Camilla gnider sine håndled og forsøger at komme til sig selv igen.

Det er ikke helt nemt. Foran hende står hendes gamle farmor, den velkendte fremmede, den som elegant ældre dame udklædte sigøjnerkvinde, og selv sidder hun stadig på parkbænken og forsøger at lade være med at stirre på hende. Hvorfor er det hende som føler sig en smule skyldig, når det faktisk er mennesket dér over for hende som har løjet? Er der måske nogen som helst rimelig grund til at Miriam kan opføre sig sig sådan som hun lige har opført sig? Til at hun kan knibe så hårdt fat om Camillas håndled? Er der?

Øjeblikket efter skyller skammen ind over hende. Hold nu op! Hvad er der dog med hende? Hvordan kan det gå til at hun, Camilla Adolfsson, ung mor, dygtig pige, flittig medicinstuderende, slank og sundhedsbevidst og med en udviklet retfærdighedssans har fået en splint i øjet? Fremmedfjendskhedens splint, oven i købet. Det var jo Camilla selv som tvang Miriam i retning af den mørke fortid, det var hende som fik hende til at afsløre sin løgn og huske alt det forfærdelige … Og det eneste Miriam har gjort for at forsvare sig er at gribe hårdt fat om Camillas håndled. Ja. Faktisk. Meget hårdt. Så hårdt at det stadig gør ondt.

Miriam står og svajer lidt. Er hun ved at besvime igen? Camilla rejser sig og lægger armene omkring hende.

“Så,” siger hun. “Sæt dig lidt. Jeg ville jo ikke …”

Miriam føles pludselig meget let. Som om hendes krop kun er en tynd skal omkring det rene ingenting, som om hun når som helst vil kunne gå i stykker og smuldre. Camilla bliver pludselig helt blød indvendig af medfølelse. Stakkels lille farmor! I næsten halvfjerds år har hun båret rundt på sine minder og hemmeligheder uden at kunne dele dem med nogen. Hvor må det have været hårdt! Miriam hviler hovedet mod Camillas skulder og udstøder et snøft, retter derefter ryggen og synker ned på bænken igen. Åbner håndtasken og tager sine papirlommetørklæder frem. Pudser larmende næse en enkelt gang, tørrer sig derefter hurtigt under øjnene med lommetørklædet.

“Hvordan går det?” spørger Camilla dæmpet.

Miriam trækker vejret dybt ind, forsøger tydeligvis at genfinde stemmen.

“Der er vist ingen fare på færde …”

“Føler du dig svimmel?”

Miriam skærer en grimasse, der måske er tænkt som et lille smil.

“Nej da. Jeg besvimer ikke igen.”

“Er du sikker?”

Miriam klapper Camilla på hånden.

“Helt sikker.”

I det samme ringer Camillas mobil, hun tager telefonen frem, kigger kort på skærmen og trykker på en knap så opkaldet forsvinder. Hun sætter sig tæt ind til Miriam og tager hendes hånd, så bliver der igen stille mellem dem.

Sommeren omgiver dem i al sin pragt, hængebirkenes løv glitrer i solskinnet, de gule roser i bedene et stykke derfra vender deres halvt udsprungne knopper op mod lyset og lader dem langsomt folde sig ud, en lyksalig humlebi indleder sin dans oppe over dem. En mor med barnevogn kommer pludselig gående hen ad stien, gruset knaser under hende og hun smiler uden at se på Miriam og Camilla, som de sidder der på bænken. Hun ser kun på barnet i vognen med et forelsket, næsten beruset blik.

“Jeg fik aldrig mit eget barn,” siger Miriam pludselig og følger den unge kvinde med blikket. Camilla rører usikkert på sig, flytter vægten fra den ene balle til den anden, ved ikke rigtig om hun tør spørge.

“Ville du da gerne det?” siger hun til sidst.

Miriam blinker med øjnene.

“Nej. Det ville jeg nok ikke. Ikke efter Didi. Og Olof ville bestemt ikke.”

“Hvorfor ikke?”

Miriam trækker umærkeligt på skuldrene.

“Han var bange for at det skulle ske igen. Det som skete med Marianne. Hendes død tog næsten livet af ham. Der gik flere år før han blev sig selv igen.”

Hun tager sin taske op og sætter den på knæet, holder den som et lille skjold foran sig.

“Og desuden havde vi jo Thomas. For mig var det frygtelig vigtigt at Thomas havde det godt. At der ikke var noget i vejen. Og i de første par år af hans liv var Olof jo ikke så …”

Hun trækker tasken en smule tættere ind til kroppen, men stopper midt i sætningen. Camilla nikker og forsøger at fylde ud.

“Ikke så interesseret?”

Miriam nikker tavst. Sådan kan man vist godt udtrykke det. Ikke så interesseret.

Det var nemt at elske Thomas. Hans små runde arme. Hans lyserøde kinder. Hans klare blå blik.

Da han var helt lille kunne det ske, at hun havde så god tid at hun kunne lægge sig lidt på sin seng midt om eftermiddagen med Thomas i armene. Så lå de og så hinanden dybt i øjnene, fortalte hinanden om deres sorger uden ord. Om den pinsel det var at blive født, blive blændet af det ubegribelige lys, krumme kroppen sammen og komme ud i den kolde luft, savne den lyse stemme som ellers havde lydt i evig tid, men som en dag pludselig var forstummet, tabet af de trygge og trøstende hjerteslag som ellers altid havde fulgt ham, og i stedet lade øregangene fyldes af en eller andens spæde skrig, måske endda simpelthen ens egne, og af støj og skramlen og fremmede kvinders skingre stemmer. Smerten ved at døden var en del af livet, uafvendelig og ikke til at komme udenom, og at menneskene var upålidelige og farlige, at alle mennesker løb den risiko både at blive gerningsmand og offer, men at ikke alle forstod at det var en grundlæggende nødvendighed at holde gerningsmændene i skak og forhindre ofrene i at gå i knæ. Så lå de der og hvilede panden mod hinanden, indåndede hinandens udåndingsluft og sank langsomt hen i en trøsterig søvn. De havde jo hinanden. Alting ikke bare kunne, men ville også med tiden lige så langsomt falde fra hinanden og tilintetgøres, det vidste de begge to, men indtil da ville de i hvert fald have hinanden. Moren som i virkeligheden ikke var hans mor. Sønnen som i virkeligheden ikke var hendes søn.

Miriam åbner sin taske og tager endnu et papirlommetørklæde op, tørrer sig hurtigt omkring næsen. Da hun lukker tasken ringer Camillas mobil igen.

“Tror du ikke hellere du må tage den?” spørger hun. “Det er tydeligvis nogen som er meget ihærdige.”

Camilla ser hurtigt på hende, løfter derefter bagdelen let og trækker telefonen op af baglommen på sine jeans, tøver et øjeblik og lader den ringe en gang mere, før hun trykker på en knap og sætter telefonen op til øret.

“Ja,” siger hun og hendes stemme lyder pludselig anderledes. Næsten afvisende. “Det er Camilla.”

Hun rejser sig op og vender ryggen til, går et par skridt hen ad grusstien, men ikke længere væk end at Miriam stadig kan høre hvad hun siger.

“Nej,” siger hun, falder helt sammen i kroppen og trækker samtidig skuldrene op, skulderbladene stikker pludselig ud under blusen som små vinger omme på ryggen. “Nej, slet ikke. Der er ikke noget galt.”

Camilla bliver tavs et øjeblik og lytter til det personen i den anden ende siger. Hvilket tydeligvis er ikke så lidt.

“Hun er femogfirs, det ved du da? Det tager sin tid at gå rundt om søen.”

Der bliver stille igen et øjeblik. Camilla ser ned på sit ur.

“Der er to timer til, og …”

Hun bliver afbrudt, men skynder sig at tage ordet igen.

“Ja-ja,” siger hun så. “Men det er altså sådan det er. Vi kommer når vi kommer, og det …”

Hun bliver igen tavs, trækker vejret hurtigt ind og vender sig om, står pludselig med ansigtet mod Miriam, men uden at se hende, trækker derefter kort på skuldrene og ser irriteret ud.

“Det er meget muligt,” siger hun til sidst. “Men det haster vel ikke … Vi skal nok nå det hele.”

Det må være Katarina hun taler med. En Katarina der som sædvanlig er urolig.

“Nej,” siger Camilla. “Det hjælper ikke at komme med bilen. Selvfølgelig gør det ikke det. Vi er jo midt inde i parken. Vi holder bare lige en lille pause.”

Et øjebliks tavshed. Så rynker hun panden og svarer i et skarpt tonefald.

“Nej, sagde jeg. Kan du ikke høre? Vi kommer når vi kommer. Vi ses!” Camilla skærer en lille grimasse og synker ned ved siden af Miriam.

“Det var mor,” siger hun tørt. “Hun havde vist tænkt sig snart at få os efterlyst i radioen.”

Miriam smiler lidt, men passer på ikke at svare for hurtigt. Katarina har altid været forbudt område mellem hende og Camilla, et område som de har nærmet sig med stor forsigtighed for hurtigt at skynde sig væk igen. Til sidst er hun alligevel nødt til at sige noget.

“Jamen dog. Vi har måske været længe væk?”

“Jep. Der er jo kun to timer til frokosten og hun troede at vi måske ville få svært ved at nå at skrabe de nye kartofler. Eller få nippet jordbærrene.”

“Jeg har allerede nippet jordbærrene. Det gjorde jeg i går.”

“Men måske har du ikke nippet dem helt nok? Måske skal de nippes en gang til? Så de bliver sådan rigtig fintnippede.”

Miriam kan ikke lade være med at le.

“Det skulle ikke undre mig …”

Camilla skærer igen en lille grimasse.

“Heller ikke mig.”

Og så rejser de sig og begynder igen at gå.

“Altså,” siger Camilla efter et stykke tid. “Altså, det er virkelig ikke for at sige noget grimt om hende …”

“Nej,” siger Miriam. “Jeg ved det. Og du har heller aldrig talt grimt om hende.”

“Åh jo. Det har jeg. Men aldrig til dig … Men i og med at du nu har fortalt mig dine hemmeligheder, kan jeg måske også fortælle dig nogle af mine …”

Miriam nikker tavst.

“Problemet er jo at jeg ligesom har passeret den alder hvor det er i orden ikke at kunne lide sine forældre,” siger Camilla. “Jeg ved det godt. Folk på min alder skal have et lettere overbærende forhold til deres mor og far. Nikke og smile, lade dem være sådan som de nu engang er, og …”

Hun stopper midt i et skridt og vender sig om mod Miriam, ser pludselig meget yngre ud. Meget ung og lidt trist.

“Problemet er at jeg faktisk ikke bryder mig om hende. Det er frygteligt, men det er sådan det er. Jeg kan ikke lide min egen mor. Jeg ville ønske …”

Hendes blik flakker lidt og hun leder efter ordene.

“Jo, jeg ville virkelig ønske at jeg kunne lide hende. Bare sådan nogenlunde tilpas meget og normalt. Og indimellem lykkes det mig også, men kun når jeg er hjemme hos mig selv og hun er her i Nässjö. Så kan jeg næsten lide hende. Så kan jeg tænke på hendes gode mad. Hendes kåldolmere, for eksempel. Og på hendes sangstemme, hun har jo virkelig en meget smuk sangstemme …”

Miriam nikker, men undgår stadig at se direkte på hende. Det er rigtig nok. Katarina synger så godt at hun er blevet solist i kirkekoret, men det gør hende ikke nemmere at kunne lide. På den anden side kunne hun aldrig drømme om at sige det til Camilla. Hun har ikke ret til at sige noget som helst, ikke engang for at trøste, det eneste hun kan gøre er at løfte hånden og meget forsigtigt stryge Camilla over kinden. Camilla skynder sig at gribe den, hun står og holder om Miriams hånd og ser på sin farmor med blanke øjne.

“Hun skræmmer mig,” siger hun nærmest hviskende. “Det er frygteligt, men det er sådan det er. Min egen mor skræmmer mig!”

“Så,” siger Miriam og hendes tanker går nogle sekunder tilbage til Ravensbrück og Sylvianne, men hun skubber dem rutineret fra sig. “Så, så, så!”

Men Camilla lader sig ikke sådan berolige.

“Hun er så falsk, og det er det der skræmmer mig. At hun aldrig nogensinde siger tingene som de er, at alt hvad hun siger og gør har en eller anden skjult betydning. Jeg er så bekymret for Sixten … det er det hun siger. Altid. Hele tiden. At hun er bekymret for at Sixten skal få allergi, at han er for tynd, at han faldt hele tiden dengang han lærte at gå, at han har alt for lange dage i vuggestuen. Men det hun i virkeligheden siger er at jeg ikke duer til noget. At jeg er en dårlig mor …”

Miriam siger en lille gryntende lyd. Den betyder at hun giver hende ret, men at hun gør det meget forsigtigt.

“Og det værste er at jeg ikke kan sige hende imod. Så bliver hun direkte ubehagelig. En gang bed jeg fra mig, og så … Det var dengang hun påstod at hun var så bange for at han skulle få allergi. Og så sagde jeg at der ikke var noget som helst der tydede på det, ikke det mindste, og så blev hun så rasende at hun ikke talte til mig i tre dage! I tre fulde dage! Og hun ville ikke engang så meget som se på Sixten i de dage. Han blev fuldkommen forvirret, den stakkel. Og så derefter, på fjerdedagen, så var alting lige pludselig godt igen og han var mormors lille skattebasse …”

Miriam giver Camillas arm et klem, men siger stadig ikke noget. Men Camilla kan ikke bare stoppe igen, og nu dirrer hendes stemme.

“Altså, indimellem bliver jeg næsten bange, det er helt åndssvagt. Jeg ved jo godt at hun aldrig kunne finde på at gøre mig noget, jeg mener hun ville jo aldrig slå mig eller blande gift eller knust glas i maden, men alligevel kan jeg føle mig nærmest lammet nogle gange når jeg har sagt hende imod …”

Miriam giver Camillas arm et nyt klem.

“For eksempel som nu?”

Camilla nikker tavst.

“Så du er altså bange for hvad hun kan finde på fordi du lød så sur i telefonen lige før?”

“Ja. Altså jeg ved jo …”

Miriam afbryder.

“Tror du at hun kunne finde på at gøre Sixten noget?”

Camilla snøfter ind.

“Nej, det tror jeg vel ikke. Ikke for alvor. Hun forsøger mest bare at vinde ham. Det er derfor hun giver ham søde sager i smug. Jeg tror at hun vil have at det skal blive en rigtig dramatisk afskedsscene når han skal rejse igen … Når Max kommer i næste uge. Hun vil have Sixten til at græde og hyle efter sin mormor, ikke efter mig. Sådan at alle kan se hvilken elendig mor han har. Især Max.”

Miriam sukker lidt.

“Ja. Det kan der måske godt være …”

Camilla stopper midt i et skridt.

“Nej, men altså,” siger hun. “Nej, hvor føles det godt!”

Miriam rynker panden.

“Hvad?”

“At du giver mig ret. At du også har set hvordan hun er.”

“Jamen, søde pige. Jeg har boet under det samme tag som hende siden Olof døde. Selvfølgelig ved jeg da hvordan hun er.”

Camilla drejer sig over mod hende og rynker panden.

“Men du har aldrig sagt noget. Hvorfor har du aldrig sagt noget?”

Miriam trækker en smule på skuldrene.

“Hvad skulle det måske kunne hjælpe? Det ville bare føre til en optrapning. Og det er slemt nok som det er. Hun bryder sig ikke om mig. Så jeg smiler og er venlig, men har ikke så meget med hende at gøre. Det er vist bedst sådan.”

Pludselig rykker det i hende.

“Du må ikke sige noget til hende! Om hvem jeg i virkeligheden er. Ikke et ord!”

Camilla blegner lidt, Miriam kan se at hun hurtigt forsøger at forestille sig morens reaktion.

“Nej,” siger hun. “Det er klart. Det lover jeg.”

“Først når jeg er død,” siger Miriam. “Så må du gerne fortælle det til Thomas … Hvis du tror at han kan tåle at få det at vide.”

Camilla nikker.

“Jeg skal nok tænke over det.”

Hun bliver tavs et øjeblik og vender sig derefter over mod Miriam.

“Jeg vil ikke have at du skal dø.”

Miriam smiler hurtigt.

“Nej. Det vil jeg heller ikke. Men sådan er det jo.”

Camilla er pludselig begyndt at gå hurtigere og Miriam forsøger at holde trit, men efter et stykke stopper hun stakåndet op.

“Søde ven,” siger hun. “Kan vi måske gå lidt langsommere?”

Camilla sænker farten.

“Åh, undskyld! Jeg tænkte mig ikke om. Vil du gerne sidde lidt?”

Miriam ryster på hovedet.

“Nej, det er ikke nødvendigt. Jeg kan bare ikke gå så hurtigt længere.”

“Okay. Så tager vi den lidt mere med ro.”

De begynder at nærme sig parkens legeplads i et sindigere tempo. En lille rødhåret pige sidder på en gynge og kigger tankefuldt på nogle drenge som klatrer op ad rutsjebanen. Hun gynger ikke, sidder der bare med den ene fod nede på jorden og følger dem opmærksomt med blikket. Der er ingen voksne i nærheden og Miriam tænker kort at det måske er meget rart for pigen. At få en pause fra al den voksenopmærksomhed børn i dag må leve med.

“Kan du huske din mor?”

Miriam vender sig over mod Camilla, en erindring skyller op i hende, men forsvinder så hurtigt igen at hun ikke kan nå at fastholde den. Derfor ryster hun på hovedet.

“Nej. Ikke for alvor. Hun døde jo da jeg var temmelig lille.”

“Hvor sørgeligt.”

Miriam trækker lidt på skuldrene.

“Det var det vel, men det er ikke noget jeg har nogen erindring om. Min far husker jeg noget bedre, men min mor … Nej. Men der fandtes et foto af hende som jeg kan huske. Hun var smuk som ild. Meget smuk.”

“Smuk som ild?”

“Ja. Sådan sagde min far engang og det har jeg aldrig glemt. Din mor var smuk som ild.”

“Men du har ikke længere det fotografi?”

Miriam sender hende et hurtigt blik. Hvad tror hun?

“Nej. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Først var der børnehjemmet og derefter Auschwitz og … Nej. Men jeg kan huske billedet. Hun havde romatøj på. Meget stilfuld.”

Camilla smiler.

“Så slægter du hende på.”

Miriam svarer ikke, hendes blik er fjernt, og de går et lille stykke i tavshed. Pludselig stopper Miriam og siger så med dæmpet stemme:

“Men jeg fik jo faktisk en anden mor efter nogen tid.”

Camilla løfter øjenbrynene.

“Mener du fars faster, hvad var det nu hun hed?”

“Hanna. Nej. Hun var mere som en faster, også for mig. Sød og venlig, men aldrig for alvor tæt på. Nej. Jeg mener Else.”

“Og hvem var Else?”

“En af de andre fanger i Ravensbrück. En nordmand. Hun reddede mit liv.”

Camilla lægger en hånd oven på Miriams som stikker frem under hendes arm.

“Og hun blev din mor?”

“Ja. Ikke at hun nogensinde sagde det med de ord, men det var sådan det føltes.”

“Vidste hun at du var roma?”

Miriam sender Camilla et hurtigt blik. Hvad tror hun selv? Men på den anden side er hun måske præcis så naiv som hun lyder. Hun rømmer sig let.

“Nej. Hun troede at jeg var den jeg påstod at være. Miriam.”

Hun smiler lidt bittert midt i sætningen, men stopper sig selv. Else var jo Miriams mor. Kun Miriams. Romapigen Malika kunne være bukket under uden at det havde rørt Else det fjerneste. Camilla sænker stemmen.

“Kom hun også til Sverige med de hvide busser?”

Miriam ser ned i jorden, sparker lidt til gruset.

“Nej,” siger hun så. “Det gjorde hun ikke. For hun døde ugen inden de nåede frem …”