sytten

”Ever, er du okay?” spørger Miles, og hans ansigt afspejler al den sorg og smerte, jeg selv er for lamslået til at mærke.

Jeg trækker på skuldrene. Selvfølgelig er jeg ikke okay. Hvordan skulle jeg kunne være det, når jeg ikke engang fatter, hvad der er galt?

”Damen er et røvhul,” siger han, og hans stemme lyder skarp og uforsonlig. Men jeg sukker bare. Selv om jeg ikke kan forklare det, og selv om jeg ikke forstår det, så er jeg ikke i tvivl om, at det hele er meget mere indviklet, end det umiddelbart ser ud.

”Nej, han er ej,” mumler jeg på vej ud af bilen. Men jeg smækker nok døren i lidt hårdere end nødvendigt.

”Ever, for pokker … Jeg er ked af at sige det, men du så da det samme, som jeg gjorde, ikke?”

Jeg styrer hen mod Haven, som venter henne ved porten. ”Det kan du tro,” siger jeg. ”Jeg så det hele.”

Og for mit indre blik ser jeg scenen igen og igen. Og hver gang standser jeg op ved hans åndsfraværende blik, hans ligegyldighed, hans totale mangel på interesse for mig …

”Jamen så er vi vel enige? Han er et røvhul, ikke?” Miles ser omhyggeligt på mig, skal lige sikre sig, at jeg ikke er en af den slags piger, som finder sig i sådan en behandling.

”Hvem er et røvhul?” spørger Haven og ser nysgerrigt på os.

Miles sender mig et spørgende blik, og da jeg trækker på skuldrene, ser han på Haven og siger: ”Damen.”

Haven ser vantro på mig. Hendes hoved er fuldt af spørgsmål. Men jeg har mine egne spørgsmål. Spørgsmål, som det vil være svært at finde logiske svar på. Som for eksempel:

Hvad fanden var det, der lige skete for et øjeblik siden?

Og:

Siden hvornår har Damen en aura?

”Miles kan give dig alle detaljerne,” siger jeg og går. Aldrig har jeg længtes så meget efter at være normal, at kunne læne mig op ad dem og græde ud ved deres skuldre som en helt almindelig pige.

Men der er meget mere på spil, end de kan se med deres dødelige øjne. Og skal jeg finde ud af, hvad det er, så er jeg nødt til at gå direkte til kilden.

Jeg troede egentlig, jeg ville snige mig ind i klassen, men jeg overrasker mig selv ved bare at smække døren op og marchere ind. Og da jeg ser Damen stå og læne sig op ad Stacias bord, mens han smiler og pjatter og flirter med hende – så føles det præcis, som om jeg er blevet ført tilbage i tiden.

Det her kan du godt klare, siger jeg til mig selv. Det her har du prøvet før.

Og jeg genkalder mig de ubehagelige dage, da Damen lod, som om han var interesseret i Stacia, for at finde ud af, hvordan mine følelser for ham var.

Men jo nærmere jeg kommer, jo mere går det op for mig, at det her er noget helt andet.

Dengang behøvede jeg bare at se ind i hans øjne for at finde et glimt af medfølelse, en gnist af beklagelse, som han bare ikke kunne skjule.

Men denne gang er det tydeligt, at han kun har blik for Stacia og den måde, hun svinger sit hår, flasher sin kavalergang og sender ham inviterende blikke. Mig ser han ikke. Jeg er usynlig.

”Undskyld,” siger jeg, og de ser begge to op på mig, tydeligt irriterede over at blive afbrudt. ”Må jeg godt lige, øh, tale med dig et øjeblik, Damen?”

Jeg har hænderne dybt nede i lommerne, for at han ikke skal se dem ryste, og jeg tvinger mig selv til at trække vejret, som en helt normal person ville gøre – ind og ud, roligt og regelmæssigt, uden at stønne eller gispe.

Damen og Stacia kigger på hinanden. Og præcis samtidig begynder de at grine uhæmmet. Men lige da Damen skal til at sige et eller andet, træder mr. Robins ind i klassen.

”Godmorgen, jeg vil gerne se alle på deres pladser, tak!”

Så jeg ser på Damen, slår ud med hånden i retning af vores pladser og siger høfligt: ”Efter dig …”

Jeg går bag ham og må undertrykke en voldsom trang til at gribe fat i hans skulder, vende ham rundt og skrige ham ind i hovedet:

Hvad fanden bilder du dig ind?! Hvor fanden blev du af?! Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Og så lige netop den aften?! Lige netop den af alle aftener?!

Men jeg ved godt, at den form for opførsel kun ville gøre det værre for mig selv. Hvis jeg overhovedet skal komme nogen vegne, så er jeg nødt til at være cool, distanceret og afslappet – eller i det mindste lade, som om jeg er det.

Jeg lader min rygsæk dumpe ned på gulvet og placerer skolebøger og kladdehæfte på bordet foran mig. Jeg smiler til ham, som om jeg bare er en ganske almindelig klassekammerat, der lige skal sludre lidt på en ganske almindelig mandag morgen.

”Nå, hvad har du så fået weekenden til at gå med?”

Han trækker på skuldrene, og hans øjne tjekker min krop ud, inden hans blik finder vej til mit. Og der går et lille øjeblik, før det går op for mig, at de forfærdelige tanker, jeg kan høre, kommer direkte fra hans hoved.

Okay, hvis jeg absolut skal have en forgabt bimbo til at rende i røven på mig, så er det da altid noget, at hun er lækker.

Han rynker panden, da jeg instinktivt rækker ud efter min iPod for at overdøve hans ubehagelige tanker, inden jeg kommer i tanker om, at det nok er bedst, hvis jeg ikke går glip af noget. Uanset hvor ondt det gør at høre på.

Det er første gang nogen sinde, jeg har haft adgang til Damens indre verden. Jeg har aldrig før kunnet høre hans tanker. Og nu da jeg kan, er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet har lyst til at høre dem.

Og slet ikke, da hans mund bliver til et vrængende smil, og hans øjne kniber sig sammen, mens han tænker:

Bare ærgerligt, at hun er totalt gak i låget. Det er nok bedst at holde lynlåsen lukket.

Hans nedladende ord føles som at få banket en pæl gennem brystet. Og jeg er så rystet over hans brutale tanker, at jeg helt glemmer, at han ikke sagde dem højt. ”Lige et øjeblik! Hvad var det, du lige sagde?”

Jeg siger det så højt, at hele klassen vender sig for at se, hvad der foregår, og det er helt klart, at sympatien er på Damens side.

”Er der noget galt?” spørger mr. Robins og ser skarpt på os.

Jeg sidder der bare, fuldstændig målløs. Og det føles, som om tæppet bliver trukket væk under mit hjerte, da jeg hører Damen sige: ”Nej, mr. Robins. Men jeg ved ikke, hvad der sker for hende freaken.”