syvogfyrre

”Er du ved at være klar, Ever? Vi skal altså se at komme af sted! Ellers bliver der alt for meget trafik!”

”Jeg kommer nu!” råber jeg, selv om det slet ikke passer.

Jeg står bare lige midt i mit værelse og glor på en krøllet seddel, jeg har fundet i min lomme.

Det er min egen skrift, men jeg har ingen anelse om, hvordan den er havnet der. Der står:

1. Vend ikke om for at hente trøjen!

2. Stol ikke på Drina!

3. Vend ikke om for at hente trøjen

– under nogen omstændigheder!

4. Damen

Og femte gang jeg læser den, er jeg stadig lige så forvirret som første gang. Jeg mener, hvad for en trøje? Og hvorfor må jeg ikke vende om efter den? Og kender jeg overhovedet nogen, der hedder Drina? Og hvem pokker er Damen? Og hvorfor er der et hjerte ud for hans navn?

Jeg mener, hvorfor skulle jeg overhovedet finde på at skrive sådan en seddel? Hvornår skulle jeg have skrevet den? Og hvad i alverden kan det betyde?

Og da far kalder på mig igen, og jeg kan høre ham komme op ad trappen, kaster jeg papiret fra mig og ser det lande på min kommode, inden det falder på gulvet, og jeg siger til mig selv, at det må jeg finde ud af, når vi kommer tilbage.

Det blev en rigtig god weekend. Det var godt at komme væk fra skolen, godt at komme væk fra vennerne (og kæresten). Godt at være sammen med familien på en måde, vi ikke plejer at være sammen på.

Faktisk har jeg det så meget bedre nu, at lige så snart vi kommer tilbage til civilisationen, det vil sige, når der er mobildækning, så vil jeg sende Brandon en sms. Jeg må se at blive gode venner med ham igen, og jeg er sikker på, at jeg har det bedre nu. Uanset hvad det var, der skete med mig, så er det overstået nu.

Jeg samler rygsækken op og slynger den over skulderen, parat til at tage af sted. Men da jeg kaster et sidste blik på vores lejrplads, får jeg en underlig fornemmelse af, at der er noget, jeg har glemt. Min rygsæk er pakket, og alt ser ud til at være i orden, men jeg bliver bare stående, selv om mor bliver ved med at kalde på mig, indtil hun mister tålmodigheden og sender Riley af sted for at hente mig.

”Hey,” siger hun og hiver mig i ærmet. ”Kom nu. Det er dig, vi venter på.”

”Ja-ja, jeg kommer nu,” mumler jeg. ”Jeg skal bare lige …”

”Bare lige hvad?” siger hun med en grimasse. ”Skal du bare lige stå og glo på gløderne en times tid eller to? Helt ærligt, Ever, hvad er der med dig?”

Jeg trækker på skuldrene, piller ved låsen på mit armbånd, aner ikke, hvad der er med mig. Jeg kan bare ikke ryste følelsen af, at noget er galt, af mig. Nå ja, måske ikke ligefrem galt, mere som om noget mangler eller er holdt op med at virke. Som om der er noget, jeg har glemt at gøre. Og jeg kan bare ikke finde ud af, hvad det er.

”Kom nu, Ever. Mor siger, du skal skynde dig. Far er bekymret for trafikken. Og Buttercup er også utålmodig, for han glæder sig til at stikke hovedet ud ad vinduet og lade ørerne flapre i vinden. Og jeg vil for resten også gerne hjem, mens der stadig er noget ordentligt i fjernsynet. Så skal vi ikke bare se at komme af sted?”

Men da jeg stadig ikke reagerer, sukker hun dybt og siger: ”Er der noget, du har glemt? Er det dét?” Hun ser nøje på mig, inden hun kaster et hurtigt blik over mod far og mor.

”Måske,” siger jeg. ”Jeg ved det ikke rigtig.”

”Har du din rygsæk?”

Jeg nikker.

”Har du din mobiltelefon?”

Jeg klapper rygsækken.

”Har du din hjerne?”

Jeg ler. Jeg ved jo godt, at jeg opfører mig fuldstændig underligt og tåbeligt, men det burde jeg vel efterhånden have vænnet mig til efter de sidste mærkelige dage.

”Har du din himmelblå Pinecone Lake Cheerleading Camp-trøje?” smiler hun.

”Det er den!” siger jeg, og mit hjerte banker helt vildt. ”Jeg lagde den nede ved søen! Sig til far og mor, at jeg kommer med det samme!”

Men lige da jeg skal til at løbe ned efter den, griber Riley fat i mit ærme og stopper mig. ”Slap af,” siger hun. ”Far fandt den og smed den ind på bagsædet, okay? Og skal vi så se at komme af sted?”

Jeg ser mig om en sidste gang og følger så efter Riley hen til bilen. Jeg er ved at sætte mig til rette på bagsædet, mens far bakker ud på vejen, da jeg hører en halvkvalt lyd fra min mobil. Jeg graver den op af rygsækken og har dårligt fået åbnet sms’en, før Riley hænger over skulderen på mig for at kigge med. Lidt sur vender jeg mig med et ryk, så Buttercup er nødt til at flytte sig, hvilket han ikke er ret glad for. Og Riley prøver stadig på at kigge med. Så jeg ser opgivende op i loftet og siger: ”Moar!”

Og mor, som kender rutinen, bladrer videre i sit dameblad, mens hun siger: ”Hold så op, I to.”

”Altså, mor, du kigger ikke engang!” siger jeg ”Det var ikke mig, der gjorde noget! Det er Riley, der ikke vil lade mig være!”

”Det er bare, fordi hun elsker dig,” blander far sig og fanger mit blik i bakspejlet. ”Hun elsker dig så meget, at hun vil være sammen med dig hele tiden. Hun kan slet ikke få nok af dig.”

Og de ord får Riley til at kaste sig over i den anden side af bilen og trykke sig mod døren. ”Åh, ralle!”, siger hun og rykker benene så langt væk som muligt fra mig, hvilket får Buttercup til at blive urolig igen. Riley ryster sig overdramatisk, som om tanken slet ikke er til at bære, og far og jeg får øjenkontakt igen og begynder begge to at grine.

Jeg åbner telefonen og læser beskeden fra Brandon: Tilgiv mig. Det var min fejl. Ring i aften. Og jeg skynder mig at sende ham en smiley, mens der stadig er dækning, så han kan vide, at jeg ikke er sur.

Og jeg har lige lænet mit hoved op ad vinduet og lukket øjnene, da Riley vender sig mod mig og siger: ”Du kan ikke vende tilbage, Ever. Du kan ikke lave om på fortiden. Den er, som den er.”

Jeg ser forbløffet på hende, aner ikke, hvad hun taler om. Og jeg skal lige til at spørge hende, da hun ryster på hovedet og siger: ”Det er vores skæbne. Ikke din. Har du nogen sinde spurgt dig selv, om det måske var meningen, at du skulle overleve? At Damen måske ikke var den eneste, der reddede dig?”

Jeg stirrer på hende – fuldstændig målløs – prøver desperat på at få hoved og hale på hendes ord. Og da jeg ser mig omkring i bilen, går det op for mig, at alting er gået i stå. Fars hænder er stivnet på rattet, hans øjne stirrer frem på vejen uden at blinke, mors bladren er gået i stå mellem to sider, og Buttercups hale sidder fast på halv stang.

Og da jeg kigger ud ad vinduet, kan jeg se, at vi ikke længere bevæger os, at fuglene står stille i luften, og at alle de andre biler på vejen også er sat på pause.

Og da jeg igen ser på Riley, som læner sig over imod mig med et intenst blik, så går det op for mig, at intet andet end hende og mig bevæger sig.

”Du bliver nødt til at vende tilbage,” siger hun med fast og sikker stemme. ”Du er nødt til at finde Damen – inden det er for sent.”

”Inden hvad er for sent?” råber jeg og læner mig over mod hende, mens jeg kæmper desperat for at forstå. ”Og hvem fanden er Damen? Hvorfor siger du det navn? Hvad mener du …?!”

Men før jeg kan afslutte sætningen, vrænger hun af mig og skubber mig væk, som om intet af det hele overhovedet var foregået.

”Ja tak, ikke nærmere!” Hun ryster på hovedet og himler med øjnene. ”Helt ærligt, Ever, har du nogen sinde hørt om privatliv? Uanset hvad far tror, vil jeg gerne være fri for at have dig på skødet!”

Hun vender sig væk og mishandler en Kelly Clarksonsang, hun åbenbart har på sin iPod. Kvidrende og kvækkende. Uden at ænse mor, som smiler og klapper hende på knæet, uden at ænse far, som atter fanger mit blik i bakspejlet. Vi smiler til hinanden og har vores helt egen morskab.

Og vi smiler stadig, da en gigantisk lastbil med træstammer kommer ud fra en sidevej, smadrer ind i siden på bilen og får hele verden til at gå i sort.