Kaiser er en tumpe af en hund. Dum i hovedet. Kan ikke tænke og vil ikke tænke, tæsker bare rundt i sin have og lader som om den er opsynsmand. Glammer og gør. Pas på alle spurve for her kommer jeg! Knurrer og bjæffer. Ve jer, forbandede egern, for nu er freden forbi. Giver hals og kommanderer. Dø, forbandede solsort, inden jeg bider hovedet af dig! Alt sammen efterfulgt af en glad knurren. Minsandten! Der fik I den. Her er det mig der bestemmer! I hvert fald indtil min herre kommer.

Kaisers herre er kun en smule mere begavet end sin hund, men han er lige så optaget af at bestemme. Når han åbner terrassedøren bliver Kaiser helt spag og underdanig, ørerne lægger sig, halen falder, hele kroppen synker ydmygt ned mod jorden.

“Hold kæft, Kaiser,” brøler dens herre, mens han trækker op i Tshirten og klør sig på sin behårede mave. “Hører du! Hold så lige kæft …”

Kaiser forstår naturligvis ingenting, men den ved at dens herre står over den, så derfor bliver den ved med at vise sin underkastelse. Undskyld at jeg er til, siger dens kropssprog. Undskyld at jeg overhovedet eksisterer. Er der noget som helst jeg måske kunne gøre for at vinde Jeres Velærværdigheds gunst? Noget jeg kan skræmme, så verden ikke vil opdage hvor bange I selv er, oh, enestående hersker? Nogen jeg skal skælde ud efter alle kunstens regler? Nogen jeg kan bide i benet? Jeg vil vældig gerne bide nogle af Jeres fjender i benet …

“Hold nu bare kæft,” siger dens herre endnu en gang, smækker terrassedøren i og forsvinder. Kaiser lader sig føjeligt synke ned på græsset og bliver liggende et helt minut, indtil en lille grønsisken lander i en busk foran den. Nej, nu har den aldrig! En fugl mere. Her! Midt i dens herres have! Den skal give den forbandede bogfinke, skal den!

Og så gør den igen.

Hundens gøen får Miriam til for alvor at vågne.

Hun sætter sig op i sengen og tager den ene hånd op til munden som for at tvinge sig selv til at være stille og den anden op til hjertet som for at få det til at slå langsommere. Hun er ikke tilbage i tiden. Det er alt sammen fortid nu. Hun er ikke i Tyskland. Hun sidder ikke i en celle i koncentrationslejrens straffeblok.

Men det gør hun så alligevel. Tiden findes ikke længere. Hun hører en Aufseherin, en kvindelig vagt, gå med smældende skridt mellem cellerne med sin schæfer, en af disse ekstremt lydige vagthunde i Ravensbrück, et væsen som tydeligvis ved præcis hvad der forventes af den her på gangen. Fangernes lugte siver ud på trods af at jerndørene slutter tæt til mod dørkarmenes cement, rædslens molekyler svæver gennem luften og ind i dens næse og fylder den med en højst tilfredsstillende følelse af triumf, men nogle enkelte af disse molekyler har en anden form, det er en meget lille afvigelse, men dog en afvigelse som er tilstrækkelig stor til at den bliver urolig. Afsky! Der sidder fjender som afskyr den derinde bag nogle af disse døre og – værre endnu – som afskyr dens madmor. Det er jo frygteligt! Den skal dræbe dem, skal den!

Bortset fra at det må den ikke. I straffeblokken skal man dø langsomt, det har man sagt til dens madmor og derfor holder hun den i kort snor, selvom hun smiler venligt ad dens høje snerren. Livet skal sive langsomt ud af de kvinder som skal piskes denne fredag, det skal falde som sorte bloddråber og sårvæske fra deres blåstribede rygge. Sulten hos de kvinder som ikke har fået noget mad i fire dage skal få deres i forvejen udmarvede kroppe til at trække sig sammen i smerte, så også de som har rejst sig i ren og skær trods og forbliver stående i bare et kort øjeblik skal mærke hvordan deres ben giver efter og hvordan døden åbner sit sorte gab under dem. Og de som allerede i flere uger har siddet i en mørk celle skal pludselig rammes af skrækindjagende vågne drømme, de skal drives bort fra deres hallucinationer om sandstrande og palmetræer og det åbne hav, som har holdt dem i live igennem flere dage, og ind i fantasier om en lille løbegård hvor nazisternes køtere venter. Store, sorte schæferhunde stimler sammen foran dem; store, racerene sorte schæfere, som knurrer dybt og viser tænder, som rejser børster og …

Men die Aufseherin stopper pludselig op uden for en dør, sætter hundesnoren fast til en krog ved siden af og tager sine nøgler frem. Låser op. Åbner en dør mellem en verden og en anden. Ser og lader sig se. Hun ved at hun er smuk som hun står der. Hendes blonde hår er nypermanentet, de runde kinder er dækket af et tyndt lag lyst pudder, den lille uniformshue sidder kækt på sned. Die Aufseherins sorte støvler er blevet pudset af en kvinde som tilhører Jehovas Vidner og de stråler lige så intenst som vidnets drøm om det jordiske paradis, hendes buksekjole er nystrøget og kraven på den hvide bluse ligger glat ud over uniformsjakkens revers. Derudover står hun med en pisk bag på ryggen. Hun slår ikke med den, svinger den ikke, løfter den ikke engang, hun står der bare med den bag på ryggen, men kan næsten ikke lade være med at smile ved tanken om at fangen derinde frygter den alligevel.

Fangen er ikke smuk. Hun er høj og sygeligt tynd, men hun er så sammensunken at hun ikke engang er et hoved højere end die Aufseherin. Heldigt nok for hende. Hun står let foroverbøjet som en gammel kone, selvom hun ikke kan være meget mere end femten eller seksten år, og hun har sorte rande under de unaturligt store hungerøjne. Munden står halvåben som om hun snart vil begynde at savle som en anden idiot. Desuden lader hun blikket flakke mellem hunden og die Aufseherin, frem og tilbage, frem og tilbage.

“Raus!” brøler die Aufseherin. “Ud med dig, nu …”

Der går femten sekunder inden hun bliver adlydt, femten sekunder fulde af tvivl, hvor pigens blik fortsætter med at flakke mellem hunden og den blonde kvinde yderligere tre gange. Og det er nok. Die Aufseherin løfter sin pisk.

“Hørte du ikke hvad jeg sagde, din idiot? Er du døv? Raus! Raus! Raus!”

Og pigen, den unge pige som netop i dag fylder femogfirs år, undertrykker et skrig og glider ud på gangen. I samme øjeblik er hun tilbage i Nässjö, hun hører de puslende skridt uden for sin dør, skimter Thomas’ hjemmesko og Katarinas morgentøfler, og skynder sig hurtigt at tørre tårerne i øjenkrogen og glatte tæppet, flytter derefter på puderne så hun kan have dem i ryggen op ad sengegærdet, lader hånden glide op og retter på det hvide hår. Lægger derefter den ene hånd oven på den anden på det ternede sengetøj for at gøre billedet af en roligt ventende gammel kvinde perfekt. Smiler. Har lukket af for alting. Sidder og holder sig parat. Og så kommer de. Syngende. Med en enkel tulipan uppå bemärkelsesdan …

“Tillykke med fødselsdagen,” siger Thomas da de er færdige med at synge og smiler til hende hen over en lille pakke. Han har gjort et nyt forsøg på at skjule sin skaldede isse, denne gang ved at blive klippet helt korthåret. Det hjælper ikke.

“Kære svigermor,” siger Katarina som står omme bag ham og lægger hovedet på skrå, forsøger lige så målrettet som Miriam at spille rollen som glad og afslappet kvinde. Hun har en bakke i hænderne. En bakke med kaffekopper og boller med smør og et stearinlys med blafrende flamme.

“Tillykke farmor,” siger Camilla, sætter sig på sengekanten og giver slip på sin søn Sixten. Han er to år gammel og ligner en lille hveps i sine joggingbukser med sorte og gule striber. En usædvanligt sød lille hveps. Han kravler op til Miriam, tager hende om halsen og giver hende et meget blødt kys på munden. Smagen af hans spyt får hende til at tænke på det hun drømte lige før. Kildevandet. Hun smiler.

“Jamen dog,” siger hun og giver ham et kram. “Jamen dog, altså …”

Og bagefter er alting som det plejer at være. Latter og snak og skraben af stole. Thomas lægger pakken fra sig i fodenden af sengen og henter to stole inde fra stuen, en til Katarina og en til sig selv. Katarina sætter bakken fra sig på natbordet og puster lyset ud.

“For en sikkerheds skyld,” siger hun og smiler et lille blegt smil. Miriam nikker bifaldende, men slipper ikke Katarina med blikket. Hvorfor skal hun altid insistere på at vise, hvor ængsteligt anlagt hun er? I over femten år har hun og Katarina boet i det samme hus og delt den samme have, alligevel forstår hun ikke hvorfor Katarina altid er så nervøs, hvorfor hun bestandigt taler om hvor meget hun frygter ildebrand og ulykker, hvorfor hun siger hun er bange for høje stemmer og vrede tonefald, hvorfor hun påstår at snavs og uorden skræmmer hende sådan. Hun har jo levet et trygt liv i et trygt land, hun er blevet mor og mormor til sunde og raske børn, hun har aldrig oplevet knytnæveslag mod hovedet og aldrig nogensinde fået flået ryggen op af en læderpisk. Alligevel er hun evigt bekymret og bange for alting, lukker sig om sig selv og holder armene tæt ind til kroppen. Det ser ud som om hun tror at hele hendes verden befinder sig inde i en sæbeboble og at den er så skrøbelig at den mindste lille forstyrrelse ville kunne få dens vægge til at briste og tilintetgøre den.

“Femogfirs år,” siger Thomas og klapper Miriam let på hånden. “Og stadig fuldkommen frisk og rask. Ikke dårligt. Slet ikke så dårligt.”

Miriam smiler som svar.

“Selvom jeg selvfølgelig aldrig er blevet en dag over atten.”

“Indvendig, ja …”

Camilla lægger hovedet på skrå og smiler lidt.

“Jeg tror nu nok at du er lidt ældre end det. I hvert fald tyve.”

“Hvorfor det?”

“Du har da vel formentlig en voksens hjerne? Den holdt vel ikke op med at vokse før dine pandelapper var færdigudviklede?”

Miriam rynker panden, smiler lidt og ser ud til at tænke sig om.

“Ved du hvad, det aner jeg simpelthen ikke. Måske.”

Thomas lægger hånden på Camillas skulder. Lad det ligge, siger bevægelsen. Ingen ubehageligheder, tak. Han rømmer sig.

“Den lægestuderende har talt. Men nu er det gavetid.”

Han rækker ud efter pakken, som ligger nede i bunden af sengen. En hvid pakke med krusede guldbånd. Slangekrøller. Den virker tungere end man skulle tro, han holder om den med begge hænder og rækker den frem mod Miriam.

“Tillykke med fødselsdagen. Den er fra os alle sammen.”

Miriam tager også imod gaven med begge hænder. Den er slet ikke så frygtelig tung.

“Åh,” siger hun. “Tak. Tusind tak.”

Den er svær at åbne. Guldbåndene er bundet stramt og med dobbeltknuder, og hun må pille og hive et stykke tid før hun endelig får dem op. Så snart det er lykkedes kaster Sixten sig lykkeligt over dem og propper dem i munden, men Camilla rækker hurtigt hånden frem og tager dem fra ham. Det må du ikke! Nej! Må ikke! Imens river Miriam utålmodigt papiret af den lille papæske og åbner den. Stirrer ned på det lyserøde silkepapir, løfter det derefter hurtigt op og åbenbarer selve gaven.

Et massivt sølvarmbånd. Et bredt sølvarmbånd med filigranmønster og snoede tråde, et armbånd som er enkelt og rent i stilen på trods af de mange udsmykninger og utroligt smukt. Far, siger en stemme i hendes baghoved, men hun lytter som sædvanlig ikke til sit savn, ryster bare lidt på hovedet for at jage den væk.

“Åh,” siger hun. “Nej, hvor er det fint. Tak!”

“Det var Camilla der fandt det,” siger Thomas. “Hun syntes at det så ud som om det lige kunne være noget for dig. Og prøv at se under låsen!”

Miriam drejer armbåndet og kigger på inskriptionen. Til Miriam på 85-årsdagen, står der. Plus datoen. Miriam.

“Det er et sigøjnerarbejde,” siger Thomas.

“Romaer, hedder det,” siger Camilla.

Noget ryster sig løs inde i Miriam og flere navne kommer svævende op gennem et stort mørke. Anuscha der griner og lader sine mørke øjne spille mens hun springer over gårdspladsen. Else der smiler sit udmarvede smil og præsenterer sig med sit fulde navn, som om Miriam var en det var værd at præsentere sig for. Else Nielsen. Og en kvindelig vagt løfter sin pisk og brøler: Jeg hedder Binz! Lær det nu én gang for alle, for jeg har ikke tænkt mig at gentage det! Hendes bror som ser på hende med en sidste undren i blikket. Hvorfor ser du så forfærdet ud, Malika? Det er jo mig, Didi, din lillebror. Tårerne stiger op i hendes øjne, hun blinker et par gange for at presse dem tilbage, og ordene flyver hurtigt igennem hovedet på hende, de ord som hun ikke må sige, de ord hun ikke har sagt en eneste gang siden hun kom til Sverige. Jeg hedder ikke Miriam. Derefter snøfter hun ind og synker engang, løfter hovedet og ser på Thomas, hvis mor hun er i enhver henseende bortset fra en, han som, på trods af at han er det menneske som står hende nærmest af alle mennesker i hele verden, alligevel er en fremmed. Hun har løjet for ham. Hun har ladet ham vokse op på en løgn og leve hele sit voksenliv i ly af denne løgn.

Og så endelig siger hun det. Endelig lader hun ordene komme over sine læber.