treogtredive

Jeg styrter ind i køkkenet og råber: ”Tag tasken henne ved døren, og giv mig den!”

Jeg skynder mig hen til køleskabet, utålmodig efter at få ombyttet dets indhold af flasker med dem, jeg har taget med. Det er bare om at blive færdige og komme ud ad døren, før Damen kommer hjem og opdager os.

Men da jeg åbner hans overdimensionerede køleskab, får jeg endnu en overraskelse. Det er fyldt med mad.

Masser af mad – som om han har tænkt sig at holde en stor fest – af den slags, der varer tre dage.

Halve flæskesider, hele mørbrader, fuldfede oste, to store pizzaer, ketchup, mayonnaise, diverse færdigretter til mikrobølgeovnen – alt, hvad hjertet kan begære. Plus adskillige sixpacks af øldåser, stablet op på nederste hylde.

Det hele ser helt normalt ud, men Damen er jo ikke normal. Han har ikke spist i seks hundrede år. Og han drikker ikke øl.

Udødelighedsdrik, vand og et enkelt glas champagne af og til – ja. Budweiser og Corona? Nej, ikke rigtig.

”Hvad er der?” spørger Ava og kigger mig over skulderen uden at fatte, hvad der er så usædvanligt.

Hun åbner fryseren, som er fyldt med vodka, dybfrosne pizzaer og adskillige bøtter med dessertis.

”Nå ja … Han har købt stort ind for nylig … Det er vel ikke noget at blive bekymret over? Men I plejer måske at manifestere jeres mad, når I bliver sultne?”

Jeg ryster på hovedet. Jeg kan jo ikke fortælle hende, at Damen og jeg aldrig bliver sultne. Hun ved, at vi har paranormale evner og kan manifestere ting både her og i Sommerland. Men den anden del af historien – nåh ja, for resten, det glemte jeg helt at fortælle dig, vi er også udødelige … Nej, jeg tror ikke rigtig …

Hun ved kun, hvad jeg har fortalt hende – at jeg har en alvorlig mistanke om, at Damen er blevet forgivet. Jeg har for eksempel ikke fortalt hende, at giften er i gang med at nedbryde alle hans paranormale evner, hans superkræfter, hans høje intelligens, hans veludviklede kunstneriske talenter og evner, ja, selv hans langtidshukommelse om alle de ting, der er gået forud – det hele forsvinder, mens han vender tilbage til sin dødelige form.

Lige nu ligner han en almindelig tredjeårs high schoolelev – okay, måske ikke helt almindelig – men det kan kun være et spørgsmål om tid, før han begynder at ældes.

Og så vil han begynde at gå i forfald.

Og til sidst vil han dø. Sådan som jeg så det på den der skærm.

Og det er lige præcis derfor, jeg er nødt til at skifte hans flasker ud. Jeg må have ham tilbage på den rene vare, så han kan begynde at genopbygge sin styrke og forhåbentlig få repareret nogle af de skader, som allerede er opstået.

Og så jeg kan få tid til at finde en modgift, som forhåbentlig kan redde ham og få ham til at blive, som han var før.

Hans rodede hus, hans ommøblerede værelse og det velforsynede køleskab tyder på, at hans nedtur går meget hurtigere, end jeg regnede med.

”Jeg synes ikke, jeg kan se de flasker, du snakkede om,” siger Ava og misser mod det skarpe køleskabslys. ”Er du sikker på, at det er her, han gemmer dem?”

”Et eller andet sted, ja. De må være her.”

Jeg gennemroder verdens største samling af krydderier og får omsider øje på eliksiren. Jeg griber en håndfuld flasker og rækker dem til Ava. ”Hvad sagde jeg?”

Ava ser på mig med rynket pande. ”Er det ikke lidt underligt, at han stadig drikker det? Hvis der er puttet gift i, tror du så ikke, smagen har ændret sig?”

Det har jeg slet ikke tænkt over. Og pludselig kommer jeg i tvivl. Hvad nu hvis jeg har taget fuldstændig fejl? Hvad nu, hvis det er noget helt andet, der er galt?

Hvad nu, hvis Damen bare er blevet træt af mig, hvis alle er blevet trætte af mig, og Roman intet har at gøre med det?

Jeg griber en flaske og skal til at sætte den til munden, men stopper, da Ava råber: ”Du har da vel ikke tænkt dig at drikke det der?”

Jeg trækker bare på skuldrene og tager en lille slurk. Hvis jeg skal finde ud af, om den er forgiftet, så er der kun én vej, og så må jeg bare håbe, at så lidt ikke vil gøre nogen skade.

I samme sekund jeg smager på den, ved jeg, hvorfor Damen ikke kunne smage forskellen. For der er ikke nogen. I hvert fald ikke, før eftersmagen dukker op.

”Vand!” gisper jeg og skynder mig hen til vasken. Jeg drikker så meget, jeg kan, direkte fra hanen, indtil den grimme smag omsider er vasket væk.

”Var det så slemt?”

Jeg nikker og tørrer mig om munden med mit ærme. ”Det var værre. Men hvis du havde set Damen drikke det, så ville du vide, hvorfor han ikke har lagt mærke til det. Han bæller det i sig, som om …” Jeg skulle lige til at sige som om det gjaldt livet, men det forekommer mig pludselig lidt upassende, så jeg fortsætter: ”… som om han er meget, meget tørstig.”

Så rækker jeg Ava resten af flaskerne, så hun kan sætte dem ved siden af vasken. Alle de forgiftede flasker bliver sat på en række langs bordkanten, da jeg har skubbet de snavsede tallerkner til side for at gøre plads.

Arbejdet går rask og gnidningsløst, så det varer ikke længe, før jeg kan begynde at hive de ”sikre” flasker op af tasken. Jeg ved, de er sikre, fordi jeg har haft dem i flere uger, siden før Roman dukkede op. Planen er at stille dem præcis der, hvor de andre stod, så Damen ikke fatter mistanke om, at jeg har været her.

”Hvad skal jeg gøre med de gamle?” spørger Ava. ”Smide dem væk? Eller gemme dem som bevismateriale?”

Og da jeg ser op for at svare hende, kommer Damen spadserende ind ad bagdøren og siger: ”Hvad helvede laver I i mit køkken?”