“Jamen, Miriam! Søde barn! Hvad er der dog sket?”

Olof stod uden for døren da hun lukkede op. Han så på hende med noget der kunne ligne væmmelse. Miriam slog blikket ned og kniksede let, men svarede ikke. Hanna dukkede op bag hendes ryg og sukkede.

“Hun er faldet, staklen. Det må være det, der er sket …”

Hun sænkede stemmen som for at Miriam ikke skulle høre hende selvom hun stod lige ved siden af.

“Hun er holdt op med at tale. Jeg ved ikke hvad der er i vejen med hende. Hun har ikke sagt en lyd siden i går aftes.”

Miriam løftede blikket og fik øje på sig selv i entréspejlet. En hævet læbe. Et blåt øje. Hudafskrabninger på næsen og i panden. Hun sænkede blikket igen, men lukkede så øjnene helt. Ville ikke se på sine skrabede arme eller på den store forbinding over knæet. Men bag øjenlågene ventede i stedet de fem unge … Hun åbnede øjnene igen.

“Jeg tog hende med til lægen her til formiddag, men det var for sent. De kunne ikke sy det, så hun kommer til at få et større ar på knæet. Der var en stor lap hud som hang og flagrede, det var frygteligt … Jeg ved ikke hvad hun har været igennem.”

Hanna lød ikke rigtig som sig selv. Der var gråd i hendes stemme. Og noget andet som var svært helt at høre hvad var. Irritation måske. Hun havde jo talt om Miriams evige ulykke hele dagen. Hvis det altså ikke var skyld. Men hvorfor skulle Hanna dog føle skyld? Det var jo ikke hende der havde jagtet hende gennem gaderne, ikke hende som havde sparket hende da hun faldt. Ikke hende som … Nej. Ikke tænke på det. Glem det. Glem det. Glem det. Og overlev.

Olof lagde sin hat op på hylden og vendte sig om mod hende. Hun kunne ikke få sig selv til at løfte blikket, så bare på hans bukseben. Grå flannel. Hun bremsede sin impuls til at række hånden frem og røre ved stoffet. Det så så blødt ud.

“Men søde barn,” gentog Olof. Han løftede højre hånd og et øjeblik så det ud som om han ville strække den frem mod hende, men så lod han den synke ned igen. Sukkede lidt. “Det skal nok blive pænt skal du se … Det læger.”

Miriam holdt stadig blikket slået ned og blinkede tårerne væk, forsøgte at koncentrere sig om at sige noget på svensk og ikke på romani eller tysk. Nais. Danke. Hvad var det nu det hed på svensk? Noget med et ur? Tik-tak? Nej. Hun måtte ikke tænke på det. Det mærkelige var at hun forstod hvad andre sagde når de talte svensk, men ikke selv kunne sige et ord. Hun kunne ikke finde og forme dem længere. Magtede det ikke. Ville ikke engang. Havde bare lyst til at ligge i sin seng med vattæppet over hovedet. Men det gik jo ikke. Hun var nødt til at arbejde, lave mad, læse lektier og opføre sig pænt. Ikke græde. Ikke skrige. Ikke tænke tilbage på noget eller på nogen. Ellers ville hun snart blive smidt på porten.

Glem det. Glem det. Glem det. Og overlev.

“Hvordan havde Marianne det i dag?”

Hannas stemme lød anderledes nu. Kæk. Opmuntrende. Olof gned sig over panden med højre hånd og forsøgte tydeligvis at ramme det samme tonefald.

“Jo tak. Det går lidt bedre. Hun kunne kende mig.”

Hanna smilede og lagde hovedet på skrå, svarede kvidrende.

“Nej, men hvor dejligt! Så er hun snart tilbage på benene igen, skal du se …”

Olof skar en lille grimasse.

“Nja, jeg ved ikke rigtig … det må vi håbe.”

Hanna tog ham i overarmen og smilede beslutsomt, som om det var utrolig vigtigt at Olof delte hendes optimisme.

“Ja, bestemt! Det må vi virkelig håbe.”

Det ringede på døren igen. Miriam skyndte sig hen for at åbne, masede sig næsten forbi Hanna. Det måtte ikke ske igen. Hun skulle være hurtig, men ikke for hurtig. Erindringen om de fem fra i går flimrede forbi, men hun skød den hurtigt fra sig. Glem det. Glem det. Glem det. Og overlev. Og det var naturligvis ikke de farlige unge mænd som stod uden for døren. Det var Egon, en temmelig stakåndet Egon som lige havde slæbt sin tunge krop op ad trapperne. Han stod med en buket blomster i højre hånd, tre røde nelliker og nogle lette grønne kviste, og et sammenkrøllet stykke indpakningspapir i den venstre. Han så overrasket ud da han fik øje på Miriams ansigt og glippede med øjnene, turde næsten ikke at se rigtigt på hende.

“Forstyrrer jeg?”

Hanna lo højt, en lidt skinger og kunstig latter.

“Nej da, selvfølgelig ikke! Kom ind, kom ind …”

Miriam trådte et skridt til side for at gøre plads, lænede sig ind mod væggen bag sig og forsøgte at bekæmpe den bølge af træthed, der pludselig vældede op i hende. Ikke falde om. Holde sig oprejst. Ikke se nogen i øjnene. Glem det. Glem det. Glem det. Og overlev. Heldigvis virkede det ikke som om der var nogen der så på hende. Både Hanna og Olof stod med ansigterne vendt mod Egon og smilede imødekommende. Hanna blev mørkerød i kinderne da Egon rakte buketten frem mod hende.

“Blomster? Ih tusind tak …”

Hun blinkede hurtigt et par gange, som om hun havde fået tårer i øjnene, stak derefter næsen ned i en nellike som for at nyde duften af blomsterne. Egon slog blikket ned, hans hænder hang klodset ned langs siden. Miriam rakte med en kraftanstrengelse ud efter det sammenkrøllede indpakningspapir i Egons højre hånd, han så hurtigt på hende og lod hende tage det, men undlod endnu en gang at lade blikket dvæle ved hendes ansigt.

“Det her er så min bror Olof,” sagde Hanna. “Og Olof, det her er min ven Egon Bergsäter som jeg har fortalt så meget om …”

Olof rakte hånden frem. Smilede stort og varmt.

“Mig en fornøjelse.”

Egon bøjede høfligt hovedet og blottede en næsten skaldet isse.

Holde sig oprejst. Servere smør, ost og sild. Forsøge ikke at vise hvor sulten hun var. Holde blikket sænket. Rejse sig, tage forretstallerkenerne og skynde sig ud i køkkenet, sigte sovsen, mærke efter om kartoflerne var færdige, ikke lægge en varm kartoffel ned i lommen på kjolen, bestemt ikke, hvor gerne man end ville, men tillade sig at smutte ind i pigekammeret og lægge den under hovedpuden, derefter skynde sig tilbage ind i spisestuen med et fad med kartofler og grøntsager, forsøge at smile lidt, styrte ud i køkkenet igen efter stegen og sovsen, servere, skynde sig ud en tredje gang efter rønnebærgeleen fra sidste efterår, forsøge at se normal ud, sætte sig ved bordet og håbe, virkelig ønske, at ingen skulle begynde at tale til hende, se på hendes ansigt eller begynde at spekulere over hvad det var der var sket i går.

Og det lykkedes. Gud var der endelig for hende.

“Har du brug for hjælp?”

Olof stod i døråbningen. Nogle tynde skiver af oksestegen lå stadig tilbage på fadet han stod med. Miriam gik frem mod ham og tog fadet, mens hun beslutsomt rystede på hovedet. Nej. Hun havde ikke brug for hjælp, men så snart han var gået tilbage ind i spisestuen ville hun tage tre af de tiloversblevne skiver kød og gemme dem sammen med kartoflen under sin hovedpude. Hendes nyligt vågnede sult sugede i kroppen. Både kartofler og tre skiver steg. I nat skulle hun nok blive mæt. I det mindste for nu.

Men Olof så ikke ud som om han havde tænkt sig at lade hende være alene med kødfadet, han blev stående og lænede sig op ad dørkarmen mens hun hentede desserten i spisekammeret. Piskefløde. Tyttebærsyltetøj. Hvedeskorper udblødt i mælk. Englemad. Hun kunne ikke lade være med at slikke sig lidt på underlæben. Olof smilede.

“Ser det godt ud?”

Miriam kunne mærke at hun blev varm i kinderne og midt i sin rødmen var det som om noget gav efter og løsnede sig inde i hende, og hun smilede pludselig og slog blikket ned.

“Ja. Det er min livret.”

Hun havde åbnet munden. Talt svensk. Og Olof smilede til hende, men kommenterede det ikke. Alting var pludselig som det skulle være.

“Så må du hellere få en stor portion!”

Hun lo endda. Det strammede lidt i overlæben. Hun havde glemt det og overlevet!

“Ikke for meget. Bare lige tilpas.”

Olofs smil var stadig ikke forsvundet. Det lyste og varmede oppe over hende, så hun fik lyst til at strække hænderne frem mod det, men hun gjorde det naturligvis ikke. Hun stillede bare desserten fra sig og tog asietterne, strøg forbi Olof og gled videre ind i spisestuen. Satte først en tallerken foran Egon, derefter foran Hanna, en tredje på Olofs plads og den fjerde på sin egen, snuppede derefter salt og pebersættet sådan som man skulle. Hanna fulgte hende med blikket.

“Går det bedre nu, Miriam?”

Hun smilede som svar.

“Jo tak, meget bedre.”

“Og nu taler du søreme også igen. Hvor godt!”

Hanna smilede og så derefter over på Egon. Han besvarede hurtigt hendes smil før han skyndte sig at se væk.

“Forfærdeligt,” sagde Hanna da de var rykket ind stuen for at drikke kaffe oven på middagen. “Ti år efter Krystalnatten går Jönköpings egne borgere ud for at jagte tatere. Helt igennem forfærdeligt!”

Olof sagde ingenting. Han var blevet alvorlig igen, sad tavs og med et fjernt blik, mens Egon lænede sig tilbage mod den høje ryg i det som frem til i aften havde været Hannas helt private lænestol. Nu løftede han koppen, tog en tår og nikkede derefter bekræftende. Han virkede mere selvsikker nu. Blikket flakkede ikke rundt længere, men sad i stedet beslutsomt klistret til Hanna.

“Det er en skandale. Der er ikke noget andet ord for det.”

“Og har du set hvad de skriver i Smålands Folkblad?”

Egon smilede lidt.

“Nej. Det er ikke en avis jeg plejer at læse …”

Hanna tog en tår af sin kaffe, satte koppen fra sig igen, bøjede sig over mod aviskurven og tog en avis op.

“Heller ikke jeg, men så hørte jeg om det her … Har du set det? Har du set hvad de skriver?”

Egon klappede sig på jakkens brystlomme og rynkede panden.

“Nej. Desværre. Og jeg har åbenbart glemt mine briller.”

“Jeg kan læse højt. Du skal høre det!”

Miriam flyttede sig lidt længere hen mod hjørnet af sofaen som for at komme væk. Hun havde allerede hørt versene, Hanna havde læst dem højt mens hun skrællede kartofler, og de havde gjort hende lettere utilpas. Og nu ville hun måske blive utilpas igen. Hanna rømmede sig, løftede avisen og læste med dirrende stemme:

“De har mandsmod i bryst, de har muskler af jern,

De er taternes skræk som sig bør,

De er for vor østre bydel et værn,

Trods den fremmeste blot er chauffør.

De er kvindernes værn, der er kraft i hin røst,

De afregner stolt bøder kontant.

De har vikingeblod, de har mandsmod i bryst,

De er knægte som rammer bastant.

De hamrer en næve i taterens knold

Uden fanfare og større trut.

De har ej uniform som soldater i sold,

Men med taternes rov er det slut.”

Hanna sænkede avisen og så på Egon. Han rystede opgivende på hovedet.

“Skandaløst,” sagde han igen. “At de ikke skammer sig …”

Hanna fnøs.

“Socialister! Så kan man se hvordan de i virkeligheden er.”

“Men de begynder jo nok at blive lidt nervøse nu,” sagde Egon. “De gik jo lige lovlig langt over stregen i går. Mændene trængte faktisk ind i taternes lejligheder og mishandlede flere af dem …”

“Ja, det ved jeg. Vores gårdmand fortalte det. Han bor jo dernede og er selv … Ja, der var i hvert fald nogen som var nødt til at springe ud af vinduet. Og i en anden af lejlighederne var der ligefrem udbrudt brand. Guderne må vide hvordan det var endt hvis politiet ikke var kommet …”

Egon sukkede lidt.

“De burde være kommet meget hurtigere. Jeg fatter ikke hvorfor de ikke har grebet ind før nu. Det var jo som Asta fortalte, det her har tydeligvis stået på i dagevis … Hun var gået forbi en aften og havde set hvordan en masse mennesker var stimlet sammen henne i østbyen. Og der er tydeligvis kommet flere til, aften efter aften.”

Hanna snerpede munden lidt sammen, hun brød sig ikke om at blive mindet om Asta og især ikke om den kendsgerning at Asta havde haft ret denne gang.

“Nå, men nu er det vel overstået. Politiet skal nok sørge for at holde orden på Östra Torget efter det her. Der var jo rent faktisk folk som måtte køres på hospitalet. Og nogen tog de med ind på politistationen simpelthen for at kunne beskytte dem.”

Miriam lukkede øjnene. De fem unge mænd kom gående bag hendes øjenlåg igen. De lo. Da hun åbnede øjnene så Hanna på hende med præcis samme blik som hun plejede.

“Nippon trænger nok til at komme lidt ud, søde Miriam. Vil du måske?”

Miriam holdt vejret. Det var en direkte ordre, det forstod hun udmærket. Svenskerne uddelte altid ordrer i form af spørgsmål. Vil du måske? Kan jeg bede dig om? Har du lyst til? Og det gik ikke at sige nej. Ikke hvis man var flygtning. Ikke hvis man havde alt, alt for mørkt hår. Ikke engang hvis man var blevet slået ned den foregående aften og var rædselsslagen for at gå ud. Hun sænkede hovedet.

“Selvfølgelig.”

Det blev kun til en hvisken. Olof glippede med øjnene og så først på hende, derefter på sit ur.

“Jeg går med. Toget går om tre kvarter.”

Hanna rynkede panden.

“Men det tager da ikke tre kvarter at gå til stationen …”

Olof rejste sig op og rettede på slipset.

“Nej, det ved jeg. Men jeg kan godt lide at være i god tid.”

Han havde set og forstået.

“Du skal ikke være bange,” sagde han og åbnede døren til opgangen så Miriam og Nippon kunne smutte ud. “Jeg bliver sammen med dig til Nippon har gjort sig færdig.”

Miriam mumlede tak og så sig omkring. Der var tomt på gaden. Dæmpet aftenlys. Og meget stille. Ingen råb nede fra taterkvarteret. Ingen brølende unge mænd. Ingen piger der skreg. “Men toget …”

Olof stak hænderne i bukselommerne. Hans tynde jakke så ud til at være lige så blød som bukserne, ærmerne faldt i elegante folder ved håndleddene.

“Jeg har god tid.”

Der blev stille et øjeblik. Miriams hoved snurrede rundt, dagens tankemylder steg pludselig op igen, blev til et kaotisk virvar. Hvordan kommer man i omstændigheder? Hvad er en tater egentlig? Fem unge leende mænd … Nej. Hun stoppede op midt i et skridt, holdt sig for ørerne. Hun måtte ikke gå fra forstanden. Hun havde ikke råd til at gå fra forstanden. Olof lagde meget forsigtigt en hånd på hendes arm.

“Hvordan har du det? Er du syg?”

Hun sænkede hænderne og blinkede med øjnene, rømmede sig lidt.

“Nej, slet ikke. Jeg blev bare lidt svimmel.”

Godt. Det var et fornuftigt svar. Men Olof lod sig ikke nøjes med det.

“Hvad skete der egentlig i går?”

Kunne hun fortælle det? Kunne hun fortælle om de fem unge mænd som var løbet efter hende, at hun var snublet i Nippons snor og faldet, at hun havde skreget højt og at Nippon havde gøet, at en af de unge mænd havde sparket hende i ansigtet, ja, at en lyshåret ung mand fra Jönköping simpelthen havde sparket hende i ansigtet, en anden i maven og at en tredje havde trukket hende hårdt i håret, meget hårdt, så hårdt at hun troede hun var ved at blive kvalt, at de havde kaldt hende en taterdjævel og en sigøjnerluder, men at de var forsvundet så snart de hørte tudende sirener i det fjerne, at de forsvandt så hurtigt at hun ikke engang vidste om de overhovedet havde været der? Nej. Det kunne hun ikke. Det kunne gøre ham mistænksom. Det kunne få ham til at begynde at spørge sig selv om det måske i virkeligheden var sandt. Det kunne få ham til at tro at hun virkelig var en taterdjævel eller en sigøjnerluder, at hun slet ikke var den tragiske jødiske pige af god familie som hun udgav sig for at være. Så hun kunne ikke sige noget. I stedet måtte hun bare smile lidt. Det var vigtigt. Selvom det mere føltes som at skære en grimasse.

“Jeg var bare klodset. Snublede. Faldt.”

Det var en god replik. Næsten lige så god som den forrige. Den føltes godt. Beroligende. Og den var tydeligvis overbevisende, Olof så ud som om han troede på den. Alligevel fortsatte forhøret.

“Og lægen som du var oppe hos i formiddags, undersøgte han dine øjne?”

Hun nikkede. Olof rynkede panden.

“Du må hellere tage den lidt med ro et stykke tid. Du kan måske have fået en mindre hjernerystelse.”

En hvad for noget? Hun så hurtigt på ham. Olofs øjne var mørkegrå. Som vinterskumringen. Nippon trak i snoren. Den ville hen til kirkens plæner. De gik et skridt ud på gaden og fulgte efter den, gik helt ubevidst i takt hen ad stenbelægningen.

“Og hvis du fortsætter med at blive svimmel skal du sige det til Hanna. Det er vigtigt.”

“Det skal jeg nok,” sagde hun. Der var helt stille inde i hendes hoved nu. Hun var ikke faret vild længere. Ikke fuld af kaos. Mærkelige tanker. Ubehagelige erindringer. Hun stoppede og lod Nippon tisse op ad en lygtepæl før hun selv skiftede emne.

“Kan du måske fortælle mig en ting?”

Olof vendte sig om mod hende og tog roligt en pakke cigaretter op af lommen. Rystede en ud. Anbragte den i munden og begyndte at lede efter tændstikkerne.

“Jo, måske,” sagde han. “Hvilket?”

Miriam ventede mens han tændte cigaretten og pustede røg ud. Så tog hun en dyb indånding og spurgte: “Kan du fortælle mig hvad en tater egentlig er for noget?”

Olof lo og lod tændstikæsken forsvinde ned i jakkelommen.