niogtredive

Nu har vi så alt, hvad vi skal bruge. Nå ja, lige med undtagelse af kildevand, ekstra jomfru olivenolie, lange, tilspidsede stearinlys (som Lina sjovt nok ikke havde nogen af, selv om det ellers nok var noget af det mindst besynderlige på listen), appelsinskræl og et foto af Damen, som jeg ikke regnede med, at hun havde til salg.

Og vi er kommet ud igen og på vej tilbage til min bil.

Jeg er ved at låse døren op, da Ava siger: ”Ved du hvad, jeg kan lige så godt gå hjem. Jeg bor jo lige rundt om hjørnet.”

”Er du sikker?”

Hun breder armene ud, som om hun vil omfavne natten. Hendes læber former et smil, og hun siger: ”Det er en dejlig aften. Den fortjener da at blive nydt.”

”Lige så dejlig som Sommerland?” spørger jeg, mens jeg undrer mig over, hvad der kan have fremkaldt denne pludselige lykkefølelse, for det er da ikke mange minutter siden, hun var dybt alvorlig i Linas baglokale.

Hun ler og kaster hovedet tilbage, så jeg kan se hendes blege hals. Så ser hun mig lige ind i øjnene. ”Du kan være ganske rolig. Jeg har ingen planer om at melde mig ud af samfundet og flytte til Sommerland. Det er bare et godt sted at tage hen, når man trænger til at komme lidt væk fra det hele.”

”Ikke alt for tit, vel?” siger jeg og mindes dengang, Damen gav mig den samme advarsel. ”Sommerland er vanedannende,” tilføjer jeg, men hun omfavner bare sig selv og trækker på skuldrene.

Og jeg ved godt, at jeg spilder min energi, for det er så tydeligt, at hun vil tage tilbage til Sommerland, så snart og så ofte hun kan.

”Nå, har du så alt, hvad du skal bruge?”

Jeg nikker og læner mig op ad bildøren. ”Det, jeg mangler, får jeg fat i på hjemvejen.”

”Og du er sikker på, at du er parat til at gøre det?” Hendes udtryk er alvorligt og opmærksomt. ”Jeg mener, forlade alt det her? Forlade Damen?”

Jeg synker en klump. Jeg vil helst ikke tænke på det. Jeg vil meget hellere have travlt med at blive færdig og koncentrere mig om en ting ad gangen indtil i morgen, hvor det bliver tid til at sige farvel.

”For du ved jo nok, at når noget er gjort, så er det for sent at fortryde.”

Jeg trækker på skuldrene og møder hendes blik. ”Ja, det har jo så vist sig ikke at passe.”

Hun lægger hovedet på skrå, og det kastanjebrune hår falder ned over hendes ansigt og dækker det et kort øjeblik, før hun skubber det om bag det ene øre.

”Men det, du vender tilbage til … Ja, du er jo nok klar over, at du vil blive normal igen. Du vil ikke have adgang til al den viden. Du vil slet ikke vide, at den findes. Er du sikker på, at du vil vende tilbage til sådan et liv?”

Jeg ser ned i jorden, sparker til en lille sten i stedet for at se på hende. ”Okay, jeg vil ikke lyve for dig. Tingene går lige pludselig meget hurtigere, end jeg havde regnet med. Og jeg havde håbet på at have bedre tid til at – at få tingene rundet af. Men det er, som det er, og … ja, jeg tror, jeg er parat.”

Jeg stopper op og tænker over de ord, jeg lige sagde. De udtrykte vist ikke helt, hvad jeg mente.

”Jeg mener, jeg ved, jeg er parat. Jamen jeg er faktisk fuldstændig parat. For det handler om at få alting til at blive, sådan som det var meningen, at det skulle være, og … nå ja, det føles som det rigtige at gøre, ikke?”

Men selv om jeg mener, hvad jeg siger, så kom sætningen ligesom til at lyde mere som et spørgsmål end en beslutning. Så jeg prøver en gang til.

”Altså, det, jeg mener, er, at det er absolut og aldeles et hundrede procent det rigtige at gøre.” Og så tilføjer jeg: ”Hvorfor skulle jeg ellers have fået adgang til de der journaler?”

Ava ser bare på mig. Hendes blik er fast. Hun fortrækker ikke en mine.

”Og er du i øvrigt klar over, hvor meget jeg glæder mig til at se min familie igen?”

Hun tager fat om mig, giver mig et knus, knuger mig ind til sig og hvisker: ”Jeg er så glad på dine vegne. Det er jeg virkelig. Og selv om jeg vil komme til at savne dig, så er jeg stolt og beæret over, at du har betroet mig at gøre arbejdet færdigt.”

”Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gøre gengæld,” mumler jeg og mærker en klump i halsen.

Men hun stryger mig bare over håret og siger: ”Du har allerede gjort en masse gengæld. Det kan du tro, du har.”

Jeg træder et skridt tilbage og ser mig omkring, glæder mig over den smukke, milde aften i denne charmerende kystby og kan næsten ikke forstå, at jeg skal til at sige farvel til det hele. Vende ryggen til Sabine, Miles, Haven, Ava – Damen – det hele – alting – som om det aldrig havde eksisteret.

”Der er ikke noget galt, vel?” spørger hun, og hendes stemme er blid og fuld af omsorg, for hun kan se på mig, hvad jeg tænker.

Jeg ryster på hovedet og rømmer mig. Og peger på den lille, violette indkøbspose ved hendes fødder, med butikkens navn – Mystik & Månestråler – trykt i guld. ”Og du ved, hvordan det hele skal gøres? Hvordan urterne skal behandles? De skal opbevares mørkt og køligt, og de skal først males og tilsættes … den røde drik den sidste dag … som skal være tredjedagen.

”Tag det nu roligt,” ler hun og samler posen op. ”Det, som ikke er her, det er her.” Og hun peger på sin tinding og smiler.

Jeg nikker og holder de tårer tilbage, som jeg bare ikke vil give efter for. Jeg ved, at det her kun er det første farvel i en lang række. ”Jeg kigger lige forbi i morgen med resten,” siger jeg. ”Bare hvis du skulle få brug for det, men det gør du sikkert ikke.”

Så sætter jeg mig ind i bilen, drejer nøglen og kører. Ned ad Ocean Avenue uden at vinke farvel, uden at se mig tilbage en eneste gang. For det eneste, jeg kan gøre nu, er at fokusere på fremtiden.

Efter en tur omkring supermarkedet efter de sidste ting, kommer jeg hjem og slæber indkøbsposerne op på mit værelse. Jeg læsser det hele af på skrivebordet, roder rundt imellem tingene for at finde krystallerne, for det er dem, der kræver mest forberedelse.

Hver eneste af dem skal programmeres enkeltvist efter sin type, før de skal lægges i den broderede silkepose og anbringes udenfor, så de kan opsuge så meget månelys som muligt.

Jeg manifesterer en morter og en støder. Dem glemte jeg at få med fra butikken, men eftersom det er redskaber og ikke ingredienser, så regner jeg ikke med, at det gør noget. Nogle af urterne skal nemlig pulveriseres og koges i et bæger (som jeg også manifesterer), inden de skal blandes med de andre metaller og mineraler og farvestrålende pulvere. Dem, som Lina hældte op i små glas og omhyggeligt forsynede med etiketter.

Alt dette skal udføres i syv præcise trin, alle afpasset efter krystalkuglen, der er stemt til at vibrere i samklang med det syvende chakra. Det skal fremkalde den inspiration og sansning på tværs af tid og sted, som sammen med en hel masse andre ting skaber forbindelse til det guddommelige.

Jeg føler mig helt spændt, da jeg ser bunken af ingredienser på bordet foran mig, for nu skal alle brikkerne omsider falde på plads efter alle de mislykkede forsøg.

At påstå, at jeg var bekymret for, at jeg ikke kunne finde det hele på ét sted, vil være en underdrivelse. Den liste havde så mange forskellige og underlige ting, at jeg ikke engang var sikker på, at de fandtes, så det var lige før, jeg havde lyst til at opgive på forhånd.

Men Ava forsikrede mig om, at Lina ikke bare kunne skaffe det hele, man også var til at stole på. Og selv om jeg ikke lige følte mig helt sikker på det sidste, så var der ligesom ikke andre steder at gå hen.

Men jeg kunne ikke lide, at Lina hele tiden skævede til mig og kneb øjnene sammen, når hun så på mig, mens hun samlede urter og pulvere sammen. Og jeg følte mig helt sikker på, at jeg havde begået en stor fejltagelse, da hun kiggede på den tegning, jeg havde givet hende, og sagde: ”Hvad er det egentlig, du går og pusler med her? Er det en eller anden slags alkymi?”

Ava sendte mig et hurtigt blik og skulle lige til at blande sig, men jeg rystede bare på hovedet og fremtvang en latter. ”Ja, hvis du mener alkymi i den sande forstand, som handler om at gøre sig til herre over naturen, afværge kaos og forlænge livet på ubestemt tid …” en remse jeg for nylig havde lært udenad, da jeg ledte efter en definition på ordet, ”så er svaret nej. Så store ambitioner har jeg ikke. Jeg vil bare forsøge mig med en smule hvid magi – i håb om at komme frelst igennem min eksamen, få mig en date til afslutningsballet og måske endda hjælpe mig af med min allergi. Den er lige lovlig sprælsk for tiden. Der er jo forår i luften, og jeg har ikke ret meget lyst til at have en dryppende rød næse på klassebilledet. Det kan du godt forstå, ikke?”

Og da jeg kunne se, at der skulle mere til at overbevise hende, skyndte jeg mig at tilføje: ”Og det er i øvrigt også derfor, jeg skal have rosenkvarts, for som du sikkert ved, skulle det bringe kærlighed – og turkisen,” fortsatte jeg og pegede på den, hun havde om halsen, ”den skulle jo være god til at kurere, og …”

Faktisk var jeg parat til at blive ved og ved, hele listen igennem, som jeg først havde lært at kende en time før, men jeg besluttede mig for at holde der og trække på skuldrene.

Jeg pakker krystallerne ud og lægger dem forsigtigt i hånden en for en. Jeg lukker fingrene om en af dem og forestiller mig en stråle af hvidt lys, som gennemtrænger stenen helt ind til kernen. Det er den altafgørende ”renselse og uddrivelse”, som – ifølge hvad jeg har læst online – blot er det første trin i programmeringen af stenene.

Andet trin er at bede dem (og de skal kunne høre det!) om at opsuge månens kraftfulde energi, så de kan yde den tjeneste, som er naturens mening med dem.

”Turkis,” hvisker jeg og kaster et hurtigt blik på døren for at sikre mig, at den er helt lukket, for det ville være lidt pinligt, hvis Sabine kom brasende ind, mens jeg sad og kurrede for en bunke sten. ”Jeg beder dig om at hele, lutre og afbalancere chakraerne, som det var naturens vilje, at du skulle.”

Så tager jeg en dyb indånding, fylder stenen med mine intentioners energi og lader den så glide ned i silkeposen.

Jeg føler mig temmelig tåbelig og hokus pokus-agtig, men jeg har ikke andet valg end at fortsætte.

Jeg går videre med den blankslebne rosenkvarts, samler de fire krystaller op en ad gangen og lader det hvide lys gennemtrænge den, inden jeg går videre til den næste og gentager processen, fire gange i alt. ”Gid du må bringe uforbeholden kærlighed og uendelig fred.”

Hver af dem bliver lagt ned i silkeposen, og jeg ser, hvordan de lægger sig til rette omkring turkisen.

Så rækker jeg ud efter staurolitten – en smuk sten, som menes at være dannet af feernes tårer. Den beder jeg om at bibringe mig urgammel visdom, held og kontakt med andre dimensioner.

Den store klump zoisit holder jeg med begge hænder. Da jeg har ladet det hvide lys lutre den, lukker jeg øjnene og hvisker: ”Gid du må transformere alle negative energier til positive, gid du må bidrage med at skabe forbindelse til gådefulde sfærer, og gid du må …”

”Ever? Må jeg komme ind?”

Jeg ser hen på døren, jeg ved, at kun fire centimeter træ adskiller mig fra Sabine. Så kaster jeg et fortvivlet blik på bunken af olier, urter, stearinlys og pulvere og på stenen i mine hænder, som jeg sidder og taler til.

”Og gid du må hjælpe med helbredelse og sygdom, og hvad det ellers er, du plejer at gøre!” hvisker jeg hurtigt og skynder mig at proppe den ned i posen.

Men den kan ikke være der.

”Ever?”

Jeg prøver igen, maser den ned i posen, men åbningen er for lille og stenen er for stor, så det kan ikke lade sig gøre uden at splitte sømmene ad.

Sabine banker igen. Tre hurtige slag, som betyder at hun ved, at jeg er her, at jeg har gang i et eller andet, og at det er lige før, hendes tålmodighed er brugt op.

Hvis der er noget, jeg ikke har tid til lige nu, så er det at sludre med Sabine, men jeg har ikke andre muligheder end at sige: ”Lige et øjeblik!”

Jeg tvinger stenen ned i silkeposen, løber ud på altanen og lægger den på et lille bord med god udsigt til månen, inden jeg skynder mig ind igen og går helt i panik, da Sabine igen banker på døren.

I ét hurtigt blik overskuer jeg hele rummet – prøver på at se det med hendes øjne, fuldstændig klar over, at jeg alligevel ikke har tid til at ændre på noget.

”Er der noget galt, Ever?” siger hun med lige dele irritation og bekymring.

”Næh nej, jeg er bare …” Jeg griber fat i min t-shirt og hiver den halvt op over hovedet, mens jeg vender ryggen til døren og siger: ”Du må gerne komme ind nu. Jeg var bare …” Og i samme sekund hun træder ind, hiver jeg t-shirten på igen.

Det skulle gerne ligne et pludseligt anfald af blufærdighed, som om jeg ikke kan tåle, at hun ser mig skifte tøj, selv om det ved gud aldrig før har været noget problem.

”Jeg var bare ved at skifte tøj,” mumler jeg, mens hendes øjenbryn løfter sig og hun diskret snuser efter de sidste rester af pot, sprut, astmacigaretter eller hvad det nu er, hendes nyeste teenage-håndteringsbog har advaret hende om at være på udkig efter.

”Du har noget på din …” Hun gør en bevægelse i retning af min t-shirt. ”Noget … rødt noget, som … nok ikke kan komme af.”

Hun gør en grimasse, mens jeg ser ned på mit bryst og får øje på en bred, rød streg, som jeg straks genkender. Det er det pulver, jeg skal bruge til eliksiren.

Der må være gået hul på posen, for nu ser jeg, at der ligger mere både på skrivebordet og på gulvet.

Perfekt! Det er sådan, man skal se ud, når man prøver på at bilde nogen ind, at man lige var ved at skifte til en ren t-shirt! tænker jeg, mens hun går hen og sætter sig på kanten af min seng. Hun lægger benene over kors og beholder mobilen i hånden.

Hendes auras slørede, rustrøde glød fortæller tydeligt, at hendes bekymrede udtryk ikke skyldes min mangel på rent tøj, men mere mig – min besynderlige opførsel, min hemmelighedsfulde adfærd, som bliver værre og værre, mine spiseproblemer – ting, som hun er sikker på snart kan føre til noget, der er meget mere uheldsvangert.

Og jeg har så travlt med at tænke på, hvordan jeg skal forklare alt det der, at det kommer helt bag på mig, da hun siger: ”Ever, kom du tidligt hjem fra skole i dag?”

Jeg stivner. Og ser, hvordan hun stirrer på mit skrivebord, på rodet af urter og stearinlys og olier og mineraler og en masse andre underlige ting, som hun ikke er vant til at se – eller i hvert fald ikke samlet i en bunke som her – som om det måske ikke var helt tilfældigt …

”Øh, ja … Jeg havde hovedpine. Men det var ikke noget særligt.” Jeg dumper ned i kontorstolen og svinger fra side til side i den, i håb om at aflede hendes opmærksomhed fra skrivebordet.

Hendes blik flakker mellem mig og det store, alkymistiske eksperiment, og hun skal lige til at åbne munden, da jeg kommer hende i forkøbet: ”Altså, jeg mener, det er ikke noget særligt nu, hvor den er gået over. Men jeg kan godt sige dig, at det var slemt. Det var en af mine migræner. Dem får jeg jo en gang imellem, ved du nok.”

Jeg føler mig som verdens værste niece – en utaknemlig løgnhals – et falsk og uærligt pludrehoved. Hun skulle bare vide, hvor heldig hun er, at hun snart bliver fri for mig.

”Det kan være, du får for lidt at spise,” sukker hun og skubber skoene af. Så ser hun indgående på mig og fortsætter: ”Og alligevel skyder du i vejret, så jeg aldrig har set noget lignende. Du er højere, end du var bare for et par dage siden.”

Jeg ser ned på mine ben og opdager til min rædsel, at de jeans, jeg lige har manifesteret, er krøbet adskillige centimeter siden i morges.

”Hvorfor gik du ikke til skolesygeplejersken, hvis du havde det dårligt? Du ved da godt, at du ikke bare må gå hjem på den måde.”

Jeg ser hjælpeløst på hende. Kunne jeg dog bare fortælle hende, at der ikke er noget at være bekymret over, fordi det hele snart vil være overstået.

Jeg vil komme til at savne hende, men hendes liv vil blive så meget nemmere, når jeg ikke længere er her.

Hun har slet ikke fortjent det her. Hun har ikke fortjent mig. Og jeg er glad for at vide, at hun snart vil få fred og ro.

”Hun er altså lidt af en kvaksalver,” siger jeg. ”Hun vil bare fylde mig med hovedpinepiller, og de virker jo ikke på mig, det ved du godt. Jeg trængte bare til at komme hjem og ligge ned, det er det eneste, der virker. Så … jeg tog bare hjem.”

”Og gjorde du nu det?” Hun læner sig en smule frem mod mig. ”Tog du hjem?” Og i det øjeblik, vores øjne mødes, ved jeg, at det her er en udfordring. Jeg ved, at hun prøver mig af.

”Nej …” sukker jeg og ser ned på gulvtæppet, mens jeg vinker med mit hvide flag. ”Jeg kørte ned til kløften og …”

Hun ser på mig. Venter.

”Og så dryssede jeg bare rundt der et stykke tid.” Jeg trækker vejret dybt og synker nervøst. Det her er det nærmeste, jeg tør komme sandheden.

”Ever, handler det her om Damen?”

Og i samme sekund jeg ser hende i øjnene, begynder jeg bare at tude.

”Åh gud,” mumler hun og breder armene ud, mens jeg springer op af stolen og kaster mig i dem. Jeg er stadig så uvant med mine ranglede lemmer, at jeg er ved at falde over mine ben og nær har væltet hende omkuld.

”Undskyld,” siger jeg. ”Jeg …” Men jeg kan ikke fortsætte. En ny bølge af tårer tager magten fra mig.

Hun stryger mig over håret, mens jeg hulker videre, og siger: ”Jeg ved godt, hvor meget du savner ham. Jeg ved godt, hvor hårdt det må være for dig.”

Men da hun siger det, trækker jeg mig tilbage.

Jeg har det rigtig dårligt med at lade, som om det her kun handler om Damen, når sandheden er, at han kun er en del af det. Det handler også om at savne mine venner – dem i Laguna og dem i Oregon. Og om at savne mit liv – det, jeg har bygget op her, og det, jeg skal til at vende tilbage til.

Jeg er sikker på at alle – og jeg mener alle, inklusive Damen – vil få det meget bedre, når jeg ikke er her mere. Men det bliver det altså ikke nemmere af.

Alligevel skal det gøres. Der er ikke noget valg.

Og det føles faktisk ikke helt så slemt, når jeg tænker på det på den måde.

For uanset hvad grunden er, så er sandheden jo, at jeg har fået en enestående chance. En chance, man kun får én gang her i livet.

Tiden er kommet til at tage hjem.

Men hvor ville jeg ønske, jeg kunne bruge lidt mere tid på at tage afsked.

Og den tanke fremkalder en ny bølge af tårer, så Sabine holder endnu mere fast om mig og hvisker trøstende ord i mit øre, mens jeg klamrer mig til hende. Hendes arme bliver til en kokon, jeg kan gemme mig i, hvor alting føles trygt – og varmt – og rigtigt – og sikkert.

Som om det nok skal blive godt igen alt sammen.

Og jeg trykker mig ind til hende med lukkede øjne, gemmer mit ansigt lige der, hvor skulderen møder halsen, og uden en lyd former mine læber ordet farvel.