syvogtyve

Ava ville helst være blevet, men jeg holdt godt fast i hendes hånd og tvang hende til at komme af sted. Vi havde allerede spildt tid nok i Sommerland, og der var andre steder, jeg havde travlt med at komme hen.

”Øv!” siger hun og ser vredt på sin finger, da vi er landet på marokkopuderne i hendes violette kammer. ”Jeg håbede virkelig, de fulgte med.”

Jeg nikker. De diamantbesatte guldringe, hun havde manifesteret, er igen blevet til sølvringe, og designertasken og de smarte sko overlevede heller ikke turen.

”Ja, det var jeg også spændt på,” siger jeg og rejser mig. ”Du ved godt, at du også kan gøre det her, ikke? Du kan manifestere, lige hvad du har lyst til, du skal bare være lidt mere tålmodig.”

Jeg smiler til hende. Jeg vil gerne have en god afslutning på dagen, så jeg gentager den peptalk, jeg selv fik, dengang Damen gav mig min første lektion.

Nu ærgrer jeg mig bare over, at jeg ikke hørte bedre efter, men jeg troede jo, at det med udødeligheden betød, at vi havde al den tid, vi skulle bruge. Og jeg er også ved at få lidt dårlig samvittighed over at have været så hård ved hende. Det er vel meget naturligt at komme lidt på afveje, første gang man besøger sådan et sted.

”Hvad så nu?” spørger hun, da hun følger mig til dørs. ”Hvornår skal vi derover igen? Jeg mener, du tager ikke derover uden mig, vel?”

Jeg vender mig og ser hendes blik. Begejstringen lyser ud af hende, og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om det nu også var en god idé at tage hende med til Sommerland.

Jeg undgår hendes blik og går over til min bil. ”Jeg ringer til dig,” siger jeg over skulderen.

Næste morgen parkerer jeg bilen og sætter kurs mod klassen.

Jeg blander mig med resten af flokken, som jeg plejer, bortset fra at jeg ikke prøver på at holde afstand til de andre. I stedet følger jeg bare med strømmen. Ikke den mindste trækning går over mit ansigt, når andre kommer til at gnubbe sig op ad mig i trængslen. Og det endda selv om jeg har ladet solbriller, hættetrøje og iPod blive derhjemme.

Men det er, fordi jeg ikke længere er afhængig af de hjælpemidler, som i øvrigt aldrig har fungeret særlig effektivt. Nu sørger jeg for altid at have min kvante-remote med mig.

Lige før Ava og jeg forlod Sommerland i går, bad jeg hende om at bygge mig et bedre skjold. Jeg kunne selvfølgelig bare være gået indenfor igen og have fået de svar, jeg ønskede, men hun ville jo så gerne hjælpe mig, og jeg tænkte, at hun måske også kunne lære noget af det.

Så vi blev stående lidt neden for fortrappen og koncentrerede os begge to om at ønske et skjold (nå ja, mest mig, for Ava kan ikke høre tanker og bliver ikke invaderet af andre menneskers livshistorier, når de rører ved hende). Et skjold, som tillader os at ”skifte kanal” efter eget ønske.

Og i næste øjeblik så vi på hinanden og sagde i kor: ”En kvante-remote!”

Så hvis der er en eller andens tanker, jeg gerne vil høre, så kan jeg bare surfe hen til vedkommendes energifelt og trykke Enter. Og hvis der er noget, jeg vil være fri for, trykker jeg Mute. Præcis ligesom remoten hjemme foran fjernsynet. Men den her er usynlig, så den kan jeg have med mig overalt.

Jeg ankommer tidligt til engelsk, for jeg vil gerne opleve hele forløbet fra begyndelsen til slutningen. Jeg skal ikke gå glip af et eneste sekund af min planlagte overvågning.

Jeg har set med mine egne øjne, at Roman er ansvarlig for det, der sker med Damen, men det kan jeg ikke bruge til ret meget.

Nu da spørgsmålet hvem er besvaret, så er det på tide at komme videre til hvordan og hvorfor.

Jeg håber bare, at det ikke kommer til at tage alt for lang tid. Først og fremmest fordi jeg savner Damen. Og dernæst fordi jeg snart ikke har mere udødelighedsdrik tilbage. Jeg er allerede nødt til at spare på den. Og Damen nåede jo aldrig at give mig opskriften, så jeg aner ikke, hvordan jeg skal skaffe mere af den, og jeg ved slet ikke, hvad der sker med mig, hvis jeg løber helt tør. Jeg er bare ret sikker på, at det ikke er noget godt.

Oprindelig forestillede Damen sig, at han kun behøvede at drikke eliksiren én gang, og så ville den kurere alle sygdomme. Og sådan virkede det faktisk også de første hundrede og halvtreds år. Men da han begyndte at se tegn på ældning, drak han den igen. Og igen. Og til sidst var han bare helt afhængig.

Han vidste heller ikke, at en udødelig kan slås ihjel. Ikke før jeg gjorde det af med hans ekskone, Drina.

Damens konklusion var, at det kun kan lade sig gøre, hvis man rammer det svageste chakra (hjertechakraet i Drinas tilfælde), og den hemmelighed tror jeg ikke, der er andre, der kender.

Men efter hvad jeg så i de akashiske journaler i går, så har Roman fundet en anden metode. Og det betyder, at hvis jeg skal gøre mig noget som helst håb om at redde Damen, så må jeg finde ud af, hvad Romans metode er, inden det er for sent.

Jeg løfter blikket, da døren omsider går op, og horden af elever kommer væltende ind. Jeg har stadig ikke vænnet mig til den kammeratlige stemning, der har bredt sig. Så sent som i sidste uge gad de samme elever dårligt nok at hilse på hinanden. De fleste ville sikkert blive glade, hvis den slags skete på deres skole, men ikke mig.

Og det er ikke kun, fordi jeg er holdt uden for det fine, forkromede fællesskab, men fordi det hele virker unaturligt, påklistret og rent ud sagt ildevarslende. Jeg mener, sådan fungerer en high school ikke. Jamen sådan fungerer mennesker ikke. Krage søger mage, lige børn leger bedst og alt det der. Sådan har det altid været.

Og det er jo ikke, fordi alle fra skolen har valgt at gøre, som de gør. De tror, at al deres krammen og leen og åndssvage high-fiving skyldes, at de lige pludselig bare er blevet enormt glade for hinanden. Ingen af dem fatter, at det er Roman, der har sat det hele i scene.

Det er Roman, der leger marionetteater med hele flokken for sin egen fornøjelses skyld. Jeg kan ikke bevise det, og jeg ved ikke, hvordan eller hvorfor han gør det. Men jeg ved, at han gør det. Lige så sikkert som jeg ved, at jeg får ondt i maven og koldsved over det hele, hver gang han nærmer sig.

Jeg ser, hvordan Damen sætter sig på sin plads, mens Stacia står lænet op ad hans bord med sin velpolstrede pushup-bh i faretruende nærhed af hans ansigt. Med et hovedkast svinger hun sit hår over skulderen, mens hun ler af et eller andet fladpandet, hun selv har sagt. Jeg kan ikke høre, hvad hun siger, for jeg har lige mutet hende for at kunne høre Damen, men han synes, det var fladpandet, og mere behøver jeg ikke.

Det giver mig et glimt af håb.

Et glimt af håb, som straks brister, da han retter sin opmærksomhed mod hendes kavalergang.

Jeg mener, han er da bare så primitiv, så pubertetsagtig, så – ja, for at sige det rent ud – så pinlig. Det var slemt nok at se ham sammen med Drina i går, men det var vand ved siden af det her.

For Drina var dengang. Ikke andet end et smukt, fladt billede på en glasplade.

Men Stacia er nu.

Hun er også smuk, tomhjernet og overfladisk. Men hun står tilfældigvis lige foran mig i al sin tredimensionale pragt.

Jeg lytter til Damens savlende tanker om, hvor vidunderlige Stacias bryster er, og hvor meget der er af dem. Og jeg kan ikke lade være med at spørge mig selv, om det er hans sande smag i kvinder.

Er det den slags tåbelige, griske, forfængelige piger, han virkelig foretrækker?

For så må jeg jo være undtagelsen. Hende den underlige, han havde en uforklarlig svaghed for for fire hundrede år siden, og som lige siden er kommet i vejen den ene gang efter den anden.

Gennem hele timen holder jeg øje med ham fra min ensomme udkigspost bagerst i klassen. Som en papegøje svarer jeg på alle mr. Robins’ spørgsmål, for jeg kan jo læse svaret i hans hoved.

Ikke et sekund slipper min opmærksomhed Damen. Igen og igen må jeg minde mig selv om, hvem han i virkeligheden er. For på trods af alt, hvad jeg kan observere, er han jo god, venlig, omsorgsfuld og trofast. Og han har gjort sig fortjent til min oprigtige kærlighed igennem liv efter liv. Den Damen, der sidder foran mig, er ikke den ægte vare. Heller ikke selv om meget af hans adfærd i dag fuldstændig afspejler det billede, jeg fik af den unge Damen i går. Det er ikke sådan, han er.

Og da det omsider ringer ud, følger jeg efter ham. I stedet for at gå til idræt og løbe om kap med de andre, tilbringer jeg anden time med at lure uden for hans klasse.

Hver gang jeg mærker nogen nærme sig, forsvinder jeg diskret, for så at dukke op igen, så snart de er væk. Jeg udspionerer ham gennem vinduet og lytter til alle hans tanker. Jeg opfører mig i det hele taget præcis sådan, som han har bildt mr. Robins ind, at jeg opfører mig.

Jeg ved så ikke lige, om jeg skal føle mig bekymret eller lettet, da det går op for mig, at hans interesse ikke kun gælder Stacia. Det lader til, at enhver pige der ser nogenlunde godt ud og ikke sidder alt for langt væk, kan få hans opmærksomhed. Undtagen selvfølgelig, hvis det er mig.

Også tredje time tilbringer jeg med at udspionere Damen, men i fjerde time vender jeg mig mod Roman. På vej hen til mit bord ser jeg ham lige i øjnene, og jeg vender mig om og ser på ham, hver gang jeg fornemmer, at han ser på mig.

Hans tanker om mig er lige så primitive og pinlige som Damens tanker om Stacia. Men jeg rødmer ikke, og jeg reagerer ikke. Jeg smiler og nikker bare, fast besluttet på at tage det hele i stiv arm, for hvis jeg skal finde ud af, hvem den fyr i virkeligheden er, så nytter det ikke at undgå ham.

Da klokken ringer, har jeg besluttet mig for at gøre op med min ufrivillige rolle som spasser-outcast.

Jeg går direkte hen til den lange række af sammensatte borde. Min mavepine vokser for hvert skridt, men jeg ignorerer smerten, for jeg vil hen at sidde sammen med resten af min klasse.

Roman nikker venligt, da jeg nærmer mig, og jeg er næsten skuffet over, at han ikke er mere overrasket over at se mig her.

”Ever!” Han smiler bredt til mig og klapper opfordrende på bænken ved siden af sig, selv om der ikke er meget plads. ”Så var det ikke noget, jeg bildte mig ind. Jeg syntes nok, jeg fornemmede din interesse i sidste time.”

Jeg smiler og klemmer mig ned ved siden af ham. Automatisk søger mit blik Damen, men så tvinger jeg mig til at flytte blikket. Jeg må huske at koncentrere mig om Roman og ikke lade mig distrahere.

”Jeg tænkte jo nok, at du ville dukke op før eller siden, søde. Men det tog sin tid. Sikke meget vi har at indhente nu.”

Han vender sig mod mig, og hans ansigt er så tæt på, at jeg kan se de små pletter af forskellig farve i hans øjne. Små, glitrende prikker af violet, som er lige til at falde for …

”Er det ikke bare dejligt? Når vi alle sammen er sammen sådan her. Som én stor familie. Den eneste, vi manglede, var dig. Og nu er du her, så nu er min opgave fuldført. Og det var dig, der sagde, det ikke kunne lade sig gøre.” Han kaster hovedet tilbage og ler hjerteligt. Hans øjne er lukkede, hans tænder er blottede, og hans gyldne, pjuskede hår fanger lige en solstråle i forbifarten. Uanset hvor nødigt jeg vil indrømme det, så er han faktisk ret tiltrækkende.

Men ikke på samme måde som Damen. Ikke det, der ligner, faktisk. Roman ser godt ud på en måde, der minder mig om mit gamle liv. Han har lige den rette blanding af overfladisk charme og velafmålt hot-factor, som jeg kunne være faldet for dengang. Dengang jeg tog tingene for pålydende og sjældent, for ikke at sige aldrig, interesserede mig for, hvad der gemte sig bag facaden.

Jeg ser, hvordan han tager en bid af sin Mars-bar. Så vender jeg atter blikket mod Damen. Hans aldeles prægtige profil fylder mit hjerte med en så overvældende længsel, at jeg næsten ikke kan holde det ud.

Jeg ser hans hænder flagre i luften, mens han underholder Stacia med en eller anden dum historie. Jeg er ligeglad med hans anekdote, men hænderne får mig til at mindes, hvor dejlige hans hænder føltes mod min hud …

”… så selv om det er dejligt at se dig, så kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad der i virkeligheden er på færde,” siger Roman, stadig med blikket rettet mod mig.

Men jeg bliver ved med at se på Damen. Jeg ser hans læber blive presset mod hendes kind, før de finder vej til hendes øre og fortsætter ned ad hendes hals …

”Jeg ville selvfølgelig gerne tro, at du omsider har givet efter for min uimodståelige charme, men så dum er jeg jo ikke. Så hvad handler det her om, Ever?”

Jeg hører Romans stemme kværne i baggrunden, en konstant summen, som er nem at ignorere, mens mit blik er låst til Damen – mit livs kærlighed, min evige soulmate, som slet ikke er klar over, at jeg overhovedet eksisterer.

Det vender sig i mig, da jeg ser hans læber strejfe hendes kraveben, før de søger tilbage mod hendes øre. Hans mund bevæger sig blidt, da han fylder hende med søde ord og prøver på at overtale hende til at pjække fra skole resten af dagen, så de kan tage hjem til ham og …

Lige et øjeblik! Overtale hende? Vil det sige, at hun ikke allerede er totalt med på den?

Er jeg den eneste her, der tager det som en selvfølge, at de allerede har kastet sig over hinanden?

Jeg skal lige til at tune ind på Stacias tanker for måske at finde ud af, hvorfor hun spiller kostbar, da Roman prikker mig på armen og siger: ”Nu skal du ikke være så genert, Ever. Sig mig nu, hvorfor du er her. Fortæl mig, hvad det helt præcis var, der gjorde udslaget.”

Men før jeg kan nå at svare, ser Stacia på mig og siger: ”Har du fået glosuppe til morgenmad, spasser?”

Jeg svarer ikke. Jeg lader, som om jeg ikke hørte hende og fortsætter med at koncentrere mig om Damen. Men så meget som de er filtret sammen, er det lidt svært at ignorere hende.

Hvor ville jeg ønske, at han ville vende sig og se mig – virkelig se mig – ligesom han plejede at gøre.

Men da han endelig ser på mig, er det, som om hans blik går lige igennem mig, som om jeg ikke er værd at spilde tid på, som om jeg er blevet fuldstændig usynlig.

Og det er, som om jeg fryser til is. Jeg er lammet, holder op med at trække vejret …

”Hey! Hallo!” råber Stacia så højt, at alle kan høre det. ”Er du der, Ever? Er der noget, jeg kan gøre for dig? Er der overhovedet noget, nogen kan gøre for dig?”

Jeg kaster et hurtigt blik på Miles og Haven, som sidder lige i nærheden, men de ryster bare på hovedet og ærgrer sig over, at de nogen sinde har haft noget med mig at gøre.

Så tager jeg en dyb indånding og minder mig selv om, at de ikke længere er sig selv – det er Roman, der er forfatter, producer og instruktør på det her rædselsfulde reality-show.

Mit blik møder Romans. Min mave vrider sig og gør ondt, da jeg ser ind i hans tankeverden. Nu vil jeg se, hvad der gemmer sig under hans overflade af planløst sludder. Er der overhovedet andet end den liderlige, irriterende, sukkerafhængige teenager, han prøver på at fremstå som?

Jeg tror i hvert fald ikke på, at han er den ægte vare. Det ansigt, jeg så på den der krystal, med det onde sejrsgrin tværet ud over hans fjæs, tyder på en betydeligt mørkere side.

Og nu sidder han der og smiler til mig. Og hans smil bliver bredere og bredere, hans øjne borer sig dybere ind i mine – og alting bliver mørkt.

Alting undtagen Roman og mig.

Jeg styrter gennem en tunnel, trukket hurtigere og hurtigere af en kraft, jeg ikke har kontrol over. Vælter lige ned i en sort afgrund, hvor Roman med største omhu vælger de billeder, jeg skal se. Damen, som holder party i vores suite på Montage Resort. Og partyets deltagere er Stacia og Honor og Craig og alle de andre, som ikke gad tale med os før, et party, som varer flere dage og først stopper, da hele suiten er smadret, og Damen bliver smidt ud af hotellet. Og det er heftige sager, jeg får at se. Det meste af det ville jeg helst have undværet. Højdepunktet er den afsluttende scene, jeg så i krystallen i går. Den allersidste scene.

Med et bump lander jeg på gulvet bag ved bænken. Roman har stadig fat i mig, og jeg når lige at komme til mig selv, før alle de andre brøler af grin og råber: ”Spasser!”

Og jeg ser til min rædsel, at min flaske er væltet, og min røde eliksir løber hen over bordet og drypper ned på gulvet.

”Er du all right, søde?” spørger Roman, mens jeg kæmper for at komme på benene. ”Det er ikke rart at se. Jeg ved det godt. Jeg har selv prøvet det, Ever, og det er desværre nødvendigt. Det bliver du nødt til at tage mit ord for.”

”Jeg vidste, det var dig,” hvæser jeg. Jeg står foran ham og dirrer af vrede. ”Jeg har vidst det hele tiden.”

”Ja, det har du jo.” Han smiler. ”Det har du jo. Et point til dig. Men jeg må lige advare dig om, at jeg stadig er ti point foran dig.”

”Det her skal du ikke slippe godt fra,” siger jeg, og i det samme ser jeg ham dyppe sin langfinger i den lille sø af rød udødelighedseliksir, og i næste øjeblik lader han dråberne falde fra fingerspidsen ned på sin fremstrakte tunge.

Men lige da en idé begynder at forme sig i mit hoved, slikker han sig om læberne og siger: ”Du tager fuldstændig fejl, Ever.” Han drejer hovedet, så jeg tydeligt kan se tatoveringen på hans hals, den lille, detaljerede Ouroboros, og i næste øjeblik er den væk igen. ”Jeg er allerede sluppet godt fra det.” Han smiler. ”Jeg har allerede vundet.”