidt mit øre.
”Evaline,” hvisker jeg og føler mig i det samme stærkt knyttet til denne fortidige udgave af mig selv, forældreløs og elsket af Damen … og død som sekstenårig. Ikke så forskellig endda fra mit nuværende selv.
”Det var først mange år senere, da jeg så dig igen i New England, genfødt som en puritaners datter … at jeg igen begyndte at tro på lykken.”
”En puritaners datter?” Igen ser jeg ind i hans øjne, og han viser mig en bleg og mørkhåret pige i en mere end tækkelig, blå kjole. ”Var alle mine liv så kedelige?” spørger jeg og ryster opgivende på hovedet. ”Og hvilken grusom ulykke endte så mit liv denne gang?”
”Du druknede,” sukker han. Og i det samme vælder al hans sorg ind over mig igen. ”Jeg var så fortvivlet, at jeg søgte skibslejlighed tilbage til London umiddelbart efter, og der tilbragte jeg det meste af min tid de følgende år. Jeg var ved at gøre mig klar til at rejse til Tunis, da du igen dukkede op. Denne gang som en smuk, rig – og temmelig forkælet, må jeg desværre sige – godsejerdatter i London.”
”Lad mig se!” Jeg stikker næsen helt op i ansigtet på ham, ivrig efter at se et mere spændende og betagende liv. Hans finger glatter mit ene øjenbryn, mens en køn brunette i en pragtfuld, grøn kjole, med et fantastisk opsat hår og kostbare juvelsmykker indtager scenen.
En rig, forkælet og flirtende bimbo, som tilbringer sin tid med at deltage i fester og bruge penge, og som arbejder målbevidst på at blive gift med én bestemt mand – indtil den dag, hun møder Damen …
”Og denne gang?” spørger jeg. Jeg vil nødig give slip på hende lige med det samme, men jeg må vide, hvordan hun endte sit liv.
”Du faldt ned og slog dig ihjel.” Han lukker øjnene og ser forpint ud. ”På det tidspunkt var jeg overbevist om, at det var en straf. Jeg havde opnået evigt liv, men det ville være et liv uden kærlighed.”
Han lægger sine hænder om mit ansigt, og hans fingre udstråler ømhed og agtelse og en glitrende, kildrende følelse, som får mig til at lukke øjnene og putte mig endnu tættere ind til ham. Vores kroppe presser sig imod hinanden, og jeg koncentrerer mig om følelsen af hans hud, indtil alt andet forsvinder, og der kun er os tilbage … ingen fortid, ingen fremtid, intet andet end lige netop dette øjeblik i tidens strøm.
Jeg mener, jeg er sammen med ham, han er sammen med mig, og det er sådan, det skal være i al evighed. Og selv om alle disse tidligere liv kan være nok så interessante, så var deres eneste formål at føre os frem til det her. Og nu da Drina er borte, er der ikke længere noget, der kan stå i vejen for vores lykke, intet, der kan hindre os i at fortsætte fremad … Ikke andet end mig.
Og selv om jeg forfærdelig gerne vil høre alt om, hvad der er sket i fortiden, så er det ikke så vigtigt lige nu. Lige nu er det vigtigt for mig at komme over al min smålige jalousi og usikkerhed, at holde op med at komme med undskyldninger og langt om længe, efter alle disse år, tage det store spring,
Men lige da jeg skal til at sige det til ham, rykker han væk fra mig så pludseligt, at der går et øjeblik, før jeg igen er ved hans side.
Han presser tommelfingrene hårdt mod sine tindinger og kæmper for at få vejret.
”Hvad er der galt?” råber jeg, men det er, som om han ikke genkender mig, som om han ser lige igennem mig.
Jeg når dårligt nok at opfatte det, før det hele er overstået. Og al den kærlige varme, jeg er blevet så vant til, er tilbage igen, da han gnubber sine øjne og ryster på hovedet.
”Sådan har jeg ikke haft det siden …” Han går i stå og kigger ud i luften. ”Ja, måske aldrig nogen sinde.” Men da han ser bekymringen i mit blik, skynder han sig at tilføje: ”Men jeg har det fint nu. Virkelig.” Og da jeg bliver ved at holde fast i ham, smiler han og siger: ”Hvad ville du sige til et smut til Sommerland?”
”Mener du det?” spørger jeg og ser forventningsfuldt på ham.
Første gang jeg besøgte det vidunderlige sted, denne magiske dimension imellem dimensionerne … da var jeg død. Og jeg var så betaget af stedets skønhed, at jeg ikke kunne få mig selv til at forlade det igen. Anden gang jeg var der, var jeg sammen med Damen. Og lige siden han viste mig alle stedets fantastiske muligheder, har jeg bare længtes efter at besøge det igen.
Men det er kun de spirituelt avancerede (og dem, der allerede er døde), der kan få adgang til Sommerland, så dér kan jeg ikke komme alene.
”Ja, hvorfor ikke?” siger han med et skuldertræk.
”Ja, der er jo lige min lektion,” siger jeg og prøver på at lyde flittig og velopdragen, mens sandheden er, at jeg meget hellere vil til Sommerland, hvor alting er nemt og hurtigt. ”Og så har du det ikke for godt lige nu …” Jeg giver hans arm et kærligt klem og kan ikke undgå at mærke, at den sædvanlige varme og søde kriblen endnu ikke er oppe på fuld styrke.
”Der er også ting at lære i Sommerland,” smiler han. ”Og hvis du lige vil række mig min drik, så skal jeg snart være frisk nok til at danne en portal til os.”
Jeg rækker ham flasken, og han drikker begærligt af den. Men selv om han næsten tømmer den, kan han ikke få portalen til at dukke op.
”Skal jeg prøve at hjælpe?” siger jeg og ser bekymret på sveden på hans pande.
”Nej. Det var lige ved at lykkes. Lad mig prøve en gang til,” mumler han og bider tænderne sammen, fast besluttet på at få det til at lykkes.
Så jeg lader ham prøve en gang til. Og en gang til. Men der sker ikke noget.
”Jeg forstår det altså ikke,” siger han og skærer ansigt. ”Det her har jeg ikke oplevet, siden … siden jeg lærte at gøre det.”
”Måske er det, fordi du ikke har det så godt,” siger jeg og ser til, mens han tager endnu en slurk af sin flaske. Og så endnu en. Og en mere. Men da han kniber øjnene sammen og prøver en gang til, er resultatet det samme som før.
”Må jeg prøve?”
”Det nytter ikke noget. Du ved jo ikke, hvordan man gør,” siger han. Han lyder en smule irriteret, og det prøver jeg på ikke at tage personligt, for jeg ved godt, at han nok er mere irriteret på sig selv end på mig.
”Jeg ved godt, at jeg ikke ved, hvordan man gør, men jeg tænkte, at du måske kunne lære mig det, og så kunne jeg …”
Men inden jeg når at afslutte sætningen, har han rejst sig fra sengen og traver utålmodigt frem og tilbage.
”Det er en indviklet proces, Ever. Det tog mig adskillige år at lære, hvordan man opbygger den portal. Man kan ikke bare nøjes med at læse sidste kapitel af en lærebog, vel?”
Han ryster på hovedet og læner sig mod mit skrivebord. Hans krop er stiv og anspændt, og han undgår mit blik.
”Og hvornår har du sidst været nødt til at læse en bog, fordi du ikke allerede vidste, hvad der stod i den?” smiler jeg.
Han ser på mig, som om jeg virkelig ikke har fattet noget som helst, men kun et kort øjeblik. Så slapper han af og sukker dybt.
”Jeg kan godt se, hvad du mener,” siger han og tager min hånd. ”Har du lyst til at prøve?”
Jeg nikker.
Han ser skeptisk på mig. Det er tydeligt, at han ikke rigtig tror på idéen, men han har ikke lyst til at afvise mig.
”Så lad os prøve. Nu sætter du dig, så du sidder behageligt, men ikke med krydsede ben. Det blokerer din chi.”
”Chi?”
”Ja, det er et finere ord for energi,” smiler han. ”Medmindre du har lyst til at sidde i lotusstilling, for så gør det ikke noget.”
Jeg sparker mine klip-klappere af og planter mine fodsåler solidt på gulvtæppet. Så prøver jeg på at sidde helt afslappet, men det er svært, når man er så spændt, som jeg er.
”Normalt kræver det en længere række af meditationer, men da vi nu ikke har så meget tid, og eftersom du allerede er rimelig øvet, så går vi bare direkte til sidste kapitel, ikke?”
Jeg nikker, ivrig efter at komme i gang.
”Okay. Luk dine øjne, og forestil dig et flimrende slør af blødt og gyldent lys, der svæver i luften foran dig,” siger han, mens han fletter sine fingre sammen med mine.
Så det gør jeg. Jeg forestiller mig en perfekt kopi af det slør, som viste mig indgangen til Sommerland, dengang Damen brugte det til at redde mig fra Drina. Og det er så smukt, så glitrende og så lysende, at mit hjerte svulmer af glæde, da jeg rækker en hånd frem mod det. Jeg kan næsten ikke vente på at lade mig omslutte af det sitrende, glitrende lys og træde ind i det gådefulde land.
Præcis i det øjeblik, mine fingre får kontakt og skal til at glide gennem forhænget, så krøller det hele sig sammen, og jeg er tilbage på mit værelse.
”Jeg forstår det ikke! Jeg var så tæt på!” Jeg vender mig mod Damen. ”Det var lige foran mig! Så du det?”
”Du kom forbløffende tæt på, det må jeg indrømme,” siger han. Men selv om hans blik er kærligt, er hans smil anstrengt.
”Skal jeg ikke prøve en gang til? Hvad nu, hvis vi gør det sammen?” siger jeg ivrigt. Men til min skuffelse ryster han på hovedet og vender sig bort.
”Vi gjorde det sammen, Ever,” mumler han og undgår mit blik, mens han tørrer sved af panden. ”Det ser ud til, at jeg ikke er nogen særlig god lærer.”
”Hvad er det for noget pjat? Du er da en fremragende lærer. Du har bare en dårlig dag, ikke andet.” Men jeg kan godt se på ham, at han ikke er overbevist. Så jeg skifter taktik og prøver på at skyde skylden på mig selv: ”Det var min fejl. Jeg er en dårlig elev. Jeg er doven, uopmærksom og bruger al min tid på at distrahere dig fra undervisningen, så jeg kan komme til at kæle med dig.” Jeg giver hans hånd et klem. ”Men fra nu af skal jeg nok opføre mig ordentligt. Fra nu af er jeg helt alvorlig. Så hvis du giver mig en chance til, så skal du bare se.”
Han ser på mig, tvivler på, at det vil gå, men vil heller ikke skuffe mig, så han tager min hånd, og vi prøver igen. Vi lukker øjnene og forestiller os den strålende portal af lys. Og lige da den begynder at tage form, kommer Sabine ind ad hoveddøren og begynder at gå op ad trappen. Og det kommer så meget bag på os, at vi bare skynder os at komme så langt væk fra hinanden som muligt.
”Nå, er det dig, Damen? Jeg syntes nok, det var din bil, der holdt dernede.”
Hun smutter ud af sin jakke og klarer turen fra døren til mit skrivebord på forbløffende kort tid. Den travle energi fra advokatkontoret smyger sig stadig om hende, da hun ryster på hovedet og retter sin opmærksomhed mod den flaske, Damen støtter mod sit knæ.
”Nå, det er dig, der har gjort Ever afhængig af det der røde stads,” siger hun og ser ud, som om hun nu har alle de beviser, hun har brug for.
Jeg ser forskrækket på Damen, og min hals snører sig sammen. Hvordan har han tænkt sig at redde situationen?
Men Damen giver hende bare et stort, drenget smil. ”Jeg bryder sammen og tilstår,” siger han. ”Det er de færreste, der synes om den drik, men af en eller anden grund kan Ever godt lide den.” Og så sender han hende et smil, der skal virke overbevisende og afvæbnende, og efter min mening kan det umuligt gøres bedre.
Men Sabine ser bare upåvirket på ham. ”Det er åbenbart det eneste, hun har lyst til for tiden. Uanset hvad jeg slæber hjem fra supermarkedet, så nægter hun at spise det.”
”Det passer ikke!” siger jeg, irriteret over, at vi nu skal have den diskussion igen, og så foran Damen. Men da jeg får øje på chai latte-pletten på hendes bluse, forvandles min irritation til forargelse. ”Hvor har du fået den fra?” spørger jeg og stirrer på pletten, som om den var et brændemærke, et tegn på vanære, et flammende bogstav. For koste, hvad det vil, så skal hun overtales til ikke at vende tilbage.
Hun ser ned på sin bluse, gnubber en finger mod pletten, mens hun tænker sig om. Så ryster hun på hovedet og trækker på skuldrene.
”Jeg stødte ind i en eller anden,” siger hun. Og den afslappede måde, hun siger det på, fortæller tydeligt, at Munoz bestemt ikke gjorde så stort indtryk på hende, som hun gjorde på ham.
”Og vi har stadig en middagsaftale lørdag aften?” spørger hun.
Jeg synker lige en gang, mens jeg sender en hurtig telepatisk besked til Damen om bare at sige ja, selv om han ikke har nogen anelse om, hvad hun taler om, for det har jeg ikke lige fået nævnt for ham i dagens almindelige forvirring. ”Jeg har bestilt bord til klokken otte.”
Jeg holder vejret, mens han nikker og smiler, som jeg lige har bedt ham om. Og han sætter endda trumf på ved at tilføje: ”Det vil jeg sandelig ikke gå glip af.”
Han trykker Sabines hånd og går ud ad døren, hånd i hånd med mig, og sender en bølge af sitrende varme ind i min krop.
”Du må altså undskylde det med middagen,” siger jeg og ser op på ham. ”Jeg tror, jeg regnede med, at hun ville have så travlt, at hun ville glemme alt om det.”
Han trykker sine læber mod min kind og lader sig så glide ind i sin bil.
”Hun vil bare gerne passe på dig,” smiler han. ”Hun vil være sikker på, at jeg er god nok og mener det alvorligt og ikke er ude på at gøre dig ked af det. Tro mig, det er ikke første gang, vi skal det her igennem. Og selv om det har været tæt på en enkelt gang eller to, så er jeg endnu ikke dumpet til den slags prøver.”
”Åh ja, den strenge, puritanske fader,” siger jeg og tænker, at han må have været et ret dominerende familieoverhoved.
”Nå, det tror du?” ler Damen. ”Den rige godsejer var skam meget mere påpasselig. Men det lykkedes mig at snige mig uden om ham.”
”Måske kan jeg en dag få dig til at vise mig din fortid,” siger jeg. ”Hvordan dit liv var, før du mødte mig og sådan. Dit barndomshjem, dine forældre, hvordan du blev til den, du er i dag …” Jeg går i stå, da jeg ser smerten i hans ansigt, og jeg forstår, at der stadig er et stykke tid til, at jeg kan få min nysgerrighed styret. Han lukker altid af, når jeg kommer for tæt på hans fortid, og det gør mig selvfølgelig endnu mere nysgerrig.
”Der er ikke noget af det, der betyder noget,” siger han og slipper min hånd, så han kan pille lidt ved sine sidespejle og blive fri for at se på mig. ”Det eneste, der betyder noget, er lige nu.”
”Det forstår jeg godt, Damen, men …” Jeg vil så gerne fortælle ham, at det ikke bare handler om nysgerrighed, men om nærhed, om tillid, om at knytte bånd imellem os. Jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal få det sagt. Hvis bare han turde betro mig de hemmeligheder, han har gemt på i så mange år … Men da jeg ser på ham igen, ved jeg godt, at jeg i hvert fald ikke skal presse ham nu. Og måske er tiden kommet til, at jeg begynder at vise ham tillid.
”Jeg tænkte på …” siger jeg, mens jeg piller ved min blusesøm.
Han ser på mig. Han har hånden på gearstangen, klar til at skifte til bakgear.
”Jeg synes, du skulle tage at bestille det værelse, du snakkede om,” siger jeg og nikker. Så ser jeg på ham. ”Du ved, på Hotel Montage eller måske Ritz …?”
Jeg holder vejret, mens hans smukke øjne studerer mit ansigt.
”Er du sikker?”
Jeg nikker. Det ved jeg, at jeg er. Han har måttet vente på det øjeblik i hundreder af år, så hvorfor udskyde det længere? ”Jeg er mere end sikker,” siger jeg, da mine øjne møder hans.
Han smiler. Hans ansigt lyser op for første gang i dag. Og jeg er så lettet over at se ham normal igen efter hans underlige opførsel tidligere på dagen. Hans kølighed i skolen, hans manglende evne til at fremkalde portalen, hans ildebefindende – alt sammen så usædvanligt og anderledes og slet ikke den Damen, jeg kender.
Han er ellers altid så stærk, sexet og uovervindelig. Han har aldrig svage øjeblikke eller dårlige dage. Og at se ham så svag og sårbar har nok rystet mig mere, end jeg har lyst til at indrømme.
”Det er en aftale,” siger han og fylder min favn med snesevis af manifesterede, røde tulipaner, før han gasser op og forsvinder ud ad indkørslen.