seksten

Jeg savner Riley.

Jeg savner hende så meget, at det gør ondt.

Jeg ventede, til klokken var ti minutter over otte, og der ikke længere kunne være nogen tvivl om, at Damen ikke ville dukke op.

Så fortalte jeg Sabine, at han var blevet forhindret.

Og spørgsmålene begyndte at hagle ned over mig.

Og det blev de stort set ved med resten af weekenden.

Jamen hvad er der i vejen?

Der må da være et eller andet galt.

Jeg ville ønske, at du ville tale med mig om det.

Hvad er der med dig og Damen?

I er ikke blevet uvenner, vel?

På en eller anden måde lykkedes det mig at spise så meget, at hun blev overbevist om, at jeg ikke led af en eller anden spiseforstyrrelse, og under hele middagen gjorde jeg, hvad jeg kunne, for at overbevise hende om, at der ikke var noget galt, at det bare var, fordi Damen havde meget travlt, og at jeg var træt efter en lang og festlig fredag aften sammen med Haven.

Men det var tydeligt, at Sabine ikke troede på mig. I hvert fald troede hun ikke på det med, at der ikke var noget galt. At jeg havde været hos Haven, havde hun til gengæld ingen problemer med at tro på.

Men hun blev ved med at sige, at der da måtte være en eller anden forklaring på mine evindelige humørsvingninger. Jeg kunne da umuligt være gnaven det ene øjeblik og overstadig det næste, og så pludselig gå og hænge med hovedet, uden at der var et eller andet galt.

Og selv om jeg hader at lyve for hende, så holdt jeg fast i min historie. Og når det ikke føltes sværere, end det gjorde, så var det nok, fordi det at lyve over for Sabine, gjorde det lidt nemmere at lyve over for mig selv.

For selv om mit hjerte nægter at tro det, så kan mit hoved ikke lade være med at spekulere på, om det virkelig kan være muligt, at Damen simpelthen har droppet mig. Og det føles, som om bare det at fortælle historien til nogen, kunne få det til at blive sandhed.

Men hvis Riley havde været her, så ville det hele have været anderledes. Hende kunne jeg snakke med. Hende kunne jeg fortælle hele den triste historie fra begyndelsen til enden. Hun ville forstå mig, og hun ville endda finde svarene.

For siden hun døde, har hun kunnet komme ind alle vegne. Hun kan bare tænke på, hvor hun gerne vil hen, og så er hun der. For hende eksisterer låste døre ikke. Hun har ubegrænset adgang overalt. Og det ville fryde hende at finde alle de svar, som mine paniske opringninger og eftersøgninger ikke har kunnet klare.

For jeg kan jo ikke komme uden om, at alle mine desperate, kluntede og ineffektive bestræbelser kun har ført til: ___________ (intet).

Denne mandag morgen ved jeg hverken mere eller mindre, end jeg gjorde fredag aften, da det hele begyndte. Og uanset hvor mange gange jeg ringer til Haven eller Miles, så er svaret det samme hver gang: Der er ikke noget nyt, men jeg skal nok ringe med det samme, hvis jeg hører fra ham.

Jeg er sikker på, at hvis Riley var her, så ville hun løse hele mysteriet på ingen tid. Hun ville finde ud af, hvad der var sket, hvorfor det var sket, og hvad jeg skulle stille op med situationen.

Men Riley er her ikke. Sådan er det, og der er ikke noget at gøre ved det.

Lige før hun forsvandt fra denne verden, lovede hun at sende mig et tegn, men indtil videre er der ikke sket noget, og jeg begynder at tvivle på, at der vil ske noget. Måske er det ved at være på tide, at jeg opgiver håbet og kommer videre med mit eget liv.

Jeg trækker i et par jeans, stikker fødderne i et par klipklappere, trækker en tanktop over hovedet og supplerer med en langærmet t-shirt. Og på vej ud ad døren snupper jeg min iPod og mine solbriller, for jeg aner ikke, hvad dagen vil bringe, og det er dumt ikke at være forberedt på det værste.

”Nå, fandt du ham så?”

Miles kravler ind i bilen, mens jeg ryster på hovedet til svar. Han lader sin taske dumpe ned på gulvet og ser på mig med et blik, der er fuldt af medfølelse.

”Jeg prøvede at ringe til ham,” siger han og skubber håret væk fra ansigtet med en hånd, som stadig har lyserød neglelak på fingrene. ”Jeg forsøgte endda at besøge ham, men jeg kom kun til porten. Og Store Sheila skal man ikke lave numre med. Hun tager sit job meget alvorligt.” Han ler i et tappert forsøg på at lette den dårlige stemning.

Men jeg trækker bare på skuldrene. Jeg ville ellers gerne le sammen med ham, men jeg kan ikke. Jeg har lignet udskidt æblegrød siden i fredags, og det eneste, der kan få mig i bedre humør, er at se Damen igen.

”Du skal ikke være så bekymret,” siger Miles og vender sig mod mig. ”Jeg er sikker på, at han er okay. Det er trods alt ikke første gang, han lige pludselig er forsvundet.”

Jeg kaster et hurtigt blik på ham og fornemmer hans tanker, før ordene kommer over hans læber. Det, han tænker på, er selvfølgelig sidste gang, Damen forsvandt, men det var, fordi jeg bad ham om at skride.

”Det her er noget helt andet,” siger jeg. ”Det er slet ikke ligesom sidste gang.”

”Hvordan kan du være så sikker på det?” Han siger det roligt og velovervejet, og hans blik slipper mig ikke.

Jeg tager en dyb indånding og holder øje med vejen. Jeg kan ikke bestemme mig for, om jeg skal fortælle ham det. Det er jo så længe siden, jeg rigtig har betroet mig til en ven. Det er ikke sket siden ulykken – ikke siden alting blev helt anderledes. Og somme tider kan det godt føles forfærdelig ensomt at gå og gemme på alle sine hemmeligheder. Jeg længes efter at blive fri for vægten af dem og kunne sludre og sladre som en ganske almindelig pige igen.

Igen ser jeg på Miles. Jeg ved, jeg kan stole på ham, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg kan stole på mig selv. Jeg føler mig som en sodavand, der er blevet tabt og rystet, så alle hemmelighederne bobler til toppen, klar til at sprøjte ud, i samme øjeblik kapslen bliver skruet af.

”Der er ikke sket noget mellem jer, vel?” spørger han bekymret.

Jeg synker en klump. ”Fredag aften, du ved – efter jeres forestilling …?” Nu har jeg hans fulde opmærksomhed, ingen tvivl om det. ”Altså, vi havde … øh … lagt nogle planer.”

”Planer?” Han vender sig endnu mere mod mig.

”Store planer,” Jeg nikker og smiler koket. Men smilet forsvinder hurtigt igen, da jeg kommer i tanker om, hvordan det slet ikke gik, som det skulle.

”Hvor store?” spørger han og fanger mit blik.

Jeg ryster på hovedet og koncentrerer mig om vejen foran mig. Og svarer: ”Nåh, du ved, bare sådan en helt almindelig fredag aften. En suite på Montage Resort, silkelagner, nyt undertøj af den ikke helt ærbare slags, jordbær med chokoladeovertræk, to flasker champagne …”

”Nej! Sig, det er løgn!” hviner han. ”Det gjorde I ikke!”

Jeg sender ham et hurtigt blik og når lige at se hans smil stivne, da han fatter sandheden.

”Åh gud. Nej, det gjorde I så ikke. I nåede ikke at gøre det, fordi han … Åh, Ever, hvor er det bare synd for dig!”

Jeg trækker på skuldrene. Hans ansigt afspejler al den skuffelse, jeg selv føler.

”Hør lige her,” siger han og lægger en hånd på min arm, men skynder sig at fjerne den igen. Han ved godt, at jeg ikke kan lide at blive rørt ved af andre end Damen. Men han ved ikke, at det er for at undgå de ustyrlige energier, der strømmer ind i mig, når nogen gør det.

”Ever, du er en meget tiltrækkende pige. Jamen det mener jeg. Især efter du er holdt op med at gå med de der gyselige hættetrøjer og uformelige …” Han ryster på hovedet. ”Okay, det, jeg prøver på at sige, er, at jeg overhovedet ikke kan forestille mig, at Damen kunne finde på at droppe dig. Jeg mener, fyren er jo fuldstændig rundt på gulvet med dig, det kan enhver idiot da se. Og sådan som I går og kissemisser hele tiden, er der i øvrigt ikke ret mange, der ikke har set det. Der er simpelthen ikke nogen mulighed for, at han kan være stukket af fra dig!”

Jeg ser på ham og har lyst til at minde ham om, hvad Roman sagde om Damens hastige afgang, fortælle ham om den forfærdelige fornemmelse, jeg har af, at Roman på en eller anden måde havde noget med det at gøre. Men så beslutter jeg mig for at lade være. Jeg har jo ikke andet end mine fornemmelser. Ikke noget, der så meget som minder om beviser.

”Ringede du til politiet?” spørger han og ser pludselig alvorlig ud. Jeg kniber læberne sammen og stirrer lige frem.

Ja, jeg ringede til politiet, og nu hader jeg mig selv for det. For hvis alting er i orden og Damen dukker op igen, uden at der er sket ham noget, så vil han bestemt ikke bryde sig om at have fået den form for opmærksomhed.

Men hvad skulle jeg ellers have gjort? Jeg mener, hvis han havde været ude for en ulykke, så plejer politiet jo at få besked om det. Så søndag morgen var jeg nede på den lokale politistation og anmelde hans forsvinden.

Og jeg måtte besvare alle de sædvanlige spørgsmål: mand, hvid, brune øjne, mørkt hår … indtil vi nåede til ‘alder’, og jeg var lige ved at komme til at sige: Øh … Han er omkring seks hundrede og sytten år gammel …

”Ja, jeg anmeldte det til politiet,” siger jeg omsider og træder speederen i bund, da lyset endelig skifter. ”De sagde, at de ville se, hvad de kunne gøre.”

”Og ikke andet? Helt ærligt! Han er ikke mere end sytten! Han er mindreårig!”

”Ja, men han er officielt flyttet hjemmefra, og det har åbenbart stor betydning. Jeg forstår ikke helt, hvordan det fungerer, men han har ansvar for sig selv, som om han var voksen. Og det var altså ikke, fordi de forklarede mig, hvad de ville gøre og ikke gøre,” siger jeg og sætter farten lidt ned, da vi kører ind på skolens område.

”Skal vi så til at dele løbesedler ud? Eller skal vi lave fakkeltog ligesom dem, de viser i tv-nyhederne?”

Det løber mig koldt ned ad ryggen, da han siger det, selv om jeg godt ved, at det bare er Miles’ sædvanlige trang til at overdramatisere. Men indtil nu har jeg ikke lige forestillet mig, at det skulle blive nødvendigt med den slags metoder. Jeg mener, selvfølgelig dukker Damen da snart op af sig selv. Det skal han da. Han er udødelig, for pokker! Ham kan der da ikke ske noget med!

Og jeg har dårligt nok tænkt tanken til ende, før jeg svinger ind på parkeringspladsen og ser ham stige ud af sin bil. Så smuk og velplejet og sexet, at man umuligt kan forestille sig, at der skulle være noget galt med ham. Som om intet af det, der skete i weekenden, overhovedet har fundet sted.

Jeg bremser så hårdt op, at bilen vugger frem og tilbage, og ham bag mig er nødt til at gøre det samme, for ikke at køre op i mig.

Mit hjerte hamrer, mine hænder ryster, da jeg ser, hvordan min fuldstændig vidunderlige, indtil for et øjeblik siden forsvundne kæreste lader en hånd glide gennem sit hår, omhyggeligt og koncentreret, som om det var det eneste, der betød noget for ham lige nu.

Ikke lige, hvad jeg regnede med.

”Hvad er nu det?” gisper Miles og ser måbende på Damen, mens en koncert af bilhorn går i gang bag os. ”Og hvorfor fanden parkerer han dér? Hvorfor har han ikke taget den næstbedste plads og gemt den bedste til os, som han plejer?”

Eftersom jeg ikke kender svaret på Miles’ spørgsmål, kører jeg hen til Damen, for det kunne jo tænkes, at han gjorde.

Jeg ruller vinduet ned og føler mig pludselig forfærdelig genert og forlegen, da han bare sender mig et hurtigt blik og så kigger den anden vej.

”Øh, er du okay? Har du det godt?” spørger jeg og krymper mig, da han bare nikker kort til svar. Det er, som om han dårligt bemærker min tilstedeværelse.

Han rækker hånden ind i bilen efter sin taske. Og benytter lejligheden til lige at beundre sig selv i sidespejlet.

”Fordi … du forsvandt ligesom i fredags … og jeg har prøvet på at finde dig hele weekenden … og jeg blev sådan set bekymret … og jeg indtalte også nogle beskeder på din svarer … Fik du dem?”

Jeg presser læberne sammen og krummer tæer over min ynkelige optræden. Du forsvandt ligesom? Jeg blev sådan set bekymret? For det, jeg egentlig har lyst til at skrige ham lige ind i hovedet, er: DU DER! SELVOPTAGNE NAR! HVOR FANDEN I HELVEDE BLEV DU AF?!

Men jeg står bare og glor, da han svinger tasken over skulderen og ser overlegent på mig, mens han med lange skridt går de få meter hen til mig. Men det er kun den fysiske afstand, der bliver mindre. Følelsesmæssigt har han aldrig været længere væk. Det kan jeg tydeligt se i hans tomme blik.

Og i samme øjeblik det går op for mig, at jeg helt er holdt op med at trække vejret, læner han sig mod min bil, stikker sit hoved ned til det åbne vindue og ser mig ind i øjnene.

”Ja, jeg fik dine beskeder. Alle nioghalvtreds,” siger han, og jeg mærker hans varme ånde mod min kind.

Fuldstændig målløs søger jeg hans blik. Leder efter den varme, som plejer at være i det. Og gyser, da det går op for mig, at jeg kun finder kulde, mørke og tomhed. Men det er ikke som den mangel på genkendelse, jeg oplevede i et glimt forleden dag. Nej, det her er meget værre.

For lige nu er det tydeligt, at han genkender mig. Han ville bare helst have været fri.

”Damen, jeg …” Min stemme knækker over, mens bilerne larmer bag mig, og Miles mumler et eller andet uforståeligt.

Og før jeg kan nå at rømme mig og begynde forfra på sætningen, ryster Damen opgivende på hovedet og går sin vej.