Miriam trækker hænderne til sig og knytter dem. Nej. Det må ikke ske igen. I årtier er det lykkedes hende at undgå at tænke på det som slog Didi ihjel. I årtier har det været forbudt så meget som at nærme sig barak 22 i tankerne. I årtier er det lykkedes hende at begrave sit had. Alt det andet som skete i Auschwitz-Birkenau har hun kunnet give sig selv lov til at tænke på, men ikke dette. Ikke hvordan hendes lillebror rådnede og døde for øjnene af hende.

Igennem mange år var Didis død hendes hemmelige pinsel. Det mærkelige var at erindringen om det ikke for alvor begyndte at plage hende før kort efter at hun havde giftet sig med Olof, men så ramte den hende også med så meget desto større kraft. Så snart hun ikke havde noget mellem hænderne, så snart hun ikke havde aftensmad der skulle forberedes, en strømpe der skulle stoppes, et værelse eller fem som skulle gøres rent, dukkede det op, og det mærkelige var at det næsten øjeblikkeligt blev til mere end en erindring, men snarere til en slags magisk mekanisme som satte tiden i stå og udslettede alle sprog, som placerede sig uden for nuet, fortiden og fremtiden. Et sted lå Didi for evigt og rådnede og døde. Dag efter dag. Måned efter måned. År efter år.

Alligevel måtte hun ikke lade nogen mærke noget. Det var forbudt at gå fra forstanden i Sverige, så ville der først for alvor blive tomt og ensomt og iskoldt omkring hende, så meget havde hun forstået. Desuden var smerten for stor til at dele med nogen, den ville knuse ikke bare hende selv men også andre mennesker, folk som var uforberedte og ikke forstod hvad både de selv og andre var i stand at gøre. Så derfor lærte hun sig at gøre sit ansigt fuldkommen ubevægeligt når erindringen ramte hende, indtil hun pludselig rejste sig og skyndte sig ud på toilettet. Derude kom hun iskoldt vand i ansigtet og på hænderne, hvorefter hun lænede sig ind mod væggen og forsøgte at krybe i ly. Der gik flere årtier før hun fik lært hvordan hun skulle håndtere mindet om Didis død. Ikke at give efter. Hun måtte tvinge sig selv til at tænke på noget andet. Det var ikke at svigte Didi, det var at bevare ham som han var før lejren, før doktor Mengele, før Noma. Ergo måtte hun tænke på noget lyst. Noget glat. Hun lærte sig selv at lade årene flyde forbi og kun stoppe op ved de allerbedste øjeblikke. Den morgen i Aneby, for eksempel, hvor hun vågnede og for første gang i flere år mærkede at hun hverken var bange eller sulten. Eller den dag da Thomas tog sine første skridt og henrykt faldt frem mod hendes arme. Eller Olofs ustoppelige latter da han skulle lære hende at stå på ski.

Hun trækker vejret dybt ind, skæver hurtigt over på Camilla som stadig sidder og ser tomt ud over søen. Leder i sin erindring. Jo. Nu har hun det. Hun tvinger sig selv til at tænke på den kjole i turkis silkeduchesse som hun fik syet til Egons tresårsfødselsdag, den fantastiske kjole der ligesom forvandlede hende, som gjorde hende smuk, smukkere, smukkest … Den kjole som endelig fik Olof til at begynde at se og elske hende. Ja. Den kjole kan hun søge tilflugt i.

Det var en nygift Hanna som fortalte hende hvad hun skulle gøre. At hun skulle gå ned i banken og hæve mindst to hundrede kroner.

“Det har du råd til,” sagde Hanna. “Det er mange penge, men man kan ikke spare hele tiden, nogle gange er man også nødt til at spendere. Og derefter sætter du Thomas i klapvognen og tager toget til Jönköping, og så skal du og jeg først ud at købe stof og derefter en tur til syersken.”

Miriam havde syntes at det føltes syndigt at stoppe to hele hundredkronesedler i pungen, alligevel gjorde hun som der var blevet sagt. En lille følelse af glæde var begyndt at vokse frem i hende allerede da toget nåede Forserum, og da de var fremme i Jönköping kunne hun ikke længere skjule et smil. Det havde sin virkning. En elegant herre i lodenfrakke smilede tilbage og hjalp hende derefter med at løfte klapvognen ned på perronen. Og der stod Hanna og ventede med Nippon i favnen. En lykkelig Hanna, elsket og elskende, som smilede lige så stort som Miriam og straks begyndte at tale om forberedelserne til festen. Hun havde bestilt spejlsalen på Stora Hotellet, ja tænk engang, det havde hun, det smukkeste og dyreste festlokale i hele Jönköping, faktisk det smukkeste lokale i hele Småland. Og hun ville betale hele festen ud af sine egne penge, for det var han værd, Egon. Man kunne jo ikke spare hele tiden, nogle gange var man også nødt til at spendere.

“Men først skal vi to på konditori,” sagde Hanna. “Og have en kage.”

Inde i stofforretningen fik Hanna lagt alle silkestoffer frem i blå nuancer, mørklilla dupion, lyseblå chiffon, klart blå crepe, isblå brokade og – til sidst – en duchesse i en strålende mørkturkis farve. Miriam lagde hånden oven på stoffet og så hvordan den forandrede sig. Huden blev helt glat. Neglene skinnede som muslingeskaller.

“Det her,” sagde hun. “Det er den det skal være.”

Hanna så først tvivlende ud, draperede så det turkise stof omkring Miriams skuldre, trådte et skridt tilbage og kneb øjnene sammen.

“Jo,” sagde hun så. “Minsandten. Du har ret. Farven klæder dig virkelig.”

Selv valgte hun den mørklilla dupionsilke og derefter skråede de sammen over Hovrättstorget i retning af systuen i et gårdhus på Smedjegatan. Og syersken smilede lykkeligt da hun åbnede pakkerne. Kvalitet! Var der noget bedre end at få lov til at arbejde med stof af fineste kvalitet!

Kjolen blev meget smuk. En lang, vid kjole som bølgede når hun bevægede sig. Et tætsiddende liv som nøje fulgte hendes unge skikkelse. En række bittesmå stofbetrukne knapper i ryggen. En dyb udskæring som forvandlede hendes ganske almindelige hals til en svanehals.

“Men arret,” sagde hun til syersken da hun prøvede kjolen for første gang. “Jeg kan faktisk ikke rigtig have en ærmeløs kjole på fordi man kan se arret …”

“Hvilket ar?” spurgte syersken.

Miriam holdt sin venstre arm op. Arret var en lille blå fordybning og de tre cifre var stadig synlige. 389. Syersken bøjede sig nærsynet ned over armen og rettede på sine briller.

“Nårh det,” sagde hun. “Det er der såmænd ingen der lægger mærke til. Bare sæt et lille plaster over …”

Som om det var ingenting. Som om arret og tatoveringen ikke havde nogen som helst betydning. Og måske havde hun ret. For Olof snappede efter vejret første gang han så hende i den turkise kjole. Nu var hun ikke bare en stakkels tidligere koncentrationslejrfange, ikke bare hans barnepige og husholderske. Hun var forvandlet. Blevet til en anden. En ung dame af god familie. En pige som netop havde taget sin pigeskoleeksamen som privatist. En rigtig Miriam. Virkelig.

Han boede i værelset ved siden af hendes på Store Hotellet og nu stod han parat i sin frakke uden for hendes dør. Han så ganske uinteresseret ud da hun åbnede, men så spærrede han øjnene vidt op.

“Herre jøsses,” sagde han på klingende smålandsk og trådte et skridt tilbage ud på gangen. “Herre du milde Gud!”

Miriam smilede. Hun genkendte en kompliment, også når den ikke blev sagt, og rørte forsigtigt ved sin opsatte frisure. Håret sad som det skulle. Olof så på hende med et flakkende blik.

“Undskyld. Jeg blev så overrasket. Jeg mente bare at du er en skønhed … Virkelig.”

Miriam bøjede svanehalsen let.

“Tak,” sagde hun. “Skal vi gå ned i spejlsalen?”

Det kløede under plasteret på hendes venstre arm. Hun bestemte sig til at ignorere kløen, stak sin arm ind under hans og gik med forsigtige små skridt ned ad trappen på sine høje hæle. Olof rettede ryggen da de trådte ind i spejlsalen. Miriam smilede.

Han havde ret. Det vidste hun. Hendes spejlbillede i de mange spejle bekræftede det. Hun var virkelig en skønhed.

Camilla har været stille længe, men nu tager hun en dyb indånding.

“Det er modbydeligt,” siger hun. “Koldbrand. Det er virkelig modbydeligt.”

En let irritation skyller hurtigt op gennem Miriam. Lad være! Tving mig ikke til at tænke på det igen! Hun rejser sig og lader hurtigt hånden glide ned over sin kjole, forsøger at glatte folderne hvor hun har siddet på den.

“Du må meget undskylde,” siger hun derefter. “Men jeg kan ikke klare at tale om det …”

Men Camilla ser ikke ud til at høre efter.

“Jeg har været med ved en operation mod koldbrand i tarmen og det var noget af det værste jeg nogensinde har set. Eller lugtet. En narkosesygeplejerske besvimede faktisk og jeg var nødt til at tage mig af hende og slæbe hende ud, og det var vist meget heldigt for ellers ville jeg nok også …”

Miriam bøjer sig frem mod hende og tager fat om hendes håndled. Hårdt.

“Hørte du ikke hvad jeg sagde? Jeg vil ikke tale om det. Eller rettere sagt: Jeg kan ikke tale om det. Så dør jeg. Og jeg vil ikke dø i dag. Forstår du?”

Camilla stirrer forbløffet på sit håndled og på Miriams hånd, løfter derefter blikket, men tør ikke se Miriam i øjnene.

“Undskyld,” siger hun. “Det var jo ikke min mening … Jeg ville bare …”

Men Miriam slipper ikke grebet, klemmer bare endnu hårdere til om Camillas arm.

“Man kan ikke tale om alt! Det må du forstå. Ikke hvis man er femogfirs og en forkert slags menneske og man har gennemlevet hele nittenhundredtallet. Så er det ikke alt man kan tale om.”

Camilla forsøger at se sin farmor i øjnene, men slår blikket ned igen næsten øjeblikkelig, nikker derefter tavst. Hun gør et halvhjertet forsøg på at løsne Miriams greb om sit håndled, men uden at det lykkes. Og Miriam slipper ikke grebet. I stedet ryster hun Camillas hånd i takt med hvert ord.

“Forstår du det? Det skete i virkeligheden? Det var alvor. Det var en anden verden og jeg vil ikke tilbage til den verden igen. Jeg vil virkelig ikke tilbage dertil!”

Men det er allerede for sent.

Og det var virkelig en anden verden.

Malika blinkede overrasket da de endelig blev lukket ud af godsvognene og stod på perronen. Solen stod ganske vist som en sølvskive oppe på himlen bag de grå novemberskyer, præcis ligesom da de forlod børnehjemmet, men det var også det eneste der var til at minde dem om at de befandt sig på jorden. Resten lignede ikke noget hun nogensinde før havde set. Der var næsten ingen træer, intet græs, ingen blomster, men bare en uendelighed af perroner og jernbanespor, grus og mudder. Jo, for resten. Der var barakker et stykke derfra. Bagved det lige så uendelige pigtrådshegn. Menneskene var også anderledes. Der fandtes tre forskellige slags som hørte til stedet her, alle af hankøn. Grå spøgelser i stribede dragter, som løb frem og tilbage med rejsetasker og store bylter. Store kraftkarle med bidske ansigter og stave. Nogle ranke elegantierer i sort uniform med dødningehoveder i kasketten og sorte haler. Nej, det var ikke haler. Det var piske som de holdt bag på ryggen. Flettede læderpiske.

Didi græd igen. Stortudede. Anuscha bøjede sig ned og rystede ham lidt, forsøgte at få ham til at holde op, men det hjalp ikke. Didi ville have vand. Didi ville have mad. Didi var sulten og tørstig og skulle tisse og var fuldkommen udmattet oven på den lange rejse. Malika blinkede igen og mindede sig selv om sine forpligtelser, satte sig derefter på hug ved siden af Didi og tog ham under hagen.

“Nu holder du mund,” sagde hun og stirrede ham strengt ind i øjnene. “Forstår du det? Det er et farligt sted det her, så du har ikke råd til at græde …”

Didi hulkede og åbnede munden, skulle lige til at udstøde endnu et hyl, da de hørte et skrig der var mere gennemtrængende end de andre. Malika vendte sig om. En mand fra en anden transport havde lige fået en stav i hovedet, nu lå han i gruset på perronen og forsøgte at beskytte sig med armene. En tyk kvinde, sikkert hans kone, strakte hænderne op mod himlen og skreg en gang til. Staven ramte hende hen over munden. Blodet sprøjtede op på den ukrainske vagt, tre sorte stænk på hans brune skjorte, og det gjorde ham rasende. Han løftede staven endnu en gang. Kvinden sagde en gurglende lyd og sank ned på knæ.

Malika så på Didi. Hans blik flaksede fra den blødende kvinde og hen til vagten, hvorefter han lukkede munden og hurtigt tørrede sine kinder, stak sin hånd ind i Malikas og trykkede sig ind til hende.

“Sådan ja,” sagde hun med dæmpet stemme og gav hans hånd et klem. “Godt. Bare vær stille, så skal alting nok gå.”

Hun rejste sig op og mødte Anuschas blik. Det var fuldt af forvirring, fortvivlelse, rendyrket rædsel. Måske havde Anuscha virkelig troet på det nonnerne havde sagt. At de skulle videre til et nyt børnehjem. At de ville få god mad når de kom frem. At ingen ville kunne bombe dem. At Gud og Jesus skulle beskytte dem mod alt ondt.

Jo tak. Både Gud og Jesus så ud til at befinde sig et andet sted. Det havde Malika forstået allerede da søster Agathe brast i gråd på stationen, og under transporten var hendes overbevisning blevet stærkere. Der var ingen hjælp i vente. Nu havde man kun sig selv at stole på.

Fem og fem. På række og geled. Stilhed.

Romabørnene fik lov at marchere først derfra. De andre nytilkomne stod tilbage på perronen og så efter dem, så hvordan de passerede SS-lægerne uden at blive stoppet og sorteret i grupper, hvordan de drejede til venstre, gik over jernbanesporene, drejede til højre og ind på den mudrede vej, kom forbi nogle stribede spøgelser som gravede grøfter og ikke turde se på dem.

“Halt!”

Det var ikke alle der forstod hvad det betød da SS-soldaten forrest råbte, nogen skubbede Malika i ryggen, hun vendte sig om og skar en vred grimasse. Stå stille! Idiot!

“Venstre om!”

Det var kun Malika og et par af de store drenge som adlød øjeblikkeligt, Didi og Anuscha ventede et par sekunder, og nogle af de andre unger så overhovedet ikke ud til at forstå hvad de forventedes at gøre. En lille pige i rækken foran dem begyndte slet og ret at pille næse, hun strittede imod og rev sig fri da Malika tog fat om hendes skuldre for at vende hende om.

Foran dem var en portlåge med pigtrådshegn. Gennem ståltrådsfirkanterne kunne man se en lang gade, også mudret, med et uendeligt antal barakker på hver side. Nogle romamænd stod og hang foran en gavl, en kvinde sad på hug og forsøgte at få liv i et bål foran dem. Det gik ikke så godt og efter et stykke tid bøjede hun ryggen og lagde hænderne om bag nakken. Så ned ad sin kjole. Gav simpelthen bare op.

Lågen blev åbnet af to mænd med røde ansigter. De havde stave og var i lysebrune skjorter. Og inde i lejren stod to mænd i den samme mundering og forsøgte at hive noget ned fra pigtrådshegnet. Nej, ikke noget. Nogen. En romakvinde. SS-soldaten stoppede de marcherende børn og pegede på hende.

“Hegnet her er elektrisk. Hvis man rører ved det dør man. Bare så I ved det.”

De ukrainske vagter hev den døde ned. To af hendes fingre blev siddende tilbage på hegnet. En mand med meget store hænder stod ved siden af og så det ske. Didi begyndte at skrige. Malika lagde sin ene hånd over hans mund.

“Nej,” sagde Anuscha.

Malika sagde ingenting. Hun stod med lukkede øjne for at undgå at se på dem som så hendes fornedrelse. Stod nøgen foran nogle fuldkommen fremmede mænd i uniform, side om side med de nøgne romadrenge. Måske skammede de sig også. Hun vidste det ikke, havde ikke kigget på dem, men havde holdt øjnene lukkede lige siden hun havde taget kjolen af. Didi stod ved siden af hende og holdt hende hårdt i hånden, hun kunne mærke hans nøgne overkrop mod sin hofte. Han skælvede.

“Tag tøjet af!” råbte nogen på romani.

“Nej,” sagde Anuscha.

Det lignede hende ikke. Hun plejede at gøre som hun blev bedt om. Især når hun var bange. Og hun havde været meget bange de sidste år, lige siden den dag Kripo havde hentet dem. Fuldkommen skrækslagen. Hendes læber var helt grå allerede under indskrivningen på nonnernes børnehjem, og hun havde været ude af stand til at smile eller tale. Hun ville sikkert have fået en lussing som straf hvis ikke Malika havde lagt sig imellem og taget sig af alting. For hun havde lynhurtigt opfattet hvad det hele handlede om, havde strøget håret væk fra ansigtet og sat det fast bag ørerne, havde set nonnerne direkte i øjnene og svaret på alle deres spørgsmål med et lille nik. Ja, Didi var hendes lillebror. Ja, Anuscha var hendes kusine. Og ja, Anuscha havde været syg i forrige uge, det var derfor hun var så grå og tavs …

Anuscha var ikke mischling. Begge forældre var romaer. Rigtige romaer. Måske var det for deres skyld at Anuscha nu nægtede at klæde sig af. Fordi de havde lært hende om almindelig anstændighed. Ingen ægte roma, hverken kvinde eller mand, pige eller dreng, viste sig nogensinde nøgen over for andre. Alligevel stod de nu her, uden en trævl på kroppen. Alle undtagen Anuscha. Som nægtede at tage sit tøj af.

Et klask. Et dæmpet udbrud. Det var Anuschas stemme. Måske var det det svin af en kapo, selv roma, som slog hende. Malika kneb øjnene sammen, men kunne ikke forhindre billedet af Anuscha i at tone frem for sit indre øje. Så hendes lange sorte hår, som altid faldt ned over ansigtet og fik hende til at se næsten lidt vild ud. Hendes hvide tænder, dem som kom efter mælketænderne, og som var lidt ujævne i overfladen og takkede forneden. Hendes nedbidte negle og tynde arme. Hendes bare sommerfødder. Huskede pludselig hvor hyggeligt det var at sidde ved siden af hinanden og snakke mens de trillede sort snavs væk mellem tæerne …

“Tag tøjet af …”

“Nej.”

Anuscha lød decideret grådkvalt nu, alligevel vægrede hun sig. Og Malika kunne intet gøre for at hjælpe hende. Hendes bedste ven. Hendes kusine. Nej, mere end det. Hendes søster.

Endnu et klask. Og et dunk. To stemmer som pludselig råbte noget på et fremmed sprog.

“Nej,” skreg Anuscha igen. “Nejnejnej.”

Et skud. Lyden sprang tilbage fra væggene, lammede deres hørelse og vakte modstanden til live i dem. De skreg, alle de nøgne børn skreg pludselig op. Malika åbnede øjnene og sank ned på hug, slog armene omkring Didi og så nogle nøgne drenge forsøge at løbe deres vej. En mand i lysebrun skjorte slog dem med geværkolben. I samme øjeblik blev der tændt for bruserne, og iskoldt vand strømmede ned over dem. Iskoldt vand som blandedes med Anuschas blod, som hun lå der på cementgulvet. Død. Men fuldt påklædt.

Dette var i sandhed en anden verden.

Og derefter fulgte tatoveringen. Didis fortvivlede skrig, De brænder mig, Malika, de brænder mig, slaget med en knyttet næve som fik ham til at tie, suppen der lignede opvaskevand, det grå brød, køjen af rå brædder som skulle være deres soveplads, hendes eget vantro blik ved synet af bogstavet Z foran cifrene på hendes arm. Didis gråd. Didis stille hulken. Didi som nægtede at slippe hendes hånd.

Ude på lejrgaden hang fire mænd i en galge. På to af dem stak tungen ud.

Malika og Didi sad på hug foran deres egen barak første gang de så et barn med Noma. Det var en tynd lille dreng uden bukser og sko, klædt i en alt for stor sort jakke. Han satte fra mod barakkens ydervæg og kæmpede sig fremad. Hans ene kind var fuldkommen hel. Den anden var dækket af et stort sår, det var sort i kanterne og så dybt at man kunne se både tænderne og tandkødet.

Malika holdt Didi for øjnene. Han krøb endnu tættere ind mod hende og lod hende gøre det.

Derefter blev hun blind. Eller i det mindste enøjet. Så kun Didi. Tænkte kun på Didi. Levede kun for Didi. Der var så meget han skulle lære. Ikke at se. Ikke at tale. Aldrig nogensinde at briste i gråd.

Didi fandtes. Og Malika fandtes fordi Didi fandtes. Resten af verden var et stort gråt ingenting.

Det hele havde endda kunnet gå hvis det ikke havde været for doktor Mengele. Han kom i børnebarakken i sigøjnerlejren næsten hver eneste dag, kiggede på de nytilkomne og brummede fornøjet hvis han fandt et par tvillinger eller nogen med et brunt og et blåt øje. Den slags børn forsvandt næsten øjeblikkeligt. Indimellem delte han karameller ud. Røde karameller. Didi blev ellevild allerede første gang og slap hendes hånd, stod og puffede og skubbede rundt om ham sammen med de andre mindre børn. Doktor Mengele smilede. Af og til rakte han en hånd frem og strøg nogle af børnene over håret. Han havde meget lange, hvide fingre.

En gang så doktor Mengele på hende i flere sekunder, vendte sig derefter om mod sin adjudant og sagde noget. Dagen efter blev hun udtaget til at grave grøfter.

Grå dage. Grave grøfter. Blive til et spøgelse.

De nye gik forbi i det ene kontingent efter det andet. Det var mennesker af jødisk herkomst fra hele Europa. Polakker, grækere, hollændere, tyskere, belgiere, franskmænd, nordmænd … Nogle af dem stirrede rædselsslagne på spøgelserne nede i grøfterne, hvor de stod i mudder og iskoldt vintervand til knæene, men ingen gengældte nogensinde deres blikke.

Hver aften stod Didi inden for lågen til sigøjnerlejren når grøftebrigaden kom marcherende tilbage. Nogle gange var han svøbt ind i et tæppe og holdt det sammen med begge hænder oppe under hagen. Allerede efter et par uger havde hans ansigt forandret sig. Han havde fået sorte rande under øjnene. Hans hage var blevet spids og fremtrædende. Det så ud som om næsen var vokset. Hvis altså det ikke var resten af ansigtet der var krympet.

Han fulgte efter grøftegraverbrigaden helt frem til appelpladsen, satte sig på hug lige ved siden af under hele appellen. En dag begyndte hungerdiarréen at rende ud af ham da han satte sig. Et andet barn råbte et eller andet hånligt til ham, og hele Malikas krop spændtes og hun gjorde sig parat til at kaste sig frem, koste hvad det ville, for at forsvare ham i det slagsmål som straks ville følge, men ingenting skete. Didi blev bare siddende hvor han sad og lod diarréen løbe. Hans hage var faldet ned og blikket var sløvt.

Samme aften skar han for første gang en grimasse da Malika rakte ham hans suppe. Det gjorde ondt, sagde han. I munden.

Hans knæ så ud til at vokse. Og øjnene. Og også maven, mærkeligt nok. Selvom den nok mest bare var opsvulmet. Hver aften tvang hun ham til at spise sin suppe, selvom det sved i munden. Hun dyppede også det grå brød i sin egen suppe og madede ham så med det, stump for stump. Han kneb øjnene sammen og klynkede mens han spiste, men åbnede stadig munden. Nogle gange talte han også lidt.

“Doktoren,” sagde han en dag og hvilede hovedet mod Malikas mave. “Han kiggede på mig i dag.”

Malika rettede sig op.

“Mengele? Kiggede han på dig? Hvorfor det?”

Didi var tavs lidt, så trak han vejret og fortsatte.

“Han kiggede ind i min mund …”

Malika holdt ham ud fra sig og forsøgte at se ham i øjnene, men kunne ikke. Han holdt dem stadig lukket fast i.

“Hvorfor ville han kigge dig ind i munden?”

“Det ved jeg ikke. Han gjorde det bare.”

Hendes hals snørede sig sammen.

“Fik du så en karamel?”

“Nej,” sagde Didi. “Ingen karameller i dag …”

En dag stod Didi der ikke inden for lågen og ventede da grøftegraverbrigaden kom tilbage og var heller ikke at se nogen steder under appellen. I to timer stod Malika ret i februarkulden og ledte efter ham med blikket, mens en SS-officer meget langsomt udvalgte de mænd som skulle hænges senere på aftenen. Hvorfor de skulle hænges? Dumt spørgsmål. Et spørgsmål som overhovedet ikke havde noget med hende at gøre. Tyskerne hængte folk. Sådan var det bare. Det var noget andet der bekymrede hende. Didi. Hvor var han forsvundet hen?

Han var ikke i den sædvanlige børnebarak og heller ikke på den mærkelige legeplads som var ved at blive opført. Karrusellen stod tom og ubevægelig i mørket, dækket af et ganske tyndt lag sortplettet sne. De ville ikke lukke hende ind i voksenbarakkerne som lå lige ved siden af, men i nogle af de andre fik hun lov til at komme ind, og hun måtte mase sig frem i gangene mellem køjerne og kalde forsigtigt på ham. Didi? Didi? Hvor er du?

Hun fik ikke noget svar for Didi var der ikke.

Hendes suppe var blevet kold da hun endelig fandt ham. Han lå helt alene i en køje i barak 22, vendte ryggen til verden, men sov ikke, lå bare med åbne øjne og så ind i bræddevæggen. Malika nærmest græd af lettelse og strøg ham over ryggen med hånden, kravlede så op i køjen til ham.

“Min suppe,” hviskede hun. “Jeg har gemt halvdelen til dig …”

Tidligere ville han straks have vendt sig om og kastet sig over kruset, men ikke nu. Han skar bare en grimasse og gryntede lidt. Malika strøg ham over håret.

“Du er nødt til at spise, min skat. Tag nu min suppe!”

Malika ruskede lidt i ham, han skreg op og forskrækkede hende. Hun skyndte sig at slippe grebet i hans skulder.

“Hvad er der?”

Og endelig svarede Didi.

“Det gør ondt.”

Derefter lukkede han øjnene og faldt næsten øjeblikkelig i søvn.

Der gik et par dage før såret begyndte at kunne ses på ydersiden af kinden. Først var det ganske lille og kanterne var røde og friske, men alligevel skræmte det Miriam mere end noget som helst andet. Hun måtte gøre noget, men vidste ikke hvad. Skulle hun vaske det? Og i så fald med hvad? Vandet som kom ud af hanen ude på lejrgaden var brunt og ildelugtende. Skulle hun smelte sne? Men sneen i Birkenau var jo fuld af små sorte prikker fra krematoriet … kunne man måske si vandet?

Sygeplejersken i barak 22 vrissede ad hende da hun til sidst tog sig sammen til at spørge. Nej, det var faktisk fuldkommen meningsløst at vaske såret på en som havde Noma. Fuldkommen meningsløst. Desuden havde doktoren sagt at man ikke måtte gøre noget i forhold til de børn som var blevet ramt, det var nemlig et eksperiment, og om et par uger ville han selv påbegynde fase to af eksperimentet, og så ville de Noma-børn der havde overlevet få en medicinsk behandling som måske kunne helbrede dem. Det var altså medicinsk forskning, det her. Vigtig forskning. Så Malika skulle bare tage det roligt. Forstod hun det?

Men Malika kunne ikke tage det roligt, uroen krøb ind i hendes krop og hun flakkede omkring i barak 22 hver aften på jagt efter noget, hvad som helst, der måske kunne hjælpe Didi. En aften opdagede hun at der lå en lille pige i køjen under ham. En nærmest bevidstløs lille pige. Men en lille pige som selv helt ind i bevidstløsheden knugede hårdt om sit brød.

Malika ventede lidt og så sig derefter forsigtigt omkring. Der var ingen kapoer i nærheden. Hun kunne skimte sygeplejersken længst inde i barakken, men hun havde ryggen til. Mengele og hans adjudanter var ikke at se nogen steder.

Malika lirkede forsigtigt brødet ud af pigens hænder, stoppede det i lommen på sin fangejakke, stod ubevægelig og ventede i yderligere et par sekunder før hun kravlede op i Didis køje.

“Brød,” hviskede hun i hans øre. “Se! Jeg var fået fat i noget ekstra brød …”

Didis øjenlåg flimrede lidt, men det lykkedes ham ikke at åbne øjnene. Og han skar bare en grimasse af ubehag da hun forsøgte at få ham til at spise en smule. Han var langt hinsides sulten på det tidspunkt, var så dybt inde i hungerens greb at det eneste han ønskede sig var søvnen og bevidstløsheden.

Malika sad i hans køje med brødet skjult i knæleddet i næsten en time.

Så spiste hun det selv. Tre mundfulde brød med savsmuld i. Det var svært at synke.