tretten
Så snart jeg er kommet omkring hjørnet, gemmer jeg mig bag en parkeret varevogn og venter, til jeg har set Romans kirsebærrøde Aston Martin køre forbi. Så venter jeg et par minutter mere, til jeg er sikker på, at han er væk og ikke pludselig kommer tilbage igen.
Jeg er nødt til at finde Damen. Jeg må finde ud af, hvad der er sket med ham, hvorfor han bare forsvandt uden et ord. Han (vi) har jo set frem til den her aften i fire hundrede år, så der kan ikke være nogen tvivl om, at et eller andet er gået fuldstændig galt.
Først må jeg have mig en bil. I Orange County kan man overhovedet ikke komme omkring uden en bil. Så jeg lukker øjnene og forestiller mig det første, jeg lige kommer i tanker om. Det er så en himmelblå folkevogn, magen til den, Shayla Sparks havde. Shayla Sparks var den mest cool sidsteårselev på Hillcrest High School, dengang jeg gik der. En rigtig lille tegnefilms-asfaltboble med soltag af sort stof, som måtte udholde den nådesløse Oregon-regn. Jeg forestiller mig den så tydeligt, som hvis den havde stået foran mig, blank og rund og totalt nuttet. Jeg kan føle håndtaget, da jeg åbner døren, og det glatte læder, da jeg glider ind på forsædet. Som prikken over i’et sætter jeg en rød tulipan i instrumentbrættets lille blomstervase. Så åbner jeg øjnene, og mit køretøj er parat til afgang.
Jeg ved bare ikke lige, hvordan jeg skal starte den, for jeg glemte at manifestere en nøgle.
Men så kommer jeg i tanker om, hvordan Damen plejer at gøre, og lukker øjnene igen. Jeg hører lyden fra Shaylas bil, mens Rachel, min bedste veninde dengang, og jeg stod og var misundelige, og hendes supercoole venner fyldte både forsædet og bagsædet op.
Så snart motoren er i gang, kører jeg ned til Coast Highway. Min plan er at begynde med Montage Resort, eftersom det var der, vi skulle have været. Og hvis det ikke giver noget resultat, så må jeg se, hvad jeg så skal finde på.
Trafikken er ret tæt på den tid af aftenen, men mig kan den ikke sinke. Jeg koncentrerer mig bare om alle biler omkring mig, ser, hvor de vil være i næste øjeblik, og smutter ind og ud imellem dem. Jeg udnytter hver eneste mulighed, og det varer ikke længe, før jeg kan hoppe ud af bilen foran hotellets hovedindgang og løbe op ad fortrappen.
Og så er jeg alligevel nødt til at stoppe op, da jeg hører parkeringsvagtens stemme bag mig: ”Undskyld, miss! Hvad med nøglen?”
Og det er først, da jeg står der og kæmper for at få vejret og ser ham stirre på min fødder, at det går op for mig, at jeg både er hjælpeløs og skoløs.
Men jeg har allerede spildt alt for meget tid, og det vil nok også være temmelig dumt at manifestere en nøgle lige for næsen af ham, så jeg skynder mig bare videre, mens jeg råber over skulderen: ”Bare lad motoren køre. Jeg er tilbage om et øjeblik!”
Jeg styrer direkte mod receptionsskranken, forbi en lang kø af hotelgæster med tunge golftasker og kufferter med monogrammer, som alle sammen er gnavne, fordi de egentlig skulle have tjekket ind for fire timer siden. Og deres humør bliver ikke bedre, da jeg smutter ind foran det midaldrende ægtepar, som står forrest i køen,
”Er Damen Auguste ankommet? Er han på sit værelse?” gisper jeg, mens jeg lader, som om jeg ikke hører protesterne fra golfgæsterne. Jeg er så svag i knæene af nervøsitet, at jeg må støtte mig til skranken.
”Undskyld, hvem?” Receptionisten sender et blik til parret bag mig. Et blik, der siger: Bare rolig, det skal ikke tage mange øjeblikke at slippe af med denne ubehøvlede person!
”Damen. Auguste.” Jeg udtaler navnet langsomt og tydeligt og lyder meget mere tålmodig, end jeg faktisk er.
Hun ser på mig med sammenknebne øjne, og hendes tynde læber bevæger sig dårligt nok, da hun siger: ”Jeg beklager, den slags oplysninger er fortrolige.” Og hun slår med nakken, så hendes lange, sorte hestehale fejer forbi mit ansigt og nær har ramt det. Slut. Punktum. Og forsvind så.
Jeg kniber øjnene sammen og fokuserer på hendes mørk-orange aura. Det er tydeligt, at ordnede forhold og selvkontrol er de egenskaber, hun sætter størst pris på, så det er nok ikke lige barfodede pigebørn, der møver sig ind foran alle andre, hun holder mest af.
Hvis jeg skal have noget ud af hende, så skal hun stryges med hårene, det er helt tydeligt. Så jeg modstår fristelsen til at hidse mig op og spille forurettet og forklarer hende venligt, at jeg er den anden gæst, som skulle dele værelse med omtalte Damen Auguste.
Hun ser på mig. Ser på parret bag mig. Ser på mig igen.
”Jeg beklager, men De må vente, til det bliver Deres tur. Ligesom. Alle. Andre.”
Og jeg kan mærke, at der nu er mindre end ti sekunder, til hun tilkalder sikkerhedsvagten.
”Det ved jeg godt.” Jeg sænker stemmen og læner mig ind over skranken. ”Men forstår De, det er bare det at …”
Hun ser på mig, og hendes hånd rykker diskret hen imod telefonen, mens jeg betragter hendes lange, lige næse, hendes tynde, blege læber, antydningen af poser under øjnene, og præcis i det sekund ser jeg åbningen.
Hun er blevet droppet. Og det er sket for nylig. Så meget for nylig, at hun stadig græder sig i søvn hver aften. Og hver eneste dag – hele dagen – tænker hun på den forfærdelige oplevelse, det var at blive kasseret. Og om natten drømmer hun om den.
”Det er bare det, at, nå ja …” Jeg stopper op, prøver at få det til at lyde, som om jeg har svært ved at få ordene frem, mens sandheden er, at jeg ikke helt ved, hvad jeg skal sige.
Så ryster jeg på hovedet og begynder forfra, for jeg ved, at hvis man er nødt til at lyve, så er det altid bedst at holde sig så tæt på sandheden som muligt.
”Vi … Vi havde en aftale, men han dukkede ikke op, og derfor … altså … nu ved jeg slet ikke, om han overhovedet kommer.”
Jeg synker en klump og vrider mig lidt, da det går op for mig, at tårerne i mine øjne faktisk er ægte.
Og da jeg ser på hende igen, er hendes ansigt ikke længere koldt og hårdt. Den stramme, fordømmende mund, de sammenknebne øjne, den hovne hage – det hele er afløst af medfølelse, sammenhold og fællesskab.
Det virkede. Vi er som søstre nu, solidariske medlemmer af den verdensomspændende stamme af nyligt svigtede kvinder.
Hendes fingre danser hen over tastaturet, og jeg tuner ind på hendes tanker, så jeg kan se, hvad hun ser. Bogstaverne på hendes skærm viser, at vores værelse, suite 309, stadig er tomt.
”Jeg er sikker på, han bare er blevet forsinket,” siger hun beroligende, selv om hun ikke selv tror på det. Hun er overbevist om, at alle mænd er nogle svin. ”Men hvis du har noget id, så kan jeg godt …”
Men før hun kan nå at afslutte sætningen, er jeg ude ad døren. Jeg skal ikke have nogen nøgle. Jeg skal ikke sidde på det triste og ensomme hotelværelse og vente på en kæreste, som åbenbart ikke har tænkt sig at dukke op. Jeg kender kun to andre steder, hvor han kan tænkes at være, og der skal jeg hen.
Jeg springer ind i bilen og kører mod stranden – og beder til, at det er der, han er.