elleve

Da jeg kommer op bag scenen, er Miles omringet af familie og venner. Han er stadig iført Tracy Turnblads hvide gogostøvler og miniskørt fra sidste scene.

”Bravo! Hvor var du bare god!” siger jeg og overrækker ham blomsterne. Jeg tør ikke give ham et knus, for lige nu er der mere end rigeligt af nervøse energier, der summer rundt i min krop. ”Jeg vidste slet ikke, at du var så god til at synge.”

”Vel gjorde du da så.” Han fejer parykkens lange hår til side og stikker næsen ned i blomsterne. ”Plejer jeg måske ikke at synge i bilen, når vi kører sammen?”

”Det er jo ikke det samme,” smiler jeg. Og jeg mener faktisk, hvad jeg siger. Han var så god, at jeg har tænkt mig at komme igen en anden aften, hvor der ikke er så mange nerver på. ”Hvor har du gjort af Holt?” spørger jeg. Jeg kender svaret, men jeg vil gerne holde samtalen i gang, indtil Damen dukker op. ”I er da blevet gode venner igen, ikke?”

Miles sender mig et advarende blik og gør en diskret bevægelse med hovedet i retning af sin far. Jeg svarer ham med en brødebetynget grimasse. Jeg er så vant til, at Miles for længst er kommet ud af skabet, at jeg helt havde glemt, at hans forældre ikke ved noget.

”Bare rolig. Alt er i den skønneste orden,” hvisker han og blafrer lidt med de falske øjenvipper. ”Jeg havde lige en kortvarig nedsmeltning, men det er overstået nu, og alt er tilgivet. Og nu vi taler om drømmeprinsen …”

Jeg vender mig spændt mod døren, ivrig efter at se Damen træde ind. Mit hjerte begynder at banke hurtigere bare ved tanken om ham – den berusende, vidunderlige, kriblende tanke om ham – og jeg gør intet for at skjule min skuffelse, da det går op for mig, at det var Josh og Haven, han hentydede til.

”Hvad tror du?” spørger han. ”Tror du, de klarer det?”

Jeg ser, hvordan Josh lægger sin arm omkring Haven og prøver at trække hende lidt tættere ind til sig. Men det nytter ikke noget. Selv om de ligner det perfekte par, så er hun totalt fokuseret på Roman. Hun efterligner hans kropssprog, kaster hovedet tilbage på samme måde som ham, når hun griner, står med sine hænder på samme måde. Al hendes energi flyder i hans retning, som om Josh slet ikke var der. Og selv om interessen ikke er specielt gensidig, så er Roman desværre typen, der ikke siger nej til et godt tilbud. Han vil med største fornøjelse give hende en prøvetur. Der er ikke meget at tage fejl af der. Men til Miles siger jeg bare: ”Det er ikke godt at vide,” og trækker på skuldrene.

”Der er premierefest hos Heather lidt senere,” siger Miles. ”Kommer I med?”

”Jeg ved ikke, hvem hun er,” svarer jeg.

”Vel gør du da så. Hende, der spiller Penny Pringleton.”

Det bliver jeg ikke meget klogere af, men jeg skynder mig at nikke.

”Sig mig, havde I så travlt med at fjante, at I slet ikke aner, hvad der foregik på scenen?” Og han ryster på hovedet på en måde, der tydeligt viser, at han ikke kun siger det for sjov.

”Hold nu op, selvfølgelig fulgte jeg da med!” men jeg ved, at jeg rødmer, og at han ikke tror på mig. Selv om det er næsten sandt. Vi opførte os skam pænt, og vi fjantede aldeles ikke, men det var lidt, som om vores hænder fjantede … Og som om vores tanker fjantede … Faktisk var der ret meget gang i telepatien. Og selv om jeg fulgte med i, hvad der skete på scenen, så var mine tanker allerede på vores værelse på Montage Resort.

”Nå, kommer I så, eller hvad?” spørger Miles. Men han har allerede gættet svaret, og han er ikke så fornærmet, så det gør noget. ”Okay, hvor skal I så hen, I to? Hvad kan overhovedet være mere spændende end at feste med hele holdet?”

Og jeg har bare så meget lyst til at fortælle ham det. Jeg vil så gerne dele min hemmelighed med en, jeg ved, jeg kan stole på. Men lige da jeg er blevet enig med mig selv om at sige det, dukker Roman op – med Josh og Haven på slæb.

”Vi kører nu. Er der nogen, der skal med? Det er godt nok kun en topersoners, men der kan lige være en mere.” Roman nikker til mig, og hans blik føles omklamrende, selv efter at jeg har vendt mig væk.

Miles ryster på hovedet. ”Jeg kører med Holt, og Ever har åbenbart i sinde at svigte mig. Hun har hemmelige planer, som hun ikke vil dele med mig.”

Roman smiler et skævt smil, og hans blik arbejder sig ned over min krop. Teknisk set er hans tanker mere smigrende end upassende, men fordi de kommer fra ham, føles det ubeskrivelig klamt.

Jeg undgår hans blik, og ser hen mod døren, Damen burde være her nu. Og jeg skal lige til at sende ham en telepatisk forespørgsel, da mine tanker bliver afbrudt af Romans stemme:

”Og Damen har hun åbenbart heller ikke delt dem med, for ham har jeg lige set køre sin vej.”

Jeg vender mig mod ham, ser ham ind i øjnene, føler det sædvanlige ubehag i maven, og det er, som om min hud fryser til is.

”Han er ikke kørt sin vej,” siger jeg og prøver ikke engang på at skjule foragten i min stemme. ”Han har bare hentet bilen på parkeringspladsen.”

Men Roman trækker bare på skuldrene, og der er medlidenhed i hans blik, da han siger: ”Ja, det skal jeg så ikke blande mig i, søde. Jeg var bare udenfor for at få mig en smøg, og så så jeg Damen komme ud fra parkeringspladsen og køre væk. Og det så ud, som om han havde travlt.”