Midt om natten blev hun vækket af et råb.

Først turde hun ikke vise at hun var vågen, tværtimod anstrengte hun sig for at ikke at røre sig, lå på siden med hænderne mellem knæene og åbnede kun øjnene i en smal sprække. Så sig meget forsigtigt omkring. Et gråt lys. Tapeter med gule rosenknopper. Et rødt vattæppe. Hun åndede lettet op. Hun var ikke i en barak i Auschwitz eller Ravensbrück. Hun var i et pigekammer i Jönköping, et pigekammer som Hanna havde ladet tapetsere med et tapet med rosenknopper udelukkende for at glæde hende.

Taknemmelig, tænkte hun. Jeg er faktisk taknemmelig. Det må jeg aldrig glemme.

Klokken var kun to om natten, men solen var allerede stået op. Eller måske var den bare aldrig gået ned. Der var dele af det her land hvor solen slet ikke gik ned på noget tidspunkt om sommeren. Midnatssol. Det havde hun lært i geografi. Men på den anden side så stod den heller aldrig op om vinteren. Det var nat døgnet rundt i flere måneder. En frygtelig tanke.

Hun blinkede og satte sig op, gned sig let i øjnene, men kunne ikke længere undertrykke spørgsmålet. Hvem var det der havde råbt så hun vågnede?

“Gør dig ingen illusioner,” sagde hun højt til sig selv. “Du ved udmærket godt hvem det var der råbte.”

Drømmen havde ført hende tilbage til Ravensbrück. Eller rettere sagt til helvedestoget fra Auschwitz til Ravensbrück. Ikke fordi hun kunne huske præcis hvad hun havde drømt og heller ikke fordi hun havde specielt meget lyst til at huske det, men stemningen var blevet hængende hos hende. Rædslen. Vægten af det.

Nej. Hun ville ikke tænke tilbage på den dag. Nu var alting jo godt, alting var gået så godt som det overhovedet kunne gå og det forgangne var længe siden. Det var tre år og to måneder siden spøgelsestoget førte hende væk fra Tyskland og krigen. Næsten tre år siden hun var kommet til Jönköping. To år siden Hanna lod hendes værelse tapetsere. Et år siden hun havde fået en ny kjole og var blevet inviteret til bryllup i Nässjö, fuldstændig som om hun havde været en helt almindelig pige og en selvfølgelig del af familien Adolfsson. Og for under et døgn siden var Hanna rejst væk og havde ladet hende blive hjemme. Så alting var jo præcis sådan som hun havde ønsket at det skulle blive. Hun havde længtes efter at være alene igennem så lang tid. Havde fantaseret om hvor fredfyldt det ville føles at få lov til at være helt alene. Havde drømt om at få et par dage hvor hun bare kunne få lov til at være sig selv, eftersom det var så lang tid siden hun faktisk havde prøvet det.

Og så blev det sådan her i stedet. En følelse af opgivelse. Angst. Mareridt.

Hun slæbte benene ud i køkkenet og tog et glas frem, fyldte vand i det. Mens hun drak opdagede hun at Nippons kurv var tom og blev så forskrækket at hun fik vandet galt i halsen, men mens hun hostede kom hun i tanke om at den var trisset ind på hendes værelse kort efter at hun var gået i seng. Hun satte glasset fra sig og skyndte sig tilbage ind på pigekammeret, lagde sig på knæ og kiggede ind under sengen. Og ganske rigtigt: Hun kunne lige skimte omridset af den længst inde mod væggen. Den sov. Lettelsen føltes næsten lige så tung som den angst der havde grebet hende, så tung at hun ikke kunne rejse sig, men sank videre ned på gulvet, blev siddende med armene omkring knæene og holdt om sig selv.

Det var ikke spor godt, det her. Hun orkede ikke at være sammen med andre mennesker, men hun kunne heller ikke holde ud at være alene. Der måtte være et eller andet i vejen med hende. Var hun ved at blive gal? Ligesom hende kvinden dengang på perronen i Auschwitz …

Kvinderne fra sigøjnerlejren kom sidst op på perronen. De andre stod der allerede, nogle kolonner med unge jødiske kvinder, polakker og tjekker. Ikke mange af dem kunne have været en dag over tredive, og nogle var stadig meget unge. Alle var magre og knoklede, alle ansigter grå og hvert eneste tavse par øjne var indrammet af sorte rande af sult. Mange var stadig forpustede efter den lange march fra den anden del af Auschwitz, den som blev kaldt Birkenau, til Auschwitz 1, alligevel forekom kvinderne her friskere og stærkere end de fleste andre fanger. Og derfor var der måske håb om at tyskerne havde talt sandt denne gang. Måske skulle de virkelig sendes til en arbejdslejr længere vestpå. Måske kunne nogle af dem rent faktisk overleve …

Kolonnen af sigøjnere havde marcheret i god ro og orden. Allerede inde i Birkenau var de fundet ind i rytmen, venstre fod, højre fod, venstre fod, og alle de nioghalvfjerds kvinder var pludselig blevet som én krop, de havde bevæget sig fremad igennem morgengryets dugregn uden et ord, alle sunket ind i marchens rytme. Der var måske en der græd stille, en anden vred sig måske lidt for at slippe af med kløen på ryggen, den der sindssygt generende kløe som alle var plaget af, men som det kun var de mest friske der stadig forsøgte at klø væk, en tredje havde måske forsøgt at stikke hænderne ind i ærmerne på fangedragten selvom det var forbudt, men ingen var faldet ud af takt. De havde marcheret fordi SS havde sagt at de skulle marchere. De havde stirret stift frem for sig fordi det var sådan SS ville have at man skulle gøre når man marcherede. De var kommet forbi Birkenaus perroner og havde akkurat fornemmet at endnu et hold nytilkomne var i gang med at stille op til udvælgelsen, men de havde ikke set på dem og ingen af dem havde kræfter nok til at føle medlidenhed. Deres medlidenhed var brugt op. De marcherede bare.

“Halt!”

Hvis ikke SS-officeren havde råbt sine ordrer ville de have fortsat med at marchere ligeud, de ville have trampet hen over de polske, tjekkiske og jødiske kvinder og bare være marcheret videre, selv efter at perronen var holdt op, og derfra ville de være fortsat videre frem mellem krat og buske, ned igennem grøfter og op igen, over marker og enge, over bjerge og dale, igennem flækker og byer, sumpe og søer, i den samme rytme og bredde, fem og fem, med rank ryg og hænderne ned langs siden, men eftersom han nu råbte stoppede de op og tog tre skridt på stedet og blev så stående, stadig med ansigterne løftet, og hun kunne huske at hun var forbløffet over denne enorme disciplin og sekundet efter igen forbløffet over sin egen forbløffelse. Hun havde ikke anet at hun stadig kunne blive forbløffet. Polakkerne og tjekkerne foran hende stod ubevægelige og med rank ryg og i nogle sekunder var verden fuldkommen stille. Ikke en lyd kom der fra kvinderne på perronen, SS-mændene var tavse, ingen lyde nåede dem ovre fra lejren et stykke derfra, men stilheden varede kun et par sekunder, så blev den brudt af den knirkende og knagende lyd af de fem godsvogne som rullede ind og en prusten og stønnen fra lokomotivet som bakkede dem på plads. Et kort øjeblik stirrede alle stadig stift frem for sig, men så gik der ligesom en skælven igennem flokken og disciplinen svækkedes en smule. Ingen stod længere med rank ryg, fire hundrede kvinder sank sammen og drejede ansigterne over i retning af toget, fire hundrede kvinder stirrede deres onde minder i øjnene og klynkede tavst. Men vognene var jo alt for små! Mindre end dem som engang havde transporteret dem hertil. Hvor mange ville overleve rejsen? Hvor mange ville blive kvalt? Hvor mange trampet ihjel mod de rå gulvbrædder derinde?

Ikke mig, tænkte hun og blev samtidig overrasket over sin egen tanke. Hvorfor ikke hende? Didi var jo allerede død. Han havde været død i seks dage. Hvorfor skulle hun leve?

Pludselig lød der en tone fra et eller andet usynligt sted og allerede efter et par sekunder lød det som om nogle af kvinderne var begyndt at synge, men så var det som om lyden ligesom sprækkede og forvandlede sig til et uartikuleret hyl. Oaoaoauuuh! Oaoaoauuuh! Oaoaoauuuh! En bevægelse gik ned igennem kolonnen foran, men man kunne ikke se hvem det var der skreg, hvem det var som ikke ville holde op med at skrige, og i et kort øjeblik gled en følelse af tvivl frem gennem alle rækkerne. Skulle de også begynde at skrige? Skulle de alle sammen samle sig i et kolossalt fælles modstandsråb? Men nej, i det samme løftede SS-vagterne deres våben, en hund begyndte at give hals og tre andre stemte i, og al tvivl forsvandt, alle rankede ryggen, alle blikke blev rettet mod et blindt punkt i det fjerne. Nogen skød ind i kolonnen længst fremme, en usædvanlig lang salve, men skriget stoppede ikke af den grund, det blev bare endnu mere skingert, og pludselig kunne man se en blødende kvinde falde ud på perronen længere fremme. Hun faldt frem på knæ i det smalle mellemrum mellem toget og kolonnen, men forsøgte straks at rejse sig, kravlede og krøb hen ad perronens cement, mens hun hele tiden skreg, Oaoaoauuuh, Oaoaoauuuh, Oaoaoauuuh. Hendes mund var et sort hul og hendes beskidte dragt blev hele tiden rødere og rødere over skuldrene, så rød at den nogle steder så nærmest sort ud, og alligevel skreg hun stadig. Oaoaoauuuh! Oaoaoauuuh! Oaoaoauuuh!

“Jamen, så skyd dog for helvede!” brølede en SS-befalingsmand et eller andet sted og tre af hans underordnede adlød med det samme. Tre gange salver smældede igennem luften. Skriget forstummede.

Måske var det den gale jødiske kvindes skyld at kaos brød løs da de skulle om bord på toget. Da skydedørene åbnedes opløstes de pæne kolonner på mindre end ti sekunder, hundene hang i snorene og gøede, SS-mændene råbte og kvinderne puffede og masede, ramte hinanden med knæ og albuer, nev dem som det var lykkedes at trænge ind foran og kradsede efter dem som klyngede sig til døråbningen, bandede, stønnede og skreg.

Miriam var heldig. Hun stod placeret som nummer to fra venstre i sigøjnerkolonnens anden række og var havnet præcis ud for den fjerde vogns åbning. Og hun var god til at mase, fuldstændig eminent til at skubbe sig frem igennem den flok som pludselig kastede sig ind mod vognen, tilpas stærk til at trække sig op om bord som den tredje, klog nok til at kaste et hurtigt blik rundt derinde og vælge det venstre hjørne lige ved siden af vandtønden hvor der var en lille bjælke man kunne stille sig op på hvis trængslen blev for voldsom. Hun formede hænderne til en skål og sænkede dem ned i vandet og drak nogle slurke mens resten af kvinderne begyndte at myldre ind, satte sig på hug i hjørnet et øjeblik og betragtede dem. Det var mest polakker og tjekker. De havde røde trekanter og et stort P eller T. Resten var jøder med deres gule stjerner. Kun nogle få stykker, under tyve, havde den samme brune trekant som hende. De fleste sigøjnere havde åbenbart klemt sig ind i vognene bagved. Ikke fordi hun savnede dem. Hun var komplet ligeglad med dem alle sammen. Hun havde ikke noget folk længere, ingen venner, ingen familie. Hun var alene. Havde kun sig selv.

Seks dage var der gået siden Didi døde og i løbet af disse seks dage var hun ligesom blevet visket ud og falmet til næsten ingenting. Hun havde kun talt ved to lejligheder og det var da hun var blevet udvalgt til transporten til Ravensbrück hvor hun havde opgivet sit nummer og svaret ja til et spørgsmål, det var det hele. Derudover havde hun været tavs. Hvis transporten her ikke pludselig var dukket op ville hun være blevet en muselmand, et af de sære væsener som havde sultet så længe at de ikke længere var rigtig levende, selvom de stadig trak vejret. Måske var hun allerede en muselmand. Hun vidste det ikke helt.

De andre kvinder var ikke muselmænd. De råbte og skreg og skubbede og masede, men hun forstod ikke hvad de sagde. Hun kunne hverken polsk, tjekkisk eller jiddisch og nogen tyskere eller romaer kunne hun ikke høre. Det var også lige meget. Trængslen derimod var ikke lige meget. Allerede nu var der så proppet i vognen at ingen kunne sætte sig ned, og da slet ikke lægge sig på gulvet, alligevel stod SS-mændene udenfor og trykkede til med deres stave for at endnu flere kunne mase sig ind. Hun stillede sig op på bjælken og klemte sig op mod hjørnet. Tre tjekkiske piger stod lige foran hende og blev mast ind mod hendes mave og lår. Det gjorde ikke noget, det var tværtimod bare godt, for deres hoveder og skuldre holdt hende på plads. Så. Nu var hun i det mindste tyve centimeter højere oppe end de andre og havde bedre adgang til luften. Og i sin højre lomme havde hun en stump brød, som hun havde gemt. Hvis rejsen tog under tre dage skulle hun nok overleve. Hun ville måske ikke være i sit livs bedste form, men hun ville overleve.

En SS-mand råbte noget henne ved døren og pressede den sidste kvinde derind. Hun havde næseblod, men greb fat i en anden kvindes dragt med begge hænder og klemte sig ind mod hende. Måske troede også hun at de vitterlig var på vej til en arbejdslejr. Hun havde ondt et eller andet sted, det kunne man se på hendes ansigtsudtryk, men samtidig var hun besat af tanken om at overleve, det fornemmede man også. SS-manden slog ud efter hende en sidste gang og bandede, hvorefter han strakte sig over mod skydedøren og lukkede den i. Lyset inde i vognen forsvandt. Der sad tre små lufthuller oppe under taget på hver side og de slap lidt af det grå morgengry ind. Derudover var der mørkt. Toget satte i gang og kvinderne stødte ind i hinanden, derefter begyndte vognen langsomt at rulle.

Det var juli nu, men hvis de var heldige ville de seneste dages overskyede vejr fortsætte og så ville varmen ikke blive noget problem. Måske ville der endda komme regnbyger. Hun lukkede øjnene og bad en bøn til nonnernes Jesus. Lad det blive regnvejr, åh, vil du ikke nok! Det er det eneste jeg beder om. Rigtig dårligt vejr. Derefter lukkede hun øjnene igen og bestemte sig for ikke at findes længere før de var fremme. Hun ville bare stå her, trykke sig op mod sit hjørne og trække vejret uden et ord.

De andre kvinder blev langsomt tavse. De stod trykket tæt ind mod hinanden, nogle ryg mod ryg, andre ansigt til ansigt, og gyngede lidt i takt med togets bevægelser, men ingen risikerede at falde. Det var der for trangt til. Nogle drejede ansigterne opad for at trække lidt af den kølige, syrlige morgenluft, som trængte ind gennem lufthullerne, ned i lungerne, andre fæstnede blikket mod et fjernt punkt, nogle lukkede deres indsunkne øjne og forsøgte tydeligvis at sove. Det var som om ingen af dem i virkeligheden var der, som om alle var holdt op med at eksistere, som om alle var trådt ind i en anden verden og som om denne vogn, dette tog, denne rejse bare var et dybt ubehageligt mareridt.

Måske var det stanken som til sidst brød freden. Stanken af lort. Hun genkendte den med det samme og kunne endda høre det plaske når nogen til sidst gav efter for hungerdiarréen. Der var også andre der hørte det. Der opstod en bevægelse midt inde i trængslen og nogen råbte op, nogen slog ud efter en anden, en tredje forsøgte at råbe folk til besindelse, en fjerde svarede med vred stemme og øjeblikket efter brød et slagsmål ud i flokken, eller i det mindste den smule slagsmål som overhovedet lod sig gennemføre. Kvinderne nev og kradsede, rev de hvide hovedtørklæder af og hev hinanden i håret, viste tænder og snerrede som vilde dyr, hylede hadefuldt og begyndte at bide. En halvskaldet kvinde rev en anden på kinden og en høj og mager kvinde bøjede sig ned over en anden og satte tænderne i hendes nakke. Pludselig blev stanken uendeligt meget værre, for både dem som bed og dem som blev bidt gav efter for diarréen, og det samme gjorde dem som ængsteligt trykkede sig ind mod væggene. En roma begyndte at hyle op og råbte mærkeligt nok på Gud. Devel! Devel! Devel!

“Halt!” var der pludselig en der skreg og på under et sekund blev alle kvinderne pludselig stille, indtil det gik op for dem at det ikke var en mand og ikke en tysker som havde råbt, men en kvindelig fange, og så begyndte de igen at kradse og bide. Men kvinden gav sig ikke så let og fortsatte med at råbe: “Halt! Halt! Halt!”

Hun var lige så tynd som alle andre og heller ikke specielt høj, men hun havde en stemme som fik alle til at makke ret. Den var ru og hæs, men meget gennemtrængende. Miriam så at kvinderne omkring hende stivnede og holdt op med at slås, at nogle tog hånden op til hovedet for at mærke efter om tørklædet sad som det skulle, og det var som om deres pludselige nyvundne klarsyn langsomt bredte sig igennem vognen. Kvinden som lige før havde sat tænderne ned i en anden kvindes nakke løftede blikket og så et øjeblik forvirret ud, gned sig derefter hurtigt over munden som om hun ville fjerne mindet om det hun havde gjort, og den bidte kvinde tog hånden op til nakken mens hun undrende så sig rundt, men uden at gå til angreb på nogen af de omkringstående.

Den hæse kvinde begyndte at tale på et sprog som måske var tjekkisk og hun talte længe. Det var tydeligt at hun skældte ud. Nogle af dem som kunne forstå hvad hun sagde begyndte at se skamfulde ud, andre beherskede tydeligvis deres vrede. Ingen sagde hende imod. Det så ud som om alle de tjekkiske kvinder var parat til at adlyde hende. Jøderne virkede lidt angste og romakvinderne havde trykket sig sammen i en lille gruppe længst henne til højre i vognen. Der var en som havde lagt armen omkring pigen der tidligere havde råbt på Gud, men som nu stod tavs og lænede sig op ad sin søster eller veninde med lukkede øjne. Da den hæse kvinde endelig var færdig med at tale så hun sig omkring, hendes blik gled hen over gruppen, standsede et kort øjeblik da det nåede Malika, og gled så videre hen over de skamfulde tjekkiske kvinder. Der var fuldkommen stille. Ingen turde røre sig og ingen så på kvinden. Hun mumlede et eller andet til afslutning, som Malika ikke kunne høre. I stedet lukkede hun øjnene. Det var begyndt at værke i benene, men hun vidste at det ikke ville blive bedre af at hun trådte ned fra bjælken. Lugten ville sikkert også være værre dernede på gulvet.

Ikke at eksistere. Det var den eneste udvej. Læne hovedet ind mod væggen. Lytte til skinnernes dunken. Tale strengt til sig selv. Dunk. Luk øjnene. Dunk. En mindre hovedpine er ved at bryde frem. Dunk. Det dør man ikke af. Dunk. Fantasér! Dunk. Om hvad? Dunk. Et bugnende middagsbord. Dunk. Julemiddagen hos nonnerne. Dunk. Slikpinden som far engang havde købt. Dunk. Ja! Den som hun og Didi delte. Dunk. Nej. Ikke tænke på Didi. Dunk. Det kan man dø af. Dunk. Verden udenfor findes ikke. Dunk. Jorden er gået under. Dunk. Derfor kan man ikke fantasere om den. Dunk. Og nogen har trukket et jernbånd ned over hovedet på mig. Dunk. Og hvad så? Dunk. Du er jo allerede død. Dunk. Hvorfor kan jeg så mærke båndet strammes? Dunk. Hvordan det skærer sig ind i panden? Dunk. Hvordan det knuser mit pandeben? Dunk. Hvordan småbitte stumper knust knogle borer sig ind i mine øjne? Dunk. Lige meget. Dunk. Hvordan skulle jeg kunne være ligeglad når hjernemassen siver ud? Dunk. Når den løber ned over mit ansigt? Dunk. Det er indbildning, ikke andet. Dunk. Tænk på at det her stadig er en slags hvile. Dunk. Ingen kræver af dig at du skal grave grøfter. Dunk. Ingen tvinger dig til at slæbe jord i store sække. Dunk. Men jeg har det så dårligt! Dunk. Hvad regnede du med? Dunk. At du ville have det godt? Dunk. Og jeg er så svimmel. Dunk. Om lidt brækker jeg mig. Dunk. Hvad har du måske at kaste op af? Dunk. Ingenting. Dunk. Netop. Dunk. Men tag en lille mundfuld af brødet nu. Dunk. Men hvad nu hvis der er nogen der ser det? Dunk. Det gør de ikke. Dunk. Jeg kan mærke brødet. Dunk. Mærke klumpen mod mine fingerspidser. Dunk. Ja! Brødet! Dunk. Bare en lille bid. Dunk. Sådan. Forsigtigt! Dunk. Jeg har det mellem tommel- og pegefinger. Dunk. Godt. Dunk. Fører det op til munden. Dunk. Slikker lidt på den grove skorpe. Dunk. Spis! Dunk.