Lyden fra smedjen. Metal der bankes mod metal. En sydende lyd. En høj latter. Slægtningenes stemmer, de mandlige dybe og de kvindelige skingre. Børnenes lyse og perlende latter på gårdspladsen.

Sådan var verden. Sådan havde den altid været. Sådan skulle den altid være.

Men verden kan forandres på meget kort tid. Det vil hun snart opdage. Det ene øjeblik er hun en pligtopfyldende storesøster som går hen over gårdspladsens brosten med sin lillebror i den ene hånd og farens kaffekop i den anden, det næste er hun et skrigende barn som bliver slæbt i den modsatte retning. Og det mærkelige er at der midt i skriget er en slags tomrum, et meget nøgternt tomrum, som gør hende næsten voksen og gør det muligt for hende at både se og tænke. Hun ser at de andre børn også gør modstand, at Raul bider en kvinde i handsken og får en lussing til gengæld, at Anuscha forsøger at sparke sig løs, men uden held og at Didi sidder oppe på en uniformklædt kvindes arm og fortvivlet rækker armene frem mod den Miriam som stadig hedder Malika. Hun ved at hun må tage sig sammen for hans skyld, at hun ikke må skrige, men hun kan ikke, for samtidig ved hun at intet nogensinde vil blive det samme igen, at det sidste sekund af det liv hun altid har levet er kommet og gået. Desuden ved hun at farfar tog fejl, men at hun aldrig nogensinde vil komme til at erkende det, ikke over for ham, ikke over for far, ikke over for sig selv. Farfar troede at den kendsgerning at han engang havde været tysk soldat ville beskytte familien ligesom den kendsgerning at han desuden var blevet bofast og ejede hele to huse, begge faldefærdige ganske vist, men dog to huse. Et stuehus og et gammelt vaskehus. At der står fire eller fem kærrer og beboelsesvogne eller hvad man nu vil kalde dem rundt omkring på hans gårdsplads burde ikke gøre nogen forskel. Det er jo bare noget familie som er på besøg og de generer jo ikke nogen, for husene ligger helt for sig selv over en kilometer fra byen.

Miriam kan ikke huske hvad byen hed. Hun kan ikke huske hvad hendes far hed til fornavn. Hun kan ikke for alvor huske, hvordan han så ud, alligevel føler hun at hun aldrig vil kunne glemme hans ansigt der den sidste dag. Udtrykket som vekslede mellem vrede og skam, håb og fortvivlelse. Hun synes også at kunne huske at han stod med sin lille hammer i højre hånd, den hammer som han altid brugte til sit arbejde, men samtidig ved hun at det ikke kan passe. Kripo lod ham helt sikkert ikke stå med et stykke værktøj, de havde skubbet ham ind i et hjørne af vaskehuset som var hans værksted og havde samtidig fejet alt hans sølv og alt hans kobber og alt hans værktøj på gulvet. Det huskede Miriam fuldkommen tydeligt, lige så tydeligt som hun huskede den kvinde der trak hende hen over gårdspladsen. Et sandfarvet pandehår med en halvt udvokset permanent. Kvinden smilede ikke. Tværtimod så hun faktisk snarere bekymret ud da hun forsøgte at slæbe Miriam hen over brostenene og hen til bilerne og nonnerne. Det var ikke nemt. Miriam ville ikke løfte fødderne, men strittede imod så godt hun kunne. Og så skreg hun, præcis ligesom alle de andre. Luften var fuld af skrig. Mødrenes skrig og barneskrig og fædrenes afmægtige brøl. Måske skreg politifolkene også. Eller råbte. Det var vel meget sandsynligt. Spørgsmålet er om politiet i Tyskland i starten af fyrrerne overhovedet kunne åbne munden uden at råbe når de befandt sig i et sigøjnerbosted midt ude på landet. Et sigøjnerbosted med en forfærdelig masse unger. Fjorten eller atten eller toogtyve beskidte unger som snart ville vokse sig store og blive tyve og bedragere, mordere og barnerøvere, alfonser og fidusmagere. Selvfølgelig under forudsætning af at de ikke kom under bedre indflydelse end deres forældres.

Miriams far havde lavet et par øreringe til hende. Et par små sølvbolde i fint filigranarbejde som havde hængt og dinglet fra hendes ører siden hun var tre måneder gammel. Nonnerne så på dem og rystede på hovedet ad denne overdrevne forfængelighed da de nåede frem til klosterets børnehjem, men de lod dem ikke desto mindre blive siddende. De sad der ganske længe. Lige indtil hun kom til Auschwitz.

“Mischlingen,” kaldte nonnerne hende og Didi da de blev registreret på børnehjemmet. På det tidspunkt var Miriam endnu ikke Miriam, hun var stadig en lille romapige som hed Malika, og hun talte næsten lige så godt tysk som romani, men alligevel forstod hun ikke hvad de mente. Der gik over en måned før søster Agathe endelig forklarede hende det. Hun var novice og meget sødere end de andre nonner eller så i det mindste meget sødere ud. Måske var det fordi hendes hovedbeklædning var hvid og ikke sort som de andres.

“Blandingsrace,” sagde hun og lagde hovedet på skrå. “Din far var sigøjner, men ikke din mor. Derfor er I mischlingen.”

“Min mor er død,” sagde Miriam som stadig hed Malika.

“Ja,” sagde søster Agathe. “Men det gør ikke nogen forskel.”

Alligevel måtte Miriam erkende at det indimellem var ganske behageligt at være på børnehjemmet. Ikke at behøve at lave mad og brygge kaffe hele tiden, at slippe for at vaske tøj, vaske tøj og vaske mere tøj, i mængder af vand og baljer, dag ud og dag ind, og i stedet få lov til at sidde på en skolebænk flere timer om dagen og langsomt se hvordan bogstavernes verden åbnede sig. Hun kunne mærke hvordan det slog et ekstra slag første gang hun rent faktisk kunne læse et af ordene som nonnerne skrev oppe på tavlen. JESUS. Hun råbte op af bare lykke og fik straks en lussing, men det var lige meget. Hun kunne jo læse.

Hun forsøgte også at lære Didi at læse, men det gik ikke så godt. Han græd og beklagede sig hele tiden de første måneder. Han ville hjem til far! Hvorfor måtte han ikke komme hjem til far? Farfarfarfarfar! Selv når nonnerne tog dem med på udflugt jamrede og beklagede han sig og til sidst blev Malika rigtig vred på ham, så vred at hun selv stak ham en lussing. Det hjalp ikke. Han hylede bare endnu højere og der stod Malika så med en vrælende lillebror i hånden mens alle de andre børn løb ned til søen. De badede naturligvis ikke, for det havde nonnerne forbudt dem, men de tog skoene af og plaskede rundt i vandkanten og bagefter satte de sig i sandet og begyndte at grave. Først da nonnerne fandt madpakkerne frem lykkedes det Malika at få Didi til at holde op med at tude og følge med over til de andre. Han var glad for mad. Det var det værste ved hans skæbne. Det at han var så frygtelig glad for mad.

Miriam slukker hårtørreren og går hen til spejlet i soveværelset, studerer sit ansigt. Jo, det ser bedre ud nu. Håret er hvidt og luftigt og når hun begynder at børste det bliver det desuden næsten helt skinnende. Hun ruller det hurtigt op og stikker hånden i lommen på morgenkåben efter hårspændet, fæstner det i nakken på en måde som hun tror at Hanna ville have billiget. Hanna er stadig hendes smagsdommer, selvom hun har været død i over tredive år.

“Nej,” sagde hun og rystede på hovedet da en tyveårig Miriam kom ind med en hårlok formet som et sekstal midt i panden. “Uha da. Absolut nej!”

Miriam kan stadig huske hvor overrasket hun blev. Hun havde troet at Hanna ville bifalde, at hun havde gjort sig fin, måden hendes sorte hårpragt, der endelig var vokset ud, lå som et bølgende tæppe ned over ryggen og måden hun havde vædet den lille lok med sukkervand og omhyggeligt formet den i panden. Det var en stum hilsen til hendes mor, til den kvinde som alle påstod ikke var en rigtig roma, men som ikke desto mindre på det eneste fotografi de havde af hende derhjemme var klædt som en smuk romakvinde i den traditionelle klædedragt. En lang bølgende kjole. En bluse med mange takker. Øreringe som var så tunge at de trak øreflipperne ned og gjorde hullet i dem lidt for langt. En stor guldhalskæde med mange mønter rundt om halsen. Og så håret, det mørke hår som var kæmmet stramt tilbage, men med pandehåret formet som et lille sekstal.

“Nej,” sagde Hanna igen. “Nej. Det er vulgært. Det får dig til at ligne en sigøjner.”

“Åh!” sagde Miriam.

Hanna smilede og strøg hende over kinden med hånden.

“Det skal du ikke tænke på. Jeg skal nok vise dig hvordan man gør.”

De stod inde i Hannas pæne stue, den stue som var så dunkel og kølig at man næsten skulle tro, at det var i skumringen i september, men det var det ikke. Det var en formiddag i juni. Formiddagen af selve den dag som ifølge Hanna var den lyseste og smukkeste på hele året. Ikke at man kunne mærke det. Regnen hang i luften og da Miriam havde været nede med skraldespanden en times tid forinden havde det været så koldt at hun måtte småløbe tilbage op i varmen igen.

“Kom med her,” sagde Hanna og skyndte sig ud mod køkkenet. Miriam blev tøvende stående.

“Men kan du nå det?”

“Jeg er allerede parat,” sagde Hanna. “Tasken er pakket, skoene pudset, kjolen nystrøget. Jeg tager den først på fem minutter før han kommer. Og der er stadig tre kvarter til.”

Der var lysere ude i køkkenet. Gråt dagslys. Hanna skyndte sig forbi køkkenbordet og trak på vejen en stol ud, stak derefter hånden ned i lommen på sin vinrøde morgenkåbe og tog en kam op, så på den et øjeblik før hun gjorde den våd under vandhanen. Hun holdt den anden hånd under den mens hun gik frem mod Miriam. Ingen dråber på gulvet! Hendes eget hår faldt i bløde, brune bølger omkring hovedet. De grå stænk som Miriam havde fået øje på dagen før var allerede væk. Kastanjevandet havde igen gjort sin virkning. Skønt det måtte man ikke tale om, det havde hun forstået. Lige da hun var flyttet ind hos Hanna havde hun ikke forstået det endnu. På tredjedagen havde hun uden tøven taget flasken ud af det skab i badeværelset som Hanna besynderligt nok kaldte medicinskabet, selvom den eneste medicin der befandt sig derinde var en lille oval dåse med aspirin, havde lugtet til indholdet og genkendt duften. Den fik glemte erindringer til at røre på sig et sted i baghovedet. Rositas latter. Anuschas smil. Didi som rakte tunge. Hun var blevet stående længe og havde lugtet sig tilbage i tiden, derefter havde hun skruet låget på og var gået ind til Hanna i soveværelset. Havde bare åbnet døren og var gået ind med flasken rakt frem.

“Er det her virkelig vand lavet på kastanjer?” sagde hun. “Eller hvad? Er det dét?”

Hanna var blevet en anden i det øjeblik. Havde bogstavelig talt forvandlet sig til et helt andet menneske end den hun ellers havde været. Hun var ved at knappe sit korset og var i gang med hægter og spænder da Miriam åbnede døren, men nu trak hun hurtigt morgenkåben omkring sig, den samme vinrøde morgenkåbe hun havde på i dag, midsommeren to år efter. Først havde hun ingenting sagt, men havde bare samlet bæltet i livet og omhyggeligt bundet en sløjfe, hvorefter hun havde rettet ryggen og stirret på Miriam. Ikke set på hende med et lille smil sådan som hun plejede, men havde bogstavelig talt stirret. Det blå blik var iskoldt. Munden smal og sammenbidt. Hun havde fået en lille rynke mellem øjenbrynene, en lille rynke som fik hende til at ligne en anden. Hun mindede hende om … Miriam trådte hurtigt et skridt tilbage, men det hjalp ikke. Hanna fulgte ganske vist ikke efter, men stod bare fuldkommen ubevægelig og lod stilheden og sit isblik tale. Knæene eksede næsten under Miriam og hun bakkede endnu et par skridt baglæns, stødte til sidst ind i væggen, og vidste at hun ikke kunne komme længere. Hun trykkede flasken ind mod brystet og slog blikket ned.

“Se på mig,” sagde Hanna.

Miriam trak vejret dybt ind før hun adlød. Åbnede øjnene og så ind i Hannas et øjeblik, lod derefter blikket glide væk igen og fæstnede det mod en af de grå blomster i tapetet bag Hannas ryg.

“Jeg ved godt at du har haft det svært,” sagde Hanna og man kunne fornemme hendes almindelige stemme under det anstrengte tonefald, men kun et kort øjeblik. “Men det gør ingen forskel. Det er ikke nogen undskyldning for at opføre sig som det passer en.”

Hun løftede højre pegefinger for at understrege det hun ville sige.

“Jeg har sagt til dig at du ikke skal opfatte dig selv som en hushjælp. Du er ikke en hushjælp. Du er en pige af god familie som har haft det svært. Nu skal du bo her hos mig i nogle år og lære alt det som din mor ikke fik mulighed for at lære dig. Opførsel. Høflighed. Almindelig dannelse.”

Hanna tog et skridt hen mod hende og bevægelsen fik Miriam til at trække vejret hurtigt, men Hanna fortsatte ikke videre frem. Hun stod stadig med pegefingeren løftet.

“Og det første du skal lære, unge dame, er at man aldrig nogensinde og jeg mener virkelig aldrig nogensinde går ind i andre menneskers soveværelser uden først at banke på og vente på svar. I særdeleshed ikke i mit soveværelse. Jeg siger til når du må komme ind, ellers kommer du ikke ind. Har du forstået det? Mit soveværelse er mit soveværelse. Det er mit private rum hvor jeg vil være sikker på at jeg altid kan være privat. På samme måde er dit soveværelse også dit soveværelse. Jeg kommer aldrig bare ind uden at banke på først og uden at vente på at du siger at jeg må komme ind. Har du forstået?”

Miriam nikkede og sank en klump.

“For det andet så vil jeg ikke have at du roder i mit medicinskab. Aldrig. Hvis du skal bruge et termometer eller en aspirin så siger du det til mig og så skal jeg hente det du har brug for, men du åbner ikke selv skabet, lige så lidt som du åbner mine kommodeskuffer eller mit klædeskab. Det er mine. Hvis jeg ikke er hjemme og du har strøget mit tøj så lægger du det på min seng eller hænger det på skabsdøren og det er ganske udmærket sådan. Har du forstået?”

Miriam nikkede igen. Hanna stirrede på hende et øjeblik, slappede derefter af og smilede sit sædvanlige lille smil.

“Godt. Nu må du gerne give mig flasken.”

Det havde taget Miriam flere måneder at finde ud af hvad Hanna brugte sit kastanjevand til. Der gik flere uger får hun overhovedet turde åbne medicinskabet igen og endnu længere før hun turde gå ind i Hannas soveværelse når hun var alene i lejligheden. Men efter lidt tid vovede hun det så småt. En formiddag gik hun ind og lagde Hannas nystrøgne underbukser i en bunke på sengen, hængte hendes hvide bluse på skabsdøren og blev derefter stående ubevægelig på stedet et øjeblik, mens hun ventede på at lynet skulle slå ned i hende. Det gjorde det ikke. Hun gik forsigtigt et skridt frem og så sig omkring. Så dette var altså Hannas særdeles private soveværelse. Hvad var det som var så særligt privat ved det? Tapetet var gråblomstret. Sengen dækket af et lystblomstret tæppe i en grønlig farve og toiletbordet havde tre spejle. Der stod en lille flaske med en netovertrukken gummibold foran dem og lod sig mangfoldiggøre. En rigtig flaske og tre spejlflasker. Miriam tog fire små skridt frem og rakte ud efter flasken, tog den op og trykkede meget forsigtigt på bolden. Verden blev pludselig fuld af Hannas duft, den samme duft som den hvide sæbe ude på badeværelset havde, den samme duft som hun havde fornemmet da hun åbnede medicinskabet. Parfume, altså. Hannas blomstertunge parfume. Hovedpinen lagde sig med det samme ned over Miriams pande og hun satte hurtigt flasken på plads, sørgede for at bolden lå præcis der hvor den havde ligget og skyndte sig over til vinduet. Åbnede det. Lod den friske vinterluft strømme ind, men gik derefter tilbage til toiletbordet for at fortsætte undersøgelsen. En børste med tynde gråhvide hårstrå lå på den anden side af bordet. En kam var sat fast i den og hun løsnede den meget forsigtigt, holdt den op mod lyset og undersøgte den omhyggeligt. Den var skjoldet i forskellige brune nuancer. En tand var knækket af. Og længst inde sad en lille rand af mørkebrunt støv. Var det kastanjevand i støvet? Miriam trykkede den op under næsen, men den lugtede ikke af noget, hvorefter hun trykkede kammen tilbage på plads i børsten, skyndte sig hen og lukkede vinduet, så sig omkring og kontrollerede at der så ud præcis som da hun trådte ind i rummet fire minutter tidligere. Det gjorde der.

Efter det begyndte hun at holde øje med Hannas hår. Kiggede ned på Hannas isse når hun serverede kaffen om morgenen og noterede sig at det nogle gange var fuldt af grå strå og nogle gange var det lige så jævnt og brunt i farven som pralinerne i æsken med chokolade som Hanna havde budt hende af. Det var altså det Hanna brugte kastanjevandet til. Til at farve hår med. For at skjule den kendsgerning at hun nærmede sig de halvtreds og snart ville være helt gråhåret.

Det er af skam, tænkte Miriam en af den slags morgener. Hanna skammer sig over at være den hun er.

Tanken fik hende til på én gang at føle skadefryd og medfølelse. Skadefryd fordi alt ved Hanna ikke var perfekt, fordi hun var tvunget til at pakke sig ind i et stift korset hver morgen for at skjule sine deller, fordi hun havde rynker rundt om øjnene og en begyndende dobbelthage. Medfølelse fordi hun fornemmede hvor svært det var at leve med denne skam og fordi Hanna i øvrigt var så ensom, fordi det eneste væsen i verden som for alvor elskede hende var hendes pekingeser. Nippon. Miriam var sikker på at Hanna engang havde ønsket sig mand og børn, men nogen familie var det endnu ikke blevet til. I stedet var hun blevet lektor i tysk og engelsk på pigeskolen, medlem af Jönköpingafdelingen af Røde Kors og udstyret med et evigt smil. Ikke et tappert smil, men et venligt smil, om end en anelse nedladende, et smil som forsikrede verden om at dette var en dame som vidste alt og kunne alt og som ganske bestemt modsatte sig at man skulle have ondt af hende. Hvis der var nogen man skulle have ondt af så skulle Hanna nok afgøre den sag. Følgelig havde hun taget en jødisk pige af god familie til sig og besluttet sig for at give hende en god opdragelse. Og i en god opdragelse indgik naturligvis at lære at tie om det som fik andre til at skamme sig, i særdeleshed hvis disse andre stod over en selv i de hierarkier som var indlysende, men som man heller ikke måtte tale højt om.

“Ved du hvad,” sagde Hanna mens hun trak kammen igennem Miriams hår. “Nogle gange spørger jeg mig selv, om du måske ikke burde blive klippet i en pagefrisure?”

“Page?”

“Ja, du ved. Glat og firkantet.”

“Men mit hår krøller jo helt af sig selv …”

Hanna sukkede let.

“Ægte krøller, hedder det. Og jo, det har du ret i. Og page er måske heller ikke så moderne for tiden. Vi finder på noget andet. Men nu er sigøjnerpandehåret i hvert fald væk.”

Miriam lod hånden glide hen over det fugtige pandehår. Det var redt stramt til venstre, kunne hun mærke.

“Tak.”

Hanna klappede hende på kinden. To hurtige og lidt spidse klap.

“Ingen årsag, lille ven.”

Miriam gentager bevægelsen femogtres år efter. Klapper sig selv hurtigt på kinden og smiler samtidig af sin egen forvirring dengang og af den kendsgerning at Hanna med alle sine fejl og mangler til sidst alligevel blev en rigtig god ven. Og desuden en god ven med god smag. I midten af tresserne fik Miriam permanentet håret glat og blev pageklippet. Effekten indtraf øjeblikkelig. Pludselig så hun både ung og modebevidst og intellektuel ud og blev efterfølgende behandlet med større respekt da hun var i Grens Modehus for at købe sig en ny sommerkjole. Hun beholdt både glatpermanenten og pagefrisuren i mange år. Først da Olof fik sin diagnose blæste hun på det og da han døde nogle år efter var håret allerede begyndt at blive hvidt og havde vokset sig langt. I dag er det ikke engang særligt krøllet, bare en smule bølget. Det er selvfølgelig på grund af alderen. Fordi hun faktisk er blevet gammel. Rigtig gammel. Selvom det er uretfærdigt. Hun smiler kort til sit spejlbillede da hun kommer i tanker om hvordan det var for ti år siden, hvordan hun peb og beklagede sig over at dette havde ramt også hende, over at hun som altid havde været den yngste pludselig gik omkring i en krop der var begyndt at svigte, ligesom Olofs krop havde svigtet ham og Hannas havde svigtet hende. Hendes oprigtige indignation over at hendes armmuskler var blevet svage, harmen over at hun vågnede om natten fordi gigten gnavede i hendes led og fortrydelsen over at Thomas faktisk var nødt til at hjælpe hende ud af bilen da de kørte til Lövhult for at spise frokost en vintersøndag. Det var jo ikke retfærdigt! I hele sit liv havde hun båret rundt på den byrde det var at være fremmed, en udenforstående, en som egentlig ikke hørte til, skulle hun så tilmed snart være en olding der måtte trille rundt med en rollator! Aldrig i livet. Det var hendes ret at slippe for at blive ældre. Livet skyldte hende det!

Men det har livet ikke kunnet tage sig af. Hun er bare blevet ældre og ældre. Men endnu er hun da ikke begyndt at gå med rollator. Og hun er meget bevidst om at holde sig rank i ryggen. Derfor strækker hun sig nu og går hen til skabet, tager sin lyseblå sommerkjole frem og holder den op foran sig. Den er helt sikkert godkendt. Langærmet men alligevel sval. Selvfølgelig langærmet. For hun vil stadig helst ikke have at nogen skal se og kommentere det blåmelerede ar på armen.