Og så kommer den. Trætheden. Udmattelsen. Opgivelsen. Den bryder frem på samme måde som altid, båret på en bølge af hemmeligheder og minder, styrter ind over hende, får hende til et øjeblik at mærke hvordan skelettet knækker, hvordan rygraden pulveriseres, hvordan nakkehvirvlerne forvandles til grus og ingenting. Hvis hun havde stået op ville hun være faldet omkuld, hun ville ikke engang have haft kræfter til at dreje ansigtet eller række hænderne ud for at tage fra, hun ville være gået direkte på hovedet, men hun står ikke op, i stedet sidder hun på en bænk i Nässjö bypark, og det eneste der er at se er at hun pludselig sidder og nikker, at hagen synker ned og at hun bliver krum i ryggen. Det ser ikke ud som om det betyder noget. Hun er nok bare træt. En gammel dame som ikke rigtig magter turen rundt om søen.

Parken er helt stille. Solen står højt på en skyfri himmel. Ingsbergssjöns vand ligger blankt og ubevægeligt hen, ikke en vind hvisker igennem tagrørene langs bredden, ingen fugle kvidrer længere fra buskadset. Byen er også stille, det eneste man kan høre er en bil i det fjerne, den speeder op og motoren skifter toneart, men lidt efter bliver lyden dybere igen og forsvinder.

Rolig, siger Miriam til sig selv. Tag det helt roligt. Hold fast i dig selv. Ja, du har talt over dig i dag. To gange. Først sagde du at du ikke hedder Miriam og det er måske både sandt og usandt, men det betyder ingenting, eftersom der ikke er nogen der har kommenteret det, ingen har jo sagt så meget som et ord om det siden. Du så forvirringen i deres blikke, det er rigtigt, men den gik jo over næsten med det samme. De forstod det ikke og derfor valgte de at glemme det igen. Og lige før forløb du dig igen, da du begyndte at fortælle om de fem farlige unge mænd i Jönköping, men det gør heller ingenting. De må efterhånden være døde alle sammen og hvis de ikke er døde er de alligevel ikke farlige længere, men nogle gamle mænd. Du er stærkere end dem. De kan ikke dræbe dig, men du ville let kunne dræbe dem bare ved at fortælle. Alle fem. Men det er jo ikke det du vil. Det eneste du vil er at få hold på dig selv igen. Det eneste du vil er at fortsætte med at være tavs og smile. Tie og smile sådan som du har tiet og smilet i over otteogtres år.

Og den tavse formaningstale hjælper. Hun kan mærke hvordan ryggen ranker sig, hvordan hagen løftes og nakkens grusstumper finder på plads. Hun er sig selv igen. Udmattet, ganske vist, men ikke så udmattet at hun vil lade nogen lægge mærke til det. Derfor sender hun Camilla et lille smil, et fuldkommen ægte smil, som ikke desto mindre alligevel er en slags kamuflage, et dækkende klæde hun trækker hen over sine tanker og minder.

Men Camilla er selvfølgelig nysgerrig og vil ikke lade hende være i fred.

“Hvad skete der dengang i Jönköping?”

“Nå, det,” siger Miriam i et let tonefald. “Det var faktisk ikke noget særligt. Der var bare en flok unge mænd som løb efter mig … En aften hvor jeg var ude at gå med Hannas hund.”

“Hold da op. Overfaldt de dig?”

Miriam lader blikket glide ud over Ingsbergssjön, stirrer langt ud i det fjerne.

“Nej, Ikke rigtig. Jeg faldt og så blev de vist bange …”

Et slag i maven. Et spark i ryggen. Et andet i ansigtet. Nogen som greb fat i hendes hår, mens hun lå på jorden, og trak hendes hoved bagud og op. Struben som snørede sig sammen, følelsen af at være tilbage i Ravensbrück, i Auschwitz, følelsen af snart ikke længere at kunne få luft, at hun ville … Men, nej, det har hun ikke tænkt sig at fortælle.

Camilla ser ikke desto mindre forskrækket ud.

“Føj, hvor skræmmende … Men hvorfor var det lige dig det skulle gå ud over?”

Miriam smiler sit venlige, voksne og beroligende smil. Klapper Camilla let på hånden.

“Det var under tateroptøjerne. Det troede vel at jeg var sigøjner.”

Hun kan stadig høre råbene. Taterdjævel! Sigøjnerluder!

Taterdjævel!

Sigøjnerluder!

“Tateroptøjerne?”

Camilla ser undrende ud.

“Ja,” siger Miriam og lader hånden glide hen over panden, som for at rette på en hårlok. Det er ikke nødvendigt. Håret sidder præcis som det skal. “Dem har du vel hørt om? Hvordan de gode Jönköpingborgere gik ud for at jage tatere i sommeren 1948?”

“Hvad siger du! Nej. Det har jeg aldrig hørt et ord om …”

“Jo. Det var sådan det var. Næsten tusind mennesker stod nede ved Östra Torget for at se taterne få bank.”

“Kors. Folk er ikke rigtig kloge. Tatere? Hvis man ikke har nogen perkere at forfølge må man selvfølgelig selv opfinde dem.”

Miriam smiler igen. Ja. Det er sådan det er. Svenskerne opfandt deres egne perkere lige efter krigen. Men nu har hun ikke tænkt sig at sige så meget som ét ord mere om den sag, i stedet lukker hun øjnene og vender ansigtet op mod solen.

“Det er virkelig et vidunderligt vejr i dag,” siger hun lidt efter.

“Ja,” siger Camilla. “Helt vidunderligt.”

Camilla vender også ansigtet op mod solen. Lader den male et orange, gult og rødt rum omme bag øjenlågene. Anstrenger sig for ikke at tænke på nytteværdien, men heller ikke på risikoen. Nytteværdien af det D-vitamin som lige nu dannes i kroppens celler. Risikoen for at solens stråler skal få nogle af disse celler til at begynde at dele sig alt for hurtigt. Hun behøver jo ikke at samle plus- og minuspoint i hvert eneste sekund af tilværelsen. Det ved hun godt. Det har hun besluttet sig for at lade være med. Desuden har mennesket levet i tusindvis af år uden at have den mindste anelse om D-vitaminets gavnlige indvirkning på immunforsvaret og uden nogensinde at beskytte sig selv eller deres børn med tykke lag solcreme.

“Og se så selv hvordan det gik dem,” griner Max i hendes erindring. “Døde hver og en!”

Camilla smiler lidt og åbner øjnene, ser på sin farmor. Miriam sidder med helt rank ryg ude på kanten af bænken og med håndtasken på knæene. Hun har åbnet øjnene og blikket ser ud mod et punkt i det fjerne, men da hun fornemmer at Camilla iagttager hende blinker hun, næsten som om hun er søvnig, og rynker brynene.

“Hvad griner du ad?”

“Øh. Jeg kom bare til at tænke på noget Max sagde her forleden …”

“Din forlovede?”

Camilla småler. Forlovede!

“Nej! Bestemt ikke. Han er ikke min forlovede.”

“Hvad er han da så?”

“Sixtens far. Ikke andet.”

Miriam drejer hovedet ud mod søen, ser ud over det glitrende vand og trækker lidt på skuldrene.

“Jeg tror ikke jeg nogensinde kommer til at forstå det der.”

“Forstå hvad?”

“At I ikke vil bo sammen. Selvom I har et barn.”

“Vi prøvede jo faktisk. Det gjorde vi. I en periode. Men vi blev bare hele tiden sure og irriterede på hinanden. Skændtes. Hakkede på hinanden. Var fulde af bebrejdelser. Så gnisten forsvandt.”

“Hvilken gnist?”

Miriam ser oprigtigt undrende ud. Som om hun ganske enkelt ikke forstår det. Camilla trækker på skuldrene.

“Så kærligheden, da. Forelskelsen.”

Miriam løfter øjenbrynene en smule, viser tydeligt at det da var en helt utrolig dum ting at sige, men at det handler om noget der ikke angår hende.

“Forelskelsen?” siger hun kun. “Åh, den. Nå, sådan.”

De bliver siddende tavse lidt og ser sig omkring. Et kort stykke derfra løber en bæk og over den lille bæk hæver en lille buet bro sig og over den lille bro hæver der sig igen et enormt piletræ. Tagrørene står tæt nede langs søbredden og pludselig bevæger de sig. En andemor med syv gulbrune dunbolde efter sig kommer frem og tager nogle skridt op på det grønne græs før den får øje på kvinderne. Den stopper op, bliver stående et øjeblik og sender Camilla og Miriam et blik som ser meget misbilligende ud. Camilla smiler igen.

“Se,” siger hun. “Anden derhenne ser nærmest ud som om den er vred på os.”

Miriam smiler lidt og rejser sig.

“Skal vi gå?” siger hun, men uden at vente på et svar, tager bare et par skridt væk fra ænderne. Camilla kommer hurtigt på benene, stikker fortroligt sin arm ind under Miriams og begynder at snakke. Hun vil så gerne have en ordentlig samtale med Miriam, hun vil fremmane den tid igen hvor Miriam altid lyttede og var interesseret, dengang hvor hun var den der forstod og kunne trøste.

“Men hvordan var det dengang farfar stadig levede? I var jo trods alt gift i et par hundrede år. Blev I aldrig vrede på hinanden?”

Miriam klapper hende kort på hånden. Nu er det hendes tur til at le, om end lidt tørt.

“Nej. Ikke de første fyrre år i hvert fald … Jeg kan huske at jeg blev lidt vred en enkelt gang i midten af halvfemserne. Men det var mest fordi jeg blev bekymret.”

Camilla stopper.

“Det mener du ikke!”

“Jo. Det er virkelig sandt.”

“Blev du ikke vred på ham en eneste gang i fyrre år?”

“Nej. Sådan var det.”

Camilla må gøre sig umage for ikke at vise sin skuffelse. Hendes farmor lyver. For første gang i hele sit liv er hun overbevist om at hendes farmor lyver for hende.

“Men du må da have været irriteret nogle gange!” siger hun til sidst. “Og bare lidt sur.”

Miriam hører skuffelsens lette vibrato i Camillas stemme og tvinger sig selv til at tænke efter. Jo. Selvfølgelig. Nu dukker kælderdrengen op. Ved den lejlighed råbte hun næsten ad Olof, men det er et ubehageligt minde, mildt skræmmende, og en ting som hun har gjort sig umage for at fortrænge. Ikke at hun nogensinde kunne finde på at fortælle om ham og hans mor til Camilla. Hun trækker vejret dybt ind og gør sig umage for at tænke på alle de andre mange dage i stedet. De tusindvis af hverdage hvor hun var Olofs kone. Beskyttet og beskyttende. Jo, selvfølgelig blev hun lidt irriteret en gang imellem, især når hun følte det som om hun var blevet forvandlet til en bifigur i sit eget liv. Olof var naturligvis hovedpersonen og som en sådan havde han sine vaner og uvaner. Han var umådelig snakkesalig, men dårlig til at lytte. Smed sine snavsede strømper og underbukser i en bunke på gulvet i soveværelset. Tekoppen og krummerne og den opslåede avis som lå tilbage efter ham på bordet i køkkenet hver eneste morgen. Og hun havde da bestemt også følt sig en smule beklemt dengang han lagde hånden over kontoudtoget fra banken. Som om hun ikke havde ret til at vide hvor stor en opsparing de havde efter flere årtiers ægteskab, som om hun stadig kun var hans hushjælp eller en tilfældig gæst i huset. Hun sukker umærkeligt.

“Jo. Måske. Og han kunne vel også blive lidt irriteret på mig, men …”

Men jeg havde for meget at miste, tænker Miriam. Så med kælderdrengen som den eneste undtagelse passede jeg på ikke at tale ham midt imod. Den der protesterer risikerer at blive afsløret og jeg ville virkelig ikke afsløres. Derfor smilede jeg, derfor tiede jeg, derfor løj jeg. Men hvad ville der være sket hvis jeg havde sagt det som det var? Hvis jeg en dag havde fortalt Olof sandheden. At jeg var roma. Sigøjner. At jeg tilhørte det samme folk som dem der slog lejr ude ved næsset ved Adela? Betød det at jeg i virkeligheden ikke havde ret til at bo i et hus, lave mad på et elektrisk komfur, vaske tøj i den der fantastiske vaskemaskine han havde købt til mig? Ville han have smidt mig ud? Eller ville han bare være trådt et skridt tilbage, have set på mig med afsky og helt åbent have forvandlet mig til den tjener jeg i al hemmelighed allerede var? Og hvis jeg var blevet smidt ud, ville jeg så kunne være gået tilbage til at være roma? Var jeg overhovedet roma længere på det tidspunkt? Er jeg roma nu? Eller er jeg ingenting? Hverken roma eller jøde, hverken tysker eller svensker?

Det er en ny tanke, en som hun aldrig før har tænkt, og den gør hende ængstelig. Hun kan mærke hvordan kroppen stivner og tager hurtigt en dyb indånding for at slappe af igen. Camilla må ikke mærke noget. Ingen skal nogensinde mærke noget på hende.

“Men hvad?” siger Camilla. Miriam smiler lidt.

“Vi lod det aldrig komme så vidt at vi begyndte at skændes. Et mildt svar afvender vrede, som du ved.”

Camilla fnyser.

“Et bibelcitat! Er det hvad du har at komme med?”

Miriam smiler endnu bredere.

“Ja, min ven. Han vidste hvad der var vigtigt, gamle Salomon.”

Camilla slår med nakken.

“Ha! Du må meget undskylde, men den mand har jeg aldrig haft den store fidus til.”

De er kommet frem til mindestenen, den sten som hylder egnens helte, og derfor glemmer de Salomon og hans eventuelle visdom. De drejer af og går hen til den, sådan som de altid plejer at gøre når de går deres ture. Læser tavse inskriptionen. “Denne sten rejstes år 1938 til minde om Nässjö almues tapre forsvar af hjemstavnen i ufredsåret 1612 …”

“Fire hundrede og et år,” siger Miriam pludselig og ryster på hovedet. “Fire hundrede og et år med fred her i byen …”

“Åh,” siger Camilla. “Der var ikke nogen by her dengang for fire hundrede år siden. Bare nogle fattige bønder og udsultede husmænd …”

Miriam nikker. Det er naturligvis rigtigt nok. Alligevel betyder stenen her meget for hende. Den er hendes hemmelige monument over de første år i Nässjö, en påmindelse om at der trods alt fandtes et sted med både tryghed og trøst, om end på visse betingelser. Hun kan stadig huske hvor betaget af den hun blev første gang hun så den, under en gåtur med barnevognen en formiddag for femogtres år siden, hvordan jorden næsten løftede sig under hendes fødder og hvordan hun fik tårer i øjnene da det gik op for hende at der på det tidspunkt havde været fred i Nässjö i tre hundrede og seksogtredive år. Det fik hende til at beslutte at denne by var det bedste sted i hele verden at gemme sig, en by hun aldrig nogensinde ville forlade igen, en plads som hun ville bide sig fast i til evig tid, koste hvad det ville. Og kostet har det, selvom prisen aldrig nogensinde har været for høj. Tavshed, løgn og et liv som tjenende ånd kan ganske vist være hårdt, men aldrig uudholdeligt hårdt, og uendeligt meget mere udholdeligt end visse sandheder. Derudover minder stenen hende om Camillas teenageår. Dengang ville Camilla sprænge den i luften fordi den var så latterlig, smadre den én gang for alle, knuse den til småsten og grus fordi den fik hende til at fornemme noget mørkere og mere ubehageligt under den hykleriske dyrkelse af hjemstavnen. Men den slags tanker har hun for længst lagt bag sig. Nu er hun ligeglad. Nu lægger hun i stedet hovedet på skrå og ser på sin farmor.

“Hvorfor blev du egentlig vred på farfar dengang i midten af halvfemserne?”

“Fordi han forsvandt i fire timer. Og jeg vidste ikke hvor han var.”

“Jamen dog. Var han sammen med en anden kvinde?”

Miriam skærer en grimasse. Ungdommen er så ensporet.

“Nej. Han var gået vild.”

“Gået vild? I skoven?”

“Nej. Inde i Nässjö. Han kunne simpelthen ikke finde hjem.”

“Åh. Så det var hans …”

“Ja, det var det første tegn på hans Alzheimers. Og bagefter havde jeg frygtelig dårlig samvittighed over at jeg var blevet så vred.”

Camilla tænker stille over det, så sukker hun.

“Men du mener det altså når du siger at du ikke var rigtig vred på ham en eneste gang inden da? Ikke en eneste gang i fyrre år?”

Miriam smiler og klapper Camilla på hånden igen.

“Ja. Det mener jeg.”

“Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? Hvordan kan man bo sammen i fyrre år uden at blive vrede på hinanden en eneste gang!”

Miriam smiler endnu bredere.

“Fordi jeg syntes at jeg var havnet i paradis. Og fordi jeg syntes at det var Olof som havde ført mig dertil.”

Camilla ser tvivlende på hende.

“Nässjö? Du syntes at Nässjö var et paradis?”

Miriam ler.

“Ja. Nässjö. Huset. Den her familie. Det var et paradis. Og det er det stadig.”

“Jamen herregud,” siger Camilla og ser oprigtigt medfølende ud. “Din stakkel.”