Snart blev det hverdag i Ravensbrück. Hungerhverdag. Træthedshverdag. Slagsmålshverdag.

Appel. Rødbedeafkog. Tørt brød. March til fabrikken. Blinke trætheden væk. Bøje nakken. Sy. Sy. Sy. I elleve timer. March fra fabrikken. Suppe. Tørt brød. Køjen. Appel. Søvn. Vågn op! Appel. Rødbedeafkog. Tørt brød. March til fabrikken. Sy. Sy. Sy. I elleve timer. March fra fabrikken. Suppe. Tørt brød. Køjen. Appel. Søvn.

Dag ud og dag ind.

Det var blevet efterår og pludselig var det så koldt at man kunne se sin egen ånde, den stod ud af munden i en tynd lille sky når Miriam trådte ud i industribygningens gård om aftenen. Hun var dødtræt. Hun gik to skridt efter Else, men orkede ikke engang at løfte hånden for at gribe ud efter hendes jakke, blinkede bare sløvt og slæbte sig af sted efter hende. Hun havde ikke troet at man kunne være så træt. Arbejdet var jo nemt nok; da hun først havde lært at sy ærmer i var det faktisk rigtig nemt. Og hun fik lov til at sidde ned hele dagen. Ingen tvang hende til at grave grøfter. Ingen piskede hende til at skubbe en tung tromle hen over en nyanlagt vej. Ingen tvang hende til at bære tunge spande. Alligevel var hun udmattet. Svækket efter flere års sult. Knækket af sin egen resignation. Knust af sin egen håbløshedsfølelse. Hun kunne ikke engang fantasere længere. Didi var ikke en lille blå fugl. Han var bare død.

En dag stoppede Else op lige ude foran barakken.

“Hvad er der med dig?” sagde hun i sit mildeste tonefald og lagde en hånd på Miriams skulder.

Miriam svarede ikke, trak bare lidt på skuldrene. Måske ville hun alligevel ende som muselmand. Det føltes sådan. Hvis der var nogen som stjal hendes brød her til aften ville hun ikke have kræfter til at tage kampen op med tyven, hun ville ikke engang orke at råbe op, hun ville bare sidde lige så stille og sulte i tavshed. Men Else tog hende under armene, trak hende indtil sig og talte hurtigt og indtrængende.

“Det går jo godt for dig. Du har talent for at sy. Og du fik ikke en eneste lussing i dag. Ikke en eneste! Oberscharführeren kan godt lide dig og det har vagtkællingerne bemærket, det er derfor de lader dig være i fred …”

Hun strøg hurtigt Miriam over kinden

“Kom nu,” sagde hun. “Lykke har sikkert fundet noget til os. Og husk at det er mig der deler suppen ud i dag.”

Der var stadig overfyldt i barakken, mere end overfyldt, faktisk, så Else måtte skubbe og puffe og mase for at de kunne komme ind, og derefter måtte de forsøge at sno sig ned til deres egen køje så godt de nu kunne. Lykke halvt sad, halvt lå i køjen og løftede hånden til hilsen. Hun var stadig så svag at hun måtte støttes af både Else og Miriam når der var appel, og havde fået sygefri i hele fire dage. Hun brugte en del af disse dage til uendeligt møjsommeligt at kravle fra overkøje til overkøje hele barakken rundt for at lede efter noget spiseligt. Hun fandt ikke så meget, men det hun fandt var værdifuldt. Den ene dag et løg som kun havde en rådden plet. En anden dag en kartoffel og en kam næsten uden tænder. Og i dag, viste det sig, et stykke gammelt brød, stenhårdt selvfølgelig, men ikke desto mindre en pænt stort stykke brød. Hun vendte ryggen til de andre køjer så snart Miriam og Else var klatret op og fiskede det meget forsigtigt frem fra halmen. Det var tyvegods, selvfølgelig var det det, men alligevel blev det ikke regnet for tyvegods, havde Else forklaret. Alt det man fandt i halmen havde sikkert tilhørt fanger som allerede var blevet sendt videre til en eller anden fabrik, ellers ville det ikke ligge der. I øvrigt var det kun muselmænd som gemte mad væk, og de stod alligevel ikke til at redde. Desuden glemte de hvad de havde gemt, ja, endda at de overhovedet havde gemt det.

“Jamen dog!” sagde Else og smilede glad. “Du må komme det i din suppe, Miriam. Så vi kan dele det.”

Miriam nikkede stumt.

“Svar mig!” sagde Else og rynkede panden. “Du må ikke give op. Husk det. Du er nødt til at holde ud.”

Men hvorfor? Kloden ville alligevel snart gå under. Himlen falde ned over dem som en stor grå presenning. Jorden opsluge hende, Else og de andre, hele verden. Mørket tilintetgøre hendes sult, alt det hun savnede og alt det som gjorde ondt. Og derefter? Ingenting. Et stort tomt intet. Hun længtes efter det.

Else lænede sig frem og greb hende i overarmen, rystede hende forsigtigt.

“Svar!”

Miriam sank og fik ved en kraftanstrengelse samlet sig.

“Ja …”

“Det kan du gøre bedre. Hvad skal du?”

“Komme brødet i suppen. Så vi kan dele det.”

“Rigtigt!”

Else sørgede for at Miriam fik ekstra meget suppe den aften. Ikke at det gjorde nogen større forskel, Miriam lagde sig alligevel ned og krøb sammen ind mod væggen så snart hun havde spist. Lykke og Marie sad lige bag hendes ryg og talte sammen med dæmpede stemmer. Else var der ikke, hun havde meldt sig frivilligt til at være med til at bære suppegryden tilbage til køkkenet. Måske var det det de to talte om. Miriam vidste det ikke, de talte jo norsk, og selvom hun havde kunnet forstå hvad de sagde gjorde det alligevel ikke nogen forskel. Hun brød sig ikke om dem. Hun brød sig ikke om nogen længere. Hun længtes bare efter det søde ingenting.

Derfor reagerede hun heller ikke da Lykke pludselig prikkede hende i ryggen.

“Du!”

Miriam åbnede ikke engang øjnene. Hvorfor skulle hun åbne øjnene? Hvad var der at se? Grå kællinger? Grå suppe? Brunt stenhårdt brød? Hun havde set tilstrækkeligt. Der var ikke noget tilbage at se i verden. Ingen blomster og ingen fugle, ingen blade på træerne og ingen sommerfugle, ingen æbler og ingen pærer, ingen kirsebær og ingen gule, modne blommer, som smagte sødt og friskt, ingen kartofler og ingen tomater, ingen mælk og intet smør, intet kød og ingen fisk, ingen pandekager og intet jordbærsyltetøj, ingen Anuscha og ingen Didi, intet hjem og ingen familie, ingen far og ingen mor …

“Lyt til mig,” sagde Marie og tog hende i skulderen. “Hør efter engang …”

Miriam gryntede og trak skulderen til sig. Marie slap taget, men fortsatte med at tale.

“Vi tror ikke rigtig at du har forstået …”

“Du betyder frygtelig meget for Else,” sagde Lykke.

“Du minder hende om nogen,” sagde Marie.

Miriam åbnede øjnene, men svarede stadig ikke.

“Hun har en datter, forstår du. På din alder. Hjemme i Norge …”

“Åse. Hun hedder Åse …”

“Og Else er bekymret for hende … hun taler næsten aldrig om hende, men hun er bekymret.”

“Frygtelig bekymret.”

Miriam krøllede sig endnu mere sammen, men lyttede, kunne ikke lade være med at lytte. Lykkes stemme dirrede.

“Men hun er blevet meget mere rolig efter at du er kommet. Og stærkere. Så vil du ikke …”

Marie tilføjede snøftende:

“Du må ikke give op! Else overlever det ikke hvis du giver op.” Miriam blinkede et par gange og skiftede stilling, trykkede et øjeblik sine lukkede hænder ind mod panden. Håbløshedsfølelsen fyldte hende stadig, men hun indså pludselig at hun faktisk lå med åbne øjne og stirrede ind i væggens gråbrune brædder.

“De førte hendes mand til Auschwitz,” sagde Lykke. “Han var jo jøde. Så han har formentlig ikke overlevet. Men det lykkedes dem at sende Åse væk et par dage før deportationen. Hun har aldrig fortalt hvor de sendte hende hen, men vi tror at hun er hos sin moster og onkel …”

Marie afbrød.

“De har en gård uden for Molde. Og de har aldrig været politisk aktive.”

Miriam rynkede panden. Deportationen? Molde? Politisk aktive? Hvad talte de om? Pludselig kunne hun mærke hvordan hendes krop vendte sig om, hvordan ryggen nu lå ned mod halmen i bunden af køjen, hvordan hendes arme greb fat og pludselig sad hun op, strøg sig hurtigt hen over øjnene og så derefter på Lykke og Marie.

“Jeg forstår ikke,” sagde hun.

Lykke smilede sit usikre smil.

“Det gør ikke noget. Vi skal nok forklare det.”

Else smilede da hun kom tilbage fra køkkenet og kantede sig frem igennem barakken, smilede endda mens hun kravlede op i køjen.

“Se!” sagde hun og kastede et hurtigt blik over skulderen for at kontrollere at der ikke var nogen som så dem, stak derefter hånden i lommen og trak et æble op. Godt nok et æble med en del brune pletter, men ikke desto mindre et æble. Lykke og Maria snappede efter vejret, Miriam sank sit spyt og hendes tanker vandrede tilbage til den dag hvor hun var marcheret ind i lejren med et æble i hånden. Der var altså æbler tilbage i verden. Her var beviset. Hun løftede hånden, men lod den straks synke ned igen. Det var jo Elses æble.

“Vi lader det gå rundt,” sagde Else. “Og Miriam får lov at starte …” Miriam sank igen. På under en tiendedel af et sekund lavede hun en hurtig kalkule, vejede argumenterne for og imod. Det var jo Elses æble, ergo burde det være Else som begyndte, men hvis Else på den anden side havde fået den idé at Miriam på en eller anden måde repræsenterede Åse så var det mest menneskelige og rimelige hun kunne gøre at sige ja. Men at tage den første bid af æblet indebar også af en eller anden uklar, men uafviselig grund at hun måtte glemme og forlade, at hun måtte glemme hvem hun i virkeligheden var og hvem hun engang havde været, at hun aldrig mere måtte tænke på sig selv som Malika, at hun fuldt og helt måtte være Miriam og at hun måtte være i stand til at tilgive Else for indskrænketheden og foragten i det hun havde sagt om romaerne.

Var det prisen værd? At miste sig selv for at få en bid af et æble?

Ja.

Hun rakte hånden frem mod det røde æble. Greb om det med begge hænder, førte det et øjeblik op til næsen og indsnusede dets duft. Vendte det derefter rundt, så mindst halvdelen af hendes bid kom til at bestå af en brun plet. Åbnede munden, lod fortænderne glide ned over den voksagtige skal og bed til. Lukkede øjnene. Den søde bid ramte det yderste af tungespidsen. En syrlig smag fyldte pludselig hendes mund, hoved, hele hendes krop. Hun begyndte at tygge, men forsøgte at lade være med at synke. Det lykkedes ikke. Hun sank. Livets frugt. Miriam spiste af livets frugt.

“Åh,” sagde Else med grødet stemme. “Du smiler jo, Miriam. Og hvor er det skønt endelig at se dig smile …”

Den aften begyndte Elses undervisning for alvor. Nogle aftener forinden havde hun forsøgt at få Miriam til at fremsige alfabetet under appellen, men uden at få svar. Miriam havde bare stået ret med ludende ryg og stirret lige frem, åbenbart uden hverken at se eller høre. Men nu rømmede hun sig pludselig og begyndte, fremsagde med svag stemme sin ABC.

“Perfekt,” hviskede Else ved siden af hende. “Godt. Så går vi videre til gangetabellen. Kan du den hele?”

Miriam nikkede tavst. Nonnerne havde været grundige med gangetabellen.

“Må jeg høre?” sagde Else.

“Et gange et er et,” begyndte Miriam. “To gange et er to, tre …”

Det tog lang tid at fremsige hele tabellen op til ti, men det gik. Hun klarede den helt uden fejl. Else smilede ved siden af hende.

“Fantastisk! Først Auschwitz og derefter Ravensbrück, men alligevel kan du huske den. Du er jo begavet, Miriam, det må du aldrig glemme. Meget begavet!”

Miriam lukkede øjnene og sank engang. Var hun begavet? Måske. Men kun som Miriam, ikke som … Nej. Sådan måtte man ikke tænke. Hun var jo Miriam. En begavet jødisk pige af god familie. Det var hun nødt til at overbevise sig selv om.

“Og det her kommer ikke til vare evigt,” hviskede Else. “Der findes en fremtid for dig, for os begge to. Frihed. Når krigen er slut …”

Miriam rystede tavst på hovedet, hun ville ikke tænke på de ord. Frihed. Fremtid. Else rakte forsigtig sin højre hånd ud og greb fat om Miriams venstre.

“Når krigen er slut skal du med mig hjem til Norge, og så skal du bo hos mig på min søsters gård, du skal drikke fed mælk hver morgen, spise brød med smør og tykke skiver ost, og når du har spist skal du i skole og …”

Miriam trak hånden til sig. Det er ikke mig du taler om, tænkte hun.

Men hun sagde det ikke.

Snart kunne man næsten ikke trække vejret inde i barakken. Der var mennesker overalt, unge kvinder mellem gamle morliller, fine damer mellem fæle madammer, fromme koner mellem grove ludere, søde piger mellem modbydelige kællinger. Fire i hver køje blev pludselig til fem, og alligevel var der ikke plads nok. Der lå folk på gulvet og under køjerne, andre lå i lange rækker på det iskolde ildsted midt i barakken eller sad på gulvet og sov ude i det udendørskolde vaskerum. Hver eneste dag blev i hundredvis sendt videre for at arbejde på andre fabrikker og i andre lejre, men hver eneste dag ankom der også yderligere nogle hundrede fanger fra Ungarn og Warszawa og lejrene ude østpå. Ungarn var blevet til helvede på jord, sagde de nye. Og Warszawa fandtes ikke længere, tyskerne havde bogstavelig talt skudt hvert eneste hus i byen i stumper og stykker efter oprøret, det eneste der var tilbage var ruiner og grusbunker. Og russerne skulle man ikke regne med, deres hær havde stået uden for byen under hele oprøret og bare set på, de havde ikke løftet en finger for at hjælpe den lokale modstandshær. Krystere, sagde de som havde været med hånende, for sekundet efter at indse at det ikke gik an at sige den slags i Ravensbrück. Gamle lejrveteraner, overbeviste kommunister, kastede sig straks over dem. Hold kæft, din skide idiot! Russerne er vores befriere! Bare vent og se!

En del af de nye havde svært ved at forstå hvor de var havnet. De ankom klædt i lange frakker, nogle af dem var endda i pels, deres strømper var hele og de holdt godt fast i deres omhyggeligt pakkede rejsetasker og glippede forbavset med øjnene når det hele blev taget fra dem. En af polakkerne havde endda en lille hund med, en anden bar på et bur med en kvidrende kanariefugl. Hunden fik et velanbragt spark, fugleburet blev slet og ret kastet til side. Polakkerne var oprørte. Hvad foregik der? De var jo kommet ganske frivilligt! De havde troet på tyskernes løfter om at de ville få mad og arbejde og husly hvis bare de fulgte med mod vest! Og nu dette … De ville hjem! Nu! Med det samme!

SS gav dem deres svar og protesterne forstummede øjeblikkeligt.

Lejradministrationen kom pludselig frygteligt på overarbejde, de kvindelige vagter talte fangerne og talte dem igen, tævede en del med deres lange stave, sparkede et par stykker ihjel, tvang en anden fange til at skubbe en tung tromle ned gennem lejrgaden indtil hun faldt om, som straf for et eller andet, men alligevel kunne de stadig ikke få tallene til at passe. De lavede konstant razziaer i lejrgaderne for at skaffe nye forsyninger af arbejdskraft til Siemens & Halske, IG-Farben og de andre store virksomheder, de sørgede for at de mindre foretagender i Fürstenberg og bønderne uden for byen fik præcis så mange billige arbejdere som de ville have, og alligevel lykkedes det dem ikke at komme af med tilstrækkelig mange. Ravensbrück var og blev overfyldt. Hver eneste blokældste blev sendt ind i sin barak efter de gamle og de syge, hver eneste kvinde som havde forsømt at farve sit grå hår med kul blev puffet ud på lejrgaden sammen med dem som havde sultet så længe at de ikke længere kunne huske hvem de var og hvor de kom fra. De der kunne, fik lov til at marchere, de andre blev læsset op på lastbiler og kørt væk til Uckermark, et sted et lille stykke derfra som ironisk nok blev kaldt ungdomslejren, men som ifølge rygterne der blev hvisket fangerne imellem i virkeligheden var en miniatureudgave af Auschwitz, dog uden gaskamre. Indimellem hørte man skud fra den retning. Det skete at nogle af de nye slog hånden op for munden for at kvæle et skrig, men de fleste, dem som havde været i Ravensbrück i nogle uger, måneder eller år, reagerede slet ikke. De fortsatte bare med det som var den store opgave: At overleve.

Til sidst var lejren så overfyldt at man ikke længere kunne komme ind gennem dørene til barakken, ikke bevæge sig hen over gulvet, ikke komme hverken ud eller ind. Vinduerne blev lukket op og så måtte man klatre ind gennem det der var nærmest og derefter kravle og skræve over de andre fanger for at komme hen til sin køje. Og når man først havde nået køjen måtte man forsøge at komme så godt overens med de andre som muligt. Det gik nogenlunde, især hvis man forstod hinandens sprog, ellers var der fare for at man fik en knytnæve i hovedet eller andre knubs.

Spændingerne voksede time for time og dag for dag, og pludselig blev det livsvigtigt at man holdt sammen med sine egne.

Men Miriam var ikke sammen med sine egne. Hun var sammen med nordmændene.

“Prøv at lytte,” sagde Else. “Mitt navn er Miriam. Gentag!”

Der var aftenappel. Miriam så ud over lejrgaden. Det var koldt her til aften. Meget koldt. Hun kunne mærke hvordan tæerne langsomt blev følelsesløse nede i træskoene.

“Mitt navn er Miriam,” sagde hun.

“Jeg kan ikke høre dig,” sagde Else. “Tal højere!”

Miriam rømmede sig.

“Mitt navn er Miriam.”

“Godt. Og hvad tror du at det betyder?”

Miriam sukkede let. Nogle gange var Else nærmest overdrevent omsorgsfuld.

“Det betyder vel at jeg hedder Miriam … Går jeg ud fra.”

“Netop. Det er en præsentation.”

Miriam nikkede. Rundt om hende summede hundredvis af andre samtaler, nogle af dem ikke så lidt mere interessante end det Else tvang hende til, alligevel føjede hun sig og lod Else fortsætte. Tre norske sætninger skulle hun lære per aften, det havde Else besluttet. De andre nordmænd hævede øjenbrynene, men ingen af dem sagde noget. Ingen sagde nogensinde Else imod, hun var selve omdrejningspunktet i den norske gruppe, og midt i de seneste ugers kaos var det lykkedes hende at samle næsten alle de nytilkomne nordmænd omkring sig. Nu var der ikke længere kun en køje fuld af nordmænd i barakken, der lå også nordmænd i de fem af køjerne ved siden af. Nogle af dem var ikke Nacht und Nebel, så indimellem dukkede der også pakker op fra familie hjemme i Norge og fra det svenske Røde Kors. Faktisk var der lige kommet en. På den anden side af Miriam stod den unge Bente med blussende og hektisk røde kinder og forsøgte at lade være med at smile.

“Sjokolade,” hviskede hun. “Der var chokolade i pakken!”

Else så sit snit til lidt undervisning.

“Nå, Miriam. Forstod du hvad hun sagde?”

Miriam nikkede tavst. Sjokolade på norsk lød næsten fuldkommen ligesom Schokolade på tysk.

“Må jeg høre?” sagde Else.

“Der var chokolade i pakken.”

“Flot. Kan du lide chokolade?”

Miriam trak let på skuldrene.

“Det ved jeg ikke. Det er jo så længe siden …”

Hun vrikkede lidt med tæerne og forsøgte at få liv i dem igen, en erindring flimrede forbi, noget med chokolade og Didi engang for længe siden, men hun skød det hurtigt fra sig. Irma Lunz skreg et eller andet nogle få meter derfra, hendes stemme var så skinger at den næsten knækkede over, og fangerne blev straks stille. Alle nordmændene gjorde som Else havde sagt at man skulle, rankede ryggen og stod ret, men passede omhyggeligt på ikke at se på blokældsten.

“Så holder I kæft, møgkællinger,” skreg Irma Lunz. “Hører I! I holder bare jeres kæft!”

Bagefter samledes alle nordmændene i deres hjørne af barakken og så til mens Bente pakkede pakken op, de halvt lå, halvt sad på knæ i køjerne og gispede efter vejret igen og igen. Sæbe! Rigtig sæbe, i stedet for de forbandede pimpsten. Nu kunne de alle vaske sig rigtigt! Tre konservesdåser med pølse. Du gode gud! Rigtig pølse! Og friske gulerødder, et helt bundt. En pakke cigaretter, den vigtigste af alle handelsvalutaer. Plus en plade chokolade, en stor plade mælkechokolade! Og et forklæde, et nyt blomstret forklæde. Med flæser!

Bente skar en kort grimasse. Hun var tydeligt bevidst om at hun pludselig var privilegeret og det gjorde hende både stolt og bekymret. Hun gned sig hurtigt over munden, sank nogle gange, og så sig derefter omkring med et lidt flakkende blik.

“Vi kan dele chokoladen i aften,” sagde hun. “Men resten vil jeg gerne gemme. Til på søndag.”

Det blev stille et øjeblik, men så rømmede Else sig let.

“Også gulerødderne?”

Bente nikkede stumt.

“Må jeg mærke dem engang?” sagde Else og rakte hånden frem. Bente tøvede et øjeblik, men rakte så bundtet frem. Else klemte på en gulerod. På to af dem. Tre.

“De er ved at blive bløde,” sagde hun så og trak hånden til sig. “På søndag vil de være halvrådne.”

Bente lukkede øjnene et par sekunder, så så hun op og mødte føjeligt Elses blik.

“Så du synes hellere at vi skal spise gulerødderne i aften?”

“Ja. Der er jo alligevel ikke chokolade nok til alle. Lad folk vælge mellem et stykke gulerod eller et stykke chokolade.”

“Men …”

“Du selv får naturligvis begge dele. Både gulerod og et stykke chokolade.”

Bente bøjede hovedet og gav op.

“Ja,” sagde hun med meget spag stemme. “Du har selvfølgelig ret. Det er sådan vi gør.”

“Det var godt,” sagde Else. “Og lad være med at gå med forklædet. Det er alt, alt for fint, det vil bare gøre vagtkællingerne på tøjfabrikken rasende.”

Bente svarede ikke, hun var begyndt at brække chokoladen op i små stykker. Else vendte sig over mod Miriam.

“Forstod du hvad vi sagde?”

Miriam nikkede.

“Det meste.”

“Godt. Du er en dygtig pige. Vil du have gulerod eller chokolade?”

“Sjokolade,” sagde Miriam og smilede. Det strammede i kinderne. Det var længe siden at hun havde smilet så bredt.

Bente kunne ikke dy sig. Dagen efter tog hun sit nye forklæde på uden på den grå bomuldskjole hun havde haft på i den seneste måned. Og det var virkelig et meget fint forklæde. Helt nyt og stadig lidt stift af appretur. Blå bund. Røde roser eller måske var det pæoner. Gule smørblomster. Hvide margueritter. Derudover en flæse på hver side af bryststykket. Og en lille lomme.

Nogen snappede efter vejret og udstødte derefter et lille Ååh … da Bente pludselig stod der i al sin elegance, men så blev der meget stille blandt nordmændene. Hvad ville Else mon sige? Men Else sagde ingenting, hun rystede bare lidt på hovedet og lagde hånden på Miriams ryg, skubbede hende frem foran sig igennem mylderet. De skulle skynde sig, der var morgenappel.

Else var altid meget omhyggelig med hvor de stillede sig under appellen. Man skulle stå midt i gruppen, og hverken for langt fremme eller tilbage, havde hun forklaret Miriam, for der var risikoen for at man blev bemærket mindst. Man kunne faktisk godt stå og snakke, men kun dæmpet og kun når der også var andre der snakkede, men man måtte ikke kigge på den man talte med. Blikket skulle være rettet lige frem hele tiden. Man måtte under ingen omstændigheder kradse sig, ligegyldig hvor meget lusene bed eller hvor dybe render skaben havde gravet i ens hud. Det var bare om at trække vejret dybt og forsøge at koncentrere sig om noget andet. Vejret, for eksempel. Eller solopgangen. Eller den høje himmel. For himlen over Ravensbrück var noget ganske særligt. Havde Miriam lagt mærke til det? At den var højere end alle andre himle, måske bortset fra dem i Norge. Klarere i farverne i solopgangen. Mere intenst blå når solen først var stået op.

I dag fik Else og Miriam ikke de bedste pladser, men havnede i den næstsidste række. Desuden kom Bente og nogle af de andre nordmænd til at stå direkte bag dem. Else tog Miriam i hånden og forsøgte at bytte plads, masede sig ind i rækken foran og derefter endnu en række længere fremme.

“Forbandede idiot,” sagde nogen omme bag dem. En anden hvæsede noget der formentlig var en forbandelse på et sprog som ingen af dem forstod, men hverken Else eller Miriam svarede, de masede sig bare frem og så stift frem for sig. Endnu var der ikke noget spor af Irma Lunz, men lidt efter stod de under alle omstændigheder ranke og i retstilling i noget der med lidt god vilje godt kunne kaldes midten, flere rækker fra Bente og hendes farlige forklæde. En lille forsøgskanin stod ved siden af dem og hang træt på sine krykker. Hun mumlede et eller andet, men det var umuligt at høre hvad. Ikke fordi Miriam og Else lyttede, de havde fuldt op at gøre med deres eget problem.

“Bente kommer til at fortryde,” sagde Else.

Miriam rakte hånden frem og greb Elses, gav den et klem.

“Formentlig.”

“Hold dig på sikker afstand af hende.”

Miriam nikkede og svarede på norsk.

“Jeg vil.”

Hun fornemmede mere end så at Else smilede.

“Dygtig pige.”

Nogen råbte et stykke derfra. Tyskerne var allerede på vej og pludselig kom en forjaget Irma Lunz farende ud fra barakken. Hun havde hverken snørebånd eller strømper længere, men holdt stadig sin evindelige kæp i et fast greb.

Bente hang mellem Miriam og Lykke da de gik tilbage til barakken den aften. Hun blødte ikke mere, men ansigtet var hævet og benene blåstribede. Alligevel var det nok ryggen der var det værste, hun havde klynket af smerte da Else meget forsigtigt lagde sin hånd på den. Nu klynkede hun ikke længere, men hun var ikke helt bevidstløs, indimellem forsøgte hun at hjælpe til ved selv at tage et par skridt på de bare fødder. Hendes træsko var forsvundet. Der var sikkert nogen som havde stjålet dem mens hun lå og var besvimet på gulvet inde i sysalen.

Else havde haft ret. Forklædet havde været for fint. Tre Aufseherinnen havde syntes at det var alt for fint til at sidde på en norsk raceforræder. Nu så det mere tilforladeligt ud, som det hang der og dinglede foran kroppen på Bente. Uden flæser. Uden lomme. Uden bindebånd i taljen.

Den lille gruppe stoppede op da de kom ind på lejrgaden. Hvad forgik der? Var der kommet endnu flere til? Ja, det kunne se sådan ud. Hele gaden var fuld af kvinder, skrigende kvinder, halvt hysteriske som hylede op med skingre stemmer på polsk, ungarsk og sprog som ingen forstod. Foruden flere råbende og skrigende racerene og blonde Aufseherinnen end de nogensinde før havde set blandet med de nytilkomne. De var solidt udrustede med både piske og stave.

“Forsigtigt,” sagde Else som pludselig stod foran dem. “Se maskinpistolerne.”

Miriam nikkede stumt. Nu opdagede hun dem. Der stod SS-soldater for hver tyvende meter af gaden. De var forsynede med lette maskinpistoler. Nogle af dem stod helt stille, andre kiggede sig vagtsomt omkring, fra højre til venstre, fra venstre til højre. De virkede nervøse. Ubehageligt nervøse.

“Vent,” sagde Else. “Gå lidt mod venstre. Fremad og til venstre.”

Bente havde mistet bevidstheden igen, nu hang hun tung og leddeløs mellem Miriam og Lykke. Miriam gik lidt i knæ, men fik hurtigt kræfterne tilbage og slæbte videre. Lykke bed sig i underlæben og stirrede stift frem for sig, Else gik med rank ryg foran dem og så sig hverken til højre eller venstre. Nogle meter før barakkerne drejede hun af og begyndte at gå lige frem. Nu var hun kun en meter fra en SS-mand, men så ikke på ham, gik bare videre. Han så efter hende, men rørte sig ikke. Miriam og Lykke så ned i jorden da de gik forbi, trykkede sig lidt og holdt vejret.

“Fader vor, du som er i himlen …,” mumlede Miriam og lukkede øjnene, men åbnede dem hurtigt igen. Var hun rigtig klog? Hun var jo jøde, hun kunne ikke sådan gå rundt og bede kristne bønner, det kunne enhver idiot da forstå. Men Gud var der faktisk for hende for en gangs skyld, for ingen så ud til at have hørt hende tale til ham. Og de tusindvis af kvinder, som stod, skubbede og masede ude på lejrgaden, overdøvede alt andet med deres skingre stemmer. Det så ikke ud til at de havde fået den sædvanlige modtagelse. Måske var der slet og ret for mange af dem. Ingen havde armbind på og mange var stadig klædt som ikke-fanger med hele strømper, pæne sko og rigtigt tøj. Der var tilsyneladende heller ikke nogen som havde ulejliget sig med at lære dem om korrekt opførsel i lejren. De skreg når de blev pisket og hylede som vilde dyr, når de blev slået med stavene. Nå ja, de lærte det vel nok.

Bente løftede hovedet og forsøgte selv at tage et par skridt. Else gik målbevidst foran dem. Om lidt ville de være henne foran barakken. Så gjaldt det bare om at komme ind ad døren, hvordan de så end skulle bære sig ad med det. At kravle ind gennem vinduet var ikke en mulighed sådan som Bente havde det …

“Halt!”

Else stoppede øjeblikkeligt, Miriam og Lykke tog et skridt for meget. En blond Aufseherin stod med skrævende ben og hænderne i siden foran dem. Hun nikkede ned mod Bente.

“Giv slip!”

Miriam og Lykke sendte hinanden et hurtigt blik og sænkede derefter meget forsigtigt Bente ned mod jorden og lagde hende på maven. Hun havde åbne øjne og lyttede lige så intenst som de andre.

“Ekstratjeneste i aften. Byggeafdelingen. Dig, dig og dig! Ud på engen!”

Else åbnede munden, som for at sige noget, men lukkede den straks igen. Nikkede og vendte om, mimede et lydløst Kom til Miriam og Lykke. De kastede et hurtigt blik ned på Bente, hun var helt tydeligt klar over hvad der foregik og var begyndt at kradse i jorden med spredte fingre. Måske var hun bange, måske havde hun bare store smerter. Så vendte de ryggen til og begyndte at gå.

Det begyndte at blive mørkt, men ikke mørkere end at de kunne se at man havde lavet en åbning i pigtrådshegnet ud mod den skrånende eng. De høje træer derude stod med nøgne grene op mod den grå aftenhimmel. I aften var den ikke specielt høj, skyerne tyngede den mod jorden. To SS-soldater med maskinpistoler stod på hver sin side af åbningen, spredte grupper af fanger gik langsomt over engen hen mod et sted hvor SS var ved at montere en løs projektør.

“In mit Ihnen,” råbte en af soldaterne. “Fart på!”

Else gik selvfølgelig forrest, Miriam og Lykke holdt hinanden i hånden og forsøgte at gøre sig så usynlige som muligt mens de fulgte efter. De gik hen over græsset, for første gang i flere år gik de på græs, selvom det var vissent, gult og lidt stift, for efteråret havde allerede varet længe og frosten lå på lur. Jorden under dem var stadig blød og lidt svampet, det svuppede hver gang man løftede foden. Måske var det slet ikke en eng. Måske var det bare en sump der lod som om den var en eng.

“Jer tre!” sagde en SS-officer et stykke væk og pegede på Else. “Kom herover.”

Else rettede ryggen og skyndte sig over mod ham. Svup, sagde det hver gang hun løftede foden. Svup, svup, svup. Den ene træsko var ved at glide af Miriams fod, men det lykkedes hende at få den med i sidste øjeblik. Hun havde virkelig ikke lyst til at gå på bare tæer her.

SS-officeren slog blikket i Else.

“Kan du tale tysk?”

Else rettede sig op og stod pludselig meget ret.

“Ja.”

“Ja, hvad?”

“Ja, Herr Obersturmführer!”

Han skar en grimasse.

“Se at få lært rangordenen, dit skide skadedyr. Untersturmführer. Hvor kommer I fra?”

“Barak 8, Herr Untersturmführer.”

“Idiot. Hvilket land kommer I fra?”

“Norge, Herr Untersturmführer.”

SS-officeren skar en lille grimasse og begyndte at rode rundt i sin brystlomme, fik fat i en cigaret og satte den i mundvigen.

“Jaså, minsandten. Alle tre?”

Else tøvede kun et tiendedel af et sekund, så løj hun.

“Ja, Herr Untersturmführer.”

SS-officeren tændte sin cigaret. Lighteren glimtede, måske var den af sølv.

“Ja, ja, men så kan I i det mindste tage fat og finde ud af at arbejde. Vi skal have rejst et telt her.”

Else glippede overrasket med øjnene, men lod sig ikke mærke med det.

“Ja, Herr Untersturmführer.”

“Du og pigerne der skal anbringe teltstængerne. En for hver ti meter.”

“Ja, Herr Untersturmführer.”

SS-officeren tog et stort sug af cigaretten og trak på skuldrene.

“Kom i gang!”

Men Else rørte sig ikke, hun trak vejret hurtigt ind og spurgte:

“Hvad skal vi bruge til at måle med, Herr Untersturmführer?”

SS-officeren smilede og trak på skuldrene, tog endnu et stort sug af cigaretten.

“Det ved jeg sgu da ikke. Hvorfor spørger du ikke bare nogen som ved det?”

Der gik en rum tid før de fik fat i nogen som vidste det. Det var en ualmindeligt høj polsk pige, som talte dårligt tysk, men som tydeligvis havde fået ordentlige instrukser. Teltet var et militærtelt, sådan et som man brugte ved øvelser og ved fronten. Her skulle det huse nogle af de tusindvis af fanger som var ankommet de seneste dage, for nu kunne ikke engang SS stoppe flere ind i barakkerne. Og den høje polske pige vidste præcis hvor stort det var. Desuden havde hun på mirakuløs vis fået udleveret et målebånd, godt nok kun en meter langt, men ikke desto mindre et målebånd.

Else og den høje polske pige begyndte hurtigt at måle op hvor de første stænger skulle stå. Miriam og Lykke måtte vandre rundt et stykke tid og lede før de fandt en bunke teltstænger, men da det først var lykkedes var det bare at slæbe dem over til Else og polakken. Det var begyndt at blæse og aftenen var pludselig rigtig kold. Miriam holdt om sig selv med armene når hun løb tilbage til bunken med teltstænger. Heldigvis havde hun en bluse på under sin stribede fangejakke! Den varmede i hvert fald lidt. Og fangejakken havde faktisk lange ærmer. Lykke havde kun en kortærmet sommerkjole på og var allerede begyndte at hakke tænder.

“Hold dig i bevægelse,” sagde Miriam og Lykke nikkede tavst. Hun greb fat om nogle teltstænger, trykkede dem hårdt ind mod brystet og begyndte at småløbe tilbage mod Else. Det svuppede om hendes fødder.

Teltstængerne var den lette del af opgaven. Teltdugen den virkelig svære. Tretten magre og udhungrede kvinder stod på rad og række og holdt i den, forsøgte at løfte den, men det gik ikke. Den tykke rulle teltdug faldt ud af deres hænder og ned på jorden og trillede nogle meter væk, væltede et par teltstænger på vejen.

SS-soldaterne stod ved siden af og lo hånligt.

“Um Gottes Himmel! Sikke nogle klamphuggere!”

“Tag jer nu sammen, for helvede. Schädlingen!”

“Dovenhalse! Måske det ville gå bedre hvis I gad arbejde!”

“Tror du at de der skide asener overhovedet forstår at arbejde? Hva’?”

Ingen af kvinderne viste at de havde hørt dem, tværtimod.

Alle ansigter var lige så udtryksløse og lukkede som de plejede, ingen så meget som skævede hen til SS-soldaterne. Miriam og Lykke sprang hen og rettede teltstængerne op, løb derefter tilbage og greb fat i teltdugen sammen med de andre, gjorde sig parat til at gøre et nyt forsøg.

“En,” talte Else. “To. Tre!”

De tretten kvinder løftede, hængte i med alt hvad de havde af kræfter for at få teltdugen op, men nåede kun halvvejs. Da de fik den op i brysthøjde gled en ung pige og faldt, kvinderne på hver side af hende vaklede og sekundet efter tumlede den tunge rulle tilbage på jorden.

En af SS-soldaterne mistede tålmodigheden.

“Hvad fanden,” råbte han, kastede det sidste af sin cigaret fra sig og trådte på den, hvorefter han meget målbevidst gik frem mod Else. Hun stillede sig straks i retstilling, men det hjalp ikke. Han slog hende over munden med kolben på sit gevær.

“Se nu for fanden bare at få det skide telt op,” sagde han derefter i et almindeligt tonefald.

Morgenen efter var det koldere end nogensinde. Miriam vågnede som sædvanligt ved at Else ruskede i hende, men hun havde virkelig ikke lyst til at vågne, hun havde kun sovet i lidt over en time og ville ikke ud til endnu en appel, ville ikke sidde endnu en dag på tøjfabrikken og sy et par hundrede ærmer i yderligere et par hundrede SS-uniformer. Ville bare ikke.

“Bente er død,” sagde Else omme bag hendes ryg.

Miriam vendte sig om og stemte sig op i siddende stilling, blinkede nogle gange for at fordrive synet af det hun så, men ikke havde lyst til at se. Bente var ganske rigtigt død. Hendes krop lå udstrakt og forvreden længst væk yderst i køjen. Der var ikke nogen der havde lukket hendes øjne. Læberne var trukket op og blottede hendes hvide tænder. Hænderne var åbne og fingrene krogede som om hun forsøgte at gribe ud efter noget eller kradse nogen.

“Bente!”

Lykke begyndte at hulke og foldede hænderne som i bøn, og selve bevægelsen vakte i Miriam en voldsom vrede, der overraskede hende selv, det var så længe siden hun havde følt noget som helst andet end sult og lede, og hun knyttede hænderne som om hun pludselig var parat til at slås, men stoppede lige så hurtigt sig selv igen. Hun måtte ikke vise hvad hun følte. Så skulle det nok hurtigt gå hende sådan som det var gået Bente. Det var kun Else som ville vide hvad man skulle gøre i denne situation, så derfor drejede hun hovedet og så på hende.

Katastrofe. Else var den anden katastrofe her til morgen.

Hendes læber var opsvulmede. Derudover var overlæben sprukken og fuld af sår. Blodet var løbet ned over hagen og da hun gjorde et usikkert forsøg på at svare afslørede det en løs fortand. Else stoppede og tøvede lidt, stak så to fingre ind i munden og greb fat om tanden. Trak den forsigtigt ud. Uden at tænke strakte Miriam sin egen hånd frem, Else lod tanden falde ned i den og de så begge to på den som den lå der på Miriams håndflade. Elses blodige fortand.

Der måtte gøres noget.

“Vent her,” sagde Miriam og kravlede overraskende smidigt ud til kanten af køjen, lod sig glide ned på gulvet og skyndte sig ud mod vaskerummet så hurtigt det nu kunne lade sig gøre for alle dem som lå og stod og sad overalt. Hun havde glemt at få sit håndklæde med sig, men det kunne være det samme, hun begyndt at knappe lejrjakken op mens hun hoppede af sted, trak derefter blusen af mens hun puffede døren op, trak lejrjakken på igen, men gav sig ikke tid til at knappe den, skyndte sig bare frem til en af vandhanerne og holdt blusen ind under det iskolde vand. Gud ske tak og lov var vandet iskoldt. Måske kunne det få hævelsen til at lægge sig en smule.

“Så,” sagde hun da hun var tilbage i køjen. “Sid stille, så skal jeg vaske blodet af.”

Else sukkede umærkeligt og sagde så med udslukt stemme: “Som om det skulle hjælpe.”

Den morgen var det Miriam som førte Else frem foran sig på vej til appellen, det var Miriam som skubbede både sig selv og Else ind gennem døren, det var Miriam som måtte tage imod niv og bandeord fra de kvinder som hun masede sig frem mellem og det var Miriam som stoppede op ude på lejrgaden og forsøgte at regne ud hvor det var bedst at stå. Heldigvis var det stadig mørkt og hvis de stillede sig længst til venstre, der hvor det var mørkest, ville ingen måske lægge mærke til Elses hævede mund.

Else selv fulgte villigt med, men gik usædvanligt langsomt, bevægede sig som under vand. Hun forsøgte tydeligvis at stå ret, men det var som om hendes hoved var for tungt, det gled hele tiden fremad og hun stod og faldt sammen i ryggen på en måde som Miriam aldrig før havde set hos hende. Hun lagde en hånd på Elses ryg i et klodset forsøg på at få rettet hende op, men det hjalp ikke. Måske gjorde det ikke noget for der var så proppet med rasende lejrveteraner og hysteriske nytilkomne på gaden, at sandsynligheden for at en tysker skulle lægge mærke til Elses skader og derefter give hende en dødsdom var temmelig lille, så derfor tog hun i stedet Elses hånd og gav den et klem. Hun ville gerne sige noget, men kunne ikke komme i tanke om hvad.

Hun kastede et hurtigt blik til højre og fik pludselig øje på Lykke og Marie. De slæbte Bentes døde krop ud af barakken. Lykke holdt i Bentes venstre arm, Marie i den højre. Ingen af dem græd, men de skar begge to ansigter og Miriam spekulerede på om det var af sorg eller fordi Bente var for tung. Så forsvandt de ind i mængden af kvinder. Miriam vidste godt hvor de var på vej hen. Over til ligbunken. Den som hun selv så omhyggeligt undgik at se på hver morgen. Hun havde heller ikke tænkt sig at kigge på den i dag.

Else hev efter vejret ved siden af hende, det var en dyb og skælvende indånding, næsten et snøft. Miriam greb hårdere om hendes hånd. Hun blev nødt til at sige noget, det var helt livsnødvendigt, men hvad?

“Fremtiden,” sagde hun derefter med sin allerbedste norske udtale. Else sendte hende et overrasket blik, slap derefter Miriams hånd og løftede sin egen. Så spørgende på sin håndflade og blinkede et par gange.

“Det sner,” sagde hun så.

Miriam nikkede. Hun havde ikke lagt mærke til kulden, men nu begyndte hun at ryste. Bortset fra at det som faldt ned fra himlen ikke var sne. Det var noget endnu værre. Det var regn blandet med sne, en våd og tung isregn, som fik kulden til at krybe ind under huden og musklerne, helt ind i marven. Og der kom die Aufseherinnen marcherende. De havde lange frakker på her til morgen; sorte frakker i varm uld som beskyttede mod kulden.

Og så begyndte optællingen.

Der var nogenlunde varmt inde i sysalen. Miriam strakte sine bundfrosne fingre, knyttede derefter hænderne igen og forsøgte at få følelsen tilbage i dem, mens hun kiggede tilbage over skulderen efter Else. Og se engang, der stod hun allerede henne ved bordet med tråd og pillede i et eller andet. Måske var hun ved at komme sig lidt, i hvert fald havde hun suget den opsvulmede overlæbe ind så det i stedet var underlæben der stak ud. Det så mere ud som om hun skar en grimasse end som om hun var skadet. Hvis hun var heldig var der ingen Aufseherinnen som bemærkede noget og indtil videre havde Else altid været heldig. På den anden side havde Bente også været heldig. Indtil i går.

Lykke sad i rækken ved siden af Miriam, med hovedet i den modsatte retning, og var netop nu i gang med at tråde symaskinen. Hun kneb øjnene sammen og forsøgte at få tråden igennem nåleøjet, fejlede, suttede på tråden og forsøgte igen. Denne gang lykkedes det. Hendes spændte skuldre sank ned på plads. Miriam stirrede intenst på hende, alligevel kiggede Lykke ikke op. Hun forstod tydeligvis ikke at de var nødt til at have øjenkontakt, at det var livsvigtigt; at Else ikke ville overleve denne dag hvis Lykke og Miriam ikke så på hinanden. Lykke sad jo så hun kunne se Else uden at dreje hovedet, ergo ville hun kunne sende Miriam et advarende blik hvis der skulle være fare på færde i form af en Aufseherin på vej hen mod dem. Så Miriam kunne nå at gribe ind. Hvordan vidste hun ikke endnu, hun vidste bare at hun var nødt til det. Men Lykke så ikke på Miriam, hun strakte sig bare frem efter et forstykke og et rygstykke, lagde dem omhyggeligt oven på hinanden, trykkede pedalen ned og begyndte at sy dagens første skuldersøm. Fandens! Miriam greb ud efter det første ærme i bunken, derefter efter en halvfærdig uniformsjakke, lagde rutineret sømmene mod hinanden og sænkede nålen, sendte Lykke et sidste øjekast før hun begyndte at sy. Da hun så op igen mødte hun endelig Lykkes blik. Hun nikkede til hende og fik et hurtigt nik tilbage.

Aftalen var indgået. Lykke skulle holde øje med Else. Og hvis der skete noget ville Miriam lægge sig imellem.

Efter en halv time havde de fundet ind i en rytme. Lykke kunne sy to skuldersømme mens Miriam syede et ærme i, derefter så de op i samme øjeblik og udvekslede et blik. Ingen fare på færde. Lykke trak skuldrene en smule op når Else begyndte at gå ned langs hendes gang, men lod dem derefter synke ned igen. Die Aufseherinnen havde tilfældigvis samlet sig henne ved kaminen, måske frøs de, for nogle af dem strakte hænderne frem mod varmen. Uden for vinduet var den sneblandede regn slået over i slud. Desuden så det ud som om det var blæst op. Det så råt ud.

Nogen sagde noget morsomt henne ved kaminen og die Aufseherinnen lo højt. Hende som havde udløst latteren daskede sig af bar iver en ekstra gang på låret med sin stav. Hovedpinen fik Miriam til at synke sammen i ryggen, men hendes hænder greb mekanisk ud efter endnu et ærme og endnu en halvfærdig jakke, og hun lagde sømmene sammen og begyndte at sy. Hendes øjne var halvt lukkede, men næste gang hun kiggede op så hun at Lykke så bekymret ud. Die Aufseherinnen var begyndt at komme i bevægelse, de gik tre og tre ned igennem rækkerne og kontrollerede fangernes arbejde.

“Hvad skal det her forestille?”

Åh nej! En af dem var stoppet ud for Lykke og stod nu og hev i et forstykke og et bagstykke. De var syet spejlvendt sammen, selv fra sin plads, på flere meters afstand, kunne Miriam se at Lykke havde syet dem spejlvendt sammen. Ærmegabet sad der hvor kraven skulle sidde. Og det var Miriams skyld, det var Miriam som havde tvunget Lykke til at holde øje med Else!

“Sabotage,” skreg die Aufseherin og rev Lykkes hovedtørklæde af hende, greb hårdt fat i hendes hår. Rystede hende. “Det her skide misfoster forsøger at lave sabotage!”

De to andre løftede deres stave og på mindre end et sekund blev der dødstille i sysalen, alle maskiner standsede, så gik faren op for fangerne og de begyndte igen at sy. Også Miriam. Hun stak sin venstre pegefinger ind under nålen og trykkede derefter til med knæet. Nålen gik lige igennem neglen, helt ind til benet.

Først da begyndte hun at skrige.