Pølse. Et temmelig stort stykke pølse. En klat margarine. En lille skål syntetisk marmelade. Og et brød, et ret stort sort brød.

Miriam sank sit spyt. Turde næsten ikke blinke. Stod bare ubevægelig og stirrede på pølsen, mærkede ikke engang at larmen i barakken havde lagt sig. Kvinden ved bordet hævede kniven og der gik et sus igennem flokken, en pige til højre for Miriam smøg sig forsigtigt ind mod hendes skulder og forsøgte at trænge sig frem foran, men Miriam lod hende ikke gøre det. Hun lænede sig let mod højre og blokerede vejen, opdagede derefter at bevægelsen havde givet hende et forspring på næsten fem centimeter. Hun lagde vægten over i den anden side. Det brændte i benet, men det tog hun sig ikke af. Lænede sig næsten umærkeligt endnu et par centimeter frem. Pigen til venstre så ikke ud til at reagere, også hun stod og stirrede ufravendt på pølsen. Længst fremme stod kvinden der skulle skære stadig med kniven løftet.

“Hvor mange er vi?” spurgte hun.

En bleg pige lige foran hende bøjede sig frem og hviskede et eller andet i hendes øre.

“Seksten,” sagde kvinden med kniven. “Så skærer jeg brødet i seksten stykker. Og derefter pølsen. Ingen …”

Hun blev tavs og kiggede rundt, så fast på dem alle. I en anden ende af barakken var der nogen som hylede op, det var et skingert skrig som hurtigt forstummede. Kvinden med kniven så sig omkring, hun havde rynket panden.

“Ingen,” sagde hun igen. “Ingen rører sig før alt er skåret op. Ingen kaster sig frem eller maser. Og de som er kommet ud af karantænen i går får de første stykker. Er det forstået?”

Gulvet gyngede under Miriam. Hun var jo netop kommet ud af karantænen i går. Og hun havde ikke set en pølse i næsten et år. Uden at tænke stemte hun albuerne ud til siderne og masede sig frem, trykkede og skubbede, krabbede sig sidelæns og gled frem i første række.

“Jeg …,” sagde hun da hun nåede frem. Kvinden med kniven så alvorligt på hende, løftede kniven og markerede med den i luften.

“Kan du ikke høre? Ingen rører sig!”

Miriam slog blikket ned.

“Auschwitz,” sagde hun med dæmpet stemme.

Kvinden lod kniven synke ned.

“Det ved jeg. Men det giver dig ikke ret til at mase dig frem.”

Den blege pige ved siden af drejede blikket og så på Miriam med noget der lignede foragt. Miriam trykkede bliktallerkenen ind mod maven og tav. Lod igen blikket vandre hen til pølsen. Kvinden med kniven greb fat om brødet. Målte forsigtigt femten gange ned langs brødet, skar små, tynde markeringer i skorpen med så jævne mellemrum som muligt. Begyndte derefter at skære rigtigt. Endnu en gang gik der et sus igennem flokken, men det forstummede i samme øjeblik kvinden løftede hovedet. Derefter: Total tavshed, total stilhed.

Det tog lang tid at skære brødet op. Det måtte være hårdt, for kvinden var nødt til at lægge begge hænder på kniven og trykke til med hele sin kropsvægt for overhovedet at skære. Små krummer trillede ud over bordet, men ingen rørte sig og forsøgte at fange dem, hele gruppen stod ubevægelig og så på kvinden. Hun var ret høj. Ansigtet var gråblegt og fuldt af furer, som om hun var meget gammel, men hendes kropsholdning tilhørte ikke en gammel kvinde. Hun var helt rank i ryggen. Hovedtørklædet var så hvidt at det så nyvasket ud. Hænderne upåklageligt rene. Miriam så ned på sine egne to hænder. De var allerede grå, selvom hun var blevet tvunget i brusebad i går. Desuden havde hun sørgerande under neglene. Hvilken forskel det nu ellers skulle kunne gøre.

Så. Nu var brødet skåret op. Seksten stykker lå på bordet foran kvinden. Nu tog hun margarinen og fordelte den i seksten næsten lige store klumper på skiverne. Tog derefter skålen med den syntetiske marmelade og fordelte den også. Derefter – og først derefter – tog hun pølsen, løftede den som om hun ville mærke hvor meget den vejede, flyttede noget af brødet til side og markerede med kniven i den røde overflade hvor hun havde tænkt sig at skære. Miriam slap hende ikke med blikket. Endestumpen ville blive det største stykke. Ingen tvivl om det. Hun skulle altså sørge for at få endestumpen. Snart. Når som helst nu.

Kvinderne og pigerne bag hende var stadig tavse, ingen sagde et ord, alligevel kunne hun mærke deres utålmodighed. De svælgede tomt. Hænder åbnedes og lukkedes. Fødder flyttede sig. Rygmuskler spændtes. En arm blev ufrivilligt stukket frem mellem to piger og hurtigt trukket tilbage. Miriam trykkede bliktallerkenen endnu hårdere ind mod maven. Kvinden lagde kniven fra sig, anbragte omhyggeligt en skive pølse på hvert stykke brød, strøg begge håndflader mod kjolen, som om det var nødvendigt at tørre dem af, vendte sig over mod Miriam og sagde:

“Værsgo. Her er din søndagsmiddag. Velkommen til Ravensbrück.”

Og Miriam strakte hånden frem. Greb om et stykke brød, så og mærkede at hun faktisk havde fået endestumpen af pølsen, og ja, det var virkelig sket, hun havde fået det største stykke pølse. Hun trak vejret hurtigt og lagde brødet på sin tallerken, trykkede derefter det hele ind mod maven, vaklede mens de andre masede sig frem mod bordet, men slap ikke taget, stod der bare midt i det hele og lod dem mase.

Stod der med det allerstørste stykke pølse. Hun. Malika. Miriam. Med det største stykke pølse.

Der var ikke meget plads mellem barakkerne, men dog ikke mere trangt end at Miriam kunne sætte sig uden for døren og studere sin fangst. Først vejede hun brødet i hånden et øjeblik, bøjede sig derefter frem og granskede det nøje. Hun kunne ikke se nogen savsmuld i det. Hvis der overhovedet var savsmuld i brødet var det i hvert fald ikke synligt. Brødet her var bare mørkt og tungt. Spørgsmålet var om hun skulle spare på det. Måske ville der ikke komme nogen suppe i aften og så ville det være godt at have. På den anden side var suppen her jo også bedre end i Auschwitz. I går havde hun fundet både nogle stumper gulerod og kartoffel i den. Og de havde ikke engang været rådne.

“Du glemte din kaffe …”

Miriam trykkede hurtigt brødet ind mod sin mave og kiggede skråt op. Det var kvinden med kniven som stod der, høj og knejsende og tynd som en flagstang. Hun holdt to blikkrus i hænderne og rakte det ene ned mod Miriam.

“Tag det,” sagde hun og gjorde en lille bevægelse med armen. “Ikke at det har så meget at gøre med kaffe, det er nok mest rødbedeafkog efterhånden, men min erfaring har lært mig at man ikke skal afstå fra noget som helst her på stedet.”

Miriam nikkede stumt og rakte ud efter kruset. Kvinden lænede sig op ad barakkens væg og lod sig derefter glide forsigtigt ned på hug. Sad med sit eget krus på jorden og lagde sit brød på knæet, strakte derefter en hånd frem og smilede. Miriam stirrede på hånden, som om hun ikke vidste hvad hun skulle stille op med den.

“Velkommen,” sagde kvinden venligt. Hun havde en rød trekant på armbindet. Og et N. Politisk, altså, hvad det så end betød. Miriam blinkede, flyttede hurtigt brødet og pølsen fra højre til venstre hånd, tørrede den af i kjolen og rakte den frem.

“Goddag,” sagde hun. Hendes stemme var ikke meget mere end en hvisken. Hvad ville det her underlige menneske hende?

“Goddag til dig også. Jeg hedder Else Nielsen. Og hvad hedder du?”

Et øjeblik stod tiden stille. Det kløede i såret på armen, det sår som hun selv havde lavet for at forsøge at kradse bogstavet Z væk. Sandheden eller løgnen?

“Miriam Goldberg.”

Løgnen, altså. Hvorfor hun sagde det vidste hun ikke.

“Fra Tyskland?”

Miriam nikkede stumt.

“Hvor gammel er du?”

Hvor gammel var hun? Ingen anelse. Hun vidste jo ikke engang hvilket år det var. Hun lod blikket glide ud til siden.

“Femten. Tror jeg.”

Else nikkede tavst.

“Spis nu,” sagde hun så. “Du har brug for det.”

Miriam trak vejret hurtigt ind.

“Får vi suppe i aften?”

“Nej,” sagde Else. “Men en smule brød. Lidt margarine. Og det der de kalder kaffe.”

“Helt sikkert?”

Else nikkede og bed i sit eget brød.

“Ja,” sagde hun. “Det er helt sikkert. Du kan godt spise.”

De spiste i tavshed. Miriam tøvede først lidt, vidste ikke rigtig om hun skulle starte med pølsen og derefter spise brødet eller om hun skulle tage pølsen til sidst og brødet først eller simpelthen spise det hele på en gang som et stykke brød med pålæg, men så skævede hun over på Else for at se hvordan hun gjorde. Hun spiste først brødet, margarinen og den syntetiske marmelade og lod pølseskiven blive liggende på tallerkenen. Spiste den altså til sidst. Miriam smurte margarinen lidt ud med tommelfingeren, forsøgte derefter at gøre det samme med marmeladen. Det gik ikke så godt. Næsten det hele blev siddende på fingeren og hun måtte stikke tommelfingeren i munden for at slikke det søde af. Derefter satte hun tænderne i brødet. Bed en stor luns af. Det smagte godt. Godt brød? Mærkeligt.

“Søndagsbrød,” sagde Else. Miriam nikkede stumt. Else tog en stor slurk af kaffen, lagde derefter en hånd på Miriams arm.

“Forsigtigt. Du må ikke spise så hurtigt!”

Miriam sank og tog en tår af sin egen kaffe. Smagte den af rødbeder? Det anede hun ikke. Hun kunne ikke huske hvordan rødbeder smagte. Drikken her var mest bare lidt bitter.

“Hvis du spiser så hurtigt kaster du det hele op igen,” sagde Else. “Og det er ikke godt, det tærer for meget på kræfterne.”

Men det var svært ikke at spise hurtigt. Miriams krop rystede. Hun lagde brødet fra sig og greb ud efter pølsestykket. Endestumpen. Slikkede hurtigt på overfladen. Bed derefter et meget lille stykke af og lod det lande på tungen. Salt. Lukkede øjnene. Nød det.

“Hvor længe var du i Auschwitz?”

Else havde sænket stemmen. Miriam åbnede øjnene. Begyndte at tygge. Havde ikke tænkt sig at svare før hun havde tygget færdig. Sank. Sådan.

“Et år. Tror jeg. Eller halvandet måske …”

“Var det vinter da du kom dertil?”

Miriam nikkede og tog en ny bid af brødet. Havde ikke tænkt sig at svare så længe hun havde mad i munden. Else sad også og var stille lidt.

“Og hvordan var der?” sagde hun så. “Hvordan var der egentlig i Auschwitz?”

Miriam drejede hovedet og holdt op med at tygge. Så Else direkte ind i øjnene, men svarede ikke.

Hvordan var der egentlig i Auschwitz?

Sikken et spørgsmål. Hvordan skulle man kunne svare på det? Det flimrede for Miriams øjne. Mudder. Jord. Ikke et græsstrå. Et land uden træer. En uendelighed af barakker. Udmarvede kroppe. Udstående tænder. Indsunkne øjne. Gøende hunde. Mengele. Ukrainske lejrvagter. Hængninger. Mønstringer i morgengryet. Noma.

Og så døde kroppe, selvfølgelig. Hundredvis af døde mennesker. Tusindvis. Hundredtusindvis.

Bunker af lig. Og de evigt høje flammer op af krematoriets skorsten.

Else hev efter vejret og slog derefter hånden for munden. Sad ubevægelig og stirrede ind i de gråbrune brædder på barakken over for dem. Glippede hårdt med øjnene nogle gange indtil hun til sidst sank en smule sammen i kroppen. Så ned på brødet i sin hånd, tog endnu en indånding, men denne gang på en helt anden måde. Fik hold på sig selv. Strøg sig over ansigtet med den frie hånd og åbnede munden. Hev en ny bid af brødet. Tyggede.

“Nå sådan,” sagde hun så som om Miriam rent faktisk havde svaret hende. “Jaså.”

Miriam sagde stadig ikke et ord.

“Min mand,” sagde Else derefter og tog en stor tår af kruset. “Jeg tror han kom til Auschwitz …”

Miriam nikkede stumt. Vendte derefter blikket væk og tog en bid af pølsen. Den smagte lidt gammelt. Og det næsten lukkede sår på hendes venstre arm begyndte at klø.

Solen fandt vej ned mellem barakkerne. Varmede. Blændede. Else rejste sig op og lukkede øjnene, stod derefter stille lidt og lænede ryggen ind mod væggen. Miriam sad stadig nede på jorden, tyggede på det sidste af pølsen og forsøgte at undertrykke ubehaget. Hun havde ikke lov til at føle ubehag ved en pølse, ligegyldig hvordan den smagte, ligegyldig hvad den indeholdt. Alligevel kunne hun næsten ikke lade være med at forestille sig … Nej. Sådan måtte man ikke tænke. Hun tog en stor slurk af kaffen. Lod derefter tungen glide hen over tandkødet, forsøgte at fjerne den tynde hinde af fedt som pølsen havde efterladt.

Elses stemme lød pludselig anderledes. Fast. Meget bestemt.

“Kan du læse?”

“Hva’?”

Miriam sank engang.

“Du hørte mig godt. Kan du?”

“Ja. Det kan jeg vel.”

“Vel?”

“Det er længe siden jeg har læst noget … Men jo, jeg kan godt læse.”

“Hvor har du lært det?”

“I et kloster …”

Else hævede øjenbrynene.

“Miriam Goldberg? I et kloster? I Tyskland. Prøv ikke at …” Miriam lagde sin højre hånd over venstre arm lige oven på sårskorpen, men svarede ikke. Så bare ned på den gråbrune jord under fødderne. Intet voksede der. Heller ikke her var der så meget som det mindste græsstrå.

“Tyske klostre tager ikke imod jøder. Eller har i hvert fald ikke gjort det meget længe. Så hvor har du lært at læse?”

Miriam svarede stadig ikke. Else kunne ikke se såret, for Miriam havde fået udleveret en langærmet bluse, alligevel skubbede Else mistænksomt til hende med sin slidte træsko.

“Sig nu bare sandheden, for himlens skyld. Det er ikke farligt …”

Men Miriam nåede ikke at svare. For i det samme hørtes en fløjten ude fra lejrgaden. Derefter endnu en. Og et øjeblik efter blev der fløjtet alle steder fra. Else kastede sig frem mod Miriam og trak hende op at stå, puffede hende derefter længere ind i rummet mellem barakkerne.

“Hurtigt,” hvæsede hun. “Hurtigt. Om bag barakken. Og stille, vær helt musestille!”

Else trykkede sig ind mod barakkens bagside og strakte armen ud over Miriam, trykkede også hende ind mod den gråbrune væg. Sagde ingenting, selvom hendes øjne talte rigeligt. De var blevet store og næsten runde, og hun pressede læberne tæt sammen, bed i dem. Lige foran dem løb lejrens elektriske pigtrådshegn, det knasede lidt og nynnede sin evige melodi. Zzzing! Så tæt på det havde Miriam aldrig før været, ikke engang i Auschwitz. Nu syntes hun at hun kunne mærke elektriciteten, selvom der var over en halv meter derhen, hun syntes hun kunne mærke hvordan den strøg hen over hendes kinder, brændte i hendes øjne, listede sig ind i hendes næsebor, ind i øret, og pludselig kunne hun huske et ord fra klosteret, øresneglen, og en planche som forestillede et gennemskåret øre, og søster Agathe som stod med pegepinden og pegede på lige præcis sneglen, men samtidig mærkede hun hvordan elektriciteten søgte videre ned over kroppen, hvordan den kildede hende på armene og fik de små hår til at rejse sig, og pludselig kom hun i tanker om de sorte fingre i Auschwitz og skyndte sig at stikke hænderne om bag på ryggen. Hun blinkede hårdt og pressede læberne sammen ligesom Else, bed sig i dem, og trykkede sig så tæt op mod væggen som muligt.

Schæferhunde gav hals ude på lejrgaden. Mænd råbte. Skingre kvindestemmer stemte i. SS og deres kapoer. Nogle fanger skreg og midt i kakofonien syntes Miriam at hun genkendte et ord på romani, flere ord på romani, men sekundet efter var de forstummet og hun kunne ikke engang huske hvilke. Hun åbnede øjnene og så sig omkring, men rørte sig ikke. På den anden side af pigtråden lå noget som kunne have været en eng hvis der ikke havde været så sumpet og bag engen var der en grå mur. Ja, det var der faktisk. Det lignede næsten en rigtig eng, bare med nogle våde områder og nogle få pletter nøgen jord og derudover nogle store træer med grå stammer og tuer af grønt græs. Og blomster. Små gule blomster. En sommerfugl flagrede rundt et stykke derfra, en lille citronsommerfugl som pludselig fløj op fra en blomst og ubekymret nærmede sig hegnet ved barakken. Miriam holdt vejret. Ville den dø? Nej. Hun håbede virkelig ikke at den lille sommerfugl ville dø. I et par sekunder så det ikke godt ud, sommerfuglen nærmede sig pigtråden, men så, bare et par og tyve centimeter fra elektriciteten, drejede den af og flagrede videre ud mod alt det grønne og landede til sidst på en blomst langt borte, sad ubevægelig et øjeblik inden den løftede sig op og forsvandt på den anden side af muren.

Den havde klaret den.

Og lyden ude fra lejrgaden tydede på at Miriam og Else også havde klaret den. Denne her gang.

“Afdeling march!” råbte en kvindestemme derude. Og det knasede af fødder mod gruset.