niogtyve

Denne gang springer jeg blomsterengen over, da jeg ankommer til Sommerland. I stedet vælger jeg at lande lige midt i det, der ser ud til at være hovedgaden.

Jeg rejser mig op og børster støvet af. Undrer mig lidt over, at ingen reagerer på min ankomst, som om det var helt normalt, at folk bare kommer dumpende ned fra himlen. Men det er det måske også.

Jeg går forbi karaokebarer og frisørsaloner, samme vej som Romy og Rayne viste mig. Jeg ved godt, at jeg bare kan ønske mig hen, hvor jeg vil, men jeg vil gerne lære vejen at kende. Så jeg smutter gennem gyden og kommer ud på boulevarden, og et øjeblik efter løber jeg op ad den store marmortrappe og står foran den vældige indgangsdør, som langsomt åbner sig for mig.

Jeg træder ind i den vældige marmorhal og lægger mærke til, at der er mange flere mennesker end sidst, jeg var her.

Jeg tænker over de spørgsmål, der roder rundt i mit hoved, og spekulerer på, om jeg behøver de akashiske journaler, eller jeg bare kan få mine svar lige her.

Gad vide om spørgsmål som Hvem er Roman egentlig? og Hvad har han gjort ved Damen? og Hvordan kan jeg stoppe ham og redde Damens liv? kræver den form for sikker adgang?

Men så tænker jeg, at jeg måske hellere skulle samle det hele i en velfriseret sætning, så jeg lukker øjnene og tænker: Det, jeg dybest set gerne vil vide, er: Hvordan kan jeg få alting til at blive, sådan som det var før?

Og så snart tanken er tænkt til ende, åbner en dør sig lige foran mig, og et varmt og indbydende lys strømmer mig i møde.

Jeg træder ind i et rum, der er hvidt, regnbuehvidt ligesom sidste gang, men denne gang er der, i stedet for den hvide marmorbænk, en gammel, slidt hvilestol af læder.

Jeg går hen til den og sætter mig, skubber fodstøtten ud og gør mig det behageligt. Det går først op for mig, at jeg sidder i en tro kopi af min fars yndlingsstol, da jeg ser bogstaverne R.B. og E.B. skåret ind i det ene armlæn.

Fuldstændig magen til de bogstaver, jeg i sin tid overtalte Riley til at snitte med sin nye spejderdolk. De selv samme bogstaver som beviste, at det var os, der havde gjort det, og som skaffede os en uges stuearrest.

Bortset fra at min blev forlænget til ti dage, da det gik op for mine forældre, at det var mig, der havde lokket Riley til at gøre det. I deres øjne betød det nemlig, at jeg var bagmanden for en planlagt og overlagt forbrydelse.

Jeg lader mine fingre glide hen over det beskadigede læder og borer en negl ned i polstringen der, hvor Riley kom til at skære R’et lidt for dybt. Jeg må holde tårerne tilbage, da jeg kommer til at tænke på den dag. Ja, alle de dage. Hver eneste af de vidunderlige dage, som jeg dengang bare tog som en selvfølge. Nu længes jeg så meget efter dem, at det næsten ikke er til at holde ud.

Jeg ville gøre hvad som helst for at kunne vende tilbage. Hvis bare jeg kunne komme tilbage, og alting var ligesom dengang …

Og i samme øjeblik jeg har tænkt tanken, begynder det før så tomme rum at transformere sig. Op omkring den gamle hvilestol rejser sig en perfekt kopi af vores gamle stue i Oregon.

Duften af mors berømte brownies breder sig i luften, mens væggene morfer fra perlemorshvidt til den bløde beige-agtige farvetone, mor plejede at kalde drivtømmerhvid.

Pludselig er mine knæ dækket af bedstemors hjemmestrikkede tre-forskellige-slags-blå-slumretæppe. Henne på dørhåndtaget hænger Buttercups snor, og Rileys gamle gummisko ligger ved siden af fars.

Som brikker i et puslespil samler alle delene sig og falder på plads, indtil hvert eneste fotografi, hver bog, hver lille nipsgenstand er til stede og har fundet sin rette plads.

Jeg spørger mig selv, om det her sker, fordi jeg tænkte på, at alting skulle blive som før. For det var jo faktisk mig og Damen, jeg tænkte på.

Var det ikke?

Jeg mener, kan det virkelig lade sig gøre at bevæge sig tilbage i tiden?

Eller er denne perfekte kopi, dette Blooms Familiemuseum, det nærmeste, jeg nogen sinde vil komme?

Men mine tanker om alt dette bliver afbrudt, da tv’et pludselig går i gang, og et glimt af farver fejer hen over skærmen – en skærm af krystal magen til den, jeg sad og kiggede på, sidst jeg var her.

Jeg trækker slumretæppet godt op omkring mig og stopper det ind under knæene, mens ordene L’heure Bleue toner frem på skærmen. Jeg når lige at spørge mig selv, hvad det mon kan betyde, så dukker en definition, skrevet med smukke, ornamenterede bogstaver, op nedenunder:

Det franske udtryk l’heure bleue eller ”blå time” refererer til den time, der ligger mellem dagslyset og nattens mørke. En tid, som værdsættes for sit særlige lys, og hvor blomsters duft er stærkest.

Jeg ser undrende på skærmen, mens ordene toner bort, og et billede af månen dukker op. En prægtig og betagende fuldmåne, som lyser svagt i den skønneste blå nuance – en nuance, som er næsten magen til himlen …

Og så … så ser jeg mig, oppe på skærmen. Iført jeans og sort sweater og med løsthængende hår sidder jeg og betragter den samme blå måne gennem et vindue – og kaster et blik på mit ur, som om jeg ventede på noget – noget, som snart skal ankomme.

Det føles underligt og drømmeagtigt at sidde og se en mig, som ikke rigtig er mig, men jeg kan alligevel mærke, hvad hun føler, og høre, hvad hun tænker.

Hun skal et eller andet sted hen. Et sted, hun engang troede, hun aldrig kunne komme. Utålmodigt venter hun på det øjeblik, hvor himlen får samme farve som månen – en vidunderlig dyb, blå farve uden mindste spor af sollys – for hun ved, at det øjeblik vil være hendes eneste chance for at finde vej tilbage til denne stue og vende tilbage til et sted, hun engang troede var tabt for evigt.

Jeg ser med tilbageholdt åndedræt og gisper, da hun løfter sin hånd, sætter en finger mod krystallet – og bliver trukket tilbage gennem tiden.