Der var meget stille i straffeblokken morgenen efter. Ingen råbte. Ingen sang. Ingen græd. Der var bare stille.

Ikke så mærkeligt. Det var jo fredag. Måske sad alle fangerne lige så stumme og afventende i deres celler som Miriam og Sylvianne. Sammenkrøbne på gulvet, med ryggen mod den grå cementvæg, og med armene rundt om benene. Sylvianne hvilede derudover hovedet mod knæene som om hun forsøgte at lukke verden ude. Hun havde ikke noget tørklæde på og Miriam kunne se at hun var begyndt at blive skaldet, den hvide hud skinnede igennem det tynde hår.

Sylvianne var meget tynd. Faktisk tyndere end noget andet menneske Miriam nogensinde havde set, ikke engang i Auschwitz havde hun set nogen der i den grad lignede et skelet, men som ikke desto mindre stadig var i live. Miriam var næsten blevet bange da hun blev puffet ind i cellen og fik øje på hende. Sylviannes øjne var store og sorte, kinderne rynkede og dybt indsunkne, tænderne så ud som om de var ved at presse sig ud gennem munden på hende og huden på hendes arme hang løs og rynket ned. Hun burde have været muselmand, et væsen som hverken for alvor var rigtig levende eller rigtig død, men det var hun ikke. Hun kunne stadig tale, om end hæst og med en mærkelig accent. Hun levede.

“Rejs dig op,” havde hun sagt efter et stykke tid. “Du kan ikke ligge der på gulvet. Binz kommer snart. Visitering.”

Et sted langt borte svævede en anden stemme. En erindring. Du må ikke give op. Du må holde ud. Og Miriam havde blinket med øjnene og taget en beslutning. Havde samlet kræfterne. Bøjet benene. Skudt bagdelen i vejret. Var blevet lidt overrasket over at det faktisk ikke gjorde særlig ondt. Havde til sidst sat albuerne i gulvet og var pludselig kommet op på knæ.

“Godt,” sagde den hæse stemme. “Op med dig.”

Men Miriam havde ikke været klar til at rejse sig. Hun blev siddende og så sig om i den dunkle celle. Hun var kun omkring tyve centimeter fra væggen. Måske kunne hun komme derover. Hun flyttede det venstre ben, derefter det højre. Krøb hen til væggen og sank sammen op ad den. Så på den magre kvinde som var hendes cellekammerat.

“Sylvianne,” sagde kvinden før hun lænede sig tilbage mod væggen overfor. Der gik et øjeblik før Miriam forstod. Det var en præsentation. Og Else havde lært hende hvordan man skulle svare.

“Miriam,” svarede hun og nikkede en smule sådan som man skulle.

Sylvianne havde smilet så alle hendes tænder skinnede i mørket.

“Jøde.”

Miriam nikkede tavst.

“Og så kun et barn,” sagde Sylvianne. “Din arme stakkel …”

Som om det var mere synd for Miriam end det var for hende selv.

Cellen var helt grå. Gråt cementgulv, gråt loft, grå vægge, en grå toiletspand i blik og en lige så grå vask og vandhane i samme materiale. To grå træbrikse klappet op mod væggen. Ingen belysning, alt lys faldt ind gennem gitterdøren ude fra gangen. Derude hvor en grå kvinde pludselig var kommet forbi, hun gik med bøjet ryg og hænderne foldet under forklædet, mumlede et eller andet for hver gitterdør hun kom forbi og skyndte sig så videre. Miriam havde kigget efter hende.

“Hvad sagde hun?”

Sylvianne trak let på skuldrene.

“Hun sagde at Binz snart kommer. Det er hendes arbejde at gå rundt og sige det.”

Miriam rynkede panden. Mærkeligt arbejde.

“Hun er bibelkyndig,” sagde Sylvianne. “Jehovas Vidne. Dem med de lilla trekanter, du ved. De er ikke rigtig kloge.”

Hun gik langsomt og vaklende hen mod vasken, nu drejede hun på vandhanen. Rent, koldt vand sprøjtede ud over hendes hænder.

“Velkommen til Hotel Hilton, unge dame,” sagde hun så. “Ravensbrückudgaven, forstår sig. Vandet her kan redde vores liv i morgen, hvis vi altså bare gør tingene rigtigt.”

Sylvianne havde tilbragt fem uger i mørk arrest, var blevet lukket ud for en uge siden og pågrebet igen to dage senere.

“Deraf min elegante figur,” sagde hun og blottede en endeløs række af tænder i noget som skulle forestille et smil. Hendes ansigt blev helt rynket. “I mørk arrest får man kun mad hver fjerde dag. Bortset fra den stump brød vi fik hver dag selvfølgelig. Og kaffe.”

Hun fylde omhyggeligt et krus med koldt vand, lænede sig op ad vasken og drak begærligt, vendte sig derefter om og så igen på Miriam.

“Kan du komme herover og hjælpe mig?”

Miriam støttede sig mod væggen og rejste sig op, blev stående et øjeblik og mærkede efter. Nej, det var faktisk kun pegefingeren det gjorde ondt i. Og lidt i venstre ben. Og i ryggen der hvor en kapo havde sparket hende hårdt. Men derudover var der ikke noget i vejen. Hun behøvede ikke at støtte sig op ad væggen, hun kunne rette sig op og gå med næsten rank ryg de få skridt over til Sylvianne.

“Ræk mig lidt papir. Jeg bliver så svimmel når jeg bukker mig …”

Miriam fulgte hendes blik. Der lå en hel bunke forrevne gamle aviser ved siden af toiletspanden, hun bukkede sig ned og tog en af dem, rakte den over mod Sylvianne som rystede på hovedet.

“Nej. Bare en enkelt side. Toiletpapiret er også rationeret …” Miriam nikkede og rev en side løs, kastede et blik ned på den og så et foto af unge, lyshårede piger som marcherede af sted langs en landevej. De havde hvide bluser og slips på. Havde alle sammen runde kinder. Smilede. Og forrest gik en af dem med en fane med et hagekors …

“Bund Deutsche Mädchen,” sagde Sylvianne og skar en grimasse. “Det er en stor fornøjelse at man kan få lov til at tørre sig i røven med deres latterlige smilende fjæs …”

Men derefter tog hun avissiden og begyndte i stedet at gnide vaskekummen med den.

Det første man hørte var hunden. Tre dybe bjæf og en dump knurren. En dør som blev smækket i. En mørk kvindestemme som råbte. Et skrig. For guds skyld, Binz, for guds skyld!

Sylvianne stillede sig op lige inden for gitterdøren.

“Kom herover,” sagde hun og strøg begge hænder igennem sit krusede hår. “Kom. Vi skal stå ret når hun kommer. Ellers bliver hun rasende.”

En dør mere blev smækket et sted. Miriam rettede på sit tørklæde og gik et par skridt frem mod Sylvianne, mørket flød ind over hendes øjne og hun stoppede op et øjeblik, lod det forsvinde, lod derefter også gulvets bølgende bevægelser lægge sig igen før hun tog de sidste tre skridt. Fremme. Nu stod hun ved siden af Sylvianne. Og tillod endda sig selv at tage fat i Sylviannes kjole.

“Hvad laver du?” spurgte Sylvianne.

“Holder i dig,” svarede Miriam.

I det samme stod Binz uden for gitteret. Miriam gav slip på Sylviannes kjole, men kunne først ikke få sig selv til at slippe schæferen med blikket. Den havde gule øjne. Binz selv var fuldkommen farveløs. Eller måske ikke … Måske var hun bare meget svag i farverne. Hun havde noget udtværet over sig, som om hun havde ligget i blød for længe og alle farverne ligesom var vasket ud. Håret blevet sandfarvet. Huden lysegrå. Det samme var læberne. Og øjnene var så lyseblå at man nærmest ikke kunne se iris.

Men hendes stemme var ikke spor bleg. Den fyldte hele cellen, allerede inden hun havde låst døren op.

“Jeg hedder Binz! Lær det en gang for alle, for jeg har ikke tænkt mig at gentage det!”

Miriam stod uklanderligt ret med blikket fæstnet mod et fjernt punkt. I udkanten af sit synsfelt kunne hun akkurat ane schæferen som Binz tydeligvis havde gjort fast til en krog lige uden for døren. Den knurrede dybt. Ud af øjenkrogen så hun Binz træde ind og sætte piskeskaftet under hagen på Sylvianne, tvinge den op.

“Jaså,” sagde hun. “Og hvordan går det så her?”

Sylvianne svarede ikke med det samme. Binz tvang hendes hage endnu højere op.

“Hva’? Jeg spurgte hvordan det går?”

Sylviannes stemme lød helt anderledes nu i forhold til da de var alene i cellen. Hæsere, nærmest hvæsende.

“Godt, tak.”

Hun slog ikke. Brugte hverken pisken eller hunden til at holde dem i skak. Alligevel løb koldsveden ned ad ryggen på Miriam da Binz forlod cellen. Ordene hang stadig i luften. Sabotør! Femogtyve piskeslag! Erindringen om Lykkes stribede ryg flimrede forbi, men hun skyndte sig at blinke for at undertrykke den, og da det ikke gik forsøgte hun at trøste sig med at Lykke jo faktisk havde fået sygefri i flere dage efter. Var det ikke sådan det var? Havde Lykke ikke fået lov at blive tilbage i barakken i flere dage efter? Eller måske ikke, hun kunne ikke rigtig huske det længere …

Prygl. Det var straffen for at hun havde syet sig selv i fingeren. Der var folk som ikke overlevede de femogtyve piskeslag … Nej. Sådan måtte man ikke tænke. Man måtte slet ikke tænke. Man måtte gøre hovedet helt tomt og blankt.

Sylvianne var sunket ned på toiletspanden, nu sad hun med armen på vasken og hovedet mod armen. Hendes knubbede rygrad og tynde ribben stod tydeligt frem under den tynde bluse. Måske havde den været gul engang. Hun skulle vist ikke piskes, hun skulle i stedet have Sonderbehandlung. Miriam vidste ikke hvad det betød. Men Sylvianne skulle tydeligvis få fornøjelsen af at indvie en splinterny lille indretning i lejren, havde Binz sagt med et smil. Var det ikke skønt? Eller hvad? Det måtte da føles som en ganske særlig ære at være den første som ikke behøvede at blive sendt til Auschwitz for at modtage netop denne behandling? Men desværre ville der jo nok gå et par uger før det nye anlæg var klar til at blive taget i brug, men Binz var sikker på at Sylvianne ikke havde noget imod at vente …

“Sylvianne,” hviskede Miriam. “Hvad var det?”

En skælven gik op gennem den tynde krop, men Sylvianne svarede ikke.

Siden da havde hun ikke sagt et ord. Hun havde godt nok rejst sig lige før sengetid og havde slæbt sig over til briksen til venstre, havde slået den ned og var krøbet sammen på den, men uden at trække det tynde tæppe som lå pænt foldet sammen i benenden op og tage det over sig. Miriam havde ventet et par minutter før hun havde slået sin egen briks ned og lagt sig på den for straks at rejse sig igen og gå hen til Sylviannes briks, trække tæppet under Sylviannes ben ud og forsigtigt brede det ud over hende. Sylvianne reagerede ikke, hun fortsatte bare med at ligge på maven med ansigtet ind mod væggen.

Miriam havde haft lyst til at stryge hende over kinden. Men hun havde ikke turde gøre det.

Og nu var det så morgen. Fredag morgen. Morgenen for piskestraffen.

De var stået op da den grå bibelkyndige var kommet med det rødbedeafkog som gik under navnet kaffe og lidt brød. De havde lagt deres tæpper reglementeret sammen og slået briksene op, og bagefter var de sunket ned på gulvet i hver sin side af cellen og havde krummet sig sammen. Sylvianne havde ikke rørt sin kaffe, ikke taget bare den mindste bid af sit brød, Miriam havde hverken vasket sig eller børstet tænder med pegefingeren sådan som Else havde lært hende. Men Else havde aldrig været i pryglerummet. Hun vidste ikke hvordan man skulle opføre sig der. Det ville Miriam snart vide. Hvis hun altså overlevede.

Hun tog en stor tår af rødbedeafkoget, foldede derefter hænderne og begyndte tavst at bede fadervor.