toogtredive

”Så er vi her. Bare lad som ingenting,” siger jeg og kryber sammen på gulvet bag i bilen, mens Ava triller hen til portvagten. ”Bare nik og smil, og giv hende det navn, jeg sagde.”

Jeg trækker benene til mig, prøver på at gøre mig selv kortere og fylde mindre, en opgave, der ville have været meget nemmere for bare to uger siden, før den her latterlige ”voksealder” begyndte.

Jeg ruller mig helt sammen og trækker tæppet helt over mig, da Ava ruller vinduet ned, smiler til Sheila og siger, hun hedder Stacia Miller. Stacia er min afløser på listen over Damens venner, og jeg håber, at hun ikke allerede har været her så mange gange, at Sheila kan genkende hende.

Så snart vi er uden for Sheilas synsvidde og på vej mod Damens hus, gør jeg mig fri af tæppet og kravler op på sædet. Ava ser sig omkring og kan ikke skjule sin misundelse. Hun ryster på hovedet og mumler: ”Blæret …”

Jeg ser mig også omkring og trækker på skuldrene. Det er ikke noget, jeg har tænkt over før. For mig har nabolaget altid bare været et flimmer af forlorne norditalienske bondehuse og boostede spanske haciendaer, med arkitekttegnede bakkedrag og kældergarager, som gled forbi på vej til Damens kopi af et lille fransk slot.

”Jeg gad nok vide, hvordan han har råd til at bo her, men her er sandelig dejligt,” siger hun og sender mig et hurtigt blik.

”Han spiller på heste,” mumler jeg og koncentrerer mig om garagedøren, da vi kører op ad hans indkørsel, indprenter mig hver eneste detalje, før jeg lukker øjnene og får den til at åbne sig.

Jeg ser for mig, hvordan den løfter sig op og glider tilbage, og da jeg åbner øjnene, når jeg lige at se den gå knirkende i stå – før den falder ned igen med et brag.

Et tydeligt tegn på, at jeg er langt fra at beherske telekinese – kunsten at flytte hvad som helst, der er tungere end en Prada-Fpopstjerne eller med i et taske.

”Vi må nok hellere gå om på bagsiden, som jeg plejer at gøre,” siger jeg og føler mig flov over at have begået sådan en bommert.

Men det vil Ava ikke høre tale om. Hun tager min taske og går direkte op til hoveddøren.

Jeg løber efter hende og prøver på at forklare hende, at det ikke nytter noget, at hoveddøren er låst, at vi umuligt kan komme ind den vej. Men hun vader bare videre og siger, at så må vi jo låse den op.

”Det er ikke så nemt, som du tror,” siger jeg. ”Jeg har prøvet. Det kan ikke lade sig gøre.”

Jeg kaster et blik på den ekstra hoveddør, jeg kom til at manifestere, sidste gang jeg var her. Den står stadig lænet mod muren, hvor jeg stillede den. Damen må åbenbart have for travlt med at spille cool og jagte Stacia til at få den fjernet.

Men så snart jeg har tænkt tanken, ønsker jeg bare, at jeg kunne slette den igen. Tanken gør mig trist, og jeg føler mig tom og meget mere desperat, end jeg er villig til at indrømme.

”Men denne gang har du mig med til at hjælpe dig,” smiler hun. ”Og vi har vist allerede bevist, hvor gode vi er til at arbejde sammen.”

Hun ser på mig med stor forventning og optimisme, og jeg kan egentlig ikke se nogen grund til ikke at prøve. Så vi tager hinandens hænder, og jeg lukker øjnene og forestiller mig, at døren springer op foran os.

Jeg hører låsen rasle, og sekundet efter åbner døren sig, så vi kan komme ind.

”Efter dig,” nikker Ava, mens hun kaster et blik på sit ur og rynker panden. ”Hvor meget tid var det, du sagde, vi havde?”

Jeg ser på mit håndled og får øje på det krystalarmbånd, Damen gav mig den dag, vi var på galopbanen, det som får mit hjerte til at svulme af længsel, hver gang jeg ser det. Alligevel bærer jeg det stadigvæk. Jeg kan bare ikke andet. Det er mit eneste håndgribelige minde om det, vi havde engang.

”Der er ikke noget galt, vel?” spørger hun bekymret.

Jeg synker en klump og ryster på hovedet. ”Vi burde have tid nok. Men man kan aldrig vide, hvornår Damen pludselig finder på at droppe resten af skoledagen og komme tidligt hjem.”

”Så må vi hellere se at komme i gang,” smiler Ava og smutter ind i foyeren.

Hendes blik glider fra den store lysekrone til trappens kunstfærdige smedejernsgelænder, før hun vender hun sig mod mig. ”Og du siger, han er sytten år?” siger hun med et glimt i øjet

Jeg vender mig for at gå ud i køkkenet uden at svare, for det ved hun jo, at han er. Og jeg har vigtigere ting at bekymre mig om end antallet af kvadratmeter og det usandsynlige i at en syttenårig, som hverken er popstjerne eller med i et populært tv-show, kan eje sådan et sted.

”Vent lige lidt,” siger hun og griber fat i mig. ”Hvad er der ovenpå?”

”Ikke noget,” siger jeg. Og i samme øjeblik ved jeg, at jeg har dummet mig. Jeg svarede alt for hurtigt til at lyde troværdig. Men jeg kan altså ikke have Ava til at gå omkring deroppe og måske opdage hans ”særlige” værelse.

”Kom,” siger hun og smiler som en vild teenager, der er alene hjemme hele weekenden. ”Hvornår er skolen slut? 14.50?”

Jeg nikker tøvende, men hendes entusiasme fejler ikke noget.

”Og så tager det hvor meget – ti minutter? – at køre herhen?”

”Snarere to.” Jeg ryster på hovedet. ”Nej, det passer ikke. Tredive sekunder. Du drømmer ikke om, hvor hurtigt Damen kører.”

Igen ser hun på sit ur. Så ser hun på mig. Der er et lille smil i hendes ene mundvig, da hun siger: ”Jamen så har vi jo masser af tid til at tage en hurtig rundtur, bytte om på flaskerne og komme af sted igen.”

Jeg ser på hende, og det eneste, jeg kan høre, er en stemme i mit hoved, som råber: Sig nej! Sig nej! Bare. Sig. Nej!

Den stemme skulle jeg have lyttet til.

Men den er væk, i samme øjeblik hun siger: ”Kom nu, Ever. Det er ikke hver dag, jeg kommer på omvisning i sådan et hus. Og har du i øvrigt tænkt på, at vi måske kunne finde noget, vi kunne bruge?”

Jeg kniber læberne sammen og nikker forpint. Tøvende følger jeg efter hende, da hun spurter af sted som en spændt skolepige, der har fået lov at se sin store charmehelts blærede værelse, på trods af at hun er mindst ti år ældre end mig.

Hun styrer direkte mod den første åbne dør, hun får øje på, og traver ind i hans soveværelse. Jeg følger efter, og jeg ved ikke rigtig, om jeg er lettet eller bare overrasket over, at der ser ud, som sidst jeg var her. Bare mere rodet.

Meget mere rodet.

Og jeg vil slet ikke tænke på, hvordan det er gået til. Men hverken lagnerne, møblerne eller farven på væggen er blevet ændret.

Det er alt sammen det, jeg hjalp ham med at vælge for et par uger siden, efter at jeg havde nægtet at tilbringe så meget som et minut mere i det uhyggelige mausolæum, hvor han gudhjælpemig også sov. Jeg mener, til sidst var jeg ved at blive dårlig over at skulle være romantisk imellem alle hans gamle minder.

Og så ser jeg lige bort fra, at jeg, teknisk set, selv er et af hans gamle minder.

Men selv da alle de nye møbler var sat på plads, foretrak jeg stadig at være sammen med ham hjemme hos mig. Det føltes vel bare, jeg ved ikke, mere trygt? Var det fordi jeg aldrig vidste, hvornår Sabine kom hjem, og derfor lod være med at gøre noget, jeg måske ikke var sikker på, at jeg var parat til?

Og nu virker det jo temmelig tåbeligt, set i lyset af alt det, der er sket i mellemtiden.

”Wow, har du set det badeværelse?” siger Ava, da hun får øje på det romerske brusebad med vægmosaikkerne og brusehoveder nok til, at tyve ad gangen kan tage bad. ”Det her kunne jeg godt vænne mig til!” Hun sætter sig på kanten af jacuzzien og piller lidt ved hanerne. ”Sådan et har jeg altid ønsket mig. Har du prøvet det?”

Jeg ser væk, men hun når lige at få et glimt af mine røde kinder. Jeg mener, bare fordi jeg har fortalt hende et par hemmeligheder og ladet hende komme med herop, skal hun ikke tro, hun har fået turpas til hele mit privatliv.

”Jeg har et derhjemme,” siger jeg omsider og håber, at det kan afslutte diskussionen, så vi kan komme videre. Jeg vil nedenunder, så jeg kan bytte Damens eliksir med min. Og hvis jeg efterlader hende heroppe, så er jeg bange for, hun aldrig kommer ned igen.

Jeg banker sigende på mit ur, også for lige at minde hende om, hvem der har kommandoen her.

”Okay-okay,” siger hun og slæber med fødderne, da jeg fører hende ud af soveværelset og ud på gangen. Men to døre nede ad gangen stopper hun op. ”Jeg skal altså lige se, hvad der er derinde.”

Og før jeg kan stoppe hende, er hun inde i rummet – Damens hellige sted. Hans personlige fristed. Hans uhyggelige mausolæum. Men det er anderledes nu.

Og jeg mener dramatisk og gennemgribende anderledes.

Hvert eneste spor af Damens udødelighed er totalt forsvundet. Der er ikke en van Gogh, en Picasso eller en fløjlssofa inden for synsvidde.

I stedet er der et billardbord med rød filt, en velforsynet bar af sort marmor med blanke, forkromede taburetter og en lang række hvilestole foran et enormt fladskærms-tv.

Spørgsmålet er så bare, hvad der er blevet af alle de gamle ting – alle de uvurderlige kunstgenstande, som gik mig på nerverne, men som nu pludselig føles som symboler fra en svunden tid, dengang alting var meget bedre.

Jeg savner den gamle Damen. Jeg savner min begavede, smukke, omsorgsfulde kæreste, som var så nært knyttet til sin renæssance-fortid.

Det nye årtusinds glatte hitech-Damen kan jeg slet ikke kende. Og da jeg ser mig omkring i rummet en gang mere, spørger jeg mig selv, om det allerede er for sent at redde ham.

”Hvad er der galt?” spørger Ava. ”Du er helt bleg.”

Jeg griber hendes arm og trækker hende med ned ad trappen. ”Vi må skynde os,” siger jeg. ”Inden det er for sent!”