seksogfyrre

”Nu stopper du, Ever! Det er fandeme ikke dig, der bestemmer over mig!” Riley er rasende. Hun står med korslagte arme og et ansigt, der lyser af retfærdig harme.

Det er kommet lidt bag på mig, at der kan være så meget modstand i fyrre kilo tolvårig. Men jeg har ikke tænkt mig at give efter. For så snart far og mor var kommet af sted og Riley var blevet fodret og vandet, sendte jeg Brandon en sms om, at han kunne kigge ind ved titiden, og det er faktisk lige nu, så det er forbandet vigtigt, at jeg får sendt den lille møgunge i seng.

Jeg sukker dybt og ryster på hovedet. Jeg ville ønske, hun ikke var så forbandet stædig, men hun skal i hvert fald få kamp til stregen.

”Jeg er ked af at måtte sige det, min kære lillesøster,” siger jeg. ”Men du tager fuldstændig fejl. Det er faktisk mig, der bestemmer over dig. Fra det øjeblik far og mor er ude ad døren, og indtil de dukker op igen, bestemmer jeg et hundrede procent over dig. Og sådan er det bare, uanset hvor meget du råber og skriger.”

”Hvor er det bare unfair!” siger hun og stirrer ondt på mig. ”Jeg kan godt sige dig, at lige så snart jeg fylder tretten, så skal der indføres ligeberettigelse her i huset.”

Men jeg trækker bare på skuldrene. Jeg glæder mig da lige så meget til den dag, som hun gør.

”Fint. Så kan jeg omsider blive fri for at babysitte dig og få mit gamle liv tilbage.”

Hun himler med øjnene og sparker lidt i gulvtæppet. ”Sig mig, tror du, jeg er helt dum? Tror du ikke, jeg ved, at du skal have Brandon på besøg?” Hun ryster på hovedet. ”Som om jeg ikke er ligeglad. Hvis bare jeg kan få lov at se fjernsyn – ikke spor andet. Og du vil bare af med mig, så du kan have din kæreste i fred, og I kan være uartige på din sofa. Og det er lige præcis, hvad jeg fortæller far og mor, hvis ikke jeg får lov til at se den udsendelse.”

”Som om jeg ikke er ligeglad,” siger jeg med en perfekt efterligning af hendes stemme. ”Mor sagde, jeg godt måtte have venner på besøg, så du kan sladre, lige så meget du vil.”

Men i samme øjeblik jeg har sagt det, krummer jeg tæer over mig selv. Hvem er egentlig mest barnlig? Hende eller mig?

Jeg ryster på hovedet. Selvfølgelig er det bare en tom trussel, men jeg har ikke lyst til at tage nogen chancer. Så jeg siger: ”Far vil tidligt af sted i morgen, så du skal have din nattesøvn, for ellers er du sur og gnaven i morgen tidlig. Og bare lige at du ved det: Jeg skal ikke have Brandon på besøg i aften.” Jeg ler hånligt i håb om, at det vil skjule det faktum, at jeg er fuld af løgn.

”Nå, ikke?” siger hun og smiler triumferende. ”Hvordan kan det så være, at han er ved at parkere i vores indkørsel?”

Jeg ser ud ad vinduet. Så ser jeg på hende og sukker dybt. ”Okay. Så se den udsendelse. Jeg er da fuldstændig ligeglad. Men hvis du får mareridt af den, så skal du ikke regne med, at jeg gider trøste dig.”

”Hvad sker der, Ever?” siger Brandon. I løbet af sekunder er hans ansigtsudtryk skiftet fra betuttet til irriteret. ”Jeg har ventet i over en time på, at din lillesøster skulle gå i seng, så vi kunne være sammen, og nu opfører du dig på den måde. Hvad er der galt?”

”Ikke noget,” mumler jeg og undgår hans blik, mens jeg retter på min top. Ud af øjenkrogen kan jeg se ham ryste på hovedet og knappe sine bukser – som om jeg nogen sinde har bedt ham om at knappe dem op.

”Det er altså for åndssvagt, det her,” mumler han, mens han spænder bæltet. ”Nu er jeg kørt hele vejen herover, dine forældre er ude, og så opfører du dig, som om …”

”Som om hvad?” hvisker jeg, for jeg vil gerne have ham til at sige det. Håber på, at han med få, velvalgte ord kan beskrive, hvad det er, jeg er ved at gå igennem. For tidligere, da jeg sendte ham den sms og bad ham om at kigge ind, troede jeg, at det ville få alting til at falde på plads igen. Men da jeg åbnede døren for ham, havde jeg bare lyst til at smække den i igen med det samme. Og uanset hvor meget jeg prøver, så kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg har det på den måde.

Jeg mener, jeg behøver bare at se på ham for at forstå, hvor heldig jeg er. Han er en flot fyr, han er sød, han spiller football, han har en cool bil, han er en af de mest populære af tredjeårseleverne – for ikke at tale om, at jeg gik og var så vild med ham, at jeg dårligt turde tro på det, da det gik op for mig, at han også var vild med mig.

Men nu er det hele fuldstændig anderledes. Og jeg kan ikke bare tvinge mig selv til at føle noget, jeg ikke føler.

Jeg trækker vejret dybt. Jeg kan mærke hans blik hvile på mig, mens jeg sidder og leger med mit armbånd. Jeg prøver at komme i tanker om, hvor jeg har det fra. Der er et eller andet, der rumsterer i mit baghoved. Noget med …

”Det kan være det samme,” siger han og rejser sig for at gå. ”Men jeg mener det, Ever. Du må se at beslutte dig for, hvad du vil. For det her …”

Jeg ser på ham, tænker på, om han mon vil afslutte sætningen, og undrer mig over, at jeg faktisk er ligeglad med, om han gør det.

Men han ser bare på mig og ryster på hovedet, tager sine bilnøgler og siger: ”Nå, men det må du også selv om. Hav en god tur op til søen i morgen.”

Jeg ser ham lukke døren efter sig. Så sætter jeg mig hen i fars hvilestol, tager det slumretæppe, bedstemor strikkede til os, kort før hun døde, og trækker det op under hagen og stopper det ned omkring fødderne.

Bare for en uge siden fortalte jeg Rachel, at jeg seriøst overvejede at gøre det rigtigt med Brandon, og nu – nu kan jeg dårligt nok tåle, at han rører ved mig.

”Ever?”

Jeg åbner øjnene. Riley står og ser på mig, og hendes underlæbe dirrer.

Hun ser sig omkring. ”Er han gået?”

Jeg nikker.

”Vil du ikke nok komme ind og sidde hos mig, mens jeg falder i søvn?” Hun bider sig i underlæben og ligner en ulykkelig hundehvalp. Når hun gør det, er det bare umuligt at sige nej til hende.

”Jeg sagde jo, at den udsendelse var alt for uhyggelig,” siger jeg med hånden på hendes skulder, mens jeg følger hende tilbage til hendes værelse, hvor jeg putter dynen godt ned omkring hende, inden jeg selv lægger mig tæt op ad hende.

Jeg ønsker hende søde drømme og skubber håret væk fra hendes ansigt, før jeg hvisker: ”Du skal ikke være bange. Spøgelser findes slet ikke i virkeligheden.”