Hun var nødt til at prøve at dæmpe sig. Man kunne jo ikke gå rundt i Jönköpings gader og smile lige ud i luften som en anden idiot. Det gik ikke.

Men hun var bare i så godt humør. Hun følte sig let som en fjer, som hun gik der med Nippon i snor. Det havde været så spændende at tale med Olof mens de spiste aftensmad sammen forleden at det stadig fyldte hele hendes hoved. Han havde fortalt historier om sine forældre og bedsteforældre, om gården de stammede fra og om hvordan farfaren havde fået mulighed for at komme i skole og lidt efter lidt var blevet først bogholder og siden afdelingsleder på stolefabrikken i Nässjö, om hvordan hans egen far var blevet tandlæge sådan som han nu også selv var det, og om hvordan det havde været dengang han og Hanna var små. Hanna havde været både hans reservemor, barneplejerske og lærerinde, havde han sagt, for der var ti år imellem dem, og hun var gået op i rollen med en næsten ufattelig ihærdighed. Havde tørret hans næse når han var forkølet, sørget for at han aldrig gik ud uden halstørklæde og luffer om vinteren og lært ham at læse før han var fyldt fem. Hun havde været helt igennem ordentlig over for ham. Selv havde han faktisk været en temmelig uregerlig knægt – jo, det måtte han indrømme! – men fordi Hanna indimellem havde sørget for at holde ham i ørerne havde han alligevel fået en god eksamen og var kommet i gymnasiet. I virkeligheden var der kun ét fag som han var helt umulig i. Musik. Men der havde han så til gengæld også været så elendig at han til sidst var blevet helt fritaget fra undervisningen. Musiklæreren havde simpelthen nægtet ham og to andre drenge adgang til musiklokalet, så derfor fik de lov til at drive omkring som de ville mens resten af klassekammeraterne øvede sig på skalaer og blev præsenteret for den klassiske musik.

“Og en dag,” havde Olof fortalt og hurtigt tørret sig om munden med servietten. “En dag gik vi rundt på en af gangene og samlede alle skolekasketterne sammen. Og det blev jo altså til et par stykker, for der lå fire klasseværelser på rad og række. Derefter stillede de andre drenge sig om bag døren så man ikke kunne se dem og jeg bankede på ind til musiklokalet. Læreren kom hen og åbnede døren og jeg bukkede velopdragent og rakte kasketten frem. Påstod at jeg havde fundet den på gulvet ude på gangen. Læreren tog den, vendte ryggen til og holdt den frem foran klassen. Var der nogen der vidste hvis skolekasket det var? Og i samme øjeblik stormede de andre to knægte frem og kastede alle de andre kasketter ind gennem døren … og så brød kaos ellers løs. Det totale kaos!”

Miriam havde grinet forundret. Hun vidste ikke at svenskere kunne – hvad var det nu det hed? – lave narrestreger, tværtimod havde hun taget for givet at alle var lige så rolige, lavmælte og disciplinerede som Hanna og hendes veninder. Men Olof forekom hverken specielt rolig, lavmælt eller disciplineret, tværtimod, han talte højt og spiste med god appetit, klappede sig ligefrem på maven da han havde spist sin kalvekotelet, tændte sig en lille cigarillo, sukkede velbehageligt og sagde at det eneste han nu manglede var en lille cognac. Vidste hun om der måske var cognac i huset? Miriam havde rejst sig for at kigge efter i spisekammeret, selvom hun ikke havde nogen anelse om hvordan en flaske cognac så ud, og mest fordi hun ville mærke hvordan det føltes at bevæge sig oven på at have grinet så meget. Ville kroppen mon føles anderledes? Ja, det gjorde den. Hun følte sig let. Nærmest svævende. Som om hun var blevet luftet grundigt ud indvendig. Og alligevel følte hun sig blød og varm i kroppen. Det her var en helt ny og ukendt følelse …

Olof havde rejst sig og var fulgt efter hende. De havde stået så tæt sammen foran spisekammeret at hun kunne fornemme lugten af hans krop. Den var meget behagelig. Frisk. Og en lille smule krydret.

Hanna havde selvfølgelig ikke haft cognac i spisekammeret. Og da Olof kort efter havde nævnt sin kones navn var der blevet helt stille mellem dem.

Hanna selv havde haft rosenrøde kinder og en ny glans i øjnene da hun kom hjem om aftenen dagen efter. Miriam kunne mærke at hun gjorde sig umage for at lade som ingenting, og alligevel var det åbenlyst at der var sket noget fantastisk, men noget som man tydeligvis ikke kunne tale om. I stedet havde Hanna lagt hovedet på skrå, klappet Miriam på kinden og to gange i træk adspredt spurgt hvordan hun havde haft det, men uden at høre efter hvad hun svarede. Derudover havde hun glemt at høre hende i lektierne. Ikke fordi det ligefrem generede Miriam. Tværtimod. Det var kun dejligt at Hanna forsvandt ind i sine egne tanker en gang imellem. Fredfyldt.

Her til morgen havde Olof ringet og sagt at han ville kigge forbi i morgen aften når han havde besøgt sin kone på hospitalet. Jo, hun var stadig indlagt, havde Hanna fortalt efter telefonsamtalen, og hun havde det ikke stort bedre, men Olof kunne kun besøge hende to gange om ugen. Han havde jo sin praksis som han skulle passe hjemme i Nässjö. Det betød så til gengæld at Hanna måtte invitere ham på middag efter hospitalsbesøget, ellers ville han sikkert slet ikke få noget rigtig mad hele den uge. Og måske skulle Hanna overveje at invitere Egon ved samme lejlighed … som tak for sidst. Ja, sådan måtte det blive. Miriam skulle lave en oksegrydesteg, også selvom det kun var hverdag, og derudover måtte hun sørge for at sølvtøjet var pudset og at den hvide lærredsdug, som Hanna selv havde vævet som ung pige, var pæn og nyrullet. Derefter var Hannas blik begyndt at flakke og hun havde skyndt sig ind i soveværelset. Måske ville hun med det samme forsøge at vælge hvilken kjole hun skulle tage på.

Bordet i spisestuen var allerede dækket selvom der var et helt døgn til middagen. Hanna og Miriam havde hjulpet hinanden med at lægge den nyrullede dug på og bagefter havde Hanna selv stillet sine fineste glas og de blåmønstrede tallerkener fra det danske porcelænsstel frem. Derefter havde hun bredt et rent viskestykke ud over hver kuvert for at servicet ikke skulle blive støvet. Først da var det gået op for Miriam at Hanna havde dækket til fire personer. Hun ville altså få lov til at sidde med ved bordet hvilket havde fået hende til at blive nærmest svimmel af glæde. Måske var det derfor hun ikke kunne holde op med at smile. Fordi hendes smil skulle møde Olofs allerede i morgen.

Nippon så også ud til at være i godt humør, sådan som den gik der et par skridt foran hende. Måske var det på grund af vejret. Det var en aften fuld af dueblå skygger og honninglys; en mild aften som hviskede om at sommeren ganske vist ville få en ende, men at der stadig var et godt stykke tid til. Måske var det derfor hun pludselig var så fuld af følelser hun ikke kendte navnet på. For hvad var det egentlig hun følte for Nippon, mens den trippede af sted foran hende og vippede let med halen, den der pludselige følelse af at have lyst til at bøje sig ned og tage den op i favnen og forsigtigt bore næsen ned i dens bløde pels? Og hvad var det for en fnisen der steg op inde i hende når hun tænkte på Hanna og det fantastiske der måske var overgået hende? Det var ikke en hånlatter, så meget vidste hun, det var på ingen måde en ondsindet følelse. Tværtimod var den fuld af glæde, men alligevel var det ikke kun glæde. Det var noget dybere og større. Og hvad var det hun følte for Olofs kone, som lå alvorligt syg på hospitalet her i Jönköping? Bekymring? Var det mon det rigtige ord? Og det andet ord som havde noget at gøre med Olofs kone, hvad betød det egentlig? Graviditet? Svangerskab, stod der i Akademiets ordbog. Og at være i omstændigheder. Det havde noget at gøre med små børn, så meget havde hun ligesom kunnet regne ud, men hvordan gik det til? Hvilke omstændigheder var der tale om? Det stod der ikke noget om nogen steder, hverken i Nordisk familiehåndbog eller i Det Svenske Akademis ordbog. Hvad var en graviditet egentlig for noget? Og hvorfor havde Else og de andre fanger altid tiet og vendt ryggen til når talen faldt på de børn som tydeligvis kom til verden i Ravensbrück men som aldrig syntes at eksistere?

Men nej, hun vil ikke tænke på Ravensbrück lige nu. Ville ikke engang tænke på Else. Fortiden føltes pludselig langt væk, som om den lå hen i skygge. For en gangs skyld, tænkte hun og formulerede for første gang tanken i ord og desuden på svensk, for en gangs skyld ville hun kun være lige her og nu.

Og det var så præcis i det øjeblik hun hørte lyden.

Det var en råben. Et højt brøl der syntes at stige op som fra hundrede struber. Hun blinkede forvirret og stoppede midt i et skridt, opdagede pludselig at hun stod foran Hovrättstorget og at noget var meget anderledes end det plejede. Hun blinkede igen. Mennesker. Der var usædvanligt mange mennesker i bevægelse derude. Og alle syntes de at være på vej i samme retning, nogle småløb i flok, andre gik med mere afventende skridt, andre igen susede forbi på cykel.

Hvad foregik der?

Nippon kunne også mærke at noget var anderledes, den stoppede op og stod fuldkommen stille et øjeblik, spidsede forsigtigt ører når et nyt brøl rullede hen over dem. Så bjæffede den og trak i snoren. Ville hen til det der foregik foran dem, men Miriam var ikke meget for at gå videre og blev stående indtil nogen stødte ind i hende bagfra, gav hende en kort undskyldning og skyndte sig videre. Nippon tolkede hendes skridt frem som at den havde fået sin vilje. Miriam gik et par tøvende skridt efter den. Folk var tydeligvis på vej ned mod Östra Torget et kort stykke derfra. Der havde hun aldrig været på sine aftengåture, men hun havde hørt Hanna og nogle andre damer fra Røde Kors tale om stedet. Den rene slum havde Hanna sagt og ville skrive et forarget brev til fattigvæsenet. Det passede sig ikke for en by som Jönköping at lade mennesker bo under så usle forhold som dem der herskede i lejlighederne rundt om Östra Torget. Hun havde faktisk besøgt Berglund, ja, gårdmanden og hans familie, og det havde været den rene elendighed. Med lokum i gården og næsten ingen plads. Fuldt af træk og kulde. Væggelus og tuberkulose. Hanna havde snakket oprørt om det, også efter at de andre rødekorsdamer var gået, men Miriam havde bare smilet forsigtigt og ikke sagt et ord. Det var alt sammen ganske kort efter at hun var kommet til Jönköping og mens hun stadig var bange for at Hanna ville smide hende ud hvis hun talte for meget, derfor havde hun bare nikket og tavst ladet Hanna forstå at hun hørte efter. Selvom hun vist ikke rigtig forstod hvad det handlede om. Men i og med at hun allerede elskede sit røde vattæppe og sit pigekammer, holdt hun sin uvidenhed for sig selv.

Det mærkelige var at det føltes som noget der var foregået engang for længe siden, men nu da hun gik over Hovrättstorget og ned mod slummen ved Östra Torget forstod hun at det slet ikke var så længe siden endda. Kun et par år. Det lå nærmere nuet end den tid som stadig stod så lyslevende for hende, årene i Auschwitz og Ravensbrück. Mærkeligt. Tiden var i det hele taget et mærkeligt fænomen …

Bagefter tænkte hun at det var mindst lige så mærkeligt at hun faktisk gik og tænkte på noget helt andet imens, at al den hujen og råben som hun burde have hørt men alligevel ikke hørte, ikke var i stand til at trænge igennem til hende og signalere fare. Hun var ikke engang lige så bange som hun havde været dengang for nogle dage siden da lastvognen var kørt i en rasende fart op igennem Klostergatan. Faktisk var hun mest bare nysgerrig. Uden at tænke sig om begyndte hun også at skynde sig frem mod gaden som tydeligvis førte ned til Östra Torget og hun var lige ved at blive kørt ned af en halvvoksen dreng som kom cyklende og råbte:

“De slås nede på Fortunagatan!”

“Nu lyver du vel ikke,” råbte en ung mand, men stormede alligevel efter ham. Lige bag ham kom en hel flok grinende og råbende unge drenge løbende. Hvor? Hvor? Hvor?

Miriam tog sig ikke af dem, deres latter viste jo at de ikke var farlige, hun fortsatte bare, stadig besynderligt rolig midt i den stigende ophidselse omkring hende. Hun tænkte ikke længere. Kunne ikke tænke. Lod bare sin hæle smælde mod brostenene og løftede den venstre hånd for at holde på hatten. Og så var hun fremme. Stod pludselig nede for enden af gaden og så ud over Östra Torget. Betragtede de mange hundrede mennesker som havde samlet sig og igen udstødte et uartikuleret brøl. AAAAUUURGH! AAAAUUURGH! AAAAUUURGH!

Måske blev Nippon bange, den trådte et hurtigt skridt baglæns og vendte sig om mod Miriam, så på hende et øjeblik og skyndte sig hen til hendes ben. Stillede sig tæt ind til dem. Hun trådte også selv et skridt tilbage og derefter et til, trykkede sig ind mod en husmur og forsøgte at gøre sig usynlig. Ingen hurtige bevægelser nu. Ikke vende ryggen til og begynde at løbe, for så ville nogle af de over hundrede unge mænd på pladsen få øje på hende og begynde at løbe efter hende. Og jo, der var næsten kun unge mænd på torvet, hun kunne kun få øje på nogle enkelte kvinder og nogle få ældre mænd. Det var nu ikke fordi der var nogen der kiggede på hende. Hele menneskemængden stod med kroppen drejet mod venstre og kiggede ind mod et hus. Der var fuldstændig stille, men så skar et skingert råb igennem luften.

“Ud med taterne! Ud med taterne!”

Taterne! Erindringen om damen i ismejeriet flimrede forbi. Bengtsson og hans slæng! Berglund og hans lille datter Annika! Miriam forsøgte at trække vejret og begyndte langsomt at lade sig glide sidelæns, stadig med ryggen ind mod muren. Optøjer, havde Hanna sagt. Gadeuroligheder. Men Miriam havde ikke troet på hende. Hun havde sagt at folk i Jönköping var flinke, smålændingene var flinke, svenskerne var flinke. Det var dumt. Idiotisk. Latterligt. Folk i Jönköping var tydeligvis ikke spor mere flinke end folk i München. Smålændingene ikke flinkere end bayerne. Svenskerne ikke flinkere end tyskerne. Hun burde efterhånden have forstået det. Hun burde ikke have tilladt sig selv ikke at være på vagt. Og derfor stod hun nu her, trykket ind mod en mur, og forsøgte at lade som om hun ikke fandtes.

Folkemængden var begyndt at råbe taktfast – Ud med taterne! Ud med taterne! – og det lød meget mærkeligt, ligesom hadefuldt og lykkeligt på en gang. Måske havde kampråbet fået menneskene ude på torvet til at smelte sammen, måske var de holdt op med at eksistere enkeltvis, måske nød de følelsen af at være én krop, om ikke andet så blot for et kort øjeblik, en kæmpemæssig kolos som alene i kraft af sin størrelse havde magten. Det var et væsen som vidste hvem der var god og hvem der var ond og som var parat til at gå meget langt i sin kamp mod ondskaben. Pludselig hørte hun lyden af glas der knustes og kæmpen trak fornøjet vejret dybt ind. AAAAUUURGH! PÅ DEM! En kvinde skreg skingert et sted inde fra huset og det var som om det bare gjorde væsenet endnu mere fornøjet, folkemængden skubbede sig længere frem mod huset, bankede på murene, rev hoveddøren op og pludselig, som på et givent signal, fløj nogle flere brosten gennem luften mod ruderne og knuste dem. AAAAUUURGH!

Miriam bukkede sig hurtigt ned og løftede Nippon op, holdt den tæt ind til brystet, men uden at vide om det var for at beskytte den eller sig selv. Hun trådte nogle flere skridt sidelæns. Bare et par meter til, og så ville hun være på så lang afstand at hun kunne vende ryggen til og gå med raske skridt tilbage til Hovrättstorget. Spørgsmålet var bare hvilken vej hun derefter skulle vælge. Hvilken gade var den mest sikre? Den brede Storgatan? Der ville der måske være mange mennesker. Eller den smalle Smedjegatan? Den plejede at være tom.

Hun kunne høre sirener i det fjerne. Måske var politiet på vej. Ikke fordi folk på Östra Torget så ud til at tage synderlig notits af det, væsenet så ud til at være gået i opløsning igen og nu råbte og skreg de endnu mere ophidset, bare hver for sig, og masede sig frem mod huset. En stor, sort taxa svingede pludselig ind fra Hovrättstorget og kørte langsomt forbi hende, efterfulgt af en mere. Miriams knæ gav efter da de passerede og gaden gyngede op og ned. Alligevel blev hun stående og så hvordan bilerne stoppede ved kanten af torvet, stod og så hvordan dørene gik op og at en mand, to mænd, tre mænd kravlede ud. Alle i ternede skjorter. Nogen på torvet fik øje på dem og råbte. De tre mænd stoppede op et øjeblik, en af den svajede som om han var beruset, en anden tog noget op af lommen. En stav. Han lod den falde ned mod håndfladen et par gange før han trådte det første skridt ud på torvet for at modtage mængdens hyldest. Bengtsson var kommet. Nu skulle taterne vel nok få.

Miriam så sin chance og greb den. Vendte ryggen til og løb så hurtigt hun kunne tilbage mod Hovrättstorget og civilisationen.

Hun holdt ikke op med at løbe før hun drejede ned ad Smedjegatan, men så stoppede hun også for at få vejret, satte Nippon ned og lænede sig op ad en lygtepæl. Lyttede til sit eget hjerteslag. Kørte hånden over panden for at tørre sveden væk. Tog hatten af og løftede op i håret, strøg med dirrende fingre de lokker tilbage som var faldet ned foran ansigtet. Forsøgte at rette på frisuren. Tørrede sig under øjnene. Græd hun? Ja. Måske. Hun tænkte et øjeblik på taterne henne ved Östra Torget, på hvad der ventede Berglund og lille Annika i aften, og det sved i hendes mavesæk af medfølelse, men så skød hun tanken fra sig. Man skal kun bekymre sig om ting man kan gøre noget ved, havde Else engang sagt. Og det var sikkert et godt råd. Især en aften som i aften.

Nippon havde sat sig og var begyndt at klø sig, men hun lod den ikke få fred til det. Hun vendte ryggen til og begyndte at gå, trak i snoren og mærkede hvor modvilligt den fulgte med. Hun holdt sin hat i samme hånd som tasken, gik med lange og målrettede skridt, hørte igen råbene fra Östra Torget og forbandede sin egen manglende forsigtighed da hun var gået ud i byen. Havde hun dog bare forstået! Begrebet hvad der foregik, fattet det! Men hun var dum, idiotisk, enfoldig! Så ekstremt dum og naiv!

Det var blevet overskyet og aftenens honninglys erstattet af et gråblåt farvedække der næsten kunne minde om en skumring. Pludselig tændtes alle gadelamper langs Smedjegatan. Ikke fordi det gjorde nogen større forskel, bortset fra at det fik hende til at kigge op. Og det var der hun fik øje på dem. Fem unge mænd. Fem unge mænd som gik side om side og fyldte hele den smalle gade. Fem unge mænd hvis øjne glimtede selvom ingen af dem smilede. Tre af dem havde ternede skjorter på.

Hun sænkede blikket og trak ind mod husmuren på sin højre hånd, så og noterede sig en fuldkommen ligegyldig ting, nemlig at hun lige var kommet forbi et bagervindue, men stoppede ikke og satte ikke farten ned. Bare hun havde haft sin hat på! Bare hun ikke havde været så dum ikke at give sig tid til at tage hatten på igen! Måske kunne hun tage den på nu? Nej. Det ville se mærkeligt ud at forsøge at tage den på mens hun gik. For hun måtte ikke stoppe. Uanset hvad måtte hun ikke stoppe. Nu var de unge mænd helt fremme ved hende. Nippon hoppede ind foran hendes fødder. Dens hale hang slapt ned, så den forstod altså også at det var farligt, det her. Hun trak lidt i snoren så den kom længere ind mod muren, gik selv helt tæt inde mod den da hun, med sænket blik, passerede de unge mænd. Kære Gud! Lad dem ikke lægge mærke til mig. Kære Gud! Lad mig bare få lov til at gå forbi! Kære Gud! Lad mig bare få lov til at skynde mig hjem!

Men Gud var der ikke. Det burde hun efterhånden have forstået. Gud havde næsten aldrig været der når hun havde bedt ham om hjælp. De fem unge mænd lod hende rent faktisk komme forbi, men et øjeblik efter stoppede de alligevel tydeligvis op. Nogle af dem fnisede hånligt. En af dem åbnede munden og råbte efter hende:

“Halløj! Du, stump! Hvorfor har du så travlt?”

Hun kastede et kort blik over skulderen. Alle fem havde vendt sig om. Alle fem slentrede pludselig efter hende. Alle fem smilede. Jægere. De var jægere. Lykkelige jægere som endelig havde fået øje på et bytte.

“Sikken noget flot hår du har … og så mørkt!”

“Hvorfor svarer du ikke når man taler til dig? Hva’?”

“Er du dårligt opdraget? Haha …”

“Du er vel ikke tater, hva’?”

“Eller sigøjner? Er du det? Er du sigøjner?”

Hun begyndte at løbe. De unge mænd udstødte et lystent råb omme bag hende.