otteogtredive

Jeg følte mig virkelig dum, da Ava manifesterede den laptop – hvorfor i alverden havde jeg ikke selv fået den idé? Men da vi først havde den, tog det ikke mange minutter at finde frem til det ønskede svar.

Men desværre var det ikke den gode nyhed, jeg havde håbet på. Det var nærmest det stik modsatte.

Lige da jeg havde fået indsamlet de oplysninger, jeg skulle bruge, lige da alle brikkerne var ved at falde på plads, så gik det hele i vasken.

For det, jeg læste, var, at den blå måne, den mest sjældne af alle fuldmåner, som kun viser sig hvert tredje eller femte år, og som tilfældigvis også forkynder min eneste chance for at rejse i tiden, den ville dukke op næste gang – i morgen.

”Jeg kan stadig ikke fatte det,” siger jeg på vej ud af min bil, mens Ava fodrer parkometeret fra en nydelig stak mønter, hun har i hånden. ”Jeg troede jo bare, det var en fuldmåne ligesom alle andre. Jeg vidste ikke, at der var noget særligt ved den, eller at de er så sjældne. Jeg mener, hvad skal jeg gøre?”

Hun smækker sin pung i og ser på mig. ”Så vidt jeg kan se, har du tre muligheder at vælge imellem.”

Jeg presser læberne sammen, ikke helt sikker på, at jeg har lyst til at høre nogen af dem.

”Du kan lade være med at gøre noget som helst. Bare læne dig tilbage og se til, mens alt, hvad du holder af, falder fra hinanden. Eller du kan vælge at gøre noget ved en af tingene på bekostning af alle de andre. Eller du kan fortælle mig, hvad det egentlig er, der foregår, så jeg kan finde ud af, om der er noget, jeg kan hjælpe dig med.”

Jeg tager en dyb indånding og ser på hende. Nu ligner hun sig selv igen med sine forvaskede jeans, sølvringe, en hvid bomuldstunika og brune klip-klappere.

Hun er der hele tiden, altid til at få fat på, altid klar til at give mig sin hjælp, også når jeg ikke selv har opdaget, at jeg har brug for den.

Selv dengang da jeg var afvisende over for hende (og, hvis jeg skal være helt ærlig, temmelig ondskabsfuld), så var Ava der, ventede tålmodigt på, at jeg skulle dukke op, og jeg har aldrig hørt den mindste bebrejdelse for min opførsel.

Det er, som om hun bare har holdt sig klar hele tiden og ventet på at træde til som min clairvoyante storesøster. Og nu har jeg ikke andre end hende. Hun er den eneste, jeg kan regne med, og den, der er tættest på at kende mig, som jeg virkelig er. Og hun kender de fleste af mine hemmeligheder.

Og som situationen er, og med det, jeg lige har fundet ud af, så har jeg ikke andet valg end at stole på hende. For det her kan jeg ikke klare alene, sådan som jeg havde håbet på.

”Okay.” Jeg nikker – mest for at overbevise mig selv om, at det ikke alene er det rigtige at gøre, det er det eneste at gøre. ”Nu skal jeg sige dig, hvad du skal gøre.”

Og på vej ned ad gaden fortæller jeg hende, hvad jeg så i krystalfladen den dag. Det lykkes mig at fortælle hende næsten alt, hvad jeg ved, uden at bruge ordet ”udødelig”. For jeg har jo lovet Damen aldrig at fortælle det til nogen.

Så jeg fortæller Ava, at Damen har brug for modgiften, så han kan blive rask, og for sin ”specielle, røde energidrik”, så han kan genopbygge sin styrke. Og jeg forklarer hende, at jeg er nødt til at vælge imellem at være sammen med mit livs kærlighed eller at redde fire liv, som aldrig skulle være endt.

Da jeg er færdig, står vi uden for butikken, hvor hun arbejder. En butik, jeg er gået forbi mange gange og har lovet mig selv aldrig at sætte mine ben i.

Ava ser på mig. Hendes mund åbner sig, som om hun skal til at sige noget, og så lukker hun den igen. Dette gentager sig et par gange, indtil det omsider lykkes hende at mumle: ”Jamen i morgen, Ever! Kan du tage af sted så hurtigt?”

Jeg trækker på skuldrene, men det føles ikke rart at høre det sagt. Jeg ved bare, at jeg ikke kan vente tre til fem år mere. Derfor nikker jeg med lidt mere selvtillid, end jeg egentlig føler, da jeg vender mig mod hende og siger: ”Og det er præcis derfor, at du skal hjælpe mig med den modgift og så finde en måde at give ham den på, sammen med hans elik…” Jeg stopper op, håber, min fortalelse ikke har gjort hende mistænksom, og fortsætter: ”Hans røde energidrik, så han kan få det bedre. Jeg mener, nu ved du jo, hvordan man kommer ind i hans hus, og så kan du sikkert også finde ud af, hvordan man, nå ja, hælder det i hans drik eller noget.”

Jeg ved godt, det lyder som verdens dårligste plan, men den skal bare virke.

”Og så … når han har det bedre … når den gamle Damen er vendt tilbage … så kan du forklare ham, hvad der er sket, og give ham … den røde drik.”

Hun ser på mig med et ansigt, der udtrykker så mange følelser, at jeg slet ikke ved, hvordan jeg skal tolke det. Så jeg skynder mig bare at fortsætte.

”Jeg ved godt, at det ser ud, som om jeg opgiver ham – men det gør jeg ikke. Slet ikke. Faktisk er der en rimelig chance for, at der slet ikke er noget af alt det her, der bliver nødvendigt. Det er meget sandsynligt, at når jeg bliver til den, jeg var før, så gør resten af verden præcis det samme.

”Var det det, du så?” spørger hun med blid og venlig stemme.

Jeg ryster på hovedet. ”Nej, det er bare en teori, men den virker logisk. Jeg mener, jeg kan ikke se, hvordan det ellers skulle fungere. Så alt det, jeg fortæller dig nu, det er kun sådan en slags forsikring, som vi sikkert slet ikke får brug for. Højst sandsynligt vil du ikke kunne huske denne samtale, fordi det vil være, som om den aldrig har fundet sted. Faktisk vil du ikke engang kunne huske, at du nogen sinde har mødt mig. Men for det tilfælde at jeg har taget fejl – hvilket jeg er ret sikker på, at jeg ikke har – men hvis jeg nu alligevel har, så er jeg nødt til at have en plan B – bare for en sikkerheds skyld.” Og jeg spørger mig selv, om det er hende eller mig selv, jeg prøver på at overbevise.

Hun griber min hånd, og hendes blik er fuldt af sympati, da hun siger: ”Det er det rigtige, du gør. Og du er heldig. Det er ikke ret mange, der får muligheden for at vende tilbage.”

Jeg ser vantro på hende. ”Ikke mange?”

”Nå ja, jeg kan i hvert fald ikke lige komme i tanker om nogen,” siger hun med et smil.

Men selv om vi begge to ler, så er min stemme alvorlig, da jeg siger: ”Helt ærligt, Ava, jeg ville ikke kunne holde det ud, hvis der skete noget med ham. Jeg mener … Jamen det ville tage livet af mig, hvis jeg på en eller anden måde fandt ud af det, og det … og det var min skyld …”

Hun giver min hånd et klem og åbner butiksdøren. Og da vi går ind, hvisker hun: ”Bare rolig. Du kan trygt stole på mig.”

Vi går forbi reoler, der er propfulde af bøger, en væg med cd’er og et helt hjørne, hvor der ikke er andet end statuetter af engle. Vi kommer forbi en maskine med et skilt, hvor der står, at den kan fotografere auraer, og går hen til en ældre kvinde med en lang, grå fletning, der sidder og læser i en bog.

”Jeg troede ikke, du skulle være her i dag?” Kvinden lægger bogen fra sig og kigger på os.

”Det skal jeg heller ikke,” smiler Ava. ”Men min veninde Ever her … hun har brug for baglokalet.”

Kvinden iagttager mig indgående, tydeligvis i et forsøg på at få et glimt af min aura, så hun kan få en fornemmelse af min energi. Og da hun ikke kan se noget, sender hun Ava et spørgende blik.

Men Ava smiler bare og nikker bekræftende som tegn på, at jeg er værdig til at få adgang til ”baglokalet”, hvad det så ellers er.

”Ever?” siger kvinden og piller lidt ved det smykke, hun har hængende om halsen, en turkis, der hviler imellem hendes kraveben.

Det er ikke ret længe siden, jeg lærte om mineraler og krystaller på mit laptop-lynkursus i Sommerland, så jeg ved, at turkisen har været brugt i århundreder til amuletter, der skal hele og beskytte.

Og sådan som hun lige sagde mit navn, og sådan som hun ser mistænksomt på mig, behøver jeg ikke at få adgang til hendes sind for at regne ud, at hun spekulerer på, om hun måske har brug for beskyttelse mod mig.

Hun tøver, et øjeblik flakker hendes blik mellem Ava og mig, så ser hun på mig og siger: ”Jeg hedder Lina.”

Sådan. Ikke andet. Ikke noget håndtryk. Ikke noget velkomstknus. Hun meddeler bare sit navn og går hen til døren, hvor hun vender skiltet, så der i stedet for ÅBENT! står TILBAGE OM 10 MINUTTER!

Så gør hun tegn til os om at følge efter hende gennem en kort gang med en blank, violet dør for enden.

”Må jeg have lov at spørge, hvad det drejer sig om?” Hun roder i lommen efter nøglen, stadig ikke helt enig med sig selv om, hvorvidt hun skal lukke os ind eller ej.

Ava nikker til mig som tegn til, at det er min tur til at sige noget. Så jeg rømmer mig og stikker hånden i lommen på de jeans, jeg har manifesteret for nylig, og som heldigvis stadig når næsten ned til gulvet. Jeg hiver det krøllede papir op og siger: ”Jeg … øh … skal bruge et par ting.”

Jeg krymper mig, da Lina hiver papiret ud af hånden på mig og kigger det igennem. Hun stopper op, løfter det ene øjenbryn, mumler noget uforståeligt og kigger mistænksomt på mig en gang til.

Og lige da jeg tror, hun skal til at bede mig om at skride, stikker hun papiret tilbage i min hånd, låser døren op og vinker os ind i et rum, der slet ikke ser ud, som jeg forventede.

Jeg mener, da Ava sagde, at det var her, vi kunne finde, hvad jeg skulle bruge, så blev jeg ærligt talt lidt nervøs. Jeg var sikker på, at vi skulle ned i en skummel, hemmelig kælder fyldt med alle mulige former for underlige, skræmmende, rituelle sager, såsom små flasker med katteblod, afskårne flagermusevinger, skrumpehoveder, voodoodukker – alt sådan noget, man ser i film og på tv.

Men sådan er det her rum overhovedet ikke. Det ligner faktisk et helt almindeligt, mere eller mindre velordnet lagerrum. Nå ja, måske med undtagelse af de lysviolette vægge udsmykket med håndskårne totemer og masker. Og så selvfølgelig malerierne af gudinder, der står lænet op ad de overfyldte reolhylder, tynget af store, tykke bøger og gudestatuetter af sten.

Men kartotekskabet ligner ethvert andet kartotekskab.

Og da hun låser et skab op og begynder at rode rundt i det, prøver jeg på at kigge hende over skulderen, men jeg kan ikke se noget som helst, før hun pludselig rækker mig en sten, der ser helt forkert ud.

”Månesten,” siger hun og bemærker mit forbløffede ansigtsudtryk.

Jeg stirrer på den, ved, at den ikke ser ud, som den skulle, og selv om jeg ikke kan forklare det, så ved jeg, at der er noget galt. Jeg har ikke lyst til at fornærme hende, for hun virker ikke særlig venligt stemt over for mig, og jeg vil nødig smides ud. Så jeg tager en dyb indånding, skyder hjertet op i livet og siger: ”Øh, jeg tror, jeg skal have en, der er rå og usleben, altså så ubehandlet som muligt. Den her virker lidt for glat og blank til det, jeg skal bruge den til.”

Hun giver mig et anerkendende nik, næsten umærkeligt, men det er der. Og et lille smil spiller om hendes mund, da hun tager den blanke kugle fra mig og giver mig, hvad jeg bad om.

”Ja, det er den rigtige,” siger jeg og ved, at jeg har bestået hendes prøve. Nu har jeg en månesten, som ikke er så køn som den første, men forhåbentlig bedre til at klare opgaven, som er at assistere ved en ny begyndelse. ”Og så skal jeg bruge en skål af kvartskrystal, og den skal være stemt til det syvende chakra, en rød silkepose, broderet af tibetanske munke, fire blankslebne krystaller af rosenkvarts, en lille star – næh, stau-ro-lit, er det sådan, det udtales?” Jeg kigger op fra min liste og når lige at se hende nikke. ”Og så den største, uslebne zoisit, du har.”

Lina står med hænderne på hoften, og jeg kan bare se, hvad hun tænker: Hvordan i alverden skal sådan et bundt tilfældige genstande kunne gå op i en højere enhed?

”Nå ja, for resten, jeg skal også have en klump turkis, nok sådan cirka den størrelse, du har der,” siger jeg og nikker mod hendes hals.

Hun ser op og ned ad mig, giver mig et hurtigt, upersonligt nik, før hun vender sig om og går i gang med at indsamle krystallerne. Rutineret og afslappet pakker hun dem ind, som om det var helt almindelige varer i en købmandsbutik.

”Og her er en liste over urter, jeg skal bruge,” siger jeg og hiver en ny, krøllet indkøbsliste op af min anden lomme. Jeg rækker den til hende og siger: ”De skal helst være plantet ved nymåne og dyrket af blinde nonner i Indien.”

Jeg må indrømme, at jeg er lidt imponeret, da hun bare tager listen og nikker uden at fortrække en mine.

”Må jeg have lov at spørge, hvad du skal bruge det her til?” spørger hun og ser mig ind i øjnene. Men jeg ryster bare på hovedet. Det var svært nok at sige det til Ava, og hun er en god ven. Jeg er simpelthen ikke i stand til at betro mig til denne kvinde, uanset hvor meget hun ligner en flink bedstemor.

”Det kan jeg desværre ikke afsløre,” siger jeg og vrider mig lidt, for jeg kan ikke lide at være uhøflig. Jeg håber bare, at hun vil respektere mit svar uden at blive fornærmet, for det nytter ikke noget at manifestere alle disse ting, det er absolut nødvendigt, at de er ægte og originale.

Vi ser på hinanden, hendes blik er intenst, men det er mit også. Jeg er besluttet på at fastholde hendes blik, så længe det er nødvendigt, men efter bare et øjeblik ser hun væk og giver sig til at bladre igennem hundreder af små pakker i kartotekskabet, for at finde de urter, jeg har bedt om.

”Nåh ja, der er for resten lige en ting mere,” siger jeg og roder rundt i min rygsæk, indtil jeg finder min skitse af den sjældne og mærkværdige urt, som var så efterspurgt i Firenze i renæssancen. Den sidste ingrediens, som fuldender eliksiren. Jeg rækker hende tegningen og spørger: ”Har du nogen sinde set sådan en?”