Var det skumring eller morgengry? Nat eller dag?

Miriam satte fra mod væggen med venstre hånd og forsøgte at rette ryggen. Det gik ikke rigtig, det gjorde for ondt. Men nu var hun i hvert fald ude af straffeblokken. Lige for et øjeblik siden havde en Aufseherin puffet hende ud gennem døren og smækket den bag hende. Så hun var altså fri nu. Hun smilede ad sin egen tanke. Fri. Jo tak. Så fri som man nu kan være i en koncentrationslejr som Ravensbrück.

Men noget føltes pludselig anderledes. Helt anderledes.

Måske var det på grund af sneen. Den faldt i store hvide flager og forvandlede hele lejren. Gjorde den mudrede gade helt hvid. Lagde sig som beskyttende skyer på barakkernes tage. Forvandlede de sorte træer til drømmeskulpturer.

Men nej. Det var ikke sneen som fik alting til at føles anderledes. Det var lyset. Eller snarere fraværet af lys. Himlen lå grå og tung over lejren. Ingen lyskastere fejede hen over mure og pigtrådshegn. Ingen gule lamper lyste uden for barakkerne. Hun drejede hovedet. Nej. Der var ikke engang lys inde i kommandantskabets bygning omme bag straffeblokken. Der var mørkt overalt. Og ikke et menneske i sigte. Ikke et eneste fodspor på gaden. Ikke engang hjulspor.

Måske var hendes gamle fantasi fra Auschwitz blevet til virkelighed. Måske var SS tilintetgjort. Måske havde fangerne fået vinger og var fløjet deres vej. Måske sad Else allerede i selvsamme øjeblik hjemme i Norge og spiste af det gode brød, den fede ost og det salte smør, alt det som hun så ofte havde fortalt om. Måske havde hun glemt Miriam. Eller måske troede hun at Miriam også var fløjet sin vej hjem til en mor og en far et eller andet sted og …

Nej. Sådan var det selvfølgelig ikke. Folk får ikke vinger bare fordi man piner dem. I så fald ville straffeblokken have været tom for flere år siden. Og det var bestemt ikke tilfældet, det vidste hun jo. Kvinder havde råbt og grædt og skreget både dag og nat, så der havde bestemt været folk derinde, også selvom hun ikke havde set andre end Sylvianne og de kvindelige vagter. Havde der også været mørkt inde i straffeblokken? Jo. Det havde der vist. Ikke at hun i grunden havde tænkt over det, ikke før nu. Ikke engang ude på gangene havde lyset været tændt. Vagten som havde hentet hende havde haft en lommelygte. Ude i det fjerne hørte hun en buldren som forklarede det meste. Bombefly. Amerikanske eller engelske bombefly. Måske var elektriciteten gået. Hvis ikke det altså var tyskerne selv som havde fået den tanke at det var bedst at mørklægge hele Ravensbrück netop nu. Det kunne også godt være. Og hvis det var tilfældet fortalte det jo ikke rigtig noget.

Miriam trak sin venstre hånd til sig, stoppede begge hænder i jakkelommerne og begyndte at gå, holdt forsigtigt om Sylviannes brød som hun havde gemt. Det var en gave. Else skulle have brødet så snart Miriam kom hen til barak 8. Men først var hun jo nødt til at kæmpe sig derhen. Pludselig kunne hun mærke hvor koldt det var. Meget koldt. Den løse sne fandt vej ned i hendes træsko, fik blodet til at isne i hendes kolde ankler, fik hendes tæer til at sove. Men pyt med det. Det vigtigste var at hun ikke faldt, for så ville hun have svært ved at komme op igen og hun havde ikke lyst til at fryse ihjel i en snedrive ude på lejrgaden. Ikke nu. Enden på det hele nærmede sig jo. Før Else blev skadet havde hun fortalt at russerne allerede var langt inde i Polen, og Miriam havde allerede længe vidst at englænderne og amerikanerne var på vej fra den modsatte side, at Frankrig allerede var befriet og at det kun var et spørgsmål om tid … Så nu gjaldt det bare om at holde sig i live.

Miriam havde tænkt sig at holde sig i live. Og Else skulle hjælpe hende.

Det var nemmest at gå hvis hun ikke løftede fødderne, opdagede hun, hvis hun gled frem gennem sneen med hænderne strakt ud til siden for at holde balancen. Det gik. Pludselig stoppede hun op og vendte sig om, kiggede på sporene hun havde lavet i sneen og blinkede lidt forundret. Hun havde sat spor. Af en eller anden grund have hun troet at hun var så uanseelig at man ikke ville kunne se at hun havde gået igennem den løse sne. Det kildede i maven. Jeg eksisterer, tænkte hun. Jeg hedder Miriam og jeg eksisterer … Øjeblikket efter slog hun armene omkring sig selv og fortsatte med at ase sig fremad. Nej. Hun hed jo ikke Miriam. Den person som engang hed Miriam Goldberg var jo for længst død. Desværre.

Der var fuldkommen stille i lejren. Ergo måtte det være aften eller nat og fangerne ligge og sove inde i barakkerne. Stilheden var meget behagelig, nærmest fredelig. Hvornår havde der nogensinde været stille omkring hende? Ikke i flere år. Jo, i nogle timer i straffeblokken selvfølgelig, men det var en ubehagelig stilhed, foruroligende, en stilhed som fortalte at Sylvianne var ved at forsvinde. Det her var noget andet. Et øjeblik ønskede hun at denne stilhed skulle fortsætte i al evighed, men så stoppede hun sig selv. Nej. Stilhed i al evighed var det samme som døden. Og hun ønskede ikke at dø. Slet ikke. Hun havde tænkt sig at overleve.

Hun blinkede nogle snefnug væk som havde sat sig i hendes øjenvipper og så sig til højre. Jo. Der lå barak 8.

Stanken var tæt som en mur og hun stoppede brat op med træskoene i hånden, mærkede hvordan lugten fyldte hvert eneste hulrum i hendes kranie. Urin og opkast, den sødlige dunst af blod og rådden diarré plus den der særlige syrlige lugt som tyskerne kaldte for jødestank. Hun havde aldrig før tænkt på hvor grimt der lugtede, men nogle døgn i den renskurede straffeblok havde givet hende en overfølsom frøkennæse. Hun fnøs ad sig selv og kravlede forsigtigt hen over en gammel gråhåret kvinde som lå med åbne øjne lige inden for døren, mumlede forsigtigt undskyld til en lyshåret pige på hendes egen alder som lå bagved. Folk. Der var folk over det hele. De sad og lænede sig op ad væggen i den lille forstue uden for Irma Lunz’ kammer, de lå på gulvet inde i selve barakken og på den kolde mur omkring ildstedet, de sad og rystede inde i det kølige vaskerum eller krøb sammen, næsten skjulte, under briksene. Det var umuligt at undgå at træde på dem, alligevel fortsatte hun ind mod det dybe mørke længst inde i barakken. Det var jo der de var. Nordmændene. Else. Hun trådte på en arm og nogen skreg op, men hun sagde ikke undskyld længere, var fuldkommen ligeglad, skyndte sig bare hen over andre arme og ben og hørte ikke engang ederne og forbandelserne som fulgte i hendes kølvand. Så. Nu måtte hun være lige i nærheden.

“Else,” råbte hun dæmpet. “Else! Hvor er du?”

Men det var ikke Else der svarede. Det var Lykke.

Else lå med høj feber. Det var ikke til at afgøre om hun sov eller var bevidstløs. Lykke så meget alvorlig ud.

“Vi ved ikke hvad vi skal gøre,” hviskede hun. “Om vi skal bære hende over på sygeafdelingen eller …”

Miriam snappede efter vejret. Ikke sygeafdelingen, der vidste man aldrig hvad de kunne finde på.

“Nej! Der kan vi ikke tage hende hen.”

Lykke bøjede sig ind over Else. Det virkede ikke som om hun hørte dem og man kunne stort set ikke se hendes ansigt herinde i mørket.

“Der skulle være en tjekkisk sygeplejerske et sted …”

“Hvorhenne?”

Lykke trak på skuldrene.

“Nede på industriværkstedet har jeg hørt. Men jeg ved det ikke. Og nu kan vi jo ikke komme derhen.”

“Hvorfor ikke?”

“På grund af strømafbrydelsen. Har du ikke bemærket den? Der har ikke været elektricitet i flere dage. Vi har ikke arbejdet siden det skete …”

Hun strøg sig hurtigt over hovedet og nikkede over mod Miriam. Der blev stille, begge fortabte sig i erindringen om det der var sket på sysalen den foregående uge. Måske havde die Aufseherinnen virkelig revet Lykkes hår af. Måske var hun helt skaldet under hovedtørklædet. Miriam turde ikke spørge, hun var nødt til at formulere sig mere neutralt.

“Hvordan gik det med dig?” sagde hun til sidst.

“Tja,” sagde Lykke og så undvigende væk. Hun havde tydeligvis ikke lyst til at tale om hvad der var sket med hendes hår. “Jeg fik selvfølgelig tæsk. Men vist nogenlunde, omstændighederne taget i betragtning … Og dig?”

“Femogtyve piskeslag.”

Lykke skar en grimasse.

“Åh, for helvede. Men du overlevede.”

Miriam lukkede øjnene.

“Ja. Sylvianne hjalp mig. Hun kom koldt vand på sårene da jeg kom tilbage til cellen. Det hjalp lidt.”

“Sylvianne?”

Miriam trak på skuldrene.

“En anden fange derinde.”

“Blev hun ikke pisket?”

“Nej. Hun var udtaget til Sonderbehandlung. Hun skulle blive den første som fik Sonderbehandlung her i Ravensbrück, sagde de. Hvad det så end er.”

Lykke slog begge hænder for munden.

“Du gode Gud! Er du sikker?”

Miriam rynkede panden.

“Ja, jeg hørte det selv …”

“Men du ved ikke hvad det betyder? Har du da ikke været i Auschwitz?”

Miriam nikkede stumt. Det var ubehageligt, det her. Hvorfor vidste hun ikke hvad Sonderbehandlung betød? Det var tydeligvis en ting hun burde vide. Lykke greb pludselig fat i hendes arm.

“Det betyder at hun skal gasses! At de har tænkt sig at gasse hende! Her!”

En bølge af ubehag skyllede op i Miriam. Selvfølgelig! Det burde hun have forstået. Alligevel kunne hun ikke tage det ind, men gjorde sig fri af Lykkes greb og rystede på hovedet.

“Nej! Der er jo ingen gaskamre her …”

Lykke tog hende igen om håndleddet.

“De har jo været i gang med at bygge noget henne ved siden af krematoriet. Det har du da set! Det må være et gaskammer. De skide idioter fortsætter med at bygge gaskamre selvom de har tabt krigen. De er fandengaleme ikke rigtig kloge!”

“Slip mig,” sagde Miriam. Lykke glippede med øjnene, men slap ikke grebet.

“Nu gælder det om at ingen finder ud af at Else er syg,” hviskede hun. “Forstår du det? Ingen må vide det. Ingen!”

Miriam trak vredt hånden til sig.

“Selvfølgelig gør jeg det. Og jeg kunne aldrig drømme om at sige noget. Sig mig hvad tror du om mig?”

Senere fortrød hun sin opførsel. Hun burde ikke have lydt så irritabel, der var ingen grund til at blive vred på Lykke bare fordi hun havde forstået det som Miriam ikke havde forstået. Miriam krøb tæt ind til ydervæggen i køjen og prøvede at trøste sig med at det i hvert fald var den dårligste plads, helt sikkert den dårligste, og at Lykke havde fået den bedste, den som vendte ud mod midtergangen. Der var kun de tre i køjen nu og derfor kunne både Else og Lykke ligge på ryggen, hvis Miriam lå på siden. Væggen ud for hende var iskold, men Elses feberhede krop holdt hende varm på ryggen. Måske kunne hun endda vende sig en gang imellem, først varme ryggen og derefter forsiden af kroppen mod Elses feber. Jo, det kunne godt lade sig gøre. Hun vendte sig hurtigt om og lagde sine kolde hænder mod Elses kind. Else sukkede lidt. Det var et godt tegn. Jo. Det måtte det da være.

“Jeg tror bare hun sover,” hviskede hun.

Lykke gryntede lidt, men svarede ikke. Miriam stak hånden i lommen og trak brødet op, strakte sig hen over Elses magre krop og lagde det forsigtigt på Lykkes brystkasse. Lykke rørte uroligt på sig, rakte så begge hænder op og greb fat om det.

“Brød?”

“Ja. Sylviannes brød.”

“Tog du hendes brød?”

“Hun gav det til mig. Hun gav mig al sin mad. Hun holdt op med at spise og drikke for et par dage siden …”

“Hvorfor gjorde hun det?”

Miriam svarede ikke. Ordet Sonderbehandlung svævede i tavsheden mellem dem, men ingen af dem havde lyst til at sige det højt. Lykke lå ubevægelig et øjeblik, så satte hun tænderne i brødet. Miriam krøb tættere ind til Elses brændende krop.

“De havde centralvarme i straffeblokken,” hviskede hun. “Elementet var varmt en halv time om dagen!”

Lykke svarede med munden fuld af brød.

“Det ved jeg. Jeg har jo også været der.”