Hun kiggede ud ad vinduet oppe fra dagligstuen, men kunne ingenting se. Klostergatan var tom bortset fra en enkelt mand som kom gående langsomt hen ad fortovet. Man kunne dog ikke se helt hen til ismejeriet. Hun gik ind i spisestuen og hen til altandøren på gavlen, men åbnede den ikke. Lastvognen stod parkeret uden for porten ved tobaksforretningen lige ved siden af ismejeriet, men nu var ladet tomt. Ingen af de unge mænd var at se. Hun kastede et hurtigt blik hen på standeruret. Tyve minutter i tolv. Det begyndte at haste. Hvis hun ikke snart gik ville ismejeriet nå at lukke og hun ville ikke få nogen mælk. Hanna var meget bestemt hvad mælken angik. Alle svenskere drak mælk. Og derudover var de aldrig skrækslagne. De vidste ikke engang hvad angst var.

Hun gik ud i køkkenet og hentede den emaljerede mælkekande. Nippon fulgte hende med blikket, men denne gang sagde hun ikke noget til den, tog bare kanden og gik. Ude på trappen opdagede hun at hun trykkede den ind til sig. Det var ikke godt. Den som går og trykker noget ind til sig ser bange ud og hun vidste at hun ikke måtte se bange ud. Hun rettede sig derfor op og trak vejret dybt ind, lod kanden dingle frit i højre hånd, rettede ryggen og bøjede den venstre arm let i leddet så den nypudsede håndtaske var fuldt synlig. Der var stille i huset, det fornemmede hun tydeligt da hun begyndte at gå, det eneste man kunne høre var lyden af hendes egne skridt. Taktfaste. Målrettede. Ikke listende, men heller ikke alt for larmende. Sådan lød det når en velopdragen pige gik på en marmortrappe. En flygtning af god familie. Privatist i pigeskolen og med meget fine karakterer i tysk og naturvidenskab. Godt på vej til også at få høje karakterer i litteraturhistorie og – minsandten! – i svensk.

Miriam opdagede den lille pige netop som hun kom ned på den sidste trappeafsats og stoppede brat op. Hun stod inde i opgangen henne ved hoveddøren. I et tiendedels sekund var hun overbevist om at det var Anuscha, at Anuscha endelig havde overvundet døden og var rejst op igennem tiden, at hun var kommet tilbage til sin kusine, sin søster, sin bedste ven, men så snøftede den lille pige ind og tørrede sig under næsen med hånden og bevægelsen forekom fuldstændig fremmed, mindede slet ikke om Anuschas bevægelser, og Miriam fik kæmpet sig tilbage til virkeligheden.

“Hej,” sagde hun og fortsatte ned ad trappen. Pigen svarede ikke, så bare væk og trådte et lille skridt til side. Bange. Hun var helt tydeligt bange. Det sved i Miriams mave, erindringerne buldrede pludselig rundt derinde, og et kort øjeblik glemte hun at hun var en velopdragen jødisk pige af god familie.

“Rom san?” hviskede hun. “Romengi san? Er du roma?”

Sekundet efter kunne hun have slået sig selv. Sig mig, var hun rigtig klog? Var hun blevet fuldstændig vanvittig? Stod hun midt i Jönköping og talte romani til en fremmed lille pige, en lille pige som kunne åbne døren og råbe hendes hemmelighed ud over hele byen, en hemmelighed som kunne drive hende ud på vejene, tilbage til et sønderbombet Tyskland, tilbage til et liv som jaget, hadet og foragtet? Hun rankede ryggen og drejede beslutsomt hovedet, så ikke på pigen som lige så beslutsomt undlod at se på hende, og tog de sidste skridt ned ad trappen, rakte allerede hånden ud for at gribe fat om håndtaget på hoveddøren, da en anden dør pludselig blev smækket op bag hende. Døren ud til gården. Hun stoppede op og så sig tilbage over skulderen. Der stod Berglund, gårdmanden, og så med rynkede øjenbryn på den lille pige.

“Annika! Hvor fanden blev du af?”

Miriam åbnede den tunge dør, men kom pludselig i tanker om at hun var en velopdragen pige af god familie og vendte sig halvt om. Smilede lidt.

“Goddag, hr. Berglund. God midsommer.”

Det var sådan man skulle sige. Hun havde hørt Hanna kalde gårdmanden hr. Berglund flere gange, selvom hun altid bare kaldte ham Berglund når han ikke var i nærheden. Og i går havde Hanna ønsket alle folk god midsommer.

Berglund stoppede et øjeblik og så kort på hende. Havde han hørt hende tale romani? Havde han forstået hvad det betød? Men nej, det havde han tydeligvis ikke, der var ingen triumf i hans blik, ingen hån i hans stemme, ingen skadefryd i hans udtryk. Han så bare træt ud. Han så altid træt ud.

“Tja,” sagde han. “Nu må vi se hvor god den bliver …”

Den lille pige sendte Miriam et hurtigt blik og skyndte sig hen til ham, smuttede ind under hans arm og forvandt gennem den åbne dør og ud i gården.

Ude på gaden så Miriam sig om. Solen var igen forsvundet bag skyerne. Lastvognen stod på det samme sted uden for tobaksforretningen, men de unge mænd var stadig ikke at se. Og heller ikke at høre. Hun drog et dybt suk og begyndte at gå, men kunne ikke rigtig få sig selv til at gå over på den anden side af fortovet før hun var næsten fremme. Så stoppede hun op, så sig omhyggeligt omkring og trådte det første skridt ud på gaden. Skyndte sig. Nu ikke snuble. Ikke skrige. Ikke falde omkuld på alle fire og forsøge at kravle over. Men hun måtte jo nå ind i forretningen inden den lukkede klokken tolv.

“Goddag,” sagde hun og nejede i samme sekund hun trådte ind i den hvidkalkede butik. Hun fortrød straks. Tænk hvis en anden kunde derinde havde været ved at sige noget … Så ville hun have afbrudt hende og intet, simpelthen intet, var mere uhøfligt end at afbryde. Det havde Hanna lært hende. Men hun var heldig. Butikken var tom bortset fra den bredbarmede dame i hvidt bag disken og hun mumlede bare et eller andet som svar. Hun nejede igen.

“Jeg vil gerne bede om en liter mælk,” sagde hun og rakte sin mælkekande frem. Kvinden tog imod den og sukkede lidt.

“Ja, det ved jeg ikke rigtig, om jeg kan klare,” sagde hun og vippede lidt med den store aluminiumsbeholder. “Der var været en frygtelig efterspørgsel i dag.”

“Åh!” sagde Miriam. Kvinden smilede lidt.

“Åh, mon ikke det går. Frøkenen behøver ikke at se så forskrækket ud. Nu får frøkenen det jeg har, og så må vi se om der er en hel liter eller ej.”

Hun lagde litermålet fra sig og tog fat i den store beholder, løftede den og begyndte at hælde bundsjatten op i Miriams mælkekande, da der pludselig lød høje råb ude fra gaden.

“Hører du ikke jeg hvad siger!” skreg stemmen. “Hva’? Er du døv din djævel …”

Miriam stivnede. Ismejeridamen rettede beholderen med mælken lidt op så den holdt op med at løbe og rynkede kort øjenbrynene, før hun igen lod mælken strømme ned i kanden. Den blev næsten helt fuld. Så hun havde altså haft en liter tilbage. Mindst. Nogen råbte igen op ude på gaden og i det samme lød et brag som om noget hårdt blev slynget ind mod en bræddevæg.

“Ja-ja,” sagde ismejeridamen tørt og stillede beholderen fra sig. “Så er Bengtsson og hans slæng ude og jage tatere igen …”

Miriam sank en klump.

“Tatere?”

“Ja,” sagde damen selvfølgeligt og tørrede hænderne i sin hvide kittel. Hun kiggede ud gennem butiksruden, men kunne åbenbart ikke se noget og satte derfor i stedet låget på Miriams mælkekande og skubbede den frem over disken, hvorefter hun lod sig glide forbi og gik hen mod døren, stillede sig lidt til den ene side og kiggede ud.

“Hvad er tatere?”

Ismejeridamen så sig kort tilbage over skulderen og trak lidt på den.

“Ved frøkenen ikke det?”

“Nej, jeg er stadig ret ny her i byen …”

Ismejeridamen klukkede lidt.

“Og i Sverige, kan jeg regne ud. Flukting, hva’? Fra Tuskland?”

Miriam mærkede at hun blev varm i kinderne. Hvad betød det her? Forsøgte kvinden at efterligne hende? Gjorde hun grin med hendes måde at tale på? Hun slog blikket ned og sagde ingenting, følte sig pludselig hjælpeløs. Hvad gør man i Sverige når der er nogen som håner en? Det vidste hun ikke. Hanna havde ikke fortalt hende det. Måske var Hanna aldrig blevet hånet.

“Hold da op,” sagde damen. En eller anden stormede forbi ude på gaden, en ung mand, og en anden kom tordnende efter ham. “Der fik ham berglunderen ellers fart på! Og med en af Bengtssons gutter efter sig. De er ikke rigtig kloge nogen af dem.”

Berglunderen? Var det en mand som hed Berglund? Gårdmanden? Og hvordan var han i så fald endt herovre og kommet i slagsmål med Bengtsson og hans mænd? Miriam åbnede munden for at spørge, men kom så i tanker om damens hånende tonefald og fortrød. Damen klukkede igen og vendte sig om, så på hende med et lille smil. Det glimtede i hendes ene øje da hun satte hænderne i siden.

“Måske skal hun lige vente lidt med at gå ud på gaden, frøkenen. De er jo lidt ophidsede, drengene derude. Og man ved jo ikke rigtig hvad de kan finde på hvis de får øje på en der er så mørk som frøkenen. De kunne jo komme til at bilde sig selv ind at frøkenen også er tater.”

En gammel sætning tonede pludselig frem og steg op i bevidstheden. Miriam kunne nærmest se det ske. Elses stemme var dæmpet, men alligevel meget tydelig. Lad hende ikke mærke at du er bange! Lad aldrig et eneste menneske forstå hvor bange du er! En gople. Det var det sætningen så ud som. Fuldstændig som den gople hun havde set et billede af i sin biologibog.

“Jeg kan da i hvert fald betale,” sagde hun og udtalte hvert eneste ord meget omhyggeligt som om Hanna hørte hende i lektien på svensk. Samtidig lagde hun sin hånd på håndtasken. Bomuldshandsken var skinnende hvid og tasken kun en smule ridset. Midt i bevægelsen så hun at den unge mand som ismejeridamen havde kaldt en af Bengtssons gutter kom luntende tilbage. Tateren var altså sluppet væk. Hun drejede hovedet og mødte ismejeridamens blik. Blinkede ikke. Så ikke væk.

“Ja-ja,” sagde damen og klemte sig ind bag disken. “Og der var ikke andet? Ingen kaffefløde eller noget?”

Miriam stod stadig med meget rank ryg, opdagede pludselig at hun var et hoved højere end kvinden deromme og det glædede hende.

“Nej tak.”

“Og heller ingen piskefløde til jordbærrene?”

Hvilke jordbær? Hun blinkede, men stoppede sig selv inden hendes forvirring blev alt for åbenlys, så bare kvinden lige ind i øjnene og forsøgte at se venlig og forventningsfuld ud.

“Nej tak. Ingen piskefløde.”

En motorlyd ude fra gaden. En eller anden havde startet lastvognen og ladet motoren snurre. Men Miriam gav sig meget god tid til at betale. Trak højre handske af. Åbnede tasken. Tog sin pung frem. Knappede den op. Forsøgte at finde så lige penge som muligt. Rakte dem frem. Ventede på byttepenge. Lagde dem på plads. Lukkede pungen. Stoppede den ned i tasken. Lukkede den. Tog handsken på. Hele tiden imens lyttede hun opmærksomt og jo, nu skete det, lastvognen udenfor kørte endelig sin vej.

“Nå,” sagde ismejeridamen. “Jamen, så siger jeg god midsommer.”

Miriam smilede og tog kanden med mælk.

“I lige måde!”

For sådan havde Hanna lært hende at man skulle sige.