Det burde stadig være sommer, alligevel føltes det som efterår. Måske var det på grund af regnen. Det regnede om morgenen når de stod ude på appelpladsen, og det regnede om aftenen når de blev lukket ud fra tøjfabrikken. Formentlig regnede det også i løbet af dagen, men det vidste Miriam ikke noget om. Hun sad bøjet over sin symaskine langt inde i sysalen, og vinduerne var kun et lysegråt skær i udkanten af hendes synsfelt. Hun turde ikke dreje hovedet for at se over mod dem. Så ville hun måske få en lussing. Og hun ville ikke have flere lussinger. Hun ville ikke have at nogen, hverken vagter eller fanger, skulle bemærke hende. Ergo syede hun bare, lige sømme, sort stof, sort tråd, lige kanter. Indimellem gled en skikkelse forbi i gangen ud for symaskinerne, det kunne være en SS-mand, en kvindelig Aufseherin eller endda Else, men det gjorde ingen forskel. Miriam så ikke op, fulgte ikke nogen af dem med øjnene, så hverken til højre eller venstre. Hun syede bare. Lige sømme. Sort stof, sort tråd, lige kanter.

Else havde sagt at tøjfabrikken var det bedste sted at arbejde i hele lejren. Det var hende som havde sørget for at Miriam kunne begynde der. Syerskerne måtte jo sidde ned, de behøvede ikke at være på benene elleve timer om dagen, ligesom dem der arbejdede i skoven. Det var godt, for så sparede man kræfter. Desuden lå tøjfabrikken inde i selve Ravensbrück, hvilket betød at risikoen for at de skulle blive bombet var minimal. Siemens havde en fabrik lige uden for pigtråden og murene, hvilket var lidt mere risikofyldt. Problemet var bare, at det at sy var en beskæftigelse som krævede et vist talent. Nogle var nærmest født til det, mens andre ikke var. Desværre tilhørte Else den sidstnævnte kategori. Hun kunne ganske enkelt ikke finde ud af at håndtere en symaskine. Stoffet gled ud mellem hænderne på hende så sømmen trak skævt. Nålen faldt af. Tråden knækkede. Undersømmen gik i kludder. Det var kun fordi hun talte fire sprog at det var lykkedes hende at overtale Oberscharführeren til at give hende et andet job på fabrikken. Hun delte tråd og knapper ud til syerskerne, men fungerede også som tolk, og kunne derfor færdes frit rundt i sysalen, tale med russerne på russisk, med franskmændene på fransk, med nordmændene på norsk og med alle andre på tysk.

Miriam havde aldrig set en symaskine før hun trådte ind på tøjfabrikken og hun fik to lussinger allerede mens hun lærte hvordan man trådede den, men på under en time havde hun allerede forstået hvordan den virkede. Hun havde tydeligvis det der særlige talent som Else manglede. Hendes nål faldt ikke af. Tråden knækkede ikke. Undersømmen blev lige så jævn og fin som oversømmen. Det eneste man skulle var at lægge to stykker stof oven på hinanden, trykke højre knæ ind mod den lille strømafbryder og sy. En gang. To gange. Hundredvis af gange.

“Tag den lidt med ro,” sagde Else allerede den anden aften på vejen tilbage til barakken. “Du må ikke være så flittig, så ødelægger du det for de andre … det er ikke alle der kan komme op i dit tempo.”

Men Miriam kunne ikke finde ud af at tage den med ro. Hun syede i præcis det samme tempo hele tiden, sank ind i sit arbejde og lod det blive hele sin eksistens. Hun var ikke sulten mens hun arbejdede. Hun sørgede ikke. Hun var ikke træt. Hun var ikke engang bange. Hun fandtes ikke. Det eneste der fandtes var de to sorte stykker stof som skulle splejses sammen af en lige søm. En gang. To gange. Tusindvis af gange.

“Du må ikke tro at du får mere mad bare fordi du arbejder så hårdt,” sagde Else lidt spidst dagen efter. “Den tid er forbi. Og Irene som sidder bag ved dig er helt fortvivlet. Hun kan ikke holde det samme tempo som dig, og det er kun et spørgsmål om tid før de opdager at hendes færdige bunker er meget mindre end dine. Så tag det for guds skyld lidt med ro!”

Miriam nikkede stumt og dagen efter kastede hun nogle af sine færdigsyede stykker over i Irenes bunke. Ikke fordi det gjorde den store forskel, hendes egen bunke var stadig meget højere, men Irene snøftede og sendte hende et taknemmeligt blik. Det var ubehageligt. Miriam anglede ikke efter taknemmelighed. Hun ville ikke have noget at gøre med nogen af de andre syersker. Hun ville bare holde op med at eksistere. Og hårdt arbejde var den mest smertefri måde at opnå det på.

“Det var rigtigt gjort,” sagde Else samme aften. “Vi må hjælpe hinanden. Alle sammen. Og hvis der skulle gå lidt kludder i dine sømme en gang imellem ville det heller ikke gøre noget. Det er SS-uniformer du syr og skulle de sprække i sømmene er det kun godt …”

Miriam glippede forundret med øjnene. Syede hun uniformer til SS? Det var ikke gået op for hende, hun havde kun set stofstykkerne som stofstykker. Nu gled en kvalmende fornemmelse op igennem halsen på hende. Dagen efter om formiddagen knækkede hendes nål for første gang og hun var nødt til at rette ryggen. Se sig omkring. Støvet stod tæt i luften. Meget støv. Og derhenne i det fjerne kunne hun skimte Elses magre skikkelse. Hun løftede hånden og knipsede lidt med fingrene. Else så det og kom småløbende over.

“Nålen røg af,” sagde Miriam.

“Ja, minsandten,” sagde Else. “Nu skal du få en ny.”

Miriam snøftede.

“Men jeg ved ikke hvordan man gør når man skal skifte …”

Else smilede.

“Det gør ikke noget. Jeg hjælper dig.”

Miriam rejste sig og stillede sig ved siden af maskinen, mens Else satte sig på hendes plads. Hun så på pigen omme bagved. Hendes bunke med færdige beklædningsstykker var virkelig ret ynkelig. Den russiske pige som plejede at synge sendte Miriam et hurtigt blik og smilede lidt. Hvorfor smilede hun? Hendes bunke var større, men ikke så stor som Miriams så hun havde virkelig ingen grund til at smile. Og lidt længere borte sad en af pigerne fra sigøjnerlejren i Auschwitz, hun kiggede op, fik øje på Miriams gule trekant og rynkede panden. Så forvirret ud. Miriam vendte siden til. Hun kunne ikke engang huske hvad pigen derovre hed, så hvorfor skulle hun lade sig gå på af hendes blik?

Der stod en tysker i døråbningen et lille stykke derfra. Måske var det selveste Oberscharführeren. Det mente Miriam nok. Han var klædt i en gråblå uniformsskjorte og havde løsnet slipset lidt, røg, og lod blikket glide ned over de mange rækker med syersker. Han mødte Miriams blik, men kun et kort sekund. Miriam skyndte sig at se ned i gulvet.

“Halløj!” var der en der råbte. En mandestemme. Den måtte tilhøre tyskeren. Miriam stod ubevægelig og så ned på sine sprukne træsko, men Else rejste sig halvt op fra stolen og svarede.

“Ja?”

“Hvem har syet den kæmpebunke der? Ikke dig, vel?”

Miriam sænkede blikket igen og bed sig let i underlæben, fornemmede mere end så at Else rejste sig helt op. Hun stillede sig ikke i retstilling, men stod bare helt almindeligt ved siden af Miriams symaskine. Som om det var hvem som helst hun talte med. Lød også som om hun talte med hvem som helst. Smilede endda og løftede ironisk øjenbrynene.

“Nej, ikke ligefrem. Mig er det ikke.”

Tyskerens stemme bevægede sig nærmere.

“Men hvem er det så?”

Der gik et par sekunder før Else svarede.

“Det er Miriam her …”

Nu var tyskeren så tæt på at Miriam kunne fornemme varmen fra hans krop. Han tog et dybt sug af cigaretten, pustede røgen ned i ansigtet på Else.

“Det var ligegodt fandens …”

Else svarede ikke, men flyttede bare hovedet en anelse for at slippe for røgen.

“Stik mig en,” sagde tyskeren og gjorde en lille bevægelse i retning af Miriams bunke med færdige stofstykker. Else strakte sig over mod dem, men tyskeren stoppede hende og pegede i stedet på Miriam. “Du! Hent en til mig!”

Miriam strakte sig frem efter et stofstykke, tyskeren tog imod det og studerede omhyggeligt oversømmen og undersømmen, trak i stoffet for at se om sømmen holdt, draperede derefter det bløde uldstof hen over højrehåndens spredte fingre. Studerede det igen, først på afstand, derefter tæt på.

“Har du arbejdet som syerske før?”

Miriam rystede tavst på hovedet. Elses gav hende et lille puf i siden. Hun skulle åbenbart svare. Det eneste hun kunne få frem var en hvisken.

“Nej.”

Tyskeren tog endnu et sug af cigaretten.

“Ved du hvordan man syr et ærme i?”

Miriam slog blikket ned og så igen på sine træsko.

“Nej.”

“Så må du se at få det lært,” sagde tyskeren.

“Han er næsten et menneske,” sagde Else om aftenen samme dag da de var kravlet op i køjen. “Eller … Tja. Han slår i hvert fald ikke.”

Miriam nikkede tavst, sad på knæ i køjen. Hun var træt, meget mere træt end hun havde været de andre aftener. At blive flyttet over til ærmerne havde ikke gjort livet spor lettere. Tværtimod. Nu måtte hun sidde næsten helt henne ved vinduet og dagslyset havde indimellem været nærmest blændende. Desuden var det svært at sy ærmer i. Sidesømmene og ærmesømmene skulle passe helt præcist sammen og det lille snit øverst på ærmet skulle passe helt nøjagtigt med skuldersømmen. Hvis der var nogen af de andre syersker som havde syet med for stort eller lille sømrum, gik det galt. Så opstod der millimetertynde små folder i hendes egen søm og ærmet blev ikke godkendt. Hun havde måttet sprætte tre ærmer op på en eftermiddag. Det var ikke godt. Det forstyrrede den behagelige halvdvale som havde gjort at hun godt kunne lide arbejdet på fabrikken. Når hun sad og sprættede op kunne hun igen mærke at hun var sulten, når hun sad midt i dagslyset var hun nødt til at se og forholde sig til de ting som foregik omkring hende, og når hun så og forholdt sig til hvad der foregik omkring hende kunne hun ikke undgå at tænke på Didi og Anuscha. En af syerskerne var blevet trykket op mod en væg af en Aufseherin og havde fået …

Uf nej. Den lyd. Hun ville ikke tænke på det. I stedet sukkede hun lidt og så sig omkring. Barakken var igen overfyldt. Hundredvis af kvinder kæmpede om pladsen på gulvet, forvirrede nytilkommere fra Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet blandet sammen med udmattede lejrveteraner, folk som var blevet drevet ud af deres gamle lejr og var blevet fragtet eller havde marcheret hertil. Måske var det sandt at russerne var på vej, at de allerede var et stykke inde i Polen. Nogen råbte med skingre stemmer og fortalte om et eller andet der var sket i Warszawa, men i og med at de råbte på polsk var der alligevel ikke andre end polakkerne som forstod dem, så det blev bare til skingre skrig der druknede imellem alle de andre skingre skrig. Lige før havde Irma Lunz stået i døråbningen og råbt, men selv hun havde ikke kunnet overdøve disse kvinder, og til sidst havde hun givet op og var gået tilbage til sit lille værelse. Hun havde smækket døren i efter sig med et brag, så det var nok en god idé at stille sig langt tilbage i rækkerne når det blev tid til aftenappellen.

Else puslede rundt omkring Miriam, flyttede halmen først den ene, så den anden vej, tydeligvis for at markere at der ikke var plads til flere i deres køje, men nu kravlede hun ud til kanten, sørgede for at de byttede plads og anbragte sig med ryggen ud mod gangen, bøjede sig frem og talte halvhøjt direkte ind i øret på Miriam.

“Jeg mødte en anden nordmand i dag. Inde på ekspeditionen på tøjfabrikken …”

Miriam nikkede, men svarede ikke. Else trak hovedet til sig og så på hende, smilede derefter fornøjet.

“Hun er ikke Nacht und Nebel.”

Miriam glippede lidt med øjnene. Og? Hvilken forskel gjorde det egentlig om man var fange i nat og tåge? Else havde fortalt at det betød at hun ikke fik lov til at skrive breve og ikke måtte modtage noget, at hendes pårørende og bekendte ikke fik besked om hvor hun var eller bare om hun var død eller levende. Men hvad gjorde det? Hvor mange koncentrationslejrfanger havde overhovedet pårørende tilbage? De fleste var vel ligesom Miriam, fuldkommen alene i verden. Hvem skulle sende breve til dem? De familiemedlemmer som var kommet til Auschwitz? Eller de venner som var kommet til Treblinka, Majdanek, Dachau eller hvad det nu var de hed alle lejrene? Verden var fuld af lejre, så meget havde hun forstået, og ingen, der ikke var racerene tyskere, kunne slippe. Så enkelt var det.

“Hun havde fået en pakke,” hviskede Else. “Fra Røde Kors.”

Miriam rynkede panden. En pakke? Hvilken pakke?

“Mad,” hviskede Else og så sig over skulderen. Kakofonien var øredøvende og så ud til at gøre hende mere rolig. “Jeg fik sukker. Knækbrød. Og ost.”

Hun greb fat om Miriams tynde håndled og trak hendes hånd til sig. Den var knyttet, men åbnede sig helt automatisk. Else lagde tre sukkerknalder i hendes håndflade. Brækkede derefter et brød som lignede en brun kiks over i to og lagde den ene halvdel oven på sukkeret. Trykkede derefter en lille stump ost ned mod det hårde brød.

“Spis,” sagde hun. “Vi får mere på søndag.”

Miriam stoppede osten i munden. I samme øjeblik dukkede et hoved op over køjekanten.

“Hvor mange er I?”

Else vendte sig om og så først fjendtlig ud, men hendes ansigtsudtryk skiftede hurtigt. Hun slog hånden op for munden.

“Lykke!”

“I egen person,” sagde den fremmede på tysk. “Må jeg komme op?”

Og uden at vente på svar trak hun sig op i køjen. Hun trak vejret besværet.

Hun var tydeligvis norsk, for det var umuligt at forstå hvad hun og Else sagde til hinanden. Det fremmede sprog løb ud af dem med et besynderligt lille knæk opad i slutningen af hver sætning. Det lød som om de sang en munter duet, selvom de begge to så meget alvorlige ud. Else strøg Lykke over kinden med hånden og fik hende efter noget der lød som et længere overtalelsesforsøg til at vende ryggen til og trække op i den snavsede lejrjakke. Hun var meget mager. Rygraden lignede en gren hvor kvistene var blevet hugget nødtørftigt af, og den spændte hud var stribet i blå og sorte streger hen over hele ryggen. Else tog igen hånden op for munden, men Lykke skyndte sig at trække ned i lejrjakken, sagde noget affærdigende og lænede sig op mod væggen længst inde i køjen. Lukkede øjnene et øjeblik, men åbnede dem så igen lidt efter. Så på Miriam, lukkede dem halvt igen og vendte derefter blikket over mod Else. Sagde noget der lød som et spørgsmål. Og Else smilede og lagde så hånden på Miriams skulder og slog over i tysk.

“Det her er Lykke. En gammel ven fra Norge. Hun var været på sygehuset i et stykke tid …”

“Og i straffeblokken,” sagde Lykke. “På vand og brød. Har I noget at spise?”

Miriam sænkede blikket og strammede grebet om brødet, fornemmede mere end så Else strække hånden frem mod den nye. Gav hun hende sin ost? Den fine, fede, gode ost? Ja, det gjorde hun. Miriam lukkede øjnene. Var hun også nødt til at give hende noget? Ja. Det var hun nok.

“Værsgo,” sagde hun og rakte en sukkerknald frem. Lykke tog imod den med et hurtigt nik. I samme øjeblik begyndte nogen nede på gulvet at råbe så skingert at alle andre stemmer i barakken blev tavse et øjeblik.

“Møgkællinger! Det er mit! Forbandede møgkællinger!”

Miriam bøjede sig hurtigt ud over kanten af køjen og så ned på gulvet. En ung pige stod og skrævede dernede og trykkede et løg ind mod sit bryst. Man kunne ikke se hvilken farve hun havde på sin trekant. Hun havde næseblod, det løb i en tynd rød strøm ud af hendes næsebor. Foran hende stod tre rasende kvinder. Sorte trekanter. Hadefulde. Og med knyttede næver.

“Giv os det!” sagde den første.

“Din skide rotte,” sagde den anden.

“Forbandede tyvetøs,” sagde den tredje.

De kastede sig over hende i én bevægelse og pigen skreg igen, men denne gang var der ikke nogen der reagerede. Alle fortsatte med deres egne gøremål, med at forsøge at bemægtige sig en andens køjeplads, kaste rådden halm på gulvet eller puffe en muselmand væk. Pigen havde ikke en chance. To af kvinderne skubbede hende omkuld og holdt hende fast, den tredje satte sig oven på hende med knæene på hver side og tvang hendes fingre op en ad gangen. Greb fat om løget, løftede det triumferende i vejret og trykkede det derefter ind mod sit eget bryst. Rejste sig og begyndte at mase sig over mod døren, mens de andre to stadig holdt den sprællende pige nede. En brun trekant kom til syne. Så hun var altså roma. Hun var holdt op med at skrige, nu vred hun sig bare fra side til side, sparkede og forsøgte at komme fri.

“Hold nu bare kæft,” sagde en af kvinderne og slap taget i hende.

Pigen kom hurtigt på benene, snurrede rundt og sendte en ordentlig spytklat lige i ansigtet på hende. Den anden kvinde gav hende lynhurtigt en knytnæve i maven. Pigen skreg og knækkede sammen på midten.

“Forbandede luder,” hvæsede kvinden og begyndte at mase sig over mod døren.

Miriam vendte sig om mod Else og så på hende med øjnene spærret op. Men Else stoppede bare en sukkerknald i munden og trak lidt på skuldrene.

“Nå ja,” sagde hun. “Sigøjnere. Man ved jo hvordan de er …”