halvtreds

Det første, jeg ser, da jeg kommer ind i rummet, er Damen. Han ligger stadig på sofaen, lige så tynd og bleg, som da jeg forlod ham.

Det andet, jeg ser, er Rayne. Hun sidder sammenkrøbet ved hans side og presser en fugtig klud mod hans ansigt.

Hun spærrer øjnene op, da hun ser mig, og holder en hånd op: ”Nej, Ever! Nej! Du må ikke komme nærmere! Hvis du vil redde Damen, så bliv der! Du må ikke bryde cirklen!”

Jeg kigger ned og får øje på noget, der ligner salt, som ligger i en perfekt cirkel, som de to er indeni, og jeg er udenfor.

Jeg ser på hende. Hvad er det, hun vil? Hvorfor kryber hun sammen ved siden af Damen og holder mig væk fra ham?

Det slår mig, at hun ser endnu mere underlig ud her end i Sommerland, med det spøgelsesagtigt blege ansigt, den lille mund og den lille næse og de store, kulsorte øjne.

Men så ser jeg på Damen, ser ham kæmpe for hvert åndedrag – og jeg ved, at jeg må hen til ham, uanset hvad hun siger. Det er min skyld, at han har det sådan. Jeg stak af fra ham. Jeg lod ham i stikken. Jeg var dum og egoistisk og naiv nok til at tro, at alting ville gå, som det skulle, bare fordi jeg ønskede det, og at Ava nok skulle samle stumperne op efter mig.

Jeg tager et skridt frem, min tå lander lige uden for grænsen. Og i det samme kommer Roman styrtende ind og råber: ”Hvad fanden i helvede laver hun her?”

Han ser fuldstændig forbløffet på Rayne, der stadig sidder sammenbøjet bag barrieren, og forfærdelsen lyser ud af hans øjne.

”Stol ikke på ham!” siger hun, mens hendes blik flakker mellem os. ”Han har hele tiden vidst, at jeg var her.”

”Hvad er det for noget sludder? Jeg har aldrig set dig før!” Han ryster på hovedet. ”Jeg mener, beklager meget, søde, men katolske skolepiger er altså ikke lige min kop te. Jeg foretrækker kvinder med lidt mere temperament. Som Ever her.”

Han rækker ud mod mig, lader sine fingre glide hele vejen ned langs min ryg og fylder mig med kuldegysninger, der tvinger mig til at reagere – men jeg gør det ikke. Jeg trækker bare vejret dybt og prøver på at holde mig i ro.

I stedet koncentrerer jeg mig om hans anden hånd. Den, han har modgiften i. Den, der kan redde Damen.

For i sidste ende er den jo det eneste, der er vigtigt. Alt andet kan vente.

Jeg snupper flasken fra ham og åbner den. Og jeg skal lige til at bryde gennem Raynes beskyttende cirkel, da Roman lægger en hånd på min arm og siger: ”Ikke så hurtigt.”

Jeg stopper op, ser fra den ene til den anden. Rayne ser mig lige ind i øjnene og siger: ”Gør det ikke, Ever! Uanset hvad han siger, så skal du ikke høre efter. Du skal kun lytte til mig. Ava smed modgiften ud og stak af med eliksiren, lige så snart du var taget af sted. Men heldigvis nåede jeg frem hertil, lige før han gjorde.”

Hun ser på Roman, og hendes vrede øjne er som krystalliseringer af den mørkeste nat.

”Han skal bruge dig til at bryde cirklen, så han selv kan komme ind, for uden dig kan han ikke få ram på Damen. Kun den, som er værdig, har adgang til cirklen. Kun den, som har gode hensigter. Men hvis du træder ind nu, så vil Roman følge efter dig, så hvis Damen betyder noget for dig, hvis du virkelig vil beskytte ham, så er du nødt til at vente, til Romy kommer.”

”Romy?”

Rayne nikker, hendes blik flakker mellem Roman og mig. ”Hun kommer med modgiften. Den er først færdig, når natten falder på, for den skal bruge fuldmånens energi til at fuldendes.”

Men Roman ryster bare overbærende på hovedet og siger: ”Hvad for en modgift? Jeg er den eneste, der har modgiften. Det var sgu da mig, der lavede giften, så hvad ved hun om modgift?” Og da han ser forvirringen i mit ansigt, tilføjer han: ”Jeg kan ikke se, at du har noget valg. Hvis du lytter til hende der, så dør Damen. Men hvis du lytter til mig, så dør han ikke. Hvor svært kan det være?”

Jeg ser på Rayne, som ryster på hovedet og sender mig et blik, der advarer mig mod at høre på ham, trygler mig om at vente på Romy, vente på natten, som endnu er flere timer borte.

Men så ser jeg på Damen, hvis åndedræt bliver stadig mere anstrengt, og hvis ansigt er blevet endnu blegere …

Så retter jeg hele min opmærksomhed mod Roman. ”Og hvad så, hvis du lyver?” spørger jeg og holder vejret.

”Så dør han.”

Jeg synker og stirrer ned i gulvet, ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Skal jeg stole på Roman, den frafaldne udødelige, som var ham, der satte det hele i gang til at begynde med?

Eller skal jeg stole på Rayne, den foruroligende tvilling med de skjulte tvetydigheder, hvis motiver er mildest talt uklare?

Jeg lukker øjnene og spørger mig selv, hvad min mave siger. For selv om jeg sjældent retter mig efter den, så plejer den ikke at tage fejl.

Så siger Roman: ”Men hvis jeg ikke lyver, så lever han. Så jeg kan egentlig ikke se, at du har noget valg …”

”Du skal ikke høre på ham,” siger Rayne. ”Han er her ikke for at hjælpe dig. Jeg er her for at hjælpe dig! Det var mig, der gav dig den vision, den dag i Sommerland. Det var mig, der viste dig alle de ingredienser, du skulle bruge til at redde ham. Du blev forment adgang til de akashiske journaler, fordi du allerede havde truffet dit valg. Og du ville ikke høre efter, da vi prøvede på at vise dig den rigtige vej, eller da vi prøvede på at hjælpe dig og få dig til at lade være med at tage af sted, og nu …”

”Jeg troede ikke, I vidste noget om mit ærinde?” siger jeg og ser skarpt på hende. ”Jeg troede, at du og din uhyggelige lillesøster ikke havde adgang til …” Jeg stopper op og kaster et hurtigt blik på Roman, for jeg skal lige passe på, hvad jeg siger. ”Jeg troede, at der var visse ting, I ikke kunne se.”

Rayne sender mig et såret blik. ”Vi har aldrig løjet for dig, Ever. Og vi har aldrig givet dig et dårligt råd. Der er visse ting, vi ikke kan se, det er sandt. Men Romy er empat, og jeg er seer, og når vi er sammen, modtager vi følelser og visioner. Det var sådan, vi fandt dig første gang, og lige siden har vi prøvet på at vejlede dig ved hjælp af de oplysninger, vi kunne fornemme. Lige siden Riley bad os om at passe på dig …”

”Riley?” Jeg måber, og det giver et gib i min mave. Hvordan kan hun have noget med det her at gøre?

”Vi mødte hende i Sommerland og viste hende omkring. Vi gik endda i skole sammen – en katolsk kostskole, som hun manifesterede. Det er derfor, vi er klædt sådan her.”

Ja, selvfølgelig. Riley drømte om at komme på kostskole – for at komme langt væk fra mig, plejede hun at sige. Så hvorfor skulle hun ikke manifestere en, når hun fik muligheden?

”Og da hun så besluttede sig for …” Hun går i stå og kaster et hurtigt blik på Roman, før hun fortsætter. ”For at komme over på den anden side, så bad hun os om at holde øje med dig, hvis du skulle dukke op.”

”Jeg tror ikke på dig,” siger jeg, selv om jeg egentlig ikke kan se hvorfor. ”Riley ville have fortalt mig det. Hun ville …” Men så kan jeg godt huske, at hun nævnte noget om nogen, hun havde mødt i Sommerland, som viste hende rundt, og det kunne jo godt have været tvillingerne.

”Vi kender også Damen. Han – han hjalp os engang – for længe siden …” Og da hun ser på mig, er jeg lige ved at overgive mig. ”Hvis bare du vil vente et par timer mere, indtil modgiften er færdig, så kommer Romy og …”

Jeg ser på Damen, hans udmarvede krop, hans gustne, klamme hud, hans indsunkne øjne … hører hans gispende åndedrag, der bliver stadigt svagere. Og jeg indser, at jeg kun har én mulighed.

Så jeg vender ryggen til Rayne og siger til Roman: ”Okay. Sig mig, hvad jeg skal gøre.”