ti

I samme øjeblik, jeg mærker Damen dreje om hjørnet og køre ned ad vores vej, styrter jeg hen til spejlet (igen) for at rette på mit tøj og sikre mig, at alting ser ud, som det skal. Kjolen, bh’en, det nye undertøj. Og så håber jeg, at det hele bliver siddende, som det skal – i det mindste indtil det tidspunkt, hvor det skal af.

Da ekspeditricen i Victoria’s Secret og jeg var blevet færdige med at rydde op, hjalp hun mig med at vælge et rigtig sødt sæt, bh og trusser, som ikke er af bomuld, ikke er overdrevent sexet, og som faktisk ikke skjuler ret meget, men det er vel også det, der er meningen.

Jeg fortsatte hen til Nordstrom, hvor jeg købte en pæn, grøn kjole og et par søde plateausandaler, der passer til. På vej hjem fik jeg ordnet både finger-og tånegle, og det er ellers ikke sket siden, nå ja, siden den ulykke, der med ét slag udslettede mit gamle liv. Mit gamle liv, hvor jeg var køn og populær ligesom Stacia.

Men jeg var nu aldrig helt ligesom Stacia. Okay, jeg var køn og populær og cheerleader – men jeg var ikke en bitch ligesom Stacia.

”Hvad står du og tænker på?” spørger Damen. Sabine er ikke hjemme, så han har lukket sig selv ind og er kommet op på mit værelse.

Han læner sig op ad dørkarmen og smiler til mig. Jeg nyder synet af de stramme, sorte jeans, den mørke skjorte, den mørke jakke og de sorte motorcykelstøvler, han altid går med. Og det er, som om mit hjerte lige springer et slag eller to over.

”Jeg står og tænker på de sidste fire hundrede år,” siger jeg og krummer tæer, da jeg ser, hvor bekymret han pludselig ser ud. ”Men ikke på den måde, du tror,” skynder jeg mig at tilføje, så han ikke skal tro, at jeg igen er blevet bekymret over hans fortid. ”Jeg tænkte på alle de liv, vi to har levet sammen, og hvor underligt det er, at vi aldrig før har … øh …”

Han hæver et øjenbryn, og et smil rykker lidt i hans ene mundvig.

”Jeg er vel bare glad over, at de fire hundrede år omsider er ved at være forbi,” mumler jeg, mens han kommer hen og lægger sine arme om livet på mig og trækker mig tæt ind til sit bryst. Mit blik glider hen over hans ansigtstræk, hans mørke øjne, hans glatte hud, hans uimodståelige læber, og jeg bliver blød i knæene.

”Jeg er også glad,” siger han og sender mig et drillende blik. ”Nej, vent lidt, det er ikke rigtigt, sandheden er, at jeg er mere end glad. Jeg er faktisk ekstatisk.” Han smiler til mig, men i næste øjeblik rynker han panden og siger: ”Nej, det er stadig ikke godt nok. Jeg er bange for, vi bliver nødt til at finde på et helt nyt ord.”

Så ler han og bøjer sig ned, til hans mund er ud for mit øre, og hvisker: ”Jeg har aldrig nogen sinde set dig så smuk, som du er i aften. Og jeg vil have, at alt skal være helt perfekt. Det hele skal være præcis sådan, som du drømmer om. Jeg håber bare, jeg ikke kommer til at skuffe dig.”

Jeg rykker et skridt tilbage og ser forbløffet på ham. Hvordan kan han overhovedet få den tanke, når det hele tiden har været mig, der var nervøs for at komme til at skuffe ham?

Han sætter en finger under min hage og løfter mit ansigt, så han kan komme til at kysse mig. Og jeg besvarer hans kys med så stor iver, at han trækker sig tilbage og siger: ”Måske skulle vi hellere køre direkte til Montage?”

”Okay,” mumler jeg, mens mine læber igen finder hans. Men jeg fortryder straks, da jeg ser hans begejstrede blik. ”Men det kan vi ikke. Miles slår mig ihjel, hvis jeg ikke kommer og ser ham i aften.” Jeg smiler til ham og venter på, at han skal smile tilbage.

Men det gør han ikke. Og da han ser på mig med et ansigt, der er anspændt og trist, forstår jeg pludselig, at vi lige kom lidt for tæt på sandheden. Fordi hvert eneste af alle mine liv er endt på lige netop denne aften. Den aften, hvor vi havde planlagt at fuldbyrde vores kærlighed. Og selv om jeg ikke kan huske noget af det, så er det tydeligt, at han ikke har glemt en eneste detalje.

Og pludselig er det overstået, og han smiler til mig og tager min hånd. ”Det skal du ikke være bange for. Det er ikke længere muligt at slå dig ihjel, så denne gang er der ikke noget, der kan stoppe os.”

Det første, jeg lægger mærke til, da vi kommer ind i teatersalen, er, at Haven sidder sammen med Roman. Josh er der ikke, så hun benytter lejligheden til at læne sin skulder mod hans og lægge sit hoved på skrå på en måde, så hun kan se beundrende op på ham og smile ad alt, hvad han siger.

Det næste, jeg lægger mærke til, er, at jeg åbenbart også skal sidde ved siden af Roman. I modsætning til Haven er jeg ikke spor begejstret. Men eftersom Damen allerede har sat sig på den anden side af mig, og jeg ikke har lyst til at gøre et stort nummer ud af at bytte plads med ham, så affinder jeg mig med situationen og sætter mig.

Roman vender sig og ser mig lige ind i øjnene. Og hans energi er så påtrængende, at jeg ikke kan lade være med at vride mig i sædet.

Jeg ser mig omkring i det næsten fyldte teater, mens jeg prøver at få Roman ud af mine tanker. Til min lettelse ser jeg Josh komme ned ad midtergangen, som sædvanlig iført sorte jeans med nittebælte, kridhvid skjorte og et tyndt, blankt slips. Han har favnen fuld af slikposer og vandflasker, så han ikke kan komme til at skubbe det sorte hår væk fra øjnene. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor perfekt han og Haven passer sammen, og hvor godt det er, at han ikke er blevet udskiftet.

”Vand?” spørger han, da han er landet på den anden side af Haven, og rækker mig et par flasker.

Jeg tager en til mig selv og tilbyder Damen den anden, men han ryster bare på hovedet og tager en slurk af sin røde drik.

”Og hvad har vi så der?” spørger Roman, mens han læner sig ind over mig og peger på den røde flaske. Hans uvelkomne berøring giver mig gåsehud. ”Sådan som du går til den, skulle man tro, den sodavand var piftet op med et eller andet. Og hvis det er tilfældet, hvad så med at dele med os andre, lad?” Han ler og rækker en hånd med sprællende fingre ud efter flasken. Det er ikke til at sige, om han pjatter eller mener det alvorligt.

Jeg er lidt bekymret for, at Damen af lutter venlighed skal række Roman sin flaske, og jeg skal lige til at blande mig, da musikken begynder at spille, og tæppet går for Hairspray.

Roman giver op og læner sig tilbage, men han bliver ved med at kigge på mig.

Miles var fantastisk. Så fantastisk, at jeg flere gange i løbet af forestillingen faktisk lyttede til de replikker, han sagde, og de tekster, han sang. Resten af tiden sad jeg bare og tænkte på, at det var i aften, jeg skulle miste min jomfruelighed – for allerførste gang i fire hundrede år.

For det er da godt nok utroligt, at vi har mødt hinanden og forelsket os så mange gange igennem så mange liv, og det så aldrig er lykkedes os at få den oplevelse med.

Men i aften bliver det anderledes. I aften bliver alting anderledes.

I aften begraver vi fortiden og tager hul på vores evige kærligheds fremtid.

Da forestillingen er forbi, rejser vi os alle sammen og går i samlet trop op for at ønske Miles til lykke. Men lige da vi når sceneindgangen, stopper jeg op og vender mig mod Damen: ”For pokker, vi glemte jo at købe blomster på vejen.”

Men Damen smiler bare og ryster på hovedet. ”Hvad snakker du om? Vi har da alle de blomster, vi skal bruge, lige her.”

Jeg ser forundret på ham, ikke helt sikker på, hvad han mener, for så vidt jeg kan se, er han lige så tomhændet som mig. ”Hvad snakker du om?” hvisker jeg til ham og nyder den vidunderlige bølge af varme, da han lægger sin hånd på min arm.

”Ever dog,” siger han med et overbærende smil. ”Blomsterne er der jo allerede på kvanteniveauet. Hvis du vil have dem til at blive håndgribelige, så skal du bare manifestere dem, sådan som jeg har lært dig.”

Jeg ser mig nervøst omkring for at sikre mig, at ingen uvedkommende hører vores besynderlige samtale, og jeg føler mig lidt flov over at måtte indrømme, at jeg ikke kan.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre det,” siger jeg. Hvorfor kan han ikke bare selv manifestere de blomster? Lige nu har vi vigtigere ting at tænke på.

Men Damen giver sig ikke. ”Selvfølgelig ved du da det. Det har jeg jo lært dig.”

Jeg kniber læberne sammen og ser ned i gulvet. Vel har han da lært mig det, men jeg er sådan en elendig elev, og jeg er så dårlig til at tage mig sammen. Kan han ikke bare gøre det, så vi kan få det overstået?

”Gør du det,” siger jeg og krymper mig, da jeg ser skuffelsen i hans ansigt. ”Du kan gøre det lynhurtigt. Hvis jeg prøver, så bliver det bare noget rod, og folk vil lægge mærke til det, og så skal vi til at forklare …”

Men han er ubøjelig. ”Hvordan skal du nogen sinde få det lært, hvis du lokker mig til at gøre det for dig hver gang?”

Jeg sukker dybt. Han har jo ret, og jeg ved det godt, men jeg synes stadig, det er spild af tid at lade mig prøve på at manifestere en buket roser, som måske, måske ikke vil lade sig fremtrylle.

Jeg vil bare have blomsterne i hånden, så jeg kan komme op bag scenen og få sagt bravo til Miles, så vi kan komme af sted til Montage Resort og komme videre med vores planer der.

Og lige for lidt siden virkede det, som om Damen ville præcis det samme, men nu er han pludselig blevet alvorlig og skolemesteragtig over for mig, og hvis jeg skal være helt ærlig, så er det faktisk lige ved at ødelægge den gode stemning.

Jeg trækker vejret dybt og piller lidt ved hans jakkes revers. ”Du har fuldstændig ret, og jeg lover dig, at jeg nok skal være meget mere flittig i fremtiden. Men jeg tænkte bare, at for den her ene gangs skyld kunne du så ikke lige gøre det, fordi du er så meget hurtigere, end jeg er …” Jeg lader mine fingerspidser kilde ham lige under øret, og jeg ved, han er så tæt på at give efter. ”Jeg mener, jo hurtigere vi får den buket, jo hurtigere kan vi komme af sted, så vi kan …”

Inden jeg når at blive færdig med sætningen, lukker han øjnene og holder hånden frem, som om han holdt en buket i den, og jeg ser mig hurtigt omkring for at være sikker på, at ingen lægger mærke til os. Nu skal vi bare have det overstået i en fart.

Men da jeg igen ser på Damen, bliver jeg pludselig meget nervøs. For ikke alene er hans hånd tom, men jeg kan se en sveddråbe på vej ned ad hans kind, og det er anden gang på to dage, at han sveder.

Og det ville der sådan set ikke være noget underligt i, hvis ikke det var for den detalje, at Damen ikke sveder.

Damen er aldrig syg, Damen har aldrig en dårlig dag, og Damen sveder ikke. Sådan er det bare. Uanset hvordan temperaturen er, indendørs eller udendørs, uanset hvad han foretager sig, han er altid cool og har styr på det hele. Det, han skal klare, det klarer han.

Altså lige indtil i går, da han måtte opgive at frembringe portalen. Og nu, hvor han ikke kan fremtrylle en simpel blomsterbuket til Miles.

Og da jeg lægger min hånd på hans arm og spørger, om han er okay, så er der næsten ikke noget tilbage af den sædvanlige sitrende varme.

”Selvfølgelig er jeg okay.” Han misser med øjnene og åbner dem lige nok til at fange mit blik. Så kniber han dem sammen igen. Det var et kort blik, men det var langt nok til at gøre mig kold og bange.

Det var slet ikke det varme og kærlige blik, jeg er blevet vant til at se. Det var et koldt, fjernt og ufølsomt blik – ligesom det, jeg fik et glimt af for et par dage siden.

Jeg ser, hvordan han prøver på at samle sig, hans pande er rynket, sveden pibler frem på hans overlæbe, han kæmper for at komme over det her, så vores fuldendte aften kan få lov at fortsætte.

Og jeg begynder at blive nervøs for, at det her skal trække ud og måske udvikle sig ligesom forleden, da han måtte opgive at frembringe portalen. Så jeg stiller mig ved siden af ham og lukker øjnene. Og jeg ser to dusin røde roser samlet i en smuk buket i hans hånd, jeg indånder deres berusende duft og føler deres glatte, bløde kronblade for enden af de lange, tornede stilke …

”Av!” siger Damen og sutter på sin finger, selv om såret er lægt, allerede før det når hans mund. ”Jeg glemte vasen,” tilføjer han. Han tror åbenbart, at det er ham, der har manifesteret buketten, og jeg har ikke noget imod at lade ham blive i troen.

”Nu skal jeg,” siger jeg i et forsøg på at stille ham tilfreds. ”Du har fuldstændig ret. Jeg trænger til at øve mig.”

Så jeg lukker øjnene og forestiller mig den krystalvase, vi havde i spisestuen hjemme i Oregon, den med alle de indviklede mønstre og facetter.

”Waterford-krystal?” ler han, da han ser den. ”Tror du ikke, han vil blive lidt overvældet over så kostbar en gave?”

Jeg ler med, lettet over, at han er sig selv igen.

Han giver mig vasen og siger: ”Hvis du giver de her til Miles, så henter jeg bilen og stiller den ved scenedøren.”

”Mener du det?” spørger jeg, lidt bekymret over, at huden omkring hans øjne stadig virker stram og bleg, og at hans pande ser en smule fugtig ud. ”Vi kunne også bare skynde os ind, sige til lykke og skynde os ud igen. Vi behøver ikke at gøre så meget ud af det.”

”Jeg vil bare gerne have bilen ud, før der bliver for meget trængsel på parkeringspladsen,” smiler han. ”Vi vil da gerne hurtigt af sted, vil vi ikke?”

Jo, jeg vil bestemt gerne hurtigt af sted. Men lige nu har jeg mere travlt med at være bekymret. Bekymret over hans manglende evne til at manifestere, bekymret over glimtet af kulde i hans blik … Jeg holder vejret, mens han tager en slurk af sin flaske, og beroliger mig selv med, at så længe et sår på hans finger kan forsvinde med det samme, er der nok ikke nogen grund til bekymring.

I hvert fald er der ingen grund til at bekymre ham med min bekymring, så jeg rømmer mig og siger: ”Okay, du henter bilen. Så mødes vi indenfor.”

Men jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor iskold hans kind er, da jeg kysser den.