“Forstyrrer jeg?”

Camilla kigger op og der går et millisekund før hun husker hvor hun befinder sig og hvem den gamle kvinde foran hende er. Så smiler hun, lægger bogmærket ind og lukker bogen.

“Bestemt ikke. Skal vi gå vores tur nu?”

“Gerne.”

Miriam er usædvanlig fin i dag. Håret er sat omhyggeligt op, kjolen nystrøget og skoene skinnende hvide. Hun har sin lille dametaske på armen. Den lyse sommertaske, den som hun tager frem hvert år midt i maj og lægger tilbage ned i en lille fløjlspose når det bliver september. Hun har haft den taske så længe Camilla kan huske og det mærkelige er at den stadig ser ny ud, men bare er blevet en anelse mørkere omkring sømmene. En tidløs model. Tryg og evig. Præcis ligesom sin ejer.

Miriam rynker panden.

“Hvad er der?”

Camilla smiler og trækker på skuldrene.

“Ingenting. Jeg tænkte bare på hvor pæn du ser ud i dag. Jeg vil ønske at jeg kan være lige så pæn når jeg fylder femogfirs.”

Et smil breder sig i Miriams ansigt.

“Du kommer til at være meget pænere.”

“Det tror jeg ikke,” siger Camilla og rejser sig. “Vent lidt. Jeg skal bare lige sige til mor at vi går.”

Hun skynder sig ind i køkkenet og åbner døren ud til terrassen. Katarina sidder i græsset et stykke væk og ser forelsket på Sixten som fjoller rundt mellem jordbærrene. Et øjeblik overvejer Camilla at protestere. Det er virkelig ikke godt for Sixten at gå og spise jordbær som ikke er blevet skyllet – Insektgifte! Knoglebetændelse! Børneorm! – men på den anden side ved hun at Katarina bliver sur hvis hun gør indvendinger og det er vigtigt at værne om husfreden her på selveste midsommerdagen, så derfor siger hun ikke noget, løfter bare hånden til hilsen og viser med en bevægelse at hun går ud. Katarina sender hende et tankespredt nik for at vise at hun har forstået og Sixten opdager heldigvis ikke sin mor. Hvis han fik øje på hende vil han helt sikkert med, og hvis Sixten skal med slutter Katarina sig helt sikkert også til dem med det resultat at Camilla ikke ville få en chance for at tale rigtigt med sin farmor. Og det vil hun. Hun har altid villet have mindst én rigtig samtale med farmoren hver gang hun var hjemme i Nässjö. Ikke fordi hun nogensinde har fået Miriam til at åbne sit hjerte og ikke fordi hun selv nogensinde har betroet hende nogen af sine inderste hemmeligheder, tværtimod har de begge to været meget opmærksomme på at holde en vis afstand, selvom der ikke er nogen tvivl om at de har en stærk indbyrdes beskyttertrang. De vil altid holde sammen, de to. Til tid og evighed.

“Skal vi gå?” siger hun til Miriam da hun kommer ud i entreen. Miriam ser skeptisk på hende og Camilla forstår. Hun kaster et hurtigt blik på sit eget spejlbillede og fører en hånd hen over håret. Hun burde måske lige rede det engang. Miriam nikker som om hun kan høre hendes tanker.

“Lige et sekund,” siger Camilla og glider ud på badeværelset, trækker hurtigt en kam igennem håret og smører lige så hurtigt lidt læbestift på underlæben. Retter på sin hvide top. Så. Nu ser hun vel tilstrækkelig civiliseret ud til at gå tur i Nässjö?

Miriam er allerede ude på trappen da Camilla kommer tilbage, hun står rank og med lukkede øjne som om hun nyder sommervarmen.

“Sikken en dejlig dag,” siger Camilla.

“Ja,” siger Miriam. “Det er en rigtig dejlig dag.”

I det samme begynder Kaiser at gø.

Måske har den stået på lur bag den halvåbne terrassedør. Hvis altså ikke dens herre har fået øje på Miriam og Camilla ud gennem vinduet og med et grin besluttet sig for at lukke den ud bare for at skræmme dem. Hun skal jo ikke tro hun er noget, den der gamle jødekælling med hendes gebrokne accent. Eller den der snobbede datter som altid render rundt og vrikker provokerende med sin runde lille numse.

“Åh!” siger Miriam og stopper brat op, griber ud efter Camillas arm. Grebet er så hårdt at Camilla kan mærke hvordan Miriams negle borer sig ned i den tynde hud på underarmen, alligevel kan hun næsten ikke lade være med at grine.

“Den forbaskede hund,” siger Miriam og forsøger at smile.

“Du skal bare være ligeglad!”

“Men det kan jeg ikke …”

“Jo, det kan du da. Kom nu bare, så går vi.”

Hun drejer til højre og begynder at gå, men lægger samtidig hånden beskyttende oven på Miriams. Farmoren har løsnet sit greb en smule, men hun strammer det straks igen da Kaiser kaster sig ind mod stakittet og udstøder nogle afgrundsdybe hyl, helt ude af sig selv over den kendsgerning at naboerne rent faktisk tør gå forbi udenfor på gaden, at de desuden nægter at se på den, at de med stor frækhed ignorerer både den og dens herre som nu er kommet ud og står og skræver oppe på terrassen. Dens herre har lagt armene over kors og iagttager tavst begge kvinder da de slår ind på den lille sti langs søen. De ser ham efter alt at dømme ikke, går bare tæt ind til hinanden og ser ligeud. Kaiser gør et sidste forsøg på at nå dem ved at galoppere langs stakittet og skiftevis gø hysterisk og knurre hadefuldt, men det hjælper ikke. Ingen af de to kvinder drejer hovedet og ser på den, det ser simpelthen ud som om de ikke har hørt den. Og snart kan den ikke komme længere, snart er det eneste den kan se deres rygge som lige så langsomt forsvinder. Den lader sig dumpe tungt ned på bagdelen og udstøder et skuffet lille bjæf.

“Pyha!”

Camilla kan mærke hvordan Miriam løsner grebet i hendes arm. Hun klapper hurtigt sin farmor på ryggen.

“At han da ikke kan få styr på den hund!”

Miriam retter sig op og sender Camilla et kort blik.

“Det vil han nok ikke. Jeg tror godt han kan lide at den ter sig sådan.”

“Han kan vel mærke at du bliver bange.”

“Jo.”

Der bliver stille lidt, så rømmer Camilla sig.

“Men da jeg var lille var du jo aldrig bange for hunde …”

Miriam smiler lidt.

“Jeg er ikke bange for hunde. Jeg er kun bange for schæfere.”

Camilla nikker.

“Siden lejren?”

Forkert spørgsmål. Miriam har kun talt om tiden i koncentrationslejr nogle få gange og kun meget modvilligt. Nu nikker hun kort, drejer ansigtet og ser ud over søen.

“Det er en dejlig dag,” siger hun og derefter en gang til. “Er det ikke? En rigtig dejlig midsommerdag.”

Camilla nikker og der bliver stille lidt. Spørgsmålet flagrer omkring i stilheden, men hun tør ikke stille det. Hvorfor sagde du at du ikke hedder Miriam? En uforklarlig længsel går igennem hendes krop, men hun lader den ikke få fat. Den skal bare væk. Forsvinde. Jævnes med jorden. Gruset knaser beroligende under deres såler og Camilla ser sig om. Hængebirkene lader deres tynde grene danse lidt i vinden. Græsset langs stien trænger til at blive slået, men så ville tusindfrydene også forsvinde, alle de små blomster som vokser i store klynger og ser ud som om de gør sig umage for at være ekstra smukke i dag. Det lykkes dem. En sommerfugl med en usædvanlig tegning i gråhvidt og orange tumler nærmest svimmelt rundt foran dem fra blomst til blomst uden at give sig tid til at stoppe op nogen steder. Så smiler Miriam sit hurtige farmorsmil og siger:

“Nå, men hvordan går du så og har det i Stockholm? Fortæl!”

Jo tak. Hun har det vel udmærket. En toværelses i Solna og en god vuggestue til Sixten. Tre barnefri aftener om ugen, i og med at hun og Max lige så langsomt er ved at vænne ham til regelmæssigt at flytte fra den ene til den anden. Den første aften uden barn går med at vaske og gøre rent. De næste to går med at læse, men desværre …

Men alt det siger hun ikke. I stedet hører hun hvordan hun med tilbageholdt åndedræt kommer med en betroelse.

“Jeg dumpede til den sidste eksamen.”

Miriam sender hende et blik, men svarer ikke.

“Jeg ved ikke hvad det er,” siger Camilla. “Det er bare som om jeg ikke rigtig kan koncentrere mig mere.”

Bortset fra at det faktisk ikke passer. Hun kan sagtens koncentrere sig. De aftener hvor Sixten er hjemme har hun ingen problemer med at læse, det er kun de aftener hvor han er hos Max at hun ligesom bliver flydende indvendig og ikke kan koncentrere sig. Hvor hun bare glider rundt i lejligheden og gør i orden. Tager bøgerne frem, men ikke kan få sig selv til at åbne dem. Prøver tøj i stedet. Eller bliver siddende og gaber dumt foran fjernsynet. Står foran spejlet og forsøger at bestemme sig for om hun skal vove at sende en mail til ham overlægen der var hendes elsker igennem nogle måneder sidste år. Nej. Jo. Nej. Vægelsindet som en fjortenårig. Det er som om hun har brug for at have sin sovende søn hos sig i rummet for overhovedet at kunne opføre sig som et voksent menneske. Som om Sixten er den der gør hende voksen, som om han er hendes publikum i det skuespil hele hendes liv har udviklet sig til. Det skuespil som hun aldrig vil blive i stand til at fremføre til perfektion. En god mor er jo en kvinde helt uden egne behov og Camilla ved ikke hvad man skal gøre for at fornægte sine behov. I det mindste ikke hvis man samtidig skal læse til læge og se godt ud og være smart og modebevidst.

“Men du kan vel gå op til den igen?” siger Miriam.

Camilla sukker. Jo.

“Og du har jo altid været god til at læse til eksamen. Så det handler vel bare om at læse lidt ekstra?”

Camilla sukker igen. Jo. Selvfølgelig. Det er klart. Hvorefter hun skifter samtaleemne.

En aften i efteråret tog hun tunnelbanen hjem til Solna Centrum. Det var dumt gjort, det forstod hun allerede da hun i sidste sekund masede sig ind i vognen på T-Centralen og næsten kom i klemme i døren, da den lukkede bag hende. Hun trykkede posen fra Åhléns ind mod sit bryst og greb ud efter en stang at holde i, kun for at opdage at der ikke var nogen inden for rækkevidde. Vognen var proppet. Overfyldt. Og selv stod hun presset ind mod en stor flok unge mænd med grønne og hvide halstørklæder, unge mænd med grøn og hvid krigsmaling i hele hovedet, unge mænd som grinende løftede øldåserne op mod loftet og brølede. KGB! KGB! KGB!

“Hooliganer,” siger hun med en grimasse. “Jeg var havnet i samme vogn som en større flok fodboldfans fra Hammerby som skulle til en af de sidste kampe på Råsunda.”

“Jamen dog,” siger Miriam.

Siden hen blev Camilla nærmest helt forundret når hun tænkte på hvor instinktivt hun havde reageret. Hvordan hun trykkede posen med børnetøj hårdere ind mod brystet, bøjede nakken og sænkede blikket, var meget omhyggelig med ikke at se på nogen af de unge mænd. En eller anden pressede et stift lem ind mod hendes baller, men det fortæller hun ikke Miriam, hun fortæller kun om det røre der pludselig opstod i flokken, den bevægelse der masede og trykkede hende endnu længere ind mod deres midte og hvor lammet hun følte sig. Det var som om fodboldfansene havde forvandlet sig til en fremmed stamme og at hun var deres første fange, en fange som kun havde ét eneste mål. Overlevelse. Hun turde ikke flytte sig af egen kraft, hun lod sig bare føre længere og længere ind mellem dem, hun kunne mærke hvordan toget stoppede flere gange, men hun gjorde ikke det mindste forsøg på at komme over mod døren og perronen udenfor, løftede ikke engang blikket, men stod bare og lod sig puffe rundt af de brølende og råbende unge mænd – død over AIK! Død over AIK! Død over AIK! – og hun vidste at hvis hun så meget som trak vejret ville de også dræbe hende.

“Og pludselig var vi så fremme ved Solna Centrum og de stormede ud mod dørene, hele flokken. Politiet stod udenfor på perronen og ventede og lignede nærmest soldater, med store skjolde og skudsikre veste, og de var også bange, den slags kan man jo mærke, på trods af at de stod der med spredte ben og bankede på skjoldene med deres knipler, som en flok andre vilde, og knægtene nød det, det fornemmede man tydeligt. De nød at have så meget magt, der i selve øjeblikket, og jeg tænkte …”

Hun stopper, har pludselig ikke lyst til at fortælle hvad hun tænkte. Det var så ubehageligt det hele. For det hun tænkte var hvor magtesløse de der knægte var hver for sig, hvor lidt de kunne gøre for at præge deres eget liv, hvordan det her var det eneste tidspunkt hvor de kunne puste sig op og gøre sig store og usårlige og hvordan de ville gemme mindet om det inde i sig som en dyrebar erindring, men hvor ynkeligt feje og enfoldige og primitive de i virkeligheden var. Og efter nogle sekunder begyndte hun så at mærke trangen til at give igen, ikke ved at sparke og slås, men gennem at møde dem som læge og i et nedladende tonefald diagnosticere dem med skab og sygeligt hårtab, ækle bylder og evig impotens, syfilis og gonorré, eller endda hiv, og ved at udstede dødsdomme som ikke kunne omgøres …

“Men så fik jeg øje på en ældre mand der stod og trykkede sig op ad muren og så frygtelig bange ud, han gik med stok, staklen, og havde været lige ved at blive væltet omkuld af nogle af de grønhvide idioter. Så jeg gik hen til ham og tog ham under armen og trak ham ind i et indhak og så stod vi der og gemte os i næsten tyve minutter til det endelig var stilnet af. Der kom flere tog med hammerbyfans og hold da op hvor de teede sig! En gruppe af dem kastede sig over en fyr og dunkede hans hoved ned mod perronen flere gange før politiet fik splittet dem ad. Og et eller andet fjols tændte en slags raket og kastede den ud på sporet. Nede i tunnelbanen! Hvis der var blevet brand ville ingen af os have haft en chance …”

Miriam skærer en grimasse. Utilpas. Og Camilla retter selvretfærdigt ryggen.

“Ja, man spørger jo altså sig selv hvad de tænker på, den slags idioter. Men da der blev nogenlunde fredeligt fik jeg ført den gamle mand med over til elevatoren og fik ham op fra undergrunden, og bagefter måtte jeg så gå en lang omvej for at komme hjem, for ellers ville jeg skulle forbi dem ude på gaden hvor de gik og det havde jeg virkelig ikke lyst til den aften. Det var den rene slagmark!”

Miriam ryster på hovedet.

“Så nu kører du ikke længere med tunnelbanen?”

Camilla griner. De er stoppet ved en parkbænk.

“Jo! Det gør jeg da. Men jeg tjekker først om der er en kamp eller ej. Og hvis der er, så passer jeg godt på.”

“Det lyder fornuftigt. Man skal tage sig i agt for unge mænd i flok.”

“Skal man?”

Miriam nikker.

“Altid. Man skal altid tage sig i agt for unge mænd i flok. Skal vi sætte os lidt?”

De synker ned på bænken og ser ud over Ingsbergssjön. Byparken er et grønt mylder omkring dem, himlen er en klar blå kuppel over deres hoveder, men vandet i søen formår ikke at fange farven. Den glitrer stadig lige brunt. Sommeren fylder med ét Camilla med en tavs jubel, pludselig er hun mægtigere end en verdenshersker, stærkere end en okse, retfærdigere end selveste Gud og derfor er hun pludselig også parat til endnu en gang at minde sin farmor om det hun ikke vil mindes om.

“Var det noget du lærte i lejren?”

Der går en lille rystelse igennem Miriam, akkurat synlig, men hun lader den ikke påvirke sin stemme.

“Nej,” siger hun i samme rolige tonefald som altid. “Det lærte jeg i Jönköping tre år efter krigen.”