Det er stadig nat, alligevel skinner solen.

Nässjö hviler stille under den klare blå himmel. Ikke en vind hvisker i byparkens birketræer, ingen motorer brummer langs Rådhusgatan, ingen tog suser ind mod stationen. Der er så stille at en enlig due, som med gyngende skridt skynder sig over Stora Torget, pludselig stopper op og lytter til denne mærkværdighed. Den står fuldkommen ubevægelig med hovedet lidt på skrå, vagtsomt afventende, men lidt efter får den øje på et halvt pølsebrød et kort stykke derfra og glemmer det hele igen, sætter hurtigt den ene røde fod foran den anden og piler derhen, ordløst lykkelig over den fest der venter. Ikke fordi den er særlig sulten. Ingen er særlig sulten i Nässjö i dag, ikke engang fuglene eller rotterne. Her er mad nok til alle.

Ikke desto mindre drømmer Miriam om sult. I mere end tres år har hun gemt sig i denne by og hun har ikke sultet en eneste time i al den tid, alligevel drømmer hun hver eneste nat om sin ungdoms sult. Det har ikke noget at gøre med det liv hun har levet som voksen eller med den hun er i dag, alligevel kan hun ikke slippe af med drømmene, de glider ind og tager over, de tvinger hende otteogtres år eller mere tilbage i tiden, tvinger hende til at dukke sig og træde til side, til at sænke blikket og bøje ryggen, stjæle en bid brød fra en som ikke længere orker at spise, forsøge at made en lillebror som ikke engang kan synke, stå tæt ind til Else under appellen og lydløst recitere alfabetet for sekundet efter at se ind i Elses unaturligt store øjne, hendes øjne som …

Alt sammen sker det igen og igen. Nat efter nat. Og hvis Kaiser, naboens schæfer, samtidig begynder at gø når den bliver lukket ud i haven tidligt om morgenen, slår Miriam øjnene op med alle indvolde glødende af angst.

Men i nat gør Kaiser ikke, den sover stadig i sin tykke herres seng, og derfor kan hun tillade sig at vågne langsomt og blive hængende lidt i mellemrummet mellem søvn og vågen. Det mellemrum som er det rum hun elsker allermest, et meget virkeligt rum, på trods af at det kun findes i hendes fantasi, et rum hvor hun kan styre sine drømme og gøre dem gode og venlige, et rum hvor alle de døde stadig lever, hvor hun er fri til at være hvem som helst og hvor som helst, fri til at svæve mellem tider og steder, mellem erindring, drøm og virkelighed. Bortset fra at hun ikke gør det. Ikke i nat. Tværtimod stopper hun op og ser sig omkring, bemærker at mellemrummet er helt rundt her til morgen og at alle dets låger står på klem. I går var der fireogfirs, men i dag er det blevet til femogfirs, det ved hun uden at behøve at regne efter. Desuden er de alle sammen i teaktræ og forsynet med blanke håndtag. Faktisk ligner de lågerne i det allerførste køkken der var helt hendes eget, det køkken som hun elskede højere og mere inderligt end hun nogensinde elskede Olof, og det siger ikke så lidt. Men det er ikke det, hun tænker på lige nu. I stedet står hun foran sine skabslåger og studerer dem, forsøger at regne ud hvilke af dem der er de første og hvilke der er de sidste, men passer omhyggeligt på ikke at komme til at åbne nogen af dem på vid gab. Og se nu der! Hun kan skimte noget stribet bomuldsstof bag en låge og det er tilstrækkeligt, hun rækker hånden ud og smækker den i, lader derefter hånden glide hen over yderligere femten tidligere og fem senere låger, smækker dem i med små korte og præcise smæld. Bang-bang-bang! Derefter ser hun sig omkring og sænker skuldrene, smiler og trækker sin lange hvide fletning frem over skulderen, stryger sig med den under næsen som om den var et lille blødt kæledyr. Sådan. Nu er det tid til helt alene at fejre fødselsdag, før resten af familien vågner og forstyrrer hendes minder.

I næsten en halv time kigger hun ind i erindringens mange skabe. Der styrter en lille Thomas frem mod hende, der griber hun ham i sine arme og snurrer rundt, rundt, hendes prikkede kjole løfter sig og hans barnelatter får hende til at le med. Og der er hun brudepige ved Hannas bryllup og brudebuketten dirrer i hendes hånd, da Hanna brister i en hjertegribende gråd i det øjeblik hvor Egon sætter ringen på hendes finger. Så lykkelig, snøvler Hanna og tørrer sig ganske upassende med sin højre handskeklædte hånd under næsen. Undskyld! Jeg er bare så lykkelig! Og alle ler. Egon ler og Olof ler, borgmesteren ler, notaren ler og Miriam ler, men Thomas, som sidder i barnevognen, begynder pludselig at klynke og hun bøjer sig ned og stopper det lyseblå bomuldstæppe bedre omkring ham. Men bag den næste skabslåge er det hende selv der står brud og hun kan se at hun er meget smuk da hun går op mod alteret i sin hvide kjole. Meget ung, meget mørk og meget smuk, mens Olof ser lidt nervøs ud der ved hendes side. Måske tænker han på sit forrige bryllup, hans rigtige bryllup, det som fandt sted i den store kirke inde i byen, men det ægteskab varede kun i godt et år, til hans unge kone fødte Thomas og derefter holdt op med at trække vejret og holdt op med at få sit hjerte til at slå og under ingen omstændigheder lod sig lokke tilbage til livet. Eller måske er det fordi det bekymrer ham, at Miriam uden at sige et ord om det til ham gik hen på kirkekontoret allerede dagen efter at han havde friet og forklarede at hun ville afsværge sig sin medfødte tro og melde sig ind i den svenske statskirke, hvis det altså kunne lade sig gøre. Og selvfølgelig kunne det det. Pastor Klintberg nærmest savlede bare ved tanken og reserverede tid til en dåb allerede næstkommende søndag. Olof ved at Miriam ikke er så sikker på at der virkelig findes en Gud, og i øvrigt deler han hendes tvivl, men alligevel nager hendes beslutning ham. Kan det måske være sådan at hun konverterede udelukkende på grund af brylluppet? Fordi hun ønskede at gå op ad gulvet i Sankta Valborgs kirke i en hvid kjole og med slør og myrtekrans? Fordi hun ønskede at stå ude på kirketrappen bagefter i sin elskede bløde kaninpels, mens hans familie og venner kastede med ris? Og hvis det var sådan: Hvilket slags menneske gjorde det hende så til?

Til et menneske som elskede dig, hvisker Miriam som svar mere end tres år senere. Til et menneske som allerede havde mistet alt, til og med sig selv, og som vidste at hun ikke ville kunne overleve at miste dig også; til et menneske som var parat til at lyve og aflægge falsk trosed for at få dig til aldrig nogensinde at forlade hende og som i sin store uskyld troede at et kirkebryllup ville betyde mere for dig, være vigtigere og gøre ægteskabet sikrere og mere holdbart end et borgerligt. Du måtte ikke forlade mig! Derfor skulle vi giftes i kirken. På trods af Gud. For tryghedens skyld.

Tryghed var tidens vigtigste ord, det havde hun allerede forstået dengang. Alle disse trygge svenskere ville have mere tryghed, større tryghed, fuldkommen overmenneskelig tryghed. Fortidens spøgelser jagede dem og hylede bestandigt op om det, der engang havde været. Den sidste store hungersnød lå kun fyrre år tilbage i tiden! Arbejdsløshedens fattigdom og fornedrelse kun tyve! Krigen som for bare et årti siden var krøbet tæt op til landets grænser, en krig hvor mennesker på den anden side var blevet skudt og sprættet op, sultet og gasset, mishandlet til døde og slidt ihjel af tvangsarbejde. Intet syntes at kunne dulme erindringen om deres frygtelige skrig, men ingen her i landet orkede længere at høre på dem, ingen ville tænke på at der fandtes øjeblikke af svigt, faktisk ret mange øjeblikke af svigt, nej, de ville højst tænke på nogle sent tilføjede øjeblikke af heltemod, faktisk ret mange øjeblikke af heltemod, men allerhelst ville de tænke på at alle, selv arbejderne, i dag kunne tillade sig en oksesteg om søndagen, at de kunne spise frikadeller og røget medister i stedet for stegt sild til hverdag, at alle mennesker, simpelthen alle mennesker, havde fået ret til tre ugers ferie med løn hver sommer og at nogle særligt sparsommelige arbejdere desuden havde fået råd til at anskaffe sig egen bil. Egen bil! En lillebitte folkevogn som stod uden for deres eget lillebitte hus. Fremtiden var altså ikke længere bare på vej. Den var ankommet.

Og sådan var det også for Miriam, det ser hun når hun kigger ind bag de skabslåger som åbner sig straks efter brylluppet. Der går hun smilende ud i sin have med en bakke og rundt om hende er det sommer. De abrikosfarvede roser blomstrer i bedene, de lyserøde pæoner er sprunget ud og på en lidt uanseelig nyplantet jasmin er de første knopper netop bristet og har blottet deres hvide stjerner. På bakken står hendes hjemmelavede rabarbersaft fra sidste år, hendes nybagte marmorkage og de lune kanelboller som nu for tiden er hendes stolthed. Olof smiler til hende og siger at han da også godt kunne tænke sig et glas rabarbersaft før kaffen, for Miriams rabarbersaft er faktisk den bedste i hele verden. Og Thomas putter sig ind til hende og stemmer i. Den bedste saft i hele verden.

Bag den næste låge er han allerede blevet større og mere besværlig, men han er stadig bare hendes dreng. Det er ikke fordi han nogensinde taler grimt til hende eller skærer grimasser bag hendes ryg, men alligevel er hun forsigtig med ikke at trænge sig på over for ham. Hun kysser ham kun sjældent på kinden og holder ham kun i hånden for at kontrollere at hans vanter stadig passer og når de ikke gør det længere beder hun ham om at vælge hvilken farve garnet skal være når hun strikker et par nye til ham. Gråt? Fint. Så vil hun strikke et par grå fingervanter til ham.

Men bag den næste låge ser hun sig selv sidde i sin smukke stue, i den smukke villa som Olof har arvet, med de smukke møbler som han har købt til dem, for Olof tjener godt, Olof er tandlæge og der er ingen tandlæger i Nässjö der tjener så meget som ham, og hun sidder i sin fine sofa fra Carl Malmsten og strikker, da alting pludselig bare forsvinder. Hendes ternede kjole bliver til en stribet fangedragt, strømperne smelter væk og skoene forsvinder ud i intetheden, parketgulvet under hendes fødder er pludselig rå cement og det eneste der er tilbage er vinterskumringen uden for vinduet og sneen som falder og et kort øjeblik er hun tilbage i Ravensbrück og Else stirrer med et tomt blik og opspærrede store øjne frem for sig når feberen raser i hende og Miriam skriger, hun skriger og hører sig selv skrige og hun slår hænderne for munden for at tvinge sig selv til at tie. Sidder derefter ubevægelig i lang tid med lukkede øjne, holder skriget tilbage, åbner langsomt øjnene igen og ser sig omkring. Alting er som det plejer. Det er engang i tresserne og en stille skumringstime i februar, hun sidder i sin smukke dagligstue og på hendes skød ligger en halvt færdigstrikket vante som hendes stedsøn snart skal have.

Men, nej, hun vil ikke tænke tilbage på den eftermiddag. Hun vil ikke tænke tilbage på den slags eftermiddage overhovedet, derfor skynder hun sig forbi de andre skabslåger og springer frem til den sidste åbne låge, slår den op på vid gab og kigger ind, smiler derefter ved synet af det velkendte billede som møder hende. Der ligger hun selv i sit behagelige lille soveværelse og det er et nyt århundrede og et nyt årtusind. Væggene er lyseblå, dynebetrækket er mørkeblåt- og hvidternet, gardinerne er tynde og hvide. Henne ved væggen står den gave som engang gjorde hende til en dame blandt damer: Hannas sekretær i skinnende mahogni. Ved den åbne balkondør står Olofs øreklapstol, den som hun fik ombetrukket tre år efter hans død. Det er tolv år siden efterhånden, men det fornemmer man ikke, stoffet er stadig tykt og mørkeblåt, de mange dage med eftermiddagssol har ikke formået at blege det. Hen over armlænet ligger hendes nye morgenkåbe, også den er svagt lyseblå. Blå er nemlig hendes yndlingsfarve. Hun holder af blå i alle afskygninger, alt fra isblå til indigo, fra azurblå til dueblå, fra turkis til himmelblå, fra kornblå til kobolt …

Blå er en sober farve, sagde Hanna engang for længe siden. Vælger du blåt er du altid på den sikre side. Og den unge Miriam nikkede alvorligt og lavede en mental note. Sober. Bagefter måtte hun gå ind på sit værelse og slå ordet op i Svenska Akademiens ordbog for at finde ud af hvad det betød. Mådeholden. Enkel. Smagfuld. Hun nikkede og smilede. Naturligvis ville hun gerne være sober. I dag er det sjældent at hun tænker på ordet, det er blevet en selvfølge. Hun er jo en dame. En rigtig dame. En dame som meget ofte går klædt i blåt. Dog aldrig i striber.

Men nu drømmer denne dame at hun står op af sin seng, selvom hun i virkeligheden bliver liggende. Hun studerer sig selv i spejlet henne for endevæggen og retter ryggen lidt, giver sig selv en første fødselsdagsgave ved at drømme sig lidt yngre og smukkere end hun er i virkeligheden, inden hun tager morgenkåben på og binder den i livet. Fletningen havner inden for udskæringen i halsen, men hun trækker den op med en rask bevægelse og lægger den frem over skulderen, stryger ned over den med hånden og konstaterer tilfreds at den i det mindste i fantasien stadig er tyk og fyldig som en velnæret slange. Derefter lægger hun sin særdeles velmanicurerede hånd øverst oppe på hovedskallen og trykker til. Og miraklet sker, det mirakel som indtræffer hvert år på hendes fødselsdag. Hovedskallen klapper op og hun kan stikke hånden ind i sit eget hoved og løfte hjernen ud, hun kan holde den i sine rundede hænder, samtidig med at hun gør et kast med hovedet, så hovedskallen falder ned på plads igen. Et øjeblik bliver hun bare stående og betragter sin hjerne, smiler lidt over den og tænker på at det hun står med i hænderne tit kaldes det allermest mageløse af universets underværker, måske endda det mest mageløse i noget som helst univers. Menneskehjernen. En lille klump gråt og lyserødt som kan lære alt hvad der er at lære, som kan huske og glemme, lyve og tale sandt, drømme og fantasere. En lille klump som ved at den er levende og som med selvsamme sikkerhed ved at den skal dø, selvom den bestandigt leder efter udveje og skjulesteder for at undgå dette uundgåelige. Og hun har selv en. Hun har en menneskehjerne. Hun står med sin hjerne i hænderne og ved at hun dermed også står med verdensaltet.

Ikke dårligt, hvisker hun til sig selv. Slet ikke spor dårligt.

Hun glider meget stille ind i stuen, men ser sig ikke omkring, fornemmer bare ud af øjenkrogen at alting er som det skal være. Carl Malmsten-sofaens dueblå overflade ude til venstre, portrættet af Olofs farmor, som smiler lige så venligt som altid henne til højre, men Miriam ser ikke på dem, hun holder blikket fæstnet til den grå klump i sine hænder og skynder sig ud i entreen, videre ud igennem den lukkede dør nede for enden af trappen, skynder sig igennem yderdøren uden først at åbne, men stopper så op på trappen udenfor, står lidt og tillader sig selv at nyde det hun ser et øjeblik. Den overdådige have. Den hvide syren som stadig blomstrer. Grusgangen som hun rev i går. Den lille stump af Strandvägen udenfor. Græsset ovre på den anden side. Efter det kommer Ingsbergssjön. Og derefter konturen af Nässjö på den modsatte bred. Byparken. Rådhuset. Og i det fjerne kirketårnet som peger fordringsfuldt mod himlen. Pludselig begynder billedet af en anden by og et andet kirketårn at flyde ind over og skjule det hun burde se, men hun vægrer sig, hun vil ikke lade det trænge ind og tage over. Hun tvinger sig tilbage til det sted som faktisk har været hendes hjem i over tres år, for hun er ikke i Ravensbrück og det er ikke Fürstenbergs kirketårn hun står og ser på. Hun er i Nässjö. Det er Nässjös kirketårn som hovmodigt og bydende peger op mod himlen derovre. Og lugten, stanken af brændende hud og kød, som pludselig fylder hele verden, skal hun bare væk fra så hurtigt som muligt …

I næste øjeblik står hun nede ved søbredden. En brunmeleret andemor udstøder et lille utilfreds skræp og får med ét meget travlt med at jage sine nyklækkede ællinger ud af den lille dynge småkviste, hvor de har ligget og sovet. Hvad er det her for noget? Hvorfor tror det der langbenede væsen at hun har ret til at rode rundt nede ved søen på dyrenes tidspunkt af døgnet? Hva’? Hun knejser lidt med nakken og svømmer så et kort stykke ud i søen med sine syv gyldne dunbolde af et kuld ællinger efter sig, stopper op og vender sig om, finder Miriam med blikket.

“Undskyld,” siger Miriam. “Men det skal altså gøres, det her …”

Og så gør hun det. Hun får Ingsbergssjöns brune vand til at klare op og blive isblåt, hun sørger for at al bundvegetationen forsvinder og erstattes af bart sand, hun lader hver eneste myg i luften og hver eneste mikrobe i vandet ophøre med at eksistere. Så synker hun ned på knæ, stadig med hænderne rundet omkring sin hjerne og helt uden at ryste. Hendes balance er perfekt og det gør ikke spor ondt i hendes gigtplagede knæ, hun synker smidigt som en ung balletdanserinde ned i græsset, bøjer sig derefter fremover og dypper sin hjerne i det glasklare vand, lader det trænge ind i hver eneste sprække, fylde hvert eneste hulrum, flyde rundt og vaske hver eneste celle, rense hjernen for hver eneste afskyelige gamle lugt, derefter for alle ubehagelige erindringer og til sidst for alle onde tanker; så klemmer hun den tør for vand, som en badesvamp, og lægger hånden tilbage op på sit hoved. Trykker til og lader hovedskallen åbne sig. Lægger omsorgsfuldt den renvaskede hjerne derned og slår med hovedet så låget falder på plads. Ser sig derefter omkring og trækker vejret dybt ind. Nu lugter verden godt. Nu dufter den af hæg og syrener, roser og liljekonvaller. Og den er smuk. Bladene på birketræet i hendes have glitrer i sollyset, og huset bag det – hendes hus! – har fået en varmere og dybere rød farve og de hvide søjler ved trappen er blevet en anelse bredere, så proportionerne endelig er rigtige. Spyttet i hendes mund smager pludselig friskt som rent kildevand. En nattergal synger et sted i nærheden, det er en munter melodi som får folk der sover med åbent vindue til at begynde at drømme de dejligste drømme. Drømme fulde af længsel. Ønskedrømme. Blæsten rejser sig som en latter bag Miriam og samler sig i en hvirvel, stryger over hende som svalende silke og løfter hende op, lade hende flyve ud over søen et øjeblik, men bærer hende derefter forsigtigt tilbage ind mod land, op mod førstesalen af hendes hus og sætter hende langsomt ned på balkonen uden for soveværelset. Miriam smiler og vinker til andemoren ude i søen. Se, nu får du din verden tilbage! Vandet er igen brunt, fluerne svirrer oppe over dit hoved og det gode søgræs vokser og vokser. Og jeg er sluppet fri af mine minder!

Men i det samme begynder Kaiser at gø.