ni

Damen plejer at tage med mig hjem efter skole, men i dag har jeg andre planer. Efter et hurtigt kys til afsked sætter jeg mig ind i min bil og kører ned til det lokale butikscenter.

Både Miles og jeg skal – hver på vores måde – debutere om få timer, så jeg for mit vedkommende har tænkt mig at købe noget særligt til den store aften. Men da jeg ser, hvad klokken er blevet, begynder jeg at spekulere på, om jeg alligevel skulle have sagt ja til Damens forslag om at pjække.

Mens jeg kører gennem parkeringspladsen på udkig efter en tom bås, overvejer jeg, om jeg skulle prøve at få fat i Haven. Det er ikke meget, vi har set til hinanden siden alt det med Drina skete. Og siden hun mødte Josh, har hun været temmelig optaget af ham, og det endda selv om han ikke går på vores skole. Selv hendes svaghed for selvhjælpsgrupper har han vænnet hende af med. Så nu tilbringer hun ikke længere sine aftner med at tylle kaffe og æde småkager, mens hun finder på hulkehistorier om lige netop denne gruppes afhængighedsproblemer.

Det er ikke, fordi det har generet mig at se mindre til hende. Jeg har kun været glad på hendes vegne, fordi hun virker så tilfreds med tilværelsen. Og alt tyder på, at Josh er et rigtig sundt bekendtskab for hende.

Men på det sidste er jeg begyndt at savne hendes selskab, og jeg kan mærke, at jeg trænger til at være lidt sammen med hende.

Så får jeg øje på Romans røde sportsvogn. Og på Roman og Haven, som står og læner sig op ad den. Jeg ser hende gribe fat i hans arm og grine af et eller andet, han har sagt. Hun har sine blanke, sorte jeans på, en sort, stumpet cardigan, en tanktop, og hun har gjort sig stor umage med at få det sorte hår med den ildrøde stribe til at sidde i vild uorden. Men hendes rå look modsiges af den sarte, lyserøde aura, hvis bløde kanter føler sig frem omkring hende og ham, indtil den omslutter dem begge. Det er helt tydeligt, at hvis Roman føler det samme for hende, så varer det ikke længe, før Josh er fortid.

Jeg føler, at jeg må gøre noget, inden det er for sent, men i det samme kigger Roman over skulderen og sender mig et blik, der er så intenst, så nærgående, så fuldt af højspændt energi, at jeg bare føler trang til at komme langt væk hurtigst muligt.

Selv om mine venner synes, han er noget så cool, selv om skolens toneangivende elever synes det samme, selv om Damen ikke er den mindste smule bekymret – så kan jeg bare ikke lide ham!

Mine følelser skyldes udelukkende den uforklarlige mavepine, jeg får, hver gang han viser sig. Der er bare ingen vej udenom: Jeg kan ikke klare Roman. Overhovedet slet ikke!

Det er temmelig varmt, så jeg foretrækker det indendørs center South Coast Plaza, frem for Fashion Island, som er udendørs.

De lokale har det lige omvendt. Men jeg er ikke en af de lokale. Jeg kommer fra Oregon, hvor det tidlige forår minder mere om, nå ja, tidligt forår. Voldsomme regnbyger, overskyet vejr og masser af mudder. Sådan som det tidlige forår skal være. Ikke som den her halvlumre, underlige discountsommer, der skal forestille et forår. Og efter hvad de siger, så bliver det bare endnu værre i de kommende uger, hvilket giver mig endnu mere hjemve.

Jeg plejer ellers at undgå steder som det her. Her er alt for meget lys og larm og alt for mange mennesker, der frembringer en nervøs energi, som giver mig hjertebanken og gør mig forvirret. Og når jeg ikke har Damen til at dæmpe energierne for mig, så må jeg igen ty til min iPod.

Men solbriller og hættetrøjen er jeg færdig med. Jeg gider ikke længere ligne en eller anden uhyggelig munk fra en middelaldergyser. I stedet koncentrerer jeg min opmærksomhed om det lige foran mig, mens jeg ignorerer alt det, der er ude i siderne af mit synsfelt, sådan som Damen har lært mig at gøre.

Jeg sætter ørepropperne i og skruer godt op, så jeg slipper for larmen og kan nøjes med de auraer, der hvirvler omkring i alle regnbuens farver, og nogle få kropløse ånder, som absolut skal svæve rundt lige foran mig, uanset hvor meget jeg indsnævrer mit synsfelt.

Inden længe har jeg fundet mit mål. Jeg træder ind i Victoria’s Secret og finder afdelingen for frækt nattøj. Og jeg er så koncentreret om min opgave, at jeg slet ikke får øje på Stacia og Honor, som står henne i et hjørne og holder øje med mig.

”Oh my God!” kvidrer Stacia og styrer hen imod mig så hurtigt, at man skulle tro, jeg var en rodekasse med påskriften Gucci! Halv pris! ”Det kan da umuligt passe!”

Med overdreven bestyrtelse peger hun på det neglige, jeg står med. Hendes spidse, blanke og knaldrøde pegefingernegl dirrer af påtaget ophidselse over den slids, der strækker sig fra top til bund, kun afbrudt af en sølvring med glimtende krystaller et sted omkring midten.

Egentlig var jeg bare nysgerrig og havde slet ikke tænkt på at købe den, men synet af hendes fortrukne ansigt og lyden af alle de hånlige og nedsættende tanker, der myldrer omkring i hendes hoved, får mig til at føle mig som verdens største fjols.

Jeg skynder mig at hænge negligeet tilbage på stangen og roder lidt med øreproppen, mens jeg lader, som om jeg overhovedet ikke har bemærket dem. Så fortsætter jeg hen til de todelte bomuldssæt, som ser ud til at passe bedre til min stil og stemning.

Men jeg er kun lige begyndt at kigge på de mange hotpink-og-orangestribede undertrøjer, da det falder mig ind, at det her nok slet ikke er Damens stil. Han vil uden tvivl foretrække noget, der er mere vovet. Noget med lidt flere kniplinger og meget mindre bomuld. Noget, som rent faktisk kunne blive betegnet som sexet.

Jeg behøver ikke at kigge for at vide, at Stacia og hendes trofaste skødehund er fulgt efter mig.

”Åh, har du set, Honor? Det lille fjols kan ikke bestemme sig for, om det skal være uartigt eller nuttet.” Stacia ryster på hovedet og giver mig et svedent grin. ”Tro mig, Ever, hvis du er i tvivl, så skal du vælge uartigt. Det går du aldrig fejl af. Og så vidt jeg husker, så er Damen ikke specielt vild med det nuttede.”

Jeg bliver iskold, og min mave bliver til en hård klump af jalousi, mens min hals snører sig sammen. Men kun for et kort øjeblik. Så tager jeg mig sammen og tvinger mig selv til at trække vejret igen, for hun skal i hvert fald ikke tro, at hendes ondskabsfulde bemærkning har haft nogen virkning.

Og i øvrigt ved jeg udmærket, hvad der er foregået imellem dem, og det var hverken uartigt eller nuttet. Mest fordi der faktisk ikke foregik noget som helst. Damen lod, som om han var interesseret i hende, for at prøve mig af. Men jeg må indrømme, at bare tanken om de to sammen får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen.

”Skal vi ikke gå? Hun kan alligevel ikke høre dig,” siger Honor og klør sig på armen, mens hendes blik flakker mellem Stacia og mig. Så tjekker hun sin mobil for syvogtredivte gang for at se, om Craig har besvaret hendes sms.

Men Stacia bliver stående. Hun morer sig alt for godt lige nu.

”Hun kan sagtens høre mig,” siger hun, mens et hånligt smil spiller om hendes læber. ”Du skal ikke lade dig narre af hendes ørepropper. Hun kan høre alt, hvad vi siger, og alt, hvad vi tænker. For Ever er ikke bare en freak. Hun er en heks.”

Jeg vender mig og går over til den anden side af butikken, hvor jeg giver mig til at studere en stang fuld af pushupbh’er og korsetter, mens jeg gentager for mig selv: Lad, som om hun ikke er der. Bare koncentrer dig om at shoppe, så går hun sin vej.

Men Stacia går ikke sin vej. I stedet griber hun fat i min arm og trækker i mig, mens hun siger: ”Nu skal du ikke være så genert. Vis hende det. Vis Honor, hvad du er for en freak!”

Hendes øjne ser lige ind i mine og sender en bølge af kvalmende, mørk og mudret energi igennem mig. Hun klemmer min arm så hårdt, at det er lige før, det får mig til at skrige. Hun er kun ude på at provokere mig, lokke mig til at reagere, få mig til at gå amok. Efter den gang i garderoben på skolen, hvor hun fik mig til at miste besindelsen, er hun klar over, hvad jeg er i stand til. Forskellen er bare, at den gang gjorde hun det ikke med vilje.

Honor begynder at blive urolig. ”Kom nu, Stacia. Det her er altså kedeligt.”

Men Stacia lader, som om hun ikke kan høre hende, og strammer grebet om min arm endnu mere. Hendes negle borer sig dybt ind i mit kød, mens hun hvæser mig lige ind i ansigtet: ”Sig det nu til hende. Sig til hende, hvad du kan se.”

Jeg lukker øjnene, og min mave vrider sig, da mit hoved fyldes af billeder, der ligner dem, jeg så tidligere: Stacia, som med næb og klør kæmper sig mod toppen af popularitetskransekagen, mens hun tramper hårdt og brutalt på alle, der står i vejen for hende. Og Honor er ingen undtagelse. Faktisk er Honor den, der bliver trampet mest på, for hun er så bange for at blive upopulær, at hun finder sig i hvad som helst …

Jeg kunne fortælle hende, hvilken forfærdelig ven Stacia i virkeligheden er, vise hende, hvor slem hun faktisk er … Jeg kunne vriste min arm fri af Stacias hånd og slynge hende tværs igennem lokalet og gennem butiksruden i en regn af klirrende glasskår …

Nej, selvfølgelig kan jeg ikke det. Det var en kæmpestor fejltagelse, jeg begik, dengang jeg gav slip på mig selv og fortalte Stacia om alle de forfærdelige ting, jeg pludselig vidste om hende. En fejltagelse, jeg bestemt ikke har råd til at begå en gang til. Slet ikke nu, hvor der er så mange flere hemmeligheder, der ikke må afsløres. Hemmeligheder, som ikke kun er mine, men i høj grad også Damens.

Stacia ler højt, mens jeg kæmper for at bevare roen og lade være med at overreagere. Jeg minder mig selv om, at det er okay at virke svag, men aldeles ikke okay at give efter for svagheden. Det er absolut nødvendigt at skabe det indtryk, at jeg er normal og intetanende, og lade hende blive i troen på, at hun er meget stærkere end mig.

Honor ser igen på sit ur og himler med øjnene. Hun er tydeligvis meget utålmodig efter at komme videre.

Jeg skal lige til at vriste mig fri af Stacia og muligvis komme til at smække hende en baghånd i forbifarten, men så ser jeg noget, der er så modbydeligt, så frastødende, at det får mig til at miste balancen og vælte et helt stativ med undertøj omkuld.

Bh’er, tangatrusser, bøjler og en lampe eller to … Det hele ender med et brag på gulvet i en stor, rodet bunke.

Med mig som kransekagefigur.

”Oh my God!” hyler Stacia henrykt og klamrer sig til Honor, da de begge to knækker totalt sammen af grin.

”Du er bare den største præmieklovn!” griner hun, mens hun hiver mobilen frem, så hun kan få det hele på video. Jeg kæmper desperat for at slippe af med den røde hofteholder, der har lagt sig om halsen på mig, mens Stacia zoomer ind, så hun kan få alle detaljer med.

”Du må vist hellere se at få ryddet op i en fart,” smiler hun syrligt og justerer billedvinklen, mens jeg kæmper for at komme på benene. ”Du kender reglerne, ikke? Det, du ødelægger, må du selv betale for.”

Jeg kommer op at stå og når lige at se Stacia og Honor smutte ud ad døren, samtidig med at en ekspeditrice dukker op. Stacia stopper op i døren og vender sig mod mig: ”Jeg holder øje med dig, Ever. Du skal ikke tro, jeg er færdig med dig!”

Og så er hun væk.